Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12656Visninger
AA

2. 1.Del - Tiden...

På perron 9 3/4 havde det røde gammel dags tog allerede indtaget sin plads. Den var klar til endnu afgang med passager af alle afstøbninger. 

Perronen lignede på meget få punkter en normal perron, hvis man så bort fra de tudende ugler, der sad i bure oven på deres ejers bagagevogn, vippede faretruende frem og tilbage eller så på de mange katte, der triumferende sad på deres ejers bagage. Man skulle nok også se bort fra at mange af dem på perronen bar kapper og underlige hatte, som selv ikke en gang en kostumehandler kunne have fundet på at sælge. Der var børn, som sagde farvel til deres forældre, mens andre fik de sidste formaninger, som de alligevel kun hørte med et halvt øre. Der var fortvivlede konduktører, som konstant holdt øje med tiden, mens de råbte. Også var der de konduktører, som tog sig tid til, at berolige fortvivlede børn og forældre, mens de hjalp eleverne med deres bagage. 

Noget som man også ville finde på en normal perron, bortset fra nogen småting.

Hogwarts ekspressen var for nogen et symbol på at det kunne føre dem væk fra en kedelig hverdag, mens den for andre ville forandre dem for altid.

Larmen var øredøvende, men inden for i en af de mange togvogne, som var koblet til allebagerst var der en kupe, der allerede var optaget. I denne kupe var larmen udenfor kun svag baggrundstøj eftersom ingen af de to passager havde gjort mine til at åbne for det lille vindue, der sad oppe oven over den store rude. 

Den ene af passagerene var en gammelkending, selvom han normalt ikke tog Hogwarts Ekspressen, kendte de fleste af ældre elever ham. Han var frygtet og respekteret, men hvem han egentlig var som person vidste ingen. Det mest skræmmende ved ham var dog, at den stilling han havde på Hogwarts skole for heksekunst og troldmandskab havde han haft temmelig længe.

Længere end nogen anden havde haft det. 

Professor Morfeus, lærer i forsvar mod mørkets kræfter, holdt vagtsom øje med sin rejsefælle med sine gule øjne, der stod i stærk kontrast til hans sorte tøj. Tøjet var efterhånden blevet hans kendetegn, hvis man så godt efter ville man kunne ane, at i det sorte stof var der et mønster. Hvilket dog hans mørkeblå hår, som regel forhindrede folk i at se, da denne farve tiltrak, ligeledes hans øjenfarve, deres opmærksomhed væk fra mønsteret, som om det var med vilje. Håret var blevet strøget tilbage i stram hestehale, som gjorde at hans skarpeansigtstræk blev langt tydeligere. Der var ingen rynker at se, der kunne afsløre, at han var blevet ældre, men der var dog alligevel nogen tegn, der indikerede, at selv ikke denne troldmand kunne undslippe tidens tand.
I hans mørkeblå hår kunne man lige skimte nogen hvide striber, overskægget var veltrimmet. Gedeskægget havde dog fået lov til at gro, så det var begyndt at krølle en smule forneden. Hvilket havde gjort at han fik den irriterende vane, at tage fat i krøllen og fraværende forsøge at glatte den. Selvom, at så snart han slap den med sine lange fingre ville den springe tilbage i den samme buede form.
Det var også det han gjorde nu, mens han dovent lænede sig tilbage i sit sæde og strakte bene frem for sig. Han lod sine sorte og tunge rockerstøvle ramme kupeens gulv med et hult bump, der ikke fremkaldte nogen reaktion fra hans rejsefælle.

Hans rejsefælle som han iagttog åbenlyst, lignede på mange punkter en ganske almindelig ung mand på omkring de 17 år. Han havde brede skuldre, var af en de få samme alder, der var højere end gennemsnittet. Professor Morfues vidste, at den unge mand var klar, at han blev betragtet. Derfor havde den unge mand som en anden tvær teenager valgt, at sidde som en meget kold og ligegyldig statue, der stirrede uden egentlig, at se noget ud af ruden. Nogen få totter af hans lange blanke sorte pandehår havde gjort sig fri af hans løse hestehale, gik derfor ned over hans høje pande. Han gjorde dog ikke mine til at sætte dem op i den løse hestehale igen, selvom de lange totter måtte gererer hans syn. 

Ingen af dem sagde noget.

Ingen af dem gjorde mine til at snakke. 

Hvorfor skulle de? 

Den ældre underviser kastede et blik ud af ruden, betragtede igen perronen med samme ligegyldighed som hans rejsefælle gjorde. Sådan sad han i nogen minutter, indtil han hævede sine trekantede øjenbryn. Dette gjorde, at hans rejsefælle blev opmærksom på ham, egentlig underligt at dette kunne tiltrække knægtens opmærksomhed. Den unge mand bevægede langsomt øjne, for at få øje på det, der havde fremkaldt de løftede øjenbryn, men opgav ret hurtig. Hvis det var nogen professoren syntes, han skulle vide besked om, skulle han nok få det af vide. Med denne viden lænede den unge mand sig tilbage i sædet, betragede i stedet kuffertene, der lå oven på bagagehylden over Morfeus' hoved. Mens han i tankerne tænkte, at det kunne være sjovt at lade disse kufferter falde ned i hovedet på den gamle mand. Et lille smil sås i mundvigen. 

Det som havde fanget Professor Morfeus opmærksomhed var havde en gruppe unge mennesker. En ganske bestemt gruppe, der kun gik få meter fra vognen af på vej op ad perronen i håb om at kunne få pladser i en af de vogne, der var koplet til længere oppe ved lokomotivet. 

Han nok mere så flokken end hørte dem, selvom han kunne se, at de snakkede temmelig højt til hinanden for at overdøve larmen på perronen. Den første, der havde fanget hans blik i det de førte gruppen an, var en høj, ranglet knægt med udstående ører som hans forpjuskede sorte hår ikke dækkede for. Han havde et kæmpe smil, der gik til begge ører, i det han vildt og voldsomt brugte sine lange arme til at fortælle med. Omkringstående måtte flytte sig for ham for ikke at blive ramt. Han var tydeligvis meget optaget af den diskussion, han førte med en køn ung kvinde, der i første øjekast lignede en journalist pga. det vågne, krævende og nysgerrige blik, der var i de grå øjne, der gemte sig bag glasset i hendes lave firkantede briller. Briller som hun automatisk fik puffet længere op på næseryggen, tvang samtidig en gyldenbrun lok væk, der havde forvildet sig ind i hendes ansigt, hvilket var utrolig eftersom hendes hår var blevet pageklippet lige ned til øreflippen. Pandehåret gik som en lige kant hen over de smalle bryn. Hun brugte ligesom den knægten armene meget. Men i forhold til hvordan knægten var afslappet klædt på: en gul lidt for løs t-shirt og lange bukser, der stumpede en lille bitte smule. På fødderne havde han tennissokker, hvor hvis man så godt efter ville se et billede af en grævling også havde han klipklappere på. Havde hun derimod en fornuftig, blå, langærmet t-shirt på samt allerede fået noget af sin skoleuniform på, da hun havde taget den grå nederdel på.

Den ældre herre, løftede det ene blå bryn, da han så teknikken ved at lade disse to gå forrest af gruppen, i det de ryddede en vej til de andre. Han flyttede blikket glide til  de to andre, der blot fulgte efter med hver deres bagage vogn, der så ud til at have fået de to diskuterende's bagage på også samt lå der en del sommerjakker oven på den ene af vogne. Det kunne blive temmelig varmt at gå rundt mellem alle de mennesker på perronen, mens man ledte efter en togvogn.

Den ene, der lige fangede hans blik først, lignede en bortløben fotomodel, kastede sit honning gule hår gentagende gange over den skulder, selvom det sad fuldkommen perfekt. Effekten var dog, at det tiltrak det andet køns opmærksomhed, hvilket hun udmærket godt vidste, men den unge kvinde ignorerede de beundrene blikke. Hun var dog yderst muggler klædt, da hun i stedet for en kappe, havde en beige farvet sommer trenchcoat på, der gik hende til knæene, hvor netop hendes lange, flade og sorte støvler sluttede tæt op. Man kunne dog ikke se hvad slags tøj hun havde på inden under eftersom trenchcoaten var lukket. Det sidste pift var de sorte solbriller, hun havde skubbet op i sit blonde hår.
En ægte Slythering, tænkte Morfeus, inden han lod blikket hvile på den anden unge kvinde, der gik ved hendes side. Hun var modsætningen til den blonde kvinde, selvom der er ingen tvivl var at de begge var smukke på hver deres raffinerede måder og så faktisk en smule ældre ud end de i virkeligheden var. 

Den unge mørkglødet kvinde rullede let med sine med mørke øjne, der var indrammet af mørke lange vipper, tydeligvis vant til at den blonde skønhed havde denne vane. Hendes hår var ravnesort sad i en høj hestehale, der svingede fra side til side i det hun gik. Pandehåret dækkede kun for hendes ene øje, så hun kunne sagtens kaste et blik over sin ene skulder, der var bar, eftersom hun havde en af disse moderne muggler toppe, der ingen stropper havde, teknisk set kun blev holdt oppe af hendes barm, hvis Morfeus havde været en anden end den han var, ville han være fuldkommen rød i bægeret over dette syn, som også trak mange blikke til sig og råbte til en. Den røde farve toppen havde stod godt til hendes hudfarve, de mørke cowboybukser sad som var de malet på. Fuldkommen perfekt. Det var tydeligt at aflæse hvad den mørkglødet unge kvinde råbte: Skynd dig nu!

Her gik det op for Morfeus, at der manglede en, smilet forsvandt og blev erstattet af en rynke i panden. Han anede faktisk ikke han gjorde dette, men rynken i panden glattede sig ud, i det den lille genkendelige skikkelse dukkede op. Denne havde dog sit en del besvær med at komme forbi et forældrepar og deres trillinge piger, der snakkede i munden på hinanden og ikke lod til at have lagt mærke til, at de stod temmelig meget i vejen for folk.  

Den ældre troldmand smilede svagt igen eller forsøgte på det. Hvis folk så ham smile, ville de tro han var syg. Han betragtede det flammende røde hår, selvom at håret havde fået lov til at gro, var krøllerne stadig dominerende i håret. Faktisk var det lidt af en miskmask af krøller, eftersom nogle af dem mere var bølger end proptrækker krøller. Højden var stadig den samme, men hendes før så buttede former havde efterhånden sat sig de rigtige steder, hvilket han bedømte ud fra den måde hendes grønne tynde skovmands skjorte smøg sig omkring hendes overkrop, mens de mørke jeans indrammede de små stolpeben. Hun var dog stadig en prop i forhold til sine venner, der ragede op som højhuse, som hun styrtede efter, mens hun hankede op i den grønne kuffert på hjul. Hun var blevet en smule større end den i det mindste. Den havde været hendes tro følgesvend i de sidste mange år og i den anden arm holdt hun den afskyelige kat, der så ud til at være temmelig ligeglad med, at blive slæbt rundt på som en anden håndtaske.

Det gav et ryk Morfeus, da katten unden varslen, drejede hovedet, for derefter at se ondskabsfuldt direkte op mod ham i det hun styrtede forbi vinduet, hvor han sad, nede på perronen. Han løftede det ene bryn. Ham og den kat var ikke særlig gode venner. Tåbelig kat, tænke Morfeus næsten hævngerrigt, inden han lod tanken være. Da denne gruppe var forsvundet uden for hans synsfelt lænede han sig tilbage i sædet. En smule pinligt for ham. Han havde åbenbart rykket sig længere og længere hen til ruden, selvom han allerede sad klos op ad den, for at kunne se ud. Han sukkede lydløst, lukkede kort sine øjne, mens han gnubbede sin pande let med et par fingre.

Synet af flokken gjorde ham mere opmærksom på, at tiden var fløjet afsted. Fra at have været skravlet første års elever, hørte denne flok nu til en af de årgange, der var klar til at indtage skolen. Han skar tænder i et noget, der skulle være et smil, da han tænkte på de mange timer, der lå forude. 

 

2 time senere, hvor Hogwarts ekspressen for længst havde forladt perron 9 3/4:

”Du skal vide, at når du træder ind på Hogwarts er du ikke andet end en elev. Du laver ingen ballade! Du vækker opmærksomhed i forvejen ved at starte så sent…!”  Lød de sidste efterdønninger i prædiken fra den ældre underviser. Han forsøgte at fange den unge mands blik, der stædig vedblev at blive i sin statue tilstand, hvor han stirrede ud af vinduet. Pludselig rejste den unge mand sig rasende op. Morfeus løftede bare et øjebryn ved denne reaktion, han sagde heller ikke noget til at denne gik hen til kupe døren, lagde en hånd skydehåndtaget, men inden knægten åbnede og trådte ud på gangen vendte han sig irritereret mod Morfeus med sine smalle øjne. Det glitrede ildevarslende i de lilla øjne, da hans hvæste kort og præcist: ”Bland dig uden om!” Inden han skød døren til side, skyndte sig på gangen og marcherede ned af gangen. Han fornemmede Professor Morfeus blik i ryggen, da denne havde været nødt til at rejse sig for at lukke døren efter den hidsige elev. 

5 min efter...

Arrigt trampede den unge mand afsted ned af den smalle gang. Han gik dog nogen gange sidelæns for, at lade dem, der kom den modsatte vej fra, komme forbi uden, at de kom til at røre ham. Hans hænder var begravet i lommerne på nogen slidte sorte jeans, der sad løst omkring hans ben og så temmelig medtagne ud. Hans sorte trøje mindede en smule om Morfeus kinesiske stil, i det den var knappet helt op til halsen og sagtens kunne være overdelen til en kinesisk skoleuniform, hvis man så bort fra, at han temmelig sjusket havde rullet de lange ærmer op til albuerne, så man kunne nyde synet af hans arme. Huden var solbrun. Han var så optaget af sine mere og mere mørke tanker, at han ikke lagde mærke til den rødhåret pige, der strøg bandende forbi ham på jagt efter en forsvunden skildpadde.

Ingen af dem anede, hvor meget de ville komme til, at se til hinanden i dette år og hvor meget det ville forandre dem.

________________________________________________________________________________________________ Undskuld, undskyld mange gange for at der er gået så længe, men her er et kapitel. Jeg må hellere nævne det nu, at folk er velkommne til at komme med ris og ros, men alle rettelser bliver først lagt ind, med mindre det selvfølgelig er bagateller, men ellers når historien er skrevet færdig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...