Falling away.[1D]

Med forældre som Abigails burde man ikke kunne andet end at elske livet. De har penge, er velhavende og vil gøre alt for at få hende til at følge i deres fodspor, hvilket hun også vil. I starten. Hendes liv begynder for alvor at ændre sig, da hendes far har fået den perfekte idé om at lade boybandet, One direction, hjælpe ham med hans arbejde. Middage, forsamlinger og samarbejde bliver det der skal til. Men kan drengene holde sig fra Abigail, når de nu skal arbejde sammen med hendes far? Og kan hun holde sig fra dem? {Jeg er lidt dårlig til det der med resumér, så i må leve med den klat deroppe.}

5Likes
0Kommentarer
899Visninger
AA

3. The lunch... or what?

 

The lunch... or what?

 

 

Seriøst, det kunne han ikke mene.

Jeg stod og betragtede mig i spejlet i en stor, grøn kjole, som far havde fundet frem, og hvis jeg selv skulle sige det, var den ikke for køn. Rettere sagt: jeg så hæslig ud. Men jeg turde ikke sige ham imod. At gå hen og sige, at jeg lignede en udtørret klat spinat, ville helt sikkert skuffe ham. Og det var det sidste jeg ville. Egentlig var den ikke så slem. Eller jo. Men jeg prøvede at bevise det modsatte overfor mig selv. Far sagde, den matchede med dugen, hvilket sikkert var en af de grunde til, at han havde fundet den frem. Måske jeg bare kunne ligge mig fladt på bordet og falde i et med det? Lyder som en perfekt idé. Bortset fra, når vi skal spise, og de finder ud af, at jeg er væk. Eventuelt en plan b? Nej. Godt så. Endnu en plan, som er mislykket

Jeg sukkede ved tanken om alle de tanker jeg havde, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret. Gyngen var virkelig det, jeg havde brug for lige nu. At få renset tankerne fuldt ud. Bare tanken om det fik mig til at danne små billeder i hovedet, som langsomt gav min krop lov til at slappe af. Det føltes befriende. Lige indtil jeg kom i tanke om dagen igår kom tilbage, hvor Joshua havde ødelagt det hele ved at dø min mave, da han satte sig på den. Jeg rystede det hurtigt ud af mit hoved igen og tanken om, hvorfor jeg virkelig stod her kom tilbage. Jeg skulle gøre min far stol, vise ham, at jeg godt kunne hjælpe ham. Jeg havde fået besked på at gøre indtryk på dem, så de helt sikkert sagde ja til tilbudet. Men helt ærligt, så havde jeg ikke meget lyst til det. Jeg brød mig ikke om dem. Der var bare noget med den måde der var og er på, som ikke faldt i min smag. Og det at min far skulle arbejde sammen med den- og måske blivesmittet- var bestemt ikke bedre. Jeg kunne risikere at miste ham på grund af dem. Selvfølgelig ville jeg ikke give slip så let. Jeg ville kæmpe for ham. Med svær og lanse og alt det der andet hejs. Jeg skulle vise dem, hvem min far var og hvem der ejede ham.- Eller jeg ejede ham ikke. Men på en måde gjorde jeg da. Han var min far, så et lille stykke af ham burde være mit. 

Mere nåede jeg ikke at tænke igennem, da døren blev flået op med et brag og jeg nærmest fløj to meter op i luften. Jeg tog en dyb indånding, og et grin kom ovre fra døren af. Uden at kigge derhen vidste jeg, hvem det var. Det var lidt busted på grund af grinet. Med en knirkende lyd blev døren lukket stille i igen, så der hurtigt blev stille igen, da grinet ikke lød mere. Fodskidtene kom langsomt nærmere, hvilket bragte den samme ubehag over mig som igår. Jeg lukkede kort øjnene i og tog en dyb indåndingen, inden jeg lod mig vende om.

"Joshua, hvad vil du?", spurgte jeg lettere irriteret og ligeud.

"Jamen, undeskyld da", sagde han og løftede hænderne op som for at vise, at han var uskyldig, hvilket jeg ikke ville give ham helt ret i. Han havde altid en finger med i et eller andet og havde altid et formål med folk. De spillede allesammen en vigtig rolle i hans lille spil, som han færdiggjorde med små trin ad gangen. Det skræmte mig ikke at vide, hvilken brik jeg havde i spillet, ikke at vide, hvornår han kunne slå til. Derfor bragte han altid en klam følelse hen over mig, som gjorde at jeg pludselig satte i forsvarsposition og havde meget svært ved at lukke mig op for folk. Jeg kunne aldrig være mig selv i nærheden af ham. Og det bragte mig for alvor i kog. Men med forældre som mine, er det hele ikke bare en stor suppedas med lykkepiller. Hans forældre har gode penge, hvilket mine bare vil udnytte. De vil have noget ud af at kende dem. Og det at have en datter, der er på samme alder med deres søn er bare en win win. For dem i hvert fald. For mig var det bare endnu en nedtur. 

Joshuas blik lå helt sikkert på mig. Det var ikke til at tage fejl af. Uden at se det vidste jeg, at han stod og betragtede mig og gjorde intet for at ligge skjul på det. Derfor greb jeg hurtigt ud efter min mobil og lod som om, den faktisk var interesserende, da jeg ikke ville vise Joshua, at hans blikke rent faktisk irriterede mig. Så ville han for alvor skrue op for energien, hvilket bare ville gøre det hele endnu værre, end det var i forvejen. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at kaste små nysgerrige blikke hen mod ham. Han stod lænet op af mit skab med korslagte arme, og et udtryk i ansigtet jeg ikke helt kunne tyde. Det var som om han prøvede at læse mig og det gjorde mig utilpas. Tit tænkte jeg over det der med, hvad der skete, hvis folk rent faktisk kunne læse tanker. Hvis de kunne høre, se eller ligefrem mærke, hvad man tænker, selvom jeg godt ved, at det er langt ude og aldrig kommer til at ske.

Jeg ved det. Det er virkelig mærkeligt. Men tanken om det, får mig tit til at tvivle, når han sender mig blikkene. De er ulæslige og kan indebære hvad som helst. Hvilket jeg kunne konstatere lige nu. 

Han stod stadig med sine brune øjne rettet mod mig og det irriterede mig godt og grundigt lige nu. Jeg sukkede opgivende og rejste mig op i sengen, for at ligge min mobil på natbordet.

"Nyder du udsigten?", spurgte jeg med et løftet øjenbryn. 

"Jeg nyder den fuldt ud, ja", sagde han med et skævt smil på læben. Jeg slog hurtigt mine øjne ned i gulvet. Det irriterede mig, at han var så selvsikker. Selvfølgelig havde jeg også god selvsikkerhed, men jeg ville aldrig nå hans punkt. Det var på en måde en lettelse, og så på samme tid et ønske, man ikke kunne leve op til. Dog hældte det mest til den lettede del, da jeg på ingen måde vil ligne ham. 

Hurtig som jeg er, satte min hjerne i sving og kopierede hurtigt hundrede Joshua'er, som jeg forestillede mig var rigtige. Jeg gøs ved tanken om, at de vandrede rundt i min have og hjemsøgte mig, som den rigtige Joshua nærmest plejede at gøre. Han kom altid på de mindst timede tidspunkter og pinte mig med tons vis af spørgsmål og bemærkninger, som helt sikkert kørte mig af sporet. Han kom tit med undrende spørgsmål, som jeg slet ikke troede, han havde hjernen til at tænke igennem. De kunne såre mig dybt, men også gøre mig utrolig glad. Det var det der var mærkeligt ved ham. Og sikkert også noget, jeg aldrig kom til at forstå i dette liv. 

"Hvad tænker du på?", spurgte han uventet om, og så undrende på mig som om han prøvede at læse mig. Og jeg kunne ikke ligefrem sig til ham, at jeg så ' jordens undergang' skrevet hen over hans pande, hvis han en dag fik lyst til at kopiere sig selv, hvilket højest sandsynligt aldrig skete. Hvad ville han ikke lige tænke om mig? Jeg ville gætte på, at han troede at jeg kom fra en helt anden planet. Mars eller sådan noget. 

"Massere af ting", mumlede jeg kort og rejste mig for at gå hen til døren og åbne den. Jeg nåede lige at trække i håndtaget inden Joshua støttede sig op af døren og lukkede den igen.

"Jamen, halløjsa", sagde han og blinkede grimt med øjet. Jeg sendte ham hurtigt et undrende blik, inden jeg rystede på hovedet. 

"Gå nu bare væk, Joshua. Jeg magter virkelig ikke det her lige nu", sagde jeg irriteret, trak ned i dørhåndtaget og trak ud i døren uden der skete noget.

"Seriøst, vil du have jeg skal kravle ud af vinduet?" Han øjne prøvede opmærksomt at fange mine, men jeg undveg bare. 

"Fortæller du mig så, hvad du tænker på?" spurgte han, og både han og jeg vidste, at han havde fanget mig nu. Hvis jeg ikke sagde det, ville han ikke lukke mig ud. Og jeg ville ikke leve herinde med ham forevigt. Aldrig i livet. Okay, mine forældre ville nok opdage at jeg var væk. De ville komme herop og helt sikkert sende Joshua langt væk herfra. Idéen lød bedre og bedre, men jeg kunne ikke holde ud til at være herinde sammen med ham mere. Jeg måtte ud. 

Jeg lagde kort mit hoved op af døren og sukkede irriteret. Dog havde jeg ikke tænkt mig at fortælle ham sandheden. Igen- hvad ville han ikke tro om mig?

"Jeg tænke på, hvor meget vand en gulerod skal bruge til at vokse sig stor, okay? Og lad mig som komme ud" Han grinede kort, inden han lod sig stå oprejst igen. 

"Jeg tror ikke på dig, men lad gå. Jeg tager hævn en anden dag", sagde han stadig med smilet på læben. Hurtigt rev jeg døren op og kom med en kvalt lyd som om jeg ikke kunne få vejret inde på værelset. Jeg styrtede ned af gangen og var op til flere gange ved at vælte, da jeg havde taget ret høje stiletter på. Det var måske et dårligt valg, men jeg havde ikke lige regnet med at skulle flygte idag. Men Joshua fik mig til at ændre på planen. Jeg var sikker på, at jeg lignede noget i nærheden af en giraf på rulleskøjter, hvilket ikke var noget kønt syn. Og det var Joshuas skyld. Jeg hadede ham ikke direkte. Dog kunne jeg heller ikke direkte lide ham. Men jeg skulle jo forestille at holde mig nogenlunde gode venner med ham, og at blive uvenner med ham, ville skuffe mine forældre. Så jeg måtte holde mig på god fod med ham. Jeg måtte holde alt min vrede og irritation inde i mig og bare smile, nikke og klappe glad i hænderne, eller hvad det nu er folk plejer at sige. I hvert fald var det udelukkende at lukke det ud. Måske en dag ude i fremtiden, hvor mine forældre ligger på plejehjem, mens de æder sig fed i kagedejsis og ser Find Nemo. Nederen film, men søde fisk. 

Jeg kom hurtigt til min egen verden, da jeg kom til trappen og var ved at falde ud over det første trin. Hurtigt fik jeg fødderne på plads hoppede jeg ned af trappen, imens kunne høre Joshuas grin, der lød et stykke bag mig. Det fik mig bare lyst til at ville komme endnu hurtigere væk fra ham. Jeg satte farten op og nåede lige at skimte omridset af en lyshåret dreng, inden jeg styrtede ind i ham og lå på gulvet. Det her ville helt sikkert få dårlig indflydelse på min far. Hvis han troede, at jeg var sådan her hver gang, ville han sikkert tro det samme om min far. Børn gør jo som deres forældre, right? Eller nogle gør. Deriblandt var jeg en af dem.

Jeg tog mig lidt til hovedet og satte mig op. Det dunkede lidt, så jeg måtte have slået det ind i et eller andet. Utroligt nok gik det hele virkelig hurtigt, og jeg nåede knap nok at se mig rundt, før det var sket. 

Jeg skulle lige til at rejse mig op, da en hånd rakte ned til mig. Jeg tøvede lidt, men greb så hånden og blev hurtigt revet op på benene igen. Min balance  var lige ved at svigte mig, men en hånd på min skulder og Joshuas stemme i mit øre, fik mig hurtigt til at finde den igen.

"Kig rundt", mumlede han mellem nogle lave host, hvilket bare fik mig til at løfte øjenbrynet. Men jeg gjorde som han sagde. Mine øjne gled forvirret rundt i éntreen, som vi stod i. Fem drenge stod med deres øjne rettet mod mig og jeg gættede på, at de var de drenge, som min far skulle arbejde sammen med. Deres ansigter lyste glad op og lagde ikke skjul på det grin, der var ved at slippe ud af  

De havde tydeligvis set mit lille stunt. Tis også.

Jeg kunne mærke varmen, der langsomt steg mig til hovedet, og var sikker på, at jeg lignede en tomat lige nu. Eller en rød peber. Eller en chilli. Eller en postkasse. Eller et eller andet andet, der bare var rødt.

Mine øjne mødte et par lyseblå, som strålede af varme. Lidt efter faldt mit blik på hans lyse hår, som helt sikkert var det, der sad på hovedet på den dreng, som jeg lige var stødt ind i. Han så bare på mig som om intet var sket, og faktisk gjorde det mig en lille smule roligere. Og så alligevel ikke, da han rakte hånden frem og smilede endnu større.

"Niall", sagde han med en munter stemme. 

"Jeg tror bare, jeg går den vej!", sagde jeg dumt og viftede med armen i retningen ind mod stuen, hvorefter jeg klodset fik mine ben til at vende mig og gik så hurtigt ind i stuen. Jeg kunne høre nogle små grin bag mig, men ignorerede dem bare. Jeg havde aller mest bare lyst til at løbe op på værelset lige nu, gemme mig langt ned under min dyne og sove mit liv væk. Men jeg skulle igennem éntreen for at komme op på mit værelse. Éntreen, hvor de stod i. Og det afholdt mig dog fra det. 

Jeg gik med faste skridt hen mod havedøren, som var for enden af stuen. Hurtigt skubbede jeg den op og trådte udenfor i den kolde vind, der fik mit hår til at vifte omkring mit ansigt. Der var lidt koldt, men jeg gad ikke være indenfor nu. Ikke efter det, som lige var sket.

 

Nialls synsvinkel:

 

Jeg var lige kommet ind af døren, og var ved at hilse på Charlie (Abigails far) og var så småt på vej ind i stuen, som han var forsvundet ind i for lidt siden, da noget stødte mod mig. Jeg kiggede hurtigt rundt for at se, hvad det var. En pige lå på gulvet og havde lige sat sig op. Det var helt sikkert hende, der var den uheldige. Hendes forvirrede blik sagde i hvert fald alt. Jeg kiggede bare med et spørgende blik på hende, men rakte så en hånd ned mod hende, for at rive hende op, hvilket hun vidst så ud til at have brug for. Hun tøvede en lille smule men greb så min hånd, hvorefter jeg hurtigt fik revet hende på benene igen. Hendes balance failede lidt, men da en dreng, som jeg ikke synes jeg havde se før, lagde en hånd på hendes skulder og hviskede et eller andet i hendes øre, genvandt hun den hurtigt. Hendes blik gled rundt imellem mig, og det gik hurtigt op for mig, at hun havde gennemskuet, hvem vi var. Ud fra hendes blik i hvert fald. jeg synes, jeg kunne se den røde farve stige i hendes kinder, hvilket bare fik mig til at smile endnu større. Jeg ved ikke hvorfor. Det var vel bare en automatisk refleks. Hendes øjne farrede rundt, som om hun ikke vidste, hvor hun skulle se hen. Til sidst mødte hendes øjne mine, og det var som om, der kom mere ro over hende. Hendes skuldre sank en smule ned og hendes lyseblå øjne lyste nu op. Langsomt rakte jeg bare hånden frem

"Niall", sagde jeg med et smil på læben. Hun tøvede lidt og åbnede så munden, inden hun talte.

"Jeg tror bare, jeg går den vej!" Hun fægtede vildt med armene hen mod en dør, der så ud til at føre ind til en meget stor stue. Ud fra, hvad jeg havde set ind til videre, var huset ret stort, hvilket ikke undrede mig, da Charlie var en stor succes i forretningen. Jeg sank langsomt min hånd ned, da det ikke så ud til, at hun havde tænkt sig at trykke den. 

Inden jeg kunne nå at kigge mig om, var hun forsvundet ind af den dør, som hun havde peget på. Hun havde ligefrem næsten løbet derind som om hun ville væk herfra. Jeg hørte en dør klappe inde fra den store stue og lod mig stikke hovedet derind, før jeg tog skridtet over dørtrinet. De andre drenge var allerede på vej hen mod sofaerne, som stod bagerst i lokalet placeret foran et stort tv. Fattige var de i hvert fald ikke. 

Vi slog os hurtigt ned i sofaerne, som Charlie havde sagt vi kunne sætte os i, imens han færdiggjorde maden. Liam, Zayn og mig i den ene og Louis og Harry i den anden, der sad halvt ovenpå hinanden. Tv'et kørte med et eller andet, jeg ikke genkendte. Det havde dog alligevel taget Liams opmærksomhed, som sad han klistret fast dertil. Jeg prøvede også at følge med, hvilket ikke blev til ret meget. Det var bare ikke spændende. Det var som om mine øjne ikke tog imod de billeder, der blev vist på skærmen. Mine tanker var et helt andet sted og kørte bare rundt som en karrusel. Hvorfor var hun bare løbet sådan væk? Hun virkede som en meget forvirrende type og det undrede mig meget, når hendes far var Charlie. Han virkede som et ordensmenneske og et menneske, der havde styr på tingene. Men det virkede ikke til, at hun afspejlede sin far. Overhovedet ikke faktisk. Egentlig havde jeg heller ikke fået fat i hendes navn, da hun bare var stukket af. Men det måtte jeg jo finde ud af. 

 

Joshuas synsvinkel:

 

Efter at have stået lidt i éntreen og kigget på regnen, der var begyndt at piske mod ruden, traskede jeg ind i stuen, hvor de andre drenge sad. De så rimelig afslappende ud, men også på randen til at kede sig, og for at være venlig, satte jeg i skridt hen mod dem. Deres blikke blev straks rettet mod mig, da jeg slog mig ned i lænestolen og lod mig føle mig hjemme. Mine øjne fangede skærmen uden at sige et ord til dem. Jeg sad og kiggede lidt på skærmen, da en stemme begyndte at tale til mig.

"Er du i familie med Charlie?", spurgte en af drengene, kunne jeg i hvert fald høre ud fra stemmen, der ikke lige matchede med en piges udseende. Jeg fangede hurtigt hans øjne, som var rettet mod ham. Han havde brunt hår, brune øjne og sad med et afslappet smil på læberne som om han ikke kunne andet. Jeg gned mine hænder mod hinanden som for at varme dem. 

"Ikke direkte. Bare et godt forhold" sagde jeg og holdte en pause. "Han er gode venner med min far", sagde jeg, da det ikke så ud til at give mening for dem. 

"Aaarh..", kom det fra ham, der havde stil spørgsmålet efterfulgt af nogle små nik fra dem hver især. Der var en ret akavet tavshed imellem os, og det virkede lidt som om, de ikke vidste, hvad de skulle sige, hvilket burde være omvendt. Jeg derimod havde tonsvis af spørgsmål, jeg gerne ville have besvaret. Jeg havde ikke helt fået fat i, hvorfor de var her, hvad de skulle lave, eller hvad de skulle gøre godt for. Hvorfor lige vælge dem? Jeg vidste ikke så meget om dem, men det ville jeg da se om jeg kunne få lavet om på. 

"Nå, men... har i tænkt jer at sige ja til tilbudet?", spurgte jeg og lænede mig en anelse bagud for at sidde mere afslappet. De så ud til at veksle blikke, inden en af dem rømmede sig og lænede sig en smule forover.

"Vi ved ikke rigtigt, hvad det gælder ud på. Det eneste vi har fået af vide er, at vi får muligheden for at optræde i en reklame. Andet ved vi ikke, så det er lidt svært at sige", svarede han med et smil på læben. Jeg svarede ikke men nikkede bare. Han ruskede lidt i sit krøllede hår og svingede så benene over ham ved siden af, der gav et støn fra sig, da han blev ramt i maven. De så ud til at have et tæt forhold. Krølle-per fik hurtigt et slag i hovedet, hvorefter et grin fløj ud af hans mund. Faktisk så de ret tætte ud, og hvis jeg ikke tog fejl, kunne de godt ligne et bøssepar. Men medierne mente noget andet, så det ville jeg holde fast i. 

"Hvad er dit navn?", kom det fra ham med sort hår. 

"Joshua", svarede jeg kort og satte et smil op, da jeg ikke ville virke al for kold. Den akavede stilhed hang stadig i luften som en sort sky, men var ved at tø op. Det virkede lidt som om de var ved at komme ud af deres skind nu, hvis man kunne sige det sådan. 

"Fedt navn!", udbrød en af dem. Jeg burde virkelig få styr på det med navnene. Det virkede som et stort rod i min hjerne, hvilket det sikkert også gjorde alle andre steder. 

"Og jer?", spurgte jeg afslappet. Straks lavede de store øjne og så bare dumt på mig. Jeg var forvirret. Endnu mere en før. En af dem fnøs kort, inden han så alvorligt på mig.

"Mener du det?" Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han ikke troede jeg mente det. De var berømte, ja, men det var ikke ens betydende med, at man kunne deres navne. 

"Louis, han er en dreng. Giv ham en chance", sagde krølle-per med et grin i stemmen. Jeg burde virkelig finde ud af hans navn, for krølle-per var ikke lige det mest opfindsomme. 

"Okay, okay", sagde ham, der åbenbart hed Louis en smule mere alvorligt og rykkede sig en smule i sofaen. 

"Jeg hedder Louis", sagde han åndsvagt og lød lidt som om, at vi nu var kommet i 0 klasse. Jeg så bare på den næste, som begyndte at præsentere sig.

"Jeg hedder Harry" Og næste.

"Jeg er Zayn" Og næste.

"Liam her", sagde han og lavede et vink med hånden for at markere. Vi kom til den sidste, ham med det lyse hår, som bare sad og stirrede blankt ud af ruden. Han så fuldstændig væk ud og sad helt sikkert i sin helt egen verden.

Zayn- som han hed- gav ham et hurtigt puf i siden, som fik ham til at kigge forvirret rundt. Jeg lod mit blik følge, hvor hans lige havde været og landede på en skikkelse, der hoppede rundt ude i regnen, mellem træerne. Abigail. Hvad var der med hende? Hendes kjole og hår var drivvådt og herfra så det ud som om hun havde smidt de høje stiletter og nu dansede rundt i bare tær. 

Jeg havde lagt mærke til, at han ikke var helt med og måske sad lidt og hang, men at han betragtede Abigail, havde jeg ikke lige regnet med. Der var noget mærkeligt ved det. Da hun stødte ind i ham, virkede det ikke som om, han blev sur. Mere glad, hvilket var det totalt modsatte af, hvad en normal person ville blive. Han smil havde ikke forduftet og hans øjne var ikke sunket. Han måtte være alt andet end normal. 

"Det er Niall", sagde Liam, da han ikke rigtigt sagde noget, og for at være helt ærligt, tror jeg heller ikke, at han havde fulgt særlig meget med. Han smilede kort, og rejste sig så, hvorefter han rettede blikket mod mig.

"Hvilken vej er toilettet?", spurgte han og kløede sig akavet i nakken.

"Gå ud i éntreen, ned af gangen og så første dør på højre hånd" Jeg satte et hurtigt smil op, inden han vendte ryggen til og gik.

------------------------------------------------------------------------------

Det var så næste kapitel. Jeg har ikke haft tid til at skrive det, da jeg har haft masser af lektier for og sådan. Den nederste del er ikke rettet, så det kan godt være den er lidt failed...

Men hvad tror i der sker i næste kapitel?:-o. Ogogoog tror i de takker ja til tilbudet måske?

Det vil betyde rigtig meget, hvis i skriver jeres forslag nede i kommentaren, liker, skriver hvad jeg kan gøre bedre, eller tilføjer til favorit, hvis i godt kan lide den :-p'xo' 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...