Falling away.[1D]

Med forældre som Abigails burde man ikke kunne andet end at elske livet. De har penge, er velhavende og vil gøre alt for at få hende til at følge i deres fodspor, hvilket hun også vil. I starten. Hendes liv begynder for alvor at ændre sig, da hendes far har fået den perfekte idé om at lade boybandet, One direction, hjælpe ham med hans arbejde. Middage, forsamlinger og samarbejde bliver det der skal til. Men kan drengene holde sig fra Abigail, når de nu skal arbejde sammen med hendes far? Og kan hun holde sig fra dem?

{Jeg er lidt dårlig til det der med resumér, så i må leve med den klat deroppe.}


5Likes
0Kommentarer
905Visninger
AA

2. Surprise


Surprise

 

 

Jeg hev hurtigt min mobil op og gav al min opmærksomhed til den lille skærm. Jeg følte mig virkelig dårlig ved bare at sidde her. Det virkede forkert og indelukkende. Dog var der ikke rigtigt andet at lave. Folk havde for travlt med at begrave sig i disksutioner om, hvem der havde mest, hvilket jeg fandt ret latterligt. En irriterende følelse skød frem i mig ved tanken. Det føltes bare forkert at være her, at være omgivet af en flok mennesker, der ikke tænkte på andet end at overgå hinanden. Egentlig var det den eneste grund til, at mine forældre holdte denne middag. For at overgå de andre. Ikke af venlighed. Lang fra.

 Det hele virkede lidt som en børnehave. Inderst inde var det nok også sådan det var. En flok voksne mennesker, som egentlig var en flok børnehavebørn. I hver fald, hvis det virkelig var sådan, så gav det hele mening. Alle mine tanker. Alle mine spørgsmål om, hvorfor det skulle være sådan her. Hvorfor var jeg født ind i det her selskab og ikke en eller anden bondefamilie i et næsten ukendt land? 

Det gav et chok i mig, da jeg pludselig kunne mærke sofaen bule ned af. Jeg kastede et blik til siden, hvor Joshua sad og smilede selvtilfredst. Han sagde ikke noget. Men sad bare og smilede vildt dumt ud i luften, imens jeg sendte ham underlige blikke af og til med sammenknebene øjne. Hvad havde han egentlig gang i?

Da han ikke sagde noget, tog jeg endelig intiativ. Jeg rømmede mig kort for at få hans opmærksomhed og rev så lidt ned i min kjole, der var ved at kravle op over lårene. Tiltrækkende, men for meget.

"Joshua?" sagde jeg med et løftet øjenbryn. 

"Mhm?" var det eneste, som kom fra ham udover det smil, der synes at vokse i hans ansigt. 

"Hvad har du gang i?" sagde jeg åndsvagt og prøvede at fokusere på det faktum at få presset det ud af ham. Om jeg så skulle binde ham til bunden af sofaen og begynde at hoppe i den, så var det , det jeg gjorde. 

Endelig skruede han ned for smilet og lod sit blik glide over på mig, hvorefter at give mig elevatorblikket. Jeg følte mig utilpas. Det var et typisk trick til at charmere personen og det gik for det meste galt. I hvert fald, hvis det var mig man forsøgte det på. Jeg fandt det bare ucharmerende og følte altid, at det var en måde at afsky folk på. Sådan så jeg det i mine øjne. Jeg sukkede let.

"Joshua?" 

"Du ser godt ud, Young. Du ligner næsten en rigtig pige", sagde han drillende. Jeg slog ham på armen, inden jeg overhovedet havde tænkt over det, som han faktisk havde sagt. Og der skød mit øjenbryn endnu højere i vejret

"Og hvad mener du så med det, Hastings?" Han kiggede mig i øjnene, og da han kørte en hånd hen over munden, vidste jeg at det var for at skjule det store smil, der var på vej.

"Jeg mener. Se på dig selv. Kjolen, håret, skoene. Du slet ikke så fin i røven mere, som jeg troede", sagde han med den samme drillende stemme som før. Den irriterede mig. Hvorfor vidste jeg ikke. Det var bare en af de ting, jeg ikke kunne lide ved ham. Dét og så hans selvfede attitude.  Og sikkert også en masse andre små ting, men det gider jeg ikke til at remse op nu. 

"Hvad var den rigtige grund til, at du kom og satte dig her?" spurgte jeg opgivende.

"Må en dreng nu ikke komme hen til en pige og sige, at hun ser godt ud uden at blive beskyldt for alt muligt? Jeg er såret, Young" Han lavede et sadface, hvilket jeg bare gengældte med en grim grimasse. Jeg lod være med at svare, da det sikkert bare ville komme forkert ud. Det gjorde det altid. Jeg lænede mig bag ud i sofaen og stirrede bare på den hvide væg, der var forude. Den var ret kedelig og interessant kunne man ikke ligefrem kalde den. Et enkelt billede gav den lidt farve, men så var det også det. 

 

 

Jeg følte pludseligt at vi rykkede tættere på solen, for varmen begyndte at tage over. Jeg var tilsyneladende den eneste, som opdagede det. Men det siger jo ikke så meget. Larmen blev større og større i rummet, jo mere folk begyndte at prale. Jeg havde prøvet at give det en chance og bare ignorere det, men det var ikke lige så let, som jeg havde tænkt inde i mit hovedet. Joshua var smuttet ud på det lille hus for lidt siden, så han var udelukket fra plan b. Egentlig havde jeg ikke en plan b. Det lød bare lidt sejt at sige det. 

Jeg rejste mig og satte i skridt hen mod den nærmeste dør ud mod. Jeg kunne ikke holde det ud mere. At sidde herinde føltes som et fængsel, hvilket jeg ikke havde lyst til at opleve meget mere. En smerte var begyndt at kæmpe sig omkring i mit hoved, og det gjorde det i hvert fald ikke bedre, at det var en stor sauna derinde. Med to fingre begyndte jeg at massere mine tindinger i håb om, at det ville hjælpe. Med hoften skubbede jeg havedøren op. Den friske vind ramte mig hurtigt og det begyndte hurtigt at prikke i min hud, da vinden var en smule kold. Men det gjorde intet. Det var det, jeg havde brug for, for at komme til at slappe nogenlunde af igen. 

Jeg traskede dybere ind i haven, ind i den lille skov bag ved, ind mellem træerne, hvor en gynge hang i en gren. Grenen førte videre op og hang fast på nok et af de største træer i skoven. Det var virkelig flot, især her midt om efteråret, hvor bladende var røde og glinsede flot i solens skær. Jeg kastede mig hurtigt over i den store, runde gynge og lukkede langsomt øjnene i for at få renset mine tanker. Det her sted bragte en hvis ro over min krop, som ingen andre steder kunne. Træerne spejlede sig i søen forude, hvilket så ret blæret ud. Det var lidt lige som i et eventyr. Flot og magisk. 

Der lå jeg så og vuggede frem og tilbage, da noget tungt pludselig føltes mod min mave. Jeg krøb sammen og slog hurtigt øjnene op. Et par mørkebrune øjne sad og betragtede mig med et sjovt glimt og så på mig som om det hele bare var en leg. Joshua, var den eneste der gjorde det. Han hørte til i børnehave hos alle de andre festaber inde i hytten.

Jeg vred mig under hans vægt og prøvede at skubbe ham væk, men det hjalp ikke. Til sidst opgav jeg bare og så surt på ham.

"Joshua? Er du sød og flytte dig?", sagde jeg og prøvede at holde min stemme i ro.

"Hygger du dig?"

"Indtil du kom, ja. Joshua, vil du ikke bare lade mig være? Jeg gider dig ikke lige nu", klagede jeg og forsøgt igen at få ham væk. Denne gang gav han et suk fra sig og rejste sig modvilligt op, hvorefter han lod sit blik falde på mig.

"Er du lidt truntesur idag, Young?" Okay, det var ikke bare han øjne, der troede det hele var en leg. 

"Nej, jeg er ikke. Og gider du godt lade være med at kalde mig det der, tak?" vrissede jeg surt og rejste mig op. Jeg gad virkelig ikke det her mere. Han skulle ikke være her. Ikke på mit sted. det var nu ikke helt mit sted, men jeg tog det sådan, da der ikke rigtigt kom nogen her. Faktisk var der aldrig nogen her. Det ville også være lidt mærkeligt, hvis folk lige pludselig begyndte at holde party i vores baghave. Så det var nok en af grundene. "Du skal ikke være her. Og det synes jeg, at jeg har fortalt dig ret så mange gange", sagde jeg og bevægede mig hen mod søen. Den var smuk, men Joshua ødelagde det lidt ved at lade sit spejlbillede vise sig i den.

"Jeg syntes nu aldrig, jeg har hørt det før"

"Nej, det jo klart. Vil du virkelig have, at jeg skal afmærke territorium, før du bliver væk?" sagde jeg alvorligt med et løftet øjenbryn anrettet specielt til ham.

"Det vil jeg se frem til", sagde han med et stort smil på læben. Han undslap et lille grin, inden han fortsatte. "Men nej, selv ikke der ville jeg gå" Jeg sukkede. Slap jeg aldrig af med ham?

Jeg klistrede mit blik fast til jorden, hvor jeg fandt en sten, som jeg hurtigt samlede op og lagde i hånden. Jeg tøvede lidt, inden jeg sigtede let og lod den så flyve hen over søens blanke overflade. Det gav nogle små plaskende lyde fra sig, før den sank, men det var også det. 

Et pift kom henne fra Joshua af og langsomt nikkede han med hovedet, som om han stadig så den hoppende sten, der fløj hen over vandet, for sig.

"Godt gået, Abi", sagde han imponerende, hvilket helt sikkert var skuespil. Jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn.

"Det burde jeg give dig for. Du sagde næsten mit rigtige navn", sagde jeg og samlede endnu en sten op fra jorden.

"Alt for dig, Abigail" Hans smil blev større.

"Du kommer ingen vejne med smigrer", sagde jeg inden jeg kastede den næste sten. De små plaskende lyde kom igen, men så faldt tavsheden over os. Som mig tog Joshua også en sten og lod den glide hen over vandet.

"Jeg tænkte på, om du skulle noget imorgen?", sagde han langsomt efter stilheden.

"Glem det!" sagde jeg fast og fokuserede bare på de sten, som jeg blev ved med at kaste. Hvor kom stenene egentlig fra? Hvem lægger sten i en skov?

"Du har jo ikke engang hørt, hvad jeg har at sige"

"Nej, men jeg kan forestille mig det" Jeg holdt en pause inden jeg begyndte at tale igen. "Hej, jeg hedder Joshua, og bla-bla-bla-blaaaa", sagde jeg åndsvagt og prøvede at efterligne hans stemme, hvilket bare kom til at lyde som en høne med forkølelse. 

"Ha-ha, hvor er du sjov, Young", sagde han ironisk. "Har du overhovedet nogen idé om, hvad jeg vil sige?" Der blev stille, da jeg ikke havde tænkt mig at svare. Det lød lidt som om han inviterede mig ud. Men det lignede ham ikke. Joshua er... mange ting. Joshua gør mange ting. Og Joshua ødelægger mange ting. Men mest af alt, gør han det bare for at irritere folk. Især mig, da det nærmest er hans hobby. Så at han kan lide mig er helt udelukket. Så, hvad skulle jeg svare?

Han lod et lille grin slippe ud.

"Jeg tænkte det nok" Jeg sukkede, hvilket bare var et tegn på overgivelse og det synes Joshua helt sikkert om.

"Fortæl", sagde jeg spidst og vendte mig om mod ham. 

"Din far...", startede han.

"Jaja, hvad er der med min far?", afbrød jeg utålmodigt. 

"Lad mig nu snakke færdigt, Young", sagde han med et åndsvagt smil på læben. "Din far...", begyndte han forfra. Kom nu til sagen, knægt! "Skal holde middag i morgen", fortsatte han langsomt, så jeg fik det hele med. "Og du skal med ", sagde han dumt og lød lidt for stolt over hans lille sætning. Som om jeg ikke skal med. Det mit hus. Jeg ventede lidt, men det kom ikke mere. 

"Fortsæt", sagde jeg utålmodigt.

"Hvad er der at fortsætte med?"

"Eh, ja. Der burde da ske noget specielt, siden min far holder middag", mumlede jeg. 

"Burde der det?" spurgte han med et drillende smil på læben, der afslørede alt. 

"Joshua, spyt ud", sagde jeg irriteret. Hvorfor ikke bare komme til sagen med det samme? Jeg hader virkelig, når folk trækker tiden ud, som om man har hele dagen. Det ikke fordi jeg ligefrem gider at bruge resten af min dag på Joshua, når jeg kunne lave så meget andet, som at... spille banjo. Alt andet end at være sammen med ham. Og hvis det var at lære og spille banjo, så var den ting, som stod øverst på min ' to do' liste. 

"Din far manglede hjælp til sine reklamer, da han mener hans arbejde har et dårligt ry" Jeg slap hurtigt et lille grin ud. Dårligt ry? Ja, som om.

"Derfor vil han have nogen, der kan optræde i den for at få den lidt mere... hvad skal jeg sige...op, så flere folk ser den. Og til det bliver man jo nødt til at bruge et boyband, der tilfældigvis hedder One Direction", sagde han og slog armene op, mens han rystede hænderne i et forsøg på at lave en større fremtræden, hvilket totalt mislykkes. 

Seriøst? One Direction? Det mente han bare ikke.

------------------------------------------------------------------------------

Okaaaay, nu har jeg skrevet hele første kapitel om, da jeg synes det var en smule kedeligt og synes selv, at det her blev en smule bedre:-p

Men hvad tror i der sker imorgen til middagen eller senere hen? Giv et gæt i kommentaren:-)

I må også meget gerne like eller skrive, hvad jeg kan gøre bedre og alt det der:-D'

møsmøs eller sådan noget.<3456789

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...