Falling away.[1D]

Med forældre som Abigails burde man ikke kunne andet end at elske livet. De har penge, er velhavende og vil gøre alt for at få hende til at følge i deres fodspor, hvilket hun også vil. I starten. Hendes liv begynder for alvor at ændre sig, da hendes far har fået den perfekte idé om at lade boybandet, One direction, hjælpe ham med hans arbejde. Middage, forsamlinger og samarbejde bliver det der skal til. Men kan drengene holde sig fra Abigail, når de nu skal arbejde sammen med hendes far? Og kan hun holde sig fra dem? {Jeg er lidt dårlig til det der med resumér, så i må leve med den klat deroppe.}

5Likes
0Kommentarer
898Visninger
AA

4. Laughing out loud

 

Laughing out loud

 

Stadig daskede jeg rundt ude i regnen, der så småt var begyndt at stoppe. Jeg tror det var umuligt at blive mere våd, end jeg var. Selv mit undertøj kunne vrides, så en hel sø kom ud af det. Min kjole hang en smule af det tunge vand, og sad endnu dårligere end den gjorde, da jeg tog den på og var mindst lige så grim. 

Jeg havde ikke rigtigt set noget til drengene siden mit lille stunt, hvilket jeg ikke klagede over. Jeg ville ikke derind, og egentlig havde jeg på fornemmelsen, at de slet ikke var der mere. De var sikkert taget hjem, fordi min far pinte dem. Håber jeg. De virkede ikke som nogle, der ville falde i hans smag, så jeg forstod ikke, hvorfor han ville arbejde sammen med dem? Sikkert på grund af deres berømthed. Han ville udnytte det, og bruge det til sine egne formål. Det lyder ret barsk nu, hvor jeg tænker over det. Men jeg vil ikke blande mig. Det der med at lave rod i det hele, er jeg ret så god til, så at lave det hele til en stor omgang kartoffelmos ville ikke være så godt. Selvom jeg virkelig godt kunne spise noget kartoffelmos lige nu. Dog havde jeg også sprunget middagen over, fordi jeg ikke gad møde deres blikke. Så jeg var blevet ude i regnen og havde egentlig bare danset rundt herude med græsset der føltes så afslappende mellem mine tær. Det gjorde noget ved mig, der fik mig til at slappe af. Udenfor kunne jeg give mine tanker frit løb, hvilket jeg benyttede mig rimelig godt af. 

Regnen var væk, men de sort skyer hang stadig tungt på himlen og ventede bare på at smide det næste læs vand ned over os. Sådan så det i hvert fald ud. Alligevel lå jeg med et smil på læben, som åbenbart havde fundet vej derhen. Hvordan havde jeg ikke helt luret.

Nogle få mærkelige blikke havde jeg fået igennem vinduerne, da jeg gav mig til at danse i regnen. Blikkene var selvfølgelig fra drengene, der alle havde et løftet øjenbryn placeret i ansigtet. Men jeg ignorerede det og vendte tilbage til min regndans. Det var som om regnen skyllede alt det negative ud af mig og erstattede det med lettelse, som nu fyldte mig fuldt ud. Jeg følte mig let og det var som om jeg lå på græssets små, grønne spidser, der bar mig. Uden at knække. 

Jeg sukkede let for mig selv. Jeg burde ikke blive ved med at ligge her. Min mave var også begyndt at brokke sig, fordi jeg ikke havde madet den hele dagen. Morgenmaden var jeg også sprunget over, da jeg faktisk havde regnet med at deltage i middagen. Men planerne ændre sig jo hele tiden for mig. De ville åbenbart det modsatte af, hvad jeg ville. Det irriterede mig. 

Jeg lod mig hejse på albuerne, bagefter hænderne og til sidst sad jeg op. Jeg lod mit blik glide rundt i den ret så stille have, hvor kun fuglenes pippen og bladenes raslen kunne høres. Ligesom græsset bragte det en speciel ro over mig. Det fik mig til at slappe af, og før jeg vidste af det, havde jeg rejst mig op og var på vej hen mod havedøren for at gå ind igen.

Jeg skulle bare op og få varmet kroppen op igen med et varmt bad efter jeg havde spist. Jeg frøs en smule og det var jo også forståeligt. Jeg havde være ude hele dagen, hvor det havde styrtregnet.  

Min hånd gled omkring håndtaget og trak roligt ned i det. Mine sko lå i min højre hånd, så jeg smed dem hurtigt inden for døren og lukkede den efter mig. Dem måtte jeg ordne senere. 

Stuen lå øde og var ret så stille. Men jeg klagede ikke. Jeg havde brug for ro lige nu, og det eneste der kunne ødelægge det, var larm. Det siger jo lidt sig selv. Mine små, dappende fødder efterlod letvåde fodspor hen over trægulvet, som jeg ligesom ved skoene, ville ordne senere. Jeg orkede det ikke lige nu, så jeg skulle helst ikke møde min mor på vejen. Faktisk vidste jeg slet ikke, hvor hun var. Min far var heller ikke til at se nogen steder. Det samme med drengene, så de var sikkert taget hjem. Det måtte være min mors mad, der har forgiftet dem. Man kan vel altid håbe. For jeg havde ikke lyst til at møde dem igen, efter det der skete i gangen. Desuden havde min far helt sikkert vist dem de pinlige hjemmevideoer, som de dengang jeg var lille havde tid til at optage. Han viser dem til alle selv fremmede, der ikke har en skid at gøre med mit liv, så det var bare endnu en grund til ikke at vise mig for dem. 

Dovent listede jeg ud i køkkenet og svang køleskabslågen op med en hurtig bevægelse. Jeg gav mig hurtigt til, at kigge det hele igennem for at finde ud af, hvad der gemte sig der inde. En sur ost havde nær kastet sig ud i ansigtet på mig, da jeg forsøgte at skubbe en masse ting til siden, så jeg kunne rode det hele igennem. Et lille forskrækket skrig slap ud af min mund. 

Jeg fik den hurtigt samlet op igen og smed den bare ind i køleskabet, hvor der nu var plads. Derefter rev jeg hurtigt resterne af desserten fra middagen ud og smækkede lågen i med den ene fod. Jeg greb hurtigt ud efter en stor ske i skuffen og satte mig over til bordet med det store fad. Jeg var virkelig træt og ikke nok med at regnen havde fyldt mig op med lettelse, den havde også gjort mig en del træt. Jeg sad nærmest og hang ind over bordet med hovedet nede i kagen. Joshua mente jeg var fin i røven. Men hvis han havde set mig nu, havde han helt sikkert ændret mening. Lige nu sad jeg og voldåd en chokoladekage. Imens sendte jeg onde blikke over til køleskabet, som havde kastet osten og havde nær taget livet af mig. Jeg måtte være bedre forberedt næste gang.

Men tilbage til Joshua og hans mening.

Faktisk var jeg ligeglad lige nu, hvor ingen så mig. Jeg levede mit eget liv i min egen lille box.- sammen med chokoladekagen selvfølgelig. Jeg havde bare ikke lyst til at tænke på det lige nu. Jeg var træt og det var stort nok i sig selv, at jeg kunne holde skeen i hånden uden at tabe den. 

Jeg gav et støn fra mig og følte mig pludselig virkelig mæt. Jeg var gået død midt i den store chokoladekage, der var ved at æde mig op indefra nu. Det føltes som om den lå og boksede inde i min mavesæk for at komme ud igen.- den forkerte vej. Men jeg holdte den inde. Det ville aldrig blive noget kønt syn, hvis den røg op. Især ikke hvis det gik udover mors hvide stole. Så ville det for alvor blive grimt.

Hun lyder ret voldlig nu når jeg tænker over det. Men nej, det er hun slet ikke. Ikke på den måde i hvert fald. Hendes ord kan være voldlige, som når noget hun holder af tager skade. Som foreksempel de stole. De havde kostet kassen og alligevel havde hun taget chancen og bragt dem med hjem i vores hus. Det burde ikke være så svært at holde dem rene med en far og mor som mine. Men når det kom til mig, var jeg altid uheldig med lige præcis det ikke at spille eller lukke op for sluserne på de forkerte tidspunkter. 

Okay, det her lyder virkelig klamt. Lad os stoppe den her og tænke på noget andet, tak. 

Jeg sukkede. Den knirkende lyd lød i hele køkkenet, og jeg rejste mig hurtigt fra stolen, lyden tilhørte. 

Kagen lod jeg stå på bordet, da der sikkert ville komme en anden og spise den, selvom den ikke så ret indbydende ud mere. Men lige nu magtede jeg virkelig ikke at skulle rydde den op. Det overskred min grænse for idag. Det ville være spild af energi. Og desuden var jeg stadig lidt nervøs for, at osten for alvor sprang til nu. Derfor daskede jeg ud i gangen med tunge skridt, der gav genlyd som stod jeg i en virkelig stor sal.  

Jeg satte hurtigt i løb op af trappen og styrtede hen af gangen som en gal med kursen mod mit værelse. Kagen måtte have givet mig de superkræfter, for det var ikke noget jeg overhovedet troede jeg havde energi til.

Jeg rev døren op, så snart jeg kom hen til den og smækkede den i igen. Jeg rodede mit skab igennem efter noget rent undertøj, og greb et par joggingbukser og en hvid t-shirt, hvor der stod skrevet >> coca cola<<  hen over mit bryst.

Mine tænder løb i vand og jeg måtte køre hånden op foran munden for ikke at lade det løbe ud. Tanken om det varme bad fik sat gang i min krop, som derefter ville falde ned igen. Derfor løb jeg hen til døren, rev den op igen og smækkede den med et brag efter mig. Nu jeg tænker over det, var det egentlig dumt at lukke den, når jeg alligevel skulle ud af den igen. En ting jeg måtte skrive på min liste.  

 

 

Vandet løb ned over min krop og skyllede alt det kolde væk og erstattede det med varme. Det var rart. Virkelig rart. Vandet bragte en vis træthed over mig, og jeg havde allermest bare lyst til at ligge mig i bunden af brusekabinen. Og sove. I flere timer. Selvom jeg nu hellere foretrækker min seng frem for den. Derfor fik jeg også hurtigt puttet shampoo i håret, skyllet det ud, hvorefter at putte balsam i det. 

Der var dejlig ro på badeværelset. Lyden af vandet, der ramte gulvet med et plask, var dejlig beroligende. Det mindede lidt om regnen fra før, og jeg fik pludseligt et trang til at danse igen. Selvfølgelig var der ingen, der skulle stoppe mig fra det, så jeg begyndte at gå amok i bruseren og lignede sikkert et eller andet vandskabt. 

- misforstå mig ikke, for det var ikke på den måde. Jeg kan bare ikke finde ud af at danse. Og det lærer jeg nok aldrig. 

Jeg følte på en måde, at jeg havde ret til at slå mig løs lige nu, hvilket ikke skete så tit. Jeg holdt mig tit på plads. Men lige nu var det bare noget andet. Det var som om jeg glemte hele episoden idag. Den fløj hurtigt væk fra min hukommelse lige i øjeblikket. Men gemte sig inderst inde, hvor jeg sikkert ville finde den frem senere. Uheldigvis.

Jeg ved ikke, hvorfor det tog så hårdt på mig. Måske fordi at det var et førstehåndsindtryk, hvis man kan sige det sådan. Man vil gerne gøre indtryk på dem i stedet for at dumme sig. Hvis de siger ja til tilbudet, vil det sige de skal være her ret mange gange. Og vil helt sikkert huske tilbage på det. Måske vil de hade mig? Eller tro jeg er fuldstændig skudt? Jeg tror, det var den tanke, der fik mig til at holde mig udenfor idag. Fordi jeg ikke ville dumme mig igen, som jeg gjorde der. Okay, jeg tager det i mig igen. Tanken var ikke fløjet væk. Den var bare blevet meget værre, og egentlig havde jeg slet ikke lyst til at danse mere. Men selvfølgelig skulle det lige blive endnu, endnu værre, da jeg kom til at træde på sæben, som lå i bunden af kabinen og væltede bagover med et brag. 

Hurtigt tog jeg mig til det sted, som en hver kalder numseknoglen. I hvert fald folk der er elendige til det med knogler. Folk som mig foreksempel. Jeg ville helt sikkert blive helt blå med et slag som dette. Og når jeg skulle gå, ville det helt sikkert se helt forfærdeligt ud. Jeg ville komme til at ligne Quasimodo fra Klokkerne Fra Notra Dame, hvilket jeg helst ikke ville. 

Jeg vendte mig forsigtigt rundt, så jeg ikke lå på mit ømme sted og fik med besvær rejst mig op. Det gjorde ondt af H til. Og som jeg forudsagde, lignede jeg Quasimode utrolig meget. Jeg var nærmest hans anden udgave. En tvilling af en art.

Jeg skyndte mig hurtigt med smerte i røven ud af bruseren og greb et håndklæde og et mere.

Ja, jeg kan faktisk godt bande. Men kun når der virkelig er brug for det som her. Selvom det ikke rigtigt var at bande. Eller jo, for mig var det.

Jeg snorrede elegant det ene håndklæde omkring håret, mens jeg bandt det andet omkring kroppen og begyndte at tørre mig. 

Jeg smed hurtigt håndklæderne fra mig igen og fik mit tøj på hurtigere end en ninja- hvilket vil sige ret hurtigt. Lige så hurtigt, som jeg var kommet ind på badeværelset, kom jeg også ud derfra. Det hele gik virkelig hurtigt og før jeg vidste af det, lå jeg i min seng med dynen trukket op til under næsen. 

Jeg lå længe bare og kiggede op i loftet som om, det var virkelig spændende.

- hvilket det ikke var. Det var faktisk ret så kedeligt, men da jeg ikke kunne falde i søvn, var det det eneste, der kunne underholde mig.

Det havde virkelig været en lang dag. Ikke mindst en ret så kedelig dag. Jeg følte mig som en, der havde været på lykkepiller idag. Jeg var glad, men så alligevel ikke. Der var ingen grund til at være sur, så hvorfor være det? Jeg ved ikke. Der var bare noget, som fik mig i dårligt humør. Der var en følelse inden i mig, som jeg ikke kunne beskrive. Jeg vidste den var der. Jeg vidste den med garanti ikke ville forsvinde så nemt. Men navn kunne jeg ikke sætte på den. Den måtte kæmpes væk som myg om sommeren. Hvilket var, hvad det var nu. 

Måske jeg kunne øve mig på at splatte myg så? Så ville jeg måske også kunne splatte den irriterende følelse en gang for alle? Det lyder lidt latterligt, men jeg var ved at være godt irriteret af den allerede efter en dag at have boret rundt på den som en rygsække, der bare ikke ville af. Den sad fast. Limet. Med superlim. Som er virkelig irriterende at få på fingrene. Det kommer aldrig af med mindre man slider det. Så nu er vi nogenlunde tilbage igen. Den måtte splattes og slides. Sådan var det bare.

Og det var det sidste jeg nåede at tænke igennem, før mine øjne lukkede sig i og søvnen overmandede mig. 

 

 

Jeg blinkede hurtigt et par gange med øjnene, inden jeg slog dem op og lod mig hejse på albuerne. Lyset stod ind af vinduerne og lyste det store værelse op som aldrig før. Det skyldtes nok også gardinerne, som ikke var rullet for, da jeg havde glemt det i går aftes. Det irriterede mig, for jeg kunne hurtigt mærke, at jeg langt fra havde fået sovet helt ud. Jeg følte mig slap og udmattet, men det kunne jeg vel kun takke mig selv for. 

Et suk kom op af halsen på mig og gled ud over mine læber. Med min fulde arms længde strakte jeg ud efter min mobil, som jeg åbenbart havde smidt på natbordet uden egentlig at kunne huske det. Jeg var nok bare ved at være gammel, som folk altid plejer at sige. 

Mit blik faldt på skærmen, hvor klokken viste 08:34, hvilket fik mig til at sukke endnu en gang, hvorefter at smide mig bagud i hovedpuden, så hele sengen rystede. Det virkede håbløst at skulle op allerede. Men mine øjne virkede ikke til at ville adlyde mig og klappe i igen. 

Alligevel lå jeg et stykke tid bare og klemte mine øjne sammen, indtil det begyndte at gøre ondt og jeg måtte slå dem op igen. Okay, den plan var udelukket. Andre, der kan tages i brug? Nej. Okay. Det tænkte jeg nok. Jeg rystede på hovedet, hvilket så ret handicappet ud, når jeg lå ned. 

Jeg havde ikke lyst til at stå op. Men jeg havde heller ikke lyst til at ligge her hele dagen. Egentlig havde jeg tænkt på at tage over til Poppy. Vejret var ikke for godt idag, så en filmdag ville være helt perfekt. Det var flere dage siden jeg havde snakket med Poppy, og jeg savnede hende faktisk. Poppy var som min bedre halvdel og uden hende kludrede jeg bare hele tiden i det. Og det blev så bevist igår. 

Jeg var virkelig fuldstændig oppe og kører, når det gik mig sådan på. De var kendte, ja. Men det betød intet. De var normale mennesker som alle andre. Havde arme, ben, hoveder og hvad mennesker nu ellers har. Det ville også være mærkeligt at rende rundt uden hoved. Så ville folk måske kigge lidt. Desuden ville man slet ikke overleve. Mennesker er ikke ligesom høns. Lige så snart de får hugget hovedet af løber de bare rundt i cirkler, eller den nærmeste vej væk, hvilket ser lidt uhyggeligt ud. Og klamt ud. Helt klart klamt. 

Jeg rystede hurtigt tanken af mig igen, da jeg fik en trang til at kaste op, hvilket nok ikke var så mærkeligt. 

Dovent rejste jeg mig op i sengen og svingede benene ud over kantet, hvorefter jeg rejste mig og marcherede ud mod badeværelset. Jeg kastede et blik på mit spejlbillede, der viste sig i spejlet og hoppede et skridt tilbage ved synet. Jeg så forfærdelig ud. Mine øjne var trætte med store poser placeret under. Mit hår lignede en fuglerede og min krop lignede en død giraf. Eller nej, nok ikke giraf. Mere mus. Med mine 1.67 cm. var der skam ikke meget giraf over det. Men der er jo nogen, som holder sig til jorden. Der i blandt mig. 

Selvom jeg var i bad igår, havde jeg stadig smuttet en tur ind under bruseren for at blive ordenlig vågen. Det virkede altid, bortset fra den her gang. Da jeg kom ud af bruseren, så jeg ligeså skræmmende ud, som da jeg trådte derind. 

Jeg tørrede hurtigt mit hår, hvorefter jeg satte det op i en rodet knold. Jeg lagde et tyndt lag make-up på og listede så ud af badeværelset. 

Mit tøj blev hurtigt valgt. Et par creme farvet og højtaljede bukser med en sort top og en gennemsigtig, rød skjorte udenover. Det burde være fint. Jeg tog hurtigt et sidste kig i spejlet, greb ud efter min mobil , inden jeg gik hen til døren og traskede ud af værelset. Gangen virkede fjern og øde og slet ikke som den plejede. Lyset var slukket og lagde en mørk stemning hen over den, da der ingen vinduer var i nærheden. Kun forneden af trappen, hvor lyset så ud til langsomt at bevæge sig op af. Så helt mørkt var det ikke, men stadig fik det kuldegysninger frem på min krop med hjælp fra kulden, der også fandt sted her. 

Jeg lagde hurtigt armene om mig selv for at få varmen og begyndte så at gå ned af den lange gang. Det virkede som evigheder, før jeg endelig nåede enden og kunne komme ned af trappen, hvilket jeg også selvfølgelig gjorde. Meget hurtigt endda.

Tågen med mørke, der syntes at have lagt sig omkring mig var langt væk nu. Den var erstattet af glæde og lys og havde et let virkning på mig. Måske det skyltes, at jeg ikke var så glad for mørke. Man ved aldrig, hvad der kan ske i det. Det føltes som en lang gang, hvor man bare kan blive ved med at gå og gå, men aldrig komme nogle vegne. Det virkede som et stort hul, hvor alting kunne komme ud af. Der kunne komme en stor, klam voldtægtsmænd. Eller en sød lille hundehvalp. Og for at være på den sikre side holdt jeg mig væk fra det. Eller prøvede for det meste, når det kunne lade sig gøre. Det virkede bare forkert at befinde sig deri. Hvorfor havde man ellers opfundet lyset? 

Jeg begyndte at bevæge mig hen mod stuen, som jeg gik igennem og fortsatte så hen mod køkkendøren. Vejret så lige så forfærdeligt ud som for en time siden, hvilket ikke gjorde mit humør bedre. Men det gjorde ingenting. Mit humør var godt idag, og intet kunne ødelægge det. Måske jeg skulle få skrevet til Poppy at jeg kommer? Og vide om hun overhovedet kan. Det ville ikke være så fedt at komme, og så at hun ikke er hjemme. Derfor rev jeg hurtigt min mobil op og fokuserede mit blik mod den lille skærm. Jeg gik ind i beskeder, hvor jeg fandt hendes navn aller øverst. 

Jeg var ved at være henne ved døren ind til køkkenet, så jeg lod min hånd række frem for at finde den. Uden problemer fik jeg skubbet døren op. Men noget fik mig dog til at standse, inden jeg overhovedet var gået ind af den. Raslende lyde kom ovre fra køleskabet af og jeg slog hurtigt mit blik op og lod det glide derhen. Mine øjne voksede en smule, da en dreng stod med hovedet begravet deri. 

Jeg tror han hørte, jeg kom ind, for i samme øjeblik rev han hovedet ud af derfra og kiggede hen mod mig. Han så et øjeblik panisk ud og lignede en, der godt kunne finde på at løbe væk i den nærmeste retning. Dog faldt han til ro, ide han så det var mig. det gav ikke rigtigt nogen mening.

Han bed sig hurtigt i læben, og skubbede til lågen med foden, så den lukkede sig. Han rømmede sig kort.

"Øh, jeg var bare sulten", sagde han og lod en hånd køre igennem sit hår. Men det ændrede ikke rigtigt på noget, for det sad på præcis samme måde som før. 

Jeg kneb øjnene sammen, så de blev til to små smalle sprækker og kiggede spørgende på ham.

"Og du er her fordi...?" Jeg lavede en mærkelig bevægelse med hånden som tegn til, at han skulle fortsætte. Men det fik mig bare til at se endnu dummere ud, end jeg gjorde i forvejen, så nu stod vi vidst lige. 

Jeg havde det som om jeg havde set ham før. Men hvor vidste jeg ikke. Hvis jeg tænkte mig godt om, kunne jeg sikkert godt huske hvor, men alle mine tanker var en stor forvirring. Det hele kørte rundt og rundt og fik mig til at tage mig til hovedet. Jeg rystede let på det som for at det ville hjælpe, men selvfølgelig ikke. Alt blev hurtigt rystet fra hinanden og gjorde mig en smule svimmel. Jeg havde det dårligt ved denne situation og vidste ikke helt hvorfor. Der var noget ved den, der gjorde mig utryg og fik mig til at ryste en del. Men jeg ville virke sikker, for det var ikke mig at være utryg og usikker. nej, det var sjældent jeg blev det, så at det skete nu, var grunden til den store forvirring. 

"Kan du ikke huske mig?" Han så på mig med store øjne som om jeg var idiot. Jeg fandt det ret irriterende og ikke særlig høfligt. Han virkede som en, der vidste meget mere om situationen, end jeg gjorde. Det gjorde mig på en måde mere usikker, end jeg var i forvejen og det fik mig til at ligne en, der ikke kunne finde hoved og hale i det hele ud fra hans blik. 

Og der slog det mig.

Langsomt lod jeg mine øjne glide hen og møde hans, som lyste op af glæde. Et stort smil gled over hans læber og et tilfredst nik kom fra ham. Sikkert på grund af mit ansigtudtryk, der viste alt for meget. Det afslørede det hele og gav ham adgang til at klæde mig af fra hud og hår.

Okay, var jeg den eneste, som synes det lød lidt forkert? Nej. Okay.

Det jeg mente var, at han fik adgang til at se lige igennem mig. Helt ind til skelettet. Det var ikke meningen, men det var for sent nu. 

"Så du kan huske mig?" spurgte han stadig med det glade smil på læben. Det ville nu også være lidt mærkeligt, hvis det ikke var det. Kan man overhovedet smile surt? Det måtte jeg afprøve på et tidspunkt. Men bare ikke her, for så ville han tro jeg var idiot, hvilket han vidst allerede troede i forvejen.

Jeg kom hurtigt i tanke om, at han havde stillet mig et spørgsmål og stod nu bare og så afventende på mig. Det var ham. Ham fra igår. Ham jeg løb ind i og gjorde mig selv til grin overfor. Det var det der gjorde situationen akavet og det føltes lidt som om det hele hang i en stor sky over os og bare ventede med at smide endnu mere ned. Bombardere os. Og det var det sidste jeg ville have skulle ske. 

"Nej", sagde jeg hurtigt uden at tænke mig om. "Jeg mener ja", fortsatte jeg men fortrød hurtigt. 

"Jeg mener nej", sagde jeg åndsvagt igen og gav mig selv et klask i panden. På grund af mit dumme svar og på grund af farven, der var begyndt at træde frem i mine kinder. Jeg var busted.

Et grin kom fra ham og det så ud til at more ham ret så groft.

"Kan du bestemme dig? kan du bestemme dig?, lavede jeg dumt efter inde i mit hoved og prøvede at efterligne hans stemme. Nej, jeg kan ikke bestemme mig. Hvis jeg siger nej, virker jeg som en glemsom idiot, der ikke tænker noget igennem og bare lever sit liv i en papkasse, hvilket jeg også er. Men sådan ville jeg ikke fremstå.

hvis jeg siger ja, virker jeg alt for ivrig, og virker lidt som en person, som ikke rigtigt har tænkt på andet, hvilket også passer. Men vil man fremstå sådan? Nej det tror jeg ikke.

"Det ved jeg ikke", sukkede jeg til sidst. 

Endnu et grin forlod hans mund. Sig mig, kunne den dreng ikke andet?

Alt usikkerheden var pludselig forsvundet fra hans side af, og det irriterede mig. Nu var det kun mig, som virkede usikker. Jeg følte mig lille og skrøbelig og ikke ret tryg. Men det sagde jo lidt sig selv. 

Jeg havde gjort mig selv til grin overfor ham og jeg var bange for at gøre det igen. Men det skulle jeg vel ikke frygte. Jeg havde vidst allerede gjort min del af arbejdet. 

Måske jeg bare skulle bruge min plan A fra sidste gang? Fægte med armene og løbe i den nærmeste retning ud. Det lød som en god plan i mit hoved. Dog havde jeg på fornemmelsen, at han havde luret den. Og desuden brokkede min mave sig gevaldigt meget og jeg var hunde sulten. Jeg kunne spise en hel elefant, hvilket bare fik det til at give mindre mening. 

Der var bare et lille problem. Jeg kunne ikke spise, når han var i nærheden. Jeg ville bare kvæle mig selv i maden og dø en tragisk død. Jeg kunne lige se overskriften i avisen:

"Pige død af nutellamadder", eller noget i den stil. Jeg elskede nutella, men fik det ikke så tit, da mine forældre mente det var for usundt. Men idag, da jeg ikke kunne finde dem, havde jeg planlagt at spise nutella. Men igen, jeg kunne ikke spise, når han stod der. Så jeg måtte få ham ud herfra. Desuden, nu jeg tænker over det, fik jeg aldrig svar på mit spørgsmål. Hvad lavede han egentlig her og var de andre her også? Hvis de var, var jeg virkelig på randen til at flygte i den næste skraldebil, selvom det lyder ret så klamt. 

Jeg rystede hurtigt tanken af mig igen og koncentrerede mig om at få låst hans øjne fast.

"Hvorfor er du her egentlig?" sagde jeg efter den store sky havde lagt sig igen. Skyen, der indebar den akavede stemning. Den, der forfulgte mig.

"Jeg er her med drengene", sagde han roligt og lod slet ikke til at bide mærke af situationen. 

"Det var ikke svaret på mit spørgsmål", sagde jeg præcist og kunne mærke selvsikkerheden  der langsomt sivede ind i min krop igen og gav mig styrke. Ligesom supermand. Bare meget sejere. 

"Din far. Jeg arbejder for ham. Eller skal arbejde for ham", sagde han lidt efter. 

Og der kom så endnu en sort sky ind over mig. Det mente han bare ikke. Jokede han? Det måtte han gøre, for ingen kunne lide min mors mad. Han burde som alle andre, der har spist af det, ligge syg nu. Og aldrig komme tilbage hertil. 

Folk plejer næsten at flygte på grund af min mor, der efter deres mening, strammer garnet lidt for meget. 

Efter min mening går hun bare op i opførsel og manere og vigtigst af alt: hendes arbejde. Det var de eneste tre ting, som kørte rundt i hendes hoved, og jeg havde det tit som om, jeg blev skubbet lidt bagud i rampelyset, at jeg blev glemt. Jeg passede for det meste mig selv og gik rundt i min egen lille boble, medmindre jeg var sammen med Poppy, som sådan set var den eneste, som respekterede mig. Vi er langt fra ens men alligevel er der et eller andet, som får os til at holde sammen. Det er stærkt og har åbenbart holdt tæt i flere år nu. Det undre mig lidt, men jeg klager ikke. Hun er den eneste jeg har, så jeg holder fast i hende, lige meget om hun vil eller ej. 

Dog er der noget underligt ved hende. Lige som mig, holdt hun også fast. Hun flygtede ikke eller dømte mig igennem mine forældre, hvilket der var mange, der gjorde. De så mig som ' fin i røven' som Joshua kaldte det. Jeg respekterede folk, hvis de respekterede mig. Og det med manere var en virkelig god ting at kunne, ellers kom man ikke ret langt i livet. Ja, teselvskaber fandt sted hjemme hos mig en gang imellem, fordi mine forældre mente det bragte folk sammen på en anderledes måde, og det havde jeg det fint med. Det bragte folk sammen på en anderledes måde, og folk dømte og så det, inden de overhovedet vidste, hvad der foregik der. Det irriterede mig grænseløst.

"Sover du?" Hans stemme gav mig et chok og hurtigt slog jeg blikket hen på ham. Han stod med et irriterende smil på læben, der var på randen til at forvandle sig til et grin. Åbenbart havde jeg stået og stirreret tomt ud i luften. 

Hovedpinen syntes at liste sig ind på mig. Jeg lod to fingre massere mine tindinger i håbet om, at det ville hjælpe, hvilket bare fik ham til at sende mig mærkelige blikke. 

Jeg sendte ham bare et løftet øjenbryn og et rystende hoved, mens jeg lod mine arme falde ned langs siden igen.

"Ser det sådan ud?" Det kom til at lyde en anelse flabet, hvilket jeg hurtigt fortrød. Hvordan skulle jeg lige redde den? Selvfølgelig kunne jeg ikke redde den. Og hvis jeg prøvede, ville jeg helt sikkert bare køre endnu mere i den. Og det skulle ikke ske. 

"Ja, faktisk. Du ligner en, der kunne falde i søvn på en motorvej, uden at opdage det faktum, at bilerne kører over dig", sagde han og slap et lille grin ud. Det gjorde mig sindsyg, at han bare kunne tage det så roligt og afslappende, som han gjorde. Imodsætningen til mig, der stod og var ved at springe hovedet i stykker. 

"Ville jeg så ikke være død?"spurgte jeg og gav ham et løftet øjenbryn. 

"Jo, netop" Han grinede igen og rystede på hovedet. Han fandt det åbenbart virkelig morsomt. Jeg stod bare og stirrede åndsvagt på ham som om, han var et mislykket fysik projekt, hvilket han også var i mine øjne. Måske ikke et fysik projekt, men i ved, hvad jeg mener. 

"Nåå..." kom han lidt og havde, uden jeg havde set det, fundet en banan frem, som han stod og kastede med. Det så ret så forkert ud, og jeg bed mig hurtigt i læben, for ikke at slippe et grin ud, hvilket han vidst lagde mærke til. 

"Hvad?" sagde han med en skinger stemme, der bare gjorde det hele endnu mere mærkeligt.

"Ikke noget", sagde jeg og lod en bid af grinet slippe ud. 

"Sig det" Hans ansigt så trist ud, hvilket jeg bare vidste var skuespil. 

"Øhmn, nej", sagde jeg bestemt. 

Han tog et par skridt tættere på mig med et alvorligt ansigtsudtryk og forkortede meterene, der afholdte os fra hinanden. Jeg sank hurtigt en klump, som sad fast i halsen, og så underligt på ham. Nærmest skræmt. Han havde ikke tænkt sig at gøre mig noget vel?

Et grin slap ud af hans mund og blødte hans ansigt op, da han så mit ansigt. Det fik mig dog hurtigt til at finde et andet frem, der ikke viste skræk eller væmmelse. 

Han rettede bananen mod mig og gik hen foran mig, så der nu kun var en meter imellem.

"Sig det, ellers..."

"Ellers hvad?", afbrød jeg ham.

"Ellers..." Han tøvede lidt og kneb så sit ene øje sammen på en virkelig dum måde og så ud til at tænke for groft over det. Men det var helt sikkert overdrevet. "Ellers... slår jeg dig med den her", han viftede med bananen og svingede den rundt. Egentlig var det som om han troede det var en pistol. I så fald, hvis han troede det, kom han ikke ret langt, medmindre han klemte på den og det hele eksploderede, hvilket bare ville gøre det hele endnu være og endnu klammere.

"Er du sikker på, at du har kræfter nok til at svinge med den der?" sagde jeg med et åndsvagt smil på læberne, da jeg misforstod det ordenlig meget. Jeg kastede et vurderende blik på banene, som lå trygt i hans hånd. Det lignede mig slet ikke det her. Der var et eller andet ved ham, der fik lysten til at være anderledes frem i mig. Til at være mig selv, og overtræde den streg, der lå mellem de to verdener -Den jeg levede i, og den alle andre levede i. 

"Du vil blive overrasket over at se, hvad jeg kan" Okay, nu blev det virkelig for meget. 

Et stort grin fandt vej ud over mine læber, hvilket fik ham til at se lige så skræmt på mig, som jeg havde set på ham. Lidt efter blandede hans grin sig med mit, og jeg mærkede pludselig et dask på min skulder, som ikke kunne være andet end bananen. 

Skyen med den akavede stemning syntes at være væk nu. Jeg kunne bevæge mig igen, og følte ikke at jeg stod låst fast til gulvet.

Jeg gav ham hurtigt et dask på skulderen som hævn fra bananen. Han ømmede sig lidt og satte sit triste ansigt op. Men det holdt ikke i ret lang tid, da jeg bare grinede videre som en eller anden sindsyg. Jeg kunne slet ikke stoppe igen.

"Hvad er det, der er så sjovt?" En stemme kom henne fra døren og hurtigt rettede vi begge blikket derhen.

----------------------------------------------------------------------Ja, så er endnu et kapitel skrevet. Det blev måske lidt langt, men ellers ville det blive endnu kedeligere end det måske lidt i forvejen er.

Men hvad tror i der sker nu? Og hvem er det der står i døren?

I må meget gerne skrive jeres forslag i kommentaren, like, eller sætte den på farvorit, hvis i kan lide den. Det vil betyde meget:-{D. Overskægs smiley ftw. ej ok. frheiuhgiueghr

xoxo'

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...