Falling away.[1D]

Med forældre som Abigails burde man ikke kunne andet end at elske livet. De har penge, er velhavende og vil gøre alt for at få hende til at følge i deres fodspor, hvilket hun også vil. I starten. Hendes liv begynder for alvor at ændre sig, da hendes far har fået den perfekte idé om at lade boybandet, One direction, hjælpe ham med hans arbejde. Middage, forsamlinger og samarbejde bliver det der skal til. Men kan drengene holde sig fra Abigail, når de nu skal arbejde sammen med hendes far? Og kan hun holde sig fra dem?

{Jeg er lidt dårlig til det der med resumér, så i må leve med den klat deroppe.}


5Likes
0Kommentarer
912Visninger
AA

5. I don't understand it all

 

I don't understand it all

 

Jeg hoppede hurtigt et skridt tilbage,hvorefter jeg rumlede ind i Niall. Igen. Han så hurtigt ned på mig og lagde en hånd på min arm, så jeg ikke væltede, da min balance syntes at være virkelig dårlig lige nu. En mærkelig følelse skød igennem mig, og fik det hele til at vende på hovedet. Det føltes virkelig mærkeligt og ovenikøbet helt forkert. Jeg kunne ikke beskrive, hvad det helt præcist var. Men en af følelserne var irritation. Irritation over, at jeg overhovedet lod ham komme så tæt på mig allerede. Det at jeg grinede, fik min facade til at falde med et brag. Og det var der ingen, der skulle få den til. Ikke engang Niall. Selvom han virkede lidt som en, der let kom ind på folk. Jeg vidste bare, at mine forældre ikke ville synes særlig godt om det, da det kunne gå ud over fars arbejde, hvis Drengene begyndte at tænke på en masse andet. Dog havde jeg heller ikke tænkt mig, at lade det gå så langt. Det jeg ville var, at køre mit liv videre, uden de skulle blande sig. Det ville bare ende med, at jeg skuffede mine forældre på en måde, jeg ikke ville. 

Jeg kiggede forvirret rundt og følte egentlig ikke rigtigt at jeg var ordenligt til stedet, før det gik op for mig, hvor jeg stod. Jeg skar en hurtigt grimasse, inden jeg hurtigt tog et skridt væk fra Niall, der næsten stod helt klistret op af mig. Et grin slap ud mellem hans læber. Han havde helt sikkert set mit ansigtsudtryk og vidste helt sikkert, hvad jeg tænkte lige nu. 

Niall rystede kort på hovedet, før han rettede sit blik hen mod døren, hvor stemmen havde lydt. Jeg fulgte hans blik. 

I døren stod fire drenge og kiggede underligt på os med et drilsk smil på læben, der virkelig irriterede mig. De så helt opslugte ud og lignede nogen, som ikke havde andet at give sig til end at følge vores bevægelser.

Niall rømmede sig kort og viftede så med bananen i vejret. 

Det var ret sjovt at se, hvordan deres øjenbryn hurtigt skød sammen på hver af deres ansigt. Det her kunne kun sende forkerte signaler rundt til dem. Og det var tydeligt at se på deres udtryk, at det også gjorde.

Der var ikke rigtigt nogen, der sagde noget, før en af dem rømmede sig og trådte et skridt frem mod mig.

"Jeg er Liam", sagde han smilende, mens han rakte en hånd frem. Jeg tøvede lidt med at tage den, men greb så fat om den og rystede den en gang, hvilket kun kunne se åndsvagt ud. 

"Eh, hej", svarede jeg kort og gengældte hans smil. Jeg slap lidt efter hans hånd og kiggede så hen mod de andre. der stadig stod i døren. Hans øjne fulgte i min retning.

"Det er Harry, Zayn, Louis... og det ser ud til, at du har hilst på Niall", sagde han  og pegede på dem hver især, inden han rettede blikket mod mig igen. 

"Det fik hun vidst gjort sidste gang", lød en stemme henne fra døren af. Stemmen kom fra Zayn, som han hed. 

Jeg kunne langsomt mærke varmen stige mig til kinderne, og forvandle mig til en elendig tomat ved tanken om igår. Selv Nialls kinder fik en let, rød farve. Jeg forstår ikke, hvorfor det var ydmygende fra hans side, da det jo var mig, der var væltet ind i ham. Han havde egentlig bare være ventlig og givet mig hånden, for at komme på benene igen. Måske kunne det være nærkontakten? Selvom den ikke rigtigt fandt sted. Eller jo. Med gulvet. 

Fedt ikke?

Det kunne måske give min far dårligt ry. Hvis de rendte rundt og troede, at jeg var sådan normalt, kunne de måske tro det samme om min far, og det ville han ikke blive specielt glad for. Børn lærer af deres forældre, right? Eller nogle gør. Deriblandt var jeg en af dem. Så de skulle ikke regne ham for en useriøs, barnlig og forvirret en, som ikke kunne finde hoved og hale på sig selv. Det var lige præcis, hvad jeg udlyste, da jeg stak af fra dem igår. Og jeg fortrød det. Jeg skulle være stærk, selvsikker og vise, at jeg godt vidste, hvad jeg havde gang i og lavede. Lige præcis som min far. 

Et grin kom fra drengene, der bare gjorde det hele værre. 

"Åårh, se dem lige", kom det fra Louis, der var iført et face, som sagde lidt for meget. Han prøvede i hvert fald at ligne en, som synes det var alt for sødt det her.

- Hvilket det ikke var. Jeg kendte ikke engang Niall, så at begynde og beskylde os for at have noget sammen, var direkte latterligt. Jeg vidste intet om ham, udover at han sjovt nok hed Niall, havde fødder, hoved, hænder og hvad man nu ellers havde. 

Jeg sukkede en gang og rystede på hovedet af dem, hvorefter jeg fortsatte hen mod døren, hvor de gjorde plads sådan, jeg kunne komme igennem. Jeg smuttede hurtigt ind i stuen og droppede med det samme idéen om morgenmad. Jeg måtte bare spise senere. Det ville bare være virkelig akavet, hvis de stod og så på imens, for jeg havde på fornemmelsen, at de ikke havde tænkt sig at gå. Derfor fortsatte jeg også bare med tunge skridt ind i stuen for at smide mig tungt i sofaen. 

Snarere end jeg troede lød fodskridt mod trægulvets bræder. Fodskridtene tilhørte selvfølgelig dem, og før jeg vidste af det, havde de smidt sig i sofaerne og stolene rundt omkring. Ingen havde heldigvis sat sig i den, som jeg var i, da jeg fyldte det hele. Jeg ved godt, at det måske var lidt uhøfligt, men det er deres skyld, jeg ingen morgenmad får. Og for det andet var jeg virkelig træt, så det var okay at fylde. 

Det undrede mig lidt, at de sad her og ikke var sammen med min far, da det jo egentlig var grunden til, at de var her. De ville nok ikke komme frivilligt bare for at få en snak om, hvordan en gris' levevilkår er på bunden af en sø. Det ville i hvert fald være fuldkommen åndsvagt. Derfor blev mit næste spørgsmål også ret indlysende.

"Hvad laver i egentlig her?" Hurtigt blev der sendt blikke rundt imellem dem, hvor jeg bare sad og så på som en eller anden åndsvag. De lignede lidt, at de kommunikerede imellem deres blikke.

"Vi skulle egentlig arbejde lidt med Charlie idag...", begyndte Liam langsomt og tog en dybere indånding."Men...", fortsatte han. Hvorfor kom han ikke bare til sagen?

"Men din far kommer først hjem om to timer, så vi fik besked på, at vi bare skulle lade som om, vi var hjemme", afsluttede Niall med et tilfredst smil på læben. 

"Så det var derfor, du var ved at æde os for hus og hjem?", spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Han så bare indtrængende på mig med et mærkeligt blik.

"J-j..-ja", kom han så endelig med, hvilket undrede mig lidt, at han virkede en smule tøven og bange for, at indrømme det. Det virkede ikke lige som ham, at være sådan, selvom jeg ikke kendte ham. Jeg havde også på fornemmelsen, at det var ham, der havde spist min chokoladekage. I hvert fald stod den ikke ude på køkkenbordet, da jeg var derude, og jeg regnede ikke ligefrem med, at min far havde spist den, da den så ret ækel ud. Endnu en grund til, at jeg ikke skule kunne lide ham.

Der blev stille et stykke, før Zayn greb ud efter fjernbetjeningen og begyndte at zappe imellem kanalerne. Han så ret død ud, da han gjorde det og lignede ikke en, der var på vej med toget til lykkeland. Faktisk så han ud til at sidde i sin egen lille verden, og hans stemme havde jeg heller ikke hørt endnu. Kun hans grin, som en gang imellem havde blandet sig med de andres. Men så var det også det. Og det var kun sket få gange. 

Jeg derimod lagde mig bare godt til rette i sofaen, og nød stilheden lige så meget som han havde det sjovt- hvilket vil sige meget. 

 

 

"Jeg er sulten", lød en klagende stemme ovre fra den anden sofa.

Det var Niall. Selvfølgelig var det Niall. Efter en time sammen med dem vidste jeg allerede en hel del af dem. Ikke at jeg vat interesseret eller havde spurgt ind til dem, nej. Men nogle ting kan man bare ikke undgå at høre, når nogle folk snakker en hel del. Så allerede nu vidste jeg, at Niall aldrig gik sulten rundt. Den dreng havde jo ikke andet end mad i hovedet. Alligevel undrede det mig ikke rigtigt.

"Du kan da ikke allerede være sulten igen", klagede Louis irriteret, og det virkede som om, de havde oplevet det her op til flere gange. Måske op til flere gange på en dag. 

"Jamen, hun afbrød mig ligesom midt i mit sidste måltid", sagde han trist og viftede med en finger i min retning. Jeg sukkede.

"Jeg har altså et navn" Min stemme var irriteret, hvilket nok skyldtes trætheden. Dog burde de også vide, hvad datteren af den mand de skulle arbejde sammen med, hed.

"Det har du nok. Men siden du ikke har fortalt os det, foretrækker vi, at kalde dig ' hende der' eller hun", belærede Harry mig, hvilket han ikke skulle gøre.

"Abigail", svarede jeg monotont, da min tone ikke rigtigt betød noget i den her sag. I hvert fald ikke på mig, selvom jeg ikke virkede ret meget som min fars datter lige nu. Eller min mors for den sags skyld.

"Han hedder nu altså Harry", sagde Louis med et sjovt smil på læben. Endnu en gang lod jeg et suk glide ud mellem mine læber og følte det var det eneste jeg kunne gøre og gav mening i deres selskab.

"Nej virkelig?", sagde jeg med min ret så ikke- overbevisende stemme og prøvede på at lyde overrasket.- men som jeg sagde: jeg stinker til skuespil. Eller jeg sagde det ikke, men hentydede til det. Så teoretisk set  ,ja. Glem det. "Og forresten Niall, så vil jeg gerne have min kage igen", sagde jeg og viftede med min finger i retningen af ham. En lille rynke trådte frem i hans ansigt, da hans øjenbryn løftede sig.

"Jeg har ikke rørt din kage!" Det skulle han jo sige. Dog havde jeg fundet en ting vi havde tilfælles. Lige som mit var hans skuespil elendigt og han kunne slet ikke finde ud af det der med øjenbrynene ordenligt. Ergo blev det til en stor fiasko. Ovenikøbet havde han lige busted sig selv, så det var en win- win til mig.

"Klart. Jeg tror også virkelig meget på dig", sagde jeg stadig sarkastisk. De andre drenge fnøs over vores lille diskussion her, og i mellemtiden havde jeg fundet min mobil frem, som jeg sad med hovedet begravet i. Alligevel lod jeg lidt af min opmærksomhed gå til Niall, der stadig kæmpede kagens kamp. Eller i hvert fald prøvede at redde sit gode skind ud af situationen.

"Jeg vidste ikke engang, at der var en kage derude", sagde han uskyldigt. Men noget matchede bare ikke sammen her. Og det var det faktum, at han faktisk ikke var uskyldig.

"Det var nok, fordi du havde spist kagen, inden du fik set dig om, skal du se, lille ven", sagde jeg og lød lige så belærende, som Harry havde gjort før, hvis ikke mere og det gjorde mig godt tilpas. Jeg kunne godt lide tanken om at kunne sætte ham på plads og at have kontrollen over ham, så han bare var min lille hundehvalp i snor.

Drengene sad pludselig med øre så store som elefantens og fulgte med som var det en film. Det irriterede mig ikke rigtigt, da jeg bare ignorerede det, og lod som om de slet ikke fandte sted, hvilket virkede meget godt. Alligevel virkede det ikke helt, for jeg kunne stadig høre deres små grin, som en gang i mellem optrådte og fyldte stuen, så man skulle tro, at her var fest. 

"Jeg. har. ikke. rørt. din. kage!" sagde han stædigt og slog armene ned i sofaen. Han mindede mig lidt om en fire-årig, der ikke fik sin is og moren så bare stod og holdt den op foran næsen på ham. 

"Fint nok. Men du skylder mig en ny", sagde jeg satdig fast besluttet på, at det faktisk var ham, der havde taget min kage.

Nu jeg tænker over det, var usikkerheden faktisk begyndt at sive ud af mig som vand i en si. Jeg følte mig meget mere fri og ikke så indespæret af faste rammer og regler, selvom jeg sad i mit eget hus. Men tanken om at mine forældre kunne komme og rette på mig, hvornår det skulle være, gjorde mig ikke ligefrem så tryg. Dog var der noget ved den måde de gjorde det på, der fik mig til at bilde mig selv ind, at det var det rigtige at gøre. Det var det rigtige at opføre sig sådan. Og på den måde kunne jeg gøre mine forældre stolte. 

"Nej jeg gør ikke"

"Jo, du gør så"

"Køb din egen kage"

"Det havdej eg da også gjort, før du åd den"

"Jeg åd den ikke. Og det var garanteret ikke engang dig der havde købt den"

"Nej, min mor bagte den. Men okay...", sagde jeg og holdt en pause, der ikke varede ret længe. "Du skylder mig stadig en kage"

"Jeg skylder dig ikke en kage!", sagde han og slog opgivende ud med armene. Han var irriteret og det gjorde bare mig endnu gladere.

"Nu skylder du mig to kager", sagde jeg med løftede øjenbryn og kiggede alvorligt på mig.

"Tøser, kan i ikke bare tage den diskussion udenfor? Der er faktisk nogle, der prøver at se et vigtigt program her", klagede Zayn og kiggede irriteret på os. Niall derimod så bare virkelig fornærmet ud.

"Hvordan man slagter høns?" spurgte Harry underligt om med et hævet øjenbryn.

"Nemlig. Alt hvad jeg har gået og drømt om at lære. Så gider i godt holde jeres mund, tak?" Hans smil sad der i starten men falmede, da han skiftede over til den mere alvorlige og afgørende del igen: at vi skulle holde vores mund, hvilket vi også gjorde. Og dog ikke. 

 

 

Drengene var her stadig, hvilket ikke var noget at juble hurra over. Min far havde åbenbart udskudt sin hjemkomst, og kom derfor først hjem senere i aften. Det gjorde mig irriteret, for så hang jeg på demi endnu længere tid. Vi havde nu heller ikke rigtigt lavet andet end at ligge foran tv'et, hvor film bare kørte på række efter hinanden. Selvfølgelig efter Zayn havde fået sit kyllingeprogram set færdigt, måtte vi slå over. Zayn var helt klart truntesur idag, og det var vidst alle, der havde lagt mærke til det. 

Lige nu lå jeg og legede med min finder og prøvede at se, hvor langt bagover jeg kunne få den. Det gjorde herrens ondt men andet havde jeg ikke rigtigt at lave. Desuden sad de andre med deres blikke klistret fast til tv'et og opdagede ikke rigtigt, hvad der skete udenfor dets rammer. 

"Abigail, hvad laver du?" Automatisk stoppede jeg med det, jeg havde gang i, og mit blik blev sendt hen i retningen af, hvor stemmen kom fra. Niall sad med et underligt udtryk i ansigtet, der ikke var til at læse. Det var nok også klart. I hvert fald lignede han en, som studerede det nøje, og ikke rigtigt havde løst til at se på det mere, da det sikkert så virkelig klamt ud. Min finger gjorde i hvert fald ondt, men der er nogen, som har haft bedsteforældre, der siger, man kan få fingeren til at ligge langs ens arm. I mit hoved lyder der fuldstændig umuligt, men idag ville jeg give det en chance. 

"Spiller sækkepibe", sagde jeg og sad kort bare og stirrede ham i øjnene, før jeg fortsatte med mit arbejde.

"Ej, Abigail, lad være med det der", sagde han og kom hen til mig, hvorefter at baske min ene hånd væk. Han satte sig ned ved siden af mig, men det skulle ikke afholde mig for at gøre det igen, da han havde fæstnet sit blik fast til tv'et igen. Alligevel tog det ikke ret lang tid, før han rettede sit blik mod mig igen."Lad være med at skade dig selv", sagde  han og baskede igen min ene hånd væk, for efter at blive ved med at holde i den. Hvad var hans problem? At gøre sådan et stort nummer ud af noget så lille føltes latterligt, hvilket det også var. 

Han greb fat om min anden hånd også og holdte dem fraskilt, så det var umuligt at gøre noget. Jeg kæmpede dog alligevel imod og prøvede så vidt så muligt at få mine hænder fri? Men nyttede det? Nej.

"Niall, slip mig!", skabte jeg mig. Faktisk gjorde det en smule ondt, da mine hænder vred sig i hans.

"Ikke når du sidder og skader dig selv", sagde han forfærdet, og lød som om det faktisk gik ham på.

"Jeg skader ikke mig selv", sagde jeg og stoppede et øjeblik for at kigge ham mærkeligt i øjnene.

"Din far bliver ikke glad for, at se sin datter med en brækket finger, når han kommer hjem" Og der røg det.  Det gik ham ikke på. Det handlede åbenbart om min far det her, og hvad han ville synes om det hele. Ikke hvad Niall selv synes. Det gjorde mig lidt trist det hele, men alligevel burde jeg være ligeglad. Igen begyndte jeg at kæmpe imod, for at forsøge at komme fri igen, selvom jeg udmærket godt vidste, at det ikke ville lykkedes. Han var for stærk til mig og det undrede ikke noget. 

"Så nu handler det hele pludseligt om min far?" kæmpede jeg hæst ud, mens jeg stadig forsøgte min kamp. 

"Abigail, det var ikke sådan jeg mente det" Kom det fra ham, da han nok vidste, at det ikke var det emne jeg havde lyst til at bringe op lige nu. Jeg var glad for min far, men nogle gange ville jeg bare kunne leve uden at skulle have ham involveret. og det at hans så bragte det op nu gjorde mig irriteret. Jeg stoppede igen med at kæmpe og lod mine øjne glide ind i hans.

"Slip mig, Niall", sagde jeg stille, som for at det skulle hjælpe. Det gjorde det nok også lidt mere end at råbe det. Folk forstod det meget bedre og havde lettere lyst til at gøre tingene for en. Dog ikke Niall. Han var en undtagelse. Han blev dog bare ved med at holde om mine arme og kigge mig dybt i øjnene som om, han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han gjorde ingen tegn på at sige eller gøre noget i denne situation.

"Niall, slip mig", sagde jeg en smule mere hård og bestemt, hvilket slet ikke lignede mig. Men det var bare som om, at når mine forældre ikke var i nærheden, kunne jeg gøre som jeg ville. Og dog ikke. Men jeg følte mig mere fri. At jeg kunne råbe var bare en af de ting, jeg følte jeg kunne gøre. 

Stadig gjorde han ingen tegn til det, og jeg begyndte derfor at kæmpe igen.

"Niall, slip mig nu!" råbte jeg denne gang, hvilket tiltrak de andres opmærksomhed, der ellers før ikke havde set andet en skærmen. De kiggede forvirret imellem os, da de nok ikke lige havde set Niall, der havde sat sig over til mig. Derefter kiggede de på mig og så på Nialls hænder der holdt mine fra at gøre noget.

"Niall, hvad har du gang i?!", kom det fra Liam, der hurtigt var oppe at stå og henne ved ham. Et stik synes at gå igennem Niall, da hans øjne pludselig ændrede sig som om han var såret. Det så helt sikkert også forkert ud, det der foregik lige nu. At han ville prøve at skade mig, hvilket han slet ikke prøvede. Tværtimod. Han prøvede faktisk at afholde mig fra smerte. 

"Jamen, hun prøver at skade sig selv"

"Vel gør hun ej, Niall. Lad hende nu være" Hans øjne syntes at blive mere triste. Liam tog hurtigt fat i Nialls arme og skilte vores hænder af. Mine faldt hurtigt ned på mit skød og det samme gjorde Nialls.

"Hun sad og...""Niall?..." afbrød Harry ham med et løftet øjenbryn. Okay, så de gik allesammen imod ham, hvilket han bestemt ikke synes om. Det undrede mig også lidt, hvor sårbar han egentlig var. Altså han virkede ikke som sådan en. Men det var jo klart når han var en og de var flere, der stilte sig op og ligefrem ikke troede på ham. Og det fik mig til at have dårlig samvittighed. Det var jo min skyld det hele. Alligevel som jeg sagde før: forstår jeg ikke at sådan en lille ting, kunne blive til sådan et stort nummer. 

"Det er rigtigt nok, hvad han siger" mumlede jeg stille og tiltrak lidt for meget opmærksomhed. Alle de andre rettede deres øjne mod mig. Jeg kunne ikke helt tyde deres ansigtsudtryk eller blikke. I hvert fald sukkede Liam bare og satte sig hen i sofaen igen.

"Undskyld Niall", kom det fra ham, hvilket bare blev til et nik fra Nialls side. Harry derimod sagde ikke noget og heller ikke de andre. De plantede bare deres blik på skærmen igen, og det var som om de lod som om, intet var sket. 

Jeg lod mit blik glide over på Niall, der overraskende nok kiggede på mig. Han så stadig såret ud over, at hans bedste venner havde gået imod ham. Jeg sendte ham et kort smil, som han gengældte med besvær og nikkede over mod mig som tak for det jeg gjorde. Jeg synes det var lidt åndsvagt at det hele virkede så stort, men det syntes at have rørt ham. Og det bebrejdede jeg ham ikke for. Han havde lov til at have det sådan, ligesom andre også nogle gange havde deres stunder. 

Jeg tog en dyb indånding og rejste mig så op fra sofaen for at gå hen mod trappen.

"Hvor skal du hen?" Kom det forvirret fra Louis. Igen røg alles blikke hen på mig. Det føltes som om vi havde kendte hinanden i lang tid. Eller at de havde kendt mig. De bekymrede sig i hvert fald allerede, hvilket gjorde mig en smule forvirret og undrende.

"Bare... op og sove", svarede jeg tøvende.

"Men klokken er kun seks?" sagde Liam.

"Jeg er træt", svarede jeg tilbage, rakte hånden i vejret og lavede et lille vink som farvel, da jeg ikke regnede med at se dem mere idag. Dernæst træskede jeg op af trappen og videre hen til mit værelse, hvor jeg smed mig i sengen. Jeg orkede ikke engang at klæde mig om. Dynen trak jeg helt op under næsen, hvorefter jeg ellers lukkede mine øjne i. 

Jeg havde ikke rigtigt lavet noget idag, så det undrede mig lidt, hvor træt jeg egentlig var allerede. Derfor blev mine øjne også hurtigt tunge og lidt efter blev det sort.

-----------------------------------------------------------------------

Yooooo:-p.

Ja, jeg vil nok selv sige, at det her kapitel er ret så kedeligt, da der skulle ske noget, inden det der sker i næste. Men jeg håber da, at de næste bliver mere spændende, da der måske sker lidt mere afgørende deri:-)'

I må meget gerne like og skrive kommentarer, hvis i kan lide den. Det vil betyder meget!

xoxo'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...