Lykkelig løkke

hvornår er det rette tid at sige hvad man føler? og hvornår skal man bare sige det frem for at prøve at sige det skjult? det indser vores fortæller, men måske er det for sent?

1Likes
1Kommentarer
304Visninger
AA

4. åbenbaringerne

”Det ser sådan, men han ligger i koma, vi har gjort alt, hvad vi kan, men vi kan desværre ikke vække ham. I må bare håbe til han vågner igen.” Har følelsen af at jeg lige er vågnet, men kan ikke åbne mine øjne, kan fornemme, nogle kigger på mig. En hånd røre ved min, den er lille og fin. ISABELLA! Hendes finger aer blidt den røde hævning på min hånd.

Fornemmer ikke andet end hendes gentagende aeen hen over min hånd, hører ikke, hvad der bliver sagt, eneste jeg kan rumme er Isabellas hånd der holder min, og hendes lille fine finger der kærtegner mig. Hvorfor gør hun det? Hun har jo aldrig før, besvaret mine opfordringer. Noget i mig vil havde hende til at holde op, men kan ikke flytte mig. På den anden side, hun har måske indset at jeg er den rette for hende?

Hendes hår fylder hele mit udsyn. Isabella sidder på tværs af mit skød, med hovedet begravet i min skulder. Jeg kan mærke, hvordan tåre, snot og savl har gennemvædet mit ærme. Det er ikke fordi jeg ikke vil hører efter, men det er næsten umuligt at holde rede på alle de halvkvalte informationer hun fortæller mit kraveben. Forsøger på bedste vis at trøste hende ved at holde op hende, fortælle hende at det hele nok skal gå og bare tænke på jeg aldrig ville lade hende blive så ked af det, hvis hun var min.

Endnu et udbrud er på nippet til at bryde ud, "Så lille ven" Løfter hende op fra min skulder, for pokker, hvordan kan hun formå stadig at se så sød og smuk ud, selv med snot og tåre i hele det rødgrædte ansigt. Smiler til hende, "Nu er du vist ved at være at gå overgevind, tror du ikke? Så meget kan man da slet ikke græde kan man?" Det virker, hun begynder at smile lidt inde bag tårerne. "og se nu min trøje, når men du kan jo ligeså godt lige få tørret næsen med den, det kan vist ikke skade." Tager fingrene ind det modsatte ærme og holder stoffet op til hende. "Kom så med den lille næse." Hun kan ikke holde smilet tilbage mere og sætter næsen ind imellem mine fingre og puster ud.

”Denne vej. Jeg kommer ned om lidt når i er klar.” Smiler  til tjeneren og takker, inden vi sætter os ved bordet. ”Isabella, jeg har faktisk noget me….” ”Er i klar til at bestille noget at drikke?” For pokker da en dårlig timing. Her sidder man og skal til at prøve at skabe en stemning, og så bliver man afbrudt af en tjener? Vi bestiller og hun kigger spørgende på mig. Rødmer, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. ”Øhh jeg har lavet noget til dig.” Hendes pupiller udvider sig en smule, og smiler. ”Hvad er det?” Rækker ned i min jakke lomme, hvor den lille konvolut ligger. ”Det er ikke noget særligt.” Åhh hvor jeg håber du kan lide det, hvor det bare gøre mig lykkelig. Rækker den hvide konvolut hen over bordet til hende. ”Her er jeres drikkevarer, er i klar til at bestille?” Nu stopper det snart! Kan mærke, hvordan en klump begynder at sætte sig i halsen, det er slet ikke gået som jeg havde forstillet mig. Vi får bestilt og endelig åbner hun brevet. Hun folder papiret inden i det ud og hendes grå øjne begynder at glide over ordene.

Åhh hvordan skal jeg dog få fortalt hende at jeg kan lide hende mere end som bare en ven? Hvad nu hvis hun slet ikke kan lide mig på den måde? Men hvis jeg nu siger det på en romantisk måde? En måde hun ikke har prøvet det før? Begynder at tænke, drejer alle de ord jeg kender for at få den mindste smule inspiration til, hvordan jeg kan få det sagt. Med et står det mig klart. Finder et stykke papir og begynder at udforme et digt.  Hvor er jeg dog bare den smartest og mest romantiske fyr i hele verden.

” Indret tømmes

 

Livet leves ikke

Overalt ses det

Vodka fylder op igen

Evigheden er startet

 

Yngre bliver jeg ikke

Og alligevel forsætter jeg

Uden at det lykkes”

 

Hun smiler, siger ikke noget. HVORFOR SIGER HUN IKKE NOGET?! ”Hvad syntes du om det?” Åh nej, hun kan ikke lide det, eller hun kan ikke se beskeden? Din store knold. Isabella smiler ”Tak” okay, jeg bliver nød til at hjælpe hende lidt. ”Kan du se beskeden i det?” Hun kigger igen ned på teksten. Kom nu Isabella, du kan godt, I L-O-V-E Y-O-U du kan godt Isabella. Hun kigger igen op, hun smiler lidt, men hendes øjenbryn er trukket sammen, hun er usikker. ”Hvis du nu læser det vertikalt? Bare de første bogstaver?” Igen kigger hun ned på papiret, jeg kan se hendes øjne, der bevæger sig lige ned over teksten. Inden hun igen kigger på mig ”Hvor er du dog sød.” Hvor er du dog sød? Ikke mere? Hvad gør jeg nu? Jeg ved det simpelthen ikke. Må bare smile og håbe hun fangede den.

Noget vådt falder ned på min hånd. Bliver revet tilbage fra mine tanker. Er det Isabella, der græder? Det er Isabella der græder! *snøft* ”Hvorfor? Hvad var der galt?! *snøft* Jeg savner dig! Hvem skal nu trøste mig? *snøft* Der er jo ingen til at trøste mig nu, hvorfor kan du ikke bare vågne op!? *snøft* Jeg har brug for dig, der er ingen som dig der kan få mig til, at grine når jeg har været ked af det. *snøft*  Kan du huske den gang, da du *snøft* måtte komme hjem til mig, da lille Cookie og jeg lige var ved at blive påkørt, kan du huske det? *snøft* Du lod mig pudse næse i din trøje fordi jeg allerede havde grædt så meget ud over dig? *snøft*  Du er den bedste til at få mig til at smile, men se nu! Nu kan du jo ikke trøste mig! *snøft* jeg savner dig sådan, vil du ikke nok vågne?!” Kan mærke hun har begravet sin ansigt i dynen ved siden af mig og krampagtigt holder min hånd imens hun hulker ned i sengen. Jeg ligger helt stille og kan intet gøre.

Ved ikke, hvor længe hun ligger og græder, eller om hun faktisk har forladt mig, har hun sikkert! Men hun sagde jo hun savner dig jo. ja men hun finder jo en anden til at trøste hende, prøv da selv at tænke dig om, se dog alle de mænd, der har været igennem hendes liv. Og det har altid været dig der har skulle trøste hende.

Et par hænder fjerner min dyne, Isabella? hvad sker der? kan mærke hvordan jeg bliver klædt af, selvom hænderne er dækket af gummihandsker, kan jeg fornemme at de er fine og velplejet, må være en kvinde. Hun begynder at vaske mig, først under armene dernæst begynder hun at vaske mig i,skridtet, hun tager fat om mig og fjerner forsigtigt kateteret. Det giver en underlig snurren, er det mon ophidsende? Det er trodsalt en kvinde, eller et andet menneske i det mindste. Ingen reaktion sker. hvorfor sker der ikke noget? Igen kan jeg mærke en pressene fornemmelse, hun indfører kateteret igen. Der bliver smurt noget duftene creme i ansigtet og hun begynder at barberer mig. Hun virker til at være godt øvet til det.

"Hej, er du vågen? Jeg har taget nogle blomster med til dig, ved godt du ikke kan se dem, men de er så smukke. Jeg har også. noget andet med, ved ikke om du kan huske det, men det er noglet du har givet mig." Hun lægger noget blødt papir ind i min hånd. Genkender det ikke umiddelbart. Hvad er det for et stykke papir? ""Indret tømmes - *snøft*   Livet leves ikke. *snøft*  -  Overalt ses det. - Vodka fylder op igen. - *snøft*  Evigheden er startet. - Yngre bliver jeg ikke. - Og alligevel forsætter jeg. - *snøft*  Uden at det lykkes." Kan du huske det? Jeg er så ked af det, *snøft*  jeg forstod ikke hvad det var du prøvede at sige. *snøft*   Troede det var som venner du mente det. *snøft*  Var slet ikke klar over du havde den slags følelser for mig, så jeg tænkte aldrig over os to som andet end venner. *snøft*  jeg har tænkt meget de sidste par uger, jeg ville sådan ønske du bare var her hos mig!"

Hun kan faktisk godt lide mig! Men hvorfor har hun dog ikke sagt det? Hvorfor har hun gået til andre, hvis hun faktisk kar kunnet lide mig? Hvorfor har jeg ikke bare sagt det direkte til hende? Ehh dit store fjols! Hvordan kommer du nu ud af den her situation? Hvor ville jeg ønske jeg kunne tage mig til hovedet lige nu, eller jeg ville måske heller give hende det kys jeg har tænkt på igennem alle de lange mørke aftner. Jeg vil op, jeg må op! ISABELLA!

”Jeg har snakket med din mor og far *snøft*,  vi er altså blevet enige om at det er bedst at… at vi.. at vi sto…” Isabella? Hvad er det du siger? ”Lille skat *snøft*, far og jeg elsker dig, men lægerne siger chancen er så lille *snøft*  og det vil være det bedste for os alle fire. *snøft*” MOR?! Hvad er det i siger?!” Min hænder bliver samlet op fra dynen, kan mærke mine forældres hænder i den ene og Isabellas lille hånd i den anden. Først mærker jeg min mors læber, min fars stikkende skægstubbe og til sidst omfavner Isabellas bløde læber mine, så meget bedre end jeg kunne havde forstillet mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...