Mysteries | [JB | FÆRDIG]

- Den eneste ting jeg kan mærke er smerten, overalt i min krop. De sagde at hvis jeg overlever det her vil jeg blive én af dem.

26Likes
16Kommentarer
2910Visninger
AA

4. Kapitel Tre - Sammen, Hvad? [NY REDIGERET VERSION]

Jeg vandrede rundt i storcenteret og ledte efter hende, hvor fanden er hun?! Pludselig så jeg Justin og som den stalker han er gik han i min retning. "Hvorfor fanden er du altid efter mig? " råbte jeg til ham. "Hør her Tanya, du er i fare herude. Jeg vil have dig til at gå hjem, af hensyn til din sikkerhed. Nu."

"Hvorfor er min "sikkerhed " af din bekymring? " - "Ked af det, men det kan jeg ikke fortælle dig. Hemmelighed. Kom med hjem, nu." Beordrede han. Slap af, vil du? "Nej, jeg vil ikke lade dig tage mine beslutninger!" - "Undskyld. Men turen går hjem lige meget hvad." Han greb mit håndled og trak mig igennem centeret til sin bil og skubbede mig ind og kørte hjem.

 

"Vi er her."

 

"Dumrian, kan du fortælle mig hvad der sker nu? Du har været pisse underlig siden vi mødtes!" Skreg jeg frustreret. "Jeg kan ikke fortælle dig det skat. Undskyld." grinede han. Åh hvor jeg ønsker at slå det irriterende grin af hans ansigt.

 

"Hvor gammel er du?" Spurgte jeg. Han gav mig hvad-tror-du-blik "19, hvorfor?" "Ville bar evide det. Hvor længe har du været 19?" (twilight, heeeeeh, lol ved godt jeg er nedern'). " 'et stykke tid' " Han trak på skuldrene. Åh gud nej, citerede han lige Edward Cullen? "Drop dit spil Justin, hvor gammel er du?" protesterede jeg. "19 og det har jeg allerede fortalt dig." sagde han irriteret.

 

"Vi kommer ingen steder med det her..  Hvorfor er du altid omkring mig?" "Jeg prøver bare at beskytte dig mod de farer der er omkring dig." Farer omkring mig? "Hvilke farer?" - "Det skal du ikke fylde dit smukke hoved med. " smilede han. Smilede han! Han smilede faktisk! " Hvorfor? Hvorfor mig?"Jeg rynkede på panden, " Jeg har passet på dig siden du var en lille pige-" Sagde han da han så rædsel i mit ansigt. " - Og jeg blev forelsket i dig. Ligesom den første gang jeg mødte dig for længe siden" Jaøh, jeg husker da hans ansigt et eller andet sted fra.

 

"Så du var den teenager dreng min mor altid havde ovre?" Sagde  jeg forvirret. Justin lo af mit ansigt, "Ja, det var mig dengang - " han smilede ved mindet " - lyt Tanya, vores skæbne gjort os til partnere og jeg kan ikke få dig ud af mit hoved selvom jeg gerne ville engang imellem" AHGFTEJHDUHGHD Hvad?! "Jeg - Du - så, så fortæl mig hvad du virkelig er! Du er ihvertfald ikke menneskelig og det ved jeg!"

 

"Så er du nødt til at love mig noget" bønfaldt han og jeg nikkede, "Du må ikke ignorere mig hvis du er bange eller noget." - "Okay det lover jeg." Han åbnede munden, og jeg vidste, at svaret var på vej. "Jeg er en vampyr.. Og det er grunden til mine øjne ændre farver hvis jeg er sulten" sagde han nevøst" - "En vampyr, okay.." Han nikkede nevøst, "Jep, det er rigtigt. og det er så nu du skal være bange.. "

 

"Det er jeg ikke." Vent, hvad sagde jeg? Jeg er rædselsslagen!

 

Hvad fanden er der lige sket.. Justin er en vampyr, og han siger, at vi åbenbart har kendt hinanden i et stykke tid. Wut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...