Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3027Visninger
AA

8. Snak.

"4 måneder." Sagde Hans da han lavede et rutine tjek på min mave. Jeg tørte det klamme, blå og kolde creme væk fra min mave og trak blusen ned igen. Jeg satte mig op og sukkede mens jeg kiggede på den lille video af det barn der var i in mave, jeg havde læst at barnets hovede var 4,3 centimeter tykt nu. Det føltes meget lille. Der var ingen vej uden om nu, Hans havde fortalt at en abort var udelukket. Så det måtte blive på den smertefulde måde. Min mave var vokset lidt større siden første besøg hos Hans.

"Den vokser alt for meget!" Sagde jeg og kiggede ned på maven. Hans smilede venligt til mig.

"Jeg tror faktisk at vi næste gang kan vise kønnet på den." Sagde han og tørte sine hænder og bredte briksen ud.

"Det er ikke en den, det er en baby!" Sagde jeg vredt, hvrodan vågede han at sige sådan. Han grinede lidt og viste mig ud af lokalet. Jeg gik ud og tog min frakke over mig. Jeg gik ud i ventelokaletog gik hen til receptionene for at aftale en tid da en stemme bag mig sagde:

"Hvad laver du her?" Jeg genkendte stemmen og vendte mig om mod Nikolaj. Han kiggede forbavset på mig.

"Øhhhm.... hey Niko, hvad laver du her?" Spurgte jeg og prøvede at komme udenom mig.

"Jeg spurgte dig først, hvad har du lavet?" Spurgte han. Jeg hostede og lod som om jeg ikke hørte det og gik forbi ham.

"Var det knæet igen?" Spurgte jeg da Nikolaj fulgte efter mig. Han tog fat i min arm.

"Hvad lavede du der inde?" Spurgte han vredt. Jeg vred mig ud af hans greb og kiggede surt på ham.

"Jeg var bare til lægen. Slip mig nu!" Sagde jeg og gik væk fra ham, men han løb alligevel efter mig.

"Hvad lavede du til lægen?" Hans spørgsmål irriterede mig groft, så jeg lod igen som om jeg ikke hørte noget.

"Jeg var til lægen!" Sagde jeg irriteret, min tålmodighed løb snart op, jeg nåede ud på parkeringspladsen inden Nikolaj fik fat i min arm igen.

"Svar mig nu!" Sagde Nikolaj bekymret. Jeg sukkede højlydt.

"Må jeg ikke have lidt privatliv?" Spurgte jeg, Nikolaj  så forvirret på mig. Han kiggede op og ned af mig.

"Vi plejer at fortælle hinanden alt, hvad er det du har lavet?" Spurgte han. Jeg kiggede opgivende på ham.

"Kan det ikke være lige meget." Sagde jeg og kunne mærke tårene presse på. Han rystede vredt på hovedet.

"Jeg gider ikke fortælle dig det!" Sagde jeg og fældede en tåre.

"Er det alvorligt? Fortæl mig alt!" Sagde han mens han tog min hånd i sin. Jeg vendte hovedet væk fra ham og fældede flere tårer.

"Kan det ikke bare være lige meget." græd jeg og vendte igen hovedet mod Nikolaj. Han blev helt hvid i hovedet da han så mit ansigt. Han hev mig forsigtigt ind i sin favn og gav mig en ordentlig krammer.

"Undskyld." Sagde han og nussede mig i håret. Jeg fældede flere tårer. Jeg låste mine hænder fast om ham, jeg ville for alt i hele verden ikke slippe Nikolaj nu.

 

Vi sad på hospitalstrappen i jeg ved ikke hvor lang tid, bare sad der og vuggede frem og tilbage med mig i Nikolajs favn. Jeg vidste at jeg altid kunne komme til Nikolaj, det var derfor jeg overvejede at fortælle ham om min graviditet.

"Er du ok?" Spurgte han for titusinden gang. Jeg nikkede mens jeg lå med mit hovede på hans skulder og mine hænder låst fast om ham. Han nussede mig forsigtigt i håret.

"Nikolaj?" Spurgte jeg da jeg endelig tog mig sammen til at sige noget. Han nikkede mens han fortsatte med at nusse mig i håret og vugge mig i hans favn. Jeg kunne mærke kvalmen i min mave, om det var af nervøsitet eller graviditet, det vidste jeg ikke. Jeg vidste bare at jeg prøvede at få sandheden frem, også selv om det var svært.

"Jeg er lige her, bare rolig." Sagde han. Jeg nikkede og tog så en beslutning.

"Det er fordi at.... at... at min læge troede jeg havde fået en uhelbredelig infektion i min mave, men den er forsvundet, så jeg har det godt!" Sagde jeg stammende. Jeg havde besluttet at Nikolaj ikke skulle have det af vide nu, jeg kunne mærke at jeg blev nød til at vente. Nikolajs ansigt lyste op og han krammede mig en ordentlig og sidste gang.

"Hvor fedt, se det hjælper at komme ud med sine problemer." Sagde han og nussede min skulder. Jeg nikkede igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...