Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3172Visninger
AA

11. Omtale.

Jeg sad og spiste den tredje sandwich nede i skolen da en pigerne fra klassen kom over til mig.

"Du bliver altså alt for fed Clara, prøv dog at styr dig lidt!" Sage hun og gik grinende hen til sine veninder igen. Det skulle lige siges at det var Amanda, hun og jeg havde altid læmpet lidt om hvem der var den pæneste i klassen, nu havde hun jo så desværre fået et lille forspring.

"Lad mig nu bare være Amanda." Sagde jeg og fik øjenkontakt med Christian der kom gående ind af døren. Han kiggede hurtigt væk. Jeg hadede ham. Jeg kiggede hurtigt ned i bordet.

"Er der lidt forstyrrelser på kærlighedsvejen?" Spurgte Amanda mig. Jeg sukkede opgivende af hende og rejste mig fra min plads. Christian fulgte mig med sine øjne hele vejen ind til bibleoteket. Jeg gik over til en tæt afdeling med krimier. Jeg fandt en tyk bog med overskriften: Gi´ mig mere. Jeg slog op på de første sider og læste lidt da jeg blev prikket på min skulder. Jeg fik et chok da jeg vendte mig om og så Jakob, en af drengene fra min klasse.

"Hvad så tykke." Sagde han med et smørret grin. Jeg vendte mig væk fra ham.

"Snak ordentligt!" Sagde jeg vredt og vendte min opmærksomhed mod krimien igen.

"Jeg ved du har et brød i ovnen." Sagde han. Jeg stivnede og vendte mig langsomt om mod Jakob. Han stod stadig og havde et smørret grin i fjæset. Jeg kiggede mig omkring.

"Hvem har fortalt dig det?" Hviskede jeg.

"Det er ligemeget, men passer det?" Spurgte han lusket. Jeg kiggede mig omkring hvis nu nogen skulle lytte, men der var heldigvis ikke nogen.

"Først sig mig hvem der sagde det!" Sagde jeg vredt. Jakob grinede bare.

"Det rager ikke dig... hvem har fortalt dig det?" Hviskede jeg igen. Han vendte sig om mod boghylden.

"Jeg fik det af vide af Jessica." Sagde han, en kæmpe vrede blussede op inden i mig og jeg smækkede ham en ordentlig lussing på den højre kind. Han bankede ind i bogreolen så den næsten væltede. Jeg gik forsigtigt forbi ham og løb tilbage ind i klassen. Jeg løb lige ind i Nikolaj da jeg kom ind i klassen.

"Hey sveske." Sagde han grinende over min pludselige fremkomst.

"Gud hej." Sagde jeg og prøvede at smile normalt  til ham, men min opmærksomhed var vendt mod Jessica der sad sammen med Amanda. De sad og fniste mens de kiggede over på mig. Jeg kiggede hurtigt væk igen.

"Er du all right?" Spurgte Nikolaj, og jeg kunne se at han virkelig mente det.

"Ja da, hvorfor skulle jeg ikke være det, jeg har det strålende... jeg er bare lidt tummelumsk... ikke andet, bare rolig." Sagde jeg og tog mig hurtigt til maven da jeg kunne mærke et spark. Han kiggede på min mave, og jeg fjernede straks min hånd.

"Jeg har bare lidt ondt i maven, ikke andet." Sagde jeg og gik forbi ham og satte mig ned på min plads. Christian havde flyttet sin stol helt oppe forrest i klassen. Han viste virkelig at han ikke ville tale med mig. Nikolaj så på Christian og mig og tog sin stol og flyttede den hen til mit bord.

"Hvad er der sket mellem dig og Christian?" Spurgte han mens han tog sine bøger frem. Jeg trak forsigtigt på skuldrene.

"Vi skændtes bare lidt i weekenden.... det går nok snart over." Sagde jeg og prustede ud.

"Hvad skændtes i om?" Spurgte Nikolaj og kiggede bekymret på mig. Jeg udgav et lille gisp hvilket fik Nikolaj til at kigge ekstra, jeg tænkte på noget hurtigt og sagde:

"Dig!" Nikolajs bekymrede blik blev til et smørret grin.

"Skændtes i om mig? I er da for latterlige... hvorfor gjorde i det?" Spurgte han mens han skrev ned i sit hæfte fra tavlen.

"Ikke noget.... eller det var ikke alvorligt....han syntes bare at vi hænger for meget ud sammen, men jeg prøvede at køle ham ned, men han blev ved med at sige at vi har noget." Sagde jeg og kunne selv høre hvor tamt det lød.

"Hehe, bare du er ok." Sagde Nikolaj og nussede min skulder. Jeg tog mig forsigtigt til maven og kiggede på Nikolaj.

"Ja selvfølgelig, jeg er helt på toppen." Løj jeg

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...