Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3108Visninger
AA

13. L.O.R.T

Jeg sad igen helt tavs og forvirret nede i skolen næste dag, Christian havde igen ikke sagt et ord til mig hele dagen, han begyndte at blive ret svær at finde ud af faktisk. Nikolaj skulle til læge med sit knæ så han kom først i næste time, så jeg var rent ud sagt helt alene og ensom. Der var ingen at snakke med, for hvis jeg bare som nærmede mig pigernes bord så blev jeg bare nedstirret af dem alle sammen, drengene snakkede jeg heller ikke særligt meget med, jeg havde prøvet nogle af de andre piger inde fra parrallelklassen, men der blev jeg også bare nedstirret ligesom her inde, så jeg måtte bare nøjes med mig selv. Eller... helt alene var jeg jo heller ikke, den lille baby i min mave var jo hos mig døgnet rundt, men mine klassekammerater ville nok stirre ret meget hvis jeg begyndte at tale til min mave, så jeg holdt kæft og sad bare og stirrede ned på mine sko. De var bare et par helt normale sorte converse som jeg havde købt på udsalg sammen med Niko. Jeg tog min mobil frem og skrev til Julie.

Hey Julie, er det ok hvis vi lige ringes ved i aften om togbilletten og alt det der i morgen, så kan vi lige få det hele på plads, knus Clara :)

Jeg smed mobilen ned i lommen igen og begyndte for en gang skyld at tænke lidt, ikke på noget bestemt, bare et eller andet... man behøvede jo ikke at have et formål ved at tænke. Gjorde man? Jeg tænkte på hvor populær je havde været før alt det med festen og babyen. Jeg var den som de fleste piger var bange for at få kontakt til, jeg kunne næsten snakke med alle. Det var totalt omvendt.... men alting kan virkelig ændres på et´ øjeblik, nu var jeg den der ikke turde at gå hen til de andre piger for jeg havde på fornemmelsen at de faktisk prøvede at undgå mig, på grud af min "hemmelighed". Det var meget ensomt at blive holdt udenfor.

Havde det ikke været for festen så var det mig der sad der over og kiggede på de piger der ville sidde i mit sted og føle sig ensomme, men det havde jo på en måde været min egen skyld, jeg kunne bare have holdt ved den 3. øl og så holdt mig til sodavand, men nej! Så dum som jeg var så gik jeg jo rigtig meget til den lige der! Nikolaj sagde flere gange til mig at jeg burde stoppe, men ingen skal bestemme hvad jeg skal gøre! Så jeg blev ved, så hvis jeg nu ikke havde lyttet til Nikolaj så var jeg ikke væltet og slået hovedet så jeg intet kunne huske og så var jeg ikke blevet gravid. Måske ville skæbnen bare at jeg skulle blive gravid i sådan en tidelig alder? Jeg ved det ikke, det var i hvertfald noget værre rod jeg havde rodet mig ud i, det var lige før at det faktisk var noget værre lort! Ja, det var det faktisk... det hele var noget L.O.R.T! Det hele. Men nu havde jeg taget straffen og jeg måtte straffes for mine dumheder.

Jeg kiggede igen over på Christian for 117 gang. Han bemærkede mig slet ikke. Han var også en værre lort, tænk bare at han bare sådan undgik mig, det var ikke særligt sødt, vi var jo kærester... hvis man ellers kunne kalde os det mere. Vi så jo aldrig hinanden og vi opførte os jo næsten ikke som kærester mere. Livet var og blev trist! Hvad havde han egentlig også ment med sit undskyld den dag hvor jeg havde "vist" ham min hemmelighed? Han havde bare sagt " Undskyld." Og så efterladt mig der alene i skoven. Var han trist over at han havde gjort mig gravid uden at jeg kunne huske noget af det? Hvis det overhovedet var ham der var faren til barnet? Det hele var så forvirrende.

Mine tanker blev afbrudt af klokken der ringede ind til time. Jeg hoppede ned og satte mig rigtigt på stolen mens alle de andre sværmede rundt omkring mig for hurtigt at sætte sig på deres pladser. Jeg vendte hovedet mod døren og ventede på at døren skulle gå op og min bedste, og eneste ven skulle komme ind af døren. Men Nikolaj kom ikke ind af døren overhovedet den dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...