Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3022Visninger
AA

15. Jylland

"Hvor har jeg dog savnet dig!" Skreg Julie da hun fik øje på mig på stationen senere den aften. Jeg bredte læberne ud i et kæmpe smil da hun stormede hen og maste mig ind i sin favn. Jeg lukkede mine arme omkring hende og grinede over at hun nærmest svang mig rundt i luften.

"Din bror er ved at drive mig til vanvid, så det er godt du kom." Sagde hun og hjalp mig med mine tasker.

"Hvad gåør han da?" Spurgte jeg og kunne mærke at jeg på et spilsekund havde glemt alt om alle.

"Han vil gerne flytte til noget større, men jeg syntes at vores lille lejlighed er perfekt, men helt ærligt, hvad vil han med noget større, med mindre han gerne vil have en hund." Sagde Julie og låste sin bil op så vi kunne smide mine ting ind i bagagerummet.

"Andreas er allergisk over for hunde." Sagde jeg og grinede lidt, Julie sukkede og startede bilen op så vi kunne køre hjem til dem.

"Han er et værre pjok den skid!" Sagde hun grinende og tændte for radioen. Jeg smilede lidt.

"Det sagde min far også altid om ham da vi var små." Sagde jeg og lænede mig tilbage i sædet.

 

"Hey søs!" Råbte Andreas oppe fra 3. sal. Jeg vinkede glad til ham og løb ind i opgangen. Han løb mig i møde og jeg sprang ham i favnen. Han gav mig et stort kys på kinden.

"Det er længe siden, er du ikke vokset lidt?" Spurgte han, jeg kiggede forvirret på ham og grinede.

"Jeg er 16, jeg vokser ikke mere." Sagde jeg og kiggede skævt på ham, han sukkede.

"Nu var det den lille fyr jeg spurgte ligesom, tror du virkelig at jeg glædede mig til du kom? Nej da, det er min dejlige lille nevø jeg har glædet mig til at se." Sagde han og nussede min mave, jeg skubbede hurtigt hans hånd væk.

"Du er da bare for meget!" Sagde jeg irriteret og gik videre ind i deres lejlighed. Julie kom gående op af trapperne med mine tasker og et brev i hånden.

"Har vi fået post?" Spurgte han og smækkede hende i numsen, hun gav et lille hvin.

"Jeg har, du har ikke!" Sagde hun og gik ind med mine tasker og lagde dem i gæsteværelset/kontoret. Jeg tog min mobil op af lommen og så de 2 beskeder fra Niko.

"Hvad står der i brevet?" Spurgte Andreas ude fra køkkenet kunne jeg tydeligt høre. Julie sukkede.

"Det er et privat brev til mig, vi behøver vel ikke at dele alt med hinanden vel?" Spurgte hun med sin almindelige søde stemme, Andreas mumlede et eller andet og så gik han ind til mig.

"Hvordan går det med mor og far?" Spurgte han og satte sig over for mig. Jeg trak på skuldrene.

"Jeg snakker næsten aldrig med dem." Sagde jeg mens jeg pakkede mine ting ud.

"Det er jeg ked af." Sagde Andreas og nussede min arm, jeg vendte mig om mod ham og rystede på hovedet.

"Det er ok, det er jo min egen skyld... jeg kunne bare have ladet vær med at drikke så meget." Sagde jeg og svarede på Nikos sms. Andreas rystede på hovedet.

"Nej, jeg mener det virkelig, jeg er virkelig ked af det med dig, du har ikke fortjent at ende sådan her, du var født til at blive læge og få verdens bedste mand og havde det lykkeligste liv i hele verden, det var mig der var det sorte får, ikke dig. Jeg syntes det er kæmpe nederen for dig."

"Du er så dårlig til at lyve!" Sagde jeg og begyndte at flække, Andreas sukkede og gav så min arm et lille klem.

"Bare rolig sis, det hele skal nok gå, det hele vil snart være overstået."

"Hvordan kan du vide det? Jeg skal have et barn om næsten 4 måneder, jeg skal igennem en kæmpe smerte og jeg må droppe alle aftaler i et år fordi at jeg skal gå hjemme som 16 årig og passe MIT barn, Andreas, mit liv er så godt som ødelagt... og du skal ikke kommentere det her, men det passer, jeg skrev resten af mt liv den nat ved den fest, den dumme fest!" Sagde jeg og tørte et par tårer i mine øjenkroge væk. Andreas smilede lidt og gav mig så endnu et klem.

"Jeg er sikker på at du vil få det lykkeligste liv, med eller uden barn, men det vil sikkert blive endnu bedere med den lille, for så er du ikke alene."

"Tak Andreas, du ved altid lige hvordan du skal hjælpe mig, jeg burde komme til Jylland meget ofttere." Sagde jeg og sprang ham i favnen. Han nussede forsigtigt mit hovede.

"Brormand er her, bare rolig, for selv om du nogen gange ikke tror det, så vil jeg altid hjælpe dig gennem alt." Sagde han og slap mig forsigtigt, jeg smilede til ham og lagde mig ned i gæstesengen.

"Og selv om du ikke ved det, så elsker jeg dig, men ikke hele tiden." Sagde jeg og blinkede til ham, han grinede lidt og rejste sig så fra sengen.

"Vi spiser om et par timer, Julie skal nok ud og handle så kan du tage med måske?" Sagde han, jeg nikkede og lagde mig om på siden og tog min mobil frem.

Jeg savner dig :/ Hvad skal jeg dog lave resten af weekenden? Stod der i en besked fra Niko. Jeg smilede lidt, jeg savnede også ham kunne jeg mærke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...