Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er...... Gravid. Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
2985Visninger
AA

24. Graviditet

Jeg for ud på toilette for at komme ud med alle følelserne, alle de følelser jeg ikke kunne huske i 7 måneder, kom endelig frem og de skræmte mig, for hvad skulle jeg gøre nu? Ringe og fortælle Nikolaj det hele, eller vente med til han så at mit barn lignte ham måske? Tankerne for rundt i hovedet på mig. Det gjorde mig næsten helt svimmel, mine følelser irriterede mig også en del, for et eller andet sted havde jeg lyst til at tage det hele med oprejst pande, men også bare at lægge mig til at dø ved at tude mig ihjel, eller skrige af hele verdenen og ødelægge alt. Jeg var en stor forvirring. Jeg tog min telefon i hånden, men det var svært at holde fast på den fordi at hele min krop rystede som en i helevede. Så jeg tabte den ned på gulvet så der kom en lang flænge i skærmen.

"FUCK!" Sagde jeg højt for mig selv, og jeg mente det virkelig, for det var nemlig hvad jeg var.....FUCKED! Helt ind til mit inderste kromosom, der var jeg en stor pærevælling, jeg burde blive fikset, eller reddet, men hvem kunne redde mig? Jeg turde ikke gå til Nikolaj, for hvad ville han ikke sige, hvis han altså ikke vidste det i forvejen.....og hvad nu hvis han gjorde? Hvad nu hvis han havde kunnet huske det hele fra starten og så aldrig sagt noget til mig.... jeg tror jeg ville flække hans hovedeskal.... eller noget i den stil. Jeg ville i hvertfald flyve lige i flæsket på ham og banke ham til plukfisk. Jeg sukkede og gik ud fra toilettet, klokken var mange og Nikolaj ville sikkert snart være hjemme fra skole. Jeg begyndte at gå rundt i cirkler..Bare gå rundt mens tankerne for gennem hele min skal om hvad jeg skulle gøre hvis han vidste det, og hvad jeg skulle gøre hvis han ikke vidste det, og hvad der så skulle ske fremover.... om jeg burde beholde barnet... eller om hvis jeg nu besluttede at bortadoptere barnet, men hvis jeg så fik følelser for barnet.... hvis jeg ville dø af sorg over "tabet", hvis barnet nu viste sig at være retarderet.... eller noget af det smukkeste i hele verdenen....ville jeg kunne tage mig af det? Blev jeg nød til at gøre det alene? Eller endte det med at Nikolaj ville være med? Skulle vi så være sammen for evigt? Ville det blive for mærkeligt mellem os? Tankerne blev ved lige indtil en varm hånd klemte min skulder. Jeg vendte mig om og så Nikolaj, han havde røde kinder og han så kold ud. Alle mine tanker var....væk!

"Hey." Sagde han og gav mig et lille kys på kinden. Jeg smilede og åbnede munden...

"Jeg....elsker dig." Sagde jeg og blev lidt forbavset over at det lige var det´ jeg sagde. Nikolaj grinede lidt og gav mig så et kys.

"Jeg elsker også dig." Sagde han og satte sin taske på gulvet.

"Jeg vil egentlig gerne snakke med dig." Sagde jeg stille, han nikkede bare mens han smilede til mig.

"Fyr løs!" Sagde han og satte sig i sofaen. Jeg satte mig ned ved siden af ham og kiggede alvorligt på ham, han så mit blik og blev også selv lidt alvorlig i sit udtryk.

"Kan du huske festen?" Spurgte jeg, han nikkede.

"Kan du huske da vi kom hjem fra festen?" Spurgte jeg, han stivnede i sit udtryk og nikkede så.

"Kan du huske hvad vi gjorde?" Spurgte jeg, han kiggede først ned i sit skød og sukkede så.

"Clara....jeg....er virkelig ked af det, jeg ved hvor skuffet du må være over mig.... jeg så så dum ud....jeg efterlod bare dig der midt i det hele til forhold for hende den anden pige..."

"Hvad snakker du om?" Spurgte jeg lidt halvgrinende. Han kiggede forvirret på mig.

"Tog du ikke med mig hjem sammen med en anden pige og så sov du indepå sofaen mens jeg......var sammen med pigen?" Spurgte han.....jeg begyndte at flække.

"ØHHHHmmmm, Nikolaj den pige var....mig!" Sagde jeg og gemte mit ansigt i mine hænder i skam.

"Var vi....to så....sammen? Men jeg troede.... hvem er så..... øhhh....du ved faren til.....øhh." Spurgte han helt forvirret. Jeg sukkede og kiggede så på ham.

"Jeg håber IKKE at HUN kommer til at blive lige så fatsvag som DIG." Sagde jeg og smilede så til ham, han kiggede på min mave....og vi endte ud i en omfavnelse.

"Jeg elsker dig!" Sagde han og jeg følte at han virkelig menet det, jeg fældede en lille tåre mens han ikke så det.

"Jeg elsker dig højere." Sagde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...