Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3096Visninger
AA

21. Frustration

"7 måneder nu, tiden går stærkt var?" Sagde Hans, jeg grinede lidt af hans dårlige joke, for ja, tiden gik hurtigt og snart ville jeg være mor, men jeg manglede stadigvæk at finde ud af hvem faren til mit barn var.

"Ja, det går alt for hurtigt.... hvad med dig? Har du børn?" Spurgte jeg mens han kiggede videre på skærmen af min maves indre.

"To faktisk, de sødeste piger man kunne tænke sig." Sagde han og hev sin pung frem og viste mig et billede af to små mørkhårede piger der storsmilede.

"Hvor er de kære." Sagde jeg smilende, jeg tænkte lidt på om hvordan mit barn ville se ud, ville det blive en pige eller en dreng.... Jeg havde stadig en fornemmelse for at det var en dreng. Men hvordan ville han komme til at se ud?

"Vil du stadig ikke have kønnet af vide?" Spurgte han, jeg sukkede og rystede så på hovedet.

"Jeg kan bedst lide overraskelser." Sagde jeg og grinede lidt forsigtigt. Hans tørrede den iskolde creme af min mave og kørte over til sit bord på sin stol.

"Hvad håber du på at det bliver?"

"Piger er søde, men jeg har bare den her fornemmelse for at det er en dreng, hvis du forstår..?"

"Hehe, nej det gør jeg jo ikke, men jeg forstår dig lidt, min kone troede også at vores første pige skulle blive en dreng, men hun tog fejl. Hvad med navne, har du tænkt på det?"

"Nej... ikke endnu." Sagde jeg og tog min jakke på og kiggede ud af vinduet, sneen var allerede begyndt at falde lidt, så det var hundekoldt udenfor.

"Mine hedder Victoria og Christine... det er gamle familienavne."

"Sødt." Sagde jeg og gik hen til døren og åbnede den.

"Hør her Clara, hvis du får brug for en psykolog... så kan jeg godt anbefale en til dig hvis det er, vil du have det?" Spurgte Hans, jeg kiggede uroligt ned i gulvet og tænkte lidt men sagde så:

"Bare rolig, jeg klare den...jeg behøver ikke hjælp." Sagde jeg og gik så ud af døren. Min mor sad i ventestolen og smilede så lidt akavet da hun så mig.

"Hvad sagde han?" Spurgte hun, jeg sukkede let.

"Det sædvanlige, det så fint ud... og om jeg ville se kønnet.. jeg sagde nej som sædvanlig... og så om jeg ville have en psykolog." Sagde jeg og gik videre ud mod parkeringspladsen.

"Tog du imod det?" Spurgte min mor, jeg rystede på hovedet, hun så forvirret på mig.

"Du vil have godt af det." Sagde hun og låste vores bil op. Jeg sukkede let igen.

"Jeg føler bare godt at jeg kan klare det selv, så behøver jeg vel ikke en psykolog." Sagde jeg og satte mig ind i bilen og smækkede døren i. Min mor sukkedede

"Som du vil." Sagde hun.. og så sluttede vores samtale, jeg savnede at snakke med hende, men det var bare svært når jeg følte skam hver gang jeg så hende i øjnene.. og jeg kunne se hun følte det samme, det kunne jeg faktisk både i hende og min far, derfor var det bare lettest at lukke dem fra og bare få hjælp fra mine venner.

 

"Har du snakket med din bror i dag?" Spurgte min far til aftensmadsbordet. Jeg rystede på hovedetmens jeg kiggede ned i min mad.

"Han skulle på arbejde hele dagen." Sagde jeg og tog en bid kartoffelmos. Min far nikkede mens min mor tav. Jeg blev irriteret, de sagde aldrig noget og de overså mig også bare, det var så frustrerende. Jeg sukkede og kiggede ned i min tallerken.

"Er man lidt muggen i dag?" Spurgte min mor forsigtigt, jeg kiggede forvirret på hende.

"Mor... jeg er gravid!" Sagde jeg og så kiggede hun igen skuffet på mig, men det var jeg jo vant til, men der var noget ved den her gang der gjorde at jeg bare blev stikrasende.

"Lad vær med at kig sådan på mig!" Sagde jeg lidt højt, min far kiggede forvirret på mig.

"Jeg kigger da normalt på dig, spis nu din mad." Sagde hun og vendte opmærksomheden væk fra sandheden som hun plejede. Jeg bankede min gaffel ned i vores fine bord og rejste mig fra bordet.

"Hvorfor bliver du ved med at undvige konflikten.... du er en kujon!" Sagde jeg vredt, min far rejste sig fra stolen og bankede sin hnd ned i bordet.

"Snak pænt unge dame." Sagde han og så nedladende på mig.

"Men jeg er frustreret far, frustreret over at i hader mig... for ja jeg var dum! Men hvorfor bliver i så ved med at ignorere mig, jeg vil ses... jeg vil høres!" Råbte jeg, min far bankede sin hånd ned i bordet igen.

"SÆT DIG NED CLARA!" Råbte han vredt... jeg skreg og tog min tallerken og bankede den ned i bordet så den smadrede til tusinde stykker.

"CLARA!?" Råbte min mor og tog fat i mig, jeg vred mig ud af hendes greb.

"Hørnu bare på mig." Sagde jeg og prøvede at slappe af selv om det var ret svært.

"SÆT DIG NED CLARA!" Råbte min mor.

"Nej hør nu på mig." Sagde jeg, min far bankede hårdt i bordet.

"Du opføre dig forkælet Clara, vi har gjort alt for dig og du har ikke lavet andet end at skide på det!" Råbte han, jeg væltede min stol i vrede og skreg igen af ham.

"DET ER JER DER ER FORKÆLEDE, IKKE MIG. I ER DE STØRSTE RØVHULLER I HELE DEN HER FUCKED UP FAMILIE! I vil ikke engang nævne jeres egen søn i jers hus og i vil ikke se eller høre på mig mere, bare fordi jeg ikke er den FUCKING PERFEKTE datter som i bilder alle ind at jeg er.... FOR DET ER JEG IKKE!" Skreg jeg og så slog det klik i min far og han førte sin hånd op mod min kind og slog så det rungede i hele rummet, jeg faldt til  jorden og min mor skreg.

"DU TALER ALDRIG SÅDAN TIL OS MERE CLARA!" Sagde han og så rasende på mig. Jeg begyndte at græde, min kind gjorde ondt og min mor stod bare helt stivnet ved siden af mig. Jeg tænkte slet ikke på noget i det sekund, så jeg fik slet ikke tænkt det hele igennem, det hele skete bare så pludseligt, jeg tog fat i borddugen og hev den ned så alt vores bestik  smadrede og røg til jorden, min mor stod tudende mens min far kiggede forskrækket. Så tog jeg at skår og gik over mod min far.

"NU HOLDER DU DIN KÆFT OG LADER MIG TALE MENS DU KIGGER PÅ MIG. DU SKAL ALDRIG NOGENSINDE RØRE MIG IGEN FOR HVIS DU GØR SÅ SLÅR JEG DIG IHJEL, DU MÅ ALDRIG NOGENSINDE SNAKKE ELLER BARE TAGE KONTAKT TIL MIG IGEN, DU KAN IKKE SIGE AT DET IKKE ER DIN SKYLD, FOR DET ER DET!" Skreg jeg og gik forbi ham og op mod mit værelse og jeg begyndte at pakke mine ting. Jeg tog kun de allermest nødvendige ting som lidt tøj, penge sengetøj, mobil og lidt andet, jeg pakkede det hele ned i en kuffert og en sportstaske. Jeg gik ned i entreen og tog jakke og sko på, jeg nåede lige at åbne døren da min mor kom løbende ud og tog fat i min hånd.

"Stop! Du må ikke gå, vi kan stadig nå at redde det hele, jeg skal nok hjælpe dig med den lille når den kommer og jeg lover dig at vi vil blive en lykkelig famile alle sammen, bare du bliver her hos mig, jeg er ikke klar til at give slip på dig Clara, så please bliv hos mig." Sagde hun stortudende. Jeg sukkede og tørte et par tårer væk.

"Nej mor, jeg ved godt at du vil mig det bedste, men det er for sent at rette op på det hele, jeg har lært at klare mig selv nu, og det vil jeg fortsætte med, fra den dag i dag er jeg ikke længere en del af vores familie, jeg vil starte min egen, så må du selv finde ud af om du vil være i min eller din familie." Sagde jeg og vred mig ud af hendes greb, hun snøftede og kiggede så på mig med et sørgeligt blik i øjnene.

"Nej, nu tager vi dine tasker og så kommer du ind og vi klarer det hele." Sagde hun, jeg rystede på hovedet.

"Farvel mor." Sagde jeg og gik ned af fortrappen og ud på vejen.... alene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...