Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3103Visninger
AA

26. Følelsesløshed

"Hvad med Julie?" Spurgte Julie, jeg sukkede igen og kiggede træls på min mobil.

"Dit kæmpe ego!" Grinede jeg mens jeg strejede en linje over med min røde overstrejningstusch i den store graviditets-bog som jeg havde købt.

"Jeg syntes altså at Julie vil passe helt perfekt til den lille pige!" Sagde Julie grinende, jeg rullede øjne og sukkede så.

"Du kan da bare få hende!" Sagde jeg og sukkede,  der blev stille lidt og så spurgte hun alvorligt:

"Vil du give hende til adoption?" Jeg kiggede ud i luften med mobilen i hånden.

"Jeg....ved det ikke." Sagde jeg og sukkede og lagde mig tilbage i sofaen og kiggede op i loftet. Jeg havde snart snakket i telefon med Julie i 45 minutter. Jeg kiggede over på klokken. Den var stadig kun kvart over 11.

"Kommer du og siger hej når babyen kommer?" Tilføjede jeg og håbede inderligt at hun ville sige JA.

"Jeg ved ikke rigtigt, jeg ved ikke om jeg kan få fri fra jobbet? Jeg er lidt presset lige i øjeblikket." Sagde hun desværre, jeg sukkede.

"Men...du er arbejder i en børnehave! Hvordan kan man være presset i en børnehave?" Spurgte jeg lidt ironisk. Hun grinede også selv med på den.

"Det er jo snart jul og sådan....men jeg kan lige kigge.....øhhhmmm....åhh....ikke nu igen...!" Klagede hun ind i telefonen, jeg grinede lidt forvirret.

"Hvad sker der?" Spurgte jeg og grinede lidt, men hun lød mærkeligt nok alvorlig.

"Jeg skal til lægen....det har stået på i lidt tid....men det handler om....om...jeg forklarer det for dig senere!" Sagde hun og jeg sad og kiggede endnu mere forvirret op i loftet.

"FORTÆL MIG!" Udbrød jeg spændt. Julie sukkede.

"Jeg kan fortælle dig det næste gang vi ses...ok?" Spurgte hun. Jeg vrissede lidt. '

"Du plejer at fortælle mig alt lige med det samme...hvad gør det her så specielt?"

"Det er svært at forklare Clara...men jeg bliver virkelig nød til at løbe!..jeg ringer til dig senere.." Sagde hun og lagde så på

Jeg kiggede på telefonen og trak så på skuldrene og smed mig tilbage i sengen. Der lå kæmpe bunker af bøger over det hele med titlerne: "Pigenavne" "Drengenavne" "Navnenes betydning" "Ugerne før føsdslen" " Ugerne efter fødslen" OG så videre...og jeg havde snart læst dem alle sammen fra den ene ende til den anden. Og jeg følte mig ikke spor klogere. Kun mere federe og klammere på en eller anden måde. Jeg lagde mig helt ned og kiggede op i loftet. Jeg kunne ikke rigtig mærke noget...det kunne jeg faktisk ikke..jeg  var følelsesløs..underligt følelsesløs, havde jeg  ingen følelser mere? Måske fordi jeg var blevet så fucked up siden klassefesten for 9 måneder siden.

Havde jeg aldrig nogensinde drukket  så meget..og bare holdt mig til Christian...så var det her aldrig sket! Jeg havde aldrig nogensinde skulle forlade skolen og blive husket som 16-årige gravide Clara...jeg havde alt! Jeg var venner med hele klassen, jeg havde en perfekt familie og den bedste kæreste i hele verden! Hvorfor så fucke det hele op på den måde? Måske fordi jeg altid på en måde har været en smule fucked up og bare gjrt hvad der passede mig? Men måske var det også bare skæbnen...skæbnen at jeg skulle ende i min seng og blive gravid med min bedste ven siden altid!

Ja...jeg var screwed!

Jeg lagde mig om på  maven og for første gang så skreg jeg alt hvad jeg kunne...jeg skreg det hele ud..al min frustration kom ud med det skrig. Og da jeg endelig var færdig og kiggede op fra dynen så følte jeg mig befriet...som om  at det skrig var det eneste jeg havde behøvet at gøre i de 9 lange måneder...Jeg vendte mig om på ryggen igen. Jeg pustede ud og lukkede øjnene et kort sekund og så skete det...der gik et kæmpe sug gennem min mave og så føltes det som om jeg lige tissede i bukserne, jeg satte mig straks op og kiggede ned af mig selv...og ganske vist var der en kæmpe våd plet på mine bukser...jeg tog hurtigt ud efter min telefon og ringede til det første nummer der faldt mig ind...

"Hallo?"

"Hej mor...det er mig Clara..kan du hente mig og køre mig på hospitalet?" Spurgte jeg og prøvede at rejse mig op, men en kæmpe smerte gik igennem mit bækken så jeg måtte sætte mig igen.

"Øhh..jo..hvorfor er du kommet til skade da?" Spurgte hun uroligt...jeg stønnede lidt og tog mig så sammen..

"Hun er på vej....MIT VAND ER GÅET!."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...