Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3144Visninger
AA

17. En god snak.

Jeg gik alene næste dag nede i byen, jeg havde jo været hos Andreas og Julie i så lang tid at jeg godt kunne omegnen uden ad i hovedet, sådan næsten. jeg var stadig i chok over det kvinden havde sagt til mig i supermarkedet dagen før. Det hele føltes bare så uvirkeligt, for hvis damen med det samme havde opdaget at jeg var gravid, hvordan skulle jeg så nogensinde kunne skjule det for min skole, resten afmin familie eller allerværst, hvordan skulle jeg skjule det for Nikolaj? Bare det at tænke på hvor skuffet han ville blive over mig. Det ville være det rene helvede hvis det endte med at han aldrig ville se mig igen, jeg kunne slet ikke tænke på et liv uden ham, han havde jo været i mit liv så længe jeg kunne huske. Det ville være det allerværste hvis vi skulle til at skilles nu, jeg ville ikke kunne bære det, det ville være så hjerteknusende for mig. Jeg vågnede op af mine tanker da jeg gik ind i en lygtepæl, jeg faldt bagover og ramte lige ned i klam vandpyt.

"Er du ok?" Sagde en stemme mens jeg blev hjulpet op af en eller anden, jeg nikkede og løftede så hovedet for at se at det var Dennis.

"Dig igen?" Sagde jeg og grinede lidt over sammentræffet. Dennis grinede også lidt.

"Ja, det er mærkeligt sådan som vi bliver ved med at rende ind i hinanden ik´?" Sagde han og smilede sit kejtede skæve smil der gjorde at han mindede om Nikolaj.

"Ja, det er sært." Sagde jeg og kiggede ned af  mine drivvåde bukser. Jeg børstede lidt af snavset af, men det hjalp ikke på at de blev mindre våde.

"Skal jeg give en kop te?" Spurgte Dennis og pegede over på den anden side af gaden på en lille sød cafe´ ved navnet "Kaffestuen" Jeg nikkede og fulgte forsigtigt med Dennis over til Cafe´en.

 

"Ej det kan jeg simpelthen ikke huske, gjorde jeg virkelig det?" Spurgte jeg flovt, Dennis nikkede.

"Det er rigtigt, du skvattede om midt i det hele, det var heldigt at din kæreste var der til at hjælpe dig, i så ud til at have det rigtig godt sammen." Sagde Dennis.

"Ja, vi er så bare ikke kærester mere." Sagde jeg og kiggede ned i min kop te.

"Øv, hvad gik der galt?"

"Jeg blev...." Jeg kiggede forsigtigt ned på min mave, hvis Dennis ikke kunne se at jeg var gravid, så ville han sikkert få det af vide på et eller andet tidspunkt alligevel.

"Jeg blev gravid." Sagde jeg og kunne mærke en sær følelse i min mave, om det var fordi at jeg lige havde fortalt mine største hemmelighed til en dreng jeg faktisk lige havde mødt, eller det bare var et spark.

"Wow, er det sandt, altså jeg troede bare det var fordi at du var... ja, lidt stor."

"Nej, jeg er gravid, en kvinde stødte ind i mig i supermarkedet i går, og hun sagde med det samme at hun ikke havde opdaget at jeg var gravid, jeg blev helt vildt forskrækket, jeg prøver så mest så muligt at holde det skjult for alle, men jeg tror bare at jeg har skubbet tanken om at min mave bliver større og større hele tiden lidt væk, så jeg tror at det ender med at folk selv finder ud af det i sidste ende." Sagde jeg muggent og tog en tår af min te.

"Hvornår skete det?" Jeg trak på skuldrene.

"Jeg tror det var til festen, jeg kan bare ikke huske det for jeg vågnede op der hjemme med min bedste ven og han kunne heller ikke huske noget."

"Tænk hvis du har været i seng med din bedste ven?" Sagde Dennis og grinede lidt, jeg måbede lidt.

"Nej, han er og forbliver min bedste ven, han ved jeg elsker ham, men det er som ven, han har bare været der altid, det ville være forfærdeligt hvis det viste sig at hanvar faren til barnet, jeg tror jeg ville dø." Sagde jeg og grinede lidt over det. Dennis smilede sit skæve kejtede smil igen.

"Men du ved slet ikke hvem faren er?"

"Jeg håber at det er min kæreste, men jeg har faktisk fortalt ham det, men han har på en måde undviget mig her de sidste par måneder, det hele er så forvirrende syntes jeg."

"Måske er han bare flov over at have gjort dig gravid?" Sagde Dennis og drak resten af sin kop te. Jeg trak lidt på skuldrene.

"Jeg ved det ikke, ellers er det bare en dum måde at vise det på, men det ville jo også bare være trist hvis det viste sig at være en helt anden og at jeg ikke engang kender fyren, hvis det altså overhovedet er en fyr!" Sagde jeg heltt panisk og drak også resten af min te. Dennis grinede lidt.

"Det er nok en fyr, og du skal nok finde ham, det ved jeg du vil." Sagde han og klappede min skulder. Jeg smilede lidt.

"Tak, du er meget forstående, det er jeg glad for, gid de fleste af mine venner var ligesom dig, så ville min verden være meget nemmere." Sagde jeg trist. Dennis nussede hurtigt min kind.

"Hør, livet er ikke skabt til at være sødt altid desværre, nogen gange er man også nød til at smage lidt på citronen og tage det sure, men det bedste du kan gøre ved det er at tage det med oprejst pande, for så viser du verden at du er ligeglad med det sure og sagten skan overkomme det, og så kommer det søde snart igen." Sagde han storsmilende, jeg bestemte mig for at huske de ord.

"Hvor har du lært det fra?"

"Min farfar plejede at fortælle det til mig her gang livet gik mig på da jeg var lille, og det er desværre først nu her i de senere år at jeg har forstået hvad de betyder." Sagde han og kiggede lige ud i luften og så på mig. Jeg smilede og tog så min pung op.

"Jeg betaler." Sagde jeg og tog penge op af pungen og vinkede tjeneren hen til os.

"Hvorfor? Jeg sagde jo at jeg gav." Sagde Dennis helt forvirret, jeg nikkede.

"Ja, men du skal ikke betale for det her, sådan en dejlig snak skal du ikke betale for, så det kan være på din regning en anden god gang." Sagde jeg og rejste mig fra bordet.

"Så håber jeg også at du vil ringe til mig en anden god gang." Sagde han og pegede på min mobil, jeg grinede lidt og nikkede så.

"Selvfølgelig skal jeg det." Sagde jeg og betalte for teen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...