Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3098Visninger
AA

28. En familie

"Hvad med hendes små ører...de kan jo blive klemt....eller hvad nu hvis hun bliver kvalt i dynen...eller hvis hun bliver skræmt af bamsen...jeg må hellere købe en ny så..."

"Slap nu af Clara...hun skal nok klare den, hun er en hård negl!" Sagde Nikolaj og grinede mens han prøvede at samle den lille tremmeseng. Jeg stod med hende i min favn og vuggede hende lige så stille. Det var snart over en måned siden at jeg havde født hende og hun kunne allerede smile og holde sin øjne vidt åbne og jeg lavede ikke andet end at betragte hende hele døgnet.

"Hvornår var det at Andreas og Julie kom her over?" Spurgte min mor mens hun sad og kiggede lidt i et boligkatalog. Jeg trak på skuldrene og kiggede over på klokken.

"De burde være her når som helst, deres tog landede jo ved perronnen klokken 1." Sagde jeg og nussede hende på næsen. I det samme blev det banket på døren, min mor for op af stolen og styrtede ud til døren.

"Andreas!" Kunne jeg høre min mor sige, jeg kunne høre dem alle tre grine. Jeg åndede nervøt ud.

"Nå, lad os se den lille blomst!" Sagde Julie. Hun gik ind i det lille værelse og lyste op i et stort smil. Jeg lagde den lille ordentligt i min favn og Julie kiggede lysende på hende.

"Hun er virkelig smuk!" Sagde hun og smilede til mig mens hun nussede den lille på kinderne. Jeg nikkede.

"Hun er min." Sagde jeg og kiggede på hende og jeg følte at jeg virkelig mente det. Julie grinede og smed så jakke og jeg kunne straks se at hun var forandret.

"Men..din mave Julie!" Sagde min mor, Julie grinede lidt.

"Tjaaa, det er endelig lykkedes, det var det jeg gerne ville have fortalt dig for længe siden Clara, men jeg skulle hurtigt til lægen jo...og så glemte jeg det fuldstændigt, plus alt det med julen og sådan." Sagde hun og kløede sig i håret. Jeg nikkede.

"Men jeg troede at du ikke..."

"Det var jeg også ved at tro til sidst, det var også derfor jeg var så meget til lægen og fik alle de breve, det var fordi jeg blev undersøgt og lige inden jeg skulle til den sidste behandling, så følte jeg mig sært til mode og tog så en test. Og som du kan se, var det et dejligt resultat." Sagde hun, Andreas nikkede og gik hen og kyssede hende på kinden.

"Så bliver vi en rigtig lykkelig familie." Sagde min mor og gik hen og nussede mig på armen. Vi nikkede alle sammen.

"Med eller uden far." Sagde jeg og smilede, min mor nikkede. Hun havde sendt skilsmissepapirene for lidt siden og det ville blive officielt ugen efter.

"Hvad skal den lille egentlig hedde?" Spurgte Julie, jeg sukkede og kiggede hen på Nikolaj.

"Nikolaj vil gerne have navnet Emely, men jeg helder mest til Jenny."

"Og jeg synes at hun ligner en Mia, men de unge gider absolut ikke lytte til mig." Sagde min mor, vi havde allerede snakket om det navn milliarder af gange. Og det ville aldrig nogensinde komme til at ske at mit barn skulle hedde Mia!

"Ej, det er sødt, hun ligner også en Mia." Sagde Julie og nussede hende på kinden mens hendes lille hånd greb fat om hendes lillefinger. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg vil bare ikke have et barn der hedder Mia, det havde jeg ligesom ikke regnet med i mine planer." Sagde jeg, Andreas grinede lidt.

"Var hun overhovedet med i dine planer?" Sagde han drillende. Jeg kiggede på ham og blev irriteret, selvfølgelig var den lille engel en del af mine planer, selvfølgelig kunne hun godt have ventet med at komme nu, men igen det var jo på en måde mit ejet valg, jeg kunne have ladet vær at drikke mig banke stiv, så jeg ville ende i min seng sammen med Nikolaj. Men så var det smukkest væsen aldrig blevet skabt. Så jeg kiggede først smilende over på Nikolaj og så ned på min lille engel og så op på Andreas.

"Hun var ikke et tilfælde, hun har altid haft en planer i mine planer...og jeg fortryder intet omkring hende. Hun er mit livs lykkeligste punkt." Sagde jeg og følte at alt var ligemeget bare jeg var sammen med min lille engel.

 

 

Slut :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...