Defying gravity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2012
  • Opdateret: 14 mar. 2013
  • Status: Færdig
Clara har altid været den smukke og populære pige i hele sin klasse, det er jo nærmest den bedste lykke, hun lever godt, bor sammen med sine forældre, har den flotteste og bedste kæreste i hele verden og kan altid finde støtte i sin bedste ven Nikolaj, men lykken må jo stoppe en dag, for det gør den den dag Clara får at vide at hun er......
Gravid.
Clara kan ikke huske noget om at have været sammen med nogen, hun regner med at faren nok er hendes kæreste Christian... men passer det?

11Likes
17Kommentarer
3137Visninger
AA

25. 2 uger

"Læg dig nu ned!" Sagde Nikolajs mor til mig. Jeg sukkede let og rystede så på hovedet.

"Jeg behøver ikke at blive mega doven bare fordi at jeg er gravid, og så kan jeg ikke klare at se dig gøre det hele mens jeg ligger her og dovner tv hele dagen, jeg vil ikke være til besvær så jeg vil meget gerne hjælpe." Sagde jeg til hende mens jeg tømte opvaskemaskinen. Hun sukkede bare sødt af mig og klamte så min skulder og gik hen og satte sig ved spisebordet med dagens avis. Min mave var på sit største lige nu. Den kunne vel snart ikke vokse mere....kunne den? Jeg var dog mest sur over de grimme strækmærker der var tittet frem ved maven. Min termin var også om 2 uger, så jeg burde egentlig være forberedt når som helst, men jeg havde bare ikke fornemmelsen af at det ville ske lige med det samme.

"Prøv at tænk hvis den lille kommer til jul? Det ville da være hyggeligt, ikke?" Spurgte Nikolajs mor, jeg smilede lidt ved tanken om at sidde med Nikolaj og jegs lille baby juleaften sammen med hans familie.

"Ja, det kunne det." Sagde jeg lidt i mine egne tanker. Nikolajs mor havde allerede købt en tremmeseng som hun havde sat ind på deres kontor, hun troede at jeg ville blive boende i længere tid endnu, men jeg turde ikke at indrømme at jeg havde kigget på lejligheder inde i byen, det behøvede ikke at være det helt store, men det skulle bare være fint nok til mig og den lille. Jeg kunne ikke blive boende her, jeg var nød til at finde mit ejet sted. Jeg kiggede ud på det triste grå vejr der fyldte hele haven.

"Jeg håber sådan at der kommer sne.. det ville være så hyggeligt." Sagde hun og smilede. Jeg smilede også og tænkte på den hvide og kulde, men smukke sne der ville falde ned over hele landet snart. Jeg gik ud i gangen og tog overtøj på og gik ud af døren.

 

Jeg gik igennem skoven og hele vejen ud til starten af de store marker der lå i udkanten af byen. Der duftede så fint af korn.... selv om der ikke var noget som helst form for korn nogle steder på den store mark. Jeg indåndede duften helt ned til maven. Jeg kunne mærke at min mave gav et bumb, jeg grinede lidt og kiggede ned på maven.

"Det er korn min skat, det er en duft du komme til at kende meget til." Sagde jeg og aede min mave. Et til bumb kom fra maven. Jeg smilede skævt og sukkede så... jeg kiggede ud over marken og forestillede mig mig selv i fremtiden.

Jeg sad på en lille bænk og kiggede på legepladsen hvor en lille lyshåret pige sad og legede med nogle af de andre børn. Hun var noget helt særligt den her lille pige... og jeg vidste godt hvad det var, men det var ikke på grund af hendes utroligt smukke ydre, eller hendes vidunderlige latter, hendes små buttede røde kinder eller hendes formidable stemme der havde den smukkeste klang, nej det var fordi at hun var MIN! Min lille pige, min lille dejlige pige som jeg boede i en lejlighed inde i byen med, sammen med Nikolaj, jeg tænkte på hvordan jeg hver dag glædede mig til at hente hende fra børnehaven og høre om hvordan alle havde leget så godt med hende, hvordan hun ville fortælle Nikolaj og jeg om alt mellem himmel og jord så vi sad og betragtede vores vidunderlige skabning. Jeg forestillede mig at se hende starte i skole og se hvordan hun var en af de klogeste i hele klassen, forestillede hvordan Nikolaj og jeg levede i et vidunderligt liv, at vi blev gift, fik flere børn og bare levede lykkeligt.

Men jeg forestillede også at det kunne være omvendt, hvordan jeg sad og ikke orkede noget som helst henne på den bænk ved legepladsen og se hende slås med alle de andre børn og ikke orke at stoppe det fordi vi så ville ende med at skrige af hinanden, og frygte at komme hjem til et telefonopkald fra børnehaven der sagde at vi skulle have et møde om hendes opførsel igen, skændes med hende. Og Være på renden til et sammenbrud hvornår det skulle være fordi jeg boede alene i en skodlejlighed med mit ustyrlige barn. Høre hende svine mig til og græde hver dag, se hende dumpe til alt i skolen og aldrig nogensinde få hjælp fra nogen.

Ja jeg forestillede mig alle de ting og kun fordi at jeg var bange....jeg var rædselslagen....Hvad nu hvis hun endte med at være noget af det værste i hele verden og jeg til sidst fik taget hende fra mig...eller hvis hun bare var noget af det sødeste jeg nogensinde havde set? Og hvad med Nikolaj? Ville han være med i det hele eller ville han droppe mig lige så snart jeg havde født hende?.... Ja...jeg var bange for det hele....for jeg havde ikke tænkt særligt meget af det hele igennem. Så jeg var pænt presset...for hvad skulle jeg gøre? Jeg vidste jo ikke en skid om noget som helst om at være mor....og jeg kunne vel ikke lære det hele på 2 uger? Jeg prustede træt ud og kiggede så ud over marken... jeg havde sgu ikke særligt meget held i livet nu hvor jeg tænkte bedere over det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...