Når vinden blæser.

Kate og Frederikke er lykkelige sammen. De er hinandens største kærlighed. Men i en verden er diskrimination, had og foragt mod næsten alt, der er anderledes, kan kærlighed føre til had - og had til død. Hvordan reagere Frederikke og Kate, når de opdager, at der en stikker i blandt dem?

3Likes
6Kommentarer
887Visninger
AA

2. Stikkeren.

Det er lørdag. Forårssolen skinner ind af vinduet og rammer mig i øjnene. Jeg stønner irriteret og putter dynen over hovedet. Kate skubber til min højre side. Jeg lander hårdt med et bump på gulvet. Jeg kigger irriteret og træt op på hende, da hun stikker hovedet ud over senge kanten. Hun smiler blot og hopper ned på mig.

”Godmorgen smukke!” Griner hun og kysser på mig kinden. Jeg stønner igen og trækker dynen endnu mere over hovedet. Kate fniser, giver mig et lille dask på skulderen og går ud i køkkenet for at lave morgenmad.

Jeg ligger stadig på gulvet, da morgenmaden er færdig. Kate står og kigger utålmodigt på mig. Jeg mærker hendes utålmodighed og rejser mig ufrivilligt op fra gulvet. Jeg kaster dynen op på sengen, og mens jeg bevæger mig med meget langsomme skridt ud mod køkkenet, gnider jeg søvnen ud af øjnene. Kate har lavet pandekager. Duften danser ballet med min lugtesans. Jeg svæver blidt over jorden – føles det som – og lander yndigt på stolen. Kate himler med øjnene og smækker en pandekage op på min tallerken. Vi spiser ikke i stilhed om morgenen. Vi snakker om, hvad vi skal nå i dag. Pludselig bliver Kate meget seriøs. Hun tager min hånd og kigger mig dybt ind i øjnene. Jeg stopper med at spise og kigger på hende.

”Frederikke, du ved jo, at vi blev accepteret til adoption for noget tid siden. Men jeg har lige fået et brev fra kommunen, som havde snakket med en eller anden vigtig mand om, at et barn ikke ville være sikkert sammen med os på grund af den diskrimination, vi oplever, så vi får ikke vores barn.” Hun får tårer i øjnene og kigger ned i bordet. Jeg sidder med åben mund og kan ikke sige et ord. Hvordan fuck fandt de ud af, at vi var udsat for diskrimination? Jeg rejser mig hurtigt op og stormer ind på soveværelset. Skabet bliver flået op og et par bukser og en trøje kaster over på sengen. Jeg skifter meget hurtigt – i vrede. Jeg tager et par strømper på og kæmper hårdt med mine sko. Jeg græder, jeg kan mærke tårerne. Jeg skriger, råber, svovler og bander. Kate kommer ud, da jeg er ved at binde min sko. Min hæl vil ikke ned i den. Jeg skriger over den forbandede hæl og de dumme sko. Kate griber fat om mine skuldre og presser mig ned på gulvet. Hun råber til mig, at jeg skal slappe af. Jeg græder igen. Sammen med Kate. Vi sidder og krammer i entreen, mens tårerne drypper stille ned på vores trøjer fra vores drivvåde kinder.

Jeg forstår det stadig ikke. Kun Kate og jeg ved, at vi er udsat for alt det her. Hvem skulle have fortalt dem det? Kate er lige så overrasket og ked af det som jeg selv, så det kan umuligt være hende. Jeg ved det! Den lille, irriterende stikker. Jeg smadrer hende. Jeg stormer ud i gangen, mens Kate ser forskrækket på mig fra stuebordet. Jeg råber, at jeg lige skal ud og have gjort noget. Kate nikker forsigtigt med et bange blink i øjnene. Jeg stormer ned af trapperne. Det føles som om, jeg kommer ned på ingen tid. Mine øjne skyder lyn, og mit hoved koger næsten over.

Jeg flår døren op, stormer ind uden at sige noget som helst og går direkte hen til hende. Hvordan kunne hun gøre det?!

”Din lille, irriterende stikker! Du er da noget af det værste, klammeste, mest forfærdelige mennesker, der nogensinde kunne have betrådt den her planet!” Jeg stirrer hende lige ind i øjnene, hvæser af hende.

”Jamen, skat. Det var for jeres og barnets eget bedste! Du må da kunne se, at det ikke er sikkert for et barn at vokse op i sådan et miljø!” Min mor kigger på mig med store øjne. Det skal hun sgu da ikke blande sig i! Jeg er så tæt på at slå hende. Jeg kigger mig hurtigt omkring og går hen til stuebordet. Jeg slår min hånd hårdt ned i den. Min hånd siger et knæk, og alt på bordet ryster. Jeg skriger, bander og svovler. Hun har rejst sig op og er kommet hen bag min ryg. Hun krammer mig bagfra. Stryger mig i håret og kysser mig på øret. Jeg græder. Jeg falder ned på knæ og græder. Hun holder om mig, trøster mig og kysser mig på hovedet. Fortæller mig at alt nok skal blive godt igen. Mine tanker drejer rundt, som var de i en tørretumbler. Hvordan skal noget som helst blive godt igen? Det barn skulle have været lyspunktet i vores hverdag. Grunden til at vi hver dag skulle stå op og være glade. Nu har vi intet andet end hinanden at vågne op til, og det hjælper os ikke igennem dagen.

Kate er, for at sige det pænt, pisse sur. Hun vil ikke tale med mine forældre, heller ikke engang min far selvom han intet havde med dette og gøre. Hendes øjne har mistet den livsglæde, den livslyst der altid har fået mig til at smile. Hendes ansigt er blevet blegt. Hun er her ikke. Måske i fysiskforstand, men psykisk er hun væk. Hun blæste væk med én vind. Som de flotte, brune, røde og gule efterårsblade i den stille vind. Hun er væk, langt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...