Når vinden blæser.

Kate og Frederikke er lykkelige sammen. De er hinandens største kærlighed. Men i en verden er diskrimination, had og foragt mod næsten alt, der er anderledes, kan kærlighed føre til had - og had til død. Hvordan reagere Frederikke og Kate, når de opdager, at der en stikker i blandt dem?

3Likes
6Kommentarer
951Visninger
AA

1. Frikadeller, tilråb og varm kakao.

Åh, hvor jeg dog elsker duften af frikadeller. Den sniger sig op i min næse og kæler med min lugtesans. Også når det er Kates frikadeller, er duften af hende også med i det. Det er en perfekt blanding. Hendes hofter kører blidt fra side til side, hver gang hun tager et skridt. De leger med mine øjne. Hun knipser foran mit hoved. Jeg får et lille chok, og hun griner. Hvor jeg dog elsker det grin.

Vi spiser i stilhed. Ikke den akavede slags, men den flirtende. Den der hele tiden bringer os tættere på hinanden, indtil vi mødes i et kys indover maden. Jeg elsker den stilhed. Det er den eneste stilhed, jeg vil opleve, og jeg vil kun opleve den med Kate og hendes svingende hofter.

Jeg elsker så meget i den her verden sammen med Kate. Bare i vores lejlighed kan jeg nævne flere hundrede ting, jeg aldrig ville kunne undvære, nu når jeg har oplevet dem. Hendes shampoo, hendes duft, billederne af hende, det dejlige, blide mørke der nusser med os om natten. Jeg kunne blive ved, men Kate hader, når jeg snakker om det. Hun siger, at jeg tænker for meget over små ting. Men hvordan kan man lade være? Kate har jo så mange små, skønne detaljer overalt. Ikke mindst på hende selv.

Jeg kysser hende på kinden. Jeg skal ned og handle, og jeg er den af os, der bedst kan klare det, der ofte bliver råbt. Vi kom i avisen på et tidspunkt, fordi vi har adopteret. Det skulle vi aldrig have meldt ud. Der er intet, der ikke kan ske, når en af os går gennem byen nu.

I dag går det nemt. Kun tilråb møder mig på vejen. Inde i butikken går folk en ekstra stor bue omkring mig, men jeg ignorerer det – selvom det er svært. Kassedamen værdier mig ikke ét blik, heller ikke da hun skal spørge, om jeg vil have bonen med. Kælling. Jeg trækker hætten op over mit hoved, det er begyndt at regne. Gaden er forladt – jeg ved ikke, om det skyldes regnen eller min tilstedekomst. Der står en stor gruppe unge fyre. De er omkring de 19-20. Jeg tænker, allerede 200 meter fra dem, om jeg skal gå igennem dem, som havde jeg ikke opdaget dem, gå over på det andet fortov eller gå udenom dem. Jeg dropper den med at gå igennem dem. Det vil nok bare provokere dem. Jeg kan ikke nå over på det andet fortov, inden jeg når hen til dem. Trafikken er for tæt. Jeg må gå udenom dem. Jeg må beregne en stor nok bue til, at de ikke kan nå mig med andet end ord. Jeg mærket nervøsiteten. De kigger på mig. Jeg ved, hvad de tænker. Det samme som alle andre. De vender sig om, da jeg går tæt på dem. Jeg kigger ikke op. Holder blikket ved fortovets grå fliser. Jeg er ved at tude. Jeg snøfter let, da jeg er nået forbi dem. De rørte mig ikke. Jeg folder hænderne og takker for en dag uden at have fået noget i hovedet.

Jeg græder ud ved Kate. Hendes arme føles som et sikkert slot, hvor der intet er at frygte. Hendes øjne er så fulde af had, at jeg bliver skræmt lidt ved synet. Hun kysser mig på hovedet. Kører stille sin hånd op og ned af min arm. Jeg snøfter lidt og sætter mig så ret op. Hun tager fat i min hage, smiler og kysser mig. Jeg går ind i soveværelset og tager noget tørt tøj på. Jeg kan høre, at Kate laver kakao ude i køkkenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...