Kærlighedsskyggen

Historien handler om en skygge ved navn Alice. Alice tilhører ingen person, hun er 100% en levende skygge, som er blevet forelsket i en fyr, der løber hver aften forbi en legeplads. En dag opdager han endelig Alices sorte skygge, som gynger. Hvad vil der ske? Vil Alice få et kys?
Eller vil Mads blive skræmt væk?
Vil Alices skygge nogensinde forsvinde?

9Likes
1Kommentarer
995Visninger
AA

1. Se mig!

Hvert et liv har en sjæl, hver en sjæl har en skygge, men hvad nu hvis en … en skygge bevægede sig uden at tilhøre nogen? Ville den så overhovedet blive set? Hørt?
 

En gynges skygge bevægede sig en lille smule, en fod graver i stene og skriver; ”I miss you”.
Derefter bliver det smuldret ud ad en fod… En sort fod. Gyngen kommer højre op i luften, og begynder at få en fin rytme, man kunne se en piges skygge i jorden fra måneskindet. Pigen havde hestehale, den fløj i luften. Ville nogen lægge mærke til pigen?
Kroppen kunne ikke ses, der var kun en piges skygge til stede. Kan man overhovedet kalde det en pige, hvis der er ingen der er knyttet til skyggen?
Skyggen begyndte at høre nogle trin. Det var ham! Ham, hun ventede på. Hun gyngede videre, og lod som om hun ikke vidste at han ville komme, men hun kunne ikke ignorer dunken i hendes bryst.
En 20årig yngre mand, løb en aftentur klokken 23:07. Mørket var lagt over himlen, der var en dejlig sommerbrise, og drengens shorts blæste i den lette brise. Månen skinnede klart, og stjerne lyste. Han løb forbi en legeplads, som altid var den fuldkommen tom. Han stopper op for at binde sine sko, og kigger mod gyngestativet. Gyngen bevægede sig, som om nogen lige var hoppet af den. Drengen rettede sig op og kiggede rund omkring, men kunne ingen se. Lyster på bygningen var ved at gå ud, den var virkelig svag, og han kunne knap nok se sine egne snørebånd, også selvom månen lyste så klart, var der kun et utydeligt omrids af hans snørebånd.
”Er her nogen?!” Råbte han. Intet svar, kun bladenes raslen var det eneste drengen fik som svar.. Den unge mand rystede på hovedet, og begyndte at lunte videre.
Skygge-pigen hoppede af gyngen, luntede hen over sandkassen, og kravlede op på taget. Hun kendte alt til denne legeplads.
Han rundede kanten af bygningen, i det kunne manden høre en pige fnise.
Skyggen morede sig over at se manden så forvirret, og undrende. Han blev ved med at spørger om der var nogen, men skyggen fniste videre, og svævede ned ad bygningen, listede bag drengens ryg, og hviskede ham i øret; ”Hej,” efterfulgt en fnisen.
Manden vendte sig om, men han så intet, kun hans egen skygge? Eller vent, det er ikke hans skygge. Manden kiggede sært på pige skyggen, eller han ville mene det var en pige, eftersom hun havde en timeglasform. Den form kunne umuligt tilhøre en mands, og han mente også det var en piges stemme.
”Øh, hej..” Mandens stemme var usikker, men ikke rystende, han ville ikke vise sin skræk. Han rakte hånden ud, og pigen gav ham hånden. Manden fik gåsehud, han gav hurtigt slip, men det gjorde skyggen ikke, og manden svingede sin arm, mens skyggen bare fulgte med, og grinte helt vildt. ”Slip mig så! Slip mig så!” Råbte han. ”Det er ikke sjovt!” Det løb koldt ned ad ryggen på manden, men efter det, var hans gåsehud forsvundet. Pigen holdt stadig, og lå nærmest skråt ned ad, med sin ene hånd under hagen, ligesom om hun støttede sig ad et bord, i en kedelig time.
”Mit navn er Alice. Det er ikke tit at folk komme forbi på denne tid af dagen, eller natten..” Det var ikke til at sige om hun smilte, det eneste man kunne se, var at hun havde en lårkort sommer kjole, hestehale, med noget hår hængende langs siden, og hun havde en ørering, man kunne lige skimte den, det lignede et halvt hjerte.
”Mit navn er Mads, og jeg plejer at løbe forbi her på min aftentur.” Der var ingen tvivl, dette var en skygge, og Mads kunne ikke forstå hvordan dette var muligt. Han var ikke skræmt, men i hvert fald i chok, og hendes hånd var kold som is.
”Det da pudsigt, det er jeg også.. Du lagde endelig mærke til mig!” Alice lød glad, og satte sine ben langsomt på jorden.
”Har du set mig før?” Mads rynkede panden.
”Ja, du kommer forbi hver tirsdag, og torsdag. Tage du andre ruter, siden du ikke giver mig lov til at se dig…?” Alice lød trist og skuffet.
”Nej, nej!” Svarede Mads pludseligt, som om han havde glemt en date. ”Du er bare ikke så iøjnefaldende.” Svarede han smilene, som om det var et godt svar.
”Jeg vidste det, du syntes jeg er hæslig!” Alice lavede falske tude lyde, og gav slip på hans hånd. I alt den tid havde de holdt i hånd. Hun tog sig til øjnene, lavede hulke lyde, og lod som om hun tørrede sine tårer.

Mads sukkede, og vendte øjne. ”Vi ses, på torsdag.” Han begyndte at lunte, dog den vej han kom fra, han ville hjem.

Alice fjernede sine hænder fra øjnene, og så at han var væk, hun drejede en halvomgang.
”Hey, vent!” Råbte Alice. ”Du møder en sød skygge, og så går du bare..? Lover du mig at du kommer, i morgen?!”
”Ja, ja.” Svarede han, som om han slet ikke lyttede.

Alice faldt på knæ… Han kommer ikke, tænkte hun. Han vil aldrig komme igen. På jorden faldt der nogle sorte dråber, som stille forsvandt igen. Var det tåre?

 

Mads var kommet hjem, og lagde sine nøgler på bordet i gangen, efter et kvarters læggen i sengen, bankede hans hjerte stadig. Først troede han det var på grund af pulsen stig, på hans løbetur, men nu hvor han tænkte over det, kunne han ikke lade vær med at se Alice for sig, og prøvede at forstille sig, hvordan hun så ud, hvis hun ikke bare var en skygge...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...