Hvem er jeg?

Den 24. Oktober var den dato hvor Alexandra blev født, og datoen på den dag hvor hun forsøgte at begå selvmord. Her følger vi hendes hårde dage, og hvordan det egentlig udviklede sig til det. Livet ar hårdt og i dag bliver flere tusinde unge "påvirket" til at begå selvmord...

2Likes
1Kommentarer
467Visninger
AA

3. Søndag D. 17. Oktober 2010

Kære Dagbog...

Måske er jeg ved at blive paranoid... eller også fik jeg et seriøst blackout. Jeg tror ikke jeg er i stand til at klare mere, selv i weekenderne har jeg ikke ro. Jeg har ikke brug for hjælp, ikke til at bekæmpe mine plager, men til at komme tilbage til virkeligheden. Igen, blev jeg overset og skubbet væk fra hvem jeg var før. Jeg vil bare ikke i skole i morgen, for jeg ved at jeg skal være offer for endnu en dag.
Selv små fucking syvårige børn smider sten efter mig, og kalder mig lesbisk, fordi jeg går med makeup, og i nederdel med nylonstrømper. 
Måske ville jeg passe ind hvis jeg gik i bukser med vildt meget hængerøv og havde kort hår med alt for meget voks, så jeg ville ligne et pindsvin...

Nej..... nej, nej, nej.... jeg kan ikke se mig selv sådan. Aldrig i livet om jeg skulle ende som en eller anden rapper-wannabe. Ingen er ens, men ingen forstår det. I andres øjne er jeg.... en gotisk-emo-luder-type/vampyr... -.-' (Det lyder faktisk åndsvagt hvis man siger det til sig selv...) -.-'
Men for  helvede altså... hvad sker der for verden? Skal man være ligesom andre før man bliver holdt af.. (eller i mit tilfælde bare lagt mærke til)
Normalt, plejer jeg at kunne overse verden og de mange forskellige meninger der er på den, men efter som jeg nu er blevet offer for dem... så ved jeg ikke hvad der skete med hende. 

Der er bare ingen der forstår mig, jeg vil leve som om jeg har smidt alt omkring mig, ud til alle sider, og være ligeglad med hvem der rynker på næsen, eller skærer ansigt. og... sådan var det også i begyndelsen. det var ikke min mening at miste den ligegyldige, glade person jeg engang var, men alt hvad jeg gør nu, bliver nærmest skrevet ned, hvert et åndedræt, hvert et hjerteslag.. selv en hver tanke der passerer min underbevidsthed... Hvorfor bliver jeg ikke bare indlagt på en lukket afdeling på et sygehus, langt væk fra denne verden?

Jeg begynder faktisk er overveje muligheden om at løbe hjemmefra, eller at bare bide smerten i mig og smile sødt for hvert hårde ord som hamre mod mig. Jeg tvivler bare stærkt på at jeg når særlig langt før nogen ser mig, og sladre til min familie, som måske vil sende en hundepatrulje ud for at finde mig... først dér, vil jeg betyde noget for dem.

Det er dog ikke den eneste mulighed jeg har.......

A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...