Hvem er jeg?

Den 24. Oktober var den dato hvor Alexandra blev født, og datoen på den dag hvor hun forsøgte at begå selvmord. Her følger vi hendes hårde dage, og hvordan det egentlig udviklede sig til det. Livet ar hårdt og i dag bliver flere tusinde unge "påvirket" til at begå selvmord...

2Likes
1Kommentarer
498Visninger
AA

1. Fredag D. 15. Oktober 2010

Kære Dagbog...

Jeg er ked af at jeg ikke har fået skrevet i lang tid, for skolen har... eller faktisk hele mit liv har været lort. Sminkedåserne fra min klasse er begyndt at forfølge mig igen, og de har intet positivt at sige til nogen. Lærerene er bange for at sige noget til dem, fordi deres fædre ejer store firmaer, og har en masse penge og kan ved lethed få dem fyrret. Jeg har længe overvejet af slå igen, for det er snart tredje år i træk, hvor de har generet mig. I dag - for eksempel - tog de min gamle, halvslidte   skitsebog, og rev alle siderne ud, hvorefter de bredte dem ud over hele klasselokalet. Jeg måtte bruge næsten en halv time at min frihed efter skole, for at samle dem alle sammen igen.
Det er sjovt at ingen tager sig af det. De lader bare tingene ske, også selvom de ser det hele. Det er ikke i orden hvis det er andre det går ud over... min med mig? Ingenting sker, også selvom jeg skriger af mine lungers fulde kraft, eller prøver at slå igen. Det er som om alle har vendt mig ryggen. der er ingen der kan se den smerte jeg bliver udsat for hver dag.

Måske skulle jeg stille et spejl foran dem, og vise dem, hvor godt de egentlig har det i forhold til mig..

Min familie forstår mig ikke, og de tvinger mig til at gå til psykolog fordi jeg åbenbart har nogle 'problemer' som der åbenbart skal findes en løsning på.  Jeg har heller aldrig fået noget ud af de snart tre måneder der er gået siden sidst jeg skrev. Jeg har faktisk også forandret mig siden sidst, for jeg er begyndt at hade mig selv en del. Kan du huske det lange glatte, mørkebrune hår jeg engang havde? Og den varme kulør jeg havde efter ferien, som jeg så gerne ville bevare? Jeg kan ikke sige andet end den del af mig er forsvundet. Mit hår er farvet helt platinblond, og min varme farve er forsvundet. Jeg pakker mig ind i sort, med en helvedes masse eyeliner og fandens meget sort tøj. Jeg prøver at være voksen og kold, men indeni er jeg... en tom skald. Så når den hårde kugle er væk, og alle paraderne er lagt ned, og jeg sidder på mit værelse, enten med noget skarpt faretruende tæt mod mit håndled, eller tegner små broken-hearts... så føler jeg mig som om jeg er syv år igen.
Men jeg ved at verden går videre, dog kan jeg ikke så mig selv til sådan rigtigt at tro på det endnu. Det er en lang, intensiv kamp med mit mentale jeg. Nogen gange er jeg bange for at jeg er alene i verden, for ingen hører på mig, hverken min klasselærer eller mine nærmeste. Selv min veninde, som betyder så latterligt meget for mig, kan ofte ikke forstå hvad jeg hentyder til når jeg er ked af det.

Det var ikke meningen at det skulle foregå sådan her. Det skulle slet ikke have sket men min skæbne vil åbenbart trække mig gennem dette helvede. Jeg har været der før, og jeg aner ikke hvorfor jeg skal gennem det igen. Hvad har jeg dog gjort siden jeg skal opleve dette to fucking gange nu? Måske skulle jeg bare droppe ud af skolen, løbe væk og lægge mig til at dø ved et vandløb. Der alligevel ikke nogen der vil savne mig, jeg er bare en ting som er til for at folk har noget at brokke sig over. Jeg ser selvfølgelig verden fra min side, og nogle gange ønsker jeg virkelig at have en at snakke med om det, men jeg ved allerede, at min chance er spildt, og at mine bønner ikke er hørt af nogen. Det har altid været mig, som ingen har hørt på.
SELV MIT KÆLEDYR HAR STØRRE BETYDNING!!!!

'Emo-luderen' som de kalder mig nu i min klasse. jeg vil helst ikke kendes som emo, for teknisk set, udtrykker jeg mig kun på mit udseende. Der er bare ingen som kender til min indre længere. og måske er det derfor de misforstår mig.. Men jeg her ikke engang lyst til at tænke over det nu. Fuck My Life...
Måske hører jeg ikke til her. De forbandede tøser går mig på nerverne, og min familie gider ikke høre på mig længere. Nu er jeg officielt udstødt og hadet at alle i denne her fucking verden. Hvorfor har jeg ikke lov til at være i fred? At være den jeg altid har været? Jeg ønsker bare svar på mine mange spørgsmål.....

A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...