Unexpected Love! 1D

Rose Davis, en 18 årig pige, fra byen Mullingar i Irland. Rose er en meget energisk person, hvilket hendes bedste ven også er Niall Horan. Rose og Niall har altid haft et bror-søster forhold til hinanden, og støtter hinanden i alt! Og det ændre sig heller ikke da Niall vælger at stille op i X factor, og bliver en del af One Direction. Niall og de andre drenge har været på besøg hos Niall's familie, et par gange og Rose har da også hilst på dem. Men da det kræver meget tid at være verdenskendt, ser Niall og Rose ikke meget til hinanden, selvom de har lovet hinanden at ringe hver dag. En dag, bliver Rose og hendes familie, inviteret over til Niall's familie, men Rose gider ikke med når Niall ikke er der, men hun bliver overrasket da hun kommer derover. *Det er KUN Glambert-Directioner! der skriver, KathrineAhrenfeldt hjælper bare med idéer osv.* OBS! Anstødeligt sprogbrug og voldsomme scener kan opstå!

6Likes
4Kommentarer
886Visninger
AA

2. It's just not the same...

'It's time to get up in the morning, in the morning, morning!' Den genkendelige tone af Nialls stemme skar igennem luften, jeg blev altid glad når jeg hørte den, han havde selv indspillet den personligt dagen inden han tog afsted. Det var vidst nok en de havde sunget den første nat de havde tilbragt sammen, altså ham og hans band.

Jeg svang hurtigt benene udover sengen og gik hen til mit walk in closet, jeg stod derinde et par minutter før jeg kiggede ud for at se hvor koldt det var, jeg ved godt man ikke kan se hvor koldt det er ved at kigge ud men det kunne jeg, you know, ninjapowers.

Hahaha weird tankegang i know, du ved weirdoness. Er der overhovedet noget der hedder det? Fuck it, nu er der!

Anyway jeg fandt noget tøj, højtaljet sorte bukser og en løs turkis skjorte indeni bukserne, så den puffer you know.

Har jeg sagt jeg har en kærlighed for højtaljet bukser? Ikke? Så ved i det nu.

Jeg trak tøjet på, og gik hen til mit spejl. Kender i den følelse hvor man har sovet og så går man hen til sit spejl, og man ved man ligner røv, men alligevel bliver man så forskrækket at man springer op i luften gennem taget og ud i universet, det skete (uheldigvis) ikke, men jeg blev bange!

Jeg lignede noget katten havde taget med ind, fornærmelse mod katte. Jeg redte mit hår og lagde en naturlig make-up, engang gik jeg med overdrevet meget make-up men så sagde Niall jeg var kønnere uden, den mere naturlige make-up var vores kompromis.

Hold kæft jeg savnede den dreng, kender i den følelse at man føler sig helt tom indeni? Sådan har jeg det efter Niall rejste. Jeg gik nedenunder tog en masse mad og løb ud til bussen, another day in hell. Efter en alt for lang dag på designerskolen skulle jeg hjem, ikke fordi jeg ikke elskede at gå på designerskolen, det var bare ikke det samme når man vidste at man ikke bare kunne tage over til Niall efter skole, eller jo det kunne jeg godt det ville bare være akavet at komme stormende ind i huset og at Niall forældre så bare står og glor på en som om man er sindsyg. Selvom jeg måske er lidt sindssyg, hmmm..

Jeg traskede ind i vores hus, smed min taske over i hjørnet med et bump, og gik ind i stuen. Jeg valgte at trække det gamle fotoalbum frem og kigge lidt i det, det havde jeg ikke gjort i hundrede år! Jeg lod mine fingre kører over albummets ryg hvor der indgraveret stod '1998' jeg åbnede albummet og kiggede på den første side det var fra den 1. Januar, jeg kunne tydeligt huske det, mig og Nialls familie gik og ryddede op efter festen aftnen inden.

"Nej Niall stop!!" skreg jeg og løb hen til min mor.

"Moar Niall driller!"

"Nej jeg gør ej!"

"Børn hjælp nu med at rydde op, istedet for at rode mere"

"okay" sagde Niall og jeg i kor. Vi gjorde rent i ca. 5 minutter, og kunne så ikke holde koncentrationen og begyndte at fjolle rundt igen.

"Så er der kage!" råbte Maura, mmmh kage.

Niall og jeg havde en lille kamp hen til køkkenet, vi vil have kage, vi vil have kage!

Vi fik vores dejlige chokomums kage, det var Niall og jeg der havde døbt den det, for den var mums og det var en chokoladekage.

Vi gik ud i haven og spiste mens vi gyngede, vi grinede.

Livet var så let dengang, ingen bekymringer, og Niall var altid lige ved siden af.

Suk.

Jeg klappede albummet sammen og satte det på plads, jeg traskede op ad trappen og ind på mit værelse.

Jeg satte noget musik på, og skruede monsterhøjt op for min spotify playliste.

Introen til C'mon C'mon med Niall Og One Direction strømmede ud af mine højtalere.

"The one that i came with, she had to go.

But you looked amazing, standing alone"

Jeg sang med på starten, som jeg havde hørt var Zayn der sang, knægten kunne synge!

Jeg skruede ned for musikken og satte mig hen til mit skrivebord hvor det flød med tegninger af kjoler og jeg ved ikke hvad.

Jeg skubbede det til siden, men der var en tegning der stoppede mit skubberi, jeg tog den langsomt op, og nærstuderede den, det var en kjole der var lang bagpå og kortere foran, den var blevet farvet med mine nice farver jeg havde fået af skolen, og havde en mintblå/grøn farve, den havde et sølv bånd/bælte rundt om taljen, den var høj i halsen, der var med en stiblet linje lavet en V-udskæring for at vise at den også kunne være sådan.

Jeg besluttede mig for at kigge alle tegningerne igennem, der var korte kjoler, lange kjoler, blomstrede kjoler, osv.

Jeg besluttede mig for at lave 3 af kjolerne til virkelighed, eller hvad man skulle sige, jeg tog bussen ind til centrum og købte en masse forskelligt stof.

Da jeg var kommet hjem lagde jeg alt stoffet på min seng og begyndte ellers bare, jeg lavede den mintblå/grøn kjole, en blomstret sommerkjole, der gik til lige over knæene, og en kort sort kjole med nitter oppe ved kraven.

Okay den tid jeg havde brugt på designskolen indtil videre var måske ikke helt spildt?

***

"Skaaaat jeg er hjemme!" råbte min mor nede for enden af trappen.

Jeg gik ned i køkkenet til hende, hvor hun stod og pakkede varer ud.

"Hvad skal vi have at spise i aften mor?" spurgte jeg, mens jeg tog en bid af det æble jeg havde taget fra skålen.

"Det ved jeg ikke, vi skal over til Maura og Bob og spise, vi blev enige om at vi ikke havde haft noget nabohygge i lang tid" sagde hun som om det var helt naturligt.

"Hvad skal vi?! Jeg tager ikke med!" sagde jeg og trampede i gulvet som en lille pige.

"Jo det kan du lige bande på unge dame!"

"Aaaarggh!!" skreg jeg vredt og bankede foden ind i væggen selvom det gjorde pænt ondt.

Jeg gik op på mit værelse og ringede til Natalie, en af mine veninder fra designskolen.

"Hey, Nat her, hva så Rose?" hørte jeg en stemme sige i den anden ende.

"Hey Nat hent mig om 5!" sagde jeg måske lidt for hårdt.

"Hvad ska.." mere nåede hun ikke at sige før jeg havde lagt på.

 

_____________________________________________________________________________________________

Hvorfor tror i at hun ikke vil spise ovre hos Maura og Bob?

 

Tell me!:*

 

Papanden!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...