Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3290Visninger
AA

19. Udvælgelsen

 

Angel væltede ud af sengen dagen efter tilbagekomsten til Los Angeles og kunne høre sine forældre snakke sammen nede i køkkenet. Højlydt og i glade toner. Derfor skyndte hun sig at smutte i noget tøj og gå nedenunder.

I køkkenet fandt hun sin mor, far og Sawyer siddende ved morgenbordet, Sawyer med en urørt tallerken foran sig og ved siden af et tomt sæde. Han så frisk og veludhvilet ud for en gangs skyld, og hans læber standsede ikke i løbet af den tid, hvor hun betragtede ham fra dørkarmen. Han var i gang med at berette om begivenhedernes gang i Fort Myers, selv om det ville blive sendt i fjernsynet.

Begge hendes forældre syntes at være interesserede i hans fortælling, der foregik på et varieret og voksent sprog uden fejl og mangler, hvad der ellers var en smule karakteristisk for hans område. Dem i Synthetic Supernova havde adopteret en del af hendes og Phils sprog i løbet af det sidste års tid, så ingen af dem virkede lige så analfabetiske som det ellers var normen i deres område af byen. Sawyer, måtte Angel indrømme, syntes at passe bedre ind i det miljø, han i øjeblikket befandt sig i, end hvor han egentlig boede.

,,Godmorgen,” sagde hun, da han et kort øjeblik holdt inde.

Alles ansigter vendtes mod hende, og hun smilede et øjeblik, inden det gik op for hende, at det ikke var helt normalt, at Sawyer sad i hendes hus om morgenen når hun vågnede op. Det virkede bare så naturligt at han skulle være der, at hun slet ikke havde tænkt over, at han ikke passede ind i billedet.

,,Godmorgen,” svarede han og nikkede for at understrege sin hilsen.

,,Godmorgen, skat,” hilste begge hendes forældre i kor og fnisede så lidt, som de ofte gjorde, når de fandt et eller andet fjollet - for eksempel at tale i munden på hinanden.

,,Sawyer,” sagde hun og så indgående på ham et øjeblik. ,,Hvad laver du her?”

,,Venter på dig,” svarede han selvfølgeligt. ,,Jeg lovede jo at hjælpe dig, og det kan faktisk kun gå for langsomt.”

,,Vi har ikke ret meget tid, har vi vel?”

Han rystede på hovedet, og hun kunne se på ham, at han havde en præcis dato i hovedet, selv om han ikke sagde det. Derfor skyndte hun sig hen til den ledige plads, satte sig ned og gav sig til at sluge sin morgenmad bestående af en bolle med smør på og et halvt æble. Imens lyttede hun til sine forældres samtale med Sawyer, som besvarede spørgsmål angående Synthetic Supernova, Rising Fake Stars og hvordan det var at blive beundret af alle inden for sit felt. Angel måtte indrømme, at hun aldrig havde ventet, at han ville være så ydmyg omkring det, som han nu engang var, men det gav ham en utroligt menneskelig egenskab, som de færreste var i stand til at vække hos hende - og hendes far.

Hvor lidt hun end havde villet indrømme det tidligere, så var Sawyer utroligt sympatisk og også i stand til at tale positivt og beroligende og fyldestgørende. Ikke kun manipulerende og grov og hård. Faktisk lod det til, at når han gerne ville, så kunne han være præcis som han ønskede det, præcis som situationen krævede det af ham. Og af en eller anden grund gjorde det hende i ret godt humør.

,,Færdig,” erklærede hun hastigt og stillede sin tallerken over på køkkenbordet for så at forlade køkkenet i en fart.

Det næste kvarter brugte hun på at blive vasket og få noget ordentligt tøj på, og så smuttede hun ned til Sawyer igen med James’ cd i hånden. I mellemtiden havde han brudt op og stod i entreen sammen med hendes far. De to diskuterede åbenbart politik, og de lod overraskende nok til at være helt enige i det ønskede resultat af præsidentvalget. Begge var positivt stemt overfor Obama, selv om hendes far havde en god grund til at ønske sig Romney som præsident, eftersom det ville tilgodese de velhavende før eller senere. Angel selv hældede også umiddelbart mere mod Obama, mest fordi hun fandt manden sympatisk på samme måde som når Sawyer talte.

Ikke overraskende var Sawyer for Obama. En forbedring af sundhedssystemet var helt sikkert i hans interesse, om ikke andet så for at folk ikke skulle lide lige så meget som han selv havde gjort. Ædelt.

,,Er du klar?” spurgte han og afbrød dermed sin samtale med hendes far.

,,Ja.”

,,Godt. Lad os smutte.”

Han gik hen til døren og åbnede den selv, men holdt den åben, indtil hun var trådt udenfor.

,,Vi ses, far,” sagde hun og vinkede.

,,Vi ses, Angie.”

,,På gensyn, Mr. Porter,” sagde Sawyer forsonligt til afsked og modtog en afskedshilsen i samme stil fra hendes far. ,,Jeg håber ikke, at du har noget imod at gå.”

,,Nej, men der er jo et stykke ud til øve -”

,,Vi skal ikke derud,” afbrød han hende og gestikulerede i retning af byens centrum.

,,Hvad skal vi så?”

,,Jeg tænkte, at jeg ville vise dig, hvordan Akademiet ser ud, når de fleste skoler holder ferie.”

,,Er det ikke ret tomt?”

,,Ikke i dag.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Fordi du skal finde en dansepartner.”

,,Sawyer… hvad har du lavet?”

,,Bare vent. Vi skal lige derhen først.”

,,Men vi har ikke en koreografi endnu.”

,,Nej. Det skal vi lige have på plads først. Derfor det tidlige tidspunkt.”

,,Fint,” stønnede hun og fulgte med ham uden at gøre yderligere indsigelser.

Normalt ville hun ikke have ventet, at Sawyer gik hurtigt, men det virkede ikke mærkeligt, at han gjorde netop dette. For det første havde hun jo aldrig gået ret langt sammen med ham, og for det andet behøvede hans ryg jo ikke betyde, at han ikke kunne gå normalt og stærkt. For det gjorde han altså. Og hun måtte af og til småløbe for at følge med, hvilket fik ham til at sænke tempoet en smule. Ellers ville hun sikkert også være død af forpustelse allerede inden de kom frem til Akademiet.

De talte ikke meget på gåturen og nøjedes med at gå ved siden af hinanden og navigere, fordi de begge kendte vejen. Sawyer sandsynligvis bedre end hun, eftersom han jo havde studeret der en ganske kort periode. Hun måtte beundre ham for at være så god til at holde på hemmeligheder, selv om det ganske givet også var både frustrerende og irriterende på samme tid. Faktum var jo, at hun ikke kunne gøre noget ved det, hvis han ikke ville have, at hun fik noget at vide. Afpresning eller udfritning syntes ikke rigtig at have den ønskede effekt.

Da de omsider nåede frem til bygningerne, hvor dansen udfoldede sig bag væggene, halede han hende - tilsyneladende uden betænkeligheder - med hen ad gangen med skabene, hun havde set første gang hun var der. Han fortsatte med at gå, indtil de kom til en dør, hvorpå der med et stort skilt stod ”reserveret” og datoen nedenunder.

,,Reserveret?” spurgte hun og så skeptisk på ham.

,,Det har sine fordele at have gjort sig bemærket her,” sagde han bare henkastet og åbnede døren ved at trykke håndtaget ned og skubbe indad.

Bag døren åbenbaredes et lokale med hvide vægge og høje, rene vinduer, hvor lyset faldt ind igennem. Gulvet var af træ, men holdt i en lys farve, så det ikke virkede sjusket eller forhastet. Hele den ene væg bestod af et kæmpemæssigt spejl. I det ene hjørne stod et musikanlæg med en masse cd’er ved siden af i en pæn beholder, og rundt omkring i loftet var der installeret højttalere, så musikken ville nå hele vejen rundt.

Der var smukt og simpelt på én gang, præcis som hun havde forestillet sig, at Akademiets lokaler tilegnet dansen ville være. Sawyer greb cd’en i hendes hånd, og hun lod ham tage den for så at betragte ham gå gennem lokalet med lange skridt og blikket rettet en smule opad, i en slags beundrende genkendelse. Så bøjede han sig ind over anlægget og placerede disken så den kunne afspilles, og kort efter lød blød guitar- og fløjtemusik samt klaver i baggrunden.

Nathan Storms stemme malede et romantisk billede i en så dybfølt ballade, at Angel ikke kunne forestille sig andet, end at den var tilegnet Kaitlyn Hamilton. Hvilket hun blot fik bekræftet, da den klare pigestemme pludselig blandede sig med Storms mere hæse. Deres stemmer passede perfekt sammen: hans var maskulin og hendes var det direkte modsatte. Han sang forholdsvis dybt, hvor hendes stemme nærmede sig en sopran.

Helt af sig selv begyndte nogle dansetrin at tage form i Angels hoved, og hun satte sig ned for ikke at komme til at danse. Sawyer stod henne ved anlægget lidt og lyttede. Så sluttede han sig til hende og drog en blok linjeret papir og en blyant op af den skuldertaske, han havde hængende over den ene skulder. De ventede, indtil musikken stoppede med at sige noget, men nærmede sig så automatisk hinanden og satte sig, så de begge havde overblik over papiret.

Deres samtale var faglig den næste times tid, hvor ord som ”piruet”, ”pivot” og ”løft” indgik ofte for at binde hele koreografien sammen. Derpå fik Sawyer hende til at demonstrere den piruet, han havde lært hende, og han nikkede tilfreds, da hun landede i den perfekte stilling med samlede fødder og armene nede langs siderne. Dernæst gik de videre til at diskutere præcis hvilke løft der skulle indgå. For eksempel ville hun gerne undgå at lave en ”høj flyv”, hvilket betød, at hun ellers skulle holdes oppe i hofterne over hovedet på sin partner, mens hun havde armene strakt ud til siderne og spændte i hele kroppen. I sidste ende fik hun sin vilje, alene fordi det var hende, der skulle danse og ikke Sawyer.

Hun opdagede dog hurtigt, at han var en overordentligt dygtig og erfaren koreograf, som havde hjernen med i alt, hvad han gjorde. Han talte takterne i hovedet og forsøgte automatisk at finde overgange mellem trinnene, så det ikke kom til at se kantet ud. På et tidspunkt rejste han sig endda og lavede nogle forkortede, ufærdige bevægelser, alene for at visualisere det såvel for sig selv som for hende, og det virkede. Men for det meste var det hende, der måtte demonstrere og prøve af, fordi han jo ikke kunne med sin ryg.

Efterhånden fandt de trin til hele sangen, og så kunne de ellers gå i gang med det, Sawyer havde planlagt, og som han indviede hende i, da de først var færdige med koreografien. Nemlig at han havde fået José Miller til at indkalde alle interesserede fyre til at deltage i en exceptionel prøve, hvor de, hvis de gjorde det helt perfekt, ville have muligheden for at danse sammen med Angel i finalen i Rising Fake Stars’ konkurrence.

De tog cd’en fra James med og gik derpå hen ad gangen med skabene igen, indtil han ledte hende ud i den store hal, hvor hun første gang havde været til optagelsesprøve. Selv på afstand kunne hun høre folk snakke, og der var ingen feminine stemmer iblandt. Sawyer sendte hende et skævt, vidende smil, idet hun så undersøgende på ham. Hvis ikke han tog det som noget personligt - det med at hjælpe hende i konkurrencen - så skjulte han det virkelig godt. Men det var jo sådan set også problemet med ham - hun kunne aldrig vide, om han havde bagtanker med noget, eller om det bare var hvad hun kunne se, der var det sande.

Han skubbede døren op og holdt den for hende, så hun kunne træde ind i hallen. Op mod fyrre unge mænd stod i mindre grupper rundt omkring; nogle varmede op; andre stod bare og snakkede og forsøgte at se godt ud. Og hun blev ikke så lidt forlegen, da flere af dem drejede hovederne og så efter hende, idet hun og Sawyer gik gennem lokalet og placerede sig mere eller mindre i midten, hvor der stod to stole.

,,Sæt dig bare, så skal jeg nok fortælle indledende,” sagde han, og hun gjorde overvældet som han sagde.

Han selv trådte et skridt frem, så han stod præcis i det enorme rums midte, og alles øjne var på ham, idet han foldede hænderne ud og lod dem hænge slapt ned langs siderne.

,,I ved alle sammen godt, hvorfor I er her,” indledte han i en forretningsmæssig tone. ,,Om et øjeblik vil vi forsøge at lære jer koreografiens grundtrin, og hvis I kan følge med i dem, er I automatisk et skridt nærmere jeres mål. Jeg holder øje med om I ikke kan følge med, og hvis I ikke selv giver op, så skal jeg nok afgøre, om I bliver eller ikke gør.”

,,Hørt, hørt, Lightning,” råbte en ung mand med strittende mørkebrunt hår, og Angel så Sawyers skuldre hævet og spændes et øjeblik.

,,Når I har lært koreografien nogenlunde kan dem af jer, der er tilbage, gennemgå den et par gange med Angelique. Og så snakker vi sammen om det i aften, når alle har været igennem,” afsluttede Sawyer og vendte ryggen til.

Overraskende nok var der ingen, der havde nogle spørgsmål eller noget at indvende, og de unge mænd samledes automatisk ude på gulvet. Angel måtte lige omstille sin hjerne til den mandlige del af koreografien, inden hun selv var klar, og så trådte hun frem og forsøgte at illustrere, mens Sawyer forklarede trinnene. Til den første gennemgang med musik gik den høje, mørkblonde unge mand ned mellem danserne og prikkede folk ud og forklarede dem, at de ikke var videre.

Selv om det efter hendes mening var en lidt grov måde at gøre det på, så var hun enig i de valg, han traf. Under alle omstændigheder kunne hun jo ikke gennemgå hele koreografien firs gange, hvis alle nu skulle prøve den to gange for at rette fejl i anden omgang. Det tog væsentligt længere tid at undervise i grundtrinnene, men efter et par timer lod det til at sidde nogenlunde fast. Det var det gode ved at alle var dansere - de skulle ikke til at træne teknik først. Den sad lige i skabet.

,,Godt,” erklærede Sawyer efter den ottende gennemgang med musik i træk, hvor der kun var otte tilbage. ,,Hvis I laver en rækkefølge, tror jeg godt, at vi kan gå videre. Men først en kort pause.”

Angel var taknemmelig for pausen, fordi det gav hende mulighed for lige at drikke noget vand, hvilket hun ikke havde gjort et godt stykke tid.

,,Sawyer, hvad nu hvis jeg slet ikke er god nok til at danse med dem? De er alle så gode, og jeg kom jo ikke ind!”

,,Vær nu ikke dum,” sukkede han tålmodigt og klappede hende en smule nedladende på håret. ,,Du har også forbedret dig.”

,,Lad mig gætte, nu vil du sige, at det er din fortjeneste, fordi jeg først begyndte at forbedre mig, da jeg lod dig rette på mig?” stønnede hun småirriteret.

,,Nej,” sagde han en smule mere fast. ,,Du forbedrer dig hele tiden - lidt efter lidt.”

,,Ville det ikke være bedre med en hurtig forbedring?”

,,Nej. Det er lidt ligesom med spædbørn: de skal lære at kravle før de kan gå.”

,,Hvad er din pointe?”

,,At der er nogle vigtige ting du er nødt til at have med, før du springer et skridt videre - ellers mangler der et vigtigt led i din forståelse, og det vil begrænse dine evner,” forklarede han, og selv om hun ikke var helt sikker på, at hun var med, nikkede hun alligevel og slugte en mundfuld vand fra den vandflaske, han samtidig havde rakt til hende.

,,Bliver du ved med at vælge folk fra nu?” ville hun vide.

,,Vil du gerne have det?”

Faktisk overvejede hun lidt at bede ham om at lade være, så hun selv kunne vælge. Men på den anden side var han langt mere erfaren end hun, og han kunne jo se, hvordan det så ud fra sidelinjen.

,,Ja.”

,,Så skal jeg nok blive ved. Men fortæl mig lige, hvis der er nogen, du føler en særlig kemi med, ikke? På en eller anden måde.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi det er vigtigt, at du har det godt med den, du danser så tæt med. Den der skal løfte rundt på dig så meget. Ligesom du stoler på Duncan, uanset hvor højt op i luften han kaster dig.”

,,Men hvad hvis der ikke er nogen af dem, jeg stoler på?”

,,Så må vi lige se på det,” svarede han og skiftede stilling, så han i stedet stod med hænderne stukket ned i lommerne og skuldrene trukket op.

,,Har du en plan, hvis ikke vi finder nogen i dag?” ville hun vide.

,,Nej,” svarede han blankt.

,,Men der findes vel næppe bedre dansere på et amatøragtigt niveau end dem her,” indvendte hun som en slags trøst for sig selv.

,,Nej, det gør der vel ikke,” medgav han. ,,Så det burde være muligt.”

,,Det burde ikke være muligt. Det skal være muligt, skal det ikke?”

,,Nej. Hvis du ikke stoler på selv den bedste af dem, og det ikke ser ordentligt ud, så må vi finde på noget andet. Helt præcist hvad ved jeg ikke endnu, men jeg skal nok finde på noget. Det lover jeg.”

,,Og du holder ord.”

,,Det gør jeg.”

Hun daskede lidt til ham med den ene hånd og stillede så vandflasken fra sig på en af stolene.

,,Skal vi gå i gang?” spurgte han.

Hun nikkede og kunne mærke nervøsiteten give hende sommerfugle i maven. Så kaldte Sawyer den første frem: en spinkel ung mand med helt mørkt hår og bleg hud og et par sorte øjne, som sagde hende absolut ingenting. Han præsenterede sig som Michel, og de gik i gang med koreografien, først uden løftene. Derpå insisterede Sawyer på, at de lige prøvede løftene af et par gange.

Det viste sig at være en god idé, for Michel kunne dårligt løfte hende op til brystet. Ej heller kunne den næste dette, og der var ikke tid til at lære dem det, så Sawyer bad dem på en pæn måde om at gå, hvorefter de holdt en kort pause.

,,Måske er det mig,” påpegede hun overfor ham, mens hun sad i skrædderstilling  med ryggen lænet mod hans ben, mens han sad på en af stolene.

,,Dig?”

,,Måske er jeg for tyk til, at de kan løfte mig.”

Hun kunne høre ham le.

,,Ja, helt sikkert,” kommenterede han sarkastisk, men blev så alvorlig. ,,Selvfølgelig er du ikke for tyk. Du er på ingen måde tyk.”

Det havde hun egentlig heller aldrig haft indtrykket af, at hun var, men hun var alligevel blevet usikker, når nu det var to i træk.

,,Men de kunne ikke -”

,,Det er fordi de er slappe.”

,,Er du sikker?”

,,Har du glemt, at jeg allerede har båret dig?”

Svaret var ja. Det havde hun egentlig glemt alt om, fordi det syntes at være evigheder siden. Men det var det selvfølgelig ikke, og nu hvor han mindede hende om det, så kunne hun selvfølgelig godt huske den aften på natklubben i Santa Barbara, hvor han havde grebet hende.

,,Nej, men -”

,,Pausen er slut,” erklærede han bestemt og rejste sig fra sin plads, og hun fulgte med ham ud på gulvet, hvor den næste deltager stod klar.

Denne gang var det en lidt lavstammet, halvkraftig mand, som hun på ingen måde fandt tiltrækkende, og selv om han dansede overraskende godt, så var hun klar over, at højden var et problem. Han var ikke højere end hende, faktisk lige på kanten til at være lavere, og det ville ikke se godt ud til netop denne sang med den koreografi, hun og Sawyer havde planlagt.

Manden valgte også selv at trække sig, da han opdagede problemet i, at hun rent faktisk skulle være i stand til at se op på ham. Sawyer takkede for hans deltagelse og kaldte den næste frem. Denne havde den perfekte højde, var bredskuldret og kraftig, men Angel måtte hurtigt gøre Sawyer opmærksom på det faktum, at mandens ene hånd blev ved med at søge ned mod hendes bagdel, mens den anden ”tilfældigt” strejfede hendes bryster et par gange under koreografien.

Mod stærke protester forlod manden hallen, og Sawyer udtalte højlydt sin manglende tilfredshed, hvorefter han bad resten om at mande sig op og ellers forlade lokalet, hvis de vidste, at de ikke kunne gennemføre det. Problemet var bare, at det kunne de. Alle fire. Til perfektion. Angel var helt bange for at begå fejl i deres nærhed, fordi de kunne koreografien og var stærke nok til uden videre at udføre løftene med lethed. Hun glædede sig over deres tekniske evner, men samtidig var hun lidt tilbageholdende med sin glæde, af en eller anden uforklarlig grund.

Den sidste deltager var suverænt den bedste i hendes øjne. Hans navn var Josh, og han dansede virkelig godt. Han havde kulsort hår og olivenfarvet hud samt grønbrune øjne. Hans arme var stærke og muskuløse uden at se overvældende ud, og han kastede rundt med hende på må og få som vejede hun lige så lidt som en fjer, hvilket i stor stil formåede at løfte hendes selvtillid et par grader igen. Hele vejen igennem smilede han til hende, og hun gengældt smilet, mens hun mere og mere lod sig føre af ham.

,,Prøv lige det løft igen,” opfordrede Sawyer, og Angel bemærkede en lille rynke mellem hans øjenbryn.

,,Det her?” spurgte Josh og løftede hende op, umiddelbart uden at hun var klar, men det blev hun heldigvis så snart hendes fødder forlod gulvet.

,,Ja, det,” svarede Sawyer, da Josh havde sat hende ned igen. ,,Det er ikke helt sådan, det skal se ud. Prøv at løfte hende lidt langsommere og svinge hende mindre voldsomt rundt.”

Josh prøvede, og hun kunne mærke tempoet blive sænket væsentligt, men det gik næsten for langsomt, kunne hun godt mærke.

,,Ikke helt så langsomt,” sagde Sawyer, og så prøvede de igen.

Og igen. Og igen. Men det lod ikke til, at Josh kunne finde det rigtige tempo, selv ikke når Sawyer talte takterne højt, og det var selvfølgelig et problem. Problemet frustrerede tydeligvis Sawyer, som begyndte at vandre fra side til side, med hænderne foldet bag ryggen og blikket konstant rettet mod de to dansere.

,,Hvis…” Han stoppede sig selv midt i en sætning, og Angel så undrende på ham, mens han fortsatte sætningen uden lyd.

Så vendte han sig mod dem.

,,Lad mig forsøge at vise dig det,” tilbød Sawyer.

Josh satte hende ned på gulvet, men hun blev som paralyseret stående og gloede på den lyshårede af de to mænd, mens han rullede med skuldrene. Hun tvivlede ærligt talt på, at han kunne gøre det.

,,Din ryg -”

,,Kom nu bare, inden jeg skifter mening.”

,,Fint,” sukkede hun og gik hen mod ham med langsomme skridt.

,,Fra piruetten,” forklarede han og holdt en hånd ud.

Hun tog nervøst hånden og trådte ud til siden for ham for at lade sig hvirvle ind mod hans krop. Da deres kroppe var lige overfor hinanden satte hun let af fra gulvet og mærkede hans arme trække sig bagover, så hun vendte med hovedet nedad og derefter blev drejet videre rundt og landede på fødderne til den side, hun var kommet fra. Tempoet havde været perfekt, og hans bevægelser blide og på ingen måde voldsomme.

Men da hun først lige var kommet sig over overraskelsen kunne hun også se, at det ikke stod helt så godt til med ham selv. Hans ansigt var en grimasse af forskellige udtryk, som om han havde lyst til både at græde og grine på samme tid, og alligevel ikke kunne undertrykke smerten. Den ene af hans hænder foldedes nærmest øjeblikkeligt om bag ryggen, som han havde bøjet en del mere til siden, end hun nogensinde havde oplevet det. Det var selvfølgelig noget, løftet tvang ham til, eftersom det var den eneste måde, hvorpå han kunne sætte hende ned.

Langsomt rettede han sig op og så over på Josh, som om han konsekvent nægtede at se direkte på Angel, som ellers havde været skyld i det, der gik gennem kroppen på ham i det øjeblik. Det var helt alene hendes skyld, at han ansigt fortrak sig, da han tog et skridt fremad, og at hans ryg havde svært ved at finde den samme rette linje, hun ellers havde observeret så mange gange.

,,Kan du se?” spurgte han den mørkhårede mand overfor, som stod med armene nede langs siderne.

,,Så du vil have mig til at strække bevægelsen lidt mere ud?”

,,Ja, præcis.”

,,Hvad gør mine hænder helt præcist?”

Sawyer holdt sine egne hænder frem, og de dirrede ganske svagt, bemærkede Angel. Derpå udførte han bevægelsen i det rette tempo og forklarede samtidig med ord. Men denne gang uden at læne sig helt så meget til siden, at det ville påvirke hans positur.

,,Så sådan her?” spurgte Josh, holdt sine hænder frem, trak dem hen over sin venstre skulder, vendte albuerne opad og trak dem frem igen over højre skulder.

,,Ja, lige præcis.”

,,Okay. Skal vi lige prøve det igen?” ville han vide.

,,Ja, lad os hellere det,” svarede Angel og gik hen til ham.

Han hvirvlede hende ind, men ikke med helt samme autoritet og sikkerhed som Sawyer havde gjort det. Derpå trak han hende op og rundt og satte hende ned på begge fødder igen. Hun sendte Sawyer et søgende blik, men han så tilfreds ud, så det tog hun som et godt tegn og lod være med at blande sig i teknikken.

,,Det var godt,” sagde Sawyer og lød lettet. ,,Fortsæt på den måde. Prøv at tage det hele forfra med musik.”

Og det gjorde de så. Efterfølgende var Angel og Sawyer mere eller mindre enige om, at Josh var den rigtige til opgaven. De takkede Josh for hans deltagelse og sendte ham så hjemad med løftet om at han ville høre fra dem, hvis det blev ham. Sawyer lovede Angel at tage sig af opkaldet, hvilket hun var glad for. Hun havde aldrig været den bedste til at tale i telefon og hadede faktisk som pesten at skulle ringe til fremmede mennesker. For hende var Josh stadig en fremmed, og der ville med sandsynlighed gå lidt tid, inden hun stolede fuldt og helt på ham. Tid, hun måske ikke havde. I mellemtiden måtte hun nøjes med hvad hun kunne få og prise sig lykkelig for, at Josh i det mindste var en dygtig tekniker og sagtens kunne koreografien allerede. Det eneste problem syntes at være, at han var lidt voldsom i sine bevægelser, og at hun ikke helt var fortrolig med hans dansestil endnu.

Reflekterende over dette gik hun hen og tog cd’en ud af anlægget, den var blevet afspillet på. Så tømte hun resten af vandflasken og samlede Sawyers ting sammen og proppede dem i hans taske, uden at tænke over, at han måske havde ejendele, hun ikke måtte se. Det lod det heller ikke til. Ellers havde han nok stoppet hende.

Men da hun var klar til at gå så hun sig omkring for at få øje på Sawyer. Han stod med armene strakt op over hovedet og bøjede lidt fra side til side, langsomt, sandsynligvis for at strække sine muskler. Med bevægelserne fortrak hans ansigt sig gradvist og slappede af, afhængigt af hvordan bevægelsen så ud. Da de fik øjenkontakt sænkede han armene og gik hen mod hende, slæbende lidt på den ene side og med hænderne foldet bag sin lænd, hvilket tvang hans skulderblade bagud og hans rygsøjle op i en ret position.

,,Du skulle ikke have gjort det,” sagde hun formanende og gik ham i møde, men trak samtidig selv hans taske over skulderen.

,,Ellers havde han ikke forstået, hvad jeg mente.”

,,Er du sikker?”

,,Ja. Nogle gange skal man lige se tingene, inden man forstår det.”

,,Men det har aldrig været dit job at demonstrere tingene.”

,,Det ved jeg.”

,,Så lad være med at gøre skade på dig selv. Du kan ikke bare efterlade mig med skylden for at det gør ondt på dig, når -”

,,Hvad nu hvis jeg havde lyst?”

Hun så forvirret på ham.

,,Hvad mener du?”

,,Glem det.”

,,Nej, hvad mener du?”

Han tog et skridt frem mod hende igen og skar en smertefuld grimasse, der sendte en chokbølge hele vejen gennem kroppen på hende og naglede hende til stedet i en brøkdel af et sekund. Så besluttede hun, at hun ikke bare kunne stå stille og se på, mens han havde ondt, og langsomt men sikkert gik hun frem mod ham og satte hans taske på gulvet.

,,Læg dig ned,” befalede hun.

,,Hvorfor?”

,,Gør nu bare som jeg siger,” stønnede hun, og han nikkede langsomt, men blev stående alligevel og så en smule himmelfaldent på hende.

Det tog ham et øjeblik tilsyneladende at finde en måde, hvorpå han ikke blev nødt til at bøje sig ned for at komme ned på gulvet, men så gik han ned i knæene og strakte armene mod gulvet for med helt lige ryg at svinge benene bagud og lægge sig ned på maven. Hun satte sig ved siden af på gulvet, men blev hurtigt enig med sig selv om, at det ikke var optimalt, og krøb hen over ham, så hun sad overskrævs med et ben på hver sin side af ham, dog uden at sidde direkte på ham.

Forsigtigt først lod hun sine hænder ælte hans muskler, der var spændte og hårde under hendes fingre og håndflader. Da han intet sagde til det lagde hun lidt flere kræfter i og forsøgte at huske, hvordan hun havde fået at vide, at hun skulle gøre, dengang hun rent faktisk fik danseundervisning. Danselærerinden var uddannet massør og havde lært hende det i sin tid. Nu kunne hun så forsøge at gøre det på Sawyer, som lå helt stille på gulvet og ikke gjorde indsigelser.

Ikke før hun nåede ud til siderne og mærkede hvordan hans muskler smuttede underligt ved berøringerne. I det samme hun bed mærke i det stønnede han, og hun så hans hænder knyttes.

,,Undskyld,” sagde hun stille og forsøgte igen, denne gang mere blidt.

,,Bare fortsæt,” mumlede han, og hun kunne ligefrem høre, hvordan han bed tænderne sammen.

Tvivlende fortsatte hun med at massere ham et godt stykke tid endnu, indtil hun syntes, at han havde fået nok. Så rejste hun sig, hankede op i hans taske og trak ham på benene med en håndsrækning.

,,Tak,” mumlede han og førte sin ene hånd op og ned ad venstre side, halvvejs omme på ryggen. ,,Det hjalp faktisk.”

,,Det var godt,” nærmest hviskede hun forlegent og smilede en anelse til ham, inden hun begyndte at gå.

På trods af hvad han havde sagt, bemærkede hun, hvordan den venstre hånd støttede op omkring siden, mens han gik, og hun overvejede, om det egentlig var bevidst, eller om hans små tegn på at det stadig gjorde ondt bare kom af sig selv.

,,Måske skal vi tage på skadestuen,” foreslog hun, da de var ude på gangen med skabene, hvor der var overraskende mange mennesker, taget i betragtning at sommerferien trods alt stadig var i gang.

,,Nej!” udbrød han og så helt chokeret ud.

,,Hvorfor ikke? Du har jo tydeligvis ondt.”

,,Ja, sandt nok,” indrømmede han. ,,Men jeg klarer mig nok.”

,,Er du sikker?”

,,Helt sikker.”

,,Jeg stoler ikke på et ord af hvad du siger, Sawyer Rivers,” bekendtgjorde hun og kom så i tanke om den gåtur, de havde foran sig.

Han havde noget længere end hun havde, og selv det var et godt stykke vej, som i hans tempo ville tage sin tid. Udenfor i solskinnet lod det til, at hans muskler slappede lidt mere af igen, for langsomt rettede han sig mere og mere op og gik snart næsten på samme måde som da de ankom. Hvilket var godt for Angel at se, fordi hun så ikke behøvede at føle sig så enormt skyldig, som hun egentlig gjorde.

,,Skal vi få fat i en taxa?” spurgte hun efter lidt tid.

Han drejede hovedet mod hende.

,,Hvorfor skulle vi det?”

På trods af hvor afslappet han formåede at se ud, så var hans ansigt en tone blegere end normalt, og han gik endda lidt mere stift.

,,Fordi du ikke skal presse dig selv.”

,,Siden hvornår er du begyndt at bekymre dig om det?”

,,Jeg har jo sagt til dig før, at jeg bekymrer mig om dig. Og du lovede at tro på, at jeg ikke var ligeglad.”

,,Hvor sødt,” brød en skarp stemme pludselig ind et sted bag Angel, som med det samme så sig over skulderen for at se, om kommentaren var rettet mod hende selv. ,,Er det ikke hr. Forræder og frøken Naiv?”

,,Ashton,” hviskede hun for sig selv og trådte automatisk et skridt længere frem ad fortovet, mens hun vendte sig rundt, så hun ikke havde ryggen til.

,,Hej Angel. Tak for sidst.”

,,Kom nu, Devil, lad os se at komme videre,” sagde Sawyer tonløst og greb fat omkring hendes håndled.

,,Hvorfor har du så travlt, Sawyer? Eller skulle jeg kalde dig Lightning?” Ashton smilede grumt og tilføjede så: ,,Vi blev vidst ikke helt færdige sidst. Men jeg forestiller mig at vi får rig lejlighed til at blive færdige senere hen, ikke sandt? Ligesom første gang vi kom tilbage fra Fort Myers, ikke? For gammelt venskabs skyld.”

,,Ashton,” sagde Sawyer og lød træt. ,,Lad det nu ligge. Alting ligger i fortiden. Hvorfor ikke se at komme videre nu, hvor vi begge har andet at lave?”

,,Du skulle vidst nødig snakke om at lægge fortiden bag sig, vel? Du danser stadig ikke. Hvorfor? Fordi du er bange. Du er en kujon, og du fortjener at få at mærke, hvordan vi havde det.”

,,Jeg kan ikke forestille mig, at I havde det som jeg har det, når I har været i gang.”

,,Som om du fysisk er blevet slået ned med et baseballbat eller et brækjern? Jeg synes ellers det så sådan ud.”

Angel kunne ikke holde et gisp inde, og hun bakkede langsomt længere og længere væk fra Ashton, som kom et par skridt nærmere, næsten i slowmotion.

,,Du er sindssyg,” erklærede hun opstemt og forsøgte at lade være med at begynde at skrige efter hjælp, eller at give efter for den desperate gråd, der langsomt vældede op i halsen på hende.

Sawyer havde fortalt om brækjernet, men aldrig om et baseballbat eller en episode efter at være vendt tilbage fra Fort Myers. Men pludselig trængte der sig endnu en erindring på. Nemlig fra netop samme dag, som han havde givet hende valget mellem en forklaring eller troværdighed. Han havde haft blå mærker. Mange af dem. Og ikke været i stand til at røre på sig et par dage. Langsomt gav det mening.

,,Det er ikke sådan, det får mig til at føle,” sagde Sawyer køligt og lød underligt nok helt rolig, selv om der måtte være mere på spil for ham, end Angel lige kunne forestille sig. ,,Men tak for at afsløre den episode for hende.”

,,Hvad får det dig så til at føle?” knurrede Ashton.

,,At jeg er heldig,” svarede Sawyer, ganske uventet for både Angel og tydeligvis også Ashton, hvis ansigt blev åbent og læseligt: han så rimelig dum ud som han stod der med åben mund og vantro stirrende øjne.

,,Hold dog op, hvorfor skulle du nogensinde føle dig heldig?”

,,Det vil jeg ikke fortælle dig.”

,,Sig det nu, din kujon. Eller tør du ikke?”

,,Du har ret,” sagde Sawyer overgivende. ,,Jeg tør ikke.”

,,Fortæl mig det, dit usle afskum!”

,,Det tør jeg som sagt ikke.”

Ashton for fremad, men skævede så til Angel og stoppede sig selv for så at se omkring på gaden, der var velbefærdet. Dette var nok til Sawyers held, for så længe der var vidner, ville Ashton vel ikke gøre noget, der var ulovligt.

,,Fortæl mig det!”

,,Ellers hvad?”

Angel måtte beundre Sawyers mod til frækhed.

,,Ellers kan du bare vente dig.”

,,Okay, det vil jeg så gøre. Devil, kommer du med?”

Overrasket løb hun efter ham, da Sawyer begyndte at gå, denne gang i et raskt tempo, men uden at skynde sig helt vildt og mistænkeligt. Nervøst kastede Angel et blik bagud og så til sin lettelse, at Ashton trampede i modsatte retning med hænderne i lommerne og skuldrene trukket tilbage. At have ham inde i billedet gjorde hende mildest talt ængstelig, specielt med finalen lige om hjørnet. Hvis Sawyer ikke sørgede for, at Tornados vandt konkurrencen, hvad ville Ashton så ikke gøre ved ham?

Det måtte hun forberede sig på. Ikke at vinde, selvfølgelig. For hun ville ikke lade sin gruppe vinde, hvis det gik ud over Sawyer i sidste ende. Det kunne hun ikke tillade sig at gøre, efter alt hvad han havde gjort for hende. Men på den anden side ville han hade hende for at gøre noget sådant. At sabotere sin gruppes gode præstation, bare fordi hun ikke ville have, at der skete ham noget. Han ville kalde hende egoistisk, fordi hun satte sine egne behov over Duncans, over Claires, over Phils, over Aishas, over Jonas’ og over Evans. Og frem for alt over hans. For han gav ikke på noget tidspunkt udtryk for virkelig at ville slippe for at blive mishandlet.

,,Sawyer, hvorfor føler du, at du er heldig?”

Han så forbløffet på hende, men tog sig ret hurtigt i det.

,,Fordi,” svarede han simpelt, ,,så længe Ashton har mig at beskæftige sig med, går det ikke ud over nogen andre. For eksempel dig. Det er jeg glad for, at det ikke gør. Så jeg føler mig heldig over at kunne yde så meget beskyttelse trods alt.”

,,Men han slår dig halvt ihjel.”

,,Måske.”

,,Vil du virkelig gerne have det?”

,,Selvfølgelig vil jeg ikke det.”

,,Hvorfor gør du så ikke noget?”

,,Hvad skulle jeg gøre?”

,,Melde det til politiet!”

,,Jeg har ingen beviser. Det ville blive mit ord mod hans.”

,,Hvad har du at miste?”

,,Troværdighed.”

,,Er det virkelig så vigtigt for dig, at folk tror på, at du er oprigtig?”

,,Ja.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi jeg gerne vil have, at folk stoler på mig.”

,,Og derfor mener du, at det er i orden, at en anden smadrer dig med et bat eller andre redskaber?”

,,Selvfølgelig er det ikke i orden. Men jeg vil hellere have, at det sker for mig, end at det sker for en, jeg holder af.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi jeg ikke ville kunne holde ud at tænke på det eller se på det.”

,,Og det kan alle vi andre helt sikkert!” snerrede hun sarkastisk.

,,Nej, Devil, det siger jeg ikke, at I kan. Men jeg har det bedre med mig selv, hvis det er mig, det går ud over. Hvorfor tror du ellers, at jeg ikke vil have, at folk har ondt af mig? Det er jo mit eget valg, ikke? Der er ikke noget af have ondt af.”

,,Hvis du nu opgav din uselviskhed et øjeblik, ville du sikkert opdage, at folk alligevel har ondt af dig, og at de gerne ville tage lidt af din smerte, hvis de kunne. Men du lader dem ikke gøre det.”

Han smilede underligt til hende, inden han igen vendte ansigtet væk.

,,Ville du?” spurgte han dæmpet.

,,Ja!” nærmest råbte hun, fordi det da måtte være indlysende - hun kunne jo ikke tale på vegne af ret mange andre end sig selv.

,,Tak.”

,,Det er ikke en tak, jeg vil have!” hvæsede hun. ,,Jeg vil have, at du holder op med at lade det gå ud over dig selv!”

,,Ja,” sagde han og trak på det. ,,Det kommer så ikke til at ske.”

,,Hvorfor ikke? Jeg har også noget udestående med Ashton! Jeg har ret til at få del i straffen, hvis han vil straffe folk. Og ikke på den her måde!”

,,Men det vil jeg ikke have,” sagde han skarpt.

,,Hvorfor ikke?”

,,Jeg har mine grunde.”

,,Hvis du har tænkt dig at afholde mig fra at få min vilje, kan du vel i det mindste give mig en forklaring! Eller lade mig få del i det hele!”

,,Det er ikke så simpelt, som du tror!” råbte han, men sænkede så stemmen. ,,Jeg kunne ikke gøre det, selv ikke hvis jeg prøvede.”

,,Hvad mener du?”

,,Kan vi ikke tage den en anden gang?”

Hans udtryk fik hende til at fortryde, at hun i det hele taget havde givet sig i kast med at diskutere med ham. Han gik med rank ryg og ansigtet rettet fremad, men hans brune øjne skinnede gyldent og gav et indtryk af følelser, der var på vej til overfladen. Det var overvældende at se, og hun ville ønske, at hun kunne hjælpe ham med noget, men det vidste hun godt, at hun ikke kunne. Ikke ud over at holde op med at plage ham med spørgsmål. Så det gjorde hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...