Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3431Visninger
AA

23. Turneens slutning

 

,,Vil I se og høre noget virkelig sejt?!” råbte Nathan ind i mikrofonen, og publikum skreg et samstemmende ja. ,,Så skal I også love af give dem en kæmpe hånd.”

Nathan gjorde en fejende gestus væk fra scenen og trådte et par skridt til siden for at gøre plads.

Pludselig gik Oliver i gang på trommerne, James på sin elguitar, Noah på keyboardet, Daniel på bassen og Nathan løftede mikrofonen, som i mellemtiden havde fået skiftet frekvens en anelse. Hans læber bevægede sig hurtigt, idet hans stemme - klar og elektrisk - lød ud over det hele:

,,Syn - Synt - Sy - Synth - Synthetic - Synthe - Syntheeetic S- S- Super - Synthetic Supernova!”  skreg han til sidst ind i mikrofonen, og det var Angels, Duncans, Aishas, Evans, Jonas’, Claires og Phils stikord til at komme frem fra deres skjul bag scenen og springe ind på scenen til musikken, mens deres bevægelser var lige elektriske som Nathans stemme og musikken i baggrunden.

Som gode og loyale fans brød tilskuerne ud i et larmende bifald, hvis lige Angel kun havde hørt på touren, der havde taget et halvt år. Det var blevet marts nu, og vejret var godt, selv i Baltimore, hvor koncerten blev spillet på en scene, der var sat op på en skoles udendørs sportsarealer. Angel kiggede op på den mørke himmel gennem spotlysene, der faldt på hende, og hun syntes at se et stjerneskud. Dette fik hende til at lukke øjnene ganske kort og ønske, men uden at stoppe sine bevægelser på noget tidspunkt.

 Så slog hun øjnene op, idet musikken stoppede og de alle var nået ind på midten af scenen og stod ved siden af hinanden og tog imod de mange rosende tilråb fra de mange tusind mennesker, der havde købt billet til turneens sidste koncert i Baltimore, Maryland. Der var store skilte og tusinder og atter tusinder af glødende stjerner i folks hænder, og mobiltelefoner pegede op mod scenen for at fange hele øjeblikket og kunne se tilbage på det med glæde.

Nathans stemme lød igen, denne gang helt normal:

,,Det var alt, hvad vi havde for i aften,” sagde han og slog ud med armene.

Angel grinede. Publikum klagede højlydt.

,,Hvad?!” spurgte Nathan og forsøgte at se overrasket ud. ,,Har I ikke fået nok af os efterhånden?”

,,NEJ!” lød der med voldsom skarphed fra publikum.

,,Nå,” sagde han og løftede en hånd til sit hår, som han gjorde, når han skulle tænke sig om. ,,Så må vi hellere give jer en sang mere.”

Igen larmede de mange forsamlede mennesker - hvoraf langt de fleste var piger - og Nathan grinede ned i mikrofonen. Angel kunne ikke lade være med at betragte ham og synes, at han gjorde et fænomenalt job på en scene. Som om han var født til at stå der foran de mange mennesker.

Tonerne til ”Goodbye, Sweetheart” begyndte, og Angel kunne mærke sin krop begynde at bevæge sig af sig selv. Sådan som de slukke til det mere stille nummer, der handlede om, hvordan det var at være berømt, hvor hårdt det kunne være, men hvor fantastisk det var at have god opbakning og trofaste, loyale fans som dem Rising Fake Stars havde. Nede blandt publikum blev der hele sangen igennem viftet med stjernerne, der skinnede og funklede i nattens mørke, og Angel vidste, at dette blev filmet af et filmhold, som var i gang med at stykke en dvd sammen med alle højdepunkterne fra turneen. Og dem var der mange af.

I London var Nathan løbet ud på en lang catwalk blandt tilskuerne og havde trukket en ung pige op på scenen for at danse med hende, mens hun sang med på Rollercoaster Ride. I Paris slog Oliver så hårdt på sine efterhånden slidte trommer, at stikken gik gennem skindet ved allersidste slag, hvilket bare fik publikummet til at skrige endnu mere. I Tokyo var alle medlemmer af Rising Fake Stars startet ud med at svæve ud over publikum i reb, mens Nathan sang. Den slags ting, som ikke skete hver dag. I Rom var Synthetic Supernova kommet ud på scenen omgivet af flammer, som skød op fra scenegulvet og fronten af scenen, og det havde været helt vildt.

Hele touren havde været helt vild, og Angel ville give hvad som helst for at opleve noget lignende. Det var den slags oplevelser, man kun fik én gang i livet. Showet i Baltimore havde været mere nedtonet - mere følelsesladet, hvor Nathan havde ladet mikrofonen gå rundt blandt publikum et par gange for at gøre, hvad de syntes. Det havde været rørende. Nathan havde tilmed fortalt om Sawyer. Om hvad der var sket. Sandheden og ikke en løgn. Angel var overrasket over hvor ajour han lod til at være med tingene.

Hun havde ikke vidst, at Ashton havde fået en livstidsdom for det, han havde gjort, og hun havde ikke vidst, at Sawyer havde optaget det hele på sin telefon. Men det kunne meget vel være. I så fald ville det være typisk Sawyer. Og på trods af denne følelse af ”typisk”, så havde hun ikke kunnet holde tårerne tilbage, da Nathan fortalte og fortalte, og hun havde mærket skylden gnave i sig så indædt, at hun ikke havde anet, hvad hun skulle gøre. I sidste ende var Trace Douglas - som fortalte, at han var kørt derned fra New York hvor han boede, for at opleve den sidste koncert - den eneste, som kunne berolige hende så meget, at hun rent faktisk tog sig sammen. Han havde lidt samme metoder som Sawyer havde benyttet sig af før i tiden, men han var mere blid i sin anvendelse af dem, og det var rart.

Der lød et højt brag, og hun skrævede for at slå en knytnæve i scenegulvet samtidig med sine venner. Klapsalverne eskalerede og Nathan takkede for støtten omkring turneen og alt det, en sanger nu skal takke sine fans for. Men da folk begyndte at vende sig om mod udgangene bagerst for at kunne komme væk fra sportsarealerne stoppede Nathan dem:

,,Vi er ikke helt færdige endnu,” erklærede han. ,,Der er noget, jeg har glemt. En lille overraskelse, om I vil.”

Angel fangede det grønne blik og så undrende på ham. Dette var ikke en del af planen.

,,Kan I huske, at jeg nævnte Sawyer Rivers - Lightning?”

Der blev stille blandt folk, som alle vendte opmærksomheden mod Nathan, som fremstod mindre på scenen, end han ellers nogensinde havde gjort det. Måske ud over de koncerter, der var blevet spillet i New York engang hvor han og Kaitlyn åbenbart havde været uvenner. Angel huskede at have set en af dem, og da havde han set temmelig miserabel ud.

,,Han gjorde noget fantastisk for os - Rising Fake Stars. I første omgang var det hans skyld, at vi overhovedet gav Synthetic Supernova lov til at deltage i konkurrencen. Det viste sig jo at være det rigtige valg, vi traf, og han førte os lige ind i en forsamling unge mennesker, vi den dag i dag aldrig kunne drømme om at spiller koncerter uden at invitere som dansetrup. Han gav os nye venner og nævnte aldrig sine egne fjender med et negativt ord, selv om det endte ret brutalt med netop en af deltagerne i konkurrencen.

Men han skaffede os ikke kun venner. Fra første dag vi mødte ham blev vi alle venner. Hans energi var ikke til at sammenligne med noget, vi nogensinde havde set før, og da vi så ham danse var vi overbevist om, at hans evner ikke var helt sædvanlige. Dette viste sig at være rigtigt. Ikke blot var han i stand til selv at danse, men også at lære kunsten fra sig - specielt Angelique arbejdede han hårdt med op til finalen, som I måske så. Hvis ikke, så kommer der her et lille tilbageblik.”

Angel så folk smile overraskede, da tonerne til ”Rollercoaster Ride” lød over området, og hun vidste, hvad de så. Hende og Sawyer foran Kaitlyn og Nathan på scenen i Los Angeles. Det var en rar følelse at genkalde sig de øjeblikke, hvor de var så tæt på hinanden, at hvis hun havde strakt halsen bare en lille smule, ville hun have været i stand til at… Billedet af den slappe krop med blod på den ellers pletfri hud trængte sig på, og hun blev nødt til at knibe øjnene hårdt i for ikke at begynde at tude midt på scenen foran alle menneskerne, som stirrede på hende.

Fra verset ”others were interfering in whichever way they could” tog Nathans tilstedeværende stemme over efter optagelsen, og Angel så forvirret over på ham, mens hun fornemmede, at kameraerne nu var rettet på de to, som stod med ret lille mellemrum mellem hinanden. Han sendte hende et vidende smil og gjorde så en fejende, hentydende bevægelse tilbage mod indgangen til scenen. Instinktivt så hun i den retning, han pegede, og hendes hjerte sprang et slag over.

Iført et par af sine slidte sorte jeans - med et bælter, der holdt dem fast på hofterne - og en almindelig sort T-shirt stod Sawyer med armene afslappet hængende ned langs siderne og i en ganske simpel kontrapost, der på ingen måde så stiv ud. Hans lysebrune hår blev hvidt i spidserne af det skarpe lys, der nu faldt på ham og fik ham til at knibe de brune øjne sammen et øjeblik. Så smilede han og tog et par skridt fremad. Dette så til gengæld lidt besværligt ud for ham, men han nåede heller ikke ret langt.

Angel satte nemlig helt automatisk i løb hen mod ham, indtil han greb hende i sin favn og hun slog armene omkring ham, skødesløst og ligeglad med hvad alle andre tilstedeværende syntes. Hun registrerede dårligt det hjertelige ”åååh” fra publikum, eller Nathans understregelse af lyden i mikrofonen, men lod det være baggrundsstøj, idet hun mærkede de lange, slanke fingre sit hår, mens hendes ansigt blev presset ind mod den hårde brystkasse og kravebenet lige over.

Hvor hårdt hun end havde prøvet før kunne hun ikke finde en grund til, at hun ikke skulle lade sine tårer få frit spil nu. Hun havde savnet ham uendeligt og var lykkelig for at se ham. I det halve år turneen havde varet havde de ikke set hinanden. Ikke siden den aften, hvor han havde ringet til hende. Siden havde han ikke ringet, og hun havde været rædselsslagen for at han ville blive vred, hvis hun ringede. Så hun havde optaget sig selv med dansen og tilladt sig selv kun at tænke på ham én gang hver eneste dag - hvilket ikke virkede efter hensigten.

Hun havde tænkt og tudet og taget sig sammen i flere måneder, da det ligesom begyndte at blive en hverdagsting at hun tænkte på ham uden at tudbrøle. De første mange gange havde Duncan forsikret hende, at det hele nok skulle gå, og at Sawyer sikkert bare havde det hårdt og dermed slet ikke overskud til at forlade hospitalet, hvor hans sår og skader blev behandlet. Så vidt hun vidste havde han befundet sig der mere eller mindre siden den dag med Ashton. I hvilket omfang hans skader var, havde hun ikke den fjerneste anelse om, men hun vidste, at de var alvorlige.

På trods af at han havde været igennem en hård omgang havde det ikke sat sine spor hos ham. De mørke rande under og omkring hans øjne var væk nu og erstattet af fin, bleg hud som i resten af hans ansigt. Hans holdning var ikke stiv og påtvunget, men naturlig med let foroverbøjede skuldre og hovedet i en mere normal vinkel, der ikke fik det til at se ud, som om han stræbte efter at se så snobbet ud som muligt.

En anden atypisk ting for ham i dette sekund var den måde, hans hænder dirrede imod hendes krop og hår, hvor de var i kontakt. Så vidt hun huskede dirrede hans hænder aldrig, når han ikke var i smerte, men han så ud til at have det helt fint i sekundet før hun lukkede afstanden mellem dem og dermed afskar sin egen mulighed for at betragte ham.

Den ene hånd løb gennem hendes hår og ned omkring hendes nakke, og hun lagde langsomt hovedet tilbage, mens hun med halvt åbne øjne så på ham gennem sine øjenvipper. Han smilede, men hans øjne var blanke og en smule røde. I stedet for at nævne det for ham eller i det hele taget sige noget lod hun sin krop tale for sig, idet hun strakte sig op mod hans lange, slanke krop og slog sine arme omkring halsen på ham. Før hun vidste af det mærkede hun hans læber mod sine.

Fornemmelsen var helt anderledes end at kysse Duncan og Ashton. Meget mere ægte, meget mere levende. Det var en hel eksplosion af følelser, som fandt sted i hende i det splitsekund, deres læber mødtes første gang. Det var varmt og det var koldt, det var rart og det var skræmmende intenst, det var fantastisk, men det var også forfærdeligt - hun burde ikke stå der og kysse ham af sit hjertes lyst efter det, hun var skyld i. Alt, hvad der var sket for ham, var hendes skyld i sidste ende, så hun havde ingen ret til at nyde dette øjeblik.

Han burde straffe hende for at havde gjort noget så ondskabsfuldt. At have ladet det gå ud over ham, at hun ikke ville lade sejren glide ud mellem fingrene som sandet ved Venice Beach eller Santa Monica. Og alligevel stod han her med armene omkring hende og så på hende. Hun kunne mærke hans blik på sig, selv om hendes øjenlåg var gledet helt i. Og hans stemme var munter og varm - om end en smule hæs - da han hviskede ind i øret på hende:

,,Så du afskyr mig ikke stadig?”

Hun slog øjnene op og stirrede på ham, men kunne så ikke lade være med at grine selv. Det skænderi havde været så urimeligt og så åndssvagt. Og kortvarigt. Og alligevel havde hun pint sig selv med det lige siden.

,,Så du synes ikke, at jeg er egoistisk?” gav hun drillende igen.

Han smilede hemmelighedsfuldt, men gav ikke noget svar på spørgsmålet, hvilket hun egentlig godt forstod. Der var ikke så meget at sige. I stedet sænkede han sine hænder og lukkede dem om hendes for så at trække hende med sig hen til de andre i et tempo, hun ikke havde regnet med. Og han gik bedre nu end for et kort øjeblik siden.

,,Med dette, mine damer og herrer, vil vi sige tak for i aften. Kom sikkert hjem,” sagde Nathan i en drenget tone, der fortalte Angel, at han havde i sinde at drille hende senere.

Samlet gik de ned fra scenen under klapsalver og ud i det aflukkede område bagved, hvor der stod vagter. Larmen fra den anden side af scenen kunne høres som et svagt ekko heromme, men ellers var der mere eller mindre stille. Alle var lidt i deres egne tanker. Angel gav slip på Sawyers hånd for at lade ham gå over og hilse på Duncan og de andre. Imens gav hun sig til at fortælle Nathan, hvor rørende det havde været at høre ham udfolde sig på den måde.

,,Det der?” spurgte han og pegede med tommelfingeren bag sin skulder på scenen. ,,Det kommer over mig fra tid til anden.”

Hun lo.

,,Så kan jeg godt forstå, at Kaitlyn stadig er sammen med dig,” drillede hun.

,,Og det kunne du ikke i forvejen?” ville han vide, og spørgsmålet kom i en påtaget fornærmet tone.

,,Man har vel altid sine tvivl,” forsvarede hun sig muntert.

,,Nå, nå, nå.”

,,Hvad laver I?” spurgte Kaitlyn, som kom gående sammen med Trace.

,,Vi snakker bare,” svarede Angel og sendte Nathan et triumferende smil.

,,Om hvad?”

,,Om dig og mig, lille skat,” sagde Nathan og slog armene omkring sin kæreste i en voldsom bevægelse, der så ud til at komme bag på Kaitlyn, som skar en grimasse og rakte tunge.

,,Du skal ikke kalde mig ”lille skat”. Det har vi snakket om, ikke?” lo den smukke unge pige med det smukke hår.

,,Du har ret, herskerinde. Som du jo altid har,” klukkede sangeren fornøjet.

,,De to,” stønnede Trace opgivende og vippede lidt frem og tilbage på sine fødder.

,,Har du ikke selv en kæreste, Trace?” spurgte Angel og vendte sig mod ham, mens Nathan og Kaitlyn trak en smule væk fra dem.

Han lo.

,,Jo, det har jeg.”

,,Hvor længe har I så været sammen?”

Der var stille lidt, mens han tænkte sig om.

,,Det er vel efterhånden to år,” svarede han leende.

,,Hvordan er hun?”

,,Hmm… Lidt genert og usikker på sig selv, men for det meste glad og sød.”

Dette kom lidt bag på Angel, men samtidig kunne det jo også være en af grundene til, at han var så god til at tackle når hun var nervøs. Trace Douglas virkede som en karismatisk mand med selvtilliden i orden og overskud til hele verden.

,,Hvor kender du så hende fra?”

,,Vi gik i skole sammen.”

,,Virkelig?”

,,Ja.”

,,Wow.”

Han kløede sig i nakken med et par fingre og smilede så et underligt ømt smil.

,,Jeg har aldrig forstået, hvad hun så i mig.”

,,Har du ikke?”

,,Nej.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Da vi begyndte at ses gik jeg ikke engang som jeg går nu. Det foregik langsomt og stift, og jeg havde svært ved at holde balancen og skulle bruge hjælp til en masse ting. Ting, hun aldrig nogensinde havde drømt om.”

Angel lod informationerne sive ind lidt. Så sagde hun mildt:

,,Nogle gange er det rart, at I mænd ikke opfører jer, som om hele verden ligger for jeres fødder. At I rent faktisk også viser, at I har brug for hjælp en gang imellem.”

Han blinkede overrasket, men nikkede så.

,,Du taler om Sawyer, gør du ikke?”

Hun rødmede dybt og ville have benægtet det hvis ikke han havde haft ret.

,,Joh.”

Ud af øjenkrogen så hun Julie stå med armene omkring Sawyer, som lod til at være i gang med at fortælle hende et eller andet, og selv om det gav et lille stik af jalousi indeni, så kunne Angel ikke lade være med at smile. Hun huskede Julies erklæring af, at hun ikke var en trussel, men vidste, at det var en løgn. At Sawyer ikke nærede den slags følelser for Julie, han nærede for hende. Det fremgik blandt andet af det skænderi, de havde haft, hvis han var blevet vred over, at hun kyssede med Noah.

Så de stod vidst lige. Hun vidste jo godt nu, hvorfor han var blevet vred. Eller måske nærmere ked af det. Og hun fortrød sin handling i den forstand, at hun ikke havde lyst til at såre Sawyer af alle mennesker, selv om det gavnede hende selv. Hun så paralyseret til, mens Julie trak sig tilbage fra den lange krop og vinkede, hvorefter hun gik i modsatte retning. Sawyer drejede øjeblikkeligt om så han stod med front mod hende, hvorefter han kom hen mod hende med lange, fejende skridt, hun aldrig havde set ham udføre på samme måde før.

,,Devil, det er ikke pænt at stirre,” sagde han belærende, men hans tone var blid.

,,Det er heller ikke pænt at gå på omgang, Sawyer,” efterabede hun i samme tone.

Bag sig kunne hun høre Trace camouflere sin latter med et dårligt fremtvunget host.

,,Jeg går aldeles ikke på omgang,” forsvarede han sig. ,,Det kaldes at have venner.”

,,Venner med fordele, mener du vel.”

Han lo dæmpet.

,,Og det skulle komme fra dig.”

,,Og hvad mener du helt præcist med det?” spurgte hun en smule mere seriøst.

,,At i den tid jeg har kendt dig, har du kysset med henholdsvis Duncan, Ashton og Noah.”

,,Og nu dig selv. Men det var måske bare lige for at prøve det af?”

,,Ja, selvfølgelig var det da det,” sagde han sarkastisk og vendte øjne af hende. ,,Jeg har ikke set dig i et halvt år, og det første, jeg tænker på, er da at kysse dig bare for at prøve det.”

,,Hvis skyld er det lige, at vi ikke har set hinanden så længe?” spurgte hun og mærkede desperationen og vreden og længslen fra de sidste seks måneder boble frem til overfladen og sætte sig som en klump af gråd i halsen på hende.

,,Siger du, at der er min skyld?” spurgte han og lød chokeret, men også en smule vred.

,,Du kunne have ringet!”

,,Det kunne du også!”

,,Jeg vidste ikke, om du havde overskud til at tale.”

,,Siden hvornår har jeg ikke haft overskud til at tale med dig?”

Hun bed sig i underlæben og kneb øjnene sammen.

,,Det er ikke det, der er pointen,” sagde hun langsomt.

,,Hvad er det så, der er pointen?”

,,Pointen er, at vi ikke har set hinanden i seks måneder, og jeg vidste ikke, om du var vred på mig.”

,,Hvorfor i al verden skulle jeg være det?”

,,For det første på grund af det, jeg sagde. For det andet fordi det gik ud over dig, at jeg ikke overholdt min aftale med Ashton.”

,,Det her har vi diskuteret før, Devil,” sagde han og lød pludselig træt. ,,Men der var ikke kommet noget godt ud af det uanset hvad. Det er jeg sikker på. Og hvis du absolut vil vide det, så gav han mig faktisk et valg den dag. Jeg valgte selv at møde op.”

,,Hvorfor helvede gjorde du det? Er du sindssyg?”

,,Det var enten mig eller dig, det ville komme til at gå ud over.”

,,Men det burde jo være mig, det gik ud over. Hvorfor mødte du op? Vil du gerne dø, eller hvad går der gennem hovedet på dig?”

,,Nej, selvfølgelig vil jeg ikke dø. Og det ville jeg heller ikke der,” sagde han og trådte et skridt tættere på hende. ,,Men jeg havde aldrig tilgivet mig selv, hvis der var sket dig noget.”

,,Tror du måske, at jeg nogensinde kommer til at tilgive mig selv, at der skete dig noget?”

,,Det håbede jeg.”

,,Hvordan kunne du -”

,,Fordi det ville være endt sådan uanset hvad. Han ville bare finde på andre metoder til at få sin hævn.”

Hun så alvorligt på ham og fnøs så.

,,Jeg fatter ikke, at du tror, der ikke skete mig noget,” mumlede hun tvært.

,,Hvad?! Hvornår?”

,,Ikke fysisk, din idiot,” snerrede hun. ,,Men der skete mig noget. Da jeg så dig blive kørt på hospitalet. Da jeg hørte om hvad Ashton havde gjort. Og al den tid jeg ikke hørte det mindste fra dig.”

Hun gav efter for tårerne igen og tørrede dem arrigt væk, selv om de bare blev erstattet af nogle nye. Hans hånd rørte forsigtigt ved hendes skulder.

,,Jeg har også savnet dig,” sagde han langsomt og trak hende ind mod sig.

Der var blevet stille omkring dem, og Angel skammede sig over hele tiden at græde på den måde.

,,Angie,” sagde hendes mors stemme pludselig, og hun løsrev sig forsigtigt fra Sawyer, som trådte et skridt væk, men stadig lod sin ene hånd hvile på hendes lænd.

,,Hej mor,” sagde hun stille og så ned. ,,Far.”

,,Hej, skat,” mumlede hendes forældre i kor, inden hendes mor overtog igen:

,,Hvor gjorde I det bare fantastisk.”

,,Tak.”

,,Og så hørte du endelig fra Sawyer,” drillede hendes far mere modigt.

Hun smilede en anelse og nikkede, hvorpå hun trådte tilbage ved siden af Sawyer.

,,Hvor er det godt at se, at du er i god behold igen, Sawyer,” kvidrede Sarah muntert.

,,Det var en hård omgang,” tilføjede hendes far.

Sawyer nikkede langsomt.

,,Jeg skylder jer mere, end jeg kan sige med ord,” mumlede han og så direkte på hendes forældre med sine brune øjne. ,,Tusind tak.”

Angel så uforstående fra den ene til den anden.

,,Det var ingenting,” sagde hendes far henkastet.

,,Hvad er det, jeg ikke ved?” spurgte hun stille.

Sawyer trak hende ind til sig med den ene arm.

,,Jeg modtog en donation, mens jeg lå på hospitalet,” forklarede han. ,,Til den operation af min ryg, jeg fortalte dig om.”

Hun så chokeret over på sine forældre, som nu stod på samme måde som hun og Sawyer, begge smilende varmt til hende. Derpå skævede hun op til det blege ansigt med de brune øjne og det lysebrune hår.

,,Så du…”

Han nikkede og bøjede sig ned for at slå armene omkring hende og løfte hende fra jorden, og hun klamrede sig til ham.

,,Forhåbentlig skal jeg aldrig mere tænke på, hvilken skade Ashton kan forvolde,” svarede han stille ind i hendes øre, og hun nikkede ned mod hans skulder.

Han satte hende langsomt ned igen, og hun begyndte at lade sine arme falde ned langs siderne, men hans var i vejen og holdt dem oppe, mens de holdt hende presset ind mod hans slanke krop, der ganske vidst var blevet tynder i løbet af de sidste seks måneder, men i det mindste havde han det godt med usigten til at få det endnu bedre, end han før havde haft det.

,,Angelique,” hviskede han ind i ansigtet på hende. ,,Jeg elsker dig.”

Hun så chokeret op på ham, men blev ikke grebet af samme mærkelige følelse som de dag, han havde fortalt hende, at han var glad for hende. Dagen efter at de havde vundet konkurrencen. Den dag, hun ellers havde udnævnt til den hidtil værste i hendes liv. Det havde faktisk også været en god dag før det. Selv om hun ikke havde svaret ham, fordi hun ikke havde kunnet få det hele til at hænge sammen. Nu tog hun sig sammen og så ham dybt ind i de brune øjne.

,,Jeg elsker også dig, Sawyer.”

Derpå stillede hun sig på tæer og kyssede ham igen, mens der udbrød klapsalver omkring dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...