Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3292Visninger
AA

11. Turen

 

11. Turen.

De følgende to dage var trættende, fordi de trænede mere end dobbelt de tre timer dagligt, der var blevet aftalt. De andre tog fri fra arbejde for at træne, og de forbedrede sig utroligt meget som gruppe over de to dage. Som et resultat af dette sov Angel hele natten så snart hun lagde hovedet på puden og lukkede øjnene. Der var ikke engang overskud til at drømme.

Derfor var hun helt mørbanket, da en stemme kaldte hende til overfladen om morgenen på tredjedagen efter besøget på hospitalet. Hun lod langsomt sine øjenlåg glide tilbage og gabte dovent, inden hun virkelig fokuserede på stemmen og dens indehaver.

,,Godmorgen, Angie,” sagde hendes far smilende.

Hun kneb øjnene sammen og huskede så, at det var søndag.

,,Godmorgen, far,” sukkede hun og lukkede øjnene igen. ,,Og godnat igen.”

,,Næh du,” sagde han muntert og trak dynen af hende. ,,Du skal ikke sove mere. Du har gæster.”

,,Gæster?”

,,Ja.”

,,Hvem?”

,,Kom nu bare med. Og tag hellere noget tøj på.”

Forvirret og en smule irriteret trak hun en lang, løs T-shirt over hovedet og fulgte efter sin far. I entreen fik hun sig lidt af en overraskelse, selv om en del af hende havde ventet det før eller senere.

Sarah stod og snakkede tilfældigt om vejret med Sawyer, som så friskere ud, end han længe havde gjort. De mørke rande omkring hans øjne var næsten væk, nogen havde klippet spidserne af hans hår og han smilede ærligt til Sarah, som snakkede og snakkede som om hun aldrig havde lavet andet. Angel bemærkede først da Sawyers holdning. Han stod stadig med rank ryg, men i en svag kontrapost-stilling med en stok hvilende mod den ene hofte, der fik ham til at se afslappet ud.

Da deres blikke mødtes, hævede han en hånd og rømmede sig dæmpet ned mod håndryggen, hvilket fik Sarah til at holde inde. Angel så dernæst sin mor vende sig, og et forstående smil bredte sig på den voksne kvindes ansigt.

,,Godmorgen, Angie,” hilste hun muntert.

,,Godmorgen,” svarede Angel og trak en hånd gennem sit hår. ,,Hej Sawyer,” tilføjede hun og gik en smule nærmere.

,,Hej Devil,” hilste han og virkede på ingen måde irriteret.

,,Kom dog indenfor, Sawyer,” tilbød Sarah imødekommende og trådte ind i døråbningen ind til køkkenet.

,,Tak.”

Angel bemærkede, hvordan han haltede en lille smule på det venstre ben, da han greb stokken og bevægede sig længere ind i huset.

,,Så du overlevede, da du slap ud?” drillede hun.

Han sendte hende et opgivende blik.

,,Det ser sådan ud, gør det ikke?”

,,Det ved jeg nu ikke.”

Af en eller anden grund tilfredsstillede det hende at se ham smile ad kommentaren.

,,Angie, vær sød,” sagde hendes far.

,,Det er okay, Mr. Porter,” erklærede Sawyer. ,,Jeg er vant til det.”

,,Hvad? Min søde, uskyldige lille datter kunne da aldrig finde på at sige den slags til andre som andet end en smutter,” lo hendes far, selvfølgelig i spøg.

,,Det var også kun for sjov,” gik Sawyer med på spøgen. ,,Hun er altid en lille engel.”

Den måde han sagde det med eftertryk fik det til at vende sig i Angel, og hun skyndte sig at følge efter dem ind i køkkenet. Men så snart hun mødte hans blik bemærkede hun, hvordan det var blidere igen, nærmest som en undskyldning.

Da de havde fået placeret sig ved bordet tog Angel hurtigt en bolle og begyndte at sidde og gnave i den uden rigtig at være sulten. Hvad mon Sawyer lavede der? Det føltes som en evighed siden hun havde set ham, på trods af det faktum, at det kun var et par dage siden. Var dette bare hans måde at markere sin fortsatte tilstedeværelse i hendes liv, eller havde hans besøg faktisk et formål? Uanset hvad så var hun næsten glad for, han var der, hvor underligt det end virkede.

På et tidspunkt i et mellemrum mellem to samtaler rømmede Sawyer sig dæmpet og skiftede stilling, så han sad en smule lænet forover og med den ene arm hvilende mod bordpladen. Normalt ville dette have været en afslappet stilling, havde det ikke været for hans øvrige holdning, der ikke havde ændret sig.

,,Der er en grund til, jeg er kommet,” tilstod han uden tøven. ,,Det handler om en konkurrence, der delvist bliver afholdt i Florida i løbet af de kommende to dage.”

Den måde hendes forældre pludseligt blev skarpt opmærksomme bekymrede Angel en lille smule, selv om Sawyer uden tvivl vidste, hvad han foretog sig. Forsigtigt skævede hun over til sin far, der sad og betragtede Sawyer uden så meget som at fortrække en mine. Hun havde jo fortalt ham, at Synthetic Supernova ikke havde tænkt sig at tage med, så han kunne vel i realiteten også føle sig helt sikker.

,,Jeg ved, at Synthetic Supernova er ivrige efter at få Angel med, nu hvor de har fået tilbudt at komme med i konkurrencen selv om tilmeldingsfristen var overskredet,” forklarede Sawyer roligt og tilføjede: ,,Angel takkede nej til tilbuddet om at deltage i første omgang, fordi hun ville sikre sig, at hun kunne arbejde på sin skolegang på José Millers danseakademi. Men eftersom hun jo fik et afslag fik de endnu en mulighed for at være med.”

,,Det synes jeg ikke er en god idé,” indrømmede hendes far. ,,Florida er langt væk, og de typer, hun normalt er sammen med er ikke lige…”

Selv om han ikke færdiggjorde sin sætning, kunne Angel se, at Sawyer udmærket forstod, hvad der mente  med det.

,,Tænk på det lidt anderledes. Angelique er en voksen kvinde, en passioneret og dygtig danser med en drøm om at kunne leve af netop dette. Konkurrencen bliver sendt live i morgen aften på tv og senere hen. Det er, efter min mening, en endnu større mulighed end at studere på en skole, hvor man ikke nødvendigvis skal danse hver eneste dag,” sagde Sawyer i samme bløde tonefald som tidligere, hvilket klædte hans dybe stemme utroligt godt.

,,Det er ikke, fordi jeg ikke under hende at forfølge sin drøm, eller fordi jeg ikke stoler på hende, at jeg er betænkelig ved det,” sagde hendes far og fortsatte uddybende: ,,Men det har jo sin pris at tage til Florida, og det er penge, jeg tvivler på, resten af den gruppe faktisk har. Samtidig ved jeg jo, hvilke kår de kommer fra, og at de gerne fester lidt for meget.”

,,Jeg er fuldstændig enig i det sidste,” medgav Sawyer. ,,De fester for meget og drikker endda, hvis de kan komme til det. Men dette er også deres drøm. De vil også gerne det her. Og hvad angår prisen,” han rømmede sig dæmpet, ,,så financierer bandet alle omkostninger forbundet med rejsen såvel som indlogering.”

,,Det lyder næsten utroligt.”

,,Ja, det ved jeg. Men det var hvad jeg fik at vide.”

,,Af hvem, helt præcist?”

,,Rising Fake Stars’ keyboardspiller.”

,,Har du den slags kontakter?”

Sawyer nikkede.

,,Hvorfra kender du ham?”

,,Før Rising Fake Stars’ berømmelse tog til i styrke var de på ferie her i Californien. Jeg mødtes med dem dengang,” fortalte han, og Angel bemærkede, hvordan hans stemmeføring nu var ydmyg, hvilket hun aldrig før havde oplevet.

,,Så du kender dem alle sammen?” spurgte hun forsigtigt.

,,Nogle bedre end andre.”

,,Hvorfor mødtes du med dem?” ville hendes far vide.

,,Dengang kunne jeg noget helt særligt, som en af deres veninder var interesseret i. Men det er meget længe siden nu.”

Afslutningen på svaret gjorde det klart for enhver i lokalet, at de ikke skulle spørge yderligere ind til det. Så Angel nøjedes med at overveje, hvad Sawyer mon kunne have været god til, som han ikke længere var.

,,Hvornår er der afgang til Florida?” spurgte Sarah pludseligt i den langsomt spredende stilhed.

,,Om nogle timer.”

,,I dag?!”

,,Ja.”

,,Skal du selv med dem? Angel fortalte, at du ikke danser,” indskød hendes far.

,,Ja, det skal jeg. Men hun har ret. Jeg kan ikke danse.”

,,Er du sikker på, det ikke bare er en undskyldning for at vi vil lade hende tage af sted?”

Sawyer smilede ærligt, idet han svarede:

,,Helt sikker.”

Hendes forældre vekslede blikke hen over bordet, og Angel kunne til sin egen glæde se, hvordan de var enige om, det måske var en god idé at lade hende tage af sted. Hvorfor det egentlig havde betydning, at Sawyer to med, anede hun ikke. Ikke for dem, i hvert fald. Men for hende var det egentlig ret simpelt. Han havde hjulpet hende mere end en gang nu, og samtidig med at hendes gæld til ham voksede, blev hun også mere og mere taknemmelig og glad for, han havde besluttet sig for at blande sig i hendes liv.

,,Hvad siger du, Angie?” spurgte Sarah.

,,Jeg vil rigtig gerne med. Det er måske den bedste chance, jeg nogensinde får.”

Igen var der stille lidt.

,,Godt. Så tag af sted,” erklærede hendes far. ,,Men pas på dig selv.”

,,Selvfølgelig. Tak.”

Derpå rejste hun sig og gik rundt om bordet for at omfavne sine forældre. Så satte hun kursen mod gangen og trappen til overetagen igen. Ikke mange sekunder senere hørte hun Sawyer rejse sig fra sin plads og indlede en dæmpet samtale med forældrene, som ivrigt kastede sig ud i samtalen uden så meget som at tænke på det, han havde nævnt om ikke at danse.

Hun måtte rette sig selv i det samme. Han havde aldrig sagt, at han ikke dansede, men at han ikke kunne danse. Måske var det bare hans måde at sige det på, men det lød underligt i hendes ører, hvilket måske var grunden til, hun fokuserede så meget på det.

,,Sawyer, bliver du her og venter, eller skal vi bare mødes senere?” spurgte hun pludseligt og vendte sig i døren.

,,Har du ikke pakket, sådan som Duncan bad jer om?” ville han vide, og der var intet andet end nysgerrighed i hans stemme.

,,Jo,” indrømmede hun og så ned.

Det havde hun, netop fordi Duncan havde understreget overfor alle, hvor vigtigt det var at være klar når dagen pludseligt kom. Hun havde en snæver mistanke om, at han godt selv vidste det i forvejen, og at det gjorde de andre også, for hun syntes at være den eneste, der havde sine tvivl med hensyn til planlægningen. Hidtil havde hun slået det hen med, at de andre ikke var så vant til at strukturere deres liv, som hun selv var. Men nu hvor Sawyer stod der og mindede hende om noget, Duncan havde sagt, mens han ikke selv havde været til stede, blev hun mistænksom. Og så besluttede hun, at det kunne være lige meget.

,,Jeg venter bare her,” erklærede han.

 

Og det gjorde han så. For da hun femogfyrre minutter senere var klar til at gå, befandt han sig stadig i køkkenet, underligt nok i færd med at vaske op. Angel bemærkede, hvordan hans hænder arbejdede rutineret med tallerkenerne, som han hurtigt fik vasket fri for snavs. Hvorfor han gjorde det anede hun ikke, for de havde en opvaskemaskine. På den anden side kunne hun også bedre selv lide, hvis tallerkenerne og glassene blev vasket op i hånden - så kunne hun inspicere dem og sikre sig, at der ikke var steder, hvor bakterierne ikke blev vasket af.

Alligevel var det underholdende at se Sawyer stå der med sin ranke ryg alene i det tomme køkken med hænderne indhyllet i sæbe og i færd med at gøre andres ejendele rene. Det virkede ikke som den typiske Sawyer, hun havde lært at kende, men det klædte ham på en eller anden måde latterligt godt - specielt med den måde, lyset faldt ind gennem vinduet og oplyste hans ansigt og hår.

,,Nyder du udsigten?” spurgte han, og det gav et sæt i hende.

,,Ikke specielt,” svarede hun bare og satte hænderne i siderne. ,,Men hvis du er færdig med at fedte dig ind hos mine forældre kan vi måske komme videre?”

,,Siger hende, der lige har brugt tre kvarter på at gøre sig klar, på trods af at alting i forvejen var pakket og klart,” gav han igen, satte en tallerken fra sig og tørrede sine hænder i et viskestykke. ,,Men du har ret. Lad os komme videre.”

De forlod køkkenet side om side, for at Angel kunne tage afsked med sine forældre. Så fattede hun sin taske med de forskellige ting og fulgte efter Sawyer udenfor. Først overraskede det hende, at han ikke var kommet i bil, men på den anden side måtte hans bil ikke være i specielt god forfatning, hvis han var kørt galt i den - og så kunne han garanteret heller ikke køre med det dårlige knæ.

I stedet for at plage ham med den lange gåtur, til lufthavnen satte hun kursen mod garagen for at finde sin bil. Da hun så sig over skulderen, mødte hun tilfældigt hans brune blik og tog ham dermed i at kigge indgående, mens han langsomt fulgte efter hende hen over græsplænen, haltende på venstre ben. Noget ved hans blik fik hende til at blive ved med at kigge, mens hun nu i stedet bakkede hen mod garagen og Minien, der var parkeret bagerst, grundet det faktum at hun var den, der oftest var ude i weekenderne.

,,Kan du køre?” spurgte hun forsigtigt.

,,Jah. Det kan jeg nok godt,” svarede han og tog et par skridt, der var noget længere.

,,Vil du? Eller skal jeg?”

Han trak bare på skuldrene som svar, men noget i hans blik var ved at sluge den lille bil. Det var ikke på nogen måde at opfatte som grådigt, men fortalte hende hurtigt, at han ikke kørte i en sådan hver dag.

,,Sawyer,” kaldte hun med et skævt smil.

Han så over på hende, og hun kastede bilnøglen til ham. Et splitsekund fortrak hans ansigt sig i overraskelse. Så greb han nøglen og nikkede som bekræftelse af at han havde styr på det. Derefter satte de sig ind i hver side. Angel tog imod hans stok og holdt den, mens han startede bilen og bakkede ud af indkørslen.

De kørte i tavshed et godt stykke tid. Weekendtrafikken var ikke slem, fordi det endnu ikke var blevet aften, men hurtigt kunne de heller ikke ligefrem køre, og det fik turen til at trække lidt ud. Angel sad og betragtede vejen og følte sig underligt privat ved at sidde sammen med Sawyer i sin egen bil, når det ikke var hende, der kørte. Udefra kunne det se ganske romantisk ud: et ungt par i en lille, ren bil, iklædt sommerligt tøj. Og hun bemærkede da også, hvordan et misundeligt udtryk bredte sig på en ung turists ansigt, idet hun så bilen glide forbi i et lyskryds.

Angel måtte beundre Sawyer for hans evne til at køre, selv med det dårlige knæ, der umuligt kunne være sjovt at bruge til at køre med. Han sad - stadig med rank ryg - ganske tilbagelænet med den ene hånd på rattet og den anden hvilende langs bilens rude. Han holdt ikke kun øje med vejen og spejlene, men Angel tog ham også et par gange i at gengælde hendes blik, når det gled i den retning.

,,Jeg forsøger altså ikke at fedte mig ind hos dine forældre,” sagde han pludselig.

Hun drejede skarpt hovedet.

,,Hvad?”

,,Det du sagde. Jeg forsøger ikke at gøre et særligt indtryk på dine forældre.”

,,Hold dog op,” sagde hun bare vantro og hævede et øjenbryn. ,,Det var rimelig tydeligt.”

,,Jeg mener det.”

,,Det gør jeg også.”

,,Pointen er at du tager fejl.”

,,Vel er det da ej. Hvorfor ville du ellers skifte personlighed som et lynnedslag, da vi blev alene?”

,,Fordi det er nødvendigt.”

,,Nødvendigt?”

,,Ja.”

,,Du er seriøst langt ude,” erklærede hun irriteret.

Han svarede ikke men vendte i stedet blikket mod vejen og koncentrerede sig om sin kørsel.

 

Det var en overraskende lille lufthavn, som Angel aldrig havde været i, men som Sawyer syntes at kende. Han ledte hende ubesværet ud på en ret lille landingsbane, hvor hun fik øje på gruppens resterende medlemmer. Duncan stod med en arm omkring skuldrene på Aisha, Evan med en omkring Claire og Jonas og Phil stod lidt på sidelinjen og kiggede på dem, mens de diskuterede et eller andet, der på afstand var ganske uhørligt.

Kort skævede hun til Sawyer, som gik et skridt foran hende hele tiden og holdt et forholdsvis højt tempo, selv om hun kunne se hans muskler spændes under stoffet på hans bluse. Det fik hende til næsten at have ondt af ham - og hun ville have haft det, hvis ikke han havde været så irriterende på køreturen og ignoreret alle spørgsmål, hun stillede. Men på den anden side havde hun jo faktisk indbudt til samtale, og hvis hun nu skulle være helt ærlig, var hun faktisk lettet over, han ikke havde svaret hende.

Nu var hun i det mindste i en position, hvor hun ikke behøvede være tæt på ham, men derimod kunne skjule sig lidt for ham og holde ham ude af sit liv. Den venskabelige følelse mod ham fra tidligere på dagen var forduftet som dug for solen, og hun havde ikke den fjerneste idé om, hvordan hun nogensinde havde kunnet få sig selv til at smile til ham og være taknemmelig for hans tilstedeværelse - hvis ikke lige det var fordi han jo faktisk havde gjort noget godt for hende.

Ved siden af gruppen stod et lille, dyrt udseende fly med flere forskellige unge mennesker på vej indenfor. Hun bemærkede på afstand Ashton og følte et stik i sit indre. Hun havde ikke lyst til at konkurrere mod ham af alle mennesker, når de nu var kommet på så god talefod. Men det kunne hun blive nødt til. Og hun ville give alt, hvad hun havde, uden på nogen måde at holde igen. Dette var en betryggende og rar tanke, som hun knyttede et bånd til i det øjeblik, hun satte tempoet op og overhalede den humpende Sawyer i let løb for at komme hen til sine venner.

Duncan greb hende med vidtåbne arme og svang hende rundt i luften, nærmest ekstatisk af glæde på den særlige måde, hun holdt af hos ham. Han var rar, når han var i det humør, og på tidspunkter som dette ønskede hun virkelig, at hun kunne elske ham som mere end en ven. Men det gjorde hun altså ikke, og nu havde han jo også Aisha. Så var det hele godt, og hun skulle ikke bekymre sig om den slags. Hendes eneste bekymring var nu Sawyer, som hun nok desværre ikke kunne slippe af med det næste stykke tid. Egentlig var det vel heller ikke helt, hvad hun ville have. Han skulle bare ikke blande sig for meget i hendes liv - og indtil videre havde han altså gjort det på det kraftigste.

,,Jeg kan slet ikke fatte, at vi skal til Fort Myers!” hvinede Claire og hoppede Angel om halsen.

,,Heller ikke mig!” hvinede Angel fjollet tilbage og knugede sin veninde ind mod sig.

,,Heller ikke mig!” gentog Aisha og slog armene omkring dem udefra.

De andre kom til en efter en, indtil Angel og Claire måtte stønne af smerten over at blive klemt mellem de andres kroppe. Så gled de grinende lidt fra hinanden. Angel stillede sin taske fra sig for ikke at skulle bære på den mere end højest nødvendigt. Derpå kastede hun et blik ud over sine omgivelser og blev overrasket over ikke ved første øjekast at få øje på Sawyer. Ikke før hun så bedre efter helt henne ved flyet, i hvert fald.

Han stod sammen med en ung kvinde. Denne unge kvinde var noget nær den smukkeste, Angel nogensinde havde set. Hun havde langt, mørkt hår og en utrolig selvsikkerhed i alle sine bevægelser. Og Sawyer talte med hende uden at fortrække en mine, præcis som når han førte en ganske almindelig samtale med Duncan. Intet i hans træk afslørede nogen form for beundring, og det havde sandsynligvis været godt det samme, siden kvinden så ud til at være et par år ældre end ham. Men alligevel…

Angel fik øjenkontakt med kvinden, som grinede og kastede sit lange hår tilbage over skulderen, mens hun sagde et eller andet til Sawyer, som drejede hovedet skarpt og så hen mod gruppen. Så trak han let på skuldrene og vendte igen sin fulde opmærksomhed væk fra Synthetic Supernova, og at dømme ud fra den måde, han afslappet bevægede hænderne - illustrerende - talte han med al sandsynlighed efter et par sekunder. Angel ville gerne høre, hvad han sagde, for hun havde en fornemmelse af at blive bagtalt. Men hun havde ingen ret til at blande sig, og derfor blev hun på afstand og vendte sin opmærksomhed mod Phil, som stod med en klynge af stof over den ene arm.

,,Hvad har du der?” ville hun vide.

Han grinede vidende og rakte hende hele klyngen på nær et stykke stof, som han i stedet foldede ud med front mod hende. Det var en løs top i stil med dem, hun normalt gik med. Men frem for navnet på en bestemt stat, et baseball hold eller noget andet var logoet på beklædningsgenstanden gruppens eget. Det med eksplosionen, som Phil havde tegnet, og som de havde malet i ansigterne, når de skulle ud og danse. Nedenunder stod der med graffitibogstaver ”Synthetic Supernova”, hvilket understregede gruppens tilstedeværelse. Det var underligt professionelt, og hun måtte indrømme, at hun elskede tanken om det.

,,Hvor er den fed!” erklærede hun.

,,Se her,” bad han og vendte den om.

Mellem skulderbladene stod der med samme bogstaver som på forsiden ”Claire”, og et kort blik ned på de andre stykker stof i bunken bekræftede for hende, at der stod et forskelligt navn på dem alle. Nogle så dog ikke helt ud til at have samme form som Claires, og hendes mest kvalificerede gæt ville være, at fyrene nok ikke gik i den slags toppe, men at de havde fået almindelige tanktoppe.

,,Phil, hvor har du dem fra?” ville hun vide.

,,Jeg har selv lavet dem. Pengene til de forskellige materialer har jeg samlet sammen på det seneste, fordi vi snakkede om at finde noget nyt tøj at danse i,” forklarede han muntert.

,,De er helt vildt flotte.”

,,Jeg er også ret tilfreds. Du skulle have set Duncan, da jeg viste ham dem.”

,,Han har garanteret været ellevild,” forudsagde hun.

Phil løftede armene over hovedet og hoppede på stedet et øjeblik, mens han lavede et tumpet ansigtsudtryk med et bredt smil. Angel grinede. Hun kunne levende forestille sig Duncan reagere på den måde.

,,Må jeg se?” spurgte en stemme pludselig ved siden af hende, og Angel hoppede næsten en meter op i luften af bare forskrækkelse.

Hun havde ikke så meget som hørt ham komme, men nu stod Sawyer mindre end en halv meter fra hende med den frie hånd stoppet i lommen på sine bukser. Phil holdt stolt toppen med Claires navn op foran Sawyer.

,,Wow,” var alt, hvad der kom fra den høje, tynde fyr ved siden af Angel, og det var tydeligt, at han var imponeret.

,,Phil, ring efter en ambulance. Sawyer har for første gang i sit liv mistet mælet,” kommenterede Angel både smilende og spydigt på samme tid, og hun kunne se, hvordan Sawyer havde lyst til at krympe sig - nok mest grundet den benævnelsen af en ambulance.

,,Meget morsomt,” kommenterede Sawyer tørt.

,,Lidt,” grinede Phil. ,,Hun har ret. Det er ikke tit, du ikke kan finde på noget at sige.”

Sawyer tænkte sig om, og et grin bredte sig over hans ansigt.

,,Måske har du ret,” tilstod han. ,,Men jeg kan godt finde på noget at sige nu. Flyet letter lige om lidt. Medmindre I har lyst til at stå tilbage her, så anbefaler jeg, at I går om bord.”

,,Skal du ikke med?” ville Phil vide.

,,Jo.”

,,Hvorfor er du så ikke selv gået ind?”

,,Det er lidt vigtigere, at I kommer med, end at jeg gør det.”

Angel blev oprigtigt overrasket over den selvfølge, han sagde det med. Det virkede, som om han ikke engang tænkte over den uselviske kommentar, men at den kom helt naturligt. Som om det var den slags, han sagde til daglig. Og så gik det op for hende, at hun aldrig rigtig havde hørt ham føre en almindelig samtale med de andre, uden at det var på afstand. Øjeblikket med Phil mindede hende om hans væremåde overfor hendes forældre, og derefter huskede hun, hvad han havde sagt på køreturen til lufthavnen: at han ikke forsøgte at gøre et bestemt indtryk på hendes forældre. Desuden gav hans udtalelse hende en idé.

,,Selvfølgelig er det vigtigt, du kommer med, Sawyer. Alt det her er din fortjeneste. Det ville ikke være retfærdigt, hvis ikke du tog med,” sagde hun og håbede, at det lød lige så naturligt, som hun gerne ville have det til.

At se chokket glide over hans ansigt som en bølge var det hele værd.

,,Gå nu bare ind med jer, så siger jeg det til de andre.”

Lydigt gik de hen til flyet, men så stoppede Angel også op og fortalte Phil, at han bare kunne gå i forvejen. Hun følte en underlig trang til at holde øje med Sawyer, netop fordi han ikke havde ønsket, hun skulle gøre netop dette. Hun ville sikre sig, at han kom med, selv om det egentlig kunne være rart, hvis han ikke nåede det.

Lidt efter gled resten af gruppen forbi, og hun var fristet til at gå med dem, men blev dog stående og ventede. Fra sin plads havde hun overblik over en stor del af den lille landingsbane, og hun kunne se Sawyer dirigere et par andre hen mod flyet, inden der var afgang. Hans stilling var blevet mere anspændt end tidligere, når han stod, og da han kom nærmere, kunne hun se, hvordan han haltede en smule værre end tidligere, og at blodårerne på hans venstre håndled trådte tydeligere frem end før.

,,Gå nu ind,” sagde han bare, men hans stemme var knapt så skarp som tidligere, og den havde ingen truende klang.

I stedet lagde hun hovedet på skrå, sprang ned på asfalten fra den trappe, hun stod på og havde egentlig i sinde at følges med ham. Men at se ham kæmpe lidt med fremfærden fik hende til at stikke en arm under hans frie og trække lidt over mod sig selv, sådan så han fjernede vægten fra det skadede knæ.

,,Lad være…”

,,Nej,” sagde hun stædigt.

,,Hvorfor ikke?”

,,Fordi… nu er det mig, der hjælper dig.”

,,Du ville hjælpe mig mere ved at lade være.”

Hun smilede for sig selv og regnede med, at han indså hvad hun havde set i samme øjeblik, for han slappede en smule mere af, og et smil understregede, at han ikke mente sine himmelvendte øjne så slemt, som de måske kunne have set ud.

,,Fint,” opgav han. ,,Hvis du absolut skal hjælpe, så skift side. Jeg skal bruge min højre hånd om lidt.”

Af en eller anden grund følte hun for at føje ham, og derfor skiftede hun hurtigt side, mens han tog stokken over i den anden hånd.

,,Gik det ikke fint nok i morges?” ville hun vide.

,,Jo,” svarede han. ,,Men jeg er ved at blive træt.”

,,Er det hårdt?”

Han nikkede langsomt.

,,En smule. Når man ikke er vant til det.”

,,Gør dit knæ ondt?”

Dette skulle han åbenbart lige tænke over. Så trak han let på skuldrene.

,,Jeg har prøvet værre.”

Hun rystede bare let på hovedet og fulgte med ham i samme tempo. Egentlig tvivlede hun på, at han nogensinde havde prøvet noget værre. Men på den anden side kendte hun ham jo dårligt nok, så det ville være mærkeligt, hvis alle hendes antagelser alligevel var sande.

Underligt nok virkede Sawyer lidt utilpas ved at have hende tæt på sig, og hun overvejede et kort øjeblik at lade ham gå, sådan som han havde givet udtryk for, at han gerne ville. Akkurat som den tanke strejfede hende, nåede de hen til den lille trappe op til flyet, og da slap hun hans arm. Hvilket hun åbenbart ikke skulle have gjort, for det fik ham til kort a miste balancen og derefter gribe ud efter det lille gelænder på trappen.

,,Hvad laver du?” spurgte han og så op på hende, eftersom hun var sprunget op til platformen ind til flyet.

,,Jeg tænkte, at du nok ikke havde den største lyst til at komme gående ind i flyet på den måde,” forklarede hun og så alvorligt på ham.

,,Det er jeg egentlig lidt ligeglad med,” svarede han i samme seriøse tonefald.

,,Er du sikker?”

Hun mærkede sine kinder blive røde og sit indre blive helt blødt. Det var ikke første gang, Sawyer ikke var direkte hadefuld overfor hende, men at han stod der og talte ganske almindeligt med hende, og at han fik hende til at indse hendes fejl uden skarpe bemærkninger, blev næsten for meget. Selv om hun ikke rigtig havde lyst, gik hun ned igen, tog ham under højre arm og lod ham bruge gelænderet på venstre side, eftersom det sikkert var mere stabilt end hende.

I det øjeblik var der noget særligt ved at stå ved siden af ham. Hans personlighed var næsten vendt hundrede og firs grader på mindre end to minutter, og det var på sin vis både mærkeligt og rart. Det fik hende til at føle, at de måske godt kunne omgås hinanden lidt mere venskabeligt, end der hidtil var lagt op til. Den slags øjeblikke havde der efterhånden været et par stykker af mellem dem på det seneste, og hun vidste ikke, hvad hun skulle udlede af det.

Men i hvert fald nåede de ind i flyet, og hun tog sit pas frem for at lade sig kontrollere. Manden, som tjekkede passet, nikkede og lod hende gå videre, men hun blev stående og ventede på Sawyer alligevel. I mellemtiden tog hun et overblik over kabinen. Den var større end det så ud til udefra, og de mange mennesker sad i behageligt udseende lædersæder med god benplads og front mod nogle andre frem for at alle så i samme retning. Mellem hver gruppe af sæder stod et bord, hvorpå der var placeret skåle - som sandsynligvis var naglet til bordene for at de ikke skulle vælte, når flyet lettede - med forskellige slags frugt og chokolade. På siden af hvert sæde var en beholder med en vandflaske.

Et stykke derfra sad Ashton sammen med sin gruppe, og hun nikkede til ham, da deres blikke mødtes. Et bredt smil viste sig på hans læber, idet han løftede en hånd og vinkede hende hen til sig. Kort skævede hun hen over sin skulder med Sawyer, som stod førte en samtale med den samme kvinde som tidligere, mens en anden tjekkede hans pas igennem. Så længe han havde selskab, regnede hun ikke med, det ville være et problem, at hun forlod ham, og derfor gik hun hurtigt gennem midtergangen og ned mod Ashton, mens hun orienterede sig om sin egen gruppes placering nede bagerst i flyet.

,,Hej,” hilste hun muntert, da hun stoppede op ved siden af Ashtons sæde.

,,Halløj,” svarede han friskt. ,,Så kom I altså alligevel?”

,,Ja. Det kom som lidt af en overraskelse for mig,” tilstod hun.

,,Du skulle da ellers forberede dig på Akademiet.”

,,Jah,” mumlede hun. ,,Jeg kom ikke ind.”

,,Er det rigtigt?” udbrød han lidt for højt, og Angel bemærkede, hvordan pigen ved siden af ham drejede hovedet skarpt.

,,Du er hende, alle kalder Angel, ikke? Angelique Porter?”

,,Jo.”

Pigen lyste op i et ubehageligt udseende smil.

,,Og så kom du ikke ind på Akademiet? Folk er åbenbart overvurderede.”

,,Måske,” mumlede Angel og så ned i gulvet.

Hun brød sig ikke om pigens tone, men på den anden side ville hun ikke tabe ansigt ved at vise, hvor ondt kommentaren egentlig havde gjort. I det samme mærkede hun en hånd på sin skulder og drejede forskrækket hovedet. Men det var bare Sawyer.

,,Vil du med?” spurgte han og kastede med hovedet, mens hans brune øjne konsekvent søgte hendes, selv om hun forsøgte at se væk.

,,Jah.”

,,Hey, vent lige,” udbrød Ashton og vendte sig halvt i sædet, da de satte sig i bevægelse. ,,Er du ikke -”

,,Sawyer Rivers,” afbrød Sawyer hurtigt og rakte en hånd frem. ,,Hyggeligt at møde dig.”

Ashton trykkede forvirret hånden, og Sawyer gav Angel et lille skub i modsatte retning, ned ad midtergangen. Hun fortsatte lydigt fremad, indtil han ikke længere behøvede røre ved hende for at få hende til at gå. Ganske kort efter kunne de sætte sig ned på hver sit sæde overfor hinanden, Angel ved siden af Duncan og Sawyer ved siden af Aisha.

Det blev hurtigt annonceret, at flyet skulle til at lette, og de spændte deres sikkerhedsbælter uden at tale ret meget sammen. På sæderne på den anden side af midtergangen sad resten af gruppen. Der gik ikke mange minutter efter at det sidste klik fra sikkerhedsbælterne havde lydt, til flyet satte sig i bevægelse. Angel bemærkede, hvordan det føltes utroligt mærkeligt at flyve baglæns, når hun var vant til at flyve forlæns. Men følelsen varede ikke ved, og det skyldtes delvist de behagelige sæder og det faktum, at hun kunne se ud uden at gøre sig det store besvær.

Flyet kom hurtigt højt op og fløj plant og jævnt gennem luften efter turbulensen ved opstigningen. Hun havde aldrig været bange for at flyve og var det stadig ikke, men hun havde respekt for naturen på den måde, at hun ingen kontrol over den havde. Selvfølgelig var flyene lavet til at kunne klare turbulens og lufthuller, men alligevel… Sawyer sad overfor hende med lukkede øjne og så i høj grad ud til at sove, hvilket gjorde hende mere rolig. Hvis han ikke mente, der var nogen fare på færde, kunne hun også slappe mere af. Han var sandsynligvis det mest påpasselige menneske, hun nogensinde havde mødt.

Og alligevel var det lykkedes netop ham at køre galt. Der var lidt for mange ting, hun ikke vidste om ham, indså hun, mens hun sad og betragtede ham gennem halvt lukkede øjne. Duncan og Aisha begyndte at tale sammen om deres forventninger, men Angel havde egentlig ikke lyst til at deltage i samtalen. I stedet lukkede også hun øjnene og forsøgte at falde i søvn. Men det varede ikke længe, og så rettede hun sig op i sædet.

,,Jeg kan slet ikke tro, at det her virkelig sker,” erklærede Aisha muntert.

,,Heller ikke mig,” istemte Duncan.

Angel lænede sig over mod Duncans armlæn og skiftede dermed til en mere afslappet stilling.

,,Vi kan jo takke Sawyer for det,” sagde hun uden at vide hvorfor.

,,Det er rigtigt,” blandede Phil sig fra den anden side af midtergangen. ,,På en måde er det bedste, der nogensinde er sket for os, at du er begyndt at hænge ud med ham, Duncan. Og at han har et blødt punkt for Angel.”

,,Det har han ikke!” skyndte hun sig at protestere.

De andre lo bare.

,,Vel har han så,” drillede Aisha og skævede kort og en smule nervøst til sin sidemakker.

Hvad hun ikke kunne se fra den vinkel var, hvad Angel så. Nemlig at der spillede et lille smil i hans ene mundvig, og at hans øjne ikke længere var helt lukkede.

,,Og det bedste er, at Angel gengælder det,” grinede Duncan.

,,Hvad er der at gengælde? Ham og jeg har intet sammen. Vi er bare tvunget til at være sammen på grund af jer!” forsvarede hun sig overdrevent, hvilket fik de andre til at brøle af latter.

Kort lod hun blikket vandre over mod Sawyer, hvis skuldre dirrede ganske let. Så han lo altså også? Hvad der fik hende til at dække over hans rævesøvn anede hun ikke, men hun havde en fornemmelse af, at han havde det bedre med bare at sidde og lytte, frem for at blive draget ind i samtalen og på den måde skulle indtage en bestemt rolle.

,,Så siger vi det,” drillede Evan. ,,Men nu er det jo ikke nogen af os, han har besluttet sig for at gøre alt det her for. Det sagde han jo åbenbart også selv - ifølge Duncan - på hospitalet. At det var dig og ikke os han havde lavet aftalen for.”

,,Det er også rigtigt,” indskød Duncan for at redde sin troværdighed inden den næste udtalelse. ,,Det sagde han.”

Angel skævede over mod Sawyer igen, som mødte hendes blik ud under øjenvipperne. Så rettede han sig op i sædet.

,,Ja,” bekræftede han. ,,Det sagde jeg.”

De andre så først overraskede ud, så grinede de. Angel drejede hovedet ud mod midtergangen og fik til sin overraskelse øje på Ashton, som var på vej ned mod dem.

,,Hey,” kaldte han, endnu inden han var helt derhenne.

Hun nikkede til hilsen og vinkede ham nærmere. Han gik roligt og med sikre skridt de sidste meter og stoppede i midtergangen, lige før de to grupper af sæder. Angel bemærkede, hvordan Duncan så op, og et overrasket udtryk bredte sig på hans ansigt.

,,Hey,” gentog Ashton mildt og så rundt på folk. ,,Mit navn er Ashton. Jeg er virkelig beæret over at møde jer alle.”

,,Øh… hej Ashton,” svarede Duncan tøvende. ,,Mit navn er Duncan.”

Ashton nikkede og så rundt på alle, inden han sagde:

,,Jeg ville egentlig høre, om jeg ikke må få jeres autografer. I tilfælde af at I bliver berømte.”

Angel så rundt på de andre og kunne læse lidt af hvert. Claire så ovenud lykkelig ud, mens de fleste andre bare så overraskede eller betuttede ud. Ashton stod og så på Sawyer, hvis ansigt var plant og ikke afslørede noget som helst. Duncan fulgte kort Ashtons blikretning og syntes så at finde afklaring i sin forvirring.

,,Tjoh. Det må du vel godt,” bekendtgjorde han.

En seddel hvidt papir på en blok gik på omgang med en kuglepen, og Angel genkendte alle sine venners håndskrift. Duncan skrev som den sidste og overleverede sedlen til Ashton, som betragtede den lidt med en vis skepsis. Så rankede han ryggen og så over på Sawyer ved siden af Aisha.

,,Hvad med dig… Rivers?” spurgte han direkte.

Sawyer så ikke den mindste smule overrasket ud, men en anelse irriteret og endda mistænksom ud, syntes Angel, idet han drejede sig i sædet.

,,Mig?” spurgte han i en tone, der lå lige på kanten af det giftige. ,,Jeg kan ikke danse.”

,,Du kan ikke danse?”

Ashton lød chokeret, og det lod til at gå Sawyer på, for han drejede lynhurtigt hovedet væk og så i en helt anden retning.

,,Nej,” sagde han afvisende. ,,Det kan jeg ikke.”

,,Hvad laver du så sammen med Synthetic Supernova?”

,,Hvis du vil, kan du betragte mig som en slags manager for dem. Bare uden at jeg egentlig har noget at skulle have sagt.”

,,Kom nu bare, Sawyer,” sagde Duncan opgivende. ,,Der er ingen pointe i at lege den leg nu. Skriv nu bare.”

Sawyer sukkede.

,,Fint,” mumlede han og rakte en hånd opefter for at få fat i både papir og kuglepen.

Angel bemærkede underligt nok, hvordan Ashton gav ham et blankt stykke papir - men det andet havde også været ret fyldt af autograferne - sammen med kuglepennen. Sawyer fortrak ikke en mine, mens han førte hånden hen over papiret med kuglepennen mellem fingrene. Så stønnede han og rakte papiret og skriveredskabet tilbage til Ashton, som takkede muntert for det og gik sin vej uden at værdige Angel et eneste blik.

Hun var ikke skuffet, men derimod overrasket over interessen for Sawyer, som efterfølgende bare satte sig med lukkede øjne igen og ikke indbød til samtale. Duncan syntes at have helt styr på situationen og tog det meget afslappet, inden han indledte en dybere samtale med Aisha om arbejde og om hvordan han skabte koreografierne, han lærte dem. Inden de andre rettede i dem, i det mindste.

I stedet for at lytte ret meget lod Angel blikket glide ned på en skærm i armlænet, der fortalte hvor de befandt sig. Hun fulgte det lille fly med øjnene på skærmen, mens hun så det bevæge sig uendeligt langsomt fra Californien til New Mexico til Texas og så ud over den Mexicanske Golf. Af og til så hun ud ad vinduet, og når de ikke var blandt skyer var det en smuk udsigt over landskabet så langt oppefra. Himlen blev langsomt mørkere, fordi de fløj mod tiden, og hun vidste, at det ville være mørkt, når de ankom til Fort Myers. Flyveturen var lang nok til det.

Lidt efter lidt faldt de andre ligesom til ro, og kabinen var forholdsvis stille. Kun dæmpede samtaler blev der ført rundt omkring, og Angel havde det egentlig fint på den måde. Men hun turde ikke falde i søvn, af frygt for så ikke at kunne sove senere på dagen. Selv om hun var træt. For at underholde sig selv tog hun Sawyers stok og begyndte at sidde og fingerere lidt med den, uden at det på nogen måde kunne genere andre. Stokkens ejer syntes at være faldet i søvn, for han sad med hovedet lænet mod sædets puder omkring hovedet, rank ryg og armene hængende lidt unaturligt fra skikkelsen.

At se på ham sove fik alligevel hendes øjne til at glide i, og det varede ikke længe, inden hun og resten af gruppen også sad og blundede. Hun mærkede sin krop blive slappere og slappere, og det var behageligt nok, fordi hun kunne sidde og sove op ad Duncan, som ingenting sagde til det, men bare fortsatte sin dæmpede samtale med Aisha mellem gabene og de små mellemrum af søvn.

 

,,Av.”

Stokken blev fjernet fra hende, som hun havde siddet med den mellem fødderne. Dette trak hende ud af sin døs, og hun så over på Sawyer, som gloede på hende fra det andet sæde.

,,Hvad er der?” spurgte hun og kvalte et gab.

,,Ikke noget,” sukkede han og lænede sig tilbage.

Men hun vidste, at der havde været et eller andet. Og pludselig gik det op for hende. Stokken var faldet ud mellem hænderne på hende, og hvis den gjorde dette, ville den med al sandsynlighed være faldet over på hans venstre knæ. Derfor bekendtgørelsen af smerten.

,,Undskyld.”

Han trak bare på skuldrene.

,,Hvad lavede I?” ville Duncan vide.

,,Stokken ramte hans knæ,” forklarede hun hurtigt.

Sawyer nikkede.

,,Aha,” mumlede Duncan, som så lænede sig fremover og tog et æble fra den ene af skålene på bordet.

Angel så lidt på ham, inden hun igen vendte blikket ned på den lille skærm med flyet. De var betydeligt tættere på destinationen nu, og det var næsten helt mørkt udenfor nu. Inden for en halv time ville det være helt mørkt. Det var hun sikker på. Det var netop halvmørket, der gjorde folk sløve, selv om de var vant til det tidlige mørke i Californien.

Tanken om Californien fik hende til at tænke på Ashton og hans autografjagt. Dette ledte hende til at se over på Sawyer, mens hun huskede hans håndbevægelser. Han kunne umuligt have skrevet hele sit navn. Dertil var det alt for kort.

,,Sawyer?”

Han så på hende med sine brune øjne.

,,Ja?”

,,Hvad skrev du egentlig på Ashtons seddel?”

Først så han overrasket ud. Så hævede han bare et øjenbryn.

,,Mit navn. Hvad ellers?”

,,Dit navn? Hold dog op. Det var det alt for kort til.”

Han nikkede.

,,S. L. Rivers.”

,,S. L. Rivers?”

,,Ja.”

,,Hvorfor?”

,,Hvorfor ikke?”

,,Har du et mellemnavn?”

,,Ja.”

,,Hvad står L’et for?”

,,Det står for ”Lad være med at blande dig”, Devil.”

Den pludselige skarphed i hans stemme fik hende til at slå blikke ned og rykke sig lidt længere tilbage, mens hun slog armene omkring sig selv. Det var ikke første gang hele dagen, at han havde snerret af hende, men det var første gang, han havde undveget hendes spørgsmål på den måde. Korrekt og uden at efterlade hende med den mindste tvivl om, hvorvidt han måske havde tænkt sig at svare hende på det en dag. Her var der ingen tvivl. Hun måtte ikke få at vide, hvad hans mellemnavn var. Så simpelt var det egentlig. Men det gjorde hende nysgerrig.

,,Devil,” sagde han lidt efter. ,,Undskyld.”

Forbløffelse skyllede ind over hende, da hun så over på ham.

,,Det… øh… det er i orden.”

,,Nej,” mumlede han og rystede let på hovedet. ,,Det er det ikke. Det var uretfærdigt at sige det på den måde. Jeg er bare træt, og mit mellemnavn er virkelig plat. Så jeg har egentlig ikke lyst til at tale om det.”

,,Okay,” sagde hun, både forvirret og glad på samme tid.

Han smilede idet han lænede sig helt tilbage og rakte stokken til hende igen. Hun greb den anden ende, men han gav ikke slip. I stedet endte den med at ligge som en slags bro hen over gulvet mellem deres sæder.

 

Det var interessant at mærke den fugtige varme, der var typisk for Florida, og som hun ikke var vant til. Heldigvis var der ikke på nogen måde fugtigt på hotelværelset, hvor de blev indlogeret. Sammen gik Synthetic Supernova ud for at spise, mens Sawyer blev tilbage og sagde, at han havde været der før og desuden var for træt til at gå nogen steder.

Udenfor mødte de så nogle andre dansere, der havde fået samme idé, og de tog ud til stranden for at få noget at spise og mærke vandet i den Mexicanske Golf, der var betydeligt varmere en Stillehavet, de var vant til at bade i. De andre dansere var ikke fra Californien, men derimod fra New York. De fortalte om livet i den hektiske by med de mange skyskrabere, og flere af dem havde aldrig været væk fra New York Citys Upper East Side før. Angel lo ad dette, før hun kastede sig ud i en længere redegørelse om livet i Los Angeles, hvor skyskraberne var færre.

Senere mødte de også en gruppe fra San Francisco, som havde lagt mærke til Synthetic Supernova ved flyet. De havde været nødt til at køre fra San Francisco til Los Angeles for at kunne deltage i konkurrencen, så på den måde følge Angel sig pludselig utroligt heldig. Efter at have befundet sig på stranden et stykke tid tog de ind til byens centrum og så nogle forskellige ting an. Der var blandt andet en klub for unge - kaldet Wilderness - som reklamerede med at være det første sted, Rising Fake Stars nogensinde optrådte for et større publikum end deres nærmeste. Angel havde sine tvivl med hensyn til dette.

Men hvad hun bemærkede ude foran klubben var den unge kvinde, Sawyer havde snakket med ude på landingsbanen. Hun stod iført et sæt militærlignende tøj, bortset fra at det så noget mere sexet ud på hende end på soldaterne i krig. Dog inden Angel fik taget sig sammen til at gå hen til kvinden, blev hun trukket videre af Duncan, som erklærede, at de ikke kunne blive ude så længe denne aften, fordi de havde en stor dag foran sig den følgende morgen - og det havde han jo egentlig ret i.

Så derfor tog de tilbage til hotellet, hvor Angel opgivende måtte se i øjnene, at hun kom til at dele seng med Sawyer igen - kæresteparrene Duncan og Aisha og Evan og Claire havde overtaget det ene værelse, mens Jonas, Phil og Sawyer havde en soveplads til overs. Og hun nægtede at dele seng med Jonas og Phil. Det ville blive for akavet, når hun i forvejen en gang havde delt seng med Sawyer, helt uden at der var sket noget.

Så hun krøb hurtigt ned under dynen og lagde sig til at sove. Søvnen kom med det samme, selv om den ikke var alt for rolig. Hun drømte om at være indenfor på Wilderness. Hun foretog sig intet derinde og var der vistnok også alene. Indtil hun drejede rundt og så Sawyer stående ved siden af sig, forslået på både arme, ben og i ansigtet og med stokken udskiftet med et helt stativ af jern, der holdt ham stående oprejst uden at falde sammen. Da hun ikke værdigede ham yderligere et blik - hun var på udkig efter nogen at danse med - gik han forbi hende og ned mod kvinden i militærtøjet. For hvert skridt forandrede han sig. Jernstiverne forsvandt gradvist, og hans skridt blev mere flydende og elegante. Til sidst blev han omsluttet af en sort hættetrøje, hvis hætte faldt ned over hovedet på ham og forvandlede ham til Lightning.

Lightning greb fat i kvinden og svang hende rundt i en elegant og alligevel heftigt forførende dans, som Angel aldrig havde set magen til. Hun mærkede lysten til at bevæge sig fremad og kaste sig over Lightning og bede ham om at danse med sig, men et eller andet holdt hende tilbage, og da hun kiggede, bemærkede hun Ashton, som holdt hendes hænder samlet bag ryggen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...