Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3429Visninger
AA

4. Tilbuddet

 

,,Hey, Angel!” kaldte en mandestemme bag hende, og hun vendte sig hurtigt rundt, halvvejs henne ad den halvtomme gang.

,,Hej Ashton,” svarede hun bare og kunne ikke lade være med at rødme.

Ashton var noget nær den flotteste og mest eftertragtede fyr på skolen, lige næst efter de tre mest fremstående idioter på football-holdet. Han havde kort mørkebrunt hår med et lilla skær, intense mørkebrune øjne, på grænsen til sort. Den brune hud sad stramt over et lag af fremtrædende muskler, der vidnede om fysisk træning i mere end standardmængde.

,,Det var et fedt møde i går,” sagde han muntert og virkede slet ikke så overfladisk og idiotisk som nogle af de andre piger beskrev ham.

Nå ja, deres vrede udbrud og fjendtlige indstilling overfor ham kunne meget vel bunde i det faktum, at han havde været nødt til at afvise alle piger, der sværmede for ham, grundet det faktum at han havde en kæreste. Alligevel kunne Angel ikke lade være med i skjul at beundre hans gode udseende.

Og hans evne til at underspille sit eget talent og holde sit privatliv hemmeligt i en sådan grad, at ingen havde fattet mistanke om, han var danser, før hun havde mødt ham i et sammenstød den forgangne aften. Hans gruppe var betydeligt større end Synthetic Supernova, og hans kæreste var en af de bedste kvindelige hiphoppere, Angel nogensinde havde set. Afroamerikansk, høj og tynd, godt udseende i alle slags tøj. Og med smidige og samtidig kantede bevægelser.

,,Ja, det var det,” medgav hun og slog sin hestehale væk fra skulderen.

,,Din gruppe, Synthetic et-eller-andet-”

,,Supernova,” rettede hun ham.

,,Synthetic Supernova,” gentog han. ,,I er ret gode.”

,,Din er heller ikke værst.”

,,Synes du ikke?”

,,Nej, selvfølgelig ikke.”

,,I tværede os ellers ud.”

Hun trak en anelse på den ene skulder.

,,Hvor ofte træner I?” ville hun vide.

,,Tre gange om ugen, hvis vi kan finde et sted at træne.”

,,Deri ligger forskellen. Vi træner ofte. Flere træner hver dag i ugen.”

,,Er du en af dem?” spurgte han interesseret.

,,Ja. Men jeg kan godt lide at gøre det alene,” forklarede hun.

,,Er du mere en solodanser?”

,,Måske. Jeg tror måske bare, jeg er lidt mere seriøs end enkelte andre i gruppen.”

,,Og det kan ses.”

,,Du er heller ingen dårlig danser selv, Ashton.”

,,Det ved jeg.”

Hun grinede og hankede op i tasken med sit træningstøj, hvorefter hun langsomt gjorde mine til at gå videre. Han fulgte med hende, og hun begyndte at spekulere på, om han i virkeligheden havde bagtanker med sin lille samtale. Måske spionerede han for sin gruppe? I så fald ville hun ikke give ham ret meget ud af den mulighed, han måtte se. Hun var ikke engang sikker på, hvad hun kunne afsløre for ham, som han ikke kunne se i gaderne.

Det, hun elskede ved Synthetic Supernova, var den evige forandring. De forbedrede sig hele tiden og byggede videre, og i flere år havde de ikke lavet én eneste dans, der var helt som den forrige. Dette var naturligvis et resultat af den hårde træning og Duncans opfindsomhed og evne til at sammensætte dansene så de var underholdende og varierede. Variation, havde de hurtigt fundet ud af, var en mangelvare hos Los Angeles’ unge gadedansere, som de ville bringe tilbage.

Deres egentlige danse blev besluttet på stedet, lige inden mødet med en anden gruppe, eller lige inden musikken gik i gang. Derfor var det aldrig godt at vide, hvordan et bestemt møde ville gå, ud over at de ville klare sig godt. Og der var heller ikke meget at udspionere på den måde, hvilket var godt for hende. Hun havde nemlig en naiv tendens til at fortælle folk, hvad de gerne ville vide, selv om det var uintentionelt.

,,Så…” sagde Ashton en smule akavet, mens de var på vej gennem dørene ud i friheden. ,,Hvad har du været til eksamen i?”

,,Historie,” svarede hun en anelse distraheret.

,,Hvordan gik det?”

,,Godt. Hvad har du selv været oppe i?”

,,Fysik.”

,,Og hvordan gik det så?”

,,Bedre end forventet.”

,,Det var da godt.”

,,Ja, jeg er også ret glad.”

Han grinede ærligt og lod sine fingre løbe gennem det korte, mørke hår, og hun smilede til ham for ligesom at gengælde den milde, venlige tone. På trods af at hun aldrig havde talt med ham før, virkede det meget naturligt, selv om det var en smule akavet, da han begyndte at følge efter hende. Hun følte ikke for hans selskab lige nu, men på den anden side var det rart at lære ham at kende.

,,Har I hørt om den der konkurrence om at blive dansere for Rising Fake Stars?” flød det pludselig ud fra Ashton, og hun drejede hovedet skarpt for at se undrende på ham.

,,Ja, det har vi,” svarede hun på sin gruppes vegne. ,,Hvorfor?”

,,Skal I ikke være med i konkurrencen?”

Hun overvejede hans spørgsmål og var usikker på, om hun skulle tage det som et snagende spørgsmål, eller om han bare stillede det af oprigtig nysgerrighed. Uanset hvad havde hendes svar sikkert ikke den store betydning spionagemæssigt, eftersom det jo stod klart, at de ikke skulle deltage i konkurrencen, til hendes held. Skulle de det, betød det nemlig, at hun var bundet til gruppen, og eftersom hun ikke helt syntes, alle levede op til hendes niveau, ville hun helst være fri for dette.

Desuden kunne det komme til at gå ud over hendes muligheder på Akademiet. Hvis man vidste, hun var på turné med et band, ville man nok ikke tage hende ind som elev, fordi hun så ikke ville være der til en stor del undervisning. Og siden hun hellere end noget andet ville ind på Akademiet - selv om det andet måske var en større chance for hende - måtte dette ikke komme i vejen for hende. Heldigvis var dette ikke et aktuelt problem. Gruppen havde ikke økonomi til at rejse til Fort Myers flere gange. Faktisk ikke engang én gang. Duncan og Evan var økonomisk bevidste nok til at tage den slags ansvar overfor deres familie.

,,Nej, det skal vi ikke,” svarede hun ærligt Ashton.

,,Hvorfor ikke?”

I lommen mærkede hun sin telefon vibrere og summe dæmpet, og hun rakte ned efter den uden at svare Ashton, febrilsk og stresset af den vedvarende, insisterende brummen.

,,Angel her,” sagde hun, endnu inden hun var helt sikker på, opkaldet var gået ordentligt igennem.

,,Angel. Parkeringspladsen klokken seks. Vær der.”

Det var Duncan. Hun smilede skævt for sig selv ved lyden af ordren, men nikkede så og bed sig i læben. Faktum var jo, at hun ikke havde noget bedre at tage sig til.

,,Okay. Vi ses senere.”

,,Jep.”

Han lagde på uden at sige mere, og hun stod et øjeblik med den lille maskine i hånden og betragtede det nærmest pletfri display. Så stak hun den tilbage i lommen, hankede op i sin taske og så op på Ashton, som stod ved siden af hende og så helt afklaret og uaffekteret ud, som om han ikke engang var nysgerrig med hensyn til hvem der ringede til hende. Og det var han måske egentlig heller ikke.

,,Parkeringspladsen?” spurgte han dog efter et par sekunders tavshed. ,,Ved Sears?”

,,Ja, netop. Hvor vidste du det fra? Altså at han nævnte parkeringspladsen?”

,,Jeg har ører. Apples telefoner yder ikke ligefrem ejerne den største mængde privatliv - mikrofonerne er en smule for høje til hemmelig samtale over telefonen,” forklarede han med et smørret smil. ,,Skal I blære jer i gågaden?”

,,Måske,” svarede hun bare og skubbede lidt til ham med en knyttet hånd. ,,Hvad kommer det dig ved? I skal måske prøve kræfter med os igen?”

Han lo.

,,Ikke just. Ikke efter i går. Lad os lige slikke vores sår først.”

,,Fint, fint. Men vi må gøre det igen. Det var sjovt.”

De gik videre i solskinnet ud på fortovet udenfor skolens område og stod så der lidt.

,,Du er faktisk ret flink. Jeg tror, folk ville være mindre bange for dig, hvis de forsøgte at tale med dig,” kommenterede han.

,,Lige over. Bortset fra at folk ikke er bange for dig. De er enten forelskede i dig eller forsøger at lade, som om de hader dig inderligt - medmindre de er fyre. Så hader de dig virkelig.”

,,Den var god for selvværdet, den der.”

,,Det er den slags, jeg kan.”

,,Nå ja. Måske er det så retfærdigt, at folk er bange for dig,” drillede han.

,,Helt sikkert. Jeg er frygtindgydende hele vejen igennem. Lige fra min skarpe, giftige tunge til mine enorme muskler.”

Igen buldrede hans latter, og hun puffede lidt til ham.

,,Jeg må hellere se at komme videre,” erklærede hun og nikkede hen mod sin bil, en rød Mini. ,,Jeg vil gerne lige træne lidt inden jeg tager derud.”

,,Helt sikkert. Vi ses,” sagde han.

Inderst inde tvivlede hun egentlig lidt på, de ville ses igen. Måske i gaderne, hvor de ikke havde mange muligheder for at tale sammen, men bestemt ikke på skolen. Der skulle et større tilfælde til, før det var muligt. Ashton var ikke typen til Akademiet og havde ikke været til udtagelse der, så hun fandt det usandsynligt, at de ville ses der. Egentlig ville de vel ses til dimissionen, når de graduerede fra high school, men så var det også det.

Hun vinkede ikke desto mindre efter sig, inden hun satte sig ind i bilen, lukkede døren og tændte det lille køretøj. Hun elskede sin bil, der var en gave fra hendes far dengang hun blev seksten. Den gled let og sikkert hen over vejen, og det var aldrig et problem med pladsen på en parkeringsplads, givet bilens minimale størrelse. Nu var det ikke sådan, at hun behøvede køre i skole i bil. Hun kunne gå eller cykle eller endda benytte sig af offentlig transport. Men det var langt lettere med en bil, når hun skulle ud til øvelokalet efter skole.

Det tog hende ikke overdrevet lang tid at komme ud til øvelokalet, hvor der var indelukket og tomt. Receptionisten hilste på hende, og hun vinkede med en hånd, før hun gik ind, tændte for musikken på sin telefon og begyndte at varme op. Først lavede hun nogle styrkeøvelser, så noget mere koordineret, en anelse løb på stedet og til sidst en let kombination af dansetrin. Og så var hun klar til at praktisere sin egen stil. Improvisation var vigtig i gadebilledet, vidste hun, og på trods at, at hun ikke var den allerbedste til dette, så var hun i det mindste blevet bedre. Og det afhang i den grad af omstændighederne.

Den bløde musik, hun selv havde medbragt, kunne hun sagtens improvisere til, som så mange gange før. Og det gjorde hun så. Eftermiddagen gik med langsomme strækøvelser, smidige bevægelser, piruetter, splitspring, spagatspring og den slags på gulvet, øvelse i flydende bevægelser og til sidst en del af gruppens nyeste serie, som Duncan var kommet op med dagen i forvejen, da de mødtes.

 

Hun mødte op på den varme parkeringsplads ved Sears klokken seks, præcis som aftalt. Og som så mange gange før havde hun en fornemmelse af at skille sig ud fra sin gruppe. Indtil videre, i hvert fald. De var alle iført det identiske tøj, de fra tid til anden brugte til at optræde i. Hun selv var endnu i jeans og en sort tanktop. Claire kom gående hen mod hende med det samme, og de to omfavnede hinanden, inden de sammen gik hen til resten af gruppen. I skjul bag et håndklæde, som Duncan og Jonas holdt, klædte hun lynhurtigt om og trådte frem, nu lignende Claire og Aisha af påklædning.

Pigernes tøj var simpelt og præget af det varme klima og det typiske tøj, man så i dansefilm som Step Up og Fame. Det bestod af korte pink sportstoppe, et par bløde, posede bukser til knæet med lav talje og et par sneakers efter eget valg. Der var flere sæt, de kunne vælge imellem, men dette var deres favorit, og det vidste alle de lokale samt tilbagevendende turister.

 Duncan viste dem hvad aftenens program bestod af, og uden at stille spørgsmålstegn eftergav de hans ønske om at løbe det igennem en enkelt gang inden de gik ind i den lille, tæt befærdede gågade, hvor turister kunne få deres shoppinglyst styret og de lokale kunne lære nye mennesker at kende, træffe gamle bekendte eller bare hænge ud med deres venner. På vej op ad gaden hilste de i flok på en masse andre mennesker fra skolerne, de havde gået på, fra danselektionerne rundt omkring, fra områderne, de boede i og så videre.

Og så stillede de op midt i gågaden, tyve meter fra et indianerband med en utroligt dårlig fløjtespiller. Angel mærkede sit blod blive varmere, og hun følte sig i dén grad klar til at levere, sådan som Duncan havde fortalt hende, hun skulle gøre det. Ikke at hun ikke normalt gjorde dette, men koreografien var lidt anderledes denne gang i forhold til den forrige aften.

I de korte tidsrum i løbet af den sidste uges tid, de havde haft sammen bare de to, havde de opfundet en form for pardans der var en smule mere sofistikeret og hendes stil end de andres. Duncan havde gjort et glimrende stykke arbejde, selv om det var tydeligt, han ikke elskede at danse denne form for yndefulde dans. Det havde dog været hans idé, og hun havde intet imod at danse med ham på den måde. Faktisk nød hun at praktisere sin egen dans lidt mere end normalt.

Tilskuernes øjne var draget til dem, klistrede, skarpe, observerende, mens de udførte først den synkrone dans i blandet stil, som sædvanlig, og alting intensiveredes, da de andre faldt om på underlaget og overlod scenen til hende og Duncan. Han trådte et skridt til siden, rakte hende sin hånd og hvirvlede hende ind mod sig, da hun greb den. Der gik et suk gennem mængden af mennesker, der stod og så på, mens de dansede, da han løftede hende op og drejede et par gange rundt, mens hun svajede i ryggen og nærmest faldt ned over hans opadstrakte hænder. Han kastede hende derpå opad, greb hende i sine arme og tillod hende at komme ned på underlaget med fødderne.

Folk klappede hysterisk, som havde de bedrevet et mindre mirakel. Hun greb Duncans ene hånd og modsatte skulder, og de valsede et stykke tid, inden de igen udførte nogle mere komplicerede trin og derefter sluttede af med, at han stod med hende holdt op i luften, hænderne på hendes hofter, mens hun spændte ud og foldede armene ud, som var hun et af de flyvende børn fra historien om Peter Pan.

Så kom Evan, som planlagt, hen og prikkede Duncan på skulderen, og han simulerede at tabe Angel, som faldt direkte ned i Evans arme. Evan satte hende ned, og i mellemtiden kom de andre på benene. Musikken skiftede, og de færdiggjorde resten af dansen i højt tempo i en blanding af hoppende, skarpe bevægelser og smidige rytmiske sving, indtil de stod skulder mod skulder i en cirkel med front rundt mod publikum i alle tre hundrede og tres grader. På en skarp takt bøjede de alle forover, satte hænderne og svingede benene rundt, indtil de landede på fødderne et stykke længere ude mod publikum i alle retninger. Den syntetiske lyd, der udtalte deres gruppes navn, fik dem alle til skiftevis at bøje sig fremover og så trække tilbage, indtil der lød et højt drøn, og de lod sig falde om på underlaget, der var lagt ud over gaden for at afbøde faldet i disse situationer.

De mange larmende mennesker fortalte hende hvad hun allerede vidste, endnu inden hun havde åbnet øjnene og kunne se det. Tilskuerne klappede og hujede og jublede, og hun kom hurtigt på benene for at gå hen til de andre, der samledes på midten, skulder mod skulder. Så henholdsvis bukkede og nejede de for alle, drejede én person med uret, gentog dette kombineret med et par dansetrin, gentog dette og så videre, indtil de havde været hele vejen rundt. Så pakkede de underlaget sammen, Jonas tog ghettoblasteren under armen, og væk var de, men ikke før Phil havde modtaget hatten med pengebidrag, de havde sendt rundt.

Den var overraskende fuld, taget i betragtning at de europæiske feriegæster endnu ikke var ankommet til Californien. Mange af dem havde endnu ikke ferie. Ergo måtte disse mennesker være fra andre steder i verden - måske endda bare andre af de Forenede Stater. Uanset hvad havde de været generøse, for da pengene var blevet talt op tilbage på parkeringspladsen viste det sig, at dette bidrag ville betale for øvelseslokalet i to måneder frem. Og det var lang tid.

Gruppen var ekstatisk af henrykkelse, og den sædvanlige glæde, der fulgte med fysisk træning havde endnu ikke sluppet sit tag i dem, da de besluttede sig for at drikke en sodavand for at fejre aftenens vellykkede forestilling. De fandt vej væk fra parkeringspladsen og hen til den McDonald’s der lå et lille stykke derfra. Indenfor sad mest unge mennesker, fordi børnefamilierne var taget hjem med de mindre børn. De syv dansere satte sig ved det høje bord med barstolene i midten af det største område med borde, og Jonas og Aisha gik op for at bestille drikkelse til hele banden - indkomsten fra forestillingerne kunne klare at betale for dette.

,,Hvorfor var i aften egentlig så særlig?” spurgte Claire, som var den eneste, der ikke virkede glad for aftenens udfald.

Angel så undersøgende på hende, mens hun vendte sin hjerne for et fornuftigt svar, der ikke ville lyde egoistisk. Eftersom hun ikke fandt noget, så hun i stedet over på Evan, der altid havde et svar klart.

,,Det er længe siden, vi har danset uden at battle. Og at folk gav så meget for at se bare vores gruppe er en stor ting,” forklarede han tålmodigt.

,,Det handlede jo mest om Angel og Duncan,” mumlede Claire.

,,Det passer da ikke,” protesterede Duncan.

,,Jo, det gør!”

,,Nej, det gør ikke.”

,,Du vil bare ikke indrømme det, fordi det var din idé.”

,,Du er bare misundelig, fordi Angel er så god en danser, at folk også kan lide det, hun laver uden for gruppen.”

,,Vel er jeg ej!”

,,Jo, du er.”

,,Duncan, Claire!” brød Evan ind, og dette fik Angel til at se direkte på ham, præcis ligesom de to andre.

Der var noget ved den måde, Evan kunne afbryde en samtale, der beroligede hende og gav ham hendes fulde opmærksomhed. Samtidig vidste hun, at hun selv burde have afbrudt diskussionen, selv om det var hende, den handlede om, og det ville derfor ikke have gjort den store forskel. Så hun følte sig lige så skyldig som hun gav de andre skylden for Evans udeblivende tålmodighed. Faktisk var hun jo også årsagen til deres lille mundhuggeri, og det var urimeligt, hvis hun følte sig hævet over den slags.

,,Det nytter ikke noget at skændes. Claire, det er urimeligt at beskylde dem for den slags. Og Duncan, det er barnligt af dig at spille misundelses-kortet. Så stop det nu, begge to. Vi gjorde det godt som en gruppe, ikke kun som enkeltpersoner. Og lad dog være med at se så forskrækket ud, Angel.”

Hun kunne høre latteren i Evans stemme, da han trængte igennem til hende, og hun justerede hurtigt sit ansigt, så hun ikke længere så himmelfalden ud. Dette grinede de alle af, og hun rødmede, selv om hun egentlig var meget glad for at have været årsag til fælles latter. Så vendte Jonas og Aisha tilbage med de forskellige drikkevarer.

Mens de sad og sugede væske indenbords gennem de stribede sugerør, vendte de endnu engang verdenssituationen i hinandens selskab, og freden var i dén grad genoprettet. Mundhuggeriet syntes at være det, Claire havde brug for - eller måske var det i ren flovhed over sin egen umodne opførsel overfor ham, at hun accepterede Evans irettesættelse - og der var en god stemning, mens de talte om alt fra politik til surfing. Sidstnævnte fik Aisha, Claire og Angel til at vende sig mod hinanden og himle med øjnene, hvorpå de indbyrdes fandt et andet samtaleemne.

,,Til vores næste opvisning synes jeg næsten, vi skal lave noget vildere - sådan rent udseendemæssigt, mener jeg,” erklærede Aisha.

,,Jeg er enig,” erklærede Claire ivrigt. ,,Men hvad?”

,,Måske en vild frisure og kraftig makeup?”

,,Eller…” brød Angel ind og så frem for sig et øjeblik. ,,Kan I huske den der tegning, Phil foreslog, vi printede på vores næste nye outfit?”

Selv havde hun et klart billede af den: en form for stjernetåge med forskellige farver og striber. Det lød ikke af meget, men det så fænomenalt ud, og hvis man tilføjede lidt glimmer, ville det være fuldendt. Så ville der ingen tvivl være om, hvad deres gruppes navn var, selv om folk måske ikke vidste, at en supernova var en kæmpemæssig døende stjerne, der eksploderede og kreerede en sky af gas, der dannede nye stjerner.

,,Hvad med den?” spurgte Aisha og lød nysgerrig og åben for forslag.

,,Tror I ikke, man kunne lave den med forskellige farver glimmerøjneskygge og eyeliner i ansigtet?” foreslog Angel.

Claire spærrede øjnene op i spændt forventning.

,,Det skal vi totalt afprøve! Det kunne være overfedt!”

,,Med grønne, blå, lilla og pink nuancer,” reflekterede Aisha. ,,Du har ret, Claire, det kunne være overfedt. Genial idé, Angel.”

,,Tak, men nu er det jo Phils tegning,” mindede hun dem ydmygt om. ,,Vi må hellere spørge drengene om lov, hvis nu det kan lade sig gøre.”

De andre to piger fnisede, og hun undredes kort over, hvor forskellig hun egentlig var fra dem. Hun jagtede ikke fyrene, sådan som de gjorde, hun gik ikke specielt meget op i makeup og tøjstil, og hun vægtede dansen så meget højere end dem. Og på trods af disse ting var de to piger gode veninder for hende, og hun holdt af dem som sine søstre. Lillesøstre, selvfølgelig, men stadig søstre. Født af dansen, men stadig på forskellige steder i deres udvikling.

,,Drengeeee!” kaldte Claire indsmigrende, men alligevel halvhøjt for at overdøve støjen fra de andre mennesker i baggrunden og den rungende latter, der kom fra drengegruppen.

,,Vi gør det!” erklærede Jonas spændt og indforstået til de tre andre drenge, der jublede og derpå overlod opmærksomheden til Claire.

,,Angel har lige fået en genial idé.”

,,Det har Jonas også,” afslørede Duncan med glæde i øjnene.

,,Virkelig?” spurgte Claire, tydeligvis afledt af dén information.

Angel så undersøgende på Duncan for at finde ud af, hvad der mon var årsagen til at alle fyrene var helt oppe at køre lige pludselig. Det lod til, de vidste noget, pigerne ikke vidste, og det pirrede hendes nysgerrighed i særlig grad. Hun ville gerne vide, hvad der foregik omkring hende.

,,Ja,” bekræftede Jonas og rømmede sig kunstnerisk, hvilket fik Angel og resten af flokken til at fnise. ,,Jeg har undersøgt sagerne lidt, og det forholder sig sådan, at hvis vi vil give det med Rising Fake Stars en chance, sender de et privatfly til hver stat med interesserede deltagere.”

Der var stille et øjeblik, så kunne Angel så begejstringen brede sig på sine venner og veninders ansigter endnu engang, og hun selv sad bare og betragtede dem. Langsomt foldede hun hænderne og hvilede hagen mod dem med albuerne i bordpladen.

,,Det lyder helt vildt fedt!” bekendtgjorde Claire og Aisha i kor.

Fyrene brølede et eller andet fjollet, som fik alle rundt omkring til enten at grine eller sende nedladende blikke. Latteren og jubelen fortsatte et minuts tid, hvor Jonas delvist grinende fortalte om at have e-mailet til det ansvarlige medlem af bandet, og hvad svaret indebar. En enkelt overnatning i Fort Myers med alt betalt, en dag, hvor man viste, hvad man kunne, transport frem og tilbage mellem staterne, og så ventetiden, indtil man hørte mere.

,,Det er fantastisk,” afgjorde Phil. ,,En enestående mulighed for os. En chance, vi ikke kan undlade at gribe.”

,,Phil har ret!” hvinede Claire ekstatisk.

,,Vi må gå i gang med arbejdet med det samme,” sagde Evan og lød næsten helt hektisk allerede, på trods af det nye ved beslutningen.

,,Er det en fælles beslutning?” spurgte Duncan, og Angel følte sig pludselig meget synlig på stolen ved siden af ham, overfor Claire og Aisha.

,,Det er da klart!” sagde Jonas og klaskede sig selv i panden for at give udtryk for Duncans dumhed.

,,Angel, jeg hører ikke dig sige noget,” kommenterede Duncan alvorligt.

Hun rykkede lidt på sig i sædet og opvejede det hele for sig.

Hvis hun tog med dem til Fort Myers var det en enestående chance for at træde frem i det rigtige rampelys, selv om de stadig ville være gemt bag de egentlige stjerner. Det ville glæde hendes venner, og det ville desuden give hende noget virkeligt arbejde som danser. Der var desuden lidt mere frihed i dette end i Akademiet, og hun vidste, at hun på den måde ville få et tættere forhold til sin dansefamilie, Synthetic Supernova. Og hun vidste, at tilbuddet var én af sin slags. Der kom ikke flere som dette. Langsomt rankede hun ryggen og lod sine hænder falde ned langs siderne.

,,Beklager. Det er utroligt, og jeg er glad på jeres vegne. Men tager I til Fort Myers bliver det uden mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...