Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3288Visninger
AA

18. Semifinalen

 

,,Kys mig.”

,,Nej, jeg vil da ej!” grinede hun.

,,Jo, kom nuuuu! Bare et lille et?”

,,Nej.”

,,Hvis jeg nu tigger på mine grædende knæ, må jeg så få et lillebitte ét?”

,,Nej.”

,,Ikke engang på kinden.”

,,Måske. Men jeg vil se dig tilbede den jord, jeg træder på først.”

Han satte sig lydigt på knæ på asfalten og hævede og sænkede overkroppen et par gange, mens han brummede et eller andet, ingen ville have forstået noget som helst af.

,,Noah, Devil, lad være med at spilde tiden, vi har travlt!” kaldte Sawyer, som stod henne ved den store firehjulstrækker og var i gang med at læsse bagagerummet med kufferterne, de havde medbragt til de to dage, det ville tage i Fort Myers.

,,Men Sawyer!” klagede Noah og så forurettet ud som et lille barn, der bliver nægtet slik af en ond forælder. ,,Hun vil ikke kysse mig!”

,,Det er da klart,” sagde Sawyer og børstede sine hænder fri for støv. ,,Jeg ville heller ikke kysse dig, om det så gjaldt mit liv. Devil, du aner ikke hvor de læber har været.”

,,Det var på kinden, Sawyer,” svarede hun leende og rakte Noah en hånd.

,,Ja, det siger du nu,” grinede den lyshårede unge mand med de orangebrune øjne. ,,Men jeg kender ham der, og når han først går i gang, så er han svær at modstå.”

,,Siger ham, der bliver overøst af kærlighed fra Julie. Glæder du dig ikke til at se din kæreste igen?”

,,For sidste gang, hun er ikke min kæreste, og jeg er ikke interesseret i hende.”

,,Men du glæder dig til at se hende igen,” sagde hun snusfornuftigt og kyssede Noah på kinden, inden hun gik hen mod bilen, Sawyer og de andre, som havde samlet sig omkring Rising Fake Stars’ tourbus.

,,Ja, lige så meget som du har glædet dig til at se Ashton igen.”

,,Med den forskel at Julie rent faktisk ikke er sindssyg og med morderiske tendenser.”

,,Du så ud til at være rimelig ligeglad med Ashtons sindssyge og hans morderiske tendenser,” påpegede Sawyer, og hun havde svært ved at tyde hans tonefald.

,,Det var du også engang,” mindede hun ham om.

Han svarede hende ikke, men hun kunne se hans ene mundvig snige sig opad i et mere og mere skævt smil. Pludselig mærkede Angel et par arme omkring sig, og hun vidste med det samme, at det var Noah, som på sin egen useriøse måde udtrykte sit venskab til hende. Det var ikke fordi de kendte hinanden særlig godt, men han havde tilsyneladende intet problem med at skabe fysisk kontakt af den grund. Og hun lod ham gøre det, fordi det ikke overskred hendes personlige grænser. Måske ville det have overskredet dem, hvis ikke det var på grund af måden, han gjorde det på. Der lå absolut intet andet end venskab i hans kram og glade bemærkninger, sådan som hun ellers havde frygtet det i begyndelsen.

,,Kører du med mig og Sawyer?” spurgte han og bevægede sine fingre op og ned i forskellige mønstre på hendes mave, som var hun et klaver.

,,Det havde jeg ikke planlagt, nej,” indrømmede hun. ,,Desuden tror jeg ikke, at Sawyer vil synes om den idé.”

Sawyer var gået hen til førersædets dør og stod der med en arm hvilende langs bilens tag.

,,Faktisk er det måske ikke en så dårlig idé,” sagde den lyshårede af de to mænd. ,,Men du bestemmer helt selv.”

,,Du synes ikke, at det er en dårlig idé, Sawyer?” sagde Noah og lød interesseret.

Angel måtte indrømme, at hun også gerne ville gøre hans grund til ikke at være imod forslaget, sådan som hun først havde forventet det. Normalt ville han sikkert have foreslået hende at være sammen med sin gruppe, og hun kunne ikke se, hvorfor han skulle ønske det anderledes nu. Ikke før hun kastede et blik over sin skulder for tilfældigt at følge hans brune bliks retning et øjeblik. Så vidste hun udmærket godt, hvorfor han syntes om Noahs forslag. Og det gjorde hende glad.

,,Ashton vil være der sammen med de andre,” sagde hun højt og kunne godt høre, hvordan hendes stemme dirrede en smule af frygt med tanken om hvad Ashton og hans venner havde gjort ved Sawyer.

,,Netop,” medgav Sawyer og bøjede hovedet. ,,Men igen, du bestemmer selv.”

,,På én betingelse,” sagde hun og så drillende op på Sawyer, hvis øjne blev store af overraskelse over den muntre tone.

,,Stiller du nu betingelser for at jeg skal tillade dig at holde dig på afstand af Ashton?” spurgte han og lød skeptisk, selv om det virkede påtaget.

,,Ja,” sagde hun. ,,Det gør jeg faktisk. For ellers ville du have skylden, hvis der skete mig noget under turen i den bus.”

,,Hvilket jeg alvorligt tvivler på, at der ville, eftersom hele din gruppe ville være vidner til det.”

,,Hvorfor så i det hele taget give mig et andet tilbud?”

,,Det får du ikke at vide,” sagde han hemmelighedsfuldt. ,,Hvad er din betingelse?”

,,At jeg får lov til at køre.”

,,Det kan du godt glemme.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi jeg er en bedre chauffør end dig.”

,,Du har aldrig ladet mig køre!” protesterede hun og følte sig underligt barnlig - men så længe det var Sawyer kunne det være lige meget, for han fik hende alligevel til at føle sig som et dumt barn.

,,Men tør du vædde på at du er en bedre chauffør end mig?”

Der var noget drillende i hans tone, men det var tydeligt nok et dække over noget, for hans øjne bakkede ikke smilet op overhovedet.

,,Hvad skulle gøre dig bedre end mig?” ville hun vide.

,,At jeg er mere forsigtig end dig.”

Hun vidste godt i forvejen, at hun ikke kunne vinde denne diskussion, men hun var nysgerrig efter at høre hans grunde. For faktum var jo, at hun godt vidste, at han havde ret. Hun havde kørt med ham et par enkelte gange, og hun måtte tilstå at han var glimrende bag et ret. Ikke anspændt eller nervøs, men alligevel opmærksom på de mindste detaljer ved vejen. Og det gjorde at hun følte sig helt tryg ved at køre med ham, selv om han udstrålede noget nærmest uhyggeligt, som hun ikke kunne definere.

,,Hvorfor tror du det?”

Han trak hende nærmere ved at række en arm ud og med sine overraskende kræfter hive til.

,,Fordi, Devil, mine forældre døde i en bilulykke, og jeg har ikke tænkt mig at ende som dem.”

Hans tone var skarp denne gang, men alle tegn på vrede eller negative følelser var forsvundet som dug for solen, da han igen gav slip på hende og lod hende træde et skridt tilbage mod Noah. Pludselig gav det hele lidt bedre mening, men han kunne da ikke leve i fortiden, kunne han? Sæt nu han engang fik brug for at andre kørte af den ene eller den anden grund. Hvad ville han så stille op?

Men hun forstod ham selvfølgelig godt. Og det var måske en del af hans personlighed, at han gerne ville gardere sig mod de ulykker, som han mente han kunne. Så gav det ikke ret meget mening, at han alligevel var kørt galt, når han tydeligvis havde al mulig grund til at være opmærksom på vejen.

Skyldfølelsen ramte hende så pludseligt, at den næsten gav hende kvalme. Han havde jo nævnt, at han snakkede i telefon, mens han kørte, og at samtalepartneren havde været Noah, som havde givet grønt lys til Synthetic Supernovas deltagelse i konkurrencen. Det var for hendes skyld, at Sawyer havde talt i telefon. Og dermed også hendes skyld, at han var kørt galt den aften. Men på den anden side havde hun aldrig bedt ham om at køre og snakke samtidig, så det var vel lidt hans egen skyld? Og så stolede han ikke på hende som chauffør?

,,Fint,” overgav hun sig, men tilføjede derefter sarkastisk og en smule irriteret: ,,hvis du ikke stoler på, at jeg ikke kører galt, så er det jo bare super.”

,,Ja, for det er helt sikkert fordi jeg ikke stoler på dig,” gav han igen og vendte ryggen til hende for at sætte sig ind i bilen.

Hun så efter døren, da den smækkede i, og vendte sig derefter mod Noah, som så lidt forvirret ud. Den korte diskussion, der faktisk i bund og grund var helt urimelig fra hendes side, havde ødelagt en del af hendes gode humør, og hun bandede indvendigt, mens hun kun udadtil lukkede et dæmpet, hvislende ”idiot” ud, inden hun bevægede sig rundt om bilen og gik hen til bussen, som hun sprang op i. Derinde sad folk fra alle dansegrupperne og snakkede på kryds og tvært.

Heldigvis sad den person, hun skulle bruge, nær indgangen til bussen, og hun åndede lettet ud over ikke at skulle i nærheden af Ashton.

,,Duncan,” hviskede hun i øret på ham, og han drejede hovedet så hurtigt, at han nær havde ramt hende.

,,Ja?”

,,Sawyer mener, at det er en god idé, hvis jeg kører med ham og Noah. På grund af alt det med Ashton, du ved…”

,,Nåh,” udbrød han og sørgede så selv for at justere sit toneleje igen. ,,Ja, selvfølgelig. Gør du bare det. Vi ses derude.”

,,Jep. Vi ses lige om lidt.”

Hun forlod en smule mismodigt bussen og så ikke ligefrem frem til at dele bil med Sawyer det korte stykke vej til deres endnu ukendte destination. Endnu en grund til at lade ham køre. Men på den anden side kunne de sagtens have fortalt hende retningerne, og hun ville have klaret det hel fint.

Det eneste, der trøstede hende lidt, var udsigten til Noahs glædestrålende personlighed det næste stykke tid. På en eller anden måde lykkedes det ham altid at få Sawyer til at smile, selv hvis det var et temmelig ironisk smil, der af og til prægede den lyshårede unge mands ansigt. Bare et smil var godt nok til Angel, og hvorfor anede hun ikke. Men hun turde vædde på at han ville smile endnu større, når først han så Julie på deres bestemmelsessted.

,,Medmindre du gerne vil gå resten af vejen foreslår jeg, at du sætter dig ind i en vis fart,” påpegede Noah, som var i færd med at skodde en cigaret mod asfalten.

,,Hvad med dig selv, hr. superstjerne? Folk venter vel på dig,” gav hun igen og forsøgte at fortrænge sit dårlige humør og fokusere på den lette tone, som han lagde op til.

,,Ja, men jeg tør sgu næsten ikke dele bil med ham, når han er i det humør,” lo han og gik hen til det forreste passagersædes dør.

,,Hvilket humør?” spurgte hun med påtaget uskyld. ,,Sawyer er da altid en solstråle uden lige.”

,,Det fortæller jeg ham, at du har sagt.”

,,Han vil ikke tro på dig.”

,,Selvfølgelig vil han det. Han tror altid på mig.”

,,Vel gør han ej. Og jeg er mere sammen med ham end dig.”

,,Skal vi vædde med at han tror på mig?”

,,Ja.”

,,Godt. Hvis jeg vinder væddemålet skal du kaste dig på knæ og erklære din dybfølte kærlighed for ham så snart vi kommer ud af bilen,” sagde han og sendte hende et drillende smil, som var umuligt at stå for, og selv om hun ikke havde lyst til at gøre, hvad han sagde, så kunne hun ikke lade være med at grine.

,,Og hvis jeg vinder skal du… stå ud af bilen og danse en regndans.”

Han lo, åbnede døren og satte sig ind på forsædet ved siden af Sawyer. Angel krøb ind på bagsædet og så ned i sit skød, af frygt for enten at komme til at grine over sit væddemål med Noah eller at få skyldfølelse over at have presset Sawyer.

Det nedslåede blik varede dog kun indtil hun mærkede et blik hvile på sig. Langsomt rettede hun sig op i sædet og mødte Sawyers blik i bakspejlet. Hans øjne havde et mærkeligt udtryk, som hun ikke kunne tyde, indtil det gik op for hende, at der var noget undskyldende over den måde, han så intenst på hende på. Og hun nikkede forsigtigt en enkelt gang til ham, i håbet om at han ville holde op med at se sådan på hende.

Det fik hendes hjerte til først at springe et slag over og derefter springe af sted, da han nikkede tilbage og hans øjne antydede et smil, som hun kunne se trække i hans læber, eftersom hun sad skråt bag ham og kunne se en del af hans kæbe. Så startede han bilen og lod den trille ud af den parkerede position og ud på en større vej, som Angel genkendte som vejen ind til selve byen fra landingsbanen.

Bag dem kørte bussen fyldt med resten af danserne, og hun ønskede kun et kort øjeblik, at hun kunne sidde sammen med sin gruppe. Indtil hun kom i tanke om, at hun umuligt kunne byde Sawyer at være så utaknemmelig, når hun på den måde havde sagt god for, at hun kunne slippe for Ashtons selskab. Det ville han måske ikke have gjort, hvis ikke selv han havde så dårlige erfaringer med hendes tidligere bekendtskab, men faktum var jo, at netop det havde han, og det gav ham måske en smule sympati for hende. Så meget som Sawyer Rivers nu engang kunne føle sympati for nogen.

,,Så… Hr. Rivers,” sagde Noah med påtaget snobbet accent og lænede sig kækt tilbage i sædet, mens Angel kunne forestille sig, at han krydsede benene ved anklerne.

,,Ja, Noah, hvad er der?” spurgte Sawyer tålmodigt, dog uden at tage øjnene fra vejen.

,,Jeg synes bare lige du skulle vide, at Angel synes du er et fantastisk godt menneske, som altid er i det bedste humør. En solstråle,” fremlagde keyboardspilleren i en tilfreds, indsmigrende tone, som Angel udmærket var klar over var rettet mod hende.

,,Det synes hun med garanti ikke,” sagde Sawyer prompte.

,,Jo, hun gør. Det har hun selv sagt.”

,,Ja. Lige så meget som Kaitlyn har sagt, at hun er forelsket i dig.”

Angel undertrykte en latter, men smilet kunne hun ikke holde tilbage.

,,Jeg sagde det jo,” erklærede hun triumferende og prikkede Noah oven i hovedet. ,,Jeg vinder.”

,,Jeg har ikke givet op endnu!” protesterede Noah barnligt og fangede hendes hånd med sine egne.

,,Det er ikke meningen, du skal overbevise ham. Du ville bare sige det, og så fandt vi ud af om han troede på dig. Hvilket han ikke gjorde. Så jeg vinder.”

,,Hvad har I to nu lavet?” spurgte Sawyer og lød både underholdt og forvirret på samme tid, men han tog stadig ikke øjnene fra vejen, der ledte mod de høje bygninger i det fjerne.

,,Bare et lille væddemål,” svarede Noah uskyldigt og lod Angel trække sin hånd fri med en sådan kraft, at hun blev slynget tilbage mod sædet, da han bare gav slip.

,,Så ham tør du godt vædde med, selv om det er mig, du ser hver anden dag?”

Den bebrejdende tone i Sawyers stemme fik Angels indre til at vende sig, og den dårlige samvittighed vendte tilbage. Hun havde aldrig tænkt på, at det faktisk kunne opfattes sådan. Selv hvis det var ulogisk, at han skulle blive såret over det, og at hun på nogen måde skulle føle sig skyldig helt uden en tilsyneladende grund, så var det altså det, der var tilfældet, og hun fik en overvældende lyst til at kaste sig i armene på Duncan og fortælle ham hvor dum hun havde været og hvor meget hun hadede sig selv for at være så led mod Sawyer engang imellem. For på det seneste virkede det ikke, som om han var den lede af de to, og det pinte hende at vide, at hun - som ellers havde brokket sig og haft så meget selvmedlidenhed da rollerne var noget nær omvendte - nu havde overtaget rollen som den, der sagde de smertefulde ting.

,,Hold nu op, Sawyer, jeg ville heller ikke vædde med dig, hvis jeg var hende. Du har jo altid ret alligevel, så det er slet ikke sjovt,” indskød Noah i den pludselige stilhed, der opstod, og Angel var lykkelig for den redning, der trak hende op af det sorte hul, hun var ved at lave i sit hoved.

,,Du kender mig heller ikke så godt som hun gør,” argumenterede Sawyer snusfornuftigt, men også hans stemme var blevet mere luftig og tilgivende.

,,For jeg kender dig helt enormt godt, gør jeg ikke, Sawyer?” spurgte hun sarkastisk, men sørgede for ikke at lyde for hård.

,,Tro det eller lad være, men du ved mere om mig end de fleste.”

,,På nær det faktum at du er den Lightning, folk åbenbart ser så meget op til.”

,,Det har jo intet med mig nu at gøre.”

,,Har det ikke? Jeg synes ellers det er ret væsentligt at vide, at du rent faktisk ved noget om dans - at du ligefrem fik et stipendium til Akademiet - når nu du er dommer i en dansekonkurrence.”

,,Det ville enhver anden have antaget alligevel. Jeg kan ikke gøre for, at din hjerne ikke er skruet sammen som alle andres.”

,,Måske ville jeg have troet det, hvis ikke du havde sagt, at du ikke kunne danse.”

,,Hvordan kunne du ikke tro, efter den måde jeg sagde tingene til dig, at jeg vidste noget om dans?”

,,Sawyer, helt ærligt, hvor skulle jeg vide det fra?”

,,I to skændes ret meget, gør I ikke?” brød Noah ind, men hans stemme lød, som om han betragtede det som god underholdning, hvad Angel ærligt talt ikke kunne forstå.

Dog kunne hun godt se det barnlige i, at hun og Sawyer blev ved med at skændes uanset hvor de var. Men det var sjældent, at der havde været optakt til det foran bandmedlemmerne, og derfor måtte dette være blandt de første gange, Noah oplevede det.

,,Jo,” svarede hun og lænede sig tilbage i sædet. ,,Det gør vi.”

,,Jeg troede ellers, at kvinder kun diskuterede,” påpegede Noah flabet, og dette fik hende til at grine.

,,Ja, men selv den mest påståelige kvinde ville ikke kunne kalde det, vi gør, for diskussioner,” bakkede Sawyer hende overraskende nok op, og selv om hans stemme var helt rolig, så var det tydeligt, at han havde svært ved at tage sin egen udtalelse seriøst.

Hvis ikke det var fordi hun stadig ikke helt havde tilgivet ham for… jah, hvad det nu end var ved ham, der havde irriteret hende denne gang, så ville hun have søgt hans blik i bakspejlet og smilet en smule til ham, sådan som han af og til gjorde det til hende, når de sås og der var et eller andet, der åbenbart var indforstået mellem de to alene.

Eksempelvis havde Duncan nævnt den ene dag, at Sawyer var fantastisk til at forklare teori og finde på metoder, der lærte enhver elev de ting, han satte sig for. Da havde hun overrasket set over på den lyshårede unge mand med de brune øjne, som havde strålet hende i møde med antydningen af et smil omkring læberne længere nede på ansigtet. Og hun havde nikket og ikke kunnet lade være med at smile, hvad der havde fået Claire til at drille hende på en noget urimelig måde.

Derefter snakkede hun bare afslappet med Noah resten af vejen og lod Sawyer om at styre bilen, hvilket han for resten gjorde fejlfrit og sikkert. At han var kørt galt tidligere overraskede hende igen, når hun nu sad i bilen med ham igen. Samtidig gjorde hans erfaring og forsigtighed - selv om han ikke udtrykte det sidste i sin ageren - hende helt tryg ved at sidde på bagsædet, og hun stolede helt og fuldt på, at han ville få dem frem, selv om han ganske vidst var havnet i en situation mast op mod en bygning for ganske få uger siden.

Hun bemærkede først, at de ikke var inde i centrum af Fort Myers, da Sawyer parkerede bilen på en parkeringsplads - der var spærret af - tæt ved stranden, hvorfra man kunne se vandet og en mole ikke meget ulig dem, der kunne findes i Californien. Hun kunne se den fejlfri sandstrand foran vandet og kunne ikke lade være med at føle et lille stik af hjemve, hvilket fik hende til at blive siddende på bagsædet uden at registrere, at Noah og Sawyer forlod bilen sådan uden videre og gik ud for at mødes med dem, som kom med bussen. Det var først da Sawyer med et par fingre bankede på bilruden i hendes side, at hun så ud og blev revet ud af sine tanker.

Så snart hun trak i håndtaget trådte han væk for ikke at blive ramt af den åbnende dør, og kort efter stod hun ude i den mere fugtige varme end den tørre i Californien. Bussen holdt et par meter derfra, og deltagerne trådte ud på parkeringspladsen én efter én i højt humør. Kort bemærkede hun hvordan Ashton sendte et rasende blik i hendes retning, da han kom ud. Så lagde han en arm omkring skuldrene på Brenda og gik med hende hen til den plads på parkeringspladsen, hvor deres gruppe åbenbart havde samlet sig.

Selv sprang Angel hen over asfalten for at være sammen med sin egen gruppes dansere, som smilede og lo. Det fremgik tydeligt af deres samtale, at de vidste lige så lidt som hun. Faktisk var det lidt besynderligt, at de ikke havde fået andet at vide, end at de skulle tage tøj med til at danse i og i øvrigt noget mere til dagen efter, hvor de skulle hjem om eftermiddagen. Hun kunne jo godt regne ud, at de skulle danse, men hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad der ellers skulle ske. Alle vidste allerede, at det ikke ville slutte med konkurrencen her, men om en gruppe skulle sendes ud af den vidste kun dommerne - og Sawyer sagde ingenting på den front. Måske fordi han - som han påstod - helt ærligt ikke vidste det.

Egentlig havde hun ikke forestillet sig, at noget kunne forbigå Sawyer, hvis det vedkom ham, men dette kunne jo være den ene undtagelse, hun ville opleve så længe hun kendte ham. Hvilket hun ærligt talt ikke turde satse på længden af. Der var mange områder, hvor hun ikke følte, at hun kendte ham den mindste smule, og på andre følte hun til gengæld, at hun kendte ham ret godt - bedre end de fleste, endda bedre end Duncan.

Det varede ikke længe, før hovedpersonen i hendes tanker netop kom og afbrød deres spekulationer med et vidende smil på læben og erklærede, at det var ved at være tid til at gå. Hvor de skulle hen sagde han ikke, men lod Noah føre vejen ned mod stranden og molen. Angels første tanke, da hun gik gennem sandet, var, at det var et under, hvordan Sawyer klarede at holde ryggen så lodret, som han mente, at det krævede. For hun vidste, at han ikke for tiden benyttede sig af jernstiverne under tøjet, og at det gav ham mere bevægelsesfrihed.

Kort kiggede hun tilbage og fik øje på ham. Han gik bagerst sammen med Phil og snakkede, men der var noget anstrengt over den måde, han fastholdt det venlige smil, og den måde han knyttede hænderne på og strakte dem af og til, som om han nær havde mistet balancen. Det fik hende til at sakke lidt bagud efter flokken og vente, til hun kunne følges med de to sidste. Phil snakkede og stillede spørgsmål, og Sawyer besvarede dem mere eller mindre kortfattet. Efterhånden som de kom længere og længere ned ad den brede strand blev svarene kortere og kortere, og Angel nåede lige at undre sig, inden hun mærkede Sawyers arm lægge sig omkring sine skuldre. Helt automatisk lod hun sin ene arm glide rundt omkring hans ryg, indtil den lå om livet på ham. Præcis hvad det skulle gøre godt for, anede hun ikke, men når han selv havde gjort det, måtte det have et formål af den ene eller den anden art.

,,I to,” sagde Phil muntert, og lod resten af sin sætning hænge i luften.

,,Drop det, makker,” rådede Sawyer, og hans stemme lød ikke mindre anstrengt, men smilet på hans ansigt skinnede alligevel igennem denne gang.

,,Hvordan kan du bede mig om at droppe at sige noget, når du ikke engang ved, hvad det er jeg vil sige?” vedblev Phil ikke desto mindre.

,,Jeg ved godt, hvad du vil sige,” påstod Sawyer.

,,Så du kunne forudsige, at jeg ville sammenligne jer med et ældre ægtepar?” grinede Phil.

Sawyer var stille lidt, som om han tænkte sig om, og Angel overvejede, om han ikke havde været forberedt på udtalelsen. I hvert fald kom den ikke det mindste bag på hende. Efterhånden var hun blevet lidt vant til de andres små drillerier, selv om de ikke udelukkende prellede af på hende. Faktisk gjorde drillerierne hende bare lidt mere opsat på i det mindste at forsøge at være venner med Sawyer, fordi de andre gerne så netop dette. Og så havde det den sideeffekt - håbede hun - at hvis de var rigtige venner, ville de vel holde op med at skændes, og så ville de andre ikke drille hende.

,,Ja,” lo Sawyer endelig.

,,Vel kunne du da ej, din løgner,” klukkede Phil.

,,Vel kunne jeg da så.”

,,Vel kunne du ej.”

,,Hvis du får ret, får jeg så fred?”

,,Lige indtil næste gang.”

,,Fint, så kunne jeg ikke forudsige det.”

Angel kunne ikke lade være med at le for sig selv. Ikke fordi det var vanvittig morsomt, men fordi det lod til at være første gang, Sawyer led nederlag i en diskussion, selv om dette var en utroligt plat en af slagsen. Værre end dem, hun selv havde med ham. Hvilke han for resten havde karakteriseret som skænderier nærmere end diskussioner. Sandsynligvis kunne Sawyer godt have vundet diskussionen med sin irriterende logik, men af en eller anden grund lod han være, og hun fik et indtryk af, at han ikke gad lægge noget i det, Phil havde sagt. Hvilket selvfølgelig var godt for hende.

Efterhånden var de nået ned til vandkanten, hvor alle andre stod og ventede ikke langt fra trappeopgangen til molen. Da de nåede ud på det hårde sand trak Sawyer armen til sig, og hun lod sin egen falde ned langs siden, mens han distancerede sig en lille smule. Som sådan havde det ikke generet hende at være så tæt på ham, men hun anede ikke, hvad det havde gjort godt for. Måske havde hun bidraget til at han ikke behøvede koncentrere sig om at holde balancen, men kun om at rette ryggen og bevæge benene. Det ville give god mening.

Duncan stillede sig ved siden af hende på den anden side og pegede op på molen, ganske diskret. Hun kunne se nogle folk gå rundt deroppe med en masse ting i armene. Det var først da der kom en mand gående med et stativ til en mikrofon, at det gik op for hende, hvad der muligvis skulle ske, og det forklarede på sin vis den afspærrede parkeringsplads, de var kørt ind på for at holde, hvor bussen stod ugeneret.

Pludselig bemærkede hun, at James stod på et af trappetrinnene op til molen. Fordi trappen ledte ned i det bløde sand bevægede de sig et lille stykke tilbage - alle danserne, Noah og Sawyer - og stillede sig i en halvcirkel omkring trappen. James vinkede nærmest kongeligt, og det fik flere af pigerne til at fnise, selv om de vidste, at han havde en kæreste. Det drengede smil, som de fleste af Rising Fake Stars’ medlemmer besad, spillede over guitaristens ansigt, da han sprang fra det tredjesidste trin og ned i det bløde sand, derpå rettede sig op og børstede sandet af sig.

,,Hej med jer, folkens,” hilste han imødekommende og slog let ud med armene, som for at omfavne dem alle.

Der lød et samstemmigt ”hej” hele vejen rundt.

,,I dag bliver lidt anderledes end hvad I ellers har prøvet. Vi har sat en intimkoncert op for de unge her i byen og omegn, og vi vil gerne have, at I danser for os. Med koreografien får I mere eller mindre frie tøjler, når bare I tager højde for vores placeringer på scenen. Hver gruppe skal fremføre tre danse til tre af vores sange. Efter koncerten vil vi så fravælge én gruppe, som vi ikke længere synes skal være med. De andre to får lov til at komme med til finalen.”

Han lagde dramatisk vægt på det sidste ord, og det øgede tydeligvis nervøsiteten rundt omkring blandt deltagerne. Hvis ikke Sawyer og Duncan havde stået på hver sin side af hende, var hun sikkert også blevet lige så nervøs. Men det gjorde de jo, og Duncan fungerede som den trøstende, beroligende person i hendes liv - ud over hendes forældre. Sawyer fungerede som den, der med logik forhindrede hende i at gå fra sans og samling over noget så småt. Enten gik hun videre, eller også gjorde hun ikke. Hendes job var udelukkende at præstere. Det var nok omtrent sådan nogle ting, han ville sige, hvis hun havde udtryk sin nervøsitet. Nu stod han bare roligt med armene foldet bag ryggen og så på James, som om han ventede, at der ville komme mere.

,,Sawyer, Noah og jeg vil holde øje med jer, mens I planlægger, for at se hvordan det hele går for sig. Sawyer vil tage med de skønne piger fra New Jersey,” - pigerne hviskede begejstret og lykkeligt over denne tildeling, og Angel havde ondt af dem, de anede ikke, hvad de gik ind til - ”Noah tager med Tornados og jeg selv vil tage med Synthetic Supernova.”

Som sådan kunne Angel godt se det logiske i fordelingen. Det lod nemlig til, at Sawyer og Noah var noget mere involverede med hendes egen gruppe end James og de andre bandmedlemmer. Så det var helt retfærdigt, at James var den, som betragtede dem, mens de sammensatte koreografierne. Men de havde ustyrligt travlt, hvis ikke de ville ende med at se virkelig dumme ud om aftenen, når koncerten udspillede sig. For den kunne umuligt finde sted her og nu.

Hun, Duncan, Evan, Claire, Phil, Jonas og Aisha fulgte med James, som ledte dem tilbage til parkeringspladsen, men derefter gik ind i receptionen på et tilsyneladende tilfældigt hotel. Lige indtil han fortalte sit navn til receptionisten, som forklarede, at hun godt nok havde undret sig over, hvorfor hun skulle arbejde, når gaden var spærret af og gæsterne skulle forlade bygningen i en anden retning. Det lod ikke med det første til at gå op for hende, at hun stod overfor en kendis, og kvinden førte dem ind i en stor sal, hvis gulv var ryddet fuldstændigt for alt andet end et enormt stereoanlæg.

De syv dansere stillede sig sammen en klump, mens alles øjne var på James, som bevægede sig helt roligt hen over gulvet indtil der var et par meter mellem dem. Så vendte han sig om, slog ud med armene og så opgivende på dem.

,,Kom nu! Nok godt nok er jeg ikke et lige så godt menneske som Noah og Sawyer, men I må tage til takke med retfærdigheden,” sagde han med en forbløffende mængde selvironi, Angel slet ikke havde set komme.

,,Hvad skal vi helt præcist?” ville Duncan vide.

,,Planlægge aftenens danse, selvfølgelig,” svarede Angel ham, da hun i det mindste kendte svaret på dette spørgsmål og ikke ville fremstå som værende passiv, når nu Noah havde bedt hende om at træde mere frem.

,,Netop, Angel,” medgav James og slog entusiastisk hænderne sammen, som om han virkelig var spændt på hvad der nu skulle ske. ,,I har fået de mest varierede sange. Genremæssigt, mener jeg. Det kan I lige så godt få at vide nu.”

Og det havde de. Angel lyttede til melodierne og musikken og stemningen i stykkerne, mens hun og de andre blev fortrolige med hver sang, og til sidst besluttede de at gå i gang, for der var ingen tid at spilde. Tidsspild ville ikke gavne nogen af dem. De andre overlod mere eller mindre koreografien til hende og Duncan, som satte den sammen lidt efter lidt. Duncan var klart mest erfaren på det punkt, og hun lod ham tage styringen og kom kun med få forslag af og til, hvilket de andre slet ikke gjorde.

De trænede i mange timer for at lære det hele så godt, som der nu var tid til, og sørgede for at strukturere tiden, så de ikke lige pludselig manglede en dans. Tidspresset kompenserede de for ved at bruge bevægelser, som alle allerede kunne i forvejen, sådan så det kun var rækkefølgen, der var anderledes end den plejede at være, og det gav dansene et andet præg. Samtidig sørgede de for at bruge nogle trin, som James ikke havde set før, men som de alligevel havde brugt en del gange og var fortrolige med.

James sad bare på gulvet og betragtede dem og skrev ned på en blok med papir, som han havde lånt ude i receptionen. Af og til tog Angel ham i at betragte hende, og det gjorde hende en smule bange, hvis ikke hun havde været overbevist om, at Noah ikke havde udvalgt hende på egen hånd. Hele bandet måtte stå bag. Så hun gjorde sit bedste, når hun nu skulle danse i front og sørgede for ikke at skabe alt for megen fokus på sig selv. Dette gjorde hun ved at befale, at de stod i en trekantformation af en art, hvor hun var den ene spids, Claire og Aisha på hver sin side af hende, men et par meter bagude, og fyrene på bagerste række, hvor Duncan og Evan udgjorde hver af de to resterende spidser.

De mange timer, de brugte på at træne, fløj af sted, og det føltes ikke, som om der var gået mere end én, da endnu et bandmedlem meldte sin ankomst. Nemlig Daniel. Bassisten. Han var lavstammet og mere kraftig af bygning end for eksempel James og Nathan, men på ingen måde tyk. Til gengæld havde han det største og varmeste smil, Angel længe havde set, og det virkede på en eller anden måde meget betryggende med Daniel i lokalet. Men han var ikke kommet for at blive. Kun for ar forklare, at de skulle mødes og spise, inden det hele gik løs.

De vandrede ud af salen og James afleverede nøglen til receptionisten, som smilende tog afsked med dem og diskret bad om autografer fra bandmedlemmerne - hvad de som en selvfølge skrev til hende. Og så forlod de hotellet for at gå ud i den fugtige varme begyndende aften og ned mod stranden. Denne gang gik de op på molen via trappen, og her var alle de andre forsamlet omkring borde bag en scene, som var blevet sat op i løbet af eftermiddagen, mens alle havde været andre steder.

Bandmedlemmerne valgte et bord for sig selv - på nær Kaitlyn, som sandsynligvis skulle hjælpe med den kvindelige del af nogle af numrene. For eksempel i den ene af de sange, Synthetic Supernova skulle danse til. Så de måtte altså diskutere koncertens forløb. Og det gjorde grupperne rundt omkring også. Pigerne fra den nordlige stat sendte stadig fyrene rundt omkring lange blikke, og det frydede Angel lidt at se, hvordan en pige i en meget nedringet T-shirt blev totalt ignoreret af Sawyer, som sad ved et bord sammen med Julie, den unge mand med det krusede mørke hår ved navn Raphael, Tatjana Storm og en anden ung mand med kobberfarvet hår, som Angel ikke havde set før.

Heller ikke Julie blev værdiget et blik fra Sawyers side. Han sad faktisk bare og stirrede ned i sin tallerken uden at røre ved spaghettien med hverken kniv eller gaffel. Men han talte - og det næsten uafbrudt. Af og til kunne Angel se, at han holdt inde, og at den unge mand med det kobberfarvede hår fortalte et eller andet. Julie så noget utilfreds ud med ikke at være centrum for de andres opmærksomhed ved bordet, mens Tatjana sad og kiggede over på sin kæreste, James, og Raphael sad tilbagelænet med et par hørebøffer på ørerne.

Angel lod sit blik glide videre til de andre grupper, men pigegruppen var nu ikke særlig interessant at se på. De gjorde, hvad der var forventeligt af dem: snakkede i munden på hinanden og sendte flirtende blikke i alle retninger. Så var der Tornados tilbage. Ashton sad for bordenden med armene krydset bag nakken, mens han tydeligvis frydede sig over at være i fokus, mens han talte. For de andre gav ham deres udelte opmærksomhed.

Ved bordet, hvor Synthetic Supernova sad samlet gik snakken på alle trinnene, og Angel var tilfreds med at alle kunne huske alt, hvad de havde øver i løbet af eftermiddagen. Det skulle nok gå. Og røg de ud så langt henne var det jo godt for dem. Hun ville gerne vinde, men på den anden side ville det heller ikke være skammeligt at ryge ud nu. De havde i det mindste bevist, at de ikke var naive nok til kun at tro, at de kunne komme langt. De kunne komme langt. Og måske endda længere, hvis oddsene var med dem og de andre grupper bare ikke var helt så gode. Eller lige så gode. Bare én af de andre grupper var værre, så var det for dem en billet videre.

Pludselig rejste Nathan Storm sig fra sin plads mellem James og Kaitlyn.

,,Så er det lige ved at være oppe over,” erklærede han højt og tydeligt. ,,Vi går for at varme op lige om lidt, og vi anbefaler, at den første gruppe gør det samme. I vil køre på skift, således at Ladies, I danser én dans først. Så Tornados og så Synthetic Supernova. Sådan skifter numrene hele vejen igennem, indtil alle tre grupper har været alle tre danse igennem. Vi skal nok sørge for at kalde jer frem, når det er ved at være jeres tur. Held og lykke, knæk og bræk eller hvad man nu siger. Vi glæder os.”

Derpå forlod musikerne stedet, lidt efter fulgt af The New Jersey Ladies, som gik ud for at varme op. Eftersom de var de sidste, kunne Synthetic Supernova godt vente med at varme op til det var lige oppe over, og det gav dem tid til at drive omkring, mens Tornados holdt en form for strategimøde helt ude for enden af molen, omkring fem meter fra det sted, hvor de havde siddet og spist lige bag scenen.

Duncan gik hen mod Sawyer og de andre ved bordet. Disse havde ikke rykket sig, for hvorfor skulle de gøre det? De havde ingen pligter, ud over at bedømme de konkurrerende dansere senere hen. Lidt efter fulgte Aisha og Jonas trop, og Angel besluttede sig for at slutte sig til dem, eftersom Claire, Evan og Phil i forvejen var dybt inde i en diskussion om politik - ikke noget hun gad diskutere med dem på dette tidspunkt.

På nært hold var manden med det kobberfarvede hår mere slående end ved første indtryk. Han havde mystiske mørkeblå øjne omkranset af rødbrune vipper, et par toner mørkere end håret. Det var faktisk lidt synd, at han ikke kom til sin ret overfor Sawyer, hvis gyldne hår blev oplyst af den nedadgående sol og omkransede hans ansigt som en glødende glorie som så mange gange før. Hans brune øjne blev så intenst orange i det i forvejen orange lys, at det næsten var som om de skinnede i det langsomt begyndende mørke. Solop- og nedgang var helt sikkert Sawyers tidspunkter på døgnet. De tidspunkter, der komplimenterede ham allermest.

,,Du må være Angel,” sagde den fremmede mand og så kort over på Raphael, som om han søgte bekræftelse i sin antagelse - hvad han fik da den mørkhårede mand nikkede.

,,Ja,” svarede hun alligevel for en sikkerheds skyld og rakte en hånd frem.

Han trykkede den med sin, der var langfingret og med overraskende pletter af farve hist og her.

,,Rart at møde dig. Mit navn er Trace Douglas.”

,,Hej, Mr. Douglas,” svarede hun, sikker på at han var et par år eller flere ældre end hende.

,,Bare Trace,” rettede han hende venligt og slap hendes hånd.

,,Trace,” gentog hun. ,,Det er ikke for at være ubehøvlet, men er du også dommer?” ville hun vide.

,,Nej,” sagde han og lød, som om han skulle til at slå en latter op, men så tog sig i det. ,,Nej, det er jeg ikke. Jeg har ikke forstand på den form for kunst. Det vil jeg overlade til dem, der rent faktisk er interesserede.”

Angel så undersøgende på ham og fulgte hans blikretning over på Sawyer. Først da gik det op for hende, at alle ved bordet havde rejst sig.

,,Trace har dekoreret hele scenens bagside. Han er billedkunstner,” forklarede Sawyer og lød helt venlig, men også en smule træt.

,,Den lagde jeg slet ikke mærke til,” tilstod hun. ,,Er den flot?”

Han nikkede.

,,Kom, lad os gå om og se den, inden det hele går i gang og du får andet at tænke på,” opfordrede han og var faktisk allerede på vej, hvilket ikke gav hende andet valg end at følge med.

Dog nåede hun lige at hive Duncan med sig, og det fik automatisk resten af Synthetic Supernova til at følge i deres kølvand. Sawyer besteg et par trappetrin og bukkede sig på vej ud under et forhæng. Angel fulgte ham og befandt sig pludselig oppe på en scene. De gik helt ud til scenekanten og vendte ryggen til stranden og promenaden, hvorfra folk langsomt begyndte at ankomme til stedet.

Overfor dem rejste der sig et kæmpemæssigt kunstværk, bestående af et menneske med en hætte på, der strakte en hånd opad mod en gradvist mere og mere sort baggrund. Hånden var åben og indeholdt flere stjerner, som havde fået tildelt et skær, selv om Angel ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan det var blevet gjort. Helt tydeligt var det dog, at det var et maleri, alene på grund af størrelsen og det faktum, at hvis man gik tæt nok på, ville man kunne ane penselstrøgene. Det var overvældende og imponerende og realistisk, og hun fik en klump i halsen.

Trace Douglas havde åbenbart allerede opnået et højt niveau inden for sin egen kunstart, præcis som hun håbede på at gøre det på et eller andet tidspunkt. Han var beundringsværdig, besluttede hun sig for, og i det samme trådte han op på scenen. Ubevidst om den præcise årsag gav hun sig til at klappe, og Sawyer fulgte op på hendes ellers lidt ensomme klapsalve. Dette satte en kædereaktion i gang, og Trace så helt forvirret ud et øjeblik. Bredte der sig et bredt grin på hans ansigt, og han foldede en arm bag ryggen og en anden ind foran maven og bukkede dybt og formfuldendt, tydeligvis en smule pinligt berørt over situationen, men også med grund til stolthed over sit værk.

,,Tak, tak,” lo han, da han rettede sig op og gik frem mod dem.

Da bemærkede Angel, at han gik lidt mærkeligt. Som om han havde besvær med at bruge sine led generelt.

,,Nåh ja,” mumlede Sawyer ind i øret på hende. ,,Det skulle jeg måske have nævnt, mens han ikke var her. Men Trace har været lam fra hoften og ned. Hvilket han ikke er mere, som du kan se.”

,,Kender du ham godt?” hviskede hun tilbage.

,,Næ. Jeg mødte ham først da vi var i New York. Kaitlyn insisterede på at mødes med ham, og vi andre havde ikke rigtig noget valg, fordi de andre går hvor Nathan går, og han viger ikke fra hendes side medmindre han bliver tvunget.”

,,Nej, det havde jeg en fornemmelse af,” indrømmede hun og kunne ikke lade være med at overveje, om ikke det var irriterende for Kaitlyn at have nogen rendende omkring sig hele tiden - den samme person.

Hun ville aldrig selv kunne leve på den måde.

,,Devil,” sagde Sawyer lidt højere et øjeblik senere, og hun kom lidt til sig selv. ,,Det er ikke pænt at stirre.”

Hun blinkede automatisk og bemærkede først da, at Trace stod foran hende med et drillende smil på læberne og de midnatsblå øjne borende sig ind i hendes. Det sagde hende ikke meget mere end når Evan så hende i øjnene, og hun blev derfor en smule irriteret, da Sawyer en anelse køligt og nøgternt bemærkede:

,,Han har en kæreste.”

,,Du er dum, Sawyer,” knurrede hun bare og puffede lidt til ham, hvilket fik de omkringstående til at le højt.

,,Og du er uhøflig,” gav han igen, men hans stemme var ikke irriteret, hvilket generede hende.

,,Det er uhøfligt af dig at stå og udlægge andres fejl i fuld offentlighed.”

,,Jeg udlægger ikke nogens fejl. Jeg gør dig bare opmærksom på de almene normer.”

,,Så går de i gang igen,” sukkede Evan, og Angel så over på ham tidsnok til at opdage, at han rullede med øjnene - og at heller ikke han var lige så god til det som Sawyer.

,,Sker det her tit?” spurgte Trace og lød overrasket.

,,Hver eneste dag,” uddybede Aisha.

Sawyer trak på skuldrene og begyndte at gå tilbage mod trappen.

,,Vi må hellere se at komme ned herfra,” konstaterede han, som om han ikke havde hørt samtalen blandt de andre. ,,Det kan ikke vare længe, og I skal til at varme op.”

 

Han stod med hænderne i lommerne og betragtede scenen fra siden. Han måtte tilstå, at selv uden hans hjælp ville Synthetic Supernova have klaret sig umådelig godt. Han kunne komme med nok så mange tekniske råd og fif til koreografien, men han ville aldrig være i stand til at fremme den helt specielle ånd der var mellem denne gruppe dansere. De havde hvert deres område, og det skulle de prise sig lykkelige for.

Af og til spekulerede han på, om han havde været for hård ved Angelique. Ikke fordi hun lod til at blive deprimeret af det, han sagde til hende, og hun var ikke bange for at tage kampen op. Men der var alligevel grænser for hvad han kunne tillade sig. Dette var blandt hans refleksioner da han stod og så danserne på scenen for sig og forsøgte at lade være med at tænke på den langsomt tilbagevendende stikkende smerte i ryggen, der efterhånden kun fremkom når han var træt eller lavede bevægelser, han ikke var vant til.

Der var intet at stille op alligevel, så han droppede tanken om at dulme smerten og forsøgte at fortrænge den med andre tanker i stedet. Derfor studerede han teknikken i deres bevægelser og holdt særligt øje med den unge pige med det lange, brune hår, som snoede og vred sig forrest i trekantformen. Han vidste at hun gjorde det for at tilfredsstille Noah, og han kunne ikke bebrejde musikerne for at ville have hende frem i lyset. Kunne de promovere sig selv med dansere af den slags, så var det helt formidabelt fra deres side. Men hun lignede alligevel lidt en fisk ude af sit element som hun stod der til musikken i det høje tempo.

Ingen andre syntes at bemærke det, men han var overbevist om at hendes bevægelser ikke var helt kantede nok, og at de ikke ramte takterne hundrede procent præcist - det gjorde de andres nu heller ikke, men eftersom hun stod i front skulle hun gerne danne det bedste eksempel. Enten måtte han tale med hende, eller også måtte han tale med de andre dommere om hvad hun skulle sættes til at danse senere hen, uden at det gik ud over hendes gruppe.

,,Du, Sawyer?”

Han drejede hovedet en anelse for at se, hvem der talte, da det ikke var en stemme, han var helt fortrolig med endnu.

,,Trace,” svarede han og vendte blikket tilbage mod scenen.

,,Hvad kigger du efter?”

,,Fejl. Mangler. Gode ting, mindre gode ting. Alt hvad der kan bruges til en bedømmelse.”

,,Hvad ser du mest efter?”

,,På dette punkt? Ting der opvejer de få fejl, der er tilbage.”

,,Gælder det for alle tre grupper?”

Han kneb øjnene sammen og lænede sig tilbage mod den jernstang, som afgrænsede området.

,,Skulle det ikke det?”

,,Jo,” medgav Trace forsonligt. ,,Men det kunne jo godt være, at du havde en favorit.”

,,Jeg skal være objektiv. Det er min opgave.”

,,Det ved jeg. Men hvis du nu er helt ærlig?”

,,Alle tre grupper er gode,” svarede han fjernt og rettede igen sin opmærksomhed mod scenen, netop som Nathan kastede sig ud i et følelsesladet øjeblik i sangen, der var i væsentligt lavere tempo på dette punkt end ellers.

,,Jeg taler ikke om grupper.”

,,Dansere?”

,,Ja.”

,,Måske har jeg en favorit.”

,,Angel?”

,,Måske.”

Trace klukkede dæmpet.

,,Din diskussionspartner?”

Sawyer kunne mærke sine læber trække lidt opad i den ene mundvig.

,,Det kan man godt kalde det.”

,,Hvad er du til hende?” ville Trace vide.

,,Helt ærligt? Jeg har ikke den fjerneste anelse. Nogle dage er vi venner, andre er vi fjender, andre igen er jeg bare en slags træner, som hun kan vælge at lytte til eller lade være.”

,,Og du har det fint med det?”

Sawyer så igen ud på scenen og betragtede hvordan Angel og Duncan udførte et af deres fælles numre. På dette punkt kunne den muskuløse mand ikke følge med hendes ynde og smidige bevægelser, og det var helt tydeligt, selv når han ikke kiggede efter tekniske fejl. Angelique var helt sikker i sin sag på dette punkt, og alligevel manglede der lidt en gnist i hende, syntes han. Noget han ikke kunne bede hende om at frembringe, fordi det havde med følelserne at gøre - og hun var trods alt ikke skuespiller og ville sandsynligvis aldrig blive det med den måde, hvorpå hendes følelser altid sad lidt udenpå tøjet.

Havde han det egentlig fint med at have det underligt kringlede forhold til hende?

,,Ja,” svarede han endelig Trace og rettede sig en smule op igen. ,,Det har jeg. Men spørger du mig hvorfor vil jeg ikke være i stand til at svare.”

,,Bare rolig,” sagde Trace og vendte ryggen til, selv om Sawyer ikke rigtig kiggede på ham og kun ud af øjenkrogen registrerede bevægelsen. ,,Jeg ved allerede hvorfor du har det fint med det. Og det gør du nok også inderst inde.”

Og med et brag sluttede musikken og dermed koncerten.

 

Hun havde ikke set Sawyer siden det blev råbt op hvem der var gået videre, men hun regnede med at han havde en eller anden logisk grund til at være væk så snart grupperne var frie til at gå rundt og lykønske hinanden og sige farvel til dem, der ikke gik videre. Pigerne fra New Jersey græd og græd længe, mens de tog afsked med bandmedlemmerne og omfavnede dem på skift. Et par af dem spurgte højlydt efter Sawyer, men Nathan forklarede tålmodigt, at han ikke engang anede, hvor Sawyer var. Ingen havde tilsyneladende set ham gå.

Han kunne selvfølgelig være smuttet da de mange sad og fordøjede informationerne, Nathan havde overbragt med stor selvtillid og stolthed over aftenens arrangement. Og hun var tilfreds. Det var gået godt, taget den urimelige tid til øvelse i betragtning, og hun var ekstatisk af glæde over at være videre. Hun var omfavnede sine venner og derefter dommerne på skift - på nær Julie, som nægtede at tage imod kram og i stedet reserveret stak næsen i sky - og snakkede derefter kort med Trace Douglas, som oprigtigt lod til at være glad på hendes vegne, inden han satte sig ned i en stol med en aura af ikke at ville forstyrres.

Hun kendte det udtryk fra Sawyer, når han lige skulle have et øjeblik til at fordøje enten hårde ord eller den fysiske smerte, han af og til følte. Så hun ville ikke plage Trace og gjorde det derfor heller ikke, men gik i stedet hen for at sige tak for denne gang til de knuste piger, som klyngede sig til hende som var hun en mor og de små børn. Hun trøstede dem efter bedste evne og gik derefter en smule nervøst videre til Tornados for at lykønske dem hjerteligt og ærligt, fordi hun virkelig syntes, at de fortjente at gå videre, og fordi hun gerne ville stå i finalen mod dem for at bevise sit værd.

Måske var det hendes held, at Ashton ikke var til at få øje på, for så slap hun i det mindste for at være tvunget til at lykønske ham og dermed at være tæt på ham. Hun var ellers fast besluttet på ikke at være bange for ham, men med den viden hun havde om hans evner til at tage hævn, kunne hun ikke lade være med at være en smule bange alligevel. Og pludselig savnede hun at have Sawyer der til at forstå, hvad hun følte. Men han var der altså ikke og havde åbenbart ikke tænkt sig at komme tilbage lige med det samme.

Der var den mulighed, at han var blevet træt og var gået ud i bilen for at få fred og være alene, lidt ligesom Trace, bare på en mere isoleret måde. Men det ville ikke være karakteristisk for Sawyer. Så der måtte være en anden grund, medmindre det var hans utilregnelighed, der slog til igen. Og det kunne det jo sådan set godt være.

,,Angel!” kaldte James, da der var faldet ro over stedet og folk var på vej væk fra det afskærmede område hvor koncerten havde været afholdt.

Hun stoppede midt i et skridt og drejede sig i stedet mod ham, eftersom han kom bagfra.

,,James,” svarede hun og smilede til ham. ,,Hvad så?”

,,Jeg har en lille opgave til dig,” sagde han.

,,Og hvad er det?”

,,Til næste gang vi ses, vil jeg gerne have, at du øver en koreografi til den her sang. Det er beregnet til en pardans, og baseret på din præstation med Duncan i aften tror jeg, at du skal finde en anden partner. Det er som om gnisten ikke er der mellem dig og ham. Så udvælg dig endnu en danser og tag ham med næste gang med en klargjort koreografi,” befalede han i en venlig tone og rakte en CD frem mod hende.

Hun så på coveret og fik ikke meget ud af det, fordi forsiden var blank.

,,Men jeg kan da ikke bare svigte min gruppe på den måde,” påpegede hun og følte sig helt igennem retfærdig.

,,Du svigter dem på ingen måde. De er jo stadig med, ikke?”

,,Jo, men -”

,,Godt. Jeg vil råde dig til at få Sawyers hjælp.”

,,Det tror jeg ikke, at han er med på.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Fordi han ikke altid gør hvad jeg beder ham om.”

James grinede og greb hende om håndleddet.

,,Så må vi hellere se om vi kan finde ham, så jeg kan give ham ordren.”

Hun stillede ikke spørgsmål, men fulgte bare med ham rundt om scenen og hen ad molen indtil trappen, som ledte ned i sandet. Alle koncertgæsterne var gået hjem på dette tidspunkt, og der var stille på nær bølgernes sagte brusen. James førte an, men stoppede neden for trappen for at orientere sig og hev hende så med sig gennem sandet op mod parkeringspladsen. Længere fremme i mørket kunne hun se to mørke skikkelser aftegnet mod det lyse sand i måneskinnet.

Den ene sad ned, og den anden stod op. Efterhånden som de kom nærmere, kunne Angel så småt skille skikkelserne ud, og hun opdagede, at det var Sawyer, som sad ned i sandet med armene strakt bagud og benene tilfældigt bøjede frem for sig. Den stående var Ashton, hvis kropssprog var noget mere anspændt end Sawyers, hvilket var underligt. Da James satte i løb fulgte hun snublende med uden noget andet valg og endte med forpustet at stå på sidelinjen mellem et tavst opgør mellem to stærke viljer. Sawyers orange blik piercede Ashton, og det samme gjorde sig gældende fra den anden part.

,,Ashton,” sagde Angel forsigtigt og tiltrak sig med det samme hans opmærksomhed, idet hans hoved drejedes i et skarpt ryk.

,,Angel. Hej.”

,,Hej. Tillykke med, at I er gået videre. I gjorde det godt.”

,,I lige måde,” sagde han afvisende og koldt og så kort ned på Sawyer. ,,Undskyld mig.”

Og så satte han i løb gennem sandet op mod parkeringspladsen.

,,Hvad er der sket?” spurgte hun efterfølgende, da hun var sikker på at Ashton var uden for hørevidde.

,,Ikke noget,” svarede Sawyer og lød henkastet. ,,Slet ikke noget. Jeg snublede bare, og han følte sig åbenbart i humøret til en lille snak,” tilføjede han og kastede et kort blik på James.

,,Er du sikker?” pressede hun gennemtrængende.

,,Ja,” sagde han fast. ,,Men giv mig lige en hånd, gider du?”

Han rakte en hånd op, og hun tog den og hev til, hvilket med sikkerhed ikke havde været nødvendigt, eftersom han rejste sig hurtigt og let, uden at hun havde behøvet at lægge mange kræfter i. Hvad hun dog bed mærke i var, at han ikke fjernede sin arm fra hendes skuldre, og at hun følte sig ret tryg og beroliget på den måde.

,,Sawyer,” sagde James og lød forretningsagtig.

,,Ja?”

,,Du havde ret med hensyn til det, du nævnte om stilarter.”

Angel fattede ikke en brik af den udtalelse, men var ikke desto mindre interesseret i at høre, hvordan James formulerede sin bøn overfor sin meddommer. Og om Sawyer ville nægte at tage imod opgaven.

,,Det har jeg som regel,” spøgte Sawyer afslappet.

,,Det ved jeg nu ikke,” drillede James.

,,Din pointe?”

,,Ja,” James fattede sig. ,,Jeg synes, at du skal hjælpe Angel med at finde en dansepartner til næste gang. Hun har musikken og I ved begge to, hvad der skal ske.”

Der var stille lidt, og Angel kunne fornemme at der var en masse tanker i luften omkring Sawyers hoved. Som om han opvejede sine muligheder, inden han lukkede et endegyldigt svar ud og fortrød noget senere.

,,Fint nok,” sagde han så endelig, stik imod hendes forventninger, og samtidig lod han sin arm glide ned fra hendes skuldre og trådte et skridt til siden. ,,Det skal jeg nok.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...