Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3357Visninger
AA

17. Sawyer L. Rivers

 

Hun havde snakket med Duncan om det med at danse i front, og han havde kunnet lide ideen. Om Sawyer havde advaret ham først anede hun ikke, men det kunne vel også være lige meget, så længe Duncan var med på den. Men det krævede noget af hende, og hun vidste, da hun vågnede morgenen efter, at hun blev nødt til at tage sig sammen og arbejde hårdt for at finpudse sin teknik en smule mere. Så hun kunne blive værdig til at danse i front, sådan som Noah havde bedt hende høre det.

Derfor skyndte hun sig ud af døren derhjemme så snart hun havde spist morgenmad. Men hele vejen ud til øvelokalet var hendes tanker plagede af Ashton, som også var videre i konkurrencen. Hun ville gerne vide, om han havde tænkt sig at gøre noget overilet til konkurrencen, der kunne skade hende, fordi hun havde takket nej til hans tilbud og oven i købet lad ham blive ydmyget af Sawyer.

Men hun kunne selvfølgelig ikke bare lige sådan finde ud af det. Så ville hun blive nødt til at være venner med ham igen, og det gad hun ikke. Hun ville ikke risikere, at han manipulerede hende rundt i manegen igen. Én ting var at Sawyer stadig kunne gøre det, men en helt anden var Ashton. Sawyer gjorde det jo trods alt, fordi han mente, at det var i hendes bedste interesse, mens hun mistænkte Ashton for bare at ville have en bedre danser i sin gruppe, og måske også at ville have hævn over Sawyer, hvis velbefindende åbenbart gik ham på.

Det småregnede da hun løb fra sin bil og ind i det lille hotels forhal. Der smuttede hun op ad trappen og ind i receptionen, hvor hun drejede af og gik ind i øvelokalet. Der var tomt og halvmørkt og det tydede ikke på, at nogen af de andre havde været der siden gårsdagens møde. Hvad havde hun egentlig regnet med? De andre var taget i byen efter en opvisning i Santa Monica, men hun havde ikke haft lyst til at tage sig af fulde mennesker, så hun var taget hjem.

Ved tretiden om morgenen havde Duncan haft ringet til hende, men da hun ringede tilbage - hun nåede ikke at tage den, fordi hun kom til at skubbe sin mobil på gulvet, da den vækkede hende - tog han en ikke. Og så måtte det være lige meget. Der kunne vel ikke være sket noget, kunne der? Og i så fald hvad skulle det være? Ved syvtiden havde Claire så ringet og spurgt Angel, om ikke hun ville med til morgenfest, hvortil Angel havde svaret, at hun hellere ville spise brugte bleer end at stå op på det tidspunkt i sin ferie. Dertil havde Claire nævnt at Angel sikkert skulle øve, og Angel havde bekræftet dette.

Så havde hun lagt sig til at sove et par timer mere og var væltet ud af sengen klokken ni. Og nu stod hun så i det tomme øvelokale, hvor der virkelig trængte til at blive gjort rent efter de to uger med intens træning. Det kunne hun vel lige så godt gøre som opvarmning, tænke hun, og lånte dermed en gulvmoppe og noget sæbevand af receptionisten, som stillede sig i døren og sludrede med hende, mens hun tog fat på rengøringsarbejdet.

En lille time senere var lokalet renvasket og funklende rent. Solen skinnede ind gennem de små vinduer nu, og regnen udenfor var hørt op. Receptionisten fortalte hende, at de havde fået et nyt udluftningssystem installeret i løbet af natten, inden hun slæbte sæbevandet og moppen væk. Angel stod lidt og betragtede sit værk. Så gav hun sig til at øve den koreografi, de havde arbejdet på som gruppe på det sidste.

Det virkede bedst for hende, hvis hun lukkede øjnene og forsøgte at lade være med at tænke, mens musikken fik hende til at bevæge sig automatisk. Hun drejede rundt og hoppede og svingede med armene og benene og forsøgte at finpudse alle bevægelserne, men af en eller anden grund ville de bare ikke se perfekte ud. Uanset hvad hun gjorde. Frustreret satte hun sig ned og stirrede på sit spejlbillede med hovedet i hænderne og fingrene gravet ind i sit hår.

I desperationens stund kom hun i tanke om noget, Sawyer havde sagt. At hun skulle strække vristen når hun lavede piruetter. Hun havde kaldt det umuligt. Alligevel besluttede hun at give det en chance og kom på benene. Først virkede det rent faktisk umuligt, af den simple grund at hun ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle gøre det. Men hun gav ikke op, selv om hun blev mere og mere træt og mere og mere frustreret.

Efter at have prøvet for halvtredsindstyvende gang snerrede hun højlydt ad sig selv, da det ikke virkede efter hensigten.

,,Prøv at tage det stille og roligt,” opfordrede en dyb, velkendt stemme bag hende, og hun vendte sig brat om.

Sawyer lignede noget, katten havde slæbt ind, men hans udstråling var rolig og varm, og noget fortalte hende, at han havde det ganske godt, på trods af de mørke skygger under øjnene, som trådte tydeligt frem.

,,Var det en vild bytur i går?” spurgte hun drillende.

,,Jeg drikker ikke,” sagde han afslappet. ,,Så ikke i den forstand.”

,,Du ligner ellers en med tømmermænd.”

,,Det har du sagt før.”

,,Det ved jeg.”

,,Men jeg har altså ikke tømmermænd. Duncan insisterede på at vi tog på skadestuen ved tretiden i morges, fordi vi stødte ind i Ashton i går aftes, og det gik præcis som forventet. Ikke specielt godt.”

,,Hvad skete der?” spurgte hun og følte sig helt kold over hele kroppen.

,,Stort set det samme som sidst. Bortset fra at han ikke ramte metallet.”

Hun så forskrækket på ham.

,,Men gør det så ikke…”

Han trak let på smilebåndet.

,,Det gjorde ondt lige i starten. Faktisk rigtig ondt. Men det føltes meget bedre end det længe har gjort bagefter. Og jeg forsøgte at forklare det til Duncan, som nægtede at tro på mig. Fordi han ikke kunne køre - beruset som han var - endte vi med at gå hele vejen, bare for at få konstateret, at alting ser helt normalt ud.”

,,Så du har ikke smerter?”

Hans ansigt fortrak sig i en underlig grimasse.

,,Jeg har hele tiden smerter. Men det går bedre for tiden.”

,,Det var godt.”

,,Ja.”

De så hinanden an lidt, og Angel mærkede sin mave krumme sig sammen, præcis som den havde gjort det dagen før mens hun sad i restauranten og lyttede til Nathan Storm. Denne gang var der bare ikke noget at være nervøs over. Så den eneste mulige forklaring var, at hun var bange på hans vegne. For at der var sket mere, end han lige ville indrømme.

Men på trods af hans uglede hår og de mørke rande under hans brune øjne så han faktisk ud til at have det lige så godt, som han sagde. Hans blik var stærkt og intenst, da han så hende i øjnene, og der var ingenting akavet over den måde, han stod på. Hans ryg var ganske vidst rank, men det så ikke ubehageligt eller forceret ud.

,,Prøv igen,” opfordrede han så ud af det blå, mens hun stadig betragtede ham indgående.

Det fik hende naturligvis til at slå blikket ned og vende sin hjerne for at finde ud af, hvad han talte om. Og så kom det. Piruetterne.

,,Men jeg kan ikke,” stønnede hun opgivende.

,,Som jeg sagde, prøv at tage det stille og roligt. Du skynder dig. Lad være med det.”

Hun sendte ham et mistroisk, dræbende blik, som fik ham til at le.

,,Jeg mener det,” tilføjede han. ,,Stil dig med det ene ben lidt foran det andet.”

Hun gjorde, som han sagde og følte sig en smule dum.

,,Stræk nu den forreste vrist.”

Igen gjorde hun, som han sagde.

,,Når du så sætter af på den, så må du gerne lade vristen bøje, men så snart du slipper gulvet, strækker du vristen på begge fødder.”

Hun forsøgte at gøre, som han sagde og håbede ikke, at det så alt for klodset ud.

,,Ja,” sagde han bare. ,,Måske skal du lige prøve at gøre det uden at sætte hoppet på.”

Denne gang tog hun en dyb indånding og forsøgte at efterleve hans råd. Det føltes væsentligt bedre, og da hun vendte sig mod ham, kunne hun se tilfredsheden stråle ud fra ham, selv om han ikke smilede.

,,Kom her,” befalede han og skubbede sig væk fra dørkarmen for at gå ind i lokalet.

Da han nåede hendes side smed han skoene, og hun så overrasket på ham. Det var ikke første gang, hun havde set ham uden sko, men det var første gang, hun havde set ham stå midt på gulvet i øvelokalet uden at være alene. Før hun blev færdig med at så uforstående på ham rakte han hende en hånd, som hun så tog til nærmere betragtning.

,,Tag den nu. Jeg bider ikke,” sagde han en anelse utålmodigt.

,,Hvad skal vi?”

,,Jeg skal ikke noget. Du skal strække vristen.”

,,Men hvad -?”

,,Du tænker for meget på rotationen samtidig med at du strækker. Hvis du nu koncentrerer dig om at strække, skal jeg nok søge for, at du kommer rundt.”

,,Hvordan det?”

Han løftede deres hænder over hovedet på hende, og før hun vidste af det drejede hun rundt.

,,Sådan.”

,,Hvordan kunne du -?”

,,Der er jo en grund til, at jeg er dommer, ikke?”

,,Men du skal jo bare dømme, skal du ikke?”

Han slap hendes hånd og satte hænderne i siderne.

,,Helt ærligt. Havde du ikke forventet, at jeg anede, hvad jeg talte om?”

,,Nej,” tilstod hun og så ned på sine fødder. ,,Nej, det havde jeg ikke forventet. For du har jo selv sagt, at du ikke kan danse.”

,,Og at der er en grund til den formulering.”

Hun tænkte sig om lidt, men uden at se på ham. Det havde han jo ret i. Og det var faktisk overraskende, at hun ikke havde indset det noget før.

,,Så det er på grund af din ryg, at du ikke kan danse?” gættede hun.

Han nikkede tavst.

,,Hvorfor har du ikke sagt det noget før?”

,,Hvilken forskel gør det?”

,,Det gør da en kæmpe forskel. For mig. Fordi jeg har taget helt fejl af dig, Sawyer. Jeg troede helt ærligt ikke, at du kunne danse, fordi du var dårlig til det. Og nu ved jeg noget helt andet.”

,,Aha.”

,,Og du lod mig tro det, din idiot!”

,,Jeg ville gerne have fortalt dig det, men der lå mere i det end som så. For eksempel det med Ashton. Og du har jo heller ikke ligefrem spurgt.”

,,Og jeg ved stadig ikke det hele, gør jeg vel?”

Han rystede langsomt på hovedet.

,,Hvad er det, du ikke fortæller mig?”

Stilheden var larmende, mens hun så indgående på ham og inderligt håbede på, at han ville fortælle hende det, hun ikke vidste. Uanset om hun ville kunne lide den viden, hun ville tilegne sig, eller ej. Det var princippet i at han ikke fortalte hende noget, der gjorde hende så ængstelig efter svaret på spørgsmålet. Hun ville gerne vide noget om ham, nu hvor han vidste så meget om hende. Han havde ikke engang overvejet at fortælle hende, at deres forældre kendte hinanden, dengang hans levede. Det havde de haft deres diskussioner om, men det endte som regel med, at ingen af dem var retfærdiggjort.

Hun vandt aldrig diskussionen, fordi hun ikke selv havde vidst noget, og han vandt den ikke, fordi han ikke kunne fortælle hende, hvorfor han ikke havde sagt det. Han havde et par gange fortalt hende, at han ikke syntes, det gjorde nogen forskel. Og selvfølgelig gjorde det en forskel for hende. Det var en indikator på hvor meget hun vidste om ham i forhold til hvor meget han vidste om hende.

,,Jeg har aldrig fortalt dig om grunden til, jeg ikke ville fortsætte sammen med Ashton og de andre,” sagde han endelig og satte sig ned på gulvet. ,,Og jeg har aldrig fortalt dig, hvorfor jeg var på Akademiet den dag.”

Hun nikkede og satte sig ned overfor ham.

,,Vil du fortælle mig det?” bad hun.

,,Ja.”

Selv om han ikke med det samme gik i gang med at udfolde sig om de ting, der var sket i fortiden, så vidste hun, at han ville sige det før eller senere. Så hun gav ham tiden til at forberede sig, sådan at han ikke bare følte sig presset til at plapre løs om løst og fast uden sammenhæng.

,,Dengang jeg hang ud med dem var de ligesom alle andre. Teenagere uden noget særligt formål. Og det var det, jeg godt kunne lide ved dem, fordi jeg ikke var ligesom de fleste.” Han trak vejret dybt og fortsatte så: ,,Jeg har altid været en god danser. Da jeg var seksten begyndte jeg at danse offentligt - mest af alt for sjov. Hvad jeg ikke lige havde regnet med, var, at jeg kunne tjene penge på det. Men det kunne jeg, da jeg fandt ud af, at folk gad se på mig, når jeg dansede. Så jeg gjorde dette meget, og jeg trænede hvert eneste ledigt øjeblik. Det var min ting. Den sommer jeg fyldte atten var det hele blevet ret voldsomt. Alle kendte mig, selv om ingen vidste, at det var mig.

Du spurgte mig selv i flyet på vej til Fort Myers hvad mit mellemnavn var. Hvad ”L” står for. Og du ved, hvad Duncan kalder mig. Så kan du regne ud, hvilket navn jeg gik under?”

Selvfølgelig kunne hun regne det ud. Det var jo indlysende.

,,Lightning,” sagde hun stille og blev mindet om sine drømme.

Så havde hendes underbevidsthed altså ikke været helt gal på den, når den smeltede Sawyer og Lightning sammen. Det var ikke to forskellige personer, men derimod én og samme. Og hun skammede sig over ikke at have indset det noget før med de ledetråde, hun havde fået.

,,Den sommer mødtes jeg med Rising Fake Stars, da de var på sommerferie. De havde hørt om mig og ville gerne se mig danse, fordi de mente, at det var interessant når en lokal blev kendt på tværs af staterne. Ingen vidste, at det var mig, når jeg dansede, fordi jeg altid havde hættetrøje på, og jeg sørgede for at holde mit ansigt i skyggen af den hættetrøje. Men overfor bandet åbenbarede jeg mit ansigt, og det er den primære grund til, at de tror på, det var mig, de snakkede med dengang.

Nå, men i hvert fald så hørte jeg om mine venners idé om at blive dansere lige efter mit møde med bandet. Og jeg følte, at jeg blev nødt til at afslå. Jeg havde ikke lyst til at lade dem træde ind i min skygge, så jeg havde andre end mig selv at stå til ansvar for. Den følgende uge havde jeg en planlagt rejse til New York, hvor jeg skulle danse foran en masse mennesker. Og da jeg vendte tilbage havde Ashton fordøjet mit afslag og desuden udviklet et had så voldsomt, at jeg aldrig har set noget lignende.

Det førte til mit lille møde med brækjernet i hans hænder og en ret ulige slåskamp mellem mig, ham og resten af drengene i gruppen dengang. Men først omkring en uge inde i første semester, hvor jeg havde fået tilbudt en plads på Akademiet uden at gå til optagelsesprøve. Derudover fik jeg et stipendium med alt betalt grundet min ringe indkomst og livet sammen med min bedstemor. Jeg nåede lige at starte, da jeg næste mandag morgen vågnede på hospitalet og fik at vide, at jeg ikke skulle regne med at komme til at danse igen.

Som jeg har sagt før tager det utroligt lang tid at komme over det, der skete dengang, og jeg var først lige blevet helt klar til at gå rundt uden det mest rædselsfulde stativ til at støtte mig, da du var til optagelsesprøve. Jeg var der egentlig bare for at hente mine bøger, men det virkede nytteløst at gå mod strømmen, og så endte jeg med at sidde og se på dig, mens du dansede,” fortalte han.

Angel havde lyttet interesseret lige indtil han holdt inde. Den nyerhvervede viden gjorde imidlertid bare, at hun var målløs. Lammet af overraskelse over de ting, der var gået for sig i hans liv sad hun bare og stirrede på hans ansigt uden at sige noget. Godt nok havde hun hørt nogle af tingene før, faktisk det meste. Men nu var alting kommet ind i en kontekst, der ikke før havde været tilstede. Netop den kontekst var det, der fik hende til at være helt musestille.

Ingen ville have regnet med det, hvis de så ham. Ingen kunne have regnet med det. Medmindre de antog ham for at være standarddanser ud fra hans krops holdning.

,,Så du er Lightning,” sagde hun stille for sig selv, uden rigtig at forvente et svar.

,,Var,” rettede han hende. ,,Lightning som person eksisterer ikke længere.”

,,Men det vil vel altid være en del af dig.”

,,Måske.”

Hun rejste sig op og rakte en hånd ned mod ham, som han tog, og hun trak ham op i stående stilling. De stod sådan overfor hinanden et øjeblik, og det var ikke før hans tommelfinger strøg hen over hendes håndryg, at hun huskede at slippe hans hånd og træde et skridt tilbage.

,,Må jeg spørge dig om noget?” prøvede hun forsigtigt.

,,Ja.”

,,Vil du også svare mig?”

,,Hvis jeg kan.”

,,Hvad mener du med det?” spurgte hun vagtsomt, usikker på meningen med hans formulering.

,,At hvis jeg kender svaret, skal jeg nok svare dig.”

,,Ingen løgne?”

,,Helt ærligt,” sagde han og lød fornærmet, ,,tror du virkelig, at jeg har tænkt mig at lyve overfor dig nu, efter at jeg har fortalt dig alt det?”

,,Man ved aldrig med dig.”

,,Tak for tilliden.”

,,Det var så lidt.”

Han vendte øjne ad hende, og hun kunne ikke lade være med at smile kortvarigt, inden hun huskede, hvad det var, hun ville have spurgt ham om.

,,Hvorfor meldte du det ikke?”

,,Meldte det?”

,,Ja.”

Der gik et stykke tid, hvor han lod til at tænke over sit svar. Så trådte han et skridt baglæns og slog let ud med armene.

,,Hvem ville myndighederne tro på? Den to år yngre dreng med den ordentlige og velhavende familie, eller den ældste af os, som levede halvdelen af sit liv maskeret?”

,,Umiddelbart ville jeg have troet på dig.”

,,Det er fordi du kender mig og du kender Ashton.”

,,Gør jeg nu også det?”

,,Gør hvad?”

,,Kender dig.”

,,Føler du ikke det?” ville han vide, og hun syntes et kort øjeblik, at hans stemme skiftede fra det normale toneleje til noget lignende skuffelse.

,,Der er mange ting, jeg ikke har vidst om dig, Sawyer.”

,,I lige måde.”

Udtalelsen forvirrede hende i høj grad. Han lod da til at vide det meste om hende. I hvert fald alt hvad der var værd at vide, hvorimod hun ikke vidste ret meget om ham. Eller ikke havde vidst, for nu vidste hun jo en hel del, som alle andre lod til at vide i forvejen. Duncan vidste det. Ashton vidste det. Alle andre vidste med det samme, at han var Lightning.

,,Hvad vidste du ikke om mig i forvejen?” spurgte hun en anelse skarpt.

Han hævede et øjenbryn.

,,For eksempel at du er så forbandet stædig.”

,,Du er mere stædig end mig.”

,,Vel er jeg ej.”

,,Jo, du er!”

,,Se selv,” sagde han med et triumferende smil spillende i de brune øjne. ,,Stædig.”

,,Men det er jo ikke vigtigt at vide, om jeg er stædig eller ej.”

,,Synes du ikke? Jeg synes det er vigtigt.”

,,Hvorfor?”

,,Det siger meget om dig som person, om du er villig til at kæmpe eller ej.”

,,Selvfølgelig er jeg villig til at kæmpe.”

,,Så kom i gang,” sagde han og rakte sin hånd frem igen. ,,Tag min hånd og stræk vristen, mens du træder frem.”

Hun skulede til ham, men vidste på forhånd, at det ikke ville nytte noget. Derfor slog hun sin hånd i hans med et klask og mærkede hans fingre stramme omkring sin hånd, mens han løftede den hen over hendes hoved.

,,Træd,” sagde han, og da hun gjorde det snurrede han hende rundt. ,,Ja. Godt. Træd igen.”

De gentog bevægelsen et par gange, hvor han sagde til, når hun skulle træde. Så overtog hun selv styringen med hvornår hun trådte, og han nøjedes med at dreje hende rundt i rutinerede bevægelser. Det var helt tydeligt for hende nu, at han kunne danse, også selv om det ikke var hvad han gjorde. Disse bevægelser mindede om dem, han havde foretaget i blandt andet Santa Barbara, hvor hun første gang havde bemærket hans afslappede måde at vende hende rundt på.

,,Prøv at rotere selv,” sagde han og slap hende.

Hun trådte fremad med strakt vrist og satte fra med den anden fod, så hun kunne lave en piruet. Det gik ikke lige som forventet, for når hun kun drejede rundt på det yderste af foden - lige før tæerne - var der ikke meget at dreje rundt på og dermed var der ingen modstand fra gulvet. Dette resulterede i, at hun roterede for meget. Så hun prøvede igen, men med samme resultat. Efter et par forsøg skævede hun over til Sawyer, som havde trukket sig tilbage og ikke sagde noget, mens hun kæmpede med hans ordrer.

,,Hjælp mig lige,” knurrede hun irriteret efter igen at have forsøgt sig.

,,Tag en pause til lige at få styr på dit hoved,” rådede han med et skævt, drillende smil. ,,Du ser noget rundtosset ud.”

,,Gør jeg virkelig?”

Han lagde en hånd på hver af hendes skuldre og holdt hende fast mellem sine hænder, selv om hun havde mere lyst til at svaje rundt indtil den kvalmende snurren i hovedet forsvandt. Den fortog sig imidlertid hurtigt, og da hun mente, at den var ovre, greb hun fat omkring hans håndled og fjernede hænderne fra sine skuldre. Han lod dem falde.

,,Hvad skal jeg hjælpe med?” spurgte han og så faktisk ud til ikke at vide det.

,,Fortæl mig hvordan jeg ikke overroterer.”

Egentlig ville hun ikke have noget imod at overrotere noget mere og så til sidst finde sin egen rytme, men det lod til, at hun ikke fik lov til det af sin krop, og så måtte hun jo ty til andre metoder. Så længe det bare var de to skulle det heldigvis nok gå.

,,Jeg tror, at du har vænnet dig til at rotere for meget, ” tænkte han højt og trådte lidt nærmere. ,,Når jeg siger til, så snurrer du rundt, og når jeg beder dig stoppe, så stopper du.”

,,Det kan du da ikke nå!”

,,Hvor blev din stædighed af, Devil?” spurgte han og sendte hende et djævelsk smil, som hun besvarede med et ret useriøst dræberblik.

Hvornår det var sket, at hun ikke mente sine dræberblikke til ham, anede hun ikke, men faktum var nu engang, at hun ikke længere hadede ham. Og hun havde faktisk lyst til at tilbringe tiden sammen med ham på lige fod med alle andre i gruppen. Efterhånden havde hun jo erfaret, at der var flere sider af ham end den, han umiddelbart havde vist hende i starten. Nu vidste hun, at han havde været en hel del igennem, at han havde mistet noget, han engang var passioneret omkring, at han rent faktisk var hjælpsom og at han var lynende intelligent og ikke bare irriterende. Skulle hun gætte ville hun endda gå så langt som til at antage, at han også var følsom et sted ikke så langt under overfladen.

,,Devil?”

Virrende med hovedet løsrev hun sig fra sin tankestreg.

,,Ja?”

,,Hvad laver du?”

,,Venter på din ordre,” svarede hun henkastet og rettede hagen lidt mere opad.

,,Jaså? Hvis du bare venter, hvorfor reagerede du så ikke, da jeg gav ordren for to sekunder siden?”

Hun kunne både se og høre på ham, at han var på randen af latter, men at han tog sig i det. Hvad præcis der gjorde ham i så godt humør kunne hun kun komme med gisninger om.

,,Klar?” spurgte han.

,,Jep.”

,,Drej,” sagde han, og hun satte af med den ene fod og drejede på den anden med strakt vrist, ,,og stop.”

Nu var hun ellers lige så godt i gang, og da hun forsøgte at stoppe sendte det hende tumlende af sted i en helt tredje retning end hvor hun kom fra og hvor hun skulle hen. Hun mærkede sine kinder blive varme, da hun genvandt balancen og fik rettet sig op i en værdig stilling igen. Efter at have snurret rundt på hælen og sat kursen mod den lyshårede unge mand midt på gulvet bemærkede hun, hvordan hans brune øjne reflekterede solstrålerne, hvilket gav dem både et sært præg men også lyste dem op og understregede munterheden i blikket.

,,Det gik jo godt,” sagde han sarkastisk og rømmede sig for at få latteren ud af stemmen. ,,Jeg tror, at vi skal prøve noget andet.”

,,Som hvad, helt præcist?” mumlede hun, irriteret og pinligt berørt over ikke at kunne lave en simpel piruet til perfektion, sådan som han havde efterlyst det.

,,Du skal ikke snerre ad mig,” mindede han hende om i en irettesættende tone. ,,Jeg forsøger kun at hjælpe dig.”

,,Ja,” sagde hun bare og forsøgte at ryste de negative følelser af sig. ,,Undskyld.”

,,Det er fint.”

Altså ikke en direkte tilgivelse, men næsten, og hun var tilfreds for øjeblikket, eftersom hun ikke regnede med,  at hun skulle presse mere ud af ham. Ellers ville det have været interessant at finde ud af, hvorfor han ikke bare sagde, at det var i orden, sådan som enhver anden ven ville have gjort det.

,,Prøv bare at gøre det igen,” sagde han tænksomt.

,,Så falder jeg bare.”

,,Det kunne se sjovt ud,” mumlede han drillende. ,,Men nej. Du falder ikke.”

Hun rynkede på næsen, trådte et skridt tilbage, strakte vristen på den forreste fod og trådte frem på den, mens hun satte af med den anden, som hun hurtigt flyttede og strakte ud også. Og rotationen kom som sædvanlig.

,,Og stop,” sagde Sawyer pludselig, og hun nåede dårligt at reagere, før hans hænder greb fat i hendes skuldre og holdt hende i den stilling, han havde fanget hende.

Hun stønnede af overraskelse, da luften blev suget ud af hende, men derudover havde hun det helt fint, og hun stod da i det mindste med fronten fremad nu, godt nok stirrende ind på hans kraveben, men det var underordnet.

,,Her,” sagde han indtrængende. ,,Det er her, du skal ende.”

Derpå trådte han et skridt tilbage og fjernede sine hænder.

,,Prøv igen. På samme måde. Men du må gerne prøve at reagere, når jeg siger stop denne gang.”

Hun rakte tunge af ham og gentog forsøget, med samme resultat som før. Imidlertid påstod han, at hun gjorde det bedre denne gang, og efter endnu et par forsøg lod han hende prøve. Hun justerede afsættet med den fod, der ikke var strakt frem og gennemførte denne gang piruetten uden at hverken svaje eller vende den forkerte vej. Stolt af sig selv så hun over på Sawyer, som nikkede bekræftende og lagde armene over kors.

Nu hvor hun kunne lave piruetten som han ville have det, forsøgte hun at inkorporere det i den koreografi, hun tidligere havde prøvet, og det virkede fint. Egentlig ventede hun, at han ville være glad og tilfreds, men eftersom det var Sawyer Rivers, hun havde at gøre med, var dette langt fra tilfældet.

Han påstod nemlig, at nu hvor hendes piruet var så flot, så skulle resten også have et løft, så det passede sammen i niveau, og det kunne hun selvfølgelig godt følge ham i. Så da hun lavede en flikflak lod hun ham rette på sig, men eftersom han ikke så godt kunne bøje i ryggen kunne han ikke tage imod hende, og hun måtte være mere forsigtig med sin udførelse. Det viste sig heldigvis at være lettere at strække fødderne i en flikflak end i en piruet, så det tog ikke lang tid at justere de takter, der gik til det.

Alligevel insisterede han på, at hun tog en pause efter at have finpudset de to ting, og hun gjorde, som han sagde og satte sig ned på gulvet med strakte ben og armene bagud for ikke at falde ned på ryggen. Som hun sad der havde hun frit udsyn til den måde, han bevægede sig omkring i lokalet på, og hun bemærkede hvor frit han gjorde det i forhold til første gang hun havde set ham. Eller anden gang, faktisk. Nede ved Hollywood Boulevard, hvor hun havde bemærket hans særegne måde at gå og stå på for første gang.

,,Sawyer?” spurgte hun stille.

Han vendte sig ikke mod hende, men drejede hovedet og så sig over skulderen, mens han stod med front mod vinduerne ud til gaden.

,,Ja?”

,,Savner du aldrig at danse?”

Han vendte hovedet mod ruden foran sig igen og skiftede stilling, så han stod med armene over kors langs vindueskarmen.

,,Det her er godt nok til mig.”

,,Det var ikke det, jeg spurgte om.”

,,Men det var det svar, du fik.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi jeg ikke har lyst til at svare på det andet.”

,,Men kan du?”

Han sukkede og vendte sig brat om mod hende.

,,Selvfølgelig kan jeg det.”

,,Så du savner det altså?”

,,Som sagt, det her er godt nok til mig. Men jeg savner at kunne bruge min krop som før.”

Hun tænkte sig om lidt og kom på benene.

,,Hvad er det helt præcist, der er godt nok til dig?” ville hun vide.

,,At forsøge at hjælpe dig så godt jeg nu kan. Det var sjovt at hjælpe Duncan med koreografierne, men det er noget andet at have indflydelse på udførelsen af de forskellige trin,” forklarede han og lød helt rolig.

,,Hvorfor egentlig lige mig?”

,,Dig?”

,,Ja, mig. Hvorfor har du lige præcis valgt at hjælpe mig?”

Han trak let på skuldrene, og hun kunne se, at han gerne ville undgå at svare alt for dybdegående på det spørgsmål.

,,Jeg så din audition og syntes, at du var interessant,” sagde han stille.

,,Men du så andre end mig. Og sandsynligvis også nogen, der var bedre. Hvorfor valgte du ikke dem?”

,,Vil du virkelig gerne vide det?”

,,Ja.”

,,Det lyder helt hjernedødt og langt ude i skoven, men jeg var ikke ret gammel, da mine forældre døde. Det eneste, jeg rigtig kan huske fra deres tid er min mor, som sidder med et billede af mig og en lille baby i lyserødt tøj, mens hun fortæller mig, at den lille pige er som en anden datter for hende, og at det er det tætteste, jeg nogensinde vil komme på en søster,” fortalte han stille. ,,Og jeg tror godt, at du kan regne ud, hvem der er den lille pige.”

Hun nikkede langsomt og forsøgte at sluge det.

,,Det er mig, er det ikke?”

,,Jo.”

,,Hvad skete der med billedet?” spurgte hun stille.

Han smilede, men der var noget bittersødt ved udtrykket i hans øjne, som om han ikke rigtig kunne beslutte sig for om han skulle grine eller græde.

,,Min bedstemor har fortalt mig mange gange, at jeg lagde det i mine forældres grav, men jeg kan ikke huske det,” indrømmede han.

,,Så hvordan vidste du, at det var mig?”

,,Det gjorde jeg heller ikke til at begynde med. Det var først mens jeg så dig danse, at jeg lagde mærke til det modermærke, du har midt på albuen.”

,,Og det kunne man se på billedet.”

Han nikkede.

,,Og så gik du ud fra, at det var mig.”

,,Jeg talte med Duncan kort tid efter, og han fortalte mig om dig. Så jeg besluttede mig for at undersøge det nærmere. Jeg vidste jo, hvad du hed, og jeg havde en forventning om, at du ville se ud som jeg havde set dig til optagelsesprøven. Og jeg blev ikke skuffet.”

,,Du tog i hvert fald ikke fejl.”

,,Nej, det gjorde jeg ikke.”

Pludselig slog han hænderne sammen og gjorde en fejende gestus.

,,Skal vi tage fat igen, Miss Angelique Porter?”

,,Lad os, Mr. Sawyer Lightning Rivers.”

Hun kunne se overraskelsen danse over hans ansigt, da hun udtalte hans fulde navn. Men så forsvandt det igen, og han trak let på smilebåndet. De arbejdede sammen på at finpudse hendes teknik hele eftermiddagen, indtil hun huskede, at hun jo også skulle hjem og spise på et tidspunkt. Da hun fortalte ham det blev de enige om at hun skulle strække ud, og så kunne de kalde det for en dag.

Og sikken en dag. Hun var positivt overrasket over Sawyer. At han havde åbnet sig overfor hende og havde fortalt om sit liv, og at han havde afsløret hvorfor han havde udvalgt netop hende, selv om hun måtte give ham ret i, at historien lød usandsynligt langt ude. Men hun troede på ham, for der havde været en inderlighed over ham i løbet af dagen, hvis lige hun aldrig nogensinde havde set. Og det rørte ved hende. Noget plagede hende alligevel, da hun gik hen for at samle sin taske op, og han ventede på hende ved døren.

Hun overvejede et øjeblik, hvad hun skulle gøre. Om hun skulle udtale sin tvivl, eller om hun skulle lade det ligge og se ad senere hen. Langsomt lynede hun sportstasken og slyngede den over skulderen.

,,Hey, Sawyer?”

,,Devil?”

Med tøvende skridt gik hun hen mod ham.

,,Er jeg så den søster, du aldrig fik?” spurgte hun forsigtigt og turde ikke se på ham.

Underligt nok gik der lang tid inden han svarede. For hende føltes det som en evighed. Dog var der ikke et svar, hun ville foretrække frem for det andet. På den ene side ville hun gerne have en bror, også hvis denne var ligesom Sawyer. Hun havde altid ønsket sig søskende, men havde ingen og fik aldrig nogen. På den anden side havde hun slet ikke lyst til at være hans søster, men egentlig havde hun ikke nogen konkret begrundelse for denne frygt for et ja.

,,Nej,” sagde han helt roligt og lagde en hånd på hendes skulder for at skubbe hende blidt ud af lokalet. ,,Nej, Devil, det er du ikke. Og jeg håber ikke, at du bliver det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...