Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3434Visninger
AA

21. Rollercoaster Ride

 

Hendes hænder ville ikke holde op med at dirre. Lige meget hvor meget Duncan forsøgte at berolige hende, så havde hun det lidt ligesom første gang de optrådte i Santa Monica - bare ti gange værre. Hun kunne ikke engang sige at forventningens glæde var størst, for hun var egentlig ikke glad. Bare nervøs. På trods af Nathans, James’, Olivers, Noahs, Daniels, Tatjanas, Kaitlyns, Raphaels og Traces - Trace Douglas havde endnu engang stået for kulisserne til showet, og han havde gjort det fabelagtigt - formaninger om bare at tage det roligt og holde hovedet koldt, så blev hun mere og mere panikslagen for hvert skridt hun tog. Hvilket var mange, eftersom hun vandrede frem og tilbage for at holde sig varm, selv i Californiens i forvejen varme vejr i slutningen af august.

Hun vidste hvad folk forventede af hende, og hun vidste, at hun kunne leve op til deres forventninger. Men Ashtons trussel lå i baghovedet som en cementblok med alle hendes rædsler buret inde i kernen af den tunge sten, ventende på at blive lukket ud. Han havde ikke gjort mere opmærksom på sig selv siden de sås den morgen i øvelokalet, men hun kunne føle hans blik på sig hele tiden, og havde kunnet det lige siden de ankom til Dolby Theater på Hollywood Boulevard sidst på formiddagen.

Hele dagen havde de brugt på at gennemgå showet ligesom de havde gjort det den forrige, og alle de små detaljer lå nu så meget på plads, som de kunne uden at det ville blive mekanisk at opleve. Hun havde nogle nærmest ekstreme oplevelser i løbet af de to dage. For eksempel nåede hun denne gang at nyde bandets musik, hvor hun tidligere kun havde fokuseret på at huske den koreografi, de var blevet pålagt at lave i en fart. Koreografien denne gang lå helt fast i hovedet på hende. Ud over at træne med Sawyer alle dage op til Rising Fake Stars’, Julies, Tatjanas, Raphaels og Traces ankomst havde hun nemlig også trænet med Synthetic Supernova, som ikke havde haft den fjerneste anelse om, hvad hun og Sawyer pludselig lavede oppe på scenen under det første gennemløb. Det havde været en velbevaret hemmelighed.

Bagefter havde Duncan vekslet mellem skuffet vrede og direkte forvirring, for det første over at Sawyer ikke havde fortalt, at han godt kunne danse, og for det andet over at Angel ikke havde fortalt ham det - de var jo bedste venner. I sidste ende var det end med, at han opgivende havde trukket på skuldrene og så var begyndt at smile. Sawyer havde forklaret ham det hele bagefter, og Duncan var lige så lidt glad for at høre sandheden, som Angel havde været for at opleve den. Men han sagde i det mindste ikke noget videre til de andre, og det lod heller ikke til, at han havde tænkt sig at konfrontere Ashton.

Hvad angik den anden dansetrup så holdt de sig for sig selv, hvilket de som regel også gjorde. Angel kunne godt høre dem hviske højlydt om hende, når hun gik forbi, men slog det hen med at det garanteret bare var for at sikre sig, at hvis ikke hun gjorde det af egen fri vilje, så ville nerverne få hende til at tabe koncentrationen når det virkelig gjaldt. De behøvede nu ikke bekymre sig. Hun ville ikke under nogen omstændigheder sabotere noget for sin gruppe, men på den anden side, hvis Ashton virkelig var så meget psykopat, at han kunne finde på at slå ihjel, så havde hun intet andet valg. Og uanset hvad ville hun ikke have, at der skete Sawyer mere. Det måtte ganske enkelt bare ikke ske.

Desuden var de kommet langt i konkurrencen nu. Folk vidste, hvem de var, og det ville hjælpe dem senere hen, hvis de ønskede en karriere inden for dans, det var hun sikker på. Ligeså var Sawyer, selv om han ikke kendte til hendes planer. Af frygt for at komme til at afsløre sig selv overfor ham havde hun mere eller mindre undgået at tale med ham, hvorfor han heller ikke var blandt dem, der havde forsøgt at berolige hende i løbet af dagen. Og når han  ikke gjorde det, gjorde Julie heller ikke. Hun var heller ikke i nærheden, hvis han ikke var det, og hun stod og stirrede ondt, når de løb det hele igennem. Specielt den del hvor Angel praktisk talt overtog Sawyer, og hun fik muligheden for at bevæge sig frit rundt sammen med ham…

,,…hører ikke et ord af hvad jeg siger, gør du vel?”

Det var James. Han stod med hænderne i siderne og så både bekymret og muntert på hende, et skævt smil trækkende i hans mundvige.

,,Jo da,” skyndte hun sig at sige og forsøgte at se ud, som om hun rent faktisk havde hørt efter og ikke stået totalt i sine egne tanker.

,,Hvad sagde jeg så lige?”

Hun sukkede og slog ud med armene, mens hun trak på skuldrene.

,,Det tænkte jeg nok,” erklærede han drillende og uglede hendes hår med en hånd. ,,Jeg sagde, at du ikke bare kan stå og stirre ud i luften på den måde. Det skræmmer teknikerne.”

Hun så sig omkring. Hvor længe havde hun stået stille? Sandsynligvis siden hun stødte på James og han begyndte at snakke. Hun havde stort set ikke koncentreret sig om ham og havde kun svagt opfattet hans tilstedeværelse. Om der var gået lang tid anede hun ikke engang, men hvis det var tilfældet, havde hun god grund til at være pinligt berørt over det.

,,Undskyld,” mumlede hun flovt.

,,Hør lige,” sagde han en smule mere alvorligt og lod sin hånd falde ned på hendes skulder i stedet for. ,,Jeg kan godt forstå, at du er nervøs. Sådan havde jeg det også første gang vi skulle spille en større koncert. Men nerverne er gode for dig. De hjælper dig til at sætte fokus på de ting, du virkelig bliver nødt til at huske.”

,,Og alligevel er de virkelig ubehagelige at have,” påpegede hun med en underlig følelse i mellemgulvet.

,,Det ved jeg. Jeg kan godt give dig noget andet at fokusere på. Det er en lidt underlig metode, som Nathan og Kaitlyn ellers ofte praktiserer lige før et show,” grinede han.

,,Og hvad er det?”

James så sig om, og hun betragtede ham nysgerrigt og en smule skeptisk. Hvad end Kaitlyn og Nathan praktiserede måtte de vel selv om, men det lød umiddelbart en smule mærkeligt. Pludselig knipsede guitaristen.

,,Noah!” kaldte han. ,,Kom lige herover et øjeblik.”

,,Kan du ikke bare gøre det selv?” stønnede Angel, men kunne mærke smilet på sine læber.

,,Beklager. Det ville være fælt af mig. Noah, derimod, burde ikke have problemer med det,” grinede han.

Noah kom luntende iført en slidt T-shirt og et par endnu mere slidte jeans. Hans hår var pjusket og han lignede i høj grad én, der lige havde sovet. Hvilket han nok rent faktisk havde, eftersom han havde forklaret, at han ikke havde sovet så fantastisk godt den nat.

,,Hva’ så?” spurgte han og lød friskere end han så ud.

,,Kan du huske kuren for nerverne?” spurgte James og smilede indforstået, og Noahs øjne blev store af både forståelse og fortvivlelse på samme tid.

,,Ja…” svarede han tøvende.

,,Angel er utroligt nervøs,” påpegede James.

,,James,” sagde Noah fast. ,,Jeg synes ikke, at det er nogen god idé. Måske skulle du bede Sawyer eller Duncan om det i stedet for. En af dem hun ofte er sammen med.”

,,Duncan har en kæreste,” argumenterede James. ,,Og selv om jeg er sikker på, at de begge ville nyde det, hvis det var Sawyer, så tror jeg ikke, at det er en god idé lige nu. Det ville med garanti fjerne deres koncentration fuldstændigt, og det er ikke det, jeg har brug for lige nu. Det har du heller ikke. Jeg ved, at Sawyer er din ven, men det her er jo harmløst, ikke?”

Noah stønnede, men kunne helt sikkert godt se pointen i det, James sagde, for uden yderligere indvendinger trådte han frem mod Angel, lagde sine varme hænder på hver side af hendes ansigt og bøjede sig ned.

I det øjeblik deres læber mødtes mærkede Angel nærmest al nervøsitet blive suget ud af kroppen til fordel for nogle helt andre følelser. For eksempel en følelse af at dette ikke var helt rigtigt. Men hun skubbede ikke Noah væk, for der var ingen følelser i kysset. Det var helt neutralt, og alligevel så meget værd koncentrationen, at hun ikke kunne lade være med at gengælde det.

Langsomt gled hendes øjenlåg i, men det var ikke Noah, hun så for sig. Heller ikke selv om det ikke var helt fair overfor ham.

,,Devil, vi -”

Sawyer afbrød sig selv, bogstaveligt talt inden han overhovedet var færdig med sætningen. Eller rigtigt begyndt. Hun kunne se ham ud af øjenkrogen, stående med armene løftet og bærende på en masse stof, mens hans øjne gradvist udvidede sig, og hans arme sænkede sig, indtil han tabte alt stoffet på gulvet i lokalet.

,,I får lige et øjeblik alene,” erklærede han uden følelse og vendte ryggen til.

Noah trådte øjeblikkeligt tilbage, og Angel rev villigt i modsatte retning for at komme fri af hans greb.

,,Sawyer, vent lige -” begyndte Noah og lød på alle måde rædselsslagen.

,,Vi kan tale sammen senere, Noah,” erklærede Sawyer, stadig i samme mekaniske tonefald som før, mens han bevægede sig ud gennem døråbningen igen.

Angel stod som paralyseret og betragtede den mærkelige, uventede scene foran sig. Så lod hun efterhånden blikket glide ned på stoffet på gulvet, som Sawyer havde efterladt, og da hun så op igen var han væk  - sandsynligvis ude på gangen mellem lokalerne. Hendes hjerne snurrede rundt, og hun havde en kvalmende fornemmelse af skyld, selv om hun jo ikke havde gjort noget. Hun kunne altså ikke gøre for at han var mærkelig, selv hvis hun gerne ville.

Kortvarigt skævede hun til Noah, kun for at opdage, at han havde skiftet placering og ikke længere stod ved siden af hende, men derimod i modsatte side af lokalet, i gang med at lave pille ved en espressomaskine. Hun kunne svagt høre den stille strøm af eder og forbandelser, der forlod hans læber, mens han trykkede på knapperne på maskinen. Han lod til at have noget mere overblik over situationen end hun, og hun ventede halvt om halvt, at han ville give hende en eller anden form for ordre og ikke bare lade hende stå der og se dum ud.

Lidt efter kom Julie slentrende ind i lokalet med al værdighed i behold og ikke på nogen måde synligt mærket af at vide noget om hvad der netop havde udspillet sig. Hun smilede og nynnede for sig selv, idet hun gik hen mod James og gav sig til at småsludre med ham, hvilket gjorde Angel opmærksom på, at hun, Noah og Sawyer ikke havde været alene. Varmen steg hende til hovedet så hurtigt, at hun ikke på noget tidspunkt selv følte sig herrer over den voldsomme rødme, der uden tvivl banede sig vej op til hendes kinder.

Netop som hun vendte sig fra synet af Julie og James syntes blondinen at få øje på hende, og det perfekte Hollywood-smil blev nærmest frydefuldt, mens øjnene skød lyn. En klar følelse af at være uvelkommen strømmede gennem hende, og Angel var helt sikker på, at havde det ikke været fordi hun var forpligtet til at blive, så var hun flygtet hjem.

,,Hvorfor er det altid de værste, der får de bedste muligheder?” stønnede Julie, henvendt til James, men tydeligvis møntet på Angel, selv om hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvad der blev snakket om.

Det var dråben. Angel havde fået mere end nok, og hun kunne ikke holde ud at være i samme lokale som Julie et minut længere. Derfor gik hun bare hen og samlede Sawyers efterladenskaber op, hvorpå hun forlod lokalet for at komme ud i korridoren med døre på begge sider. Usikkerheden nåede ikke engang at melde sig, for hun strøg af sted gennem gangen alene efter intuition. Havde hun gjort holdt for at stoppe, var hun måske kommet i tvivl om hvorvidt det var smart, eller hvorfor hun egentlig gjorde det, men det gav hun ikke sig selv mulighed for. Hun blev bare ved med at løbe, indtil hun bogstaveligt talt stødte ind i Sawyer, som tog et par skridt til siden og støttede sig til en af gangens vægge for at genfinde balancen.

Endnu engang endte stofferne - som havde vist sig at være tøj - med at ligge spredt ud over gulvet, fordi hun havde sluppet dem af ren overraskelse over kollisionen. Nu stod hun og så på det rod hun havde lavet, og lod langsomt sit blik glide op af den lange krop iført et par sorte Converse, lyse jeans med huller i knæene, et sort armbåndsur og en hvid T-shirt. Ved hans ansigt tøvede hun dog. På trods af det sparsomme lys - de befandt sig nede i kælderen under bygningen - glødede hans brunorange øjne stærkt mod hende, med en så enorm styrke at hun næsten blev grebet af direkte frygt.

Så lod han til at tage sig i det, samtidig med at hun slog blikket ned i gulvet, for han rankede langsomt ryggen og trådte et skridt længere væk fra hende, inden han knælede for at samle tøjet op fra gulvet inden de kom til at træde i det. Hun ville have hjulpet ham, men frygten for at møde hans øjne igen afholdt hende fra at foretaget sig andet end at stå og stirre hjælpeløst på den unge mand på gulvet. Hans mørkblonde hår var mere brunligt i den dunkle belysning, men det klædte ham ikke mindre af den grund. Blot fik det ham til at virke en smule mere… menneskelig at se på, end når sollyset skinnede på hans hår og fik det til at stråle som en glorie.

,,Gå bare igen,” sagde han. ,,Jeg skal nok tage mig af tøjet herfra.”

Forbløffet blev hun stående. Ikke på grund af mangel på følelse i hans stemme. Nærmere det modsatte. Der var en tykkelse i hans stemme, hun aldrig havde hørt før, og den virkede både afskrækkende og tiltrækkende på samme tid. Hendes nysgerrighed var i dén grad vakt, men ikke i så ekstremt et tilfælde, at hun rent faktisk turde spørge, hvad der var i vejen.

At noget var galt var ikke engang til at diskutere. Det fremstod så tydeligt, at hun ikke behøvede stille spørgsmålet, heller. Det ville være dumt, og hun vidste allerede på forhånd, at han ville bide hende af, inden hun overhovedet blev færdig. Så hvis hun ville gøre sig forhåbninger om at finde ud af, hvad der var galt, måtte hun forsøge sig på en anden måde. Hvordan det lige skulle lade sig gøre vidste hun dog ikke endnu.

,,Det var ikke så meget tøjet, jeg kom for,” indrømmede hun blankt.

Om han sukkede var lidt svært at bedømme, da hans ansigt vendte væk fra hendes, men det lød meget klart sådan, og hendes mod sank ved lyden uanset hvad.

,,Du så ellers ud til at være travlt optaget af noget andet,” konstaterede han.

,,Det var ikke min idé…”

Rynkende på næsen tog hun dette til genovervejelse. Det var ikke retfærdigt, at hun skulle stå og forsvare sig selv overfor Sawyer, når der ikke var sket noget. Det var bare et kys, og det skulle han på ingen måde blande sig i. Desuden lå der jo intet bag. Hun og Noah var kun venner, og ingen af dem havde været vilde med ideen. Havde hun vidst, hvad den indebar, havde hun naturligvis sagt nej, ligesom Noah havde forsøgt det, men hun kunne jo umuligt afvise noget, hun ikke havde haft den fjerneste anelse om.

,,Du så ellers ikke ud til at have noget imod forslaget, selv hvis det ikke var din idé.”

Denne gang var hans tone isnende. Ikke bare følelsesløs. Direkte kold. Det sendte kuldegysninger ned gennem rygsøjlen på hende, da han rettede sig op med stoffet i favnen og det orange blik rettet direkte mod hende, søgende. Fjendtligt.

,,Hvorfor er du ikke bare ligeglad? Det har ikke noget med dig at gøre! Du bestemmer ikke hvem jeg må kysse med og hvem jeg ikke må.”

,,Jeg siger ikke, at du ikke kysse med Noah,” indvendte han, men i modsætning til hende var han i stand til at holde sin stemme helt under kontrol, uden påvirkning af den diskussion, der tydeligt pressede sig på mellem dem.

Og hun lod den komme.

,,Men du opfører dig, som om jeg har gjort noget forkert!”

,,Det har jeg aldrig sagt noget om.”

,,Det er ikke det, du siger! Det er det, du ikke siger!”

,,Hvad er det, du tror, jeg ikke siger?”

Hun fornemmede det frustrerede udbrud af vilde lyde komme og nåede at kvæle det, inden hun fortsatte så roligt, som hun overhovedet var i stand til:

,,At du vil have kontrol over mig. At jeg skal gøre, som du siger, og at jeg skal undskylde for min opførsel, selv om jeg intet galt har gjort.”

Hans øjne var piercende som nåle.

,,Du har ret,” indrømmede han uventet og lod den ene arm falde ned langs siden, mens han med den anden holdt stoffet ind mod den modsatte side. ,,Det så jeg gerne. Men det kan jeg ikke forlange, og selv hvis jeg gjorde, ville du garanteret gøre det modsatte. Så det gør jeg ikke.”

Med disse ord vendte han ryggen til hende og fortsatte ned ad gangen, sandsynligvis mod det næste lokale med lys faldende ud i den halvmørke gang med den dårlige, dunkle belysning. Hun blev stående lidt og overvejede, hvordan hun så ud i hans øjne. Det var let at se hvordan han havde det. Han var vred. Så vred at det tilsyneladende begrænsede hans lyst til at diskutere med hende - og den fejlede ellers aldrig noget. Hun kunne ikke se, hvad hun havde gjort galt, men hun havde alligevel dårlig samvittighed over at have gjort ham vred.

Og det værste ved det var, at det ville gøre det, hun havde tænkt sig senere, så meget værre, end det kunne have været. Hun kunne have undskyldt sig overfor ham og sagt, at hans velbefindende betød mere end den succes, de som gruppe ville få ved at danse. Hvis de var uvenner ville det ikke fungere helt så godt, og han ville have god grund til at beskylde hende for at have gjort det for at modsætte sig ham - hvad hun jo egentlig gjorde, selv om det ikke var med hendes gode vilje.

Hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad?! Det ville gøre det så meget lettere for hende at gøre, hvad hun skulle uden at sætte spørgsmålstegn ved noget som helst. Og hun vidste, at det ville blive svært nu. Han var ikke ligeglad. Hvad end hans grunde var, så var det stensikkert, at han syntes, det kom ham ved. Også selv om det ikke var tilfældet. Angel ærgrede sig.

Havde hun været syv år gammel kunne hun have løbet tudende ind i sin mors arme og fået Sarah til at klare problemerne. Havde hun været fuldt ud voksen og selvstændig ville hun sikkert have en helt anden tilgang til tingene. Men hun var ingen af delene. Hun var kun en dum teenager, tydeligvis yngre end Sawyer selv, idet han opførte sig både så meget mere modent og så meget mere forsvarligt i forhold til hende. Hvilket irriterede hende grænseløst, fordi hans modenhed på det seneste havde handlet så meget om hende.

Han havde virkelig været omsorgsfuld og behandlet hende som et voksent individ med en egen mening, som han ikke følte det nødvendigt at overtrumfe. Den måde han havde set på hende havde endda formået at få hende til at rødme, selv om det ikke var som noget, hun tidligere havde prøvet. Når han så på hende var det ikke, fordi han klædte hende af med øjnene som fyrene til fester gjorde det, eller fordi han betragtede hende som en veninde, sådan som det var Duncans og i høj grad også Noahs tilfælde. Men det var heller ikke som Ashton havde set på hende: med så kraftig tiltrækning at det næsten var overvældende. Og det var heller ikke som den hede længsel, Duncan i sin tid havde udtrykt efter hende. Det var noget helt andet. Havde hun nu haft søskende ville hun måske have sammenlignet det med en brors syn på sin yngre søster, men hun var heller ikke sikker på, at det var en retfærdig beskrivelse af hans blikke. De var udefinerbare og sjældne, ikke som noget hun havde prøvet før. Og hun havde nydt det i fulde drag.

Med vreden overtaget af magtesløs tristhed vendte hun rundt, idet Sawyer drejede om hjørnet og ind bag en mur til et lokale, hvor lyset kort blev afbrudt af hans silhuet tegnet mod gangens gulv. Langsomt gik hun tilbage mod det store lokale og var nær blevet slået omkuld, da Ashton kom susende gennem gangen med lange skridt og armene nærmest militærisk strakte langs siderne. Han stoppede ikke desto mindre ud for hende og så både forvirret og overlegen ud.

,,Hvor er Rivers?” forlangte han at få at vide.

,,Det ved jeg ikke,” løj hun og håbede, at han ikke kunne se igennem hendes løgn lige så let som Sawyer.

,,Jeg havde ellers fået det indtryk, at han fungerede lidt som din alfons - altid sammen medmindre du er ude på job,” sagde han hånligt.

,,Som du kan se,” sagde hun helt roligt, ,,er vi ikke sammen lige nu. Og jeg ved ikke, hvor han er. Sidste gang jeg så ham, var han ude for at tjekke afspærringerne på boulevarden af,” løj hun.

,,Er du sikker?” knurrede han mistænksomt, hvilket hun ikke kunne bebrejde ham, taget løgnens omfattende karakter i betragtning.

Hun nikkede.

,,Jeg sværger, at jeg kvæler dig senere, hvis jeg finder ud af noget andet,” erklærede han skarpt og vendte sig for at gå i samme retning som hun havde været på vej i.

Først da han var kommet et godt stykke på afstand åndede hun lettet ud og mumlede for sig selv: ,,Ja, hvis han ikke selv sørger for at slå mig ihjel først.”

 

,,Angelique!”

Hun stod og trippede igen, men denne gang var det velbegrundet. Hun skulle holde sig varm nu, for hun skulle på inden så forfærdeligt længe. Nathan var netop i gang med at færdiggøre de sidste strofer af ”If I Were A Ship” på scenen, og publikum var ellevilde. Tornados gjorde det godt derude og dansede voldsomt og i takt med hinanden til musikken. Det var ikke den mest komplicerede koreografi, men de var virkelig gode. Deres attitude betød sikkert også mere end selve sværhedsgraden. Til dette rørende nummer var Angel overbevist om, at de havde et eller andet oppe i ærmet, og hun ville egentlig gerne se, om hun havde ret. Men det ville betyde, at han blev nødt til at ignorere Sawyer, og på grund af sin egen skyldfølelse var hun overbevist om, at det kunne hun trods alt ikke tillade sig.

,,Hvad er der?” hviskede hun og lod sig trække et par meter væk fra de andre.

Han holdt fast i hendes overarm, men grebet var ikke hårdt.

,,Jeg skal gøre det kort,” lovede han. ,,Tak for at have løjet for Ashton tidligere. Jeg skylder dig for det. Men du må love mig én ting.”

,,Det kommer an på hvad.”

Hans skuldre sank i en opgivende bevægelse.

,,Lad være med at forsøge at tabe til Tornados. For alt i verden, lad være med at ødelægge det for dig selv og din gruppe. Det ville være den dummeste beslutning, du nogensinde har taget,” sagde han alvorligt, hvorpå han tilføjede: ,,Og det ville i høj grad fratage dig muligheden for at se Noah.”

,,Noah?” spurgte hun diffust, før hun huskede, hvad deres lille skænderi tidligere havde gået ud på. ,,Jeg troede ikke, at du var begejstret for det, du så tidligere.”

,,Det er jeg heller ikke. Men hvis det gør dig glad, så er det jo bare sådan, det skal være.”

Hun stirrede forskrækket på ham og havde egentlig lyst til at græde, hvis ikke det ville have ødelagt hendes makeup, der var lagt kunstfærdigt af en professionel.

,,Sawyer, jeg -”

,,Og lad så være med at undgå emnet,” afbrød han hende strengt. ,,Gør dit bedste. Jeg mener det. Jeg tilgiver dig aldrig, hvis du med vilje forsøger at sabotere dette øjeblik. Ikke kun for dig selv og din gruppe, men det vil også ødelægge glæden ved at være med for resten af Tornados, hvis de virkelig ikke får reel modstand. Og det ville skuffe Rising Fake Stars.”

,,Og dig.”

,,Og mig.”

,,Men du ville stadig danse med mig senere?”

Han stirrede på hende, trak så på skuldrene og trådte tilbage.

,,Jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet har et valg. Det er ikke en del af konkurrencen, og jeg kender mine forpligtelser.”

,,Og det gør jeg ikke, eller hvad?” spurgte hun irriteret.

,,Det ved jeg ikke,” sagde han. ,,Gør du?”

Af en eller anden grund føltes det, som om hun lige havde lovet ham at gøre sit bedste, selv om det ville gå ud over ham. Hun var ikke sikker på, at hun turde at stå og diskutere netop dette med ham lige bag scenen, hvis nu folk hørte dem. Men på den anden side…

,,Hør nu. Hvis Ashton virkelig gerne vil have en undskyldning for at gøre mig noget, tror du så ikke, at han har rigeligt at trække på i forvejen? Hvorfor skulle dette være specielt? Vil han mig noget gør han det jo alligevel. Du har ingen garanti for, at hvis de vinder vil det blive bedre,” sagde han alvorligt.

,,Men hvis nu -”

,,Så har jeg prøver det før. Jeg ville ikke sige til dig, at det nok skulle gå, hvis jeg ikke mente det.”

,,Men jeg -”

,,Devil,” sagde han indtrængende og greb fat omkring hendes ansigt med et par kølige hænder. ,,Tænk for en gangs skyld på dig selv.”

Selv om der ingen tvang var til stede i hans stemme eller hans fysik, så vidste hun allerede, at hun ikke ville være i stand til at sige nej til ham. Om hun kunne få sig selv til at føre sine egne planer ud i livet efter dette tvivlede hun endda på, inden hun målrettet greb hans hænder og fjernede dem fra sine varme kinder, uden at se væk fra ham. En løgn syntes helt umulig og helt uretfærdig, men hun ville så gerne lyve for ham, at det blev til et brændende ønske. Grebet af uro og forvirring trådte hun tilbage og undlod i stedet at svare ham.

Hvad skulle hun også have sagt? ”Tillykke, Sawyer, det er lykkedes dig at gøre mig snotforvirret over det valg, jeg skal træffe”? Det kunne hun imidlertid ikke få sig selv til, og hun endte med bare at blive stående med hans hænder knuget mellem sine, mens hun skiftevis så ned i gulvet og ind i hans faste, solide blik. Præcis hvornår det var sket, anede hun ikke, men på trods af deres forskelligheder og hans evne til at hyle hende helt ud af den, så var han blevet hendes faste holdepunkt.

Nok kunne de skændes så det rungede mellem væggene, selv i det mindste lokale, men han var det tætteste, hun mente at kunne komme på en skytsengel. Og hun skyldte ham både tak og respekt for dette. Ikke kun for at holde hånden over hende og hjælpe til, hvor han rent faktisk kunne gøre noget, men også for at skændes med hende når hun havde brug for det, og for at banke fornuft ind i hovedet på hende når ingen andre havde held til netop dette. Hvorfor lige præcis Sawyer så var den, der automatisk kunne sætte sig sådan i respekt, at han formåede at gøre det med hende, anede hun ikke, men det virkede på en eller anden måde underligt oplagt. Som om det var meningen, at han skulle være den person, selv hvis hun ikke var enig i det i starten.

Endelig slap hun hans hænder og sænkede blikket samtidig fra hans øjne, der ikke et øjeblik veg fra hendes. Det mindede hende om en anden ting, hun var sikker på, at hun altid kunne regne med: hans tilsyneladende ro og overblik og hans intensitet i den måde, han tog sig af tingene på. Lige fra det nærmest håndgribelige blik der var solidt som en klippe til hans blide og omsorgsfulde metoder til at overtale, når hun ikke behøvede et verbalt spark bagi for at indse, at han havde ret. For det endte han jo alligevel med altid at have, hvor lidt hun så end ønskede det.

,,Angel!” kaldte en stemme pludselig et stykke derfra, og hun så sig hurtigt over skulderen, da Duncans hvisken nåede hende. ,,Hvad laver du? Det er vores tur nu!”

I modsætning til Sawyer virkede han uendeligt nervøs. Hans hænder dirrede, da han førte hende hen til gruppen igen uden at sige noget til sin ellers så gode ven, og hun lod sig villigt føre. De andre var også seriøse og nervøse, præcis som Duncan, men af en eller anden grund smittede det ikke længere af på hende. Som om Sawyers næsten skræmmende afslappethed havde forplantet sig videre i hende uden at hun havde bemærket det.

Denne følelse kom dog ikke til at vare ved, for i næste øjeblik modtog de deres stikord til at erstatte Tornados på scenen, og Tornados sluttede af i bedste kampsportstil med en knyttet næve hamret mod gulvet så det lød højt, understreget af musikken. Publikum klappede og hvinede, og hun kunne se Nathan Storm smile, tydeligvis i sit rette element. Hun måtte indrømme, at han ikke sagde hende meget, når hun bare stod overfor ham som person, men på scenen kom der noget helt andet over ham, og når han sang kunne det lige så godt have været en lyd fra et højere sted.

Han bevægede sig med en underligt akavet selvsikkerhed og kontrol over scenens gulv, hoppende, dansende, syngende. Og han tryllebandt i dén grad sit publikum, der kun blev mere vildt når han selv gav udtryk for glæde. For eksempel da han indledte en ny sang i et højt tempo. Angel kendte sangen godt efterhånden, og hun vidste, hvordan hun skulle bære sig ad i forhold til musikken, som krævede hendes krops bevægelser, lige så naturligt som en tørstende krævede et glas vand, der blev rakt frem mod personen. Hun hungrede efter at komme i gang.

Suset kom til hende så snart hun stillede sig ind på scenen sammen med de andre, selv om hun stod med ryggen til de mange mennesker og hovedet bøjet mod gulvet. Sådan stod de et stykke tid, mens instrumenterne ligesom varmede sangen op og ledte frem til det punkt, hvor Nathan Storms kraftfulde og fantastiske rå stemme hvirvlede ud i luften som en lang komponeret snor af perfekte knuder og sløjfer. Det fik alle i hendes gruppe til at sætte i bevægelse - inklusiv hende selv.

Musikken var i højt tempo, men ikke så højt at de hele tiden måtte hoppe og springe for at passe til den. Deres koreografi var mere udsøgt end det, og den bestod af mange glidende bevægelser uden en eneste gentagelse. Hen mod den bro, som Nathan arbejdede sig frem mod med sin trofaste stemme, gik de mere over gevind med bevægelserne, og Angel havde frygtet dette punkt. De havde haft problemer med det, fordi det markerede et brud i sangens normale tempo, men de havde fået styr på det.

Ud af øjenkrogen så hun, hvordan Aisha var en brøkdel af en takt bagud, og hvordan nerverne fik den mørke pige til at tage sig sammen og finde ind i det rigtige tempo igen - synkront med resten af gruppen. Det fik hende til at ånde lettet op uden på noget tidspunkt selv at miste følingen med musikken eller takten. Det ville have været en katastrofe, hvis hun i sin nervøsitet på Aishas vegne selv havde glemt at være forsigtig.

En katastrofe var nu stadig mulig ifølge hende. Hun behøvede ikke meget mere end at give sig til at tænke, før det hele ville bryde sammen om ørerne på hende. Og så var der jo desuden delte meninger om hvad en katastrofe ville være. Ashton ville kalde det en katastrofe, hvis hun gav alt hvad hun havde i sig og fulgte musikken og koreografien til punkt og prikke. Han ville med sine morderiske tendenser sikkert ikke engang tøve med at udøve vold på andre, sådan som han åbenbart havde fundet det nyttigt før.

Sawyer, på den anden side, ville sikkert kalde det en katastrofe, hvis hun droppede det, hun var i færd med i øjeblikket og med vilje begik en alvorlig fejl. Ikke kun fordi det ville være pinligt for hende, men fordi hun ville såre menneskerne omkring sig. Begik hun bare den mindste af de mindste fejl var hun sikker på, at Tornados ville vinde. Og det var Sawyer sikkert enig i ikke ville være retfærdigt at byde resten af gruppen, for ikke at nævne at Rising Fake Stars måske ville se skævt til hende og ærgre sig over, at de var blevet sendt i finalen - og at de havde taget en chance og bedt hende danse en duet senere hen.

Selv var hun ikke helt sikker på, hvad en katastrofe for hende ville være. Helt sikkert ville hun da føle sig uretfærdigt behandlet, hvis hun virkelig opgav at gå efter sejren og smed håndklædet i ringen, men hun ville jo gøre det i en god sags tjeneste. På den anden side ville hun hade sig selv for at svigte sin gruppe, og hadet ville være gensidigt, det var hun ikke i tvivl om. For hun kunne ikke lyve for dem, og hun ville blive nødt til at forklare sin manglende timing eller hukommelse. Der var ingen gyldige undskyldninger på dette punkt, og, lod det til, heller ikke nogen nemme løsninger på det hele.

Så var den første sang pludselig slut, og hun foretog med lethed og en anelse automatisk skiftet med Tornados, som var mere glidende denne gang. Det blev altså ikke i denne omgang, at hun dummede sig, men hun skulle jo lige tage modet til sig. Ashton var dog ikke tilfreds med hende, kunne hun se, for han sendte hende et dræbende blik, der endte i et ondskabsfuldt smil. Hun fik kuldegysninger på trods af sveden, der langsomt pressede sig på efter dansen. Og da hun sammen med de andre løb ud bag scenen blev hun direkte grebet af panik.

Sawyer var ikke at se noget sted. Måske havde Ashton udnyttet sin pause ”fornuftigt”? I så fald, hvor var Sawyer henne? Ashton havde jo ikke sagt noget om, at hun skulle klokke i det i første dans, men kun at hun skulle gøre det, hvis ikke der skulle ske Sawyer noget. Det i sig selv var meget uretfærdigt, for hvorfor skulle det gå ud over Sawyer, at hun modsatte sig Ashton? Godt nok havde de to ikke det bedste forhold til hinanden, og godt nok var hun gode venner med Sawyer nu, men så meget kunne han da ikke se ud til at betyde for hende. Kunne han vel?

Hun var lige ved at spørge Duncan, da hun kom på bedre tanker. Han var jo dommer. Måske stod han ude blandt publikum og vurderede Tornados’ præstation. Det virkede langt mere sandsynligt, og hun fik hurtigt beroliget sig selv på denne måde, indtil Duncan erklærede, at de hellere måtte komme tilbage til scenen og gøre sig klar til endnu et skift, hvad de selvfølgelig gjorde.

Denne gang var folk ikke helt så nervøse, og de lavede et gruppekram, inden de afløste Tornados på scenen, lige så gradvist som de var trukket ud. Sangen var en anden, men tempoet var lidt det samme. Tilskuerne havde en fest, det var tydeligt for Angel at se, idet hun langsomt kom længere og længere ud mod scenekanten, kun for at blive trukket tilbage af sin gruppe og falde ind i dansen igen. Undervejs høstede hun et bifaldende blik fra Nathan Storm, som de efterhånden dannede en cirkel omkring og løftede op i luften, kun for at lade ham falde ned i en knælende stilling, mens de lavede flikflak væk fra ham og derpå genoptog dansen.

Publikum skreg og hujede. Da Nathan afsluttede sangen trak de tilbage i skyggerne, mens han en anelse forpustet, men også tydeligvis i godt humør, fortalte publikum en historie om den næste sang, der handlede om at være ung og skulle træffe beslutninger uden at træffe den forkerte. Alle lyttede, og der herskede total tavshed på boulevarden, der var spærret af i anledning af koncerten. Da Nathan blev færdig med historien opdagede Angel, at Tornados var trukket frem på scenen sammen med Synthetic Supernova, til et af de tre numre, hvor de skulle danse sammen.

I forhold til de andre sange var der endnu mere gang i denne, og Nathan kastede sig endda kortvarigt ud i et rappet vers, som danserne synkront bevægede sig til. Derudover skete der mange ting på én gang. De lavede bølger og hoppede og sprang og drejede og vred sig hurtigt efter hinanden, og Angel glædede sig over at kunne det hele ned i mindste detalje, sådan som de havde øvet det. Af og til fik hun et glimt af Ashton, som helt klart holdt øje med hende, og hun sørgede hurtigt for at fortrænge det.

Ud over ubehaget ved at blive overvåget gik det hele formidabelt. Synthetic Supernova var i topform. Tornados var i topform. Selv om det egentlig var en konkurrence, og selv om der var uenigheder de to grupper iblandt, så havde de alligevel en fest sammen. Det var det, dansen kunne gøre. Bringe mennesker sammen på trods af forskelle og stridigheder. I hvert fald for en kort periode, hvor der ikke var andet i hovedet på dem, der udførte bevægelserne end at skulle gøre det perfekt, at have det sjovt og at følge musikken. De gjorde det. Alle som én. Alle havde været på scenen nok til at være sluppet af med alle nerverne, da de til sidst endte med et højt brag efter alle at have lavet en baglæns salto i en halvcirkel omkring James, Daniel, Noah og Nathan, som stod foran det hævede trommesæt, hvor publikum ville være i stand til at se Oliver.

Den høje lyd gav en ekstra effekt til musikernes nummer, som lod til at komme bag på publikum, der gik amok med klapsalver og råb og skrig og piften. Angel så rundt omkring sig, men kunne ikke umiddelbart få øje på Sawyer, Julie eller Trace. Tatjana, Kaitlyn og Raphael stod alle tre i modsatte indgang til scenen af den, danserne benyttede sig af. Alle tre stirrede de op på Nathan, som fortryllede folk ved nærmest at synge sin næste lille historie ud til folk, som tog imod den. Det var en sørgelig historie denne gang, hvor alle dansere igen var påkrævet på scenen. Denne gang i en stille og rolig og mere teknisk krævende dans end de tidligere.

Heller ikke her gik det skævt for Angel, som glemte alt om at adlyde Ashton, når hun stod på scenen. Det var alt for fantastisk til, at hun kunne få sig selv til at udøve sabotage, at ødelægge festen for sine venner bare fordi Ashton sagde det. Men hun kunne stadig ikke se Sawyer. Når bekymringen ind imellem deres ture på scenen meldte sig beroligede hun sig selv med, at han ikke ville være uforsigtig nok til at komme i nærheden af Tornados alene, og at han sikkert var sammen med Trace og Julie.

Ved tanken om blondinen var hun lykkelig for at være færdig på scenen for et par numre inden Synthetic Supernovas sidste den aften. Billeder af Sawyer og Julie med armene omkring hinanden skyllede ind over hendes hjerne og gjorde hende helt rundtosset og dårligt tilpas, på trods af det faktum, at hun faktisk ikke skulle blande sig. Og hvorfor hun blev rundtosset og dårlig vidste hun ikke. Da ikke på grund af billederne. De var jo helt normale.

Hun slog det hen som et tegn på dehydrering, for efter en tår vand og en kort samtale med Claire havde hun det helt fint igen og var klar til at fortsætte, vel vidende at hun blev nødt til at træffe en beslutning inden for de næste tredive sekunder, inden hun gik på scenen med sin gruppe for sidste gang denne aften. Enten kunne hun give den alt, hvad hun havde, eller også kunne hun forsøge at fremstå som værende træt eller udmattet og dermed upræcis i sine bevægelser. Det var et spørgsmål om at gøre Ashton glad eller at gøre Sawyer glad. Hun ville være ulykkelig uanset hvad hun gjorde, det var hun helt sikker på.

,,Angel!” kaldte Phil henne fra det sted, hvor resten af gruppen stod forsamlet.

Hun skyndte sig at slutte sig til fælleskrammet, og hun nød at mærke varmen fra sine venner nær sig. Også selv om de alle var halvsvedige og faktisk efterhånden ikke lugtede så godt med deres fugtige hud. Det tog man med, når man var en del af et fællesskab.

,,Okay, folkens!” sagde Evan energisk ved siden af hende. ,,Vi gør vores bedste nu. De skal se dans, som de aldrig har set dans før, ikke?!”

,,Jo!” svarede folk samstemmigt.

,,Lad os sværge på det,” erklærede Duncan, og Angel måtte tage sig selv i at se overrasket ud. ,,Evan, du lægger ud.”

,,Jeg sværger højt og helligt, at jeg vil gøre mit bedste.”

,,Claire.”

,,Jeg sværger!”

,,Phil.”

,,Ditto her.”

,,Jonas.”

,,Jeg sværger, at jeg vil give alt, hvad jeg har.”

,,Aisha.”

,,Jeg sværger!”

,,Angel.”

 

”Ye-ea-ah!” råbte Nathan ind i mikrofonen, mens hans stemme gradvist steg mere og mere.

Samtidig gjorde alle dansere det, de var blevet bedt om: de snurrede rundt og rundt og rundt, indtil de stod omkring bandmedlemmerne, som havde samlet sig midt på scenen, og da Nathans stemme døde ud, faldt de alle om på scenegulvet. Angel lå længe og fik vejret efter musikken i så højt tempo, ligesom de andre deltagere, der så lige så trætte ud som hun følte sig, idet de kom på benene.

Duncan kom hen og trak hende på benene, og hun gjorde sit bedste for ikke at se alt for træt ud, selv om hun havde været tidligt oppe og i gang hele dagen. Danserne forlod lydløst scenen, mens Nathan kastede sig ud i en længere forklaring på hvorfor der ikke ville være dansere på før til aftenens allersidste nummer, og dette fik et sus til at gå gennem publikum. Det var tydeligt at de fleste havde regnet med, danserne var professionelle. Også Angel. Nathan roste dem alle til skyerne, inden han gik i gang med at synge et af de numre, Rising Fake Stars i sin tid var kommet frem med - en cover-version af All Time Lows ”Dear Maria, Count Me In”.

Angel så sig omkring ude bag scenen og tog endnu en tår vand. Og så endnu en. Og hun kunne langsomt se, hvordan det fungerede for alkoholikere. I takt med at tiden gik, og de andre forlod den indgang, hun selv skulle benytte til scenen, blev hun mere og mere bange. Hun havde ikke engang set skyggen af Sawyer siden hun stod og ventede på at skulle på scenen første gang. Nu havde hun ikke længere sine holdkammerater at klamre sig til. De afventede hende, og var sikre på, at hun nok skulle gøre det godt - det sagde de i hvert fald.

For at have noget at give sig til skyndte hun sig at klæde om til det tøj, hun skulle have på til det sidste nummer. Aftenens fjerde sæt tøj.

,,Det ser ikke ud til, at den højt respekterede Lightning, som alle er så vilde med, har tænkt sig at dukke op til sit eget comeback,” kommenterede Ashton højlydt, idet han og Brenda gik forbi Angel, som sad med hovedet lænet mod en af de store metalstænger, der holdt scenen oppe.

Hun var overbevist om, at de havde et formål, at han sagde det. Enten for at gøre hende nervøs for, at Sawyer ville blive væk, eller for at fortælle hende indirekte, at han havde udført det, han havde lovet hende, der ville ske, hvis hun ikke droppede at gøre det godt. Hårene på hendes arme rejste sig, og hun kunne mærke en fornemmelse af en kold dråbe løbende ned langs rygraden.

Hvor var Sawyer henne? De burde i det mindste lige have talt sammen, inden de gik på, så de var sikre på hvad der skulle gøres. Han kunne da ikke bare blive væk, medmindre der var sket ham noget, kunne han? Da slog det hende, at Ashton var kommet fra en anden retning. Døren, der ledte ind i selve bygningen bag scenen. Hvorfor havde han mon været dernede? Og var der sket noget, hun gerne ville vide noget om?

Før hun kunne nå at reagere på den knugende fornemmelse, hun havde i maven, skævede hun til sit ur. I det mindste måtte hun advare Nathan og de andre om, at noget var galt. Om få minutter skulle hun nemlig på. Rædselen havde grebet hende, idet hun rejste sig fra sin siddestilling og gik op ad de små trappetrin til kanten på siden af scenen, hvor det var meningen, at hun skulle komme ind. Ude foran de mange mennesker neden for scenen var Nathan netop ved at færdiggøre endnu en sang, og hun mærkede sine indvolde vende sig, da han - efter at have sunget færdig - gav sig til at redegøre for de kommende begivenheder:

,,Til aftenens sidste sang -” han blev afbrudt af et enstemmigt ”buh” fra publikum og grinede drenget ind i mikrofonen, ,,- ja, beklager, for I har været fantastiske at spille for. Men vi kommer igen, det lover vi.” Denne gang klappede de mange fans. ,,Aftenens sidste sang er helt ny. Det er vores egen, og jeg får først og fremmest brug for lidt assistance. Så, Kaitlyn, kan du ikke komme herop et øjeblik?”

Angel stirrede, da alle klappede og piftede neden for kanten, idet Kaitlyn Hamilton trådte frem ved siden af sin rockstjerne-kæreste med sin egen mikrofon i hånden. Det var ikke alle kvindelige fans - som Rising Fake Stars’ fans nu engang var flest af - der bifaldt, at deres idoler havde kærester. Specielt ikke når kæresterne var lige så smukke og søde som Kaitlyn.

,,Dernæst vil jeg godt præsentere jer for en af vores - Rising Fake Stars’ - gamle venner. Han er forrygende på sin helt egen måde og er stort set hjernen bag kompositionen af dette show. Rækkefølgen af sangene og rækkefølgen af danserne er begge valgt af ham, og hvis I synes, at det har været et godt show her til aften, så synes jeg, at I skal tage godt imod ham. Mine damer og herrer, drenge og piger,” sagde Nathan indledende og med stemmen stigende i spænding, ,,Giv en varm hånd til Sawyer Lightning Rivers.”

Sekunderne slæbte sig af sted for Angel, som dårligt hørte larmen efter Nathans præsentation eller registrerede de talende stemmer bag sig. Hun stod bare og stirrede lige frem, til den åbning, hvor det var planlagt, at Sawyer skulle komme ud. Han var der ikke.

Hun så ned i gulvet og mærkede sine hænder begynde at ryste, mens hun legede med ideen om at løbe ud og fortælle Nathan, at Sawyer nok ikke kom. Hvad end der var grunden, så måtte have en god én af slagsen, for det lignede ikke Sawyer at blive væk fra noget vigtigt. Ikke medmindre han ikke selv mente, det var vigtigt, eller der var sket noget. Hun sugede luften ned i lungerne og kvalte sin nervøsitet, og i det samme fik hun øje på en bevægelse på den anden side af scenen.

Sawyer sprang op på den lille platform, skar en grimasse, rettede sig op og luntede ud på scenen under det øresønderrivende bifald. Angel var nær sprintet ud på scenen til ham, men blev pludselig holdt tilbage af en hånd på sin skulder. Forvirret drejede hun sig og fik øje på Trace Douglas, som langsomt lod sin hånd falde med et venligt, overvindende smil.

,,Jeg -” mumlede hun, men vidste ikke, hvad hun skulle sige og afbrød derfor sig selv.

,,Vent et øjeblik,” bad han tålmodigt, stadig med sit rolige, overvældende smil.

,,Hvordan kan du vide, hvad jeg vil?”

Han lo.

,,Du har det over dig.”

,,Har hvad over mig?”

Igen blev hendes eneste svar hans blide, harmoniske latter, idet han løftede en hånd og klappede hende på hovedet.

,,Trace, hvad mener du?” pressede hun nysgerrigt.

,,Du er forudsigelig som de fleste piger på din alder,” svarede han, drillende, på trods af at han ikke kunne være meget mere end et par år ældre end hende selv.

,,Hvordan ved du det?”

,,Fordi,” grinede han, ,,jeg er lærer. Og fordi jeg ikke er så gammel, at jeg ikke kan huske, hvordan pigerne i high school opførte sig.”

Hun nåede aldrig at stille det mest nærliggende spørgsmål, nemlig hvor gammel han egentlig var, for idet hun åbnede munden erklærede Nathan ude foran publikum:

,,Tag godt imod Miss Angelique Porter!”

Hun blev stående et splitsekund, inden Trace med en hånd skubbede blidt til hende, så hun automatisk nærmede sig den del af scenen, der var oplyst af spots. Og så drejede hun rundt og satte i løb. Hendes blik faldt med det samme på Sawyer, som havde vendt sig mod hende på Nathans opfordring, og hun styrede direkte imod ham, selv om det ikke var en del af planen.

Overraskelsen oplyste hans ellers noget hærgede ansigt, idet hun uden forbehold smed sig ind mod ham og slog armene omkring hans hals. Hun ventede ikke en speciel gestus til følge, men blev alligevel ikke forbløffet over det samstemmende ”åååh”, der lød fra publikum, idet Sawyers arme lagde sig tæt omkring kroppen på hende. Hans slanke, hårde krop føltes varm gennem deres tøj, og hendes hoved snurrede behageligt, da hun indåndede hans duft.

,,Hvad laver du?” hviskede han til hende, ikke blidt, som omfavnelsen antydede, men strengt.

Det føltes som at få klasket koldt vand i hovedet, og hun trak sig en smule ud fra ham for at kunne se ham i øjnene.

,,Hvad laver du?” spurgte hun bebrejdende og mærkede varmen skyde op i sine kinder. ,,Hvor har du været hele aftenen?”

,,Heromkring,” svarede han undvigende, og hun mærkede irritationen stige i sig.

,,Hvorfor halter du?”

,,Devil, kan vi ikke -”

,,Hvorfor halter du?” gentog hun denne gang mere kraftigt og lidt højere. ,,Hvad er der sket? Og lad være med at lyve for mig.”

,,Angelique!” hvæsede han. ,,Der er noget, vi skal her. Vi må tage den senere.”

Nathan stod med en arm omkring skuldrene på Kaitlyn, og Angel var lettet over, at han på den måde drog fokus fra dem.

,,Denne sang er helt speciel,” erklærede den unge mand med brillerne. ,,Vi har skrevet den sammen, og vi har været uenige om den et godt stykke hen ad vejen. Selv om I måske ikke hører om det, og selv om I måske ikke tror det, så er vores liv ikke kun lutter solskin og sommerfugle. Sådan er det kun et langt stykke hen ad vejen,” tilføjede han med et grin, der fik publikum til at le hjerteligt. ,,Kaitlyn og jeg har også vores nedture. Og denne sang kommer til at behandle vores forhold og den måde, vi ser på hinanden.”

Han trak sig lidt tilbage på scenen under klapsalver og stillede sig på en lille forhøjning sammen med den smukke pige med det lange, karamelfarvede hår. Angel vendte sin opmærksomhed mod Sawyer, som langsomt trak hende med på plads, uden at det kom til at se ud, som om det ikke var planlagt.

Musikken spillede en langsom intro, der lagde op til stemningen i selve sangen, og Angel måtte tage sig sammen for at holde pludselige tårer tilbage fra kinderne. Hvorfor hun blev så rørt af musikken nu anede hun ikke. Ikke denne sang. Det var ikke sket før i samme grad. Måske fordi hun da havde fokuseret på selve koreografien og planlægningen frem for den egentlige følelse, Sawyer så mange gange havde bedt hende finde frem.

Hvad præcist han bad om, anede hun ikke, men hvad han fik var hun helt sikker på. Det kom rullende op gennem hendes blodårer som i venerne og kom langsomt nærmere hjertet med hvert slag, dette slog. Så naturligt som at trække vejret. Hun tog en dyb indånding og så indgående på den lyshårede unge mand med de orangebrune øjne og de markante modermærker omkring det ene øje, og hun fandt ingen fejl. Han stod med rank ryg et lille stykke fra hende - præcist langt nok til ikke at kunne røre hende, hvilket der selvfølgelig var en pointe i.

Hans brune iriser var rettet direkte mod hende, og de skinnede nærmest kobberagtigt i lyset fra de spots, der pegede på ham fra bag hendes ryg. De samme spots fik hans lyse hår til at se næsten platinblond ud, på trods af at det egentlig havde en brunlig farve i almindeligt dagslys. Hans lange skikkelse blev komplimenteret af det sorte høj, han bar, der ville tage sig godt ud som kontrast til lyset fra den spot, der skulle følge ham.

 

,,We weren’t the best of friends.

Not even close to that.

You were being stubborn,

and I was holding back.”

 

Angel tog sit stikord til at træde frem mod Sawyer, som snurrede hende ind mod sig med præcision og blid kraft. Hver eneste af hans små, kontrollerede bevægelser blev  styret af musikken, der var blød i baggrunden, mens Nathan indledte sangen.

 

,,It wasn’t quite a lie.

It wasn’t quite as bad.

But it was enough

to hurt you, make you sad.”

 

Sawyers arme var tæt omkring hende nu, idet han førte hendes skridt rundt på scenen. Hun bevægede sig med en lethed i hovedet såvel som i kroppen, og hun havde en fornemmelse af, at han gjorde det samme. Hans ene hånd, der holdt hendes, var kølig mod hendes varme hud, men hvor hans hånd manglede varme, var denne i høj grad tilstede i hans blik. Han snurrede hende rundt i en pivot, og så en til, inden han greb hende og lænede sig ind over hende, sådan som de havde øvet det. Hun stolede på, at han kunne, på trods af den grimasse af smerte, der lod til at glide over hans ansigt med bevægelsen, idet hun blev dyppet mod gulvet, lænet bagover mod hans arm og med hovedet krænget bagover.

Publikum klappede.

 

,, And then the time passed.

The wagon went straight down.

Like a rollercoaster ride, yeah,

I fell for you without a sound.

The only thing I heard:

the steady beating of your heart.

Everything else was blurred.”

 

Kaitlyns betydeligt lysere stemme sluttedes til Nathans i sangens omkvæd, der gav anledning til sangens titel “Rollercoaster Ride”. Angel fik kuldegysninger. Det havde lydt skønt, da de havde generalprøve, men den var ingenting sammenlignet med det, de to sangere nu udfoldede foran mere end to tusind mennesker, som stod og vuggede fra side til side i mørket med hævede hænder med lysende stjerner. Falske stjerner.

Sawyer løftede hende rundt, og hun fulgte hans bevægelse, sådan som de havde øvet det. Derpå satte han hende ned så blødt, at hun ikke engang mærkede noget øget pres, da hendes fødder ramte jorden, grundet den bløde overgang, der ikke endte brat på nogen måde. Og så snurrede de videre rundt sammen. De mange spots, som kastede lys på kun dem, Nathan og Kaitlyn gled hen over gulvet, idet Angel og Sawyer udnyttede al den plads, de havde til deres disposition. Hun hvirvlede rundt og ind i hans arme, gjorde smidige bevægelser med arme og ben, svajede i ryggen og blev drejet rundt.

 

,, We became the best of friends,

trusted and had faith

in everything that we had

none of us needed any bait.”

 

Sawyer løftede hendes ene ben højt i vejret, løftede hende let op i sine arme og gav sig til at dreje rundt på stedet. Hun lænede sig ind mod ham, sådan som de havde aftalt, og lod ham udføre den sværeste del teknisk efter det løft, de skulle udføre senere.

 

,, It wasn’t quite so simple.

It wasn’t quite that good.

Others were interfering

in whichever way they could.”

 

På forhøjningen kunne Angel se Nathan og Kaitlyn stå med hinanden i hånden og strakte arme for at kunne nå, og det gav et perfekt billede af den splittelse, sangen portrætterede. Underligt nok vidste Angel med skræmmende sikkerhed, hvordan hun skulle forholde sig følelsesmæssigt til hver situation, der blev beskrevet. Hun vidste også hvorfor, men kunne ikke lufte sine tanker, og havde ikke tænkt sig at gøre det, selv hvis det havde været muligt.

Netop de sidste to linjer mindede hende i særdeleshed om Ashton, som sikkert stod og utænkte en eller anden plan bag det mørke forhæng, der omgav hele scenen fra tre sider.

 

,, Again the time passed.

The wagon struggled up.

Like a rollercoaster’s chains, yeah,

our bond was strong enough.

The only thing I heard:

your tears and laughter and your sobs.

Everything else was blurred.”

 

Denne gang var det hendes tur til at gøre noget, og hun bevægede sig snurrende væk fra Sawyer, som stod med en arm strakt ud mod hende. Hun vidste, hvad hun skulle gøre, endnu inden hun gjorde det. Nemlig mærke den vindmaskine, som var blevet stillet op ved scenekanten, samtidig med at hun foretog en masse smidige bevægelser, der fik dem på forreste række til at gispe og pege fingre, hvad der sendte en bølge af tilfredshed gennem hende.

Ved Nathans ord ”the only thing I heard” fik hende ned i knæ, og dette ledte opmærksomheden over på Sawyer, som foretog nogle hurtige, men elegante bevægelser, der gjorde det næsten umuligt for det blotte øje at følge med. Hans hænder var ved hans hjerte, så hans hoved, så bag nakken og så langs siderne, mens hans fødder og ben drejede ham rundt, løftede ham over gulvet, tvang ham ned på scenegulvet, hvor han drejede rundt og rejste sig fra en knælende position, idet Kaitlyn Hamilton indledte broen:

 

,, The odds were all against us, and, sure, it was tough.

My world crashed down, and was built up,

when you said you’d forgive me now.”

 

Angel kom på benene, krydsede gulvet i hurtige skridt, indtil hun nåede Sawyers udstrakte hånd. Hun tog imod den, lod sig dreje ind mod ham, indtil han greb fat om hofterne på hende og løftede hende op i vejret i et perfekt tempo, der fik publikum til at gispe - det var for resten også sket for Nathan, første gang de havde gennemgået det hele. Så vendte hendes hoved pludselig nedad, og hun vidste, at det ikke ville vare længe, inden hendes fødder igen ramte gulvet. Og når de gjorde, kunne der ske hvad som helst.

Hun mærkede nervøsiteten i sine egne lemmer, og hun mærkede sit hjerte banke endnu hurtigere, idet hun begyndte at dreje til den side, hvor han skulle sætte hende ned. Smerten kunne blive for meget for ham ude på scenen såvel som i øvelokalet, selv om han ikke havde beklaget sig siden den første gang de forsøgte det. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og han havde fået hende helt rundt alle gange og været i stand til at danse videre siden. Hvor ville det være trist for ham, hvis det ikke ville lade sig gøre nu, hvor de stod foran flere tusind mennesker.

Hendes fødder ramte gulvet, idet Nathan akkompagnerede sin kæreste i sidste sætning af broen, og hun så nervøst på Sawyer, som uden videre rettede sig helt op, hans ansigt en maske af noget meget simpelt: ingenting. Der var intet udtryk at læse i hans mimik, hvilket skræmte hende lidt, fordi det enten kunne være både godt og skidt. Hun turde dog ikke begynde at tale med ham, om det, mens de stod på gulvet, selv om hun havde overskud til det.

 

,, And time still passes.

The wagon swiftly rolls.

like of a rollercoaster ride, yeah,

our story will be told.

And everything I hear

is the spinning of our love’s wheel

whenever you are near.

 

And everything I hear

is the spinning of our love’s wheel

whenever you are near.”

 

Hun og Sawyer bevægede sig rundt i en klassisk form lignende vals, som endte med at han fjernede det ene ben under hende, holdt hendes ene albue i hak med sin egen og svingede hende rundt i luften, så hun dannede en slags skørt omkring ham. Folk klappede, og han måtte se ekstremt godt ud i den bevægelse, for selve løftet var der ikke helt vildt meget ved. Angel krængede ryggen så meget som muligt, så hendes bevægelse blev en næsten fuldkommen rund cirkel uden afvigelser i buen. Indtil hun lod sig rulle op i Sawyers arme, fandt fodfæste, blev snurret ud i armlængde fra ham.

 

,,Whenever you are near.

 

We weren’t the best of friends,

but we trusted and had faith.

On a rollercoaster ride, yeah,

a story has been made.”

 

De sidste fire strofer af sangen stod de stille, da hun var blevet trukket tilbage i hans favn, og de stod tæt på hinanden. Så tæt at hun kunne mærke hans varme åndedrag mod sin hud når han trak vejret.

,,Jeg er stolt af dig,” hviskede han med et smil, der var mere overbevisende end noget, hun nogensinde havde set.

Ordene fik det til at brænde i hendes kinder, og hun måtte modstå fristelsen til at smide sine arme omkring halsen på ham. I stedet tog hun et skridt tilbage og nikkede, mens hun håbede, at smilet på hendes læber var nok til ham. Han virkede ikke overrasket eller ked af hendes reaktion, men lod hende derimod bare gå.

De var i fælles tavshed blevet enige om at droppe kysset i enden af dansen, alene af den grund, at det virkede dumt. Og hun kunne da ikke kysse Sawyer. Selv om en del af hende - måtte hun indrømme  - havde voldsom lyst til det. Han var ikke typen, man bare kyssede med. I hvert fald ikke i hendes øjne. Desuden lod det til, at han havde et eller andet kørende med Julie, som hun ikke ville blande sig i.

,,Betyder det, at du har tilgivet mig for at kysse med Noah mod din vilje?” spurgte hun forsigtigt, da de andre dansere kom frem på scenen ved Nathans opfordring.

Resten af bandets medlemmer havde stillet sig op ved siden af ham og Kaitlyn, og de høstede nu den bragende jubel fra publikum som de roser, der blev smidt op på scenekanten sammen med de mange falske stjerner, som regnede rundt omkring. Det var et under, tænkte Angel ved sig selv, at ingen brokkede sig over at få de lysende genstande i hovedet nede blandt mængderne, og at ingen ramte bandmedlemmerne. Hun tog Duncans hånd og bukkede samtidig med alle de andre dybt, idet de stod på én lang række nede foran Rising Fake Stars og Kaitlyn Hamilton.

,,Nej,” svarede Sawyer pludselig ved siden af hende, og hun ville have været overrasket, hvis ikke hun havde andet at tænke på end hans tilgivelse. ,,Men det hjælper på det.”

Hun grinede og bukkede igen med ham i hånden, og hun mærkede sine fingre begynde at svede, mens rødmen skød op langs halsen på hende og bredte sig endnu mere over hendes kinder.

 

,,Skal vi virkelig træffe en beslutning?” stønnede Tatjana Storm og lænede sig tilbage med en arm trukket baglæns hen over stoleryggen.

,,Beklager, Holly,” sagde Nathan, og Sawyer kunne se, at han var ivrig efter ikke at gøre sin kusine vred eller krydse klinger med hende for den sags skyld. ,,Men det bliver vi nødt til.”

,,Personligt synes jeg, at Tornados gjorde det bedst,” erklærede Julie.

,,Og jeg er uenig,” erklærede James afslappet.

,,Jeg har ikke forstand på dans,” sagde Nathan og holdt hænderne op foran sig. ,,Jeg melder mig ud af beslutningen. Begge grupper gjorde det godt.”

,,Nu må I lige tage jer sammen,” knurrede Noah, som sad på kanten af bordet, de var samlet omkring. ,,Synthetic Supernova gjorde det helt sikkert bedst.”

,,Måske,” mumlede Daniel og tog et sug af sin cigaret. ,,Men Tornados havde en mere intens, brændende tilgang til dansen.”

,,Det blev lidt for aggressivt for min smag,” erklærede Oliver og lænede sig - ligesom Tatjana - tilbage i sin stol.

,,Men de var stadig gode,” erklærede Raphael.

,,Hvis Nathan kan melde sig ud af beslutningen, så kan jeg også,” erklærede Kaitlyn passivt. ,,Begge grupper var rigtig gode.”

Der var stille i forsamlingen lidt, mens folk talte stemmerne op. Sawyer var et skridt foran de andre, hvis de sad og talte. Det var delt i to. Halvdelen af de to grupper var for hver sin gruppe. Og indtil videre var han den eneste, der ikke havde sagt noget endnu. Han rettede sig op i stolen og slog ud med hænderne foran sig, idet det dæmrede for alle andre omkring bordet også, og deres øjne fløj mod ham som de spots, der havde været ude på scenen.

,,Det er da ikke helt retfærdigt, at I lader mig komme med det afgørende udsagn,” sagde han og kunne ikke lade være med at smile ironisk - alle vidste jo, hvem han havde lyst til at udnævne til vindere.

,,Men i sidste ende er du jo den af os, der har mest forstand på det hele,” indvendte Raphael med et slesk smil.

,,Og I stoler ærligt på, at jeg kan træffe et valg objektivt på den måde?” spurgte han overrasket.

,,Ja,” svarede Nathan og så indgående på ham under de tykke brilleglas, der skjulte de grønne øjne.

,,Det kan jeg ikke,” stønnede han og støttede sine albuer mod bordpladen for at bøje hovedet ned og begrave sine fingre i sit hår, der stadig var fugtigt indenunder efter at have været ude på scenen.

,,Nogen skal jo sidde med beslutningen,” argumenterede Noah med et drillende smil.

,,Men det er jo ikke mig der har brug for vinderne, vel? Det burde ikke være min beslutning i første omgang, siden jeg ikke har noget som helst med det at gøre.”

,,Vi er interesserede i at få den gruppe med os, du ser størst potentiale i, Sawyer,” påpegede James.

Sawyer rejste sig fra sin plads og støttede fra bordpladen med håndfladerne.

,,Jeg har ikke lyst til at stå med valget,” sagde han og kæmpede for at holde sin stemme under kontrol, fordi den begyndte at dirre ganske svagt. ,,Og desuden ved I jo alle sammen godt, at jeg holder med Synthetic Supernova. Men jeg er ikke så sikker på, at det har med deres potentiale at gøre.”

,,Hvad så?” spurgte James og lød utålmodig. ,,Ikke at jeg er uenig med dig, i øvrigt. De gjorde det fænomenalt, og jeg er ret sikker på, at de kunne kaste sig ud i flere forskellige danse end Tornados.”

,,Det -” Sawyer afbrød sig selv og rettede ryggen. ,,Lad være med at skubbe jeres beslutning over på mig, bare fordi jeg ved noget om teknikken. Det var nyttigt i starten. Ikke længere. Begge grupper er gode teknisk, også selv om Tornados ikke er helt så langt som Synthetic Supernova. De har rykket sig rigtig meget på det sidste, og de er bestemt værdige til at tage med jer på turné. Men, objektivt set, synes jeg måske at Synthetic Supernova er mere alsidige. De holder sig ikke kun til hiphop, som Tornados har en tendens til. Det er min udtalelse. Så kan I slås om beslutningen herfra.”

Han trådte et skridt tilbage og vendte ryggen til.

,,Hold nu op med det pjat,” udbrød en mild stemme, der havde en snert af irritation i sig, bag ham, og han vendte sig langsomt om i én bevægelse, der lod til at komme bag på personerne omkring bordet, for de stirrede på ham, som var han lige faldet ned fra himlen.

Alle undtagen Trace Douglas, som stod med en stok ved siden af lænede hoften derimod, mens han så ganske svagt frustreret ud.

,,Har du noget at indvende, Trace?” spurgte Nathan langsomt og drejede hovedet, da det blev klart, at Sawyer ikke havde tænkt sig at sige noget mere, bare fordi han havde vendt sig om.

,,Ja, det har jeg faktisk,” bekendtgjorde den høje mand med det kobberrøde hår. ,,Fra en helt udenforståendes synsvinkel er der ingen tvivl om, hvem der klarede sig bedst.”

,,Er du sikker på, at du er helt udenforstående?” spurgte Kaitlyn ret flabet, og Sawyer måtte minde sig selv om, at de to var gamle venner og havde et forhold lignende det, Nathan havde til Tatjana.

,,Kait,” sagde Trace og humpede rundt om bordet for - overraskende nok - at stille sig ved siden af Sawyer, ,,jeg er skolelærer. Jeg er efterhånden ret god til at være objektiv.”

,,Og du er enig med Sawyer i, at han ikke kan det?” spurgte Julie groft.

,,Ja,” sagde Trace uden videre. ,,Sawyer har alle forudsætninger for ikke at kunne forholde sig objektivt til det hele. For det første på grund af den fortid, han har med Tornados - som jeg ikke vil uddybe, da det jo er en privat sag. For det andet på grund af hans stærke venskab med Synthetic Supernova. Og så selvfølgelig det faktum, at han har arbejdet så tæt sammen med Angel.”

,,Så hvad er dit bud på den bedste gruppe?” spurgte Nathan tillidsfuldt.

Trace så kort på Sawyer, og der var noget undskyldende i blikket, inden han svarede.

 

,,Og vinderne er…” sagde Nathan Storm med alvorlig mine og så rundt på alle i halvcirklen, som stod skulder ved skulder og rystede af nervøsitet.

Måske lige alle på nær Ashton.

,,Synthetic Supernova.”

En følelse af glæde og rædsel skød gennem Angel som en pil, og hendes blik gled med det samme over til Sawyer, som stod med hænderne bag ryggen og blikket rettet direkte mod hendes. Der var ingen angst at spore i hans øjne, på trods af at hun tydeligt kunne se, at han vidste, hvad der nu kunne ske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...