Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3432Visninger
AA

7. Opkaldet

 

Hvordan de tilgav hende var ikke svært at se. Duncan forklarede hende allerede den følgende dag, at hun var en fundamental del af deres gruppe, og at de for første gang i længere tid havde været nødt til at bakke ud af et battle den aften. Hun fortalte ham ikke, at hun havde været der og fået ørerne tudet fulde med alle de forfærdelige ting, hun gjorde. Hun fortalte ikke, at grunden til, Sawyer heller ikke havde været der til at filme, var, at hun havde været sammen med ham. Det syntes irrelevant nu. Det vigtigste var, at hun var inde i varmen igen, og at Duncan ikke ignorerede hende længere.

For at komme lidt væk fra LA var de blevet enige om at tage til Santa Barbara et par dage som gruppe. De andre var blevet enige om, at Sawyer fik tilbuddet om at tage med, og Duncan fremsatte det for ham umiddelbart efter - mens Angel holdt sig på afstand og forsøgte at lade være med at se over på den høje fyr med de gyldne øjne og det mørkblonde hår, der var blevet lysere oveni af solen. Men det var svært, fordi han hele tiden sendte hende blikke, der fortalte hende, at hun ikke var ”off the hook” endnu.

Til hendes store forfærdelse takkede han ja til at tage med. Det betød, at han kunne holde øje med hende og køre terror på hende, hvis han ville det. Hvis han ellers orkede det. Energi lod han ikke til at have meget af, for han havde mørke skygger under og omkring øjnene, og hans ansigt fortrak sig af og til i en besynderlig grimasse, der ikke varede meget mere end et halvt sekund, men som spolerede hans rolige overflade. Der var et eller andet galt med ham, og hun kunne ikke sige, at det ikke frydede hende. Således kunne hun nemlig bekymre sig mindre om ham og mere om sine venner.

Santa Barbara var en fantastisk by, som hun elskede at komme i, og med falske ID-kort kom de let ind på klubberne om aftenen. Den første aften besluttede de sig for bare at nyde det, men anden aften havde de helt specielle planer for. Så da de sad på et af de to hotelværelser, de havde lejet i et par dage, var alle oppe at køre.

Claire var ved at ordne sin makeup i det store spejl ude på badeværelset, mens Aisha benyttede sig af det, der stod inde i det store rum med sengene. Fyrene var samlede ude på altanen, hvor de snakkede højlydt sammen. Angel måtte tage sig sammen for ikke at krympe sig, hver gang hun hørte Sawyer sige et eller andet, af frygt for han ville fortælle dem, hvordan hun havde været overfor ham, og hvor egoistisk hun egentlig var.

Men han gjorde det aldrig. Faktisk talte han om helt almindelige ting, der kom helt bag på hende. Han kunne faktisk konversere uden at være iskold og afvisende overfor folk, og han benyttede sig ikke så meget sarkasme, som hun ville have troet. Phil og Jonas var helt solgte. De blev ved med at plapre om, hvor ærgerligt det var, Sawyer ikke dansede, så han kunne blive en officiel del af truppen, og Aisha savlede mildest talt over ham. Det gjorde Claire for så vidt også, men hun havde indledt ”Operation Fang Evan”, som hun indtil videre havde lidt besvær med at holde sig til. Fyrene i Santa Barbara var sødere, end hun havde forventet, og de faldt for hendes sexede dans uden videre.

,,Angel!” udbrød Claire chokeret.

,,Ja?” spurgte hun overrasket og så sig forvirret om i værelset efter tegn på, hun havde gjort noget forkert.

,,Du har ikke klædt om endnu,” bemærkede Claire.

,,Nåh… Nej. Jeg havde tøjkrise.”

,,Og så besluttede du dig for at tage i byen i undertøj? Frækt,” kommenterede Evan drillende, idet han gik gennem værelset.

Angel så ned ad sig selv. Hun var iført en bh og et par korte shorts, hvilket langt fra var godt nok til at gå i byen i. Men hun havde virkelig haft tøjkrise. Problemet ved at pakke, var, at hun var lidt for god til at begrænse sig, så hun havde ikke taget det vildeste festtøj med, hvilket hun kunne ærgre sig over nu, hvor alle de andre havde pænt tøj på.

,,Kom, lad os kigge!” erklærede Claire spændt og fløj hen til Angels kuffert.

Angel fulgte efter og satte sig på knæ på gulvet, mens Claire gennemgik hendes tøj. Det var sjovt at se, hvordan Claires ansigt og bevægelser tydeligt afspejlede, hvordan hun havde det med de enkelte beklædningsdele, og det fik begge piger til at fnise, da Angel nævnte dette. Kort tid efter sluttede Aisha sig til dem, fuldt påklædt og med en makeup der ville feje benene væk under enhver fyr med smag for den slags.

Hvilket betød, at det ikke ville være nogle af fyrene fra Synthetic Supernova. Pigerne sørgede for outfits til deres forskellige optrædener, og de var faktisk lidt ligeglade med, hvad de havde på, så længe de kunne røre sig i det. Nu vidste hun selvfølgelig ikke, hvordan Sawyer havde det med påklædning og udseende i det hele taget, men hun kunne godt forestille sig, han rent faktisk var typen, der lagde mærke til den slags - hvilket betød, at det havde Aisha nok spottet for længe siden. Hun var god til den slags, og det var Angel ikke.

,,Det her går ikke,” klagede Claire og tog sig til hovedet. ,,Slet ikke. Du bliver nødt til at låne noget af mit tøj.”

Angel gloede på hende. Claires tøj var vovet og småt, fordi Claire var så lille. Hun tvivlede virkelig på, at hun kunne være i venindens tøj. Men Aisha halede bare dem begge på benene, og sammen gik de videre til at gennemrode Claires kuffert. Claire valgte en kort kjole i sort stof med palietter i samme farve over det hele. Angel trak den over hovedet og så i spejlet, hvordan det sorte stof totalt omsluttede den krop, hun ellers kendte så godt. Det var sjældent, hun gik med kjoler, og når hun gjorde, var de ikke af denne slags. Men hun måtte indrømme, at på trods af de lange ærmer og den tætsiddende form, kunne hun meget godt lide den.

Som om det ikke var nok med den stilede kjole, syntes Aisha bestemt, at Angel skulle låne de sylespidse mørkeblå stiletter, hun havde med. Og som Aisha ville have det blev det da også. Det var længe siden, Angel havde gået i stiletter, men følelsen af dem kom hurtigt til hende, nu hvor hun gik rundt indenfor og øvede sig i ikke at kigge ned. Ude på altanen brølede drengene igen af latter, og det var tydeligt, at der var blevet rettet en spydig kommentar mod en eller anden. Hun stivnede. Måske havde Sawyer fortalt de andre sandheden.

Kort efter blev der mere stille, og Claire og Aisha overtog hende igen. Denne gang for at lægge makeup, selv om hun sagtens kunne gøre det selv. Aisha var formidabel til den slags, og Claire var heller ikke dårlig. De fik lavet de mest mystiske smokey eyes på hende, og derefter diskuterede de frem og tilbage vedrørende hendes hår, indtil de blev enige om kun at toupere det lidt oppe omkring ansigtet og ellers lade det hænge løst.

,,Kom!” hvinede Claire ivrigt og trak hende op fra sengen, hvor hun havde siddet under forberedelsen. ,,Drengene skal se dig.”

,,Ej, Claire!” protesterede hun, men lod sig alligevel trække, da hun ikke helt turde stemme imod i stiletterne. ,,I er da mindst lige så flotte.”

,,Ja, men os ser de så tit i den her slags tøj. Det er noget nyt med dig.”

,,Fint.”

Aisha var gået hen til de store glasdøre, der ledte ud på altanen, og hvor gardinerne var trukket fra et godt stykke hen. Hun stak hovedet ud og erklærede højtideligt, at nu skulle de se, hvad hun og Claire havde bedrevet i løbet af den sidste halve time. Og så skubbede Claire til Angel, som snublede et enkelt skridt, gik hen til døren og så på Aisha, som puffede hende helt ud på altanen.

Fyrene sad i en gruppe og så egentlig ikke særligt interesserede ud, før hun viste sig i fuld skikkelse. Phil, Evan, Jonas og Duncan gav sig med det samme til at klappe og pifte og komme med små tilråb, der fik hende til at fnise. Men Sawyer så dårligt på hende og vendte i stedet blikket nedad. Af en eller anden grund irriterede det hende, at han ikke så på hende, men på den anden side gav det hende da så meget mere fred, hvis han ikke engang havde tænkt sig at sende hende sine sædvanlige misbilligende blikke.

Evan rejste sig galant og hentede stole til hende, Claire og Aisha, og de satte sig som en del af gruppen ude på altanen, hvor Duncan sørgede for drinks til alle. Der blev snakket højlydt om aftenen og hvad folk havde af forventninger til den, og Angel var klar over, at hun måske være sikker på at få stiletterne af, hvis hun ikke vænnede sig til at gå i dem lynhurtigt. Hun turde dog ikke dele denne tanke med de andre, og specielt ikke Sawyer, fordi han alt for let ville kunne finde på en spydig kommentar til netop det. Og hun havde ikke lyst til at vise de andre den side af sig selv, han syntes at fremprovokere uden stort besvær.

,,Vi må hellere snart se at komme af sted,” erklærede Duncan og rejste sig langsomt.

Jonas pegede på ham med en cigaret.

,,Du vil bare gerne hen til festen, så du kan score Angel endeligt,” sagde han anklagende.

Duncan lo.

,,Hvordan vidste du det?” spurgte han i spøg, og Angel fulgte hans eksempel og rejste sig.

Hun havde ikke drukket noget, mens både Claire, Aisha, Duncan, Evan, Phil og Jonas var godt berusede allerede, og med udsigten til at drikke mere til festen var hun usikker på, om hun virkelig kom til at nyde sin aften. Men hun vidste også, at de kunne tage sig sammen lynhurtigt, hvis det virkelig gjaldt, og i aften gjaldt det virkelig. At hun ikke regnede Sawyer for en del af gruppen og dermed godt selskab, var åbenlyst, og hun regnede ikke med ham som selskab i det hele taget. Nok ville han være der, men han ville nok ikke ligefrem opsøge hende. Og hvis han gjorde, ville hun holde sig på afstand af ham.

Men som det så ud havde han ikke drukket en eneste genstand, og hans bevægelser havde samme renhed og soberhed som før, da han rejste sig med ret ryg og rullede lidt med skuldrene for at få gang i leddene. Derpå trak han Aisha op af stolen i en elegant bevægelse, skar så en grimasse og greb fat i gelænderet, der afskar dem fra et frit fald otte meter mod jorden.

Ingen andre lod til at bemærke det, men de var også halvfulde. Angel, til gengæld, så det hele, og hun kunne nærmest se de mørke skygger under hans øjne dannes atter engang, efter at de ellers havde virket, som om de var på flugt. Duncan greb hendes arm og førte hende gennem værelset og ud på svalegangen, der ledte væk fra værelserne, de havde lejet. De andre fulgte efter, og Sawyer låste, hvorefter han tog nøglen i lommen med en erklæring om, at den måtte han hellere passe på for dem.

Dette syntes Aisha åbenbart var hysterisk morsomt, for hun gav sig til at grine, mens hun klappede Sawyer på armen og lænede sig smidigt ud over gelænderet. Sawyer rystede bare på hovedet, og Angel mærkede modviljen mod ham stige i sig igen. Han kunne ikke tillade sig at opføre sig så overbærende overfor Aisha, når hun bare var venlig overfor ham. Faktisk skulle han prise sig lykkelig for, han var blevet inviteret med på turen i det hele taget. Der var ingen selvfølge i tilbuddet, men det kunne der måske blive i fremtiden for hendes venners vedkommende. Hvad hun vidste, var, at hvis han skulle til at hænge ud med dem, så droppede hun helt sikkert Synthetic Supernova, når hun blev optaget på Akademiet.

,,Jeg tror ikke, jeg tager med,” sagde han pludselig og så hende direkte i øjnene, hvilket fik hende til at rødme af både skam og vrede.

,,God joke, Sawyer,” buldrede Duncan. ,,Kom så, lad os gå.”

,,Det er ikke en joke, Duncan,” sagde Sawyer og lød helt venlig, selv om han stadig så på Angel. ,,Jeg tror, jeg bliver her.”

,,Årh, Sawyer!” tiggede Aisha og greb fat i hans arm, mens hun bedende smøg sig ind til ham. ,,Lad være med at være så kedelig. Det bliver ikke sjovt, hvis alle ikke er med.”

,,Nemlig!” istemte Claire fnisende.

,,Ja, Sawyer, tag nu med. Det bliver sjovt,” bakkede Angel sine veninder op, alene fordi det så ud til at gøre ham utilpas at blive trukket ud i denne situation. ,,Kom nuuuu.”

Hun kunne tydeligt se på ham, at han fangede den lidt for sukkersøde, bedende tone, og at den gik ham på. Alligevel var det ikke kun hende, der bidrog til hans ubehag, men derimod det hele, og hun fik et kort øjeblik helt ondt af ham. Så trak han bare på skuldrene, hævede hovedet en anelse og lod en hånd glide over sit ansigt, som for at tørre sved af.

,,Fint, så tager jeg med.”

Det var sjovt at se, hvor begejstret Aisha blev for denne erklæring, for hun hoppede op og ned af ren og skær glæde. De gik i samlet flok fra hotellet og ned til hovedgaden, hvor byen summede af liv. Turister fra hele verden havde samlet sig i Santa Barbara, og de fleste var mere end villige til at lade sig vise på plads af de lokale. Men Synthetic Supernova og Sawyer bevægede sig på egen hånd og tog ikke imod tilbud om at følges med nogle af de andre, der lagde op til at ville beslaglægge dem for en hel aften.

Fordi Sawyer gik forrest og var den ædru guide til stedet - som han for resten havde valgt i første omgang - gik Angel bagerst og antog, at han ikke ville være bleg for at udnytte de andres fuldskab til at prædike noget mere for hende. Det var en overraskende simpel plan: hun ville holde sig fra ham og forsøge at holde så lav profil som muligt.

Det med at holde lav profil varede præcis en time. Så snart de var kommet ind på natklubben og kunne bevæge sig bassens dunkende musik, splittede de op. Da Angel næste gang fik øje på Duncan, sad han og gloede forelsket på en blondine iført en meget gennemsigtig blondekjole og knaldrøde pumps, der matchede farven på hendes læber. Hun rystede opgivende på hovedet og gik videre. Hun havde set de fleste andre i løbet af den sidste halve time. De eneste, der forblev ude af hendes søgelys var Claire og Evan. Og så Sawyer, men ham kiggede hun ikke efter.

Så da hun fik øje på Claire og Evan tæt omslyngede på dansegulvet, smilede hun og gik en anden vej.

,,Hej smukke!” hilste en stemme med en tydeligt udenlandsk accent tæt ved hende.

Hun drejede hovedet og fik øje på en slank mand med et tyndt blegt ansigt og krøllet sort hår. Der var noget ved den måde, han smilede til sine omkringstående venner, der fik alarmklokkerne til at ringe hos hende, og hun trådte langsomt et skridt baglæns.

,,Hej,” svarede hun en anelse usikkert.

Usikkerhed var nemlig noget, hun havde erfaret, fyrene tændte lidt af på.

,,Lad os købe en drink til dig,” foreslog fyren og mumlede et eller andet på flydende fransk til sine venner.

,,Ellers tak,” sagde hun forsigtigt.

,,Jo, kom nu, smukke.”

,,Nej tak.”

,,Kom nu.”

,,Ellers tak.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Jeg drikker ikke.”

,,Så skal du da prøve det!”

,,Ikke i dag.”

,,Jo. Kom nu! Du ved ikke, hvad du går glip af.”

Han greb fat om hendes håndled med en hånd, der var fugtig og kølig, og hun følte en overvældende trang til at vride sig fri. Men hvis hun gjorde det, hvilken konsekvens ville det så få? Ville det slå klik for ham og vennerne?

,,Er du sød at give slip?” spurgte hun og smilede prøvende til ham.

,,Næh,” sagde han bare og halede hende med sig.

,,Vær nu sød,” tiggede hun, mens hun mærkede panikken krybe op gennem sin hals.

,,At lade dig slippe væk? Det tror jeg ikke.”

,,Men jeg skal på toilettet.”

,,Tro mig, du skal først rigtigt på toilettet når jeg er færdig med dig.”

,,Lad mig nu bare gå.”

,,Næh.”

Han grinede fjoget og halede hende med sig hen mod baren, hvor et mindre ocean af mennesker havde samlet sig.

,,Giv slip.”

,,Nej.”

,,Jo.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi jeg skal noget…”

,,Det kan du gøre senere.”

,,Nej! Giv nu slip!”

,,Nej.”

Hans greb strammedes, og hun mærkede sin hals snøre til. Men hun turde ikke lave en scene, af frygt for at ødelægge alting, så til sidst fulgte hun modvilligt med og satte sig på en ledig stol i baren, som fyren sørgede for at skaffe hende. Han bestilte en eller anden drink, der sikkert var meget fin, men hun nægtede at smage på den.

,,Drik nu!” beordrede han.

Hun rystede på hovedet. Dette fik ham til at gribe omkring hendes kæbe, tvinge hendes mund op og løfte glasset. Hun kneb øjnene sammen og forsøgte at lukke munden igen, men det var umuligt, fordi hans fingre borede sin ind og skilte kæben fra resten af kraniet. Jo mere hun kæmpede, jo mere ondt gjorde det bare. Og det var formålsløst, fordi hans greb var for stærkt.

,,Undskyld, min ven, jeg er virkelig ked af at afbryde,” sagde en dyb, velkendt stemme pludselig til højre for hende, og fyrens greb løsnedes øjeblikkeligt. ,,Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at låne min kæreste lidt.”

I det dæmpede lys stod Sawyer iført en sort skjorte og et par slidte sorte jeans. Han smilede overbærende til fyren med de sorte krøller, hvis hånd langsomt faldt ned langs siden på ham, samtidig med at han stillede drinken fra sig.

,,Din kæreste?”

,,Mh. Min egen lille djævel,” svarede Sawyer med et misbilligende blik rettet direkte mod hende.

Angel sank en klump spyt og rejste sig fra barstolen for at følge med ham.

,,Vent, vent, vent!” råbte den mørkhårede fyr over larmen. ,,Én drink. Kun én.”

,,Beklager, makker. Jeg ved, hun er smuk, men vi har andre planer.”

Endnu engang oplevede hun, hvordan han svang hende rundt præcis som en danser ville have gjort det. Derefter førte han hende legende let væk fra baren og hen mod døren. De gik udenfor. På dette tidspunkt var der tomt i gaden, fordi alle enten var gået hjem eller havde fundet sig til rette på en natklub lignende den, de befandt sig udenfor.

Der var noget helt anderledes over ham nu, som han stod der overfor hende.

,,Tak,” sagde hun og følte sig dum.

,,Betragt det som et engangstilfælde. Sker det igen, er jeg tilfældigvis på toilettet.”

,,Hvad?! Hvorfor?”

,,Du siger jo selv, jeg ikke skal forsøge at hjælpe dig.”

,,Det her er ligesom noget lidt andet.”

,,Men dog stadig hjælp.”

,,Jeg hader dig.”

,,Se, det er præcis det, jeg mener.”

,,Hvad nu?”

,,Du vil gerne have min hjælp, det skal bare ikke gå ud over dit ego.”

,,Det passer da ikke!”

,,Ikke det?”

Da hun ikke svarede, så hun i stedet på ham, og bemærkede hvordan han skiftede stilling. Hvad der et øjeblik havde fået hende til at se anderledes på ham, var det faktum, at han ikke stod med rank ryg før nu.

,,Hvorfor gør du det der?”

,,Gør hvad?”

,,Står og går som om alle andre er mindreværdige i dine øjne. Som om folk er værd at se ned på.”

Hun vidste, at hun havde ramt et ømt punkt, selv om han ikke afslørede noget, der kunne bekræfte teorien. Det fremgik mest af den måde, hvorpå han blot trak på skuldrene og vendte hende ryggen. Uden at begynde at gå. Han blev bare stående sådan, med helt rank ryg og armene krydset over brystkassen.

,,Jeg har mine grunde,” sagde han med en stemme, der var en tone dybere end hans normale stemmeføring.

Og så begyndte han at gå.

,,Hey!” råbte hun, da han var nået halvvejs ned ad gaden. ,,Hvor skal du hen?”

,,Jeg tager tilbage til hotellet,” svarede han uden at råbe.

,,Nej, du gør ikke! Du sagde til de andre, du ville være der!”

,,Det har jeg også været. De er ligeglade nu.”

,,Sawyer, de er pissefulde!” skreg hun desperat. ,,Hvordan er det lige, du synes, jeg er i stand til at få dem alle sammen hjem senere?”

Ved disse ord stoppede han op midt på fortovet og vendte sig rundt langsomt.

,,Så det er det, det handler om? At du har brug for min hjælp igen?”

Det dræbende i hans tonefald valgte hun meget bevidst at sortere fra, fordi hun vidste, hvad der ville komme, hvis hun gav svar på tiltale. Og så havde han jo for resten ret. Hun havde brug for hans hjælp, og hun havde tænkt sig at tage imod den, hvis han tilbød det. Men det havde hun på fornemmelsen, at han ikke ville gøre.

,,Det er også dine venner,” argumenterede hun mismodigt.

Hvordan han gjorde det, anede hun ikke, men han var kommet til at stå i lyset af en lygtepæl, og skyggerne spillede i hans ansigt, idet han så ud til at debattere hvorvidt han skulle gå tilbage til natklubben eller tilbage til hotellet. Så hævede han hovedet igen, nikkede og satte i bevægelse tilbage imod hende.

,,Fint, men lad være med at rode dig selv ud i ballade igen. Jeg kommer ikke og samler dig op, hvis du lige pludselig ligger voldtaget i rendestenen.”

,,Er det dit worst-case-scenario?”

,,Nej,” sagde han bare og gik indenfor igen for på ny at blive tjekket af vagterne.

 

På slaget midnat gik det hele i gang. Duncan og de andre var blevet rimelig ædru efter at hun havde hældt en masse vand i dem, og Sawyer havde sørget for at finde noget, de kunne spise. Flere klagede over ondt i hovedet, men det kunne hun ikke tage sig af. Jonas havde til sidst taget sig sammen, rejst sig fra det bord, han var blevet placeret ved, og havde udført sin del af planen upåklageligt ned til mindste detalje.

Musikken blev afbrudt de klokken slog tolv, og folk så sig om i forvirring på dansegulvet. Duncan ledte de andre ud til midten af dansegulvet, og folk forføjede sig hurtigt, som var de blevet sendt væk verbalt. Deres intro lød over højttalerne, og alles ansigtet blev vendt mod den relativt store firkant, der gjorde det ud for dansegulv. Og så gik deres egentlige musik i gang.

De dansede fuldstændig i takt med hinanden, og på trods af alkoholen i blodet og deres snurrende hoveder, gjorde resten af gruppen det ganske godt. Angel selv følte lidt, at selv om de andre var fulde, så skyldte de hinanden at lave en god performance, og hun kunne ikke tillade sig at slappe af og ikke give sit allerbedste. Hun sprang rundt på gulvet og udførte koreografien til punkt og prikke, indtil musikken til sidst sluttede med det sædvanlige. Så fortrak de fra dansegulvet igen og blev revet fra hinanden af de ekstatiske tilskuere.

Angel befandt sig på et hav af hænder i et længere stykke tid, inden hun på mystisk vis dumpede ned i armene på en eller anden, der lynhurtigt satte hende fra sig og fjernede sine hænder. Og allerede før hun så hans ansigt, var hun klar over, at hun var havnet lige i Sawyers favn. Det var anden gang i løbet af ganske kort tid, at de var alene, og hun hadede tanken om det. Hvorfor kunne han ikke bare holde sig væk og lade hende være i fred? Hvorfor havde hun ikke bare ladet ham blive tilbage på hotellet, da han ønskede det?

Nåh nej, tænkte hun med tilfredsstillelse, at hun så hans irriterede ansigtsudtryk. Hun havde ikke ladet ham blive tilbage netop fordi gerne ville det. Dette var hendes hævn for at være blevet bortført til stranden den anden dag. I stedet for at sige noget, tog hun hans hænder og trak ham med sig gennem mængderne af mennesker, der myldrede ud på dansegulvet, indtil de befandt sig på det. Så slap hun hans hænder og lagde sine egne på hans brystkasse med et drillende smil. Men han syntes åbenbart ikke, det var sjovt, for han fortrak ikke en mine og blev kun stående i et par sekunder.

,,Vi går nu,” sagde han, men det var helt tydeligt en ordre.

Det var ikke til diskussion. Han havde den der farlige klang i stemmen, der gjorde, at hun blev nødt til at følge efter ham, da han vendte hende ryggen og begyndte at gå tilbage samme vej som de var kommet.

Hun hadede ham for at gøre det. For at behandle hende som et barn, der skulle følge hans regler fordi han var den ældre der havde mere erfaring og mere styr på tingene. For at hade hende. Det var nok i virkeligheden det, hun hadede ham allermest for. At han havde besluttet sig for, han ikke kunne lide hende allerede inden de havde talt ordentligt sammen.

Bagfra så hun, hvordan han orienterede sig et kort øjeblik og derefter drejede skarpt til højre. Det var ikke svært at finde frem til hvorfor, da de få sekunder senere stod foran et bord, hvor Duncan, Evan og Claire sad - Claire på Evans skød og med tungen langt nede i halsen på ham. I larmen var det svært at høre, hvad Sawyer sagde, men det fik åbenbart overbevist Duncan om, at det var det værd at følge den høje, slanke fyr.

Det tog dem ikke meget mere end et par minutter at lokalisere resten af gruppen, og da de var samlet gik de sammen tilbage til hotellet.

 

,,Du er egoistisk!”

,,Og du er et røvhul!”

Der blev smækket med en dør, og en vase smadrede mod det hårde flisegulv.

,,Helt ærligt, Duncan,” mumlede Sawyer og vendte sig om på siden. ,,Behøver vi virkelig se den film?”

Den kvindelige hovedrolle skreg et par fornærmelser mere til den mandlige, og Angel mærkede sine øjenlåg glide i ganske langsomt.

,,Jeg elsker den her film, Light,” svarede Duncan lallende og smed sig tilbage mod puderne ved sengens hovedgærde.

,,Lad være med at kalde mig det.”

,,Shh, Sawyer!” hvæsede Claire, som lå på maven hen over Duncans og Evans ben. ,,Du overdøver filmen.”

Angel smilede skadefro for sig selv, mens hun tvang sine øjne op igen. Claire, Aisha, Evan, Jonas, Phil og Duncan var alle væsentligt berusede, selv om det efterhånden var en time siden, de var kommet tilbage fra natklubben. Sawyer havde været klar til at gå i seng så snart de var vendt tilbage, men på en eller anden måde var det lykkede Duncan at overbevise dem alle om, det ville være sjovere, hvis de hyggede lidt på det ene værelse, inden de gik i seng. Nu var alle så rykket ind på det værelse, Angel, Duncan, Phil og Sawyer delte - hun havde ikke været med til at vælge, hvem der sov hvor - og dette forhindrede hende i at falde i søvn.

På den anden side havde hun heller ikke travlt med at få de andre ud, for det betød, der var flere til at holde Sawyer på plads og forhindre ham i at køre på hende, hvad han uden tvivl havde lyst til. Hvis hun var heldig, kunne hun falde i søvn i de andres selskab, så hun ikke var tvunget til at tale med ham, når de endelig kun var fire tilbage på værelset. Filmen kørte videre, og de fulde mennesker begyndte at komme med deres ret underholdende meninger om den.

Claire mente for eksempel, at hundehvalpen, kvinden fik i julegave af sin elsker, var skizofren fordi den peb, da den blev skældt ud og gøede, da den fik ros. På trods af deres fuldskab grinede de andre også af den kommentar. Den eneste, Angel ikke hørte et ord mere fra, var Sawyer, som lå på siden med ryggen til de andre på den soveplads længst fra fjernsynet.

Ved firetiden om morgenen smed Duncan resten ud, da han erklærede at han havde det ”jævnt dårligt” og skulle kaste op. Angel rejste sig fra sengen og fulgte de andre hen til det andet værelse. Da hun vendte tilbage, var Sawyer også stået op. Hans træk bar præg af den smule søvn, han havde fået, og hans øjne var røde. Skyggerne omkring dem var mere fremtrædende nu, og han bevægede sig stift og mekanisk rundt.

,,Jeg foreslår,” sagde Duncan, som så måtte afbryde sin sætning for at kaste op i en spand, ,,at Evan og jeg deler seng. I tilfælde af at vi brækker os hele natten.”

Angels blik fløj over til Sawyer, som så lige så overrasket ud et kort øjeblik. Så rystede han på hovedet.

,,Duncan, du er den, hun har sovet sammen med flest gange af os alle. Måske skulle I hellere dele seng.”

,,Ellers sover jeg bare i stolen,” forsikrede Angel og pegede hen på lænestolen.

,,Du får ondt i ryggen, Angel,” påpegede Evan og tørrede sig omkring munden, idet han trådte ud fra badeværelset.

,,Nej, det gør ikke noget,” fastholdt hun.

,,De har ret,” sukkede Sawyer. ,,Godnat.”

Derpå bevægede han sig stift hen over gulvet til den seng, han tidligere havde ligget på. Mens han sad der bemærkede Angel, hvordan musklerne i hans ryg spillede, da han krængede sin skjorte af og derefter smed bukserne. Og så lagde han sig ellers ned på siden og trak dynen op over sig. Hun gøs.

Tanken om at dele seng med ham var ikke ligefrem tiltalende. Måske ville den have været det, hvis ikke han havde været sådan en idiot. Men da det jo var tilfældet, kunne hun ikke se, hvad der var at glæde sig til. Det ville blive akavet, og hun ville sikkert ikke få sovet meget den nat. Det havde hun ellers gjort aftenen før, hvor hun havde delt seng med Duncan.

Brødrene krøb ned i den anden seng med en skraldespand på hver side til at kaste op i, og så var hun den eneste, der stadig stod op. Opgivende sukkede hun, krøb ud af den tætsiddende kjole, smed Aishas stiletter hen til den kuffert, der var blevet efterladt sammen med Claires langs den ene væg. Pigerne havde nemlig ment, det var lettere at have tøjet samlet på det værelse, hvor de gjorde sig klar, så de slap for at slæbe det frem og tilbage. Så slukkede hun lyset og listede gennem rummet for at lægge sig i sengen ved siden af Sawyer.

Nu hvor hun var tæt på ham, kunne hun se musklerne i hans ryg mere tydeligt, selv i mørket. Og hun hæftede sig ved den anspændthed, der var i dem, selv når han lå ned. Hans ryg var stadig helt udstrakt, hvilket hun fandt underligt. Men måske var det bare noget, han gjorde for at vise hende, hun ikke skulle komme og tro, de var på talefod, bare fordi de nu delte seng. I så fald ville hun ikke give ham den tilfredsstillelse at tro netop dette, og hun vendte sig selv om på den anden side, så de lå ryg mod ryg og så i hver deres retning. Hun havde frygtet, at søvnen ikke ville komme, men det var slet ikke tilfældet - søvnen kom med det samme, og hun faldt hurtigt i en dyb søvn.

 

Næste morgen vågnede hun ved lyden af sin telefon, der bimlede og bamlede på natbordet ved siden af sengen. Hun kneb øjnene sammen og stønnede dovent i mangel på lyst til at føre en samtale med nogen som helst.

,,Tag så den telefon, eller jeg slår nogen ihjel,” snerrede Sawyer ved siden af hende, hvorefter han bevægede sig om på maven og dækkede sit hoved med en pude.

Hun sukkede og rakte ud efter det lille apparat, der larmede og tydeligvis havde vækket andre end hende selv. Da hun fik fat i mobilen, trykkede hun automatisk på ”besvar”-knappen og løftede den til øret.

,,Hallo?”

,,Er det Angelique Porter?” spurgte en mandestemme alvorligt og formelt.

,,Ja,” svarede hun og var med ét lysvågen.

Hun fløj ud af sengen og ud på altanen, hvor hun satte sig på en af stolene, der var blevet brugt aftenen før.

,,Godmorgen, miss Porter, mit navn er José Miller.”

,,Godmorgen, sir.”

,,Jeg ringer angående din optagelsesprøve for et par uger siden.”

,,Ja?”

Hun så op, da der lød fodtrin inde bag glasdørene, og kort efter kom Duncan til syne i døråbningen, træt udseende og med slæbende skridt. Et smil bredte sig på hendes læber, da han satte sig overfor.

,,Vi har vurderet din præstation,” informerede José Miller uden følelse i stemmen, hvilket gjorde, at hun havde svært ved at bedømme, om han var ved at fortælle hende noget positivt eller noget negativt.

,,Ja?”

,,Den er godt sat sammen som koreografi, og opfindsomhed er ikke det, du mangler,” sagde manden i den anden ende, lige så monotont som før. ,,Men teknisk halter det lidt. Der var et par steder, hvor du kunne have fuldendt formen en smule mere, end du gjorde, uden at det ville have taget længere tid. Og så var der lige et enkelt sted, hvor du gled ud af takt. Det er ting, der kan arbejdes på i fremtiden.”

Hun mærkede håbet spire indeni, selv om det måske var dumt, og selv om hun burde lade være med at blive glad på forhånd.

,,Når det er sagt, vil jeg sige, konkurrencen har været umådeligt hård, og antallet af folk til optagelsesprøverne har været rekordhøjt. Der er meget få pladser på skolen, og den tager kun de dygtigste ind,” fortalte José Miller.

,,Det er jeg klar over,” sagde hun og tvang sig selv til at lyde nogenlunde anstændig og rolig, selv om hun langt fra var det.

Duncan måtte kunne se det på hende, for han smilede drillende, idet han lænede sig tilbage med sin kaffekop i hånden og trak en hånd gennem sit korte hår.

,,Der er mange stilarter på Akademiet. Der er alt fra hiphop til ballet. Men de færreste kombinerer stilarterne på den måde, du gjorde det, og du blandede tilmed også noget gymnastik ind i koreografien. Det er et modigt valg, som du formåede at udføre fint,” fortsatte den ældre mand i telefonen. ,,Vi er dog ikke så sikre på dig. Den måde, du danser på, minder på én måde meget om en amatørdansers og så alligevel så meget som en professionel. Denne usikkerhed har bragt os meget i tvivl.

Det, der gjorde udslaget, var faktisk din teknik i sidste ende. Din koreografi var mageløs, og du foretog nogle modige valg. Men der var ting, du kunne have gjort bedre, for eksempel gjort det lidt mere professionelt ved at vælge en ren stilart. De to ting opvejer ligesom hinanden. Så i sidste ende er det din teknik, der afgør det.

Forstå mig nu ret, du danser bedre end mange andre der kommer ind ad dørene med samme håbefulde sind som du. Og du har helt klart fat i den rigtige ende. Så bliv ved med at kæmpe, selv om jeg er nødt til at fortælle dig, du desværre ikke har fået en plads på Akademiet i denne omgang. Du er selvfølgelig velkommen til at vende tilbage til næste år og forsøge igen. Måske vil du så i mellemtiden arbejde på at gøre din teknik helt perfekt.”

Hun sad lidt og opfattede ordene. Så nikkede hun langsomt, lukkede øjnene og klemte tårerne inde bag øjenlågene.

,,Hav en god dag, miss Porter.”

Så blev der lagt på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...