Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3361Visninger
AA

14. Nyheden

 

14. Nyheden

Ashton havde vist sig at være den helt rigtige at satse på. Ikke alene så han godt ud og var rar at være sammen med. Angel erfarede også hurtigt, at han var en ganske glimrende kysser, og at brugen af hans navn som undskyldning for at undgå at tale med Sawyer efter øvelsestimerne med Synthetic Supernova havde den ønskede effekt. Sawyer talte ikke til hende efter de første to dage efter den dag, hun var vendt hjem fra festen og havde erfaret, at han var taget hjem frem for at have taget plads i hendes seng. Og siden havde hun ikke hørt en lyd fra ham - ikke henvendt til hende, i hvert fald.

Han så ud til at få det bedre, hvilket bevirkede at hun ikke længere følte sig den mindste smule skyldig over at have forladt ham den dag. Ej heller følte hun sig skyldig over at minde de andre om, at hun havde en aftale med Ashton efter træningen. Duncan var begyndt at drille hende med det, og hun opførte sig lige efter bogen: som en forelsket skolepige med røde kinder og glimt i øjet. De andre skreg af grin når hun berettede om de ting, hun og Ashton lavede sammen.

De tog ud at spise, besøgte Universal Studios - for hendes vedkommende for mindst tyvende gang - dansede tilfældigt til musikken af violinister på forskellige dyre restauranter. Kort sagt, de underholdt hinanden. Og de festede utroligt meget. Skammeligt meget. Men hun overholdt sit forbud overfor sig selv med ikke at drikke, fordi hun ville være i form til konkurrencen. Ashton var ikke helt så striks med sit eget indtag af alkohol, men han var heldigvis ikke ubehagelig at være sammen med i fuld tilstand, og det var altid noget.

Samtidig var hun klar over, at hun blev nødt til at træne med Synthetic Supernova, og de andre var glade for hendes entusiastiske deltagelse. Evan påstod endda, at siden hun var begyndt for alvor at hænge ud med Ashton var hendes humør blevet væsentligt bedre. Ved den kommentar havde hun egentlig ventet en spydig bemærkning fra Sawyers side, indtil hun tilfredst kunne indse, at den ville udeblive længe endnu. Han var med til stort set hver træning, men efter fire - fem dage var han begyndt at vise sig mindre, både når de opviste i Santa Monica og når de trænede. Og det gjorde blot Angels humør endnu bedre.

Ashton havde nemlig fortalt hende, at folk som Sawyer Rivers skulle hun holde sig fra, hvis hun ikke ønskede at blive rodet ind i nogle alvorlige problemer omhandlende en masse forskellige emner, som han ikke havde uddybet specifikt. Dette havde skræmt hende en smule, og det var nok til at få hende til at sætte yderligere spørgsmålstegn ved det positive i Sawyers tilstedeværelse. Hvis han gav problemer måtte han meget gerne holde sig væk - og hende havde han jo givet nok problemer i forvejen. Hun havde ikke brug for flere.

Hun var derfor lettet over at kunne konstatere, at han ikke var til stede, da hun en eftermiddag trådte ind i øvelokalet for at have sin daglige private træning - helt alene med musikken og luften omkring sig. Fri til at gøre hvad hun lystede. Målrettet og glad sprang hun hen over gulvet i lette spring og tændte for musikken, som gled ud og fyldte hver kvadratmillimeter af lokalet og hendes krop.

Startende med en omgang udstrækning og opvarmning af leddene lod hun sine tanker flyve til den forrige aften, hvor hun og Ashton havde mødtes ved den tidligere kendisejede klub The Viper Room. De var ikke gået ind, men havde danset til musikken, som løb ud gennem døråbningen og ud på gaden. Og så havde han kysset hende og trukket hende ind mod sig og de havde stået med armene omkring hinanden og delt et lidenskabeligt øjeblik. Dernæst havde han kysset hende igen, og denne gang havde hun mærket sin krop reagere helt naturligt på ophidselsen og hans meget insisterende, overtalende måde at kysse på.

Ikke meget senere var de endt i hans seng på et af de dyre hoteller, hvor hans forældre ejede et par af de store, rummelige lejligheder. De havde ligget lidt og nusset på sengen, før de var gået et skridt videre og havde overgivet sig til hinanden i deres fælles længsel efter at tilfredsstille et pludselig ubærligt behov.

Så skiftede hun til at hoppe og koncentrerede sig om musikken, som hun kunne hver eneste strofe af udenad uden at have teksten eller sangens melodi foran sig. Så hun mimede og nynnede til musikken, mens hun varmede op med let dans og derefter gik videre til at øve den koreografi, hun sammen med Duncan og de andre havde øvet forrige dag og ført ud i livet den følgende aften.

Da hun syntes, at den sad godt nok fast i hovedet på hende, slog hun over i improvisation. Dermed lukkede hun øjnene og lod sine tanker og bevægelser styre af musikken, som hun hvirvlede rundt til. Hun vidste på forhånd, at hun ikke ville støde ind i noget, fordi lokalet var tilstrækkelig stort til at holde hende på sikker afstand af væggene og ruderne ud til receptionen. Samtidig havde hun en god føling med omgivelserne, og det hjalp hende til at holde sig ude på det frie gulv uden at falde over ghettoblasteren eller den taske, hun havde lagt langs den ene væg.

Da Kelly Clarkson i nummeret ”Because of you” hævede stemmen og gav hende kuldegysninger over hele kroppen af fryd ved musikken lagde hun nakken tilbage og lod sine arme strække hen over hovedet, mens hun svajede i ryggen og lænede sig bagover. Til sidst stod hun med hænderne plantet mod gulvet i en perfekt bro. Derpå rejste hun langsomt det ene ben op i en hundrede og firs graders vinkel fra det andet til de allersidste toner, der døde langsomt hen.

Lyden af en, der bevægede sig på gulvet fik hende til at sætte af fra gulvet med armene og svinge sig op i en stående stilling igen uden det største besvær. I processen åbnede hun øjnene og så først sit eget spejlbillede i væggen lige fremme. Dernæst bemærkede hun en anden velkendt skikkelse reflekteret i spejlene. Hun sukkede dybt, vendte sig langsomt om og satte hænderne i siderne samtidig, så hun for alvor kunne se irriteret ud når først hun så på ham.

,,Hvad vil du her?” spurgte hun uvenligt.

,,Tak for den varme velkomst,” sagde han sarkastisk og slukkede for ghettoblasteren, som satte gang i en ny sang.

,,Svar på spørgsmålet,” befalede hun vredt.

Han så på hende, strakte sig tilsyneladende dovent og lænede sig tilbage mod væggen - i lige så god form som før han kørte galt. Hvad end han havde lavet det sidste par dage havde gjort ham godt. Men de mørke rende under hans øjne og hans tydeligt fremtrædende knogler under musklerne var ikke forsvundet ude af syne.

,,Jeg vil se dig danse,” svarede han blot uden følelse.

,,Og jeg vil se dig forsvinde - lige nu.”

,,Jah,” sagde han og lød et kort øjeblik, som om han rent faktisk overvejede det, inden han tilføjede: ,,Det kommer så ikke til at ske. Du har godt af at blive underholdt.”

,,Det gør jeg. Og jeg nyder at blive underholdt - af alle andre end dig.”

,,Bare ærgerligt, eftersom jeg er den eneste, der er tilstede lige nu.”

Hun så indgående og undersøgende på ham, selv om hun vidste, at hun ikke ville få ret meget ud af det. I forhold til sidste gang de havde talt sammen virkede han nu helt anderledes. Faktisk havde hun en klar fornemmelse af, han ønskede at komme op at skændes med hende, og tanken irriterede hende grænseløst. Men hun havde aldrig haft fornemmelsen så stærkt før. Normalt var det ham, der var fjendtligt indstillet og hende, der fik det til at kulminere i et skænderi. Denne gang virkede rollerne, som om de var byttet om. Alligevel var den anden rollefordeling at foretrække, for hun brød sig ikke om den position, han stillede hende i ved at være i så exceptionelt dårligt humør. At han var dette fremgik helt tydeligt.

Aldrig i sit liv havde hun set nogen med en så klar udstråling af vrede og irritation. Aldrig havde hun oplevet nogen, der med samme talent og viljestyrke indledte et skænderi med andre uden synligt at have en begrundelse. For hans grund kunne vel umuligt være den, at hun havde nægtet at tale med ham, eller at hun havde efterladt ham og var taget til fest. Disse ting ville nemlig forudsætte at de to havde et venskabeligt forhold, hvor nogle positive følelser kunne risikere at komme i klemme - og det havde de ikke.

Det var den ene ting de syntes at være enige om. Og nu kastede han så den ene enighed lidt over bord uden redningsvest på åbent hav med voldsom bølgegang. At skabe illusionen af at de måske i virkeligheden havde været venner før kunne måske være en fordel for ham senere hen, men hun havde en dårlig mavefornemmelse allerede. Lysten til at skændes med ham var så stor, at hun ikke kunne lade muligheden slippe fra sig.

Præcis hvorfor hun var så vred på ham så pludseligt var hun ikke sikker på, selv om det, Ashton havde fortalt hende, selvfølgelig ikke gjorde hendes forhold til Sawyer bedre. Det var nu også ganske underordnet - de skulle ikke have et forhold til hinanden. Det var ikke engang meningen, at de skulle kende hinanden.

,,Skrid nu, Sawyer.”

,,Nej.”

,,Jo.”

,,Hvorfor?”

Hun knurrede.

,,Fordi jeg ikke gider se på dig. Jeg gider ikke tale med dig, og du skal ikke se mig danse. Som om du ikke gør det rigeligt i forvejen.”

,,Det gik ellers fint for dig med lukkede øjne,” kommenterede han skarpt. ,,Og lad mig minde dig om, at du var den første til at sige noget.”

,,Du kan da ikke bare komme og kræve, at jeg lukker øjnene og holder min mund, hvis jeg er utilfreds med mine vilkår.”

,,Kan jeg ikke? Det går ellers ret godt.”

,,Hvem siger jeg har tænkt mig at gøre, som du siger? At danse mere for i dag?”

,,Du kan jo ikke lade være.”

,,Tør du vædde?”

,,Ja,” sagde han bestemt. ,,Det gør jeg. Hvad vædder vi?”

Hun så overrasket på ham. Hun havde ikke ventet, at han rent faktisk ville acceptere forslaget, og den pludselige accept gjorde hende mildest talt forvirret. Det lignede ikke Sawyer at gøre noget så barnligt som at vædde, og der stod han så og var villig til at satse på hendes beslutsomhed eller mangel på samme på trods af sin dårlige økonomiske situation.

,,Æren,” sagde hun.

,,Æren?” gentog han og hævede et øjenbryn i tydelig hån. ,,Det må du kunne gøre bedre. Det er så tamt at vædde om ære.”

Hun huskede pludselig hvordan Ashton havde nævnt, at Sawyer tiltrak problemer af forskellig art, og hun forestillede sig pludselig Sawyer som værende lidt af en ludoman, hvilket godt kunne have bevirket at arven fra hans forældre var løbet hurtigt op, frem for det, han havde fortalt Sarah.

,,Du regner måske med at kunne tjene penge på mig?” bed hun.

,,Der er lettere måder at tjene penge på.”

,,Hvordan, for eksempel?”

,,At stille sig op og udføre en eller anden latterlig indholdsløs koreografi foran nogle mennesker, som enten giver penge af medlidenhed eller fordi de rent faktisk synes, det er sjovt at se på.”

,,Men du kan ikke danse.”

,,Det var ikke mig selv, jeg talte om.”

Hun kneb øjnene sammen og mærkede raseriet presse på.

,,I modsætning til dig har jeg råd til at leve frem for at overleve,” påpegede hun.

,,Og i modsætning til dig har jeg livserfaring.”

,,Ih ja, og hvor er jeg misundelig over ikke at opføre mig som en firsårig i alt hvad jeg gør - særligt når jeg går på gaden. Måske kunne du tjene lidt penge på folks medlidenhed på den måde - det må være lige så ydmygende.”

,,Lige så ydmygende som at fremstille sig selv som en luder overfor halvdelen af byen,” snerrede han, og hun vidste med det samme, at hun var gået et skridt over stregen - men det var han også.

,,Hvad mener du med det?!” spurgte hun.

,,Hold nu op. Alle og enhver ved da, at du ligger og hygger dig med Ashton Summers.”

,,Hvem siger det?”

,,Folk taler. Og han er ikke ligefrem upopulær, hvad du sikkert allerede har opdaget, selv om du tydeligvis har valgt at ignorere det faktum.”

,,Du ved ingenting om hvad vi laver!”

,,Gør jeg ikke?”

,,Nej. Hvordan skulle du kunne det?”

,,Hvis du ikke tror, jeg hører fra folk rundt omkring - specielt når det handler om dansere - så er du dummere, end jeg oprindeligt troede.”

,,Hvilken relation er det lige, du har til dans? Du kan ikke danse. Du forsøger ikke engang.”

,,Nej,” sagde han udtrykkeligt. ,,For jeg kan ikke.”

,,Hvad vil det overhovedet sige? At du falder over dine egne fødder? At din rytmiske sans svarer til en hunds? Det ville for resten også være en ganske glimrende beskrivelse af din personlighed.”

,,Jeg gider ikke engang besvære mig med at forklare dig det. Der er en grund til at jeg formulerer mig som jeg gør. Hvis du ikke allerede har opfanget det, så er du virkelig stupid, og det havde jeg trods alt ikke troet om dig.”

,,Hvorfor skulle jeg bide mærke i det, du siger? Der kommer alligevel aldrig noget meningsfuldt ud.”

,,Eller også er du for langsomtopfattende til at tyde det. Måske er det i virkeligheden dit problem. Du vil ikke lytte til mig fordi du ikke forstår, hvad jeg siger til dig. Er det der, problemer ligger? For så skal jeg forsøge at formulere mig kort og simpelt så selv din hjerne kan følge med.”

Der var et glimt af noget passioneret og direkte hvidglødende i ham i det øjeblik, hun så på hans ansigt og hørte ordene komme ud af munden på ham. Havde han været vred før var han nu helt igennem rasende. For Angel herskede der ikke den fjerneste tvivl om, at hun skulle passe på med at overtræde flere af hans grænser, på trods af at han ikke udviste den samme farlige ro som før i tiden. At se ham udtrykke en form for følelser var ikke helt nyt for hende, men denne slags følelser var anderledes, og det gjorde hende usikker. Kunne han finde på at gøre hende noget?

,,Sawyer, jeg -”

,,Glem det,” sagde han, og denne gang var der en kølig ro og distance over ham igen - vreden syntes forduftet lige så hurtigt som den var kommet. ,,Her. Grib.”

Hun så forskrækket på ham og ventede et øjeblik, at han ville kaste en kniv. Men da hun greb genstanden, han kastede gennem luften opdagede hun, at det var en CD. Udenpå stod en mand af asiatisk udseende, og en turkis slynget skrift fortalte hende, at cd’en hed ”First Love” og var indspillet af en mand ved navn Yiruma. Kort så hun over på Sawyer, som havde stukket den ene hånd i lommen på sine jeans og afslappet gestikulerede mod ghettoblasteren.

,,Hør den,” opfordrede han.

Kort skævede hun til plasticbeholderen i sine hænder og derefter over på dens ejermand.

,,Jeg har faktisk en aftale med Ashton lige om -”

,,Fint,” afbrød han hende og gik hen over gulvet i lange, lige skridt. ,,Men sig ikke, at jeg ikke advarede dig.”

,,Advarede mig?”

Han trak let på den ene skulder og rakte en hånd ud. Forsigtigt så hun ned i hans håndflade og lod sit blik glide ud over de lange, slanke fingre. Så lagde hun med et dybt suk cd’en i hans hånd og sænkede blikket til gulvet. Hvis hun havde ventet, at han ville forsøge at overtale hende blev hun slemt skuffet, for han fortsatte videre hen til døren ved glasruderne så snart han havde fået sin ejendel tilbage. Og det var der jo sådan set heller ingen grund til, at han ikke skulle gøre. Hun havde ikke givet han nogen grund til at blive, og han blev vel ikke frivilligt, når hun på den måde havde afslået hans tilbud, selv om det havde lydt som en ordre.

,,Sawyer, vent -”

,,Du bad mig om at skride,” mindede han hende om, og hans stemme var iskold uden nogen form for hverken smerte eller fortrydelse. ,,Smut du bare ud og find Ashton.”

Den måde han spyttede navnet ud fik hende til at huske, hvad Ashton havde fortalt hende. At Brenda havde valgt Sawyer frem for Ashton. Gjorde det dem ikke lidt til konkurrenter på det punkt?

,,Så kan du jo gå hjem og ligge og hygge dig med Brenda samtidig,” bed hun.

,,Brenda?”

,,Ja. Du ved, Ashtons ekskæreste, som du lige fik tilegnet dig i Fort Myers.”

Hun gloede rasende på ham, men det var tydeligt, at et ironisk smil trak i hans mundvige, selv om der efter hendes mening ikke var ret megen ironi i situationen. Ikke ud over at han blev vred over, hun valgte Ashton frem for at lytte til hans åndssvage CD, når han selv havde fået Brenda til at forlade Ashton.

,,Brenda? Og mig?” spurgte han, næsten stavelse for stavelse, og det lod til at more ham. ,,Du må have spist noget, du ikke kunne tåle. Eller var der stoffer gemt i de dyre østers, han fik serveret for dig sidst I var ude at spise?”

Hun hævede et øjenbryn og lagde armene over kors.

,,Jeg har ikke engang været i nærheden af Brenda siden…”

Han lod til at tænke sig om.

,,Siden hvornår?”

Han rystede på hovedet.

,,Det er flere år siden.”

Ashtons ord pressede sig på igen.

,,Jeg tror ikke på dig, Sawyer,” erklærede hun.

,,Fint,” sagde han helt roligt og så upåvirket ud. ,,Jeg er faktisk også lidt ligeglad med din mening om mig.”

,,For jeg er jo bare dit projekt, ikke?”

Der var stille mellem dem lidt. Dødsens stille. Så stille at Angel bemærkede receptionisten læne sig fremover for at se om der eventuelt skulle være sket noget med dem.

,,Mit projekt?” spurgte Sawyer, og hans stemme var ætsende.

,,Ja,” gav hun igen i samme tone. ,,Dit projekt. Hende du beslutter dig for at forsøge at gøre til noget, fordi du keder dig i hverdagen. Er det ikke sådan, det er?”

,,Er det også noget Ashton har fortalt dig?”

,,Det er irrelevant.”

,,Hør lige. Hvis jeg bare valgte tilfældige personer ud efter forgodtbefindende og besluttede at gøre dem til noget stort, ville jeg så ikke være rimelig dum? Så havde det nok været lettere at jeg forsøgte at hjælpe mig selv til tops først.”

,,Og det må du jo have været. Alle kender jo tydeligvis dit navn.”

Dette fik ham til at tie. Og han så væk meget bestemt og uden tøven. Hun ville have forsøgt at tyde hans sære ansigtsudtryk, men før hun nåede videre i sin analyse end at det så specielt ud, var det væk igen, og hans brune øjne var hårde som sten, da han igen så på hende med fuld kraft og en sådan intensitet at hun nærmest blev helt svimmel.

,, Hyg dig med Ashton,” sagde han med et smil, der var lige så falsk og farligt som før i tiden.

Og så gik han bare uden videre. Både lettet og med en underlig følelse i kroppen gik hun hen og genstartede ghettoblasteren, til hvis toner hun lod sin krop bevæge sig aldeles frit.

Den frihed det gav hende at danse kunne ikke sammenlignes med noget som helst. Friheden tillod hende at give slip på tanker og følelser og bare udfolde sig selv hundrede procent. Af og til glemte hun helt tid og sted, og hun kunne blive ved med at snurre og vride sig i mange timer, når hun først befandt sig på det stadie, hvor hun følte sig uopnåelig.

Samtalen med Sawyer havde gjort et eller andet ved hende, og hun var fast besluttet på at dette skulle forsvinde igen. Derfor dansede hun som en rasende og satte den mest livlige musik på, hun kunne finde blandt de cd’er hun havde til sin rådighed. Hun følte sig først helt tom for ideer og havde egentlig mest lyst til at græde, men efterhånden kom der gang i hendes krop, og hun fik det bedre og bedre med sig selv og med dagens hændelser. Det havde trods alt givet hende et indtryk af, at Ashton rent faktisk havde ret.

Sawyer var ikke godt selskab. Han havde kun halvhjertet benægtet det med Brenda, og hun troede ham naturligvis stadig ikke efter hans forsøg på omvendt psykologi. Selvfølgelig var han ligeglad med hvad hun troede, for hun var jo bare hans nyeste projekt. Endnu et trofæ til samlingen, selv om han også benægtede dette.

Da hun efterhånden fik styr på sig selv skiftede hun musikken igen til noget mere stille og gav sig så til at øve en mere kompliceret koreografi, der krævede balance og smidighed - to ting hun mestrede til perfektion efterhånden. Og to ting hun elskede at træne, fordi det gav hende en følelse af at være feminin, uden at hun nødvendigvis behøvede være iført kjole og højhælede sko. Næst efter kaffe of Sawyer var det nok de to ting, hun hadede allermest i hele verden.

Hun fortabte sig i sin egen lille verden og lyttede ikke til sine omgivelser, men følte bare musikken i sit inderste, mens hun hvirvlede rundt med strakte og bøjede lemmer.

 

,,Og hvad gjorde du så?”

,,Hvad kunne jeg gøre? Jeg gik min vej.”

,,Altså, Sawyer,” stønnede Betty. ,,Hvorfor fortalte du hende ikke bare sandheden?”

Han så lidt overvejende på hende, men rettede hurtigt blikket fremefter for at se hen ad gaden, de gik langs. I det fjerne kom en bil nærmere, og den så ud til og lød som værende af en lidt anden kaliber end den slags, der normalt blev set i denne del af byen.

,,Ville hun tro mig?” spurgte han retorisk og lod den ene hånd gribe fat i en lygtepæl.

Han holdt fast indtil han kunne mærke sin krop protestere mod armens vinkel og gav så slip.

,,Jeg ved det ikke,” svarede hans bedstemor tænksomt. ,,Sandsynligvis.”

,,Hvorfor siger du det?”

,,Nævnte du ikke selv, at du efterhånden ufrivilligt har måttet give hende hints i den retning? Og at andre gør det svært at holde det hemmeligt?”

Han nikkede.

,,Men det er alligevel anderledes.”

,,Hvorfor det?”

,,Det er kompliceret…”

Hun trak i hans arm med et karakteristisk ryk, og det ligesom rystede hans hjerne på plads. Det var den specielle evne, Betty havde. Hun kunne få samling på ham, når han ikke selv kunne, og det var sandsynligvis et resultat af de mange år, hvor hun havde ageret hans bedste ven, hans sygeplejer og hans eneste forælder.

,,Jeg tror slet ikke, at det er så kompliceret, som du går rundt og tror.”

Han så bestemt på hende.

,,Det tror jeg. For hvis jeg skal fortælle hende hele sandheden og ikke kun brudstykker - som hun i forvejen har - så mener jeg det hele. Og det tvivler jeg på, at hun er klar til at få at vide endnu.”

,,Du kan ikke blive ved med at tage hensyn til hvad andre har brug for ikke har brug for. Nogle gange må du tænke på dig selv.”

,,Men jeg -”

,,Sawyer,” afbrød hun ham. ,,Gør hvad du finder bedst. Men pas på dig selv, når du gør det.”

Han nikkede tavst.

Bilen kom nærmere nu, og da den var lige ud for dem blev bremserne trådt i bund og vognen skred på asfalten, hvilket bevidnede om ret høj fart. Instinktivt rakte Sawyer ud og trådte ind foran sin bedstemor. Men bilen var ikke på kollisionskurs med noget som helst og stoppede skråt langs kantstenen.

De tonede ruder blev rullet ned, og fra førersædet grinede Noah bredt.

,,Det var sjovt,” erklærede keyboardspilleren muntert.

Sawyer hævede et øjenbryn.

,,Virkelig sjovt,” mumlede han sarkastisk. ,,Du kunne have slået dig selv og os ihjel.”

,,Ja, det burde du vide noget om,” gav Noah igen, men tonen gjorde bare, at Sawyer ikke kunne lade være med at smile.

,,Hvad laver du her?”

,,Jeg er kommet for at tale med dig. Og jeg har masser af tid. Jeg regner ikke med at tage tilbage til Fort Myers inden anden del af konkurrencen går i gang.”

,,Der er vel heller ikke så længe til.”

,,Netop.”

,,Hvad vil du så tale om? Vil du have køretimer?”

,,Måske. Men ikke af dig. Du kører værre end mig.”

,,Det passer ikke. Jeg er en glimrende bilist.”

,,Som næsten fik slået dig selv ihjel ved at køre.”

,,Skal jeg virkelig høre for den til evig tid?”

,,Sandsynligvis.”

,,Godt. Vi skal ikke diskutere min kørsel i forhold til din. Hvad er så formålet med dit besøg?”

Noah kastede med hovedet og lænede sig tilbage i sædet.

,,Måske kunne vi finde et sted, der ikke er ude på åben gade.”

,,Måske. Du kan jo tage med os hjem, men det er nok ikke den slags sted, du foretrækker at komme.”

,,Hold dog op. Vi er vel venner. Så ville det være ret lavt af mig ikke at acceptere hvordan du bor.”

,,Det er selvfølgelig sandt,” medgav Sawyer og havde nær rullet med skuldrene, før han blev mindet om konsekvenserne af den handling sidst han gjorde det.

Og Noah fik det, som han ville have det. De kørte i hans lejede bil tilbage til det lille, faldefærdige skur, der var det eneste sted, de to reelt havde råd til at bo. Sawyer vidste godt, at når de boede under så kummerlige forhold burde han ikke have hverken bil eller telefon, men Betty havde insisteret på at han fik begge dele, så han ikke skilte sig ud fra sine jævnaldrende så meget. De havde diskuteret meget frem og tilbage, men til sidst havde han ladet sig overtale, og han var desværre blevet ret afhængig af både køretøjet og mobiltelefonen, som han ellers ikke brugte hyppigt.

Af og til havde han overvejet at sælge bilen for at betale for et bedre sted at bo, men det var altid endt med at han så manglede en måde at komme omkring på. Desuden vidste han, at hans bedstemor havde gemt en del af de mange penge, han engang havde tjent, så de kunne bruge dem i yderste nødstilfælde - værende betegnet som at hvis huset styrtede sammen kunne de få råd til at bo i et mindre faldefærdigt hus et andet sted. Indtil da levede de på minimumgrænsen og havde det egentlig ikke alt for skidt  på den måde.

Det havde han haft for ikke så længe siden, og bare tanken fik ham til at overveje at gå bag om sin bedstemors ryg og købe et bedre sted at bo eller måske gå ud og tjene nogle penge på trods af ordren om at lade være. Den havde lydt sådan fra lægerne for et godt stykket tid siden. Så han tjente intet og kunne næsten umuligt gøre det. Hvilket var dybt frustrerende og slet ikke til at fatte. Medmindre han ville sætte sig op imod autoriteterne - og det blev han nødt til at gøre på et tidspunkt. Understøttelse var pinligt, og at få del i Synthetic Supernovas indtjente penge var endnu mere pinligt, fordi han ikke var en del af truppen. Han var der bare.

Han satte sig varsomt ned på en stol ved det lille køkkenbord, der til trods for dets ringe kvalitet var rent. Alting i huset var rent, fordi det var den ting, de havde fået stillet til rådighed: vand. Sæbe var ikke det slemmeste at skaffe, og hans bedstemor gik jo hjemme hele dagen og havde intet at tage sig til. Når han selv var hjemme kunne han finde på at hjælpe, men kun med de ting, der ikke krævede, at han bøjede sig ned. Alt over hovedhøjde var specielt hans afdeling, og taget i betragtning at loftet befandt sig ganske få centimeter fra hans hoved var der ikke meget. Ud over at hans bedstemor var omkring fyrre centimeter lavere. Men stadig var det ikke meget, for hun tvang ham ikke, og hun lod til at nyde at tage sig til et eller andet.

Noah lænede sig afslappet tilbage mod stoleryggen og smækkede benene op på bordet, hvilket Sawyer misundte ham evnen til at gøre. Det var fysisk umuligt for ham selv at gøre noget sådant, medmindre han ville imitere en flitsbue og desuden skulle tage sig af voldsomme smerter både samtidig og bagefter. Så hellere sidde ret op og ned.

,,Hvad er det så, der er så vigtigt?” spurgte han og så over på Noah.

,,Jo,” indledte den unge mand og kløede sig lidt på skulderen lige over det sted, hvor han havde en tatovering med sit bands logo. ,,Jeg ville egentlig bare høre, hvad det er for noget med Angel?”

Det fejede fuldstændig benene væk under Sawyer at høre Noah nævne hendes kælenavn på den måde.

,,Hvad med hende?”

,,Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun planlægger at blive medlem af en anden gruppe?”

,,Hvad?!”

,,Vidste du det heller ikke?”

Noah så anklagende på ham, men Sawyer var optaget af at lægge låg på de mange tanker, der fløj gennem hovedet på ham. Hun havde ikke lagt op til noget i den tid, han havde observeret Synthetic Supernovas træning, og hun havde ikke smidt bomben tidligere samme dag. Men det betød ikke at hun ikke havde tænkt sig at skifte gruppe. Et øjeblik sad han og overvejede det hele uden at have i tankerne at svare Noah. Det fremgik garanteret af hans tavshed, at han ikke havde været forberedt alligevel. Så han fremdrog mobiltelefonen fra sin lomme og fandt en af de mere hyppigt benyttede kontakter.

 

Hun tog endnu en tår af den cola, som Ashton havde placeret foran hende, inden hun halede sin telefon op af lommen.

,,Hallo?”

,,Angel,” sagde Duncan og lød alvorlig.

,,Ja,” svarede hun opmærksomt og overrasket.

,,Battle i aften. Broen ved Venice, klokken otte.”

,,Jeg -”

,,Du hvad?”

,,Ikke noget. Vi ses senere, Duncan.”

,,Ja, vi ses.”

Hun så på sit ur og vidste allerede, at hun kun havde ganske kort tid til at komme hjem og klæde om. For den kjole, Ashton havde fået lokket hende i, da han havde købt den til hende, var bestemt ikke passende til det, hun netop havde indvilliget i at lave.

,,Jeg bliver nødt til at løbe nu,” undskyldte hun sig og rejste sig, hvorpå hun lagde nogle pengesedler på bordet. ,,Sig til hvis jeg mangler at betale noget.”

,,Var det slavepiskeren?” spurgte han og smilede afslappet til hende.

,,Slavepiskeren?”

,,Ja. Hver eneste gang Duncan ringer forventes det af dig, at du hopper og springer efter hans pibe, selv om du måske ikke har lyst til det.”

,,På den måde…”

Han fremdrog sin pung, kaldte på en tjener og betalte hundrede og halvtreds dollars. Derpå rejste han sig og fra sin stol og greb hende under armen.

,,Jeg skal nok køre dig,” lovede han.

Hun lænede sig kælent ind mod ham og kunne ikke lade være med at tænke, at hun var heldig at have mødt ham og rent faktisk at være blevet venner med ham - og måske endda mere. På kort tid var hun blevet helt fortrolig med Ashton som person, og han var nok det bedste menneske, hun nogensinde havde omgivet sig med. Samtidig manglede hun forståelse for, hvordan Brenda - hans ekskæreste - nogensinde havde kunnet få sig selv til at forlade ham til fordel for en person som Sawyer, som sikkert manglede både uddannelse og en god opdragelse hjemmefra, givet at hans forældre var døde da han var så ung og hans bedstemor var godt oppe i årene og desuden ikke havde råd til at forsørge dem. Det burde efterhånden heller ikke være nødvendigt for ham at bo hjemme. Han burde have et anstændigt job i sin alder af tyve år. Men det havde han altså ikke, og det sagde vel også noget om ham.

Ashton, derimod, havde penge nok og en ekstremt velhavende familie oveni købet. Han havde dog alligevel taget et job som tjener på en restaurant et par gange om ugen for at sikre sig, at han selv kunne finansiere bare en lille del af sit liv, når han ved sommerferiens slutning tog på Harvard. Ingen havde nogensinde mistænkt den sexede unge mand for nogensinde at være intelligent, men åbenbart var han langt klogere end gennemsnittet, og det havde overrasket hende, at da han fortalte om sine karakterer og nævnte, at det ikke var gået alt for godt i ét eneste fag, så mente han at hans lærer havde nævnt, at karakteren lå i den lave ende af karakteren A. Så Harvard var hans destination, og hun var allerede begyndt at blive ængstelig ved tanken om at han skulle af sted  - så kunne de ikke ses så ofte.

For hun havde ikke tænkt sig at følge med ham til Minnesota. Dertil følte hun sig langt fra sikker nok på deres nyligt opstartede ret intime forhold, og hun havde visse forpligtelser i Los Angeles, specielt overfor Duncan, Evan, Jonas, Phil, Aisha og Claire. De var i høj grad grunden til, hun ikke så meget som overvejede at forlade byen - ikke engang for at få sig nogle fede oplevelser på egen hånd og blive mere selvstændig.

Derhjemme skiftede hun til den fede top, den skrigende pink bh, der holdt alt siddende hvor det skulle, når hun bevægede sig, et par stramme sorte bukser og sneakers. Så var hun i høj grad klar til at deltage i aftenens battle med de andre. Nedenunder fortalte hun sin mor om planerne og hilste kort på sin far, som netop var vendt tilbage fra kontoret på et kortere besøg. Derefter gik hun udenfor og var egentlig på vej hen mod sin egen bil, da Ashton greb hendes hånd og førte hende med sig hen til sin egen bil.

,,Men Ashton, jeg skal jo også kunne komme hjem,” mindede hun ham om med et lidt nervøst smil.

,,Selvfølgelig. Jeg skal nok køre dig hjem senere. Eller betale for en taxi i et nødstilfælde,” lovede han og lagde en arm omkring hende, mens de var på vej ud af den velholdte forhave mod den dyre bil parkeret ved vejen.

,,Det behøver du altså ikke. Jeg kan sagtens køre selv.”

,,Men jeg vil gerne.”

,,Er du helt sikker? Hvis du har andet at lave skal du selvfølgelig bare sørge for at tage dig af det. Desuden tror jeg ikke, at Sawyer bliver ovenud lykkelig for at se dig,” mumlede hun og satte sig alligevel ind på passagersædet, da han åbnede døren for hende som en anden butler.

,,Kommer det egentlig dig ved, hvor glad han er? Sagde du ikke selv, at han ikke behandler dig videre pænt?”

,,Jo, men…”

,,Men hvad, smukke?” spurgte han og strøg hendes hår om bag øret.

Hun rystede smilende på hovedet og lænede ansigtet mod hans håndflade, inden han fjernede den og gik rundt om bilen for at lade sig glide ind bag rettet.

,,Ikke noget,” forsikrede hun. ,,Kør nu, ellers kommer vi for sent.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...