Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3296Visninger
AA

5. Legenden

 

Santa Monica Pier var proppet med mennesker på den første dag i sommerferien, og Angel vidste, flere af hendes tidligere skolekammerater befandt sig der. Men hun var ligeglad. Hun hang ud sammen med Synthetic Supernova nede bagerst på molen, hvorfra de kunne se ud over Stillehavet og ikke få øje på ret meget andet end vand og havfugle så langt øjet rakte.

Det var længe siden, hun havde besøgt molen, syntes hun, men denne gang var der en mening med det. De skulle danse. Det var arrangeret sådan, at flere grupper stod tilfældigt i klumper rundt omkring på molen og holdt øje med et ur, der var synkroniseret med alle andre gruppers. På slaget fem gik det løs.

Angel følte sig heldig. De andre havde ikke smidt hende ud af gruppen for at tage til Florida, men var i stedet blevet enige om, at hvis ikke alle ville med, så tog de slet ikke af sted. Det var selvfølgelig synd for dem, og hun hadede sig selv inderligt for at skuffe dem på den måde, men nogle gange måtte man være lidt egoistisk. Hun regnede da også med, grunden til, de ikke tog til Florida alligevel, var den, at hun var en bedre danser end flere af dem, og de behøvede hende.

Den eneste, der syntes at bære nag, var Duncan, som havde undgået hende en lille smule siden den aften på McDonald’s. Han havde lovet at komme og se hende til graduationen, men han havde ikke været der, da hun fik sit afgangsbevis, og det havde skuffet hende. Men ikke mere end hun havde skuffet ham, vidste hun, hvilket nok var den primære grund til, han nu distancerede sig selv. Det var fuldt ud acceptabelt, og det var selvcentreret af hende at tro, at uanset hvor mange fejl hun begik, så ville han altid være på hendes side. De var bedste venner, men der var en grænse for, hvad han ville finde sig i fra hendes side.

Flere gange havde hun overvejet at konfrontere ham med det, men hvis de endte med at skændes og ikke være på talefod, ville det gå ud over resten af gruppen, og det ville hun ikke risikere. Så hun kunne kun gøre, hvad han ville have: lade ham være i fred og føje ham, når han endelig talte direkte til hende.

Nu var det selvfølgelig ikke sådan, at han var direkte fjendtlig overfor hende, eller ignorerede hende. Slet ikke. Han opførte sig overraskende normalt, ud over at han ikke ville ses med hende efter deres træningstimer om eftermiddagen. Hver eneste gang hun havde foreslået, at de gik ud sammen som gruppe bagefter havde han noget, han skulle, og det irriterede hende. Evans lunte var også blevet kortere overfor broren, hvilket fortalte hende, at der var et eller andet, der ikke fungerede, som det skulle. Måske var det noget derhjemme. Måske ikke.

,,Fem, fire, tre, to en,” sagde Duncan dæmpet, og stemningen dem iblandt skiftede fuldstændigt. ,,Go.”

Musik bragede ud over hele molen via højttalere installeret ved forlystelsesparken. De satte sig i bevægelse, hoppede, klappede, snoede sig, gik fremad, sprang tilbage, bevægede arme og ben koordineret og vidste, at det samme gjorde en række andre grupper andetsteds. Bevist bevægede de sig længere op ad molen, indtil de var væk fra det bagerste dæk og lige ud for forlystelserne. Her samledes de med de andre grupper, uden på noget tidspunkt at stå stille.

Enkelte faldt kort ud af takt, da de mange dansere fandt sammen, men så var det lidt, som om de blev til én krop. Angel gjorde sit bedste, mens hun befandt sig mellem to fyre fra andre grupper, Jonas og Duncan. Hun koncentrerede sig udelukkende om dansen, som hun udførte mere eller mindre uden at føle sig stresset eller nervøst. Det flød naturligt fra hende lemmer, smidigt og yndefuldt, men samtidig råt og hårdt, sådan som dansen indbød til.

Fra den store forsamling gled grupperne langsomt ud mod siderne og overlod først dansegulvet til dem alene - Synthetic Supernova. Deres signatur blev spillet, og igen blev hun slået af det arbejde, der lå bag. Turister og lokale stimlede sammen omkring dette besynderlige møde, og hun syntes, det var fantastisk. Det gav hende endnu mere mod på at ryste med bagdel og bryst og smide armene op og svinge med hofterne, at folk rent faktisk klappede, når hun gjorde det. Men hun vidste også, at rusen ikke ville vare evigt. Det gjorde den aldrig. Der var kamp til stregen i dag. Dette vidste hun, efter at hun landede efter et kast - Duncan og Evan havde smidt hende op i luften, delvist grebet hende, og hun landede med samlede ben på underlaget. Så overlod de rampelyset til nogle andre.

Alle dansere ydede en flot præstation, men det var lidt, som om det ikke helt var nok for hende. Hun ville gerne yde til perfektion, og det var svært, når det meste bare var for sjov. Synthetic Supernova dansede ikke for at blive berømte. De gjorde det for sjov, og fordi dans var det største i deres liv. At berømmelse kunne opnås via dansen i gaderne, og at de havde et godt ry rundt omkring, var bare en bonus. Men hun ville gerne berømmelsen. Så gerne, at hun var villig til at ofre sit tilhørsforhold i gruppen til fordel for studierne på en snobbet danseskole.

Den varme sol i Californien gjorde alle svedige, og det var som om sveden opildnede publikum, skærpede deres lyst til at klappe og skrige og pifte. Og sensationen af igen at komme ind i centrum af den cirkel, der havde dannet sig som dansegulv, var nærmest euforiserende. Hun behøvede ikke stoffer eller alkohol. Hendes krop producerede dette i rigelige mængder i form af kærligheden til dansen, glæden ved at være i begivenhedernes centrum og endorfinerne i blodet. Når hun så sig omkring, kunne hun se, at de andre havde en lige så vild fest som hun, og det var bekræftende og glædeligt.

Da de kort udførte et element taget fra gammel kinesisk tradition - de stod på række med hende forrest, og de andres arme gik ud fra alle sider af hende - gik tilskuerne amok, og hun vidste, at de andre grupper umuligt kunne hamle op med det, de lige havde præsteret. Kun én syntes ikke at være specielt imponeret. Heller ikke da hun i et øjebliks solo udførte en masse lynhurtige bevægelser, der næsten var umulige for øjet at opfange, medmindre man fokuserede. Dette var meningen. Men han var ikke imponeret. Han stod på sidelinjen med et kamera i hånden, rank ryg og et øjenbryn hævet over solbrillerne.

Kropsholdningen afslørede ham for hende med det samme, og hun mærkede nervøsiteten stige op i sig. Men samtidig var der noget spændende over, at netop han filmede dem. Så hun fortsatte ufortrødent, fuldstændig som Duncan havde planlagt det hele. Hans koreografier var blevet sværere på det seneste, i takt med at han undgik hende i fritiden. Det gav hende forhåbninger om, at det måske bare var en form for klarsyn, han havde fået: at hvis han ville noget seriøst med dansen, måtte han satse alt, hvad han havde at give, på at træne og skabe nogle fede koreografier, med hjælp fra de andre, selvfølgelig. Hun ville hade ikke selv at være med i beslutningsprocessen, hvilket hun uden tvivl ville komme til på Akademiet.

De afsluttede alle med noget nyt, Claire havde fundet på. I lommerne - de var alle i posede bukser med store, dybe lommer - havde de pink og lilla støv, som de smed ned på jorden, og derved skabte de en glimtende skrapt farvet sky omkring sig selv, idet de forlod cirklens centrum. Som gruppe havde de nu markeret sig. I ansigtet havde de komplette kopier af Phils tegning, på kroppene alle løse mørke bukser, der nu var plettede af pink og lilla støv, og for pigernes vedkommende enten pink eller indigofarvede toppe, tætsiddende og korte. Og så havde de selvfølgelig deres lille intro, som alle var blevet fortrolige med og holdt af.

Endnu en omgang passerede, og de måtte danse en tredje gang for at overbevise alle andre om, de var de bedste. Men så bakkede alle også væk og overlod sejren og berømmelsen til dem. Glade og varme under solen omfavnede de hinanden og bevægede sig væk fra stedet, mens de diskuterede dagens udfald. Det kunne næppe være bedre. Sommerferien var nu officielt i gang, og de havde en lang og varm sommer foran sig, som de mere eller mindre kunne benytte til at fortabe sig endnu mere i dansen.

,,Jeg kunne seriøst godt bruge en øl at fejre det med,” erklærede Jonas, selv om han egentlig ikke officielt var gammel nok til at drikke.

Flere mumlede samstemmende. Kun Angel og Duncan lod til at holde sig lidt tilbage. Samtidig forsøgte hun at lade være med at se over på ham, da det gik op for hende, han heller ikke havde tænkt sig at tilslutte sig selskabet lige foreløbigt. Hun ville ikke drikke. Det ville være skidt for hende, hvis hendes forældre lige pludselig blev konfronteret med, at hun drak - og så i det selskab. De ville falde døde om. Specielt hendes far. Det var nu også af praktiske årsager, hun ikke drak overhovedet. Alkohol havde en forfærdelig indflydelse på konditionen og fysikken, som hun ikke brød sig om. Den rus, hun havde brug for, kunne hun få af at danse.

Et kort øjeblik så Duncan helt overbærende og opgivende ud, da deres blikke mødtes. Så kastede han hovedet til siden, tog en dyb indånding og stak armene igennem ærmerne på sin medbragte T-shirt.

,,Vi finder jer senere,” lovede han godmodigt Evan og vinkede.

Angel så forvirret op på den ældste af brødrene, men han havde allerede vendt siden til. Dog lod det til, han pludselig huskede sit valg af pronomen, for han rakte bagud og greb omkring hendes håndled, før hun kunne nå at sætte sig selv i bevægelse.

,,Vi ses!” råbte Evan efter dem, grinende, inden gruppen syngende masede i modsatte retning af mængden af mennesker, der strømmede til molen.

I mangel på bedre vinkede hun efter dem, inden hun koncentrerede sig om at følge med Duncan uden at falde ud af trit med ham. Hvilket var svært, taget i betragtning at han havde en del længere ben end hende og gik noget hurtigere generelt. Duncan elskede fart, og det vidste alle og enhver.

Hånd i hånd bevægede de sig med strømmen, indtil Duncan trak hende med ud til siden, hvor der ikke var så mange. Først da bemærkede hun den høje, ranke skikkelse, der stod lænet en smule akavet mod plankerne, der forhindrede folk i at falde i vandet. Videokameraet hang ned langs hans side i den ene hånd, mens den anden hånd var stoppet i lommerne på de almindelige jeans, han var iført sammen med den sorte T-shirt.

,,Hey,” hilste Duncan muntert.

Sawyer nikkede uden at skifte til en mindre nedladende stilling og sagde ikke noget, men Angel syntes at se det trække en smule i hans ene mundvig, uden at han direkte smilede.

,,Sawyer, ikke?” forsøgte hun venligt.

,,Jo.”

Det lød ikke direkte fjendtligt, men det var helt tydeligt for hende, at han ikke brød sig om hendes tilstedeværelse. Faktisk syntes han aldrig rigtig at være i godt humør, når hun så ham. Hvilket egentlig heller ikke var så ofte. Måske var han bare en asocial, snobbet type? Dem fandtes der trods alt en del af.

,,Jeg har filmet det hele, Duncan,” sagde Sawyer monotont.

Duncan grinede.

,,Er det Lightning værdigt?”

Denne gang trak det tydeligt i Sawyers ene mundvig, men der var noget ved hans øjne, der gav hende et indtryk af, smilet var en sarkastisk maske for at skjule noget andet.

,,Det tror jeg ikke, jeg er den rette til at svare på,” sagde han roligt - måske endda lidt for roligt.

,,Lightning?” spurgte hun forvirret og så fra den ene til den anden.

Sawyer rystede på hovedet og skubbede sig væk fra gelænderet bag sig.

,,Jeg må smutte,” sagde han uden at lyde, som om han virkelig mente det, mens han så hende direkte ind i øjnene med sine, der var gyldne. ,,Vi ser på det en dags tid, Duncan.”

,,Jep. Vi ses, Sawyer,” sagde Duncan og så helt mærkelig ud i hovedet, som om der var noget, han ikke helt forstod.

 

,,Duncan… Da du spurgte ham - Sawyer - om det var ”Lightning værdigt”, hvad mente du så?” spurgte hun og så over på ham.

Han justerede på bakspejlet og lod ikke til at høre hende. Men hun vidste, at det bare var et spørgsmål om tålmodighed, før han forklarede. Nok brød han sig ikke om at tilbringe tiden med hende mere, men svar kunne hun altid få, hvis hun stillede ham et spørgsmål.

,,Har du aldrig hørt om Lightning?” ville han vide.

,,Nej.”

Der lød et dybt suk fra førersædet.

,,Det er en danser. Og en god en af slagsen. De fleste gadedansere har hørt om Lightning. Det siges at Lightning er den bedste danser, Los Angeles nogensinde har set, og at uanset hvor han viser sig, så vil det tiltrække opmærksomhed fra alle aldersgrupper. At dansen er ligesom hypnose på folk. Der er mange forskellige teorier omkring ham. Eller fandtes. I løbet af det sidste halve år er han gået lidt i glemmebogen. Der er mange kvalificerede gæt på hvorfor, men der er ikke rigtig nogen, der kender det rigtige svar,” forklarede han og fortsatte: ,,Da jeg spurgte Sawyer, om det var Lightning værdigt, mente jeg, om det var godt. Om det levede op til den ukronede bedste dansers standard, hvad vi præsterede i dag.”

,,Og hvorfra skulle han lige vide det?”

Duncan trak let på skuldrene og svarede langsomt: ,,Sawyer ved en masse om mange ting.”

,,Bare ærgerligt han ikke er særlig sød,” mumlede hun tvært og mærkede sit humør blive væsentligt dårligere, end det havde været tidligere.

,,Hvad?”

,,Ikke noget.”

Der var stille mellem dem lidt, og hvis hun havde haft mere viljestyrke på det punkt, ville hun have foretrukket det sådan. Det var tydeligt, at han havde hørt, hvad hun sagde, og at han ikke brød sig om det. For så vidt kunne det vel være lige meget, hvad han mente om hendes holdning til Sawyer - det var jo hendes holdning. At være uvenner med Duncan virkede bare ikke som det optimale lige nu, hvor der i forvejen var forholdsvis kold luft mellem dem. Og hun ville gerne have stillet sin nysgerrighed.

Så da han havde parkeret bilen og åbnet døren for hende, steg hun ud og så op på ham. Det lille hus, hvor Phils forældre boede, lå bedre end Duncans og Evans, men værre end hendes eget. De andre kunne høres omme fra den lille baghave, hvor hun vidste, der var borde og stole stillet frem til det lille selskab. Men der var også fremmede stemmer, og hun gættede på, de andre havde støvet flere dansere fra de andre grupper op og taget dem med hjem for at have det sjovt.

,,Hvorfor egentlig Lightning?” ville hun vide.

Et øjeblik så Duncan forvirret ud. Dernæst lettet. Og et smil bredte sig på hans læber, idet han førte hende rundt om huset.

,,Af flere grunde. En af dem er, at hver gang han trådte frem i offentligheden som danser, kom det som et lyn fra en klar himmel. Ingen så det nogensinde komme, når det skete. En anden er at det siges, han kan bevæge sig så hurtigt, at man kan se den elektriske ladning i luften - og denne har form som små lyn. Ret langt ude, hvis du spørger mig, men imponerende, hvis det virkelig er sandt.”

Han afsluttede sin forklaring, netop som de trådte ind i baghaven og nær havde pløjet en mørk ung mand ned. Hans mahognifarvede hud skinnede i solen, og hans smil var strålende, idet han stoppede op for at hilse på dem.

,,Taler I om Lightning?” gættede han med et bredt smil. ,,Jeg kan godt sige jer, der går nogle flippede rygter. Jeg har for eksempel hørt, at det måske var en pige. Men ingen ved det, fordi Lightning altid bærer en hætte.”

,,Lightning?” spurgte en latinamerikansk pige, som kom dansende forbi med en drink i hånden. ,,Det er da en mand! Hvordan kan du tro, det er en pige? Har du nogensinde set ham danse?”

,,Nej,” tilstod den sorte fyr.

,,Jeg siger jer,” sagde pigen og lagde en arm om Angel fra den modsatte side af hvor Duncan stod, ,,at den fyr skulle ikke løbe mange gange rundt om min seng med de bevægelser. At se ham dreje rundt er som at se en tornado, og alle hans bevægelser er så smidige og lette, at man tror det er løgn! I er gode, men Lightning… Han er den bedste!” Hun slap Angel, som drejede hovedet og så forvirret på den smukke pige. ,,Og så har jeg hørt, han skulle være vildt lækker under hætten.”

,,Men det ved du ikke,” argumenterede den anden fyr. ,,Det kunne lige så godt være en lækker pige.”

,,Klap i, Ralph,” sukkede en anden pige - en blondine med et farverigt stykke stof slået om hofterne og en tynd bikinitop på overkroppen. ,,Desuden er det ikke det, det handler om. Lightning er en vidunderlig danser. Det siges endda at personen - uanset om det er en pige eller en dreng - kan danse alle stilarter tænkelige, og gøre det til perfektion.”

,,Flot, Lucinda,” sagde Jonas, som sluttede sig til dem. ,,Men det, der er mest utroligt, er, at i modsætning til alle andre, så var det José Miller, der tilbød Lightning en plads på Akademiet, og ikke Lightning der gik til udtagelsesprøve. Det var ikke nødvendigt.”

,,Så Lightning studerer på Akademiet?” ville Angel vide.

,,Det er jo det,” indskød Lucinda flygtigt. ,,Der er ingen, der ved ret meget om Lightning som person ud over dansen. Og selv hvis han gik på Akademiet, tvivler jeg på, han ville promovere sig selv som gadedanser der.”

,,Det kan jo i og for sig også være lige meget. Ingen har set noget til Lightning rigtig længe,” sagde Jonas henkastet.

,,Hvorfor ikke?” spurgte Angel nysgerrigt og så op på Duncan, som trak på skuldrene.

,,Måske besluttede han sig for, han ikke ville danse mere,” foreslog han.

,,Hvis han virkelig er så god, er det da synd og skam at stoppe midt i det hele,” mente hun.

,,Ja, det synes jeg også.”

De gik hen til Claire og Evan, som sad sammen med to blonde fyre og spillede et eller andet terningespil, Angel ikke kendte. Duncan fik hurtigt involveret sig selv i spillet, mens hun sad og så på og egentlig kedede sig lidt. Som hun sad der forsøgte hun at forestille sig hvordan Lightning mon måtte se ud. Garanteret ligesom alle andre på Akademiet, men med en helt anden udstråling. Dog kunne hun ikke se en gadedanser for sig, der gik klædt på den måde, de gjorde på Akademiet, og det ødelagde hendes dagdrøm. Ikke mindst da Lightning lige pludselig mindede hende om Sawyer.

Han var virkelig speciel, vurderede hun. Aldrig havde hun mødt nogen, der ikke brød sig om hende, før hun overhovedet havde åbnet munden. Det var lidt, som om han havde truffet den beslutning allerførste gang han så hende. At hun ikke var hans smil og tid værdig. Hvilket irriterede hende. Men igen, måske var han sådan overfor alle. Han havde i hvert fald affærdiget Duncan et par gange, hvad Duncan dog lod til at være ligeglad med, hvilket kunne være med til at bekræfte hendes teori.

Og så var der den måde, han bevægede sig på og stod på. Altid med rank ryg. Uanset hvor han var. Det virkede så snobbet. Fissefornemt. Måske var han i virkeligheden søn af en rig kanon. Dem var der jo en del af i byen, så det ville ikke overraske hende. Hvis det var tilfældet, hvad lavede han så sammen med Duncan? Og hvad havde han lavet på Akademiet den dag, hun var til optagelse? Hvorfor havde hans blik sorteret hende fra mængden? Skilte hun sig så meget ud fra mængden, eller var der noget andet? Var det allerede da, hans beslutning om at hade hende blev truffet, i tilfælde af, de mødte hinanden igen?

Det var faktisk ret synd. Hun vidste, Claire mente, Sawyer var flot. Selv var hun lidt splittet. Måske var han flot, men hans rådne personlighed overskyggede det for hende, hvis han var. Én ting måtte hun dog give ham. Siden Duncan var begyndt at hænge ud med ham, havde han virkelig taget sig sammen og gjort dansen til noget seriøst. Koreografierne blev sværere og hans teknik blev bedre på samme tid. Hvis hun skulle komme med et nogenlunde kvalificeret gæt, ville hun sige, Sawyer måske udnyttede noget af sin undervisning fra Akademiet og lærte Duncan det, hvilket resulterede i den markante ændring. Men hvis han gjorde det med Duncan, hvorfor så ikke med resten af gruppen? Og hvorfor filmede han i det hele taget alle deres offentlige optrædener?

Duncan vurderede dem efterfølgende derhjemme - havde han fortalt - men der manglede nogle brikker. For eksempel hvorfor Sawyer gjorde det. Det kunne umuligt være for sin egen skyld, at han påtog sig den opgave at hjælpe en anden med at blive en bedre danser. Kunne det?

 

Det var sent, da Duncan kørte hende hjem. Han sagde ikke meget på turen, men var heller ikke så kold overfor hende, som han havde virket på det seneste. På sin vis var det faktisk lidt af en lettelse, at han ikke var så vild efter hendes selskab længere, for så behøvede hun ikke have dårlig samvittighed over ikke at kunne gengælde hans følelser. Og alligevel var hun egoistisk nok til at savne hans selskab. Mandligt selskab i det hele taget.

,,Angel, du har været så stille i dag,” bemærkede han, da de drejede ned ad vejen hvor hun boede.

,,Har jeg?” spurgte hun og så over på ham.

,,Ja. Eller i hvert fald siden vi mødtes med Sawyer.”

,,Mhm.”

Hun så ned på sine foldede hænder og havde egentlig ikke tænkt sig at sige mere i den retning. Det kunne vel også være lige meget. Der var noget afventende ved stilheden, der fik hende til at revurdere sin beslutning, og i sidste ende sukkede hun, lod den ene arm lægge sig langt vinduet og så frem for sig ud ad forruden.

,,Jeg tror ikke, han kan lide mig,” sagde hun ærligt.

Duncan tænkte sig om lidt.

,,Det ved jeg ikke. Normalt når man ikke bryder sig om folk, har man en tendens til at tale om dem. Og han har aldrig nævnt dig.”

,,Aldrig?”

,,Aldrig.”

Af en eller anden grund gjorde det hende mere rolig og fortrøstningsfuld. I det mindste påvirkede Sawyer så ikke Duncan til ikke at synes om hende længere.

,,Jeg kan heller ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne lide dig.”

,,Måske er det min udstråling?” gættede hun spøgefuldt.

Han lo.

,,Din udstråling?” gentog han. ,,Jeg tror ikke, han er den helt rigtige til at dømme andre på deres udstråling.”

,,Apropos Sawyer, Duncan…” begyndte hun, men gik i stå.

,,Ja?”

,,Hvorfor hænger du egentlig ud med ham?”

En muskel spændtes i hans kæbe, og hun fortrød sit spørgsmål.

,,Fordi det er rart med et friskt pust. Lidt variation.”

,,Så vi andre er ikke gode nok mere?” spurgte hun.

,,Det var ikke det, jeg sagde.”

,,Men det var det, du mente, var det ikke?”

,,Nej…”

,,Vær nu ærlig.”

,,Skal jeg være ærlig? Det eneste, jeg har hørt Sawyer sige, der kunne passe på en sviner til dig, er, at nogle gange skal man lige se på sig selv, før man ser på andre. Jeg nævnte dig, og at jeg synes, du har været meget fjern på det seneste. Og det var hvad han svarede. Det værste er, at jeg tror, han har ret. Hvis der er nogen, der ikke synes, de andre er gode nok, så er det da dig.”

Ordene ramte hende i hjertet som et slag, og hun mærkede øjeblikkeligt tårerne trænge sig på. Ikke så meget fordi hun blev ked af at få en sviner tildelt. Men fordi Duncan aldrig rigtig havde skældt hende ud på den måde. Han havde aldrig så meget som antydet det, han sagde nu. At hun var egoistisk. At man faktisk burde foragte hende, ligesom hun for et kort øjeblik siden havde foragtet ham for at synes, de andre var mindre værd end ham. Det værste var, at hun slet ikke kunne sætte sig selv i den forbindelse. Hun så kun på virkeligheden.

Det var jo ikke løgn, at hun betragtede sig selv som værende bedre end de andre i gruppen, men når det gjaldt at danse var dette jo også rigtigt. Det havde Duncan selv sagt. Og Evan. Og alle de andre. Men hun kunne aldrig drømme om at fravælge gruppen til fordel for én person, bare fordi denne måske havde nogle fikse ideer og lidt mere erfaring end de fleste andre. Det generede hende virkelig. Og så undslap et hulk hende.

,,Det passer ikke, Duncan,” hikstede hun og tørrede febrilsk sine øjne med bagsiden af hånden. ,,I andre er mine bedste venner. Så godt som familie. Jeg ville ikke vælge jer fra.”

Hun kunne ligefrem se på ham, hvordan ordene påvirkede ham. Hvordan han fortrød sine ord, og hvordan han overvejede, hvad han skulle sige. Men der var i virkeligheden måske ikke så meget at sige. I stedet rakte han ud og strøg hende over skulderen, hvorefter han kyssede hende og trak hende over til sig, tværs over gearstangen og håndbremsen.

Hun satte sig overskrævs på ham og klamrede sig til ham, stadig inderligt ked af det og med bankende hjerte. Hvad hun havde mest lyst til i det øjeblik var at smelte sammen med ham og høre ham gentage, at han ikke mente det så slemt, at de skulle være gode venner, og at han slet ikke havde haft lyst til at sige den slags. At Sawyer havde tvunget ham til det. Men hun vidste godt, at det ikke ville ske. Og det gjorde ondt indeni.

Måske var det, som i virkeligheden gjorde mest ondt, det faktum at han havde valgt at stole på en anden. At han havde valgt dennes mening om hende frem for hendes mening, selv om de havde været venner utroligt længe. At hun ikke betød mere for ham, end at han kunne omvendes til en anden mening, hvis bare han blev bearbejdet rigtigt. At hun ikke længere var den, han stolede mest på, den, han føjede blindt. Den plads havde Sawyer overtaget, og det styrkede hendes modvilje mod ham yderligere.

,,Undskyld, Angel,” sagde Duncan stille.

,,Det er okay,” hviskede hun ned mod hans skulder, mens han kyssede hendes hals.

De knugede hinanden et stykke tid. Så trak hun sig langsomt tilbage og sidelæns ud af bilen.

,,Vi ses i morgen,” mumlede hun i mørket.

,,Ja, vi ses,” svarede han og rettede på sit tøj inde i bilen, inden han lukkede døren og tændte for motoren, som han et eller andet sted i processen havde fået slukket for.

Og så kørte han.

 

Da hun endelig lå under sin dyne, kunne hun ikke rigtig falde i søvn. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende. Måske skulle hun ikke have tilgivet Duncan? Så ville han ikke tro, de kunne blive ved på den måde med at have sex, fordi de havde lyst til det, men uden at være forelskede i hinanden. Men det var ondt og egoistisk, og hun ønskede ikke at fremstå som en egoist efter det, han havde sagt til hende.

Hvis Sawyer kunne overbevise Duncan om, hun virkelig kun handlede for sig selv, så måtte han være god med ord. Og Duncan måtte lyve. For Sawyer kunne ikke have overbevist ham ved en så abstrakt kommentar. At Duncan skulle lyve for hende var noget, hun aldrig havde ventet at skulle tage højde for, men hvis han kunne det, så kunne hun også lyve for ham. Og det blev hun nødt til på et eller andet tidspunkt. Hvis hun altså kom ind på Akademiet.

,,Sov nu,” mumlede hun for sig selv.

Om det var det, der skulle til, anede hun ikke, men inden for få minutter var hun faldet i søvn. En dyb søvn, hvor drømmene herskede. Hun drømte om Lightning, en høj, fremmed mand dansende i en sort hættetrøje med ansigtet i skygge af hætten. Bevægelserne var hurtige og smidige, kontrollerede og perfekte hele vejen igennem. Og så stoppede han pludselig, rettede sig op og gik hen mod hende. I lyset fra en lygtepæl transformeredes Lightning til Sawyer, hvis sarkastiske smil og hævede øjenbryn gav hende en mareridtagtigt følelse.

Han sagde ingenting, men kom bare nærmere og nærmere med det der grumme smil, indtil han var tæt nok på til at række ud efter hende. Og det gjorde han så. Han greb fat om hendes skulder og hænder. Af en eller anden grund var hun så bange, at hun placerede sine hænder, parat til at danse. Han rettede hårdhændet på dem og så hadefuldt på hende. Pludselig bevægede de sig rundt i den mest perfekte vals, hun nogensinde havde prøvet, og hætten faldt ned over hans ansigt igen. Lightning var tilbage. Den rendyrkede danser uden fejl og med lette, blide bevægelser.

De valsede rundt og rundt og rundt, indtil de endte med at stå så tæt sammen, at det var fysisk umuligt at tage længere skridt mere. Men de blev ved med at snurre, indtil hun blev så rundtosset, at hun faldt bagover… og vågnede med et sæt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...