Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3354Visninger
AA

3. Konkurrencen

 

Hun havde altid været god til eksamener. Og led ikke af præstationsangst. Hvilket nok også var grunden til, hun fik gode karakterer i alle de mundtlige og skriftlige prøver, der blev afholdt. Disse resultater smittede naturligvis af på hendes karakterer samlet, og det var hun normalt glad for. Men det gav hende også noget at leve op til, nu hvor eksamenstiden var gået i gang. Det var alvor nu.

Så da hun kom ud fra det fugtigvarme lokale, hvor hun var blevet eksamineret i matematik, med et stort fedt A skrevet på ryggen af sin hånd - dette havde hun selv gjort, for at kunne dokumentere, at hun ikke havde hørt forkert - var hun glad. Faktisk mere end bare glad. Ovenud lykkelig var nok egentlig en bedre beskrivelse. Og nu var hun i dén grad klar til at tilbringe weekenden sammen med sine venner fra Synthetic Supernova.

Udenfor stod Duncan og ventede på hende, badet i sollyset. Han lod en arm falde ned omkring skuldrene på hende, da hun gik hen for at møde ham. Der stod nogle få fra hendes matematikklasse ovre i hjørnet af skolegården, og hun vidste allerede, hvad de talte om. I de flestes øjne var hun nemlig bare den rige pige, der sked højt og flot på skolen og det sociale samvær, fordi hun brugte al sin energi på dans. Ikke at folk ikke brød sig om hende. Faktisk tvært imod.

Hun fik at vide, når hun en sjælden gang nervøst spurgte en af de piger, der kendte alle og talte med alle af ren venlighed, at hun faktisk var vellidt, men at folk ikke turde starte en samtale med hende længere, fordi hun ikke syntes at gide dem. Dette var hun i løbet af det forrige skoleår blevet ret ked af mange gange, med det resultat at hun ikke havde vovet at tale til folk og i stedet havde danset mere indædt end nogensinde.

Nu var hun kommet til et punkt, hvor det ikke længere gjorde hende noget. Det gik mod slutningen på hendes sidste år, hvor hun ikke havde bedrevet noget særligt. Hun kunne være blevet cheerleader og have deltaget i valgkampen om at blive ballets dronning, men hvad skulle hun bruge det til? Penge? Berømmelse? Berømmelsen kunne hun have brugt, hvis ikke det var fordi hun følte sig mere sårbar som solodanser og helst ville have truppen omkring sig. Pengene havde hun ikke brug for. Det sørgede hendes forældre på. De havde indvilliget i at betale for hendes uddannelse, hvis hun kom ind på Akademiet, selv om de ikke var begejstrede for hendes valg.

Til at bakke sig op havde hun dog altid Duncan, som glædede sig på hendes vegne og var nervøs på hendes vegne, selv om heller ikke han var begejstret for Akademiet. Han blev ved med at nævne for hende, hvor mange snobbede mennesker, der gik der, og hvor fissefornem alle stilarterne var. Hun gav altid igen med at hun jo var bedre til de mere udsøgte stilarter end improvisation, og deri blev han nødt til at give hende ret.

,,Kom med, de andre venter allerede,” erklærede han og førte hende ad fortovet hen til den gamle rustne blikdåse af en bil, han og Evan havde spinket og sparet i flere år for at få råd til.

Hun vidste, at Phil, som var den eneste anden i truppen, der stadig gik i skole, havde fri i dag fordi han ingen eksamener havde. De andre havde enten ikke råd til eller ikke lyst til at tage på college, grundet deres familiers placering i samfundet.

Duncans og Evans forældre havde dårligt råd til at blive siddende i den faldefærdige gamle bygning, hvor de boede, selv om de havde arvet den af et ældre familiemedlem. De måtte arbejde ekstra hårdt for at få råd til rigeligt med mad hver eneste dag, men brødrene hjalp flittigt til på den konto, og det resulterede i at de begge var i enestående form med brede skuldre og et godt lager af muskler lige under huden. Der var nu heller ikke meget fedt til at forhindre musklerne i at træde frem.

Aishas, Jonas’ og Claires forældre var lidt bedre stillet end Duncans og Evans, men ikke meget. De havde dog råd til at bo i et lidt pænere kvarter med lidt mere mad på bordet, der ikke blev betalt af børnene. Men de var for dovne til at gå i skole og ville meget hellere prioritere deres tid anderledes. Dans var ikke deres eneste store passion. Jonas var tjener på en lille café i den mindre mondæne bydel, og de andre to arbejdede som dansere på natklubber rundt omkring. De ville hellere tjene penge, så de havde råd til at kickstarte en karriere som dansere. Det var i hvert fald deres argument - ud over pengene - for at droppe college.

De kørte ikke længe, før de nåede den slidte bydel, hvor gruppen lejede et øvelseslokale fast fire timer hver dag og hele dagen i weekenderne. Det gik en del af deres penge til, men på grund af kvarterets standard havde Angel fået lov til at betale en stor del af den minimale udgift, det var at leje lokalerne. Og ejeren var i dén grad tilfreds med sin handel. Så tilfreds, at han endda havde installeret store glasvinduer ud til den lille reception i gangen, der ledte til øvelseslokalet på den ene side og nogle små, uhumske hotelværelser på den anden. Resultatet? Alle kunne se dem, når de øvede, men de var godt tilfredse.

Lokalet var varmt og fugtigt at komme ind i, og deres første handling var at åbne vinduerne ud til gaden, alene for at fjerne fugtigheden fra lokalet. Varmen kunne de dårligt gøre andet ved, ud over at tænde de små blæsere, der stod rundt omkring på det blanke, mørkebrune gulv. Duncan og Evan havde udført et lille projekt i lokalet i løbet af foråret. For en del af de penge, de havde tjent på vintertrætte turister fra Europa i december, januar og februar havde de købt nogle store spejle og smækket dem op på hele den ene væg, så det så ud som et professionelt dansestudie.

Angel stod og strakte ud, mens hun ventede på, Jonas fik styr på et nyt musikstykke, han havde forberedt til en ny serie af trin, de skulle lave. Ved siden af stod Duncan med bar overkrop og derudover kun iført et par sweatpants i lysegrå, der ville vise med det samme, når han begyndte at svede. Det gjorde hende nu ikke noget. I truppen kendte de hinandens svagheder. De var lidt som en familie. Men hun følte sig ikke så meget som en del af den mere, fordi hun mente, hun stræbte højere end dem for det, der egentlig var deres fælles sag.

En høj, syntetisk lyd gennemborede lokalet med en sådan styrke, at hun stoppede midt i en bevægelse og stoppede. Så kom der nogle lydklip, hvis lige hun aldrig før havde hørt. De var stammende og kantede, men da ordet ophørte, var hun ikke i tvivl om, hvad der blev sagt. ”Supernova”. Det havde været Evans idé at kalde truppen det, men Jonas havde tilføjet ”Synthetic”, da han syntes det andet lød som en dårlig popgruppe eller et fysikprojekt, hvad Angel egentlig kun kunne give ham medhold i.

,,Så går vi i gang,” erklærede Duncan, som gik længst frem mod spejlene, og resten af gruppen holdt sig bag ham.

Han lavede en masse bevægelser ude af takt, for at de andre kunne gøre dem efter på de rigtige tidspunkter. Og så repeterede de stykkerne ét for ét for ikke at lære en hel koreografi i ét langt træk. Det ville tage tid. Spejlene tillod dem at se bevægelserne både forfra og bagfra, og det hjalp Angel med at vurdere, hvor hun skulle placere sine fødder og resten af sin krop.

Endorfinet begyndte hurtigt at gennemstrømme hende, og hun bevægede sig uden problemer fra den ene position til den anden. Det var lidt af et kick at få, og hun vidste, at hun ville være længe om at vænne sig fra at danse, alene på grund af den afhængighed, hun havde af det berusende hormon. Dette havde hun selvfølgelig heller ikke planer om. Faktisk var hun kun blevet mere opsat på at komme ind på Akademiet som dagene var gået siden optagelsesprøven.

,,Pause!” erklærede Duncan forpustet, og Jonas sprintede af sted for at slukke for musikken.

I det stille lokale kunne de alle høre hinanden gispe efter vejret, og spejlene ville sikkert have været fugtige af sved, hvis ikke det havde været for blæserne og de åbne vinduer, der lukkede frisk luft ind. Angel var varm og svedig og havde det fantastisk, da hun gik hen til ruden ud mod receptionen og samlede sin vandflaske op. Hun tog en hurtig tår, stillede den så fra sig og greb et håndklæde i tasken med matematikbøger fra dagens eksamen. Da hun havde tørret sin fugtige hud af, var hun så god som ny og klar til at fortsætte.

Det lod også til at være tilfældet med de andre, for ikke meget mere end et minut senere gentog de serien, før de byggede nogle nye dele på. Man skulle tro, de ville falde døde om efter to timers intens træning i højt niveau, men eftersom de var vant til det kæmpede alle videre, indtil Duncan erklærede, at nu havde de lært dén serie. Alle jublede og klappede.

Angel måtte beundre Duncan for hans evner som koreograf. Det var i hvert fald et af de punkter ud over hiphop hvor han brillerede. Han kunne sagtens skabe koreografier og indviklede trin til serierne, der ikke havde noget med hiphop at gøre, men at udføre de forskellige bevægelser og trin overlod han til de enkelte at finpudse. De arbejdede på perfektion hos alle, men nogle var bedre til noget end andre. Desværre var Angels stilarter, der var mere bløde og langsomme i det ikke så tit på programmet, men så var det heldigt, at hun stadig nød moderne dans - i særdeles den rå dansestil, der var udviklet i gaderne.

,,Kanon kæmpet,” erklærede Duncan og samlede sit håndklæde op fra gulvet.

Han tørrede sin muskuløse overkrop med dette og slyngede det så over skuldrene på bedste sports-model måde. Angel grinede og daskede til ham. Hans hud var gyldenbrun af den californiske sol, der brændte mere eller mindre året rundt. Han så godt ud, det måtte hun give ham, og sveden gjorde det ikke værre.

,,Det er en fed serie,” sagde hun rosende og gik så hen for at tage sit eget håndklæde.

,,Angel!” kaldte Claire, som kom hen mod hende med sin egen sportstaske over skulderen. ,,Du gjorde det helt enormt godt i dag.”

,,Tak. I lige måde, Claire.”

,,Du skal nok komme ind på José Millers akademi.”

,,Det håber jeg også,” mumlede hun forlegent og vidste, hvordan Claire egentlig havde det med hendes beslutning.

Alle og enhver vidste, Claire var misundelig på hende for hendes mod og viljestyrke og måske endda også talent. I modsætning til alle andre i truppen var Claire nemlig ikke et naturtalent til at danse, men havde opnået et suverænt niveau via hård, indædt træning og viljen til at score Evan. Det sidste var endnu ikke helt lykkedes.

Jonas, som stod henne ved ghettoblasteren i det ene hjørne med en slidt, lille bærbar computer på armen, kaldte på dem alle, og de to piger skyndte sig hen for at se, hvad der var årsag til hans pludselige udbrud. Han var tydeligvis begejstret. Og da de nåede derhen forstod de udmærket hvorfor.

Skærmen viste et stort banner med de fem medlemmer af punk pop bandet Rising Fake Stars. Jonas var underligt nok en stor fan, og Angel måtte indrømme, at hun også sagtens kunne finde på at lytte til deres musik, selv om den ikke ligefrem var hendes genre. Deres musik havde også inspireret Duncan enkelte gange til serier til musik, der ikke havde relation til rap. Og så hjalp det selvfølgelig, at forsangeren, Nathan Storm, var utroligt sexet. Enhver ung kvindes uopnåelige drøm, fordi han havde en kæreste, han efter sigende var meget forelsket i.

,,Rising Fake Stars søger dansere til at bakke op på deres World Tour,” læste Phil højt hen over Jonas’ skulder.

Et gys syntes at gå gennem hele gruppen. Og så forsvandt den ekstatiske stemning igen som dug for solen. Angel trådte tilbage, da hun havde hørt, hvad hun skulle. Det var altså det, Jonas havde været oppe at køre over.

,,Ærgerligt at udtagelserne finder sted i Florida,” vokaliserede Aisha deres skuffelse.

,,Jah,” mumlede Duncan og stak hænderne i lommerne på sine bukser. ,,Det udelukker os fra at komme i betragtning.”

,,Det kunne ellers have været fedt,” bekendtgjorde Phil nedslået.

Angel så lidt fra den ene til den anden og ønskede, at hun som den rigeste af dem alle kunne have tilbudt en løsning. Men selv hun havde ikke råd til at betale hverken flyrejse eller anden transport til det sydlige Florida. At se skuffelsen på deres ansigter var lidt af et slag for hende, og hun fik dårlig samvittighed over at synes, det måske ikke var så ringe endda, at de ikke kunne komme i betragtning.

Tænk nu hvis de blev rent til grin, fordi ingen af dem var uddannede inden for dans. Ingen af dem havde en reel chance i virkeligheden, men det kunne have været sjovt at se. Ikke mindst fordi det ville gøre de andre klar over, hvor svært det var at komme frem i dansens verden. Få klarede den, og hvis de ikke kæmpede hårdt for det, ville deres drømme blive slukket lige så hurtigt, som de var opstået. Uanset hvor meget hun elskede sin dansetrup, så kunne hun godt tænke sig at lave et realitetstjek på dem engang.

 

,,Hej!” råbte hun af vane, da hun trådte indenfor i huset.

,,Hej, Angie!” svarede hendes mors stemme et sted inde fra et af husets rum.

Angel smed sin sportstaske ved skotøjsholderen og forsøgte at lade være med at vade gennem huset, men rent faktisk at bevæge sig med flydende, værdige bevægelser. I modsætning til hjemme hos Duncan, hvor hun kunne være lige så lad og uelegant som hun orkede, følte hun ikke helt det samme i sit eget hjem. Det var en mere blankpoleret facade, hun her skulle opretholde, selv om det var hendes forældre, hun havde med at gøre.

Der var ikke problemer med familien. Faktisk slet ikke. Hendes forældre var så forelskede som første gang, de mødte hinanden, og det gik hende lidt på, fordi de havde været yngre end hende, da de mødte hinanden første gang og det slog gnister mellem dem. Sytten år. Og her var de, tyve år senere med en datter på atten og et hus i høj standard i Los Angeles, den by, de først mødte hinanden i.

Selv var hun ikke et skridt nærmere at finde den ægte kærlighed end hun nogensinde havde været. Hun havde aldrig haft en rigtig kæreste, men derimod lagt krop til Duncan og forsøgt at elske ham i flere år. Han var sød og hengiven og hun holdt utroligt meget af ham, men forelsket var hun ikke, og det tvivlede hun på, hun ville blive. At hun gerne ville glæde ham på den eneste måde, hun kendte, der ikke involverede et fast forhold var noget helt andet. Hendes forældre foragtede, at hun gjorde dette, men hun så ingen anden udvej, hvis hun ville beholde sin bedste ven.

I de rene, sorte lædersofaer i stuen foran den store fladskærm sad hendes mor med en pude i skødet og en skål vindruer foran sig. Angel vidste, hendes mor, Sarah, gik meget op i sin kost, og at det var en af grundene til, de i familien ikke tog overflødige kilo på, så det overraskede hende ikke at se den manglende slik på bordet, der var hendes fars kendetegn. Uanset hvor meget sukker og fedt han spiste, syntes manden ikke at tage på. Måske skyldtes vægttabet det stressende job, han havde som leder af et stort reklamebureau.

,,Jeg var ikke sikker på, om du kom hjem i aften,” sagde Sarah og smilede til hende, og Angel krøb ned ved siden af sin mor i sofaen.

,,Duncan skal tidligt op i morgen, så jeg tog hjem efter den sidste dans,” forklarede hun og mærkede trætheden komme til sig, nu hvor hun sad helt stille og ikke i en gammel, rusten bil på vejen hjem.

,,Gik det godt?” spurgte hendes mor, men Angel kunne høre det svagt misbilligende i tonen.

Sarah brød sig ikke om de typer, hun hang ud med og endnu mindre om den indflydelse, de havde på hende.

,,Ja, det gjorde det.”

,,Det var godt.”

,,Ja.” Angel lukkede øjnene og lænede hovedet mod sin mors skulder. ,,Hvad har du lavet her til aften?”

,,Set fjernsyn. Været nede og træne. Spist vindruer.”

,,Det lyder sørme spændende,” drillede Angel.

,,Ja, ikke?”

De lo begge to.

,,Hvordan var træningen i dag?”

,,Fin. Duncan har lavet en ny serie. Du skal næsten komme og se den en dag.”

,,Jeg ved ikke…”

,,Kom nu, mor! Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.”

,,Måske, Angie. Jeg vil ikke love noget.”

 

Men det kom hun alligevel til. Søndag eftermiddag, da Angel tog hen for at træne med de andre, var det med Sarahs accept og selskab i den dyre Mercedes. Den tiltrak sig mange misundelige blikke,  da den lille, røde sportsvogn blev parkeret ude foran det lidt skumle lavprishotel.

Sarah var tydeligvis ikke komfortabel ved at gå med ind i det, der så tydeligt tilhørte den laveste samfundsklasse næst efter hjemløse, selvfølgelig. Men hun tog det pænere, end Angel havde forventet, så det var da altid noget. Inde i receptionen tilbød den gamle, gråhårede receptionist Sarah en kop kaffe, som hun efter et stykke tids betænkning tog imod, men insisterede på at betale for.

Først da hun var helt sikker på, Sarah ikke ville løbe skrigende væk fra den stol, hun havde placeret sig i foran ruderne, gik Angel ind for at træne med de andre. De gennemgik Duncans serie, lavede rettelser på den, tilføjede et stykke solo, hvor de kunne lave, hvad de nu lige følte for, og gjorde den desuden fleksibel nok til at bruge til battle. Det var nemlig ikke sikkert, de kunne få lov til at lave en så lang serie uden afbrydelser i gaderne, når de mødtes med andre grupper, og så var de nødt til at være forberedte.

Jonas tilføjede en sitrende bevægelse, der passede perfekt med lyden af introen, der varskoede deres gruppes entré. I starten måtte Angel tage sig selv i at skæve ud på sin mor, men efterhånden som hun blev grebet af dansen, og hun så morskaben i Sarahs ansigt, holdt hun op med dette og skænkede sine venner sin fulde opmærksomhed. Og så mærkede hun en markant ændring i sit niveau. Hun var nødt til at være hundrede procent fokuseret på dansen, hvis hun skulle præstere det bedste.

Denne erkendelse såede tvivl i hende. Hvad nu hvis hun ikke havde givet sig hundrede procent til optagelsesprøven på Akademiet. Måske syntes José Miller slet ikke, hun var en god danser, men at hun var en normal gadedanser som alle andre, der ikke fortjente en plads på den prestigefyldte skole. Nej, det kunne han umuligt tænke. Hun dansede brillant, det sagde alle. Desuden vidste hun godt, hvilke bevægelser hun mestrede, og hvilke hun ikke kunne udføre, og hun havde set nogle af de andres danse, inden hun selv blev kaldt frem på gulvet. Disse havde været langt simplere og meget værre udført end det værste, hun havde præsteret i mange år. Og så var hun selvfølgelig meget mere seriøs omkring det end nogen af de andre.

Efter et par timer forlod Sarah hotellet for at køre hjem, og Angel var tilfreds med sin mors indsats. Forældrene blev nok aldrig glade for hendes valg af fremtid - Akademiet eller ingen uddannelse efter high school indtil videre - men i det mindste vidste Sarah nu præcis hvor god hun var, og det var en begyndelse. Måske kunne hun senere hen få deres fulde accept. Yderligere en time senere besluttede Claire, at nu havde de øvet nok, og at de skulle tage fri resten af den eftermiddag. Alle var med på denne idé.

,,Jeg vil tage hjem og se lidt på vores tidligere koreografier,” erklærede Duncan, som i løbet af weekenden ikke havde været at se ud over de timer, de havde trænet.

Hvilket i sig selv var sært. Normalt var han den mest entusiastiske omkring det at være sammen som gruppe og tage på stranden og have sjov eller sidde hjemme hos en af dem til langt ud på natten. Ikke længere. Der var kommet noget andet over ham på det sidste. Ud over at han ikke var så social længere - det kunne faktisk dateres endnu længere tilbage end bare denne weekend, når Angel tænkte nærmere over det - virkede han også mere indædt i sine serier. Og var det bare hende, eller var han blevet bedre? Det syntes måske underligt, at han ikke havde forbedret sig ret meget det sidste års tid, men det gjorde ændringen mere synlig. Han var mere sikker i sine bevægelser.

,,Sammen med Sawyer?” gættede Evan og lød skeptisk.

,,Måske,” svarede Duncan bare, og så var han væk.

Angel så forvirret over på den efterladte bror, der bare trak på skuldrene og himlede opgivende med øjnene. Hun fik altså ikke meget svar ud af ham. Men nu var hun virkelig nysgerrig. Hvem var denne Sawyer egentlig? Ud over en ung mand med stive bevægelser og et videokamera i hånden sidst hun mødte ham? Vidste hun noget om ham?

Måske vidste hun, at han gik på Akademiet, men hun var faktisk ikke helt sikker. Han kunne jo i princippet have været til optagelsesprøve, selv om han bevægede sig med langt større selvsikkerhed end de håbefulde unge mennesker, der håbede på at blive en del af skolens samlede antal elever. Det kunne jo være en del af hans personlighed at være selvsikker og rolig, og måske endda også storsnudet, sådan som hans gang antydede. Og selvhøjtidelig.

Før hun kunne nå at verbalisere sin forvirring gennede Aisha hende ud ad døren og ud i en lidt køligere reception. Den kølige luft klarede hendes tanker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...