Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3287Visninger
AA

10. Hospitalet

 

,,Jeg har set den video, du sendte.”

,,Ja?”

,,Den er fantastisk!” sagde Noah entusiastisk. ,,Den gruppe… vi er nødt til at se dem live. Måske vinder de ikke, men de skal helt sikkert være med i konkurrencen.”

,,De har ellers ikke tilmeldt sig.”

,,Det er underordnet. Det var vel også meningen med videoen, ikke? At gøre os interesserede i at lade dem overskride tidsfristen.”

,,Jo,” tilstod han. ,,Det var det.”

,,De er vel klar over det, er de ikke?”

,,Jo. De fleste af dem.”

,,Ikke alle?”

,,Nej. Men der er en mening med at holde det hemmeligt for en af dem. Jeg skal nok forklare dig det på et senere tidspunkt.”

,,Har du ikke tænkt dig at tage med dem?”

,,Nej, det var ikke min plan.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Jeg er ikke en del af deres gruppe.”

,,Nej, men du er vores ven. Vi vil gerne se dig. Specielt Nathan er nysgerrig. Du ved jo, at han har fået synet tilbage siden vi sås.”

,,Så må jeg lige se på det. Som det ser ud lige nu, har jeg ikke råd til at tage af sted.”

,,Vi finansierer det hele.”

,,Det skal I ikke, Noah. Jeg mener det.”

,,Men det vil vi gerne. Hvad er der sjovt ved en formue hvis man ikke må bruge den?”

Han smilede for sig selv. Det var typisk Noah. Sådan havde han allerede været da Sawyer og han mødtes for første gang et par år tilbage. Dengang havde de begge været betydeligt yngre og mindre modne, og Noah havde brugt lige i underkanten af ti tusind på den uge, Rising Fake Stars havde været på sommerferie i Californien. De havde været på camping, og Sawyer havde haft et sommerjob for at tjene til føden på det tidspunkt.

,,Okay, Noah. Du får din vilje.”

,,Vi sender flyet om et par dage. Jeg ringer lige til dig, når det er.”

,,Fint.”

,,Vi ses.”

,,Ja.”

Han fjernede telefonen fra øret og kiggede ned på displayet for at afbryde opkaldet. I det samme mærkede han det ruske i bilen, som drejede skarpt til den ene side, inden han nåede at få ordentligt fat i rattet. Han forsøgte at træde på bremsen, men det fik bare bilen til at snurre rundt ukontrollabelt og i øvrigt desorienterede det ham.

Han forsøgte at få så meget kontrol over bilen, at han kunne styre den tilbage i den lige vejbane igen, men idet han rykkede i rettet stødte dækkene på kantestenen, og bilen tippede over på siden med et højt brag, og bagenden hamrede ind i en mur ud til fortovet.

 

Angel vågnede midt om natten ved at Duncan ringede til hende.

,,Hallo?” sagde hun søvnigt og gabte.

,,Angel!” udbrød han og lød både lettet og panisk, hvilket vækkede hende med det samme og fik hende til at sætte sig op.

Hun huskede svagt at drømmen havde handlet om at danse på stranden, men mere var der ikke tilbage at huske. Der havde ikke været nogle mærkelige øjeblikke med Lightning denne gang, og det var hun for så vidt ganske taknemmelig for. Det var ikke fordi det var ubehageligt at drømme om ham, men det var uhyggeligt at drømme om en person, hun aldrig havde mødt og ikke havde den fjerneste anelse om var virkelig eller fiktiv.

,,Ja?”

,,Jeg holder ude foran dit hus. Skynd dig at komme ud.”

,,Hvad skal vi?” spurgte hun forvirret og rejste sig for at udføre ordren.

Lynhurtigt klædte hun sig på og smurte noget deodorant under armene, i det tilfælde at hun lugtede. Efter et blik i spejlet kunne hun konstatere, at hendes hår havde formet sig i bløde bølger efter badet, hvor det ikke var blevet redt igennem. Hun havde ikke rester efter makeup under øjnene, hvilket var ganske heldigt, for hun gad ikke til at rense det væk nu eller dække det med anden makeup.

,,På hospitalet.”

,,Hospitalet?!”

,,Ja.”

,,Hvorfor?”

,,Kom nu bare udenfor, Angel, så forklarer jeg dig det på vejen.”

Hun skrev hurtigt en seddel til sine forældre, for det tilfælde at hun ikke vendte tilbage i løbet af natten eller at de vågnede og opdagede, at hun ikke længere var hjemme. I lange spring kom hun ud ad hoveddøren og ud af forhaven, hvor Duncan holdt i sin bil og ventede. Han så utålmodigt på hende med uglet hår og en T-shirt krænget skævt på. Alt tydede på at han var blevet revet ud af sin seng lige så hurtigt som hun uden at kaste et blik på sig selv. Det kunne vel også være lige meget. Ingen forventede at man så godt ud på dette tidspunkt.

Hurtigt smed hun sig ind på det forreste passagersæde og lyttede, mens han trykkede speederen i bund og drønede mod det nærmeste hospital - ud mod den fattigere bydel, hvor han selv boede. Hendes første indskydelse var, at der måtte være sket Evan et eller andet, for hun havde aldrig set Duncan så panisk og febrilsk rive i rettet på sin bil før. Det var heldigt, han var en ganske god chauffør, ellers havde de ikke overlevet turen.

De kørte gennem natten uden at sige et ord længe, og hun overvejede om han var i gang med at kidnappe hende, siden han ikke ville fortælle hende over telefonen, hvad der var sket og hvorfor de skulle på hospitalet. Måske var det noget med ham selv? Hun fik dog aldrig spurgt, for han drejede hurtigt af og fandt ind på en større vej, der førte dem direkte til hospitalets parkeringsplads. Uden videre parkerede han bilen, stod ud, betalte for parkeringen og halede hende med sig over den kølige parkeringsplads mod lyset, der faldt ud gennem dørene inde fra bygningens indre.

,,Duncan!” udbrød hun, mens hun løb for at følge med ham. ,,Hvad skal vi?”

Han svarede hende ikke, men trak hende bare med indenfor. Ved en skranke forklarede han, at han havde fået et opkald om en patient, der var kommet ind tidligere på aftenen, og som havde bedt om selskab uden for besøgstiden. Angel forstod ikke ret meget af det, fordi hun stod og faldt i staver over sine egne tanker. Måske var en af grundene til dette at hun rent faktisk ikke var helt vågen endnu.

Det tog hende da også et par sekunder at opfatte, at Duncan var på vej videre med hende i hånden, og derfor snublede hun et par skridt, før hun var på vej efter ham i ordentlig gang. Folk så efter dem med lange blikke, og hun havde på fornemmelsen, de mange mennesker, der sad og ventede ikke var patienter, men derimod pårørende, der ventede på at få lov at komme ind og se til deres tilskadekomne venner eller familie. Empatien vældede op gennem hende, da hun så en gammel dame sidde med et billede af en lige så gammel mand og stirre på det med tårer løbende ned ad kinderne.

Duncan sørgede dog for at få hende halet med, endnu inden hun var på vej over mod damen, for hvad skulle hun egentlig kunne gøre ved det? Hun kunne ikke give damen sin mand uden videre, og det var uden tvivl det eneste, den gamle ville have i det øjeblik. Sådan ville Angel også selv gerne have det med et andet menneske engang: at elske nogen så højt, at hun faktisk kun kunne bruge deres tilstedeværelse til noget. Også selv om det var trist. Hun havde søgt det i Duncan engang, men det skulle bare ikke være dem. Og siden måtte hun tilstå, at hun ikke rigtig havde ledt. Fyrene var da gode at kigge på, og de var meget sjove at drille og have det sjovt med, men hun havde endnu ikke fundet nogen, hun havde lyst til at være i et forhold med.

Ingen kunne sætte hende nok på plads og ingen gad diskutere med hende. Og desuden var ingen af dem intelligente nok til hende. Det var nok snarere problemet. Hun var kræsen ud over rimelighedens grænser i forhold til sit udseende. Hun var langt fra den allersmukkeste i Los Angeles, og selv om hun vidste, hun kunne være tiltrækkende, var det ikke altid sådan, hun klædte sig. Fyrene gav hende opmærksomhed når hun søgte den men ellers ikke. Og alligevel var hun så kræsen, at det var helt uhyggeligt.

,,Det skulle være herinde,” fortalte Duncan monotont, da de var kommet længere hen ad gangen og en etage op.

Her var ingen mennesker til at sidde og kigge. Det var mere privat og roligt her, og hun faldt lidt mere til ro ved den tanke. Duncan bankede langsomt på døren med to knoer, og der blev øjeblikkeligt svaret på den anden side af døren, hvilket fik ham til at åbne den og træde ind. Angel fulgte tøvende med, uden rigtig at vide, hvad de foretog sig.

Det fandt hun dog ret hurtigt ud af. I en seng, omgivet af hvidt, sad nemlig en velkendt skikkelse og betragtede dem. Han havde puder i ryggen, der stadig var så rank som nogensinde, mens han sad der. Hans hår var mørkebrunt i spidserne, og der udgik en svag lugt af rust og jern fra ham, som Angel med det samme genkendte og hadede. At indse hvad lugten utvivlsomt havde bragt med sig fik hende til at få det helt dårligt, og det gjorde hende rædselsslagen, selv om det var lige netop ham, hun havde med at gøre.

Hans øjne fokuserede først på Duncan, som gik helt frem til ham først, mens Angel blev stående ved døren et øjeblik. Stuen var næsten helt mørklagt, bortset fra en natlampe ved sengens - den eneste seng på stuen - hovedgærde, der oplyste patienten ovenfra og gav det lyse hår et gyldent skær i kanterne, samtidig med at det indhyllede halvdelen af hans ansigt i skygger. Grundet lampens vinkel fremstod hans øjne igen orange og klare, som den aften han havde befundet sig ude foran Chinese Theater.

De to unge mænd indledte en stille samtale, som hun ikke var en del af, og som hun ikke fokuserede på. Det eneste hun fokuserede på var det faktum, at hans normalt rolige, behagelige stemme ikke længere var så rolig. Den var hæs og knækkede af og til, selv om hun ikke kunne høre sammenhængen. Han så ellers ikke trist ud, hvilket fortalte hende, at der måtte være sket et eller andet alvorligt. Noget fysisk, som ikke påvirkede hans psyke synderligt.

,,Hvad er der sket?” spurgte hun højt, og lyden rev i rummets stille atmosfære.

Duncan drejede skarpt hovedet mod hende, men Sawyer betragtede hende i forvejen, og han så ikke overrasket ud. Tvært imod bredte der sig et lille smil på hans læber.

,,Her er et råd, som jeg anbefaler, du efterlever, selv om du hader mine råd: Lad være med at køre i bil og tale i håndholdt telefon samtidig,” sagde han fast og roligt, men hans stemme var stadig hæs.

,,Kørte du galt?!” udbrød hun forskrækket, alene af den grund at han ikke virkede som typen til at gøre noget så usandsynligt dumt og farligt.

,,Det kan man vidst godt sige,” svarede han og lød fuldstændig upåvirket.

,,Det var dumt,” sagde hun og kunne høre triumfen i sin egen stemme, hvilket afspejlede sig på hans ansigt.

Underligt nok fik hendes kommentar Sawyer til at smile, mens det var Duncan, den forargede. Det modsatte havde egentlig været hendes forventning.

,,Nu kan du i det mindste være rolig,” erklærede Sawyer i sit sædvanlige tonefald, stadig med den lettere forvrængede stemme.

,,Kan jeg være rolig?” ville hun vide.

,,Ja, det kan du.”

,,Og hvorfor så det?”

,,Fordi lige nu er jeg ikke i stand til at terrorisere dig, som jeg ellers plejer og nyder.”

,,Det var da rart. Så slipper jeg for din ”hjælp”.”

,,Apropos min hjælp, så var det netop derfor, jeg bad Duncan om at tage dig med. Jeg har hjulpet dig lidt igen -” han holdt en hånd op, da hun åbnede munden for at sige noget ”- og jeg er sikker på, du vil blive glad for det denne gang.”

,,Hvad har du nu gjort? Synes du ikke, du har gjort rigeligt?” snerrede hun iskoldt.

,,Vent nu med at blive vred til du hører, hvad jeg har gjort for dig, lille frøken selvoptaget.”

,,Hvad har I to gang i?” spurgte Duncan forvirret, hvilket fik Angel til at se væk fra Sawyer, som kopierede bevægelsen og rettede sit orange blik mod den bredskuldrede unge mand ved sengekanten.

,,Vi diskuterer bare lidt,” svarede han henkastet.

Duncan så lidt fra den ene til den anden, og Angel kunne ikke lade være med at smile ad hans forbløffede, himmelfaldne udtryk. Så lod hun blikket glide over på Sawyer og bemærkede, at også hans mundvige vendte opad og at hans hvide tænder var blottet.

,,Jeg gider ikke engang spørge, hvad det hele handler om,” erklærede Duncan. ,,Jeg er for træt og I giver ingen mening.”

,,Du har ret,” medgav Angel hurtigt og vendte sig igen mod skikkelsen i sengen. ,,Så hvad er det, du har gjort for mig denne gang? Fået mine forældre til at overveje at sende mig på kostskole?”

Han vendte øjne af hende, og hun skar tænder.

,,Selvfølgelig. Kostskole… Den må jeg huske,” sagde han med sarkasmen dryppende fra hvert ord. ,,Nej. Jeg har talt med et af medlemmerne af Rising Fake Stars, og jeg sendte dem en video med jer tidligere i dag. De er vilde efter at få jer at se live, så de er villige til at tage imod jer som gruppe, selv om tidsfristen er overskredet. De vil hellere end gerne have jer fløjet dertil og ser jeres optræden.”

Hun så overrasket på ham.

,,Du sagde, at hvis du kunne, ville du gøre det om. Nu har du chancen for det. Du kan tage den eller lade være, men i det mindste har jeg gjort, hvad jeg kunne indtil videre for at det skulle lykkes for dig.”

Målløst gik hun over på modsatte side af sengen af Duncan, stod lidt og betragtede Sawyer i sengen og bøjede sig så ned og slog armene omkring halsen på ham, mens hun mærkede vandet tage form i sine øjne. Hvorfor han havde gjort det var underordnet. Bare det faktum at han rent faktisk havde hjulpet hende var nok til at røre hende dybt, og hun vidste, at hun skyldte ham en tjeneste. En stor en af slagsen, faktisk.

,,Mine forældre,” hviskede hun ind i øret på ham, for at Duncan ikke skulle høre det. ,,De vil ikke lade mig tage af sted, selv om jeg beslutter mig for at tage med gruppen.”

Han rakte overraskende nok en arm op og gengældt en smule akavet omfavnelsen.

,,Overlad det til mig. Du ved, hvordan jeg har din mor i min hule hånd.”

,,Ja,” mumlede hun. ,,Det ved jeg.”

,,Er det så hjælp nok?” spurgte han højere og lod armen falde, og hun rettede sig op for ikke at gøre det mere akavet, end det i forvejen var.

,,Ja. Det var faktisk en stor hjælp,” tilstod hun.

,,Godt. Gør mig så lige den tjeneste at sætte jer ned.”

Hun sukkede og fandt en stol bag sig, og mens hun satte sig, bemærkede hun, hvordan Duncan lænede sig fremover og lagde hovedet på sine foldede arme, som hvilede mod sengen. Sawyer syntes helt vågen og helt klar i hovedet, selv om han var underligt venlig overfor hende. Hun vidste, at begik hun ét eneste fejltrin ville denne mærkelige, dejlige følelse af fred fordufte som dug for solen, og så ville de være tilbage ved det nulpunkt, hvor de dårligt kunne føre en kultiveret samtale for skuespillets skyld.

,,Hvor slemt kom du til skade?” spurgte hun forsigtigt og hentydede til bilulykken.

Han trak let på den ene skulder og lukkede øjnene.

,,Mit venstre knæ har det knapt så godt. Men jeg har i det mindste ikke brækket noget,” svarede han og lød nærmest venlig.

,,Skal du så gå med krykker?”

,,Nej. Jeg får en stok med, når jeg bliver udskrevet i morgen, og jeg skulle gerne komme mig ret hurtigt.”

,,Det var heldigt.”

,,Eller var det nu også det?”

Hun så forvirret på ham, mens han sad der og betragtede hende med helt rank ryg og et svært tolkeligt udtryk i ansigtet. Hun havde mest af alt lyst til at tage hans hånd og mærke hans fingre mellem sine, men hun turde ikke. Dels fordi de slet ikke var på talefod normalt, og dels fordi det ville virke forkert på så mange måder, hvis hun begyndte at sidde og holde ham i hånden.

Hvad mente han egentlig med om det nu også var heldigt, at han var sluppet uden alvorlige skader og ville komme sig hurtigt? Om hun skulle spørge vidste hun ikke helt, men nysgerrigheden vandt til sidst over tvivlen og usikkerheden, og hun lænede sig en anelse frem for at se på ham uden at han skulle dreje hovedet så meget.

,,Hvad mener du?”

,,Set fra dit synspunkt virker det ikke specielt heldigt, at jeg ikke kom mere alvorligt til skade, end jeg gjorde,” sagde han helt roligt, som om det var hverdag at gå og sige den slags til andre mennesker.

Af en eller anden grund blev hun både forarget og fornærmet over hans manglende tiltro til, hun ikke direkte ønskede ham død. Hun ønskede bare, at han ville holde sig fra hende, så hun kunne få styr på sit liv én for alle. Og hun hadede ham en lille smule. Men når han sad der omgivet af hvidt og med blod i håret var det svært at hade ham indædt.

,,Det var da noget forfærdeligt noget at sige,” bemærkede hun.

,,Jaså?”

,,Ja. Jeg hader dig ikke så meget, at jeg ligefrem ønsker, du kører dig selv ihjel.”

,,Godt at vide.”

,,Devil, bare så du ved det, så tager jeg med jer til Fort Myers.”

,,Og?”

,,Og jeg holder øje med dig.”

,,Det gør du jo alligevel. Forfølger.”

,,Det har virket meget godt indtil videre.”

Hun skar en grimasse og lænede sig lidt tilbage. For at have sagt netop det hadede hun ham igen inderligt, men han havde jo egentlig ret. Det havde hjulpet, at han havde kørt så hårdt på hende og været efter hende. Hun var begyndt at tænke mere på andre - desværre inklusive ham - og ikke så meget på sig selv, og hun havde jo desuden indset, at hun burde have satset på sin gruppe frem for Akademiet, hvilket måske ikke kun var hans fortjeneste, men i hvert fald havde han en del af æren. Så hendes problem var måske ikke så meget det, han gjorde, men måden han gjorde det på. Hårdt. Koldt. Kontant. Konstant. I virkeligheden var hun overbevist om, han var et af de bedste mennesker, hun nogensinde ville møde, men det var svært at se bort fra hans måde at gøre tingene på, og det styrkede hendes had til ham.

Stadig var hun af den mening, at han skulle passe sig selv om dansen, når han ikke kunne danse. Det var hendes andet problem. En uautoriseret der udtalte sig om et bestemt fag var noget af det mest irriterende generelt, og det hjalp ham ikke ligefrem, at han opførte sig, som om han var bedre end alle andre selv. Den måde han gik på kunne hun ikke helt forliges med, selv om hun langsomt var ved at vænne sig til den. Den var unaturlig og stiv og lidt for overlegen til hende. Der var intet i vejen med at bære sig selv med værdighed, men ligefrem at gå rundt som en rig kanon fra det nittende århundrede?

Og så var der hans uhyggelige måde at få sin mening på. Hans skarpe tunge. Uden tvivl var denne hans bedste våben, og hun tvivlede ikke et øjeblik på, at hvis han virkelig ønskede det, kunne han drive hende hurtigt fra forstanden i stedet for at gøre det langsomt og nyde processen. Ingen havde nogensinde sået tvivl om det faktum, at Sawyer så ned på dem, og specielt hende, men hun havde på den anden side heller aldrig rejst spørgsmålet. Hvorfor?

Fordi han havde hendes venner i sin hule hånd. På dette tidspunkt var hun overbevist om, de andre fra Synthetic Supernova ville lytte til ham frem for hende, givet det faktum at han havde sørget for, de fik en ekstra chance, mens hun i første omgang havde ødelagt det for dem ved at tænke på sig selv. De kunne lide Sawyer som person, på trods af hans overlegenhed. Aisha var endda rimelig lun på ham, selv om hun havde stillet sig tilfreds med Duncan da han ikke virkede specielt interesseret.

,,Er du kommet dig over det med Akademiet?” spurgte han pludselig mere blidt.

,,Det går langsomt.”

,,Ja,” mumlede han. ,,Det ved jeg. Men bare rolig. Jeg garanterer dig, at du bliver glad igen før du tror det.”

,,Hvordan ved du det?”

,,Jeg har prøvet noget lignende,” indrømmede han undvigende, og hun følte ikke for at plage ham med det, selv om det var fristende med alt det, han havde gjort mod hende.

,,Er du ovre det nu?” ville hun vide.

,,Mere eller mindre, ja.”

,,Men ikke helt?”

Han fugtede sine læber med tungespidsen og skiftede stilling, hvilket så ud til at forårsage lidt ubehag for ham, for han skar en grimasse og opgav at rette yderligere på sin stilling.

,,Psykisk, jo.”

,,Men ikke fysisk?”

Han rystede på hovedet, og hun mærkede sit hjerte synke en anelse. Det var helt tydeligt, at han ikke brød sig om at blive udspurgt, og at spørgsmålet vækkede nogle tanker til live hos ham, for hans blik blev en smule fjernt og mindre intenst, og hans stilling skiftedes automatisk. Han rundede i skuldrene og sank en smule sammen, indtil han sad med krum ryg og lukkede øjne.

Og så var det, som om lynet slog ned, og han skyndte sig at ranke ryggen igen og trække skuldrene tilbage. Men i stedet for at pine ham med spørgsmål rystede hun bare på hovedet og indtog en stilling lignende Duncans med hovedet hvilende på sine foldede arme. Hun var stadig træt, men følte ikke helt at hun kunne tillade sig at falde i søvn, når Sawyer stadig var vågen. Dels fordi hun ikke anede, hvad han kunne finde på, og dels fordi hun ikke havde lyst til at lade ham se sig sove. Men det havde han jo tidligere gjort, så det var vel egentlig ikke et problem.

,,Tak for hjælpen,” hviskede hun, idet hun så ham slukke lyset.

,,Jeg fortalte dig jo, jeg forsøger at hjælpe dig,” mindede han hende om.

Så hørte hun ham læne sig tilbage og trykke på en knap, der sænkede sengens hovedende, indtil den lå helt plant med resten af sengen. Det tog hende ikke lang tid at vænne sig til tanken om at sidde på stolen og sammen med Duncan og Sawyer, og hun faldt i søvn, så snart hun mærkede en hånds lange, slanke fingre i sit hår.

 

,,Fik du sovet nok?” spurgte Duncan og gabte.

,,Ja,” svarede hun. ,,Det gjorde jeg.”

,,Godt. Så kan vi tage direkte ned og mødes med de andre. Kan vi ikke?”

,,Jo, det lyder som en god idé.”

Hun så sig kort over skulderen, hvor Sawyer stod sammen med en gammel dame med gråt hår og gammelt, slidt tøj. Hun vidste, at kvinden var hans bedstemor, som var kommet for at hente ham, på trods af at Duncan havde tilbudt at køre ham hjem. Kvinden havde præsenteret sig som Betty, og hun slog Angel som værende et af de rareste mennesker på jorden.

Her til morgen var stemningen helt normal mellem hende og Sawyer. De havde diskuteret om hun burde fortælle det med Akademiet til resten af gruppen eller ej, og han havde kaldt hende en selvoptaget snob, fordi hun sagde, at når hun nu ikke begyndte der efter sommerferien ville de nok regne det ud. Hans argument var at hun skulle være ærlig overfor sine venner, hvis hun virkelig holdt af dem, og hun måtte til sin egen ærgrelse give ham ret.

Duncan havde forsøgt at bringe vandene til ro igen, men det var lidt, som om hendes og Sawyers mærkelige forhold var blevet styrket i løbet af natten. De havde fortsat deres diskussion længe og trukket den godt ud i kanterne, indtil de var blevet afbrudt af Betty. Nattens hændelser blev tilbage i natten, mens dagslyset bragte en anden virkelighed med sig. Og hun havde det glimrende på den måde, fordi det betød, hun ikke pludselig var bukket under for Sawyers insisterende måde at pådutte hende forskellige opgaver og stempler.

Nu ville hun så til gengæld for hans trøstende ord aftenen før gøre, som han havde foreslået og fortælle de andre, at hun havde fået et afslag fra Akademiet, og at hun ville satse alt på deres gruppe fra nu af. Så måtte det bære eller briste. Denne gang havde hun bare ikke Sawyer til at rede trådene ud, hvis nu de andre ikke forstod, hvad hun mente og hvorfor hun kom tilbage. Han kunne ikke redde hende ud af ilden, hvis den først begyndte, sådan som han ellers havde gjort det tidligere. Og hun vidste, at hun var blevet for vant til ham, når hun kunne tænke på den måde uden at væmmes. Men det var rart på en eller anden måde. Selv om han ikke var rar, og selv om hun måske hadede ham på nogle tidspunkter.

Hvornår hendes opfattelse havde ændret sig, anede hun ikke, men pludselig virkede han slet ikke så belastende og uhyggelig, som han ellers havde gjort. Nu behandlede han hende jo også væsentligt pænere, på trods af deres skænderi den selv samme morgen. Det havde ikke været helt retfærdigt af hende at diskutere det med ham efter det, han havde gjort for hende, og slet ikke når han stadig på det tidspunkt havde befundet sig i en hospitalsseng.

Det ondeste kort, hun nogensinde havde spillet, var trukket den morgen. Han havde fortalt hende iskoldt og stenhårdt, at han havde tænkt sig at blive ved med at holde øje med hende, så længe hun havde sine selvcentrerede tendenser. Da var det blevet for meget, og hun havde sagt, at hvis han havde tænkt sig at blive ved med at følge efter hende, skulle han nok lade være med at køre ind i mure og komme ordentligt på benene igen. Umiddelbart var ordene ikke så slemme, og de kunne have været opfattet i sjov, hvis ikke det havde været for den samtale, de havde haft om natten, hvor han havde indrømmet, at han stadig fysisk ikke var kommet sig over et eller andet, der var sket i hans liv.

Og så havde det desuden været for hendes skyld, han havde talt i telefon og kørt bil samtidig, så hun var egentlig den sidste til at udtale sig om den slags. Overraskende nok havde det fået ham til at klappe i som en østers og ignorere hende for en tid. Indtil han blev tvunget til at genoptage diskussionen, da hun påpegede overfor Duncan, at Sawyer manipulerede med hendes liv. Duncan havde virket ret ligeglad med hvad der foregik, da han først opgav at få dem til at holde op med at mundhugges, og hun havde ikke forventet hans støtte. Sawyer og han var gode venner. Det ville være underligt, hvis han pludselig fuldt og helt tog hendes parti.

,,Hvad handler det egentlig om? Det mellem dig og Sawyer?” spurgte han stille, da de var på vej ud til Sears, hvor de havde aftalt med de andre at mødes.

,,Vi skændes bare engang imellem,” forklarede hun en smule undvigende og håbede, at han ikke ville spørge yderligere ind til det.

,,Hvorfor?”

,,Det ved jeg ikke… Vi kan bare ikke lide hinanden.”

,,Nej, det ser sådan ud,” kommenterede han med et smil i stemmen. ,,Hvor længe har I gjort det?”

,,Længe.”

,,Så også mens vi var i Santa Barbara?” spurgte han overrasket.

,,Duncan, det er kun et par dage siden. Så ja, også da vi var der.”

,,Skændes I meget lavmælt?”

,,Nej. Vi er bare gode til at holde det hemmeligt for jer andre.”

,,Nyder du ligefrem at skændes med ham, siden du gerne vil fortsætte med det?” grinede han.

,,Nej,” sagde hun, men blev smittet af hans latter. ,,Jeg vil bare helst ikke ødelægge det for jer andre, samtidig med at jeg gerne vil bevise overfor ham, at han tager fejl.”

,,Men noget af det har han vel haft ret i?”

,,Desværre, ja.”

,,Har han mødt dine forældre?” spurgte han ligeud.

Hun blev først lidt forbløffet. Hun havde hvisket kommentaren om sine forældre til Sawyer, så Duncan ikke skulle overhøre det. Men havde han alligevel hørt det?

,,Jeg mener… du nævnte noget med en kostskole, og han lod til at forstå det udmærket, hvilket jeg ikke gjorde,” uddybede han til hendes lettelse.

Men hun besluttede sig alligevel for at være ærlig overfor ham, og derfor fortalte hun ham alt, hvad hun kunne huske om hendes møder alene med Sawyer. Hun fortalte ham, hvordan de var taget ud til stranden og havde spist, mens han fortalte hende, hvor egoistisk det var af hende ikke at tage med til Florida. Hun fortalte ham, hvordan Sawyer havde fået Sarah til at fnise som en lille skolepige. Hun fortalte ham, hvordan Sawyer havde trukket hende ud af grebet på den mandlige turist i Santa Barbara den aften. Og så fortalte hun, hvorfor hun ikke selv brød sig om Sawyer: hans måde at tale til hende og hans måde at bevæge sig rundt på. Og Duncan lyttede koncentreret og stillede ganske få spørgsmål, der ville fungere opklarende, når han nu ikke selv havde været der.

Da hun var færdig passede det med, de var ankommet til Sears. Duncan svingede ind på parkeringspladsen, betalte for parkeringen og steg ud. Hun fulgte efter. Ikke så langt derfra stod resten af deres trup i en gruppe og talte sammen. Alles stemmer kunne skilles ud, fordi trafikken på dette tidspunkt var sløv på vejene, der omgav parkeringspladsen, og der var ingen andre mennesker end parkeringsvagterne til stede.

Derfor fremgik det hurtigt, at de andre var forvirrede over at blive trukket ud på dette tidlige tidspunkt, og så endda på en dag, hvor nogle af dem skulle arbejde. Duncan havde bedt dem melde sig syge for at de kunne mødes. Angel vidste, hvad planen var, og hun så i høj grad frem til det som hun sjældent havde set frem til meget andet. Det var sjovt på denne måde at være en af dem, der kom med de gode nyheder for en gangs skyld. Det blev kun bedre af at Duncan lod hende føre ordet, da det jo var hende, Sawyer havde gjort det for.

,,Fik alle min besked om Sawyer i går?” spurgte han dog indledningsvist.

Alle nikkede undtagen Angel, som følte sig en smule udenfor, indtil hun jo huskede, at hun var blevet slæbt ud af sin seng midt om natten for at holde Sawyer med selskab i stedet for.

,,Vi har været på hospitalet hele natten og kommer direkte derfra,” forklarede Duncan, og Claire lo.

,,Det forklarer Angels frisure,” udbrød hun drillende, og alle de andre grinede, også Angel selv.

,,Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle jer,” sagde hun dog en smule mere alvorligt.

Og så fortalte hun dem om sit afslag fra Akademiet, og om hvordan Sawyer havde været efter hende med netop det, efter at hun havde sagt nej til at tage med til konkurrencen i Florida. Det var både nervepirrende og en lettelse at fortælle det til de andre, hvordan hun havde haft det på det sidste, og hun kunne se i deres ansigter, hvordan følelserne skiftede. De rynkede for eksempel alle som en panden, da hun fortalte om Sawyers behandling af hende, men rynkerne glattedes ud, da hun indrømmede, at han jo havde haft ret.

,,Så du og Sawyer er ikke ligefrem gode venner?” udpenslede Jonas, tydeligt overrasket over at have erhvervet sig den viden. ,,Det kommer som lidt af et chok.”

,,Så skulle du høre dem skændes,” indskød Duncan leende. ,,Det er virkelig underholdende og virkelig anderledes.”

,,Ja, ja,” mumlede Angel og vendte øjne af dem. ,,Det er rigtig underholdende.”

Aisha fnisede.

,,Og hvad er pointen med, at du fortæller os det her?” spurgte Evan nysgerrigt.

Hun nikkede og stak hænderne i lommerne på sine bukser.

,,På trods af at vi skændes, har han åbenbart besluttet sig for at hjælpe mig rigtigt denne gang. Og det har han så gjort ved at tage kontakt til et af medlemmerne af Rising Fake Stars, som har givet os grønt lys. Vi må stadig gerne deltage i konkurrencen, hvis I stadig vil med,” forklarede hun.

Reaktionen var ikke øjeblikkelig. De fleste skulle lige sluge den viden, de netop havde fået, inden de havde overskud til at foretage sig noget som helst. Nøjagtigt som hun selv. Og hendes reaktion havde ikke været helt rationel, men ikke desto mindre meget passende for situationen. Mens det langsomt gik op for de forskellige betragtede hun dem, og Duncan pegede muntert på Evan, hvis ansigt nærmest var delt i to. Den ene halvdel udtrykte hans forvirring, mens den anden var tydeligt præget af ekstatisk glæde.

Claire faldt ham om halsen i næste øjeblik, og de andre sluttede sig til. Råbende og skrigende af glæde omfavnede de hinanden og hoppede op og ned. Angel oplevede for første gang i meget lang tid at være det positive centrum for truppen, og det var en fantastisk følelse, som hun gerne ville nyde så længe den varede. Folk omfavnede hende, og det havde ikke været nødvendigt for Sawyer at tage den opgave et overtale hendes forældre. Hvis dette virkelig var belønningen for at gøre noget godt for sin trup, ville hun med glæde have stukket af mod forældrenes vilje.

Festen varede så længe, at en parkeringsvagt kom hen for at spørge, om de var fulde, og hvis de ikke var, om de så i det mindste ikke kunne dæmpe sig lidt, hvad de så øjeblikkeligt - men fnisende - gjorde. Angel bemærkede, hvordan de truppen ligesom smeltede sammen som de havde gjort før i tiden, hvordan de blev til ét. Og alligevel var det, som om der manglede en vigtig del, som ingen tænkte over, fordi de ikke var vante med dens tilstedeværelse. Hun kunne ikke selv sætte fingeren på hvad det skulle være, men det virkede mærkeligt og utrygt på en eller anden måde, og det fik hende til at længes efter bare at danse.

Den længsel fik hun hurtigt mulighed for at få stillet, da Duncan udbrød: ,,Vi må i gang med at træne. Hårdt.”

,,Ingen druk før vi har været i Florida,” tilføjede hun hurtigt og så strengt på de andre, der grinede fjoget, fordi de vidste, hun ikke ville være i stand til at forhindre dem i at drikke, hvis de virkelig ønskede det.

,,Ingen alkohol,” medgav Claire entusiastisk. ,,Og træning mindst tre timer dagligt.”

,,Hvor lang tid har vi egentligt?” ville Jonas vide.

Både Angel og Duncan måtte til dette trække på skuldrene. Den del havde Sawyer ikke besværet sig med at informere nogen af dem om, hvilket egentlig var lidt underligt. Samtidig gjorde det dem helt afhængige af ham, og det havde Angel en fornemmelse af netop var hans pointe. Men ende gjorde det underligt nok ikke noget, for selvfølgelig havde han en vigtig rolle i det hele, når det var hans skyld, de havde fået en ny - måske endda forbedret - chance for at komme frem i søgelyset som professionelle dansere.

Sammen kørte de ud til øvelokalet og bragede ind med en sådan glæde og entusiasme at flere af de utilfredse hotelgæster slog sig ned på stole og sofaer ude foran glasruderne og betragtede, hvordan kroppene snoede sig til musikken. Duncan viste dem nogle nye trin, han havde arbejdet på, og Angel nød igen at arbejde på koreografi og samtidig røre sig sammen med gruppen. Det føltes som om det var en evighed siden, hun havde følt sig så godt tilpas, på trods af det korte tidsrum. Det forekom hende bare, at der var sket så meget på det sidste, at hun slet ikke kunne regne med tiden. Dagene, der var gået siden de vendte tilbage fra Santa Barbara, føltes som flere uger, der havde vendt op og ned på hendes liv, og de få timer, hun havde været adskilt fra Sawyer føltes som dage, fordi den glæde, de andre udviste, umuligt kunne være bygget op i bare det korte øjeblik, det havde taget dem at opfatte, hvad de blev fortalt.

Musikken bragede løs, og Angel fortabte sig helt i sin velfungerende krops bevægelser. Omkring sig kunne hun se alle de andre gøre det samme, mens de samledes i en cirkel skulder ved skulder med ryggen til hinanden, netop som dengang de dansede i gågaden i Santa Monica. Måske var den tid på vej væk, men hun håbede inderligt, det ikke ville blive værre at danse mere professionelt. Faktisk ville hun allerhelst have mulighed for at lade sin gruppe forblive som den var i dette øjeblik, og hun var usikker på, om det kunne lade sig gøre, når de nu fik mulighed for at deltage i noget meget større.

Konkurrencen blev vist i tv’et af flere omgange, vidste hun, og det var nervepirrende og spændende på samme tid. Samtidig var hun usikker på konkurrencens kvalitet. Ashtons gruppe skulle også være med, og hun vidste, de var gode, men ikke helt på niveau med Synthetic Supernova. Så hvis de var dårlig kvalitet i forhold til de andre, så ville Ashton være lige så meget i problemer som dem. Og så var de i det mindste ikke de dårligste.

,,Duncan!” stønnede Aisha nede bagerst i lokalet. ,,Vi har brug for en pause.”

Duncan løb gennem lokalet og slukkede for musikken, og et samstemmende støn gik gennem lokalet, idet de alle satte sig ned hvor de befandt sig. Angel kunne mærke sveden overalt på sig, og det gjorde det ikke bedre, at lokalet blev opvarmet betydeligt af den bagende sommersol udenfor.

,,Jeg vil mikse noget nyt til os,” erklærede Jonas mellem sine gisp efter luft.

,,Nu?” spurgte Angel og lagde sig ned på det mere kølige gulv.

,,Ligner jeg en, der er i stand til at foretage mig noget?” spurgte han leende.

Hun kastede et blik på ham og var med det samme i stand til at se, had han mente. Hans kinder havde fået et rødligt skær, og hans hud glinsede af sved. Det sorte hår klæbede til hans kinder og pande, og den T-shirt, han havde på, var gennemblødt af sved overalt hvor den havde kontakt med huden. Hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt og taktfast, samtidig med at hans læber samledes og skiltes i den eksakt samme rytme.

,,God pointe,” medgav hun grinende og trillede om på maven.

Duncan stod med hænderne i siderne og så ud over flokken som alfahannen i en dyreflok. Og han så godt tilfreds ud, samtidig med at smilet, der prægede hans ansigt, fik ham til at se år yngre ud og fjernede alle præg af den hårde hverdag, han havde. Hans fremtoning mindede hende om hvorfor hun i starten havde tænkt, at det kunne være godt at gøre ham glad: det smil, han sendte hende, da deres blikke mødtes, var uvurderligt. Han så fuldkommen lykkelig og simpel ud, og passionen for det, han lavede, strålede ud fra ham som en aura af lys, der var fantastisk at betragte.

Nu havde hun selvfølgelig ikke tænkt sig at stjæle ham fra Aisha, og hun var stadig ikke forelsket i ham, men hun blev mindet om hvorfor han var hendes bedste ven, og det gjorde hende glad. For så havde hun ikke helt mistet ham. Han var derinde et sted, men han havde åbenbart brug for at blive hevet frem i lyset. Og de seneste uger havde ikke gjort det. Ikke før nu. Måske var det virkelig godt for Duncan, at Sawyer var begyndt at være efter hende.

,,Godt kæmpet, folkens!” erklærede han optimistisk og slog hænderne sammen. ,,Tag noget vand og så fortsætter vi.”

Og de gjorde så præcis, som de fik ordrer på. Angel rejste sig og gik hen for at tage en slurk af Jonas’ vandflaske, da hun jo ikke selv havde nogen med. Faktisk var hun ikke klædt på til at træne, men hun nægtede at tage hjem for at skifte, af frygt for at gå glip af noget vigtigt.

Da alle havde drukket og fået vejret fortsatte de træningen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...