Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3436Visninger
AA

9. Fortrydelsen

 

Da hun vågnede morgenen efter sin erkendelse af at hun faktisk ikke havde det så skidt, som hun kunne have haft det, var al glæden væk. Tilbage var der den knusende tristhed der hørte sammen med den knuste drøm, som hun ikke kunne lægge fra sig. Trods det stod hun op, tog tøj på og gik ned i køkkenet for at spise morgenmad med sine forældre, der sad og slappede af i nattøj.

Hen mod middagstid ringede Duncan, som var rimelig plaget af tømmermænd. Han bad hende møde op i øvelokalet en times tid senere, og hun lovede at være der. En time senere skubbede hun døren ind til hotellet op og gik ind gennem receptionen. Allerede gennem vinduerne kunne hun se, at de andre var der, og de så ikke alle ud til at have det lige godt. Sjovest var at se hvordan Evan blev nærmest grøn i hovedet, da han bøjede sig forover for at strække ud og måtte rette sig op igen.

,,Kom nu, folkens!” udbrød Duncan frustreret, da alle havde gjort et forsøg på at strække ud. ,,Vær ikke så ynkelige.”

,,Men mit hoved snurrer rundt,” klagede Evan, præcis lige så ynkeligt som Duncan havde påstået, han var.

,,Det må du se bort fra.”

,,Det kan jeg ikke bare gøre.”

Angel så lidt rundt på de andre, der så ud til at dele Evans holdning, og det fik hende til at smile en lille smule.

,,Duncan, jeg tror ikke, det er en god idé at træne i dag. Vi ender bare med at ligge og tørre bræk op fra gulvet,” sagde hun ærligt.

,,Du har nok ret,” medgav han irriteret. ,,Okay. Vi går hjem igen,” erklærede han med et suk og gik hen for at hanke op i sin taske.

Angel mistænkte ham for selv at have tømmermænd, siden han ikke beklagede sig yderligere, og hun vidste, at han hadede den følelse. I løbet af et par minutter så hun dem alle forlade lokalet én efter én i langsom gang, og det underholdt hende så meget, at hun ikke selv kom ud af starthullerne, før hun bemærkede, at hun og Duncan ikke var de eneste i lokalet. Hun havde slet ikke bemærket Sawyer, før han rejste sig fra sin siddestilling på gulvet og lænede sig mod murværket ud til gaden i stedet for med lukkede øjne.

Han var bleg og lignede på samme måde som Evan én, der havde det ret dårligt. Hans øjne var lukkede, idet hun gav sig til at betragte ham yderligere, og hun bemærkede, hvordan hans ene hånd rystede en anelse, idet han rankede ryggen en anelse mere end normalt, hvilket gav ham en mere stiv holdning. Halvdelen af hans ansigt - den del der vendte væk fra vinduet i væggen, han stod ved - lå i skygge, og det var svært at tolke hans udtryk.

Duncan stod henne ved ham og snakkede dæmpet og hurtigt, men alt hvad Sawyer gjorde var at ryste en anelse på hovedet hver gang en sætning endte. På afstand kunne hun ikke høre, hvad samtalen handlede om, men Duncan var tydeligvis ivrig efter at komme væk fra øvelokalet, for han trådte kort efter et langt skridt tilbage og stak hænderne i lommerne.

,,Kommer du med?” spurgte han Sawyer.

Angel stod lidt og kiggede rundt i stedet. Hun havde ikke tænkt sig at tage af sted lige foreløbigt, for selv om de andre ikke ville træne, ville hun hellere end gerne gøre det for sig selv.

,,Gå du bare,” sagde Sawyer fast og roligt, idet han åbnede øjnene. ,,Jeg bliver her lidt.”

,,Er du sikker?”

,,Ja.”

,,Okay. Vi ses,” sagde Duncan og gik hen mod Angel, som omfavnede ham til afsked og derefter så ham forsvinde forbi vinduerne i receptionen og ud på gaden.

Så var hun alene med Sawyer, som så uoplagt ud.

,,Skal du ikke også hjem og pleje dine tømmermænd?” spurgte hun hentydende.

,,Skal du ikke?”

,,Jeg var ikke fuld i går.”

,,Så er vi to.”

,,Du ligner jævnt meget en, der har de ondeste tømmermænd.”

Han vendte øjne ad hende.

,,Gå nu bare!” stønnede hun.

,,Hvorfor?”

,,Fordi jeg ikke kan overskue at skændes med dig i dag.”

Hun så direkte på ham nu, og han bøjede hovedet i et kort nik, satte sig ned og foldede armene omkring sine ben uden at svaje eller krumme i ryggen. Det måtte være anstrengende at holde en så rank stilling hele tiden. Hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan det måtte være, for hun ville aldrig kunne gøre det på samme måde som han gjorde det.

,,Jeg bliver ikke for at skændes med dig,” sagde han alvorligt. ,,Bare så du ved det.”

,,Hvorfor så? For at kigge på mig?”

,,Ja.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi nogen skal jo se, om du gør det ordentligt.”

,,Hvis du ikke kan danse, skal du ikke rette på mig.”

,,Fint.”

,,Og jeg er ikke i humør til at gøre dine flabede kommentarer.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Det kommer ikke dig ved.”

Han rystede bare på hovedet, og hun gik gennem lokalet for at tænde for musikken. ”Halo” strømmede ud i lokalet, og hun satte sig selv i bevægelse uden videre. Hendes krop fulgte takten så godt som muligt, og stemmen nåede til hende. Den stille sang om kærlighed fik hendes indre til at røre på sig. Godt nok var hun ikke forelsket i nogen eller noget andet end dansen, men det var også nok for hende for nu.

Kærligheden til dansen flød gennem hendes årer som et stof, og hun bød den velkommen, selv om det gjorde ondt, fordi hun vidste, hun ikke kunne udleve sin drøm fuldt ud. Akademiet kunne ikke bruge hende. Kærligheden var ganske enkelt ikke nok. Hun måtte gøre noget bedre, og det faktum at hun ikke umiddelbart kunne det, gjorde hende virkelig ked af det. Ingen danseskoler kunne lære hende mere, havde de erklæret, når hun kom og bad om undervisning, og en privat træner ville hendes forældre dog ikke ofre pengene på.

Hun lukkede øjnene og hvirvlede rundt. For hendes indre blik så hun Sawyer, siddende i det dunkelt belyste lokale med støvpartiklerne i luften med armene omkring sine ben og hovedet lænet tilbage mod murværket, der dannede den ydre væg. Han så forladt og ensom ud, og oveni det kom så, at han så ud til at have det elendigt. Havde han ikke været sådan en nar, ville hun have haft ondt af ham, fordi hun havde ondt af sig selv og behøvede at lade sin selvmedlidenhed gå ud over en anden. Normalt ville denne ”anden” have været Duncan, men det lod ikke til at komme til at ske længere. Duncan var sammen med Aisha nu, og dermed ikke længere hende allerbedste ven.

Hun var lige så forladt og ensom som Sawyer så ud, og dette fik tårerne til for alvor at flyde ned over kinderne på hende, uden at hun havde kontrol over dem. Til sidst måtte hun opgive at danse, fordi hun ikke kunne trække vejret ordentligt, og hun satte sig ned foran spejlene, krummet sammen i en lille kugle. Hun bøjede hovedet forover og hulkede ned mod sine knæ, mens hun gav slip på sin egen ulykke. Først da gråden stilnede af blev hun igen opmærksom på, at hun ikke var alene, og at hun lige havde grædt åbenlyst foran Sawyer. Den tilfredsstillelse havde han altså fået. at se hende græde.

Det måtte da være hans lykkedag.

,,Har du en hovedpinepille?” spurgte han bare, da deres blikke mødtes.

,,Måske,” svarede hun stædigt, tørrede sine kinder og rejste sig fra gulvet for at gå hen til sin taske og finde ud af, om hun havde en pille.

I et lille rum fandt hun sin beholdning af smertestillende piller, der var nødvendige, hvis man nu kom til skade under træningen eller generelt havde hovedpine, når Duncan ringede og kaldte til træning. Med den lille beholder i hånden gik hun hen til Sawyer, hvis ansigt var lige så blegt som tidligere.

Uden et ord lod hun den lille plasticbeholder med pillerne dumpe ned i hans åbne hånd og han åbnede den hurtigt, tog en pille op og så undersøgende på den et øjeblik, inden han fandt en vandflaske ved sin side. Hun havde aldrig set nogen holde på en hovedpinepille på den måde. Den var ikke specielt meget værd, men han så alligevel på den, som var den noget meget værdifuldt for ham, inden han slugte den sammen med en slurk vand.

,,En hjælper normalt ikke ret meget,” kommenterede hun med et hævet øjenbryn. ,,Tag bare en mere.”

Sawyer så op på hende, men hvis han var overrasket, viste han det ikke. I stedet rystede han en pille mere ud i sin håndflade og slugte denne på samme måde som den forrige. Hun sukkede, satte sig ned og så undersøgende på ham, idet han rakte bøtten med piller tilbage mod hende.

,,Tak,” sagde han køligt. ,,Det var mindre egoistisk af dig.”

,,Er du så overbevist om, jeg ikke er egoistisk?”

,,Nej.”

,,Men jeg tænker altså på andre.”

,,Ja. Bare ikke så meget, som du tænker på dig selv.”

,,For du tænker aldrig på dig selv.”

,,Jo.”

,,Gør det ikke også dig til lidt af en egoist?”

,,Nej.”

,,Og hvorfor så ikke det.”

,,Fordi,” sagde han gennemtrængende, ,,når jeg tænker på mig selv, er det fordi jeg skammer mig over ikke at kunne være mere for andre. Hvorfor tror du, jeg forsøger at hjælpe dig og de andre?”

,,Som sagt hjælper du ikke ret meget.”

,,Åbenbart nok til at få dig ud af nogle ret ubehagelige situationer.”

,,Det er sket én gang.”

,,Og skulle helst ikke gentage sig.”

,,Hvad hvis det gør?”

,,Så har du jo bedt mig lade være med at hjælpe.”

,,Hvorfor er du så fast besluttet på at ødelægge mit liv.”

Han lo en rå, kold latter.

,,Jeg forsøger at hjælpe dig. Hvis du ikke kan indse det inde i dit lille, egoistiske hoved, så er det din egen skyld.”

,,Du kan ikke hjælpe mig.”

,,Skal vi vædde?”

,,Ja.”

Han var tavs lidt. Så satte han sig i skrædderstilling i stedet for.

,,Hvorfor er du så ulykkelig lige for tiden?”

,,Hvem siger, jeg er ulykkelig?” spurgte hun vredt.

,,Det kan man tydeligt se. Og det er mildest talt uudholdeligt. Det har været helt tydeligt siden den sidste dag i Santa Barbara. Det driver folk til vanvid at være sammen med én, der ikke er helt oprigtig. Og det er egoistisk at udsætte dem for det.”

,,Det kommer ikke dig ved,” svarede hun bare.

,,Du har ret. Det gør det ikke. Og jeg kunne sagtens være ligeglad, men det er jeg ikke. For jeg forsøger stadig at hjælpe dig.”

,,Du kan ikke hjælpe mig!” gentog hun en smule mere desperat nu og hørte sin egen stemme give genlyd mellem væggene i det tomme lokale. ,,Du forstår det ikke. Ingen forstår det.”

,,Hvad er det, folk ikke forstår? Din egoistiske tankegang? Er det den, du tænker på? For hvis det er, så kan jeg fortælle dig, at alle er frustrerede og kede af det og lider med sig selv engang imellem. Du er på ingen måde speciel.”

,,Hold nu kæft med at jeg er egoistisk! Det er ikke derfor!”

,,Hvorfor så?” spurgte han og lød skeptisk.

,,Jeg kom ikke ind på Akademiet, okay?!”

,,Mhm,” sagde han bare langsomt og lød ikke på nogen måde, som om det gjorde nogen forskel for ham. ,,Jeg havde også mine tvivl.”

,,Helt sikkert,” mumlede hun bare og rejste sig irriteret. ,,Hvad ved du om den slags?”

,,En hel del, faktisk,” sagde han fast og kom på benene, nu med en mere rimelig farve i ansigtet.

,,På trods af at du ikke kan danse?”

,,Ja.”

,,Det virker usandsynligt.”

,,Nu er det ikke mig, vi skal snakke om,” affærdigede han hende. ,,Men dig. Kan du ikke se, hvad det var jeg forsøgte at gøre? Jeg var ikke hundrede procent sikker på, du ville komme ind på Akademiet, og du havde jo sagt nej til at tage med til Fort Myers. Det eneste der var at arbejde med var at holde dig tilknyttet til din gruppe. Og du var ellers så sikker på, du ville komme ind. Se hvad der er sket nu. Nu ligger din drøm i ruiner, fordi du ikke tog imod tilbuddet om at tage til Florida, og der er intet, du kan gøre ved det. Tilmeldingsfristen til konkurrencen er for længst udløbet.”

,Du behøver ikke vade i det,” snerrede hun.

,,Tydeligvis, for du forstår det ikke på andre måder.”

Hun måtte tilstå i sit stille sind, at han jo havde ret. Og det gjorde hende om muligt endnu mere deprimeret, end hun allerede var. I det øjeblik kunne hun godt bruge et kram fra Duncan, Sarah, Ashton… hvem som helst, faktisk. Selv Sawyer, som stod overfor hende med rank ryg og den ene hånd stoppet i lommen på sine slidte jeans. Solen oplyste spidserne af hans lysebrune hår, der omstrålede hans ansigt som en slags brændende glorie.

Det han havde sagt var bare tilstrækkeligt hårdt og modbydeligt at høre på til at hans udseende blev overstrålet af det, og hun mistede al lyst til at lade sig omfavne af ham, selv om hun vidste, han havde stærke arme. At han på den måde kunne stå og udpensle folks knuste drømme for dem sagde vel også lidt om ham som person: at han var skruppelløs, at han var ligeglad med andre, at han var iskold og egentlig ikke havde følelser. Men hun vidste, at det sidste var forkert.

Selv Sawyer Rivers havde følelser. Det kom især til udtryk når man ramte et for ham ømt punkt, der udløste hans temperament for alvor. Normalt talte han dæmpet, roligt, uhyggeligt kyndigt. Men når hun ramte den knap, der havde forbindelse til hans følelser, var det som om den rolige overflade smuldrede væk og afslørede en mere sand person. Hun havde en fornemmelse af, få kunne finde den knap, og at han mestrede at skjule den ganske godt for alle andre end hende. Det var nærmest medfødt, at hun kunne finde hans svageste punkt uden at tænke over det.

Dette gav hende en ganske lille fordel, der ikke varede ved, fordi han var god til at genvinde fatningen endnu før hun var færdig med at fryde sig over sin mindre triumf. Oveni det tænkte han utroligt hurtigt, og hun vidste, at han hele tiden forsøgte at være på forkant med samtalen og udtænkte, hvad han skulle sige til det næste, hun fandt på at sige. Hvad så når hun ikke kunne finde på noget at sige? Som nu. I stedet rystede hun bare på hovedet og lagde armene tæt omkring sig selv.

Han gik forbi hende med lange, stive skridt og ud i midten af lokalet, hvor han stoppede op. Hun så det genspejlet i de store spejle, fordi hun ikke ville vende sig om efter ham og dermed give det indtryk, at hun ville have ham til at blive. Han måtte hellere end gerne gå for hendes skyld. Faktisk ønskede hun virkelig, at han ville gå, for så kunne hun få lidt fred. For på samme måde som hun kunne ramme hans ømme punkter kunne han påvirke hendes sindstilstand uden så meget som at få sved på panden. Og det gjorde hende endnu mere rasende.

,,Jeg ved godt, hvordan du har det,” sagde han. ,,Du føler dig magtesløs, fordi du intet kan gøre for at ændre på José Millers beslutning. Du føler dig dum, fordi du rent faktisk troede, du kunne komme ind og dermed var bedre end alle dem, du omgiver dig med. Du er skuffet fordi du ikke præsterede så meget, som du ved, du kan gøre. Du er ked af det, fordi din drøm ikke kan gå i opfyldelse nu, da du fik afslag på en vigtig mulighed og afslog den tilsyneladende eneste anden. Du er irriteret fordi jeg får den tilfredsstillelse at få ret i mine antagelser. Du er frustreret, fordi du ikke ved, hvad du nu skal gøre. Du er ensom, fordi din trup har tættere bånd hinanden imellem end du har til nogen af dem nu, som et resultat af din selvstændige træning op til optagelsesprøven. Kort sagt er der ikke ret meget positivt i dit liv i øjeblikket, og du tvivler på, du nogensinde vil blive fuldkommen lykkelig igen.”

Hun lyttede intenst til hans ord og indså med en bitter smag i munden og sviende øjne, at han havde fuldkommen ret i alt, hvad han sagde. Nogle ting kunne han ganske givet kun have fået at vide af Duncan - som det med hendes træning alene - og andre ting måtte han have tænkt sig til. Spørgsmålet var bare, hvordan han dog kunne vide det. Hvordan han havde nogen chance for at gennemskue nøjagtigt, hvordan hun havde det. Det virkede usandsynligt, at han nogensinde havde fået en drøm knust. Så hvordan kunne han udtale sig så oprigtigt og uden tøven?

Nogle ting var logiske, mens andre var sådan, at hun var sikker på, han måtte have erfaring på området. For eksempel det med at hun tvivlede på, hun nogensinde ville blive lykkelig igen. Hvorfra vidste han det? Det kunne han umuligt bare have tænkt sig til. Ergo måtte han kende lidt til det. Eller også var han synsk. Og det sidste syntes ikke helt muligt. Han knyttede sig til logikken og gik ud fra den. Alle hans argumenter, hun havde hørt, byggede på noget, han vidste med sikkerhed, endnu før hun selv gjorde. Så hvorfor ikke dette?

Dog havde hun en klar fornemmelse af, det ingen nytte ville være til at udspørge ham om det hele. Den private måde, han holdt sig selv ude af samtalen, fik hende til at føle sig som centrum for begivenhederne, og det gjorde på den ene side meget lettere at finde ud af hvad der var sandt og hvad der var falskt, men på den anden side stillede det ikke hendes nysgerrighed tilfreds. Og det hjalp heller ikke ligefrem.

,,Jeg ville gøre det om, hvis jeg kunne,” fløj det pludselig ud af hende.

,,Godt,” sagde han stille.

,,Hvorfor er det godt?”

,,Det er mindre egoistisk.”

,,Måske er det i virkeligheden for mig selv, jeg ville gøre det om.”

,,Det er måske rigtigt,” medgav han og tog et par skridt baglæns, hvorefter hans fødder fik ham vendt rundt i et trin, der lignede dans så meget, at hun blev helt forvirret.

Hvornår havde hun egentlig vendt sig for at se på ham? Det ene øjeblik havde hun stået med ryggen til ham og armene omkring sig selv, og nu stod hun og betragtede ham, mens han kom nærmere. Men da han kom helt tæt på, begyndte hun at føle den der frygt, han vækkede i hende, og det fik hende til at bakke tilbage mod ydermuren med forsigtige skridt.

,,Men du har i det mindste erkendt, at du ikke er mere værd end din trup, og det er en begyndelse.”

,,Det er fordi jeg tog fejl. Jeg er ikke en bedre danser end nogen af dem.”

Han så ud til at more sig på hendes bekostning, idet det trak i hans ene mundvig og formede et skævt smil.

,,Det er ikke helt rigtigt,” modsatte han sig. ,,Du er om muligt den mest egoistiske og uelskelige af jer alle, men ret skal være ret. Du er en langt bedre danser end de andre.”

Ordene gav hende en fornemmelse af at være faldet ned fra månen med manglende forståelse for noget som helst. Som om Jorden pludselig roterede baglæns og ændrede alting. Sawyer havde lige givet hende en kompliment, camoufleret som en verbal lussing. Sagde det noget om ham, eller var det bare hans måde at få sin vilje trumfet igennem? Var han i virkeligheden også retfærdig?

Var han egentlig kvalificeret til at bedømme hendes sværhedsgrad i forhold til dans, når han ikke selv kunne danse? Hun tvivlede egentlig lidt på det, for hvis han ikke selv dansede, hvordan kunne han så bedømme andres tekniske færdigheder og dermed også hvor gode de var? Måske skulle hun ikke tage hans ord for alt for gode varer, når virkeligheden stred med det. Hun ønskede ikke at være naiv og godtroende.

,,Hvorfor lige mig?” spurgte hun frustreret. ,,Hvorfor er det mig, du lader din ”hjælp” gå ud over? Hvorfor er det mig, du hader? Hvorfor er det lige præcis mig, du har besluttet at ødelægge alting for?”

Han sagde ingenting, men gik bare hen til ghettoblasteren og slukkede for musikken, der stadig spillede omkring dem i baggrunden som unødvendig støj. I stilheden kunne hun høre stemmer på gaden udenfor og receptionisten, der tastede løs på en gammel, slidt computer med et langsomt, usikkert system.

,,Jeg hader dig ikke ligefrem,” sagde han bare.

Hvordan kan det være, du siger det? havde hun virkelig lyst til at spørge. For det var helt tydeligt, at han hadede hende ud over alle grænser, når han besluttede sig for at lægge hendes liv i ruiner. Medmindre, selvfølgelig, han oprigtigt mente, han hjalp hende ved at drive psykisk terror på hende. I så fald havde de virkelig forskellige opfattelser af hjælp, og hun var ret sikker på, hun foretrak sin egen form. Hans virkede meget sadistisk og hård på en eller anden måde - ikke ligefrem det man havde brug for, når alting i forvejen gik rigtig dårligt.

,,Du hader mig ikke ligefrem?” nærmest gentog hun vantro.

,,Nej. Det gør jeg ikke. Du er måske ikke den mest tiltalende personlighed, jeg har mødt, men hader dig gør jeg ikke.”

,,Og du elsker mig selvfølgelig heller ikke,” kommenterede hun uden at vente et svar.

Det fik hun da heller ikke. Hun trådte et par skridt til siden og gik ind midt i lokalet for at finde sin position igen.

,,Tænd lige musikken,” kommanderede hun.

Først da hun havde sagt det, gik det op for hende, at hun netop havde udstedt en ordre, og at han sandsynligvis ikke ville følge den, bare for at irritere hende. Men overraskende nok trykkede han på ”play” og tillod tonerne at løbe ud i alle hjørner af lokalet. I et par sekunder stod hun bare og gloede på ham i forvirring. Så satte hun i bevægelse og gav sig til at hvirvle rundt til den stille sang, der kom ud fra maskinen på gulvet. Denne gang dansede hun dog med åbne øjne.

Hver gang hun drejede i hans retning så hun Sawyer i forskellige stillinger. Først stående, så knælende og så siddende i skrædderstilling på gulvet, mens han betragtede hende med en underlig dyb koncentration i blikket. Som om han analyserede alle de bevægelser, hun foretog sig. Det var lidt det samme som den dag, de først havde set hinanden. På Akademiet, hvor hun havde haft en fornemmelse af, at han kunne se lige igennem hende.

Hun huskede sine indtryk af ham fra den dag. Hans mørkblonde hår og de brune øjne med de fire modermærker omkring det højre. T-shirten og de tilfældige jeans. Hans trætte udtryk i ansigtet, den måde han stod med rank ryg og så på hende uden forbehold. Det havde virket tidløst og mærkeligt på samme tid, nærmest som en drøm. Havde hun ikke mødt ham efter den dag, ville hun måske have forestillet sig, han var et rart menneske med en glad og kærlig personlighed, men med hovedet skruet godt på.

Nu vidste hun så meget mere, og tanken nærmest skræmte hende. Hvor mange havde ikke set ham og fejlbedømt hans personlighed totalt? hvor mange havde forelsket sig i hans udseende uden at kende det monster af en tunge, der gemte sig bag hans læber og hvide tænder? Og hvor mange havde han før i tiden besluttet sig for at ”hjælpe”?

Det sidste kendte hun instinktivt svaret på. Ingen andre. Hun var helt sikker på, hun var den eneste, hans hjælp udgik til, og det generede hende mere, end hun egentlig ville have troet. Normalt når man var den eneste til et eller andet med en fyr var det noget godt. Men ikke dette. Det var forfærdeligt og knusende og hun anede ikke, om hun nogensinde ville komme ud af det. Og alligevel var det ikke så skræmmende alligevel, når hun tænkte over det. For havde han ikke haft ret i alt, hvad han havde sagt om hende indtil videre?

,,Stræk vristen,” kommenterede han pludselig fra sidelinjen, og det fik hende til nærmest at snuble ud af piruetten, hun var i gang med.

,,Hvad?” spurgte hun forpustet og fandt balancen.

,,Stræk vristen når du laver piruetter,” rådede han fast.

,,Det kan man da ikke!” protesterede hun.

,,Jo, det kan man. Prøv.”

,,Hvorfor skulle jeg?”

,,Fordi det er pænere,” svarede han.

,,Og umuligt.”

,,Det er ikke umuligt. Men hvis du ikke kan, så er det fint nok.”

,,Du aner jo ikke, hvad der er muligt og umuligt, når det kommer til at danse!”

,,Nej nej.”

Hans afslappede tonefald fik hende til at se rødt, uden at hun kunne sætte ord på præcist hvorfor. Det var bare sådan, hun havde det. Han skulle ikke rette på hende, når han ikke selv kunne danse. For det havde han jo selv sagt, han ikke kunne. Så hvordan kunne han have noget begreb om, hvad man kunne og ikke kunne?

,,Lad være med at rette på mig. Du hjælper mig ikke.”

,,Hvis du siger det.”

Han lænede sig tilbage mod muren, stadig med ret ryg, og hun lod sig igen opsluge af musikken. Den skiftede til noget i højere tempo, og hun huskede en af de koreografier, Duncan havde lavet til netop det nummer. Så hun gennemgik koreografien i hovedet og udbyggede den selv som hun fandt det passende. Den var mere præget af hiphop end hun normalt brød sig om det, men lige nu føltes det som en rar variation af dansen. Specielt fordi Sawyer ikke kommenterede på det.

Hun hoppede og svingede med armene og stampede i gulvet, gled rundt og lavede smidige, hurtige bevægelser med hele kroppen. Sådan fortsatte musikken et godt stykke tid, og hun lod sin krop få frit spil til den dunkende bas, der fik det til at sitre overalt i hende. Ikke fordi hun foretrak denne form for musik, men fordi det var den, hun havde haft det allersjovest med at danse til - i selskab med sine allerbedste venner i hele verden. Som hun havde skuffet og svigtet på det groveste. Hun ville udmærket forstå det, hvis de ikke længere ønskede hende som en del af gruppen, når hun fortalte dem, at hun ikke var kommet ind på Akademiet.

De ville se det samme, som hun selv så. At hun ikke var bedre end dem. At de ikke behøvede hende, for hun var ikke noget specielt - lige meget hvad Sawyer sagde. Det ville skuffe dem at høre, hvorfor hun ikke ville med til Florida i første omgang, Måske ville de enstemmigt smide hende ud for alvor, og så var hun alene og på den. Det ville ødelægge hendes verden endnu mere, end den allerede var i forvejen, og det syntes hun ikke, hun havde brug for.

Men hvis det gjorde dem glade, var det nok det allerbedste. I så fald skulle hun måske selv forlade gruppen. Var det til deres bedste burde hun i hvert fald gøre det nu, og hun var sikker på, Sawyer ville se den manglende egoisme i netop den beslutning, selv om han gerne ville have, hun var en del af truppen. Det lod det i hvert fald til ud fra den måde, han talte og handlede.

Hvorfor det betød noget for hende, om han betragtede hende som værende uselvisk eller ej anede hun ikke, men faktum var, at hun gerne ville have sit navn renset for egoisme. Hun var ikke egoist og havde ikke lyst til at blive stemplet sådan af nogen. Ingen som helst.

Da hun ikke kunne mere stoppede hun med at danse, gik hen mod ghettoblasteren, som Sawyer slukkede for og stoppede så op midt på gulvet. Han rejste sig og gik hen mod hende med armene hængende afslappet ned langs siderne, som om han ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre. Som om han erklærede fred på en eller anden måde. Men hun vidste, at freden var kortvarig, og at hun ikke kunne forvente, han ville bryde sig mere om hende efter i dag. På samme måde brød hun sig jo stadig ikke om ham.

,,Hvis du er klog, lytter du til mine råd,” sagde han bare, og så gik han ud gennem døren, hen langs vinduerne i receptionen og ud på gaden, og hun stod bare dumt tilbage i det tomme lokale og undrede sig over hvad der var sket.

 

Da hun kom hjem faldt hun i søvn. Og hun drømte om Lightning. Om at de dansede, men at hun så pludselig dansede solo. Uden videre begyndte han at rette på hende, og det blev sværere og sværere at lytte ordentligt til musikken og bevæge sig til den. Men hun forsøgte og forsøgte lige indtil hun hvirvlede rundt og faldt bagover.

,,Angie, vi spiser nu,” kaldte Sarah pludselig henne fra døren.

Hun satte sig op med et sæt.

,,Hvad er klokken?”

,,Syv.”

Overrasket over det endnu tidlige tidspunkt rejste hun sig og gned sine øjne uden at tænke på, makeuppen måske smittede af på kinderne på samme måde, som den gjorde på hænderne. Nede i køkkenet sad hendes far ved spisebordet, der var fyldt med forskellige slags mad. Angel elskede at spise med begge forældrene, fordi det gav hende en følelse af at tilhøre en familie og ikke bare være sig selv.

,,Hej far,” sagde hun smilende og satte sig ved siden af ham.

,,Godmorgen, sovetryne,” drillede han.

,,Jeg var vidst blevet træt.”

,,Det må du nok sige. Du var ellers ikke henne og træne så længe. Blev I tidligt færdige?” spurgte Sarah og lød faktisk interesseret, hvilket hun egentlig havde gjort lige siden hun så dem træne den dag Angel slæbte hende med.

,,De andre havde tømmermænd,” tilstod hun. ,,Så jeg blev der alene.”

,,Helt alene?” spurgte hendes far, som var noget mere forsigtig med det område, øvelokalet lå i.

Hun vidste, at han ikke brød sig om, hun færdedes derude alene, men det skulle han ikke bestemme. Og i øvrigt var hun jo ikke helt alene, da hun var der.

,,Sawyer var der også,” tilstod hun, og hun kunne med det samme se, hvordan der bredte sig et vidende smil på sin mors læber.

,,Hvem er Sawyer?” spurgte hendes far, både bestemt og drillende på samme tid.

,,Bare en af Duncans venner, som er begyndt at være meget sammen med os,” svarede hun undvigende. ,,Han er ikke danser.”

,,Kender han området derude?”

,,Det ved jeg ikke. Måske. Så godt kender jeg ham slet ikke.”

,,Hvor bor han?”

,,Jeg aner det ikke, far.”

Han slappede lidt af ved siden af hende og tog en mundfuld salat.

,,Han er for resten en ret charmerende ung mand, ham Sawyer,” kommenterede hendes mor, hvilket gjorde Angel en smule pinligt berørt og samtidig ret vred ved mindet om hvordan han var kommet på uanmeldt besøg uden videre.

,,Har du mødt ham?” ville hendes far vide.

,,Ja,” kvidrede Sarah. ,,Han kom forbi den ene dag for at hente Angel. Og så tog de ud for at spise.”

,,Jaså,” grinede han. ,,Er du begyndt at søge andet mandligt selskab end Duncan, Angel? Hvor glædeligt.”

,,Ti stille,” bad hun med røde kinder af ingen speciel grund. ,,Jeg kender ham dårligt nok. Han insisterede bare på, jeg lovede ham at tage med ham ud at spise middag en dag, og så ville han indfri det løfte lige den dag,” løj hun og holdt sig til den forklaring, han havde givet Sarah dengang for ikke så længe siden.

,,Er han ikke lidt vild med dig, Angie?” forsøgte hendes mor.

,,Nej, det tror jeg virkelig ikke, han er!” sagde hun ærligt.

,,Han virkede ellers ret vild med dig.”

,,Men det er han altså ikke. Vi er dårligt nok venner.”

,,Er du nu helt sikker på det?”

,,MOR!” udbrød hun frustreret. ,,Der er intet mellem os, okay? Han kan bare godt lide at følge efter mig.”

,,Hvis han følger efter dig, må han vel også være lidt vild med dig, min skat.”

Angel sukkede opgivende. Hvordan skulle hun nogensinde kunne forklare sine forældre hvordan det hele hang sammen? Hvorfor Sawyer fulgte efter hende anede hun dårligt nok selv, og hun ville måske aldrig rigtig finde ud af det. Ej heller kunne hun forklare dem, hvilket forhold de havde til hinanden, for det bedste ord til at beskrive dem var vel egentlig fjender, hvilket hans besøg ikke ligefrem havde givet indtryk af. Og hun ville ikke risikere at de gav hende forbud mod at ses med Duncan og de andre på grund af Sawyer, hvis hun fortalte dem, hvordan han i virkeligheden var manipulerende og hadefuld og god til at få sin mening.

Hendes far ville med garanti se en kriminel i beskrivelsen, og var der én ting, hans datter ikke skulle i forbindelse med, så var det kriminalitet. Det var hun overbevist om. Denne ene ting skulle Sawyer ikke have lov til at ødelægge for hende indtil videre, men måske ville hun fortælle sine forældre sandheden, når hun engang var blevet smidt ud af gruppen og ikke længere kunne være sammen med de andre. Så ville det nemlig ikke gøre nogen forskel om hun og Sawyer virkelig var fjender eller ej.

,,For resten, Angie,” sagde hendes far pludselig og trak hende ud af sine tankers spind. ,,Jeg hørte om et boyband i Florida, der lige har stablet en dansekonkurrence på benene for at finde baggrundsdansere til deres verdensturné. Det siges at der er deltagere fra alle staterne.”

,,Ja, den med Rising Fake Stars, ikke?” spurgte hun uddybende og følte et stik af dårlig samvittighed overfor sin gruppe, da hendes far nævnte det med alle staterne.

,,Ja, den. I har ikke tænkt jer at tage med til den, har I vel?”

,,Nej, det har vi ikke.”

,,Godt. Hvordan ville I også komme til Florida? Halvdelen af jer har dårligt råd til tre måltider om dagen.”

,,Jeg ved det ikke,” sagde hun langsomt. ,,Der var noget med, at de sendte privatfly til de forskellige stater og hentede deltagerne, hvis de virkelig kunne lide deres stil.”

,,Jaså. Men I har stadig ikke tænkt jer at deltage?”

Hun rystede på hovedet og gav sig til at spise. Hun skar et stykke af sin mørbrad og proppede det i munden, hvorefter hun tyggede grundigt på det for at være sikker på, de så ikke ville spørge ind til hendes foretagender så længe.

I mellemtiden skiftede de to emne og begyndte at tale om arbejde og hendes fars hårde job med de møjsommeligt tjente penge. Sådan beskrev de det i hvert fald selv, men de skulle bare vide, hvor surt tjente nogle af hendes venners penge var tjent. Duncan havde et virkelig dårligt betalt job, der var rigtigt surt at føre ud i livet, og han tjente ikke tilstrækkeligt på dansen til at kunne leve af det. Sådan havde Evan og flere af de andre det også.

Den eneste, hun ikke anede om havde et job, var Sawyer. Noget sagde hende, at han ikke arbejdede, for hun havde aldrig hørt ham nævne det overfor nogle af de andre, og hun kunne ærligt talt ikke forestille sig ham med et job i den branche, mange unge arbejdede i. Hvis hun skulle forestille sig ham som noget, måtte det være en sælger på et kontor. Han havde den perfekte mentalitet til at sælge, og det måtte være en del af hans liv, siden han var så fantastisk god til at få sin vilje. Hun ville hyre ham, hvis hun nogensinde skulle have solgt noget.

Efter at have vasket op gik hun op på sit værelse og sad og lyttede til Rising Fake Stars’ Cd, mens hun bladrede sangteksterne i et lille hæfte igennem. På et billede fandt hun alle bandmedlemmerne: Nathan, James, Oliver, Noah og Daniel. Nogle af verdens mest kendte teenagere lige på det tidspunkt. Og hun ønskede brændende, at hun ikke havde afvist sin gruppes forslag om at deltage i konkurrencen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...