Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3401Visninger
AA

12. Førstevurderingen

 

Hun klynkede i søvne.

Han satte sig langsomt op og ignorerede sin krops protester mod bevægelsen. Det var underligt at se, hvordan hun lå helt stille med front mod ham og tårerne trillende ned over kinderne. Forsigtigt rakte han en hånd frem og tørrede tårerne væk, selv om han egentlig kunne være ligeglad. Sandsynligvis skulle han ikke have gjort det, for i det samme rakte hendes hænder op og greb omkring hans hånd. Og så holdt hun fast, uden at det gjorde ondt.

Hvorfor han blev helt forlegen over det anede han ikke, men det gjorde han altså. Det var dog ikke sådan, at han syntes, det var ubehageligt. Blidt lod han sine fingre stryge hendes hænder, der var betydeligt mindre, indtil hun langsomt faldt til ro, og så kunne han trække hånden til sig. Langsomt lod han sig glide ud af sengen og ud på gulvet. Kontakten mellem hans fødder og gulvet fik knæet til at give sig, og han rakte hurtigt ud efter stokken, der desværre var blevet placeret ret dumt om aftenen, da han ikke havde tænkt på, hvordan det var at vågne op om morgenen i et større rum.

Men det gik bedre med knæet i dag, og derfor turde han godt tage de få skridt over til bordet, stokken hvilede op ad. Efterfølgende klædte han sig på og forsøgte at gøre det så lydløst som overhovedet muligt. Derpå skrev han en seddel, og så forlod han hotelværelset for at tage ud til den aftale, han havde lavet aftenen før.

 

Angel vågnede ved lyden af sit vækkeur og stod op. Hendes mave opførte sig mærkeligt, og hun kunne mærke sine hænder ryste. Nervøsiteten gjorde hende en smule pirrelig, og hun var ikke så modtagelig overfor Phils og Jonas’ små drillerier om at have delt seng med Sawyer, som desuden ikke var der, da hun vågnede. Det var først da hun var fulgt påklædt og mere oplagt, at hun så sedlen, han havde efterladt.

Der stod på den, at han ikke var i stand til at tilbringe dagen med dem, fordi han havde en aftale med nogle andre, men at han ønskede dem held og lykke. Og desuden stod der, at de skulle tage sig sammen, for konkurrencen var hård, og det gik ikke, hvis de ikke gav alt, hvad de havde i sig. Det var typisk Sawyer - og så alligevel ikke.

Ikke desto mindre kunne hun se, at Duncan af alle ikke var overrasket eller bekymret over sin vens fravær i løbet af dagen. Duncan undskyldte sin rolige overflade med, at så var der i det mindste ingen til at distrahere Angels tanker, og de andre havde forskellige fortolkninger af netop den udtalelse, hvilket fik hende til at rødme modvilligt. Men faktum var jo at de havde ret. Når Sawyer ikke var der, havde hun ikke rigtig nogle problemer med at koncentrere sig, og det var bedre, at de ikke havde talt sammen inden han tog af sted.

Efter at have spist morgenmad i en stor sal på hotellet blev alle dansere ledt ind i en kæmpe hal længere inde på hotellet, og alle blev mere og mere nervøse. I salen var der opstillet nogle stolerækker og desuden et kæmpe gulv at danse på. Angel målte det med øjnene og håbede inderligt ikke, at Rising Fake Stars ønskede, de udfylde hele gulvet. Men på den anden side var dette også kun den første udvælgelse, og de kunne umuligt have alt for høje krav.

Da alle havde fundet på plads blev der pludseligt helt stille, og en af Rising Fake Stars’ sange blev spillet over højttalerne, mens bandmedlemmerne ét efter ét kom frem på en balkon længere fremme, hvor alle kunne se dem. Efter dem fulgte en række andre personer. Blandt andet Kaitlyn Hamilton - Nathan Storms kæreste, kvinden fra Wilderness og flyet og til sidst Sawyer, som tog plads ret centralt i den lange række af mennesker stående deroppe. Igen var Angel den, der virkede mest overrasket. Selv om der bredte sig en hvisken rundt omkring i lokalet, så var der ikke én, der undrede sig over hvem Sawyer var, eller hvad han lavede der.

,,Halløj, folkens!” lød Nathan Storms stemme ud over hele salen med en sådan selvtillid, at hans funktion som forsanger i et band slet ikke var til at drage i tvivl.

Der lød et samstemmigt ”hej” fra de mange unge mennesker i salen, og et kæmpemæssigt bifald brød ud og bredte sig til alle hjørner. Storm bukkede oppe på balkonen og sænkede kortvarigt mikrofonen fra sit ansigt for at vise sit brede, venlige grin. Så hævede han mikrofonen igen og talte ind i den, som om han fandt på alt i det øjeblik. Improvisationen var fejlfri og naturlig, og det lød som at føre en almindelig samtale med ham, uden at han nogensinde fik noget svar:

,,Velkommen til. Vi er virkelig spændte på at se, hvad I alle sammen kan, og så glæder vi os til at have en rigtig fed dag og lære nogle fede koreografier at kende. Men som I ved, er det en konkurrence, og selv om alle tager hjem herfra, så er der flere faser, som I skal igennem. Nogle vil gå videre i dag. Andre vil ikke. Men uanset hvad, så husk at I ikke var kommet i betragtning, hvis ikke I havde noget helt særligt.

Vi er smigrede over at have deltagere fra lige knapt alle stater, men grundet det enormt høje antal deltagende vil vi også bede jer være tålmodige, hvis tidsplanen bliver overskredet en lille smule. Til at hjælpe os med at bedømme jer - vi er jo ikke ligefrem dansere selv - har vi nogle af vores venner: Tatjana Storm, ekspert i æstetik, Kaitlyn Hamilton, som skal bedømme, hvordan jeres personlighed kommer til udtryk gennem dansen,” Angel så op på den smukke pige ved siden af Storm og blev ved med at betragte hende indgående, indtil hun hørte et velkendt navn: ,,Og Sawyer Rivers, som de fleste af jer nok har hørt om.”

Folk klappede, og Angel syntes at være den eneste, der ikke rigtig forstod præsentationen af Sawyer. Men hun kunne vel egentlig også være ligeglad. Det var ikke ligefrem fordi han så ud til at nyde opmærksomheden som han stod der med stokken ved sin side, iført en kortærmet hvid skjorte og et par slidte sorte jeans. Et kort øjeblik syntes hun at tiden stod stille, da han tog et skidt baglæns og syntes at trække sig ud af rampelyset. I stedet lod han til at få overbalance og have svært ved at finde balancen igen efterfølgende. Smerten aftegnede sig tydeligt i hans ansigt, selv på afstand, og hun fik ondt af ham, selv om alle andres øjne var andetsteds.

Da kastede Nathan Storm sig ud i endnu en omgang informationer:

,,I skal jo bedømmes. I bliver bedømt på teknik, kreativitet, sammenspil gruppen imellem, rytmik og føling med musikken som gruppe. Derudover får I nogle individuelle kommentarer fra os alle. Ved midnat vil I få at vide, om I er kommet med videre i konkurrencen.

Alle udtagelserne bliver foretaget i den tilstødende sal. Dansegulvet hernede er udelukkende til opvarmning og øvelse. Af praktiske årsager anbefaler vi, at I opholder jer i hotellets stueetage, så I ikke generer de øvrige gæster. Mad og drikkelse kan I tage, som I vil i restaurantens buffet - det er alt sammen finansieret. Efter klokken elleve i aften vil vi bede alle om at opholde sig her i salen, medmindre de er inde til udtagelse.

Møder man ikke op til udtagelsen bliver man diskvalificeret. Mangler et gruppemedlem gælder det samme. Så mød op og slå jer løs. Det bliver kanon!”

Igen klappede folk, og Angel mærkede sine nerver trænge sig på på ny. Larmen brød ud i salen, og det virkede lidt, som om Storm opgav at annoncere mere og i stedet nøjedes med at informere om hvilke grupper, der skulle starte med at gøre sig klar, og at der hang lister over grupper på væggene rundt omkring, så man kunne orientere sig.

Så snart dommerne var gået ned fra balkonen begyndte folk at bevæge sig omkring. Duncan skyndte sig hen for at tjekke, hvornår de skulle til at varme op, og Angel var både lettet og irriteret over at finde ud af, at de skulle forholdsvis sent på. Til den tid havde hun måske fået sine nerver under kontrol - eller også gik det den modsatte vej. Desuden måtte dommerne være ved at være trætte af at se på dansere til den tid, og det gik hende på. At Sawyer var dommer lod de andre helt klart til at tro var en fordel, men hun havde sine tvivl.

Han var måske deres ven, men han var også retfærdig, og hun havde en fornemmelse af, at han ikke afgav sin stemme uden at være blevet imponeret. Når han nu havde set deres koreografier mange gange, burde de egentlig finde på noget helt andet - selv om de havde lavet en ny rutine - end det, de normalt lavede. På den måde kunne han ikke forudse deres næste træk, og overraskelsen kunne gå hen og blive det, der talte for dem. Og så ønskede han måske ikke, at hun gik videre i sidste ende. Måske var hans lod egentlig at trække hende gennem endnu mere pinsel for at få sin egen pointe frem.

Det nyttede ikke så meget at reflektere over den slags nu, hvor de allerede stod i selve situationen. Det eneste, de kunne gøre, var at tage sig sammen og sørge for at køre rutinen igennem lige så fejlfrit som havde de befundet sig på parkeringspladsen bag Sears hjemme i LA.

Der tegnede sig et tydeligt mønster omkring opvarmningsområdet. Der var flere grupper, som permanent sad og betragtede de andre og diskuterede indbyrdes. Nogle gjorde dette for at gøre den pågældende gruppe nervøs. Andre gjorde det for at kopiere trinnene, hvis der var nogle brugbare, og inkorporere dem i deres egen koreografi lige inden udtagelsen. Dette var så lavt og ynkeligt, at Angel virkelig hadede de mennesker, der foretog sig den slags, allerede inden hun havde talt med dem.

,,Jeg forstår det ikke,” erklærede Duncan frustreret ved siden af hende. ,,Hvorfor tror de, det hjælper at kopiere de andres? Vi bliver bedømt på kreativitet.”

,,Jeg ved det ikke,” sagde hun blankt. ,,Men mon ikke dommerne kan se igennem det?”

,,Jeg ved ikke med de andre, men Sawyer kan.”

,,Hvordan ved du det?”

,,Fordi han har hjulpet mig med nogle af koreografierne. Af og til, når jeg foreslår et trin, ryster han på hovedet og siger, at det minder for meget om det, der er fremme lige for tiden. Eller at jeg ser for meget på mine modstandere og ikke på mig selv.”

,,Han har sikkert ret,” kommenterede hun uden følelse.

,,Ja, det har han nok,” indrømmede Duncan og stak hænderne i baglommerne på sine jeans. ,,Ved du hvad han foreslog mig engang?”

,,Nej.”

,,At jeg skulle lave en koreografi med pardans til dig.”

,,Det har du jo haft gjort.”

,,Ja, men en hel koreografi. Uden de andres indblanding.”

,,Du laver fis, ikke?”

,,Næh. Men det troede jeg ærligt talt, at han gjorde.”

,,Det gjorde han vel ikke?”

,,Næ.”

,,Det tænkte jeg nok.”

Duncan trådte ind foran hende og spærrede hendes udsigt til de dansende grupper på det store dansegulv.

,,I har altså et sjovt forhold, dig og ham.”

,,Har vi?” spurgte hun og så op på ham.

,,Ja. Som om I har kendt hinanden i mange år og hørt de samme ting igen og igen så mange gange, at I kender en god måde at svare igen på hver eneste gang.”

Hun grinede.

,,Jeg er da glad for, det virker sådan, for ofte føler jeg mig rimelig jordet af ham,” lo hun.

,,Virkelig?”

,,Ja.”

,,Jeg har faktisk tænkt på det modsatte. Han giver på en eller anden måde altid efter for dig.”

,,Synes du?”

,,Ja.”

,,Hvornår har han givet efter for mig?”

Hun så udfordrende op på ham, men vidste godt, at hun på forhånd havde tabt. Det var jo egentlig rigtigt, at Sawyer gav efter for hende på sin egen måde, selv om han ikke altid endte med at gøre, hvad hun gerne ville have ham til. Faktisk skete det langt sjældnere at hun fik sin vilje, end at han gjorde det. Men han fik den via en mærkelig form for eftergivenhed. For han gjorde, som hun bad ham om, og han var faktisk begyndt at behandle hende pænt, selv om det af og til stadig virkede, som om han var djævelen selv.

,,For eksempel…”

,,Hvis du bruger eksemplet fra Santa Barbara igen slår jeg dig ihjel. Det tæller ikke,” erklærede hun med et grin, vel vidende at det var hvad han havde tænkt sig at sige.

Et øjeblik stod Duncan og tænkte sig om, tydeligvis for at finde et andet eksempel, han kunne bruge, selv om hun ville ønske, han bare ville lade det ligge. Hun havde ikke lyst til at blive mindet om Sawyer. Men det var ikke længere tanken om hans kritik, der gjorde udslaget. Det var erindringen om den drøm, hun havde haft. Hun kunne ikke huske, hvad den havde endt med, men han havde været der som så mange gange. Og den efterlod en ængstelig følelse i kroppen på hende, uden at hun helt vidste hvorfor. Der var jo ikke som sådan sket noget, hun ikke brød sig om - ud over at Ashton havde holdt hende tilbage, men det havde slet intet med Sawyer at gøre; han havde jo slet ikke været med i drømmen på det tidspunkt længere.

,,I flyet,” sagde Duncan pludselig.

Hun blev revet ud af sine tanker.

,,Hvad?”

,,I flyet. Da du spurgte til hans mellemnavn.”

,,Nåh. Ja, du har ret,” sukkede hun og rystede tankerne af sig. ,,Det må være min kvindelige tiltrækningskraft, der påvirker ham.”

Han lo.

,,Helt sikkert,” drillede han. ,,Din kvindelige tiltrækningskraft.”

Hun hævede et øjenbryn og fremsatte en maske af simuleret fornærmelse.

,,Siger du, at min kvindelige tiltrækningskraft ikke eksisterer?”

,,Nej da,” spruttede han muntert, ,,jeg siger bare, at Sawyer ikke falder for den slags.”

,,Hold da op,” protesterede hun overdrevent. ,,Alle falder for min kvindelige tiltrækningskraft.”

,,Ikke Sawyer Rivers.”

,,Hvorfor ikke? Er han homoseksuel?”

Denne gang kom der et højere latterbrøl fra ham, og hun kunne ikke selv holde masken længere. Det var længe siden, hun havde pjattet med ham på denne måde, og hun havde helt glemt hvor rart det egentlig var. Men på den anden side så var det jo det forhold, hun havde haft til ham før i tiden også.

,,Nej, det tror jeg virkelig ikke, at han er,” erklærede han muntert. ,,Men man kan aldrig vide, kan man vel?”

,,Så er der ingen anden undskyldning, end at han er et rumvæsen.”

,,Et rumvæsen?”

,,Ja. Alle jordiske unge mænd er helt vilde med mig.”

,,Er du sikker på det?”

,,Du tæller ikke,” erklærede hun. ,,Og det gør din bror heller ikke. Men alle andre. Specielt Sawyer.”

,,Det er garanteret en løgn.”

,,Han siger jo selv, at det er mig, han vil hjælpe,” grinede hun.

,,Det har du selvfølgelig ret i. Men alligevel…”

,,Jeg må være enig med Duncan,” erklærede Ashton pludselig bag hende, og hun snurrede hurtigt rundt for at se på ham. ,,Rivers virker ikke som typen, der falder for den slags. For når han falder, så falder han hårdt.”

,,Hvad mener du med det?” spurgte hun nysgerrigt og så op på ham.

,,Ja,” istemte Duncan mere spidst. ,,Hvad mener du med det?”

,,Ikke noget, ikke noget,” skyndte Ashton sig at sige og viftede afværgende med hænderne foran sig. ,,Jeg tænkte bare højt.”

,,Hvorfor i det hele taget tænke på den måde?” ville Angel vide, mest af ren nysgerrighed, men der var noget, der ikke helt stemte ved den måde, han havde sagt det på.

Hun havde aldrig hørt Ashton tale på den måde, selv om hun vidste, han kunne være kynisk. Alle fra deres tidligere skole vidste dette, og dermed var det jo ikke noget nyt. Men det overraskede hende, at han havde brugt en skarpere, mere selvtilfreds tone end ellers. Overfor hende havde han ikke på noget tidspunkt brugt den, selv om hun selvfølgelig heller ikke havde været ret meget sammen med ham.

,,Det ved jeg ikke. Det er også bare noget, jeg har hørt. Folk snakker, ved du nok,” sagde han en smule undvigende og blidere.

,,Folk siger så meget,” indskød Duncan mere roligt.

,,Du har ret,” medgav Ashton. ,,I må undskylde, hvis det lød, som om jeg mente noget andet.”

,,Jeg ved ikke helt, hvad du ellers skulle mene,” mumlede hun, men var alligevel en smule mere på vagt overfor Ashton fra det punkt af. ,,Kender du egentlig Sawyer?”

,,Ikke helt vildt godt. Vi har talt sammen en enkelt gang - ud over i flyet.”

,,Hvorfor præsenterede han sig så for dig?”

,,Det er meget længe siden, vi mødtes første gang, og mine venner kaldte ham noget lidt andet.”

,,Hvad?”

,,Det kan jeg ikke helt huske.”

,,Virkelig? For det lød, som om du skulle til at sige det, da han kom hen til os.”

,,Virkelig. Jeg ville have gættet på et eller andet, men heldigvis for mig afbrød han mig, inden jeg nåede så langt. Jeg tror nemlig ikke, der var rigtigt.”

,,Nå.”

,,Ja.”

,,Det kan også være lige meget,” brød Duncan ind med et smil. ,,Pointen er at vi nu er to mod én, Angel. Jeg vinder vores lille diskussion.”

Hun skulede drillende til dem begge.

,,Det er ikke fair!”

,,Livet er ikke fair,” sagde Ashton bare leende.

,,Hey! Skulle du ikke forestille at være på min side?”

,,Skulle jeg? Nåh ja. Det skulle jeg vidst egentlig.”

,,Du er så ond.”

,,I lige måde.”

,,Jeg er da på ingen måde ond!” protesterede hun med et lille grin.

,,Ikke?”

,,Nej.”

,,Jeg tror, du er lidt alene om den opfattelse, Angel,” drillede Duncan.

,,Hey!” udbrød hun og rakte tunge.

,,Og barnlig,” kommenterede Ashton mildt.

Hun himlede med øjnene og lagde armene over kors, men hun vidste godt, at hun på ingen måde havde Sawyers irritation og autoritet til at gøre det gennemført. Og så var hun desuden ved at dø af grin indvendigt, så det ville ikke hjælpe noget at forsøge at lade være med at smile. Duncan og Ashton blev ved med at drille hende lidt endnu, indtil Aisha kom og bortførte Duncan for at tage et kig på maden.

Angel fulgte i stedet med Ashton rundt på hotellet for at udforske det indre, hvor de havde sovet hele natten, men ikke rigtig haft overskud til at gå rundt og kigge. Hun havde god tid, og det lod han også til at have.

Sammen udforskede de den overdækkede terrasse med udsigt til havet og en masse planter i alverdens farver over det hele. Det var et fantastisk sted, hvor hotellets gæster sad rundt omkring og snakkede, hvis de blev trætte af den bankende sol. Overdækningen kastede skygge over hovedet på folk, og da der drev en kort byge ind over kystlinjen holdt den også folk tørre. Angel og Ashton sad der en times tid og snakkede om løst og fast, om spændingen ved at være med i konkurrencen og håbet om at gå videre.

Ud over at Angel nævnte, hun ikke havde vidst, Sawyer skulle være dommer, blev der ikke snakket om netop den person, og det gjorde hende en smule mere rolig. Og på samme tid ikke. Da nerverne ved tretiden om eftermiddagen nåede et ret højt punkt besluttede Ashton, at de hellere måtte gå indenfor og få noget at spise. Og så satte de sig ind i den kølige restaurant, valgte nogle forskellige slags mad fra buffeten og sad og sludrede, mens de fyldte i hovederne.

 

At have siddet ned havde gavnet afslapningen af hans knæ, men det gjorde det mere besværligt at gå, da dommerteamet ved syvtiden om aftenen havde spisepause. De bevægede sig ud til restauranten i samlet flok og satte sig ved et stort bord, han med ryggen til buffeten og front ud mod de andre borde, og de andre rundt om i en cirkel. Centrum var selvfølgelig ikke ham, selv om det måske godt kunne se sådan ud. Det var i højere grad Nathan Storm, som egentlig holdt sine meninger for sig selv og ikke nævnte noget som helst, der havde med dans at gøre, efter at de var kommet ud fra lokalet.

Nu havde han heler ikke selv så vanvittig meget lyst til at diskutere den seneste gruppe, de havde set, for han kendte den i forvejen, og han kendte dens medlemmer. Lidt for godt, måske. Også selv om han havde foregivet ikke at gøre, alene for at beholde sin professionelle troværdighed. Men sagen var den, at selv om gruppen uden tvivl havde ladet sig inspirere af andre, så var danserne gode. Og californiske, ligesom de andre grupper, der havde været inde i løbet af den sidste halve time. Californien var den stat, der havde været mest repræsenteret, og medlemmerne af Rising Fake Stars havde ment, at det var bedre at  gemme dem til sidst og tage dem nærmest som en kategori for sig selv.

Det var ikke sådan, at han var uenig i den beslutning, men han ville måske have gjort det lidt anderledes, havde det været ham alene, der skulle træffe beslutningen. For sagen var den, at selv om danserne fra solskinsstaten havde ry for at være gode, så kunne de også skuffe, og så ville der pludselig mange pladser i konkurrencen, selv om intet var blevet officielt. De kunne umuligt huske alle grupper fra hinanden, og de havde derfor optaget små videoklip som hjælp sammen med noterne.

,,Du er meget stille i dag, Sawyer,” kommenterede Noah og så sig omkring, tydeligvis trængende efter en smøg, at dømme efter den måde han holdt gaflen mellem fingrene.

,,Er jeg?” spurgte han distræt og rystede lidt på hovedet.

,,Ja. I forhold til hvordan du var, da vi var i Californien.”

,,Det er jo også to år siden efterhånden,” mindede han dem om. ,,Der er sket en del siden.”

,,Hvor gammel er du efterhånden blevet?” ville Julie - en af pigerne, der altid fulgte bandet omkring, specielt efter, de var blevet populære - vide.

,,Tyve,” svarede han.

,,Jaså,” sagde hun og smilede til ham.

Han gengældt træt smilet og skævede ned til stokken. Det kunne godt gå hen og blive besværligt at gå op til buffeten, og han var egentlig ikke specielt sulten. Så i stedet bestilte han en kop kaffe og lænede sig tilbage, men mærkede med det samme den samme ubehagelige prikken, der fik ham til at rette sig op øjeblikkeligt.

De andre forlod bordet for at hente mad, og han blev siddende med sin kop kaffe og så frem for sig. Indtil han skyndte sig at se ned igen. Angel sad ved et af de nærmeste borde sammen med et par unge fyre fra nogle forskellige stater - han havde været med til at vurdere dem allerede - og lod til at more sig. Havde det ikke været for hendes let dirrende hænder, havde han ikke engang troet, hun var nervøs. Men da han fik øje på dette lille tegn, var det lidt, som om empatien flød gennem ham, også selv om han ingen følelser overfor nogen kunne have med i denne konkurrence. Måske netop i særdeleshed ikke Synthetic Supernova. Han skulle forholde sig objektivt, og inderst inde tvivlede han på, han virkelig kunne gøre dette.

Men det var netop det. Han skulle. Og han havde gjort det hidtil, selv overfor den seneste gruppe.

 

,,Det skal nok gå, Angel. Du er varm og du kan dine trin. Der er ingen grund til at være nervøs,” sagde Duncan beroligende og klappede hende på hovedet.

Hun skulede op til ham.

,,Men hvad nu hvis klappen går ned?”

,,Tænk på det som var det alle menneskerne i Santa Monica. Dem kender du. Dem er du vant til at danse for, på trods af at du ikke ved noget som helst om dem personligt, fordi folk hele tiden kommer til som nye.”

,,Men…”

,,Der er jo også Sawyer,” sang Claire som en påmindelse til Duncan nærmere end Angel selv.

,,Sawyer?” Duncan så forvirret på Angel, som slog blikket ned. ,,Du mener ikke for alvor, at du er nervøs på grund af ham, vel?”

,,Nej … Jo… Måske.”

,,Du skal da slet ikke bekymre dig om ham.”

,,Men det gør jeg altså.”

,,Han kunne da aldrig finde på at indlede et skænderi i en situation som den her.”

,,Nej,” sukkede hun. ,,Det ved jeg. Det er ikke det.”

,,Hvad er det så?”

Hun rystede på hovedet. Hvordan skulle hun forklare de andre, at bekymringen var væltet ind over hende, da hun havde fået øje på ham på vej til pause? Hvordan hans knæ tydeligvis havde forårsaget en sådan smerte at han - trods sit valg om ikke at medbringe stokken til restauranten - sakkede bagud og haltede slemt. Det sidste kunne hun måske have forklaret dem, men næppe det første, der var det mindst hyppige, de nogensinde ville opleve fra hendes side, når samtalens midtpunkt var Sawyer.

Hvordan skulle hun også forklare dem, at hun var rædselsslagen for at danse overfor ham med det, der var sket sidst? Hver eneste gang han havde set hende danse, var det endt mere eller mindre i en katastrofe, og hun havde ikke lyst til at dette skulle gentage sig. Én ting var at blive ydmyget for øjnene af ham, når det bare var de to. Noget helt andet var at begynde at tude til et så vigtigt arrangement som dette.

,,Det skal nok gå, Angel,” forsikrede Evan spændt og smilede over hele femøren. ,,Slå dig løs. Nyd øjeblikket. Vil du ikke nok?”

Der gik et øjeblik, hvor hun mentalt skulle tage sig sammen.

,,Jo,” sagde hun endelig. ,,Det skal jeg nok.”

Men hun kunne ikke udelukke sine tanker fuldstændigt - selv ikke da de i samlet flok blev kaldt ind i den tilstødende hal. Hvad havde egentlig gjort Sawyer kvalificeret til at dømme i en konkurrence på dette plan? At han på en eller anden måde kendte medlemmerne af bandet burde ikke være grund nok for dem til at bede ham gøre det, hun vidste, han var i færd med. Men hun anede praktisk talt ingenting om ham, ud over at han ikke kunne danse. Logisk nok fik dette hende til at udelukke hans kompetencer som værende vigtige.

Præcis den tanke fik hende til at tage det mere roligt og trække vejret dybt, idet hun kom ind i salen. Den var betydeligt mindre med et tydeligt markeret dansegulv på det grå, syntetiske underlag i tyndt stof. Foran hende og gruppen sad så dommerne. De virkede ikke så skræmmende som de havde gjort det oppe på balkonen, og dette var hun taknemmelig for.

,,Hej,” sagde Nathaniel Storm muntert og rejste sig fra sin plads. ,,Velkommen til. I er Synthetic Supernova, ikke?”

,,Jo,” svarede Duncan sikkert og rankede ryggen.

Angel så Sawyer nikke umærkeligt og kaste et blik ned på det papir, han havde foran sig.

,,Kanon,” erklærede Noah, bandets keyboardspiller med et varmt smil fra sin plads ved siden af Sawyer. ,,I siger bare til, når I er klar.”

De stillede sig op i en lidt tilfældig cirkel, da pladser stort set var ligegyldige. Så gav Duncan tegnet til Noah om at starte musikken, og kort efter blev kendingsmelodien for gruppen spillet ud i lokalet. Angel ville have gjort hvad som helst for at se dommernes reaktioner, men hun turde ikke vige fra sin stilling med ansigtet rettet mod gulvet. Det var nu eller aldrig, og så gjaldt det i høj grad om ikke at begå selv den mindste fejl.

Efter at tonerne var gledet over i en sang - der åbenbart var et noget utraditionelt valg i forhold til de andre deltagende gruppers - sunget netop af Nathan Storm og spillet af resten af Rising Fake Stars. Den beskrev forvirringen ved at være teenager og lysten til at slå sig løs og have en fest uden at sætte alt for mange spørgsmålstegn ved det hele.

Kroppene bevægede sig i takt til musikken, og Angel havde endda overskud til at se kort på de andre ud af øjenkrogen, mens de førte koreografien ud i livet. Det så ud til, at alle gav den hele armen, og at ingen slækkede på standarden. Nerverne meldte sig langsomt hos hende, fordi der nu var pres på - hun måtte ikke være den eneste, der begik en fejl! For at sikre sig, dette ikke skete, forestillede hun sig bare gaden i Santa Monica, hvor de havde været så mange gange før, og det gav hende kræfterne og modet til at fortsætte med at danse på sin helt egen måde.

Et knæk i musikken og en høj tone fra Nathan Storm erklærede, hvad hun skulle gøre, og hun snoede sig rundt omkring Duncan, indtil hun vidste, at tonen var ved at komme til en ende. Da greb Duncan - efter aftale, selvfølgelig - omkring hende og kastede hende op i luften, hvorfra hun lod sig glide tilsyneladende tilfældigt ned over ham og endte på gulvet, hvor alle de andre lå og hævede og sænkede brystkassen overdrevet, som trak de vejret i lange, kraftfulde stød.

Derpå ebbede musikken ud, men hun blev alligevel liggende lidt, inden hun rejste sig og sluttede sig til Duncan som en af de første. Dommerne klappede underligt nok - selv Sawyer, som hun kort fik øjenkontakt med. Hans ansigt afslørede ingenting, men det kunne lige så godt være en god som en dårlig ting, dømte hun. Ingen vidste i virkeligheden hvor de havde ham, og det gjorde hende en smule nervøs. Keyboardspilleren i bandet lagde dog ikke skjul på, at han var imponeret, og et bredt grin spillede over hans læber og lyste hele hans ansigt op. Dette gav hende et håb om, at selv hvis Sawyer var hård som dommer, havde de måske stadig en chance.

,,Tak,” sagde James, bandets guitarist, og lænede sig lidt tilbage i sin stol, hvorpå han så rundt på sine meddommere. ,,Skal jeg lægge ud, eller er der en anden, der vil det?”

,,Start du bare, James,” svarede Kaitlyn Hamilton, som sad på den anden side af Nathan Storm.

Angel så lidt på hende igen og blev helt misundelig over det lange, karamelfarvede hår og de runde, charmerende kinder, der kendetegnede den smukke - og i øvrigt talentfulde sangerinde og kæreste til Rising Fake Stars’ forsanger.

,,Okay. Jeg synes, I gjorde det rigtig godt,” lagde James ud og lænede sig igen fremover, hvorpå han foldede hænderne mod bordpladen. ,,I bevæger jer meget dynamisk og med en god energi. Jeg mener, man kan virkelig mærke jer, når I er til stede. Ikke kun når I danser, men også når I bare står der. Det var en virkelig god oplevelse.”

,,Jeg er enig,” medgav Tatjana Storm og så på sin sidekammerat - James. ,,Det så jo godt ud. Det er svært, hvis man har bare en lille smule styr på sin krop, ikke at få dans til at se godt ud. Men jeg vil stadig sige, at I gjorde det exceptionelt godt. Nogle af jer er bedre teknisk end andre, men som helhed gjorde I et godt indtryk. Generelt vil jeg sige, at I, drenge, skal øve jer lidt mere i at komme ud i bevægelserne.”

Duncan nikkede ved siden af Angel, som så ned. Hun vidste ikke helt, om den med teknikken var møntet på hende, men på den anden side havde Tatjana Storm ikke nævnt nogle navne - måske i stor grad fordi hun ikke kendte deres navne.

,,Interessant valg af sang,” sagde en ung mand med halvlangt kruset hår og mørk hud. ,,Men det giver et indtryk af, hvad I kan gøre med bandets musik. På den måde er det et virkelig klogt valg. Og kombineret med jeres evner er det ingen sag at sige, at I garanteret skal videre i konkurrencen. Jeg var underholdt.”

,,Jeg kunne godt lide slutningen,” nævnte Kaitlyn Hamilton og strøg sit lange hår bagud i en misundelsesværdigt elegant bevægelse. ,,Men det virkede på mig lidt, som om der ikke helt var samme personlighed i den som i alle de andre dele. Måske er det bare min holdning, men I virker ikke, som om I har den slags forhold, der i virkeligheden skal til for at udføre denne slags trin helt fejlfrit. Dette siger jeg selvfølgelig uden at være ekspert på området. Generelt var det en præstation, jeg ville nyde at se igen.”

,,Og hun er en af de kræsne,” drillede Oliver, Rising Fake Stars’ trommeslager.

De lo alle sammen. Kommentarerne kom ikke fra alle. Sawyer kommenterede dem for eksempel ikke, men Angel havde en fornemmelse af, at han ikke rigtig havde noget at skulle have sagt, hvis han alligevel ikke havde forstand på dans. Og desuden havde han jo tilknytning til gruppen. Det kunne umuligt være positivt, hvis han dømte efter sin subjektive holdning, og det havde man sandsynligvis taget højde for. Men igen spillede hans retfærdighed en vigtig rolle, som hun var sikker på, Rising Fake Stars kendte til og tog hensyn til.

Efter den overordnede bedømmelse blev de sendt ud og derefter kaldt ind én efter én. Angel følte sig ængstelig, fordi hun skulle ind som den sidste. De andre kom ud med blandede kommentarer, men alle var enige om, at de havde gjort det godt, og at de ikke kunne have forlangt mere derinde. Ingen nævnte hvem der havde sagt hvad, men Angel kunne konkludere ud fra manglen på skuffelse eller følelse af bedrag, at Sawyer nok ikke havde ytret sig negativt om nogen af de andre. Derfor var hun fortrøstningsfuld, da det endelig blev hendes tur alene i rampelyset.

Med let sitrende hænder gik hun ind i salen og bevægede sig hen over gulvet i en slags nervøs følelse af tomhed for at hilse på de forskellige ved det lange bord. Hun bemærkede, hvordan Nathan Storm gennem brillerne betragtede Kaitlyn, da de to piger gav hånd, og det fik hende til at ønske, at hun også havde haft en sød kæreste, der ville holde øje med hende og forsøge at vurdere situationen. Men det havde hun ikke - og så var hun i øvrigt slet ikke interesseret i Nathan Storm. Han var ikke lige hendes type.

Efter at have været gennem hele striben - dog lige med undtagelse af Sawyer, som hun diskret undgik - stillede hun sig hen på et kryds foran bordet og foldede hænderne bag ryggen for at sikre sig, at hun ikke lod dem se rystelserne, der gik gennem hende af ren og skær nervøsitet. Men hun huskede også, at hun havde været mere nervøs inden hun som et gruppemedlem gik ind sammen med de andre. Hun var ikke kun bekymret for sin egen præstation, men lige så meget for de andres. Og hun ønskede inderligt, at hun ikke var den, der trak de andre ned i sølet efter opvisningen af deres evner.

,,Angelique, ikke?” begyndte Nathan Storm venligt.

,,De fleste kalder mig Angel,” rettede hun ham med et forsigtigt smil.

,,Angel,” rettede han sig selv. ,,Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg tror ikke, der er noget, jeg kan sige, ud over at jeg virkelig nød at se dig danse.”

,,Tak,” mumlede hun en anelse forlegent.

,,Selv tak.”

,,Jeg er blæst væk,” erklærede Tatjana Storm. ,,Når du danser ser det ubesværet og helt naturligt ud. Som om det kommer til dig uden, at du tænker den mindste smule over, hvad det egentlig er, du gør.”

,,Tak.”

,,Har du nogen anelse om, hvor sexet du er på et dansegulv?” spurgte den unge mand med det krusede hår, samtidig med at han blottede et blankt sæt hvide tænder.

Hun mærkede rødmen stige op i sine kinder og rystede småleende på hovedet, usikker på hvad man egentlig sagde til den slags.

,,Nej, det tænkte jeg nok. Men det skal jeg fortælle dig. Meget. Og samtidig er der noget uskyldigt over dig, som danseverden vil elske. Specielt inden for moderne dans. Men har jeg ret, når jeg siger, at jeg kunne sætte dig til at danse hvad som helst, og du ville danse det med samme glæde som dette?”

,,Sikkert.”

Han lænede sig selvsikkert tilbage, og hun kunne mærke hans mørkebrune øjne sluge sig langsomt, hvilket var både bekræftende og en smule uhyggeligt på samme tid. Så gjorde han en afsluttende gestus mod sine meddommere. Kaitlyn Hamilton tog ordet.

,,Du gjorde det godt. Fantastisk. Jeg tror, du er den slags danser, alle andre er misundelige på, når de ser dig. Ud over at danse godt er du guddommeligt smuk, og din skønhed bliver understreget i hver eneste bevægelse, hvilket gør dig næsten magisk at se på.”

,,Tak,” mumlede hun.”

,,For hvad dog? Det er mig, der siger tak.”

,,Jeg har ikke en skid forstand på dans,” erklærede den muntre keyboardspiller og slog ud med armene. ,,Og jeg er egentlig ikke interesseret i det. Men jeg må tilstå, at jeg blev draget af dig. Du fylder meget på et dansegulv, selv om du ikke overskygger din gruppe alt for meget. Det fremgår ret tydeligt i sammenligning, at du danser ret godt, og at du har styr på dine ting, hvor nogle af de andre piger i din gruppe måske godt kunne bruge lidt mere finesse. Hvis du ved, hvad jeg mener?”

Hun nikkede. Hun vidste godt, hvad han mente, men var ikke nødvendigvis enig i hans vurdering. Og så havde hun desuden ikke lyst til at skille sig ud fra sin gruppe. Der var jo en grund til, hun ikke var solodanser.

,,Jeg ved heller ingenting om dans,” begyndte en blondine på omkring hendes egen alder, hvis ikke en smule yngre, men hun blev hurtigt afbrudt af bandets trommeslager, Oliver:

,,Måske skal vi så lade én, som rent faktisk ved lidt om det, tage ordet, i stedet for at vi spilder tiden med at tale i munden på hinanden, Julie?”

,,Jah,” sagde blondinen og rakte tunge ad ham. ,,Lad os bare det.”

,,Mr. Sawyer Rivers, vil De være så venlig at overtage ordet?” opfordrede Noah og foldede afslappet armene bag sit hoved.

Angels blik fløj over til Sawyer, som rykkede lidt frem i sædet og så indtrængende på hende med et blik, der intet sagde om hendes præstation som danser og endnu mindre om hans holdning til hende som person.

,,Jeg har sagt det til dig før,” indledte han tonløst. ,,Stræk vristen når du laver piruetter. Og jeg mente det. Det er generelt den slags små ufuldendtheder, der gør din dans en smule uperfekt at se på. Du har nogle små tekniske usikkerheder, der gør din position lidt usikker, når du danser stille, og du har ikke helt attituden til at danse den rå hiphop. Desuden, det, du lavede med Duncan til sidst, virkede på mig lidt upersonligt, og du glemte at være nærværende som væsen, da du blev kastet op i luften - som om du lidt blev overrasket, selv om det næsten umuligt kan være tilfældet -”

,,Hold dog op, det var smukt!” blandede Julie sig fra den anden ende af bordet. ,,Det træk var genialt, og ikke alle har lavet noget, der var lige så flot.”

,,Der er forskel på flot og underholdende, Julie,” gav Sawyer igen, men han smilede en anelse nu. ,,Og smukt for mig er måske defineret anderledes end for dig. Men nu er det jo Angelique, det handler om.”

Han så på Angel igen med sine lysebrune øjne, og hun mærkede rødmen brede sig over sine kinder. Der var noget bevidst i den måde, han ikke tiltalte hende ”Devil” på, sådan som han ellers gjorde det, når det bare var de to eller folk, de var vant til at omgås. Hun havde ikke én gang hørt ham omtale hende som Angel, ud over at gentage det eller nævne det i en sarkastisk tone, så hun ikke følte, det talte. Angelique havde han brugt et par gange, men selv det var ikke hyppigt, selv om hun næsten hadede det mere end at blive kaldt Devil.

,,Som sagt, du begik nogle fejl, og din teknik er langt fra perfekt. Du kan bruge rigtig meget øvelse endnu, og du ved det udmærket godt selv. Desuden skal du lære at tage imod kritik og bruge den til noget fornuftigt, frem for at dyrke din egen stolthed.”

Ordene sved, og hun så hurtigt væk fra ham med en fornemmelse af at blive ydmyget offentligt. Det sved i hendes øjne, og hun kunne mærke sin læbe begynde at bæve ganske svagt, samtidig med at slimen bredte sig i svælget på hende.

,,Når det er sagt,” fortsatte han ufortrødent og i samme tone som før, ,,så synes jeg, du gjorde det formidabelt. Du viser alsidighed og ro i de ting, du gør, og det er langt fra alle, der kan gøre dette. I mine øjne er du blandt de bedste, både som holddanser og som solist.”

Hun rettede skarpt hovedet op mod ham ved den kommentar tidsnok til at se de andre nikke anerkendende og samtykkende, hvilket var utroligt smigrende og fantastisk. Dernæst anede hun ikke, hvad der skete, men tårerne brød frem for alvor, og hun kunne intet gøre for at forhindre dem i at trille.

At se Sawyers ansigtsudtryk ændres fik hende til at gøre et forsøg på at tage sig sammen, men det nyttede ikke rigtig. Han så forbløffet og en smule skræmt ud. Hun lukkede øjnene og kneb dem hårdt i for at stoppe strømmen af de salte dråber, men det syntes ikke rigtig at hjælpe. Langsomt løftede hun øjenlågene igen og så frem for sig. Denne gang stod han op og var egentlig på vej rundt om bordet.

,,Angel, hvad er der i vejen?” spurgte Noah henne fra bordet, og hun så kort over på ham.

Også han stod op, men på det tidspunkt var Sawyer allerede ude på gulvet og haltende på vej hen mod hende. Hun lod ham komme helt tæt på og slog spontant armene omkring ham, da han rakte ud for at røre ved hende, sandsynligvis uden intentioner om at komme nærmere end en armslængde fra hende. Men hun var ligeglad. Og han skubbede hende da heller ikke væk, men nøjedes i stedet med at stryge hende forsigtigt over ryggen.

,,Var det så slemt?” spurgte han dæmpet ind i øret på hende, og hun mærkede sine kinder blive brændende varme af det stadige tilstrømning af blod.

Langsomt rystede hun på hovedet og tørrede øjnene med bagsiden af den ene hånd for ikke at plette hans skjorte. Hvad var der egentlig galt? Hun vidste jo, at hun dansede godt, og hun havde været forberedt på det værste fra Sawyers side. Men hun vidste også godt, at det var umuligt at forudsige hendes egen reaktion på hans ord, fordi han kunne variere det meget og efter eget ønske. Der var ikke en egentlig facitliste over reaktioner på bestemte udtalelser.

Stadig. Det burde ikke have rørt hende så meget at høre ham sige, at hun var en god danser i hans øjne, for hun anede ikke, hvor stor hans faglighed omkring dansen var, eller om han bare havde forsøgt at føje sine meddommere. Uanset hvad, så var det den positive kommentar til slut, der havde fået hende til at reagere så følsomt, selv om det var dumt, og selv om hun kunne se kameraerne bag dommerne blinke for at vise, at det blev optaget.

,,Kom,” sagde han stille og drejede sig lidt mod en anden side af salen. ,,Lad os gå ud et øjeblik.”

Hun nikkede ynkeligt og slap ham langsomt for at vende sig om mod endnu et sæt døre, der var betydeligt mindre og garanteret ikke ledte ud i den store sal. Det tog hende ikke specielt lang tid at komme hen til dørene, som hun åbnede. Bag dem åbenbaredes der et rum med bløde stole og et tv, der viste den direkte udsendelse fra den lille sal med dommerne. I det samme hendes blik faldt på skærmen, trådte Sawyer ind i lokalet bag hende, og hun snurrede lynhurtigt rundt, men turde ikke se ham i øjnene af skam over sin egen barnlige reaktion på hans ord.

,,Er du okay?” ville han vide.

Der var noget blødt og omsorgsfuldt i hans stemme, som hun aldrig havde hørt før.

,,Jeg har det fint,” mumlede hun flovt.

,,Er du sikker?”

,,Ja.”

Han humpede hen og satte sig på ryggen af en af stolene.

,,Jeg bliver nødt til at gå ind igen,” sagde han langsomt. ,,Men jeg ville lige sikre mig, at jeg ikke gik alt for langt over stregen.”

,,Det er fint.”

,,Tydeligvis,” kommenterede han sarkastisk, og den hårde tone fik hende øjeblikkeligt til at holde op med at have ondt af sig selv.

Den normale stemmeføring fra hans side gjorde, at hun bedre kunne håndtere situationen og se på ham, som hun havde gjort det så mange gange før.

,,Du behøver ikke lyve for at beholde det gode navn og rygte, du tydeligvis har. Jeg kan sagtens tage kritikken - du behøver ikke blødgøre de andre med løgne bagefter.”

Han så direkte på hende med sine gyldne øjne.

,,Gode navn og rygte?”

,,Ja. Alle kender dig jo åbenbart. Ashton. Alle de andre dansere. Rising Fake Stars. Du er jo helt berømt. Og det er fint med mig, så længe det ikke går ud over mig.”

,,Det der er lidt urimeligt.”

,,Er det? Du ved jo godt, alle ved, hvem du er, gør du ikke?”

Han skar ansigt, men nikkede ikke desto mindre uden at sige noget.

,,Og du ved, at folk forventer, du er retfærdig og ved, hvad du skal sige, fordi det er sådan, du er. Gør du ikke?”

Igen nikkede han bare.

,,Men jeg er ligeglad. Lad være med at udføre din såkaldte retfærdighed på mig. Jeg gider ikke lyves overfor, hvis sandheden ikke helt ligger bag ordene. Så hellere kun modtage kritikken.”

,,Fint. Hvis du har det på den måde,” sagde han bare uden at afsløre nogen som helst art af følelser.

Derpå rejste han sig, sendte hende et iskoldt blik, der på en eller anden mærkelig måde mindede hende om skuffelse over et eller andet, hun havde gjort. Hun fik dog ikke lejlighed til at spørge, eftersom han med kommentaren ”udgangen er bag dig” forlod sidelokalet og gik tilbage til den lille sal og sine forpligtelser som dommer. På skærmen så hun ham halte hen til sin plads og sætte sig ned uden at sige noget som helst til de andre, og der blev ikke spurgt. Det var åbenbart ikke nødvendigt.

Desuden sagde hans ansigt noget helt andet, end hun havde ventet. Han så på ingen måde vred eller irriteret ud, bare en smule lamslået blandet med skuffet. Som om han ikke helt fattede, hvad der lige var sket. Så rystede han på hovedet lige før den næste gruppe blev kaldt ind på gulvet. Hun havde ikke lyst til at se den, og derfor forlod hun sidelokalet via en dør, der sendte hende ud i den store sal igen.

Fra hvor hun stod var det lidt svært at vurdere, hvor de andre medlemmer af Synthetic Supernova befandt sig, men det tog hende ikke mange minutter at lokalisere dem på grund af Duncans højde og massivitet i forhold til de generelt mere spinkle og lave dansere fra de andre stater. Hun justerede hurtigt sit ansigt og sørgede for at smile, da hun gik hen mod sin gruppe. Hendes øjne kunne umuligt have været helt fri for den rødlige farve, huden antog ved gråd, men der var ingen, der stillede spørgsmål til det, og hun havde ikke i sinde at fortælle dem om hændelserne inde i salen eller ude i lokalet med stolene og tv’et.

Det kunne hun dog ikke nænne at gøre overfor Sawyer, som jo var de andres ven. At sætte ham i et dårligt lys overfor dem nu virkede ikke som det smarteste at gøre, så hun lod være og holdt det for sig selv. Desuden svandt hendes vrede mod ham langsomt, i takt med at hun mødte andre mennesker, som spurgte ind til hendes vurdering. Hun kunne stolt fortælle dem, hvad der var blevet sagt, uden at hun nævnte Sawyers vurdering af hendes evner, der ikke virkede helt sandfærdig. Hvordan kunne han nogensinde kalde hende en af de bedste, hvis hun havde begået så mange fejl, som han påstod? Og havde han i øvrigt en ringeste forstand på det? Hendes gæt var, at nej, det havde han nok ikke.

Hvad der lå til baggrund for alle andres vurdering af hans evner havde hun ikke den fjerneste anelse om, men hun vidste på forhånd, at hun ville overlade det til dem at danne deres mening om ham, mens hun ville have sin helt egen.

Hun blev afbrudt der, da Ashton kom hen og krævede hendes opmærksomhed, helt bleg i ansigtet og med nedadvendte mundvige. De to forlod den overbefolkede forreste ende af den store sal og gik ned bagved, hvor de satte sig på gulvet i et hjørne for at snakke. Ashton så miserabel ud i forhold til hvordan han havde set ud tidligere på aftenen, da han gik ind for at præstere selv. Der måtte være sket et eller andet.

,,Angel,” sagde han tungsindigt og så alvorligt på hende. ,,Brenda har lige slået op med mig.”

,,Hun har hvad?”

,,Ja.”

,,Hvorfor?” fløj det forbavset ud af hende, eftersom de to havde været sammen i mere end to år, og det virkede ikke som den slags forhold, der lige sådan gik i stykker.

Ashton trak let på den ene skulder og så ned i gulvet.

,,Det er lige meget…”

,,Nej det er da ikke,” insisterede hun.

Der var stille lidt mellem dem, selv om de andre dansere larmede i baggrunden.

,,Hun sagde noget om at det at møde Sawyer Rivers igen fik hende til at føle, at hun gjorde noget forkert ved at være sammen med mig endnu.”

,,Igen?”

Han så på hende og lod virkelig til at være overrasket.

,,Ja. Han plejede at hænge ud med hende engang. For et par år siden. Og han udvalgte Brenda som den, han ville gøre til en af de bedste dansere i moderne dans’ historie,” fortalte han pludseligt. ,,Brenda forelskede sig i ham, og han droppede hende på stedet, da han fik tilbudt noget bedre.”

Angel mærkede harmen brede sig i kroppen, og hun kunne levende se det for sig, hvordan Sawyer forførte en ung kvinde med erfarenhed og sin tilsyneladende viden om dans og ambitionerne for hende. Det var alt sammen alt for tydeligt.

,,Men hun kom aldrig over ham?” gættede hun med en bitter smag i munden.

Ashton trak let på skuldrene og så forpint ud.

,,Det troede jeg egentlig, at hun gjorde. Det påstod hun selv. Men efter de individuelle vurderinger var hun helt tydeligt ikke kommet over ham,” forklarede han.

,,Hvor er han et røvhul,” mumlede hun vredt.

,,Ja, ikke? Jeg kan ikke engang bebrejde Brenda, at hun er faldet for ham. Hvis han vil have sin vilje, tror jeg, at han er god til at få den.”

,,Ja,” mumlede hun. ,,Uhyggeligt god.”

Han så uforstående på hende, og hun tog en dyb indånding. Så gav hun sig til at fortælle, hvordan han havde behandlet hende fra dag ét. Om hans påståede hjælp, om den faktiske hjælp, om hans kommentar som dommer, om hans besøg hos hendes forældre, om den måde, han forsøgte at rette på hende. Ashton sagde ingenting imens, men lod til at sluge hvert eneste ord råt, og der dannede sig et underligt livligt glimt i øjnene på ham, som om det virkelig hjalp ham at få den slags at vide om den lidt for perfekte Sawyer Rivers.

Han sagde ikke ret meget om sagen efterfølgende, men det var heller ikke nødvendigt. De lod i stedet samtalen styres lidt tilfældigt af lysten til at snakke om hvad som helst andet end Sawyer. Dermed kom de ind på vejret, på konkurrencen, på hvordan det mon ville være at tage på turné med Rising Fake Stars, på pigerne i dommerpanelet, på hvordan alle piger på deres gamle skole havde beundret Ashton på afstand og på hvordan han havde hadet af være centrum for evig opmærksomhed. Det sidste var ment i sjov, for alle og enhver vidste, at selv om han havde afvist utallige piger i løbet af sit livs sidste fire år, så var han glad for opmærksomhed i alle afskygninger.

,,Ved du hvad?” spurgte han pludselig, da klokken nærmede sig midnat.

,,Nej, men jeg har en fornemmelse af, at jeg snart finder ud af det,” grinede hun.

,,Har du virkelig?”

Hun puffede lidt til ham.

,,Sig det nu bare,” befalede hun muntert.

,,Jeg forstår ikke, der aldrig er nogen, der har inviteret dig ud.”

Hun måtte virkelig tage sig sammen for ikke at sprutte af grin, og han smilede da også.

,,Jeg mener det, Angel,” sagde han og så på hende med udspilede øjne. ,,Folk er optagede af hvor forskellig du har været fra dem frem for hvor meget godt du har at tilbyde. Hvis de bare havde åbnet øjnene og set mere end det skønne ydre og det uopnåelige indre, du fremviste for folk, ville du have haft en million dates allerede.”

,,Og hvad får dig til at tro, jeg ikke har været på en date før?” spurgte hun og satte hænderne i siderne, dog med et grin.

,,Har du?”

,,Ikke rigtigt,” tilstod hun, og han lo.

,,Lad mig invitere dig ud,” bad han, en smule useriøst.

,,Næh.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Fordi jeg ikke går ud med fyre.”

,,Hvorfor ikke? Er det farmands regler for hans lille pige? Eller er det Sawyer Rivers, som spøger i baghovedet?” drillede han.

,,Klap dog i,” lo hun. ,,Det er ingen af delene. Jeg kan bare ikke forestille mig, at det vil være underholdende at være på date med hele Los Angeles’ adonis,” tilføjede hun.

,,Jeg tror, du ville få dit livs oplevelse,” erklærede han højtideligt.

,,Og jeg tror, jeg ville kede mig ihjel, hvis du skulle fortælle mig om din samling af skønheds-produkter.”

,,På den anden sider finder du aldrig en date, der ser bedre ud end undertegnede.”

Hun lod, som om hun tænkte over det.

,,Du har sgu nok ret. Ærgerligt for mig, hva’?”

,,Ikke hvis du siger ja.”

,,Men det gør jeg ikke.”

,,Er du helt sikker?”

,,Ja.”

,,Vel er du ej. Du vil virkelig gerne ud med mig. Jeg kan mærke det på dig.”

,,Styr dig,” lo hun. ,,Du er bare ensom, fordi du lige er blevet forladt af din kæreste.”

,,Og hvad så? Man må vel udforske terrænet.”

,,Og jeg er en del af dit terræn?”

,,Selvfølgelig. Det er alle smukke kvinder.”

Hun ville have givet et rapt svar på den kommentar, hvis ikke hun blev afbrudt af Nathan Storms stemme, der erklærede over højttalerne, at de videregående femten grupper var blevet valgt ud, og desuden bad han folk om at samle sig, så alle fik hørt resultaterne af dommernes beslutning. Angel var ikke videre nervøs. Som gruppe havde de gjort det godt, og som person havde hun også fået ros af alle andre end Sawyer. Det skulle nok gå. Og selv hvis de ikke gik videre var det sjovt at have været med. Men det ville være fedest at gå videre.

Ashton trak hende op og løftede hende op over sin skulder for at bære hende med sig hen til stolerækkerne, hvor han satte hende på en stol og placerede sig selv ved siden af. Hun daskede til ham med den ene hånd i godmodigt drilleri og vendte derpå blikket op mod balkonen, mens hun nøje undgik at se på Sawyer.

Nathan stod med en mikrofon i hånden og så ud til at tænke på en bestemt sang, for hans frie hånd knipsede ud i luften, og han bevægede sig i små, nærmest usynlige ryk. Musikere, tænkte hun, var altså mærkelige engang imellem. Og hvis det var af dem, Sawyer var præget, kunne hun godt forstå, han var blevet, som han var. Det kom alligevel ikke hende ved, og hun besluttede sig hurtigt for ikke at give ham nogen yderligere opmærksomhed efter denne tur, selv om det måske ville blive svært.

Dermed fokuserede hun på sangeren med mikrofonen, som forklarede, at det havde været en svær afgørelse at træffe, og at alle var gode på deres måde, uanset hvad der var blevet sagt. Derefter remsede han grupperne op én efter én i tilfældig rækkefølge, og Angel var lige ved at blive nervøs, da Synthetic Supernova som gruppe nummer femten blev råbt op efterfulgt af et højlydt ”tillykke”. Hun fløj frem mod sin gruppe, der kom fra alle retninger, og kastede sig i armene på Duncan og de andre i et øjeblik af ekstatisk lykke. Nogle gloede hadefuldt på dem, andre var bare skuffede og med knuste drømme, og disse undgik at værdige dem så meget som et blik.

Efter at Rising Fake Stars officielt havde takket for alles deltagelse i første fase og lovet at give besked om den videre proces brød alle i salen op og forsøgte at bevæge sig lydløst gennem det store hotel op til deres værelser. Først da Duncan, Aisha, Claire og Evan efterlod hende med Jonas og Phil blev hun klar over, at hun stod overfor lidt af en prøvelse. Nemlig at være i samme rum som Sawyer resten af natten. Det lykkedes hende dog at overtale Jonas til at sove i seng med Sawyer, og hun krøb selv ned ved siden af Phil uden den store bekymring. Så var den ude af verden.

 

Tidligt næste morgen vågnede hun ved, at nogen rumsterede rundt, og der lød en lavmælt banden. Søvnigt gned hun sine øjne og satte sig op. Med det samme fortrød hun sin handling, for hun fik øje på Sawyer i halvmørket, som han stod ved sengekanten på den anden seng og så ud til at stræbe over mod bordet ved væggen overfor, hvor stokken lå placeret på bordpladen.

,,Hvad fanden laver du?” hvæsede hun arrigt og ønskede, at hun ikke havde sagt noget til ham.

,,Jeg gik for meget rundt i går uden stokken, og mit knæ gør sindssygt ondt -”

,,Ja ja,” mumlede hun og lagde sig ned igen med dynen trukket op til hovedet.

Nærmest med det samme faldt hun i søvn igen, men lige så hurtigt følte hun, at hun blev vækket af alarmen på sin mobil. Hun stod hurtigt op og gik ud på badeværelset for at blive vasket og få noget rent tøj på. Derpå pakkede hun sine ting ned i sin taske og var så egentlig klar til at rejse, allerede inden de fleste andre var stået op. Sawyer måtte være oppe, for han lå ikke i sengen, og den forholdsvis lille taske, han havde haft med, stod på skrivebordet sammen med stokken.

Hvor mon han var henne?

Hun fandt svaret, da hun egentlig besluttede sig for at sætte sig ud på altanen og drikke et glas koldt vand, men måtte ombestemme sig, fordi han sad derude og så ud til at sove i en temmelig ubekvem stilling.

Med et suk satte hun sig ind i halvmørket igen og ventede på, at de andre stod op og kom i tøjet, så de kunne komme med flyet tilbage til Los Angeles i løbet af dagen. Ingen af de andre kommenterede, at hun ikke engang så i Sawyers retning, eller at han ikke henvendte sig til hende, og hun var også ligeglad.

Resultatet af tavsheden og hendes genopblomstrende had til ham fra aftenen før blev en meget lang tur hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...