Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3429Visninger
AA

22. Finalen

 

Angel vågnede, liggende på tværs af sin seng sammen med Aisha.

Aisha sov stadig fredfyldt med alt tøjet på, udmattet efter aftenens og nattens begivenheder. Der havde været fest, og selv om det ikke for dem var lovligt, så var der blevet gået til den med alkohol. Som det så ud havde Angel tilsyneladende været den eneste, der var ædru den aften. Ud over måske Sawyer og Trace. Sawyer var dog forsvundet så hurtigt fra festen, at han dårligt havde nået at ønske dem tillykke med sejren, så han talte ikke rigtigt.

På trods af det manglende alkoholindtag var en del af aftenen noget sløret for hende, og hun måtte kæmpe for at huske detaljerne, der druknede i den altoverskyggende glæde ved at have vundet - ved at skulle på turné med Rising Fake Stars i begyndelsen af oktober, hvor de indledte deres ”Rollercoaster Tour”. Hun vidste, at hun havde snakket meget med Trace, som havde forklaret hende en masse ting om sit liv og endda fortalt om den bilulykke, der havde lammet ham fra hoften og ned engang. Og hvordan miraklet ligesom var kommet til ham i en krisesituation.

Hun huskede at have talt med en stinkende fuld Duncan, som fortalte hende, at han ikke kunne have Aisha med hjem. Og Angel havde lovet, at Aisha sagtens kunne sove hos hende, selv om hun egentlig hellere ville have sovet alene. Hun havde hele aftenen haft en underlig trang til at græde, selv om hun ikke helt vidste hvorfor. Rædslen fra afgørelsen sad stadig i kroppen på hende, selv nu hvor hun havde sovet på det hele, og der ikke lod til at være sket noget.

Pludselig var hun lysvågen, og hun væltede ud af sengen for at tjekke sin mobil. Lettet kunne hun konstatere, at beskeden med ”Udgået opkald” ikke var poppet op på displayet hos hende. Altså måtte der ikke være sket noget. Og hvis der var, havde hun ikke fået det at vide, hvilket sikkert også var bedst. Alligevel kunne hun ikke vente til det blev et nogenlunde anstændigt tidspunkt og fandt hurtigt Sawyers telefonnummer i kontaktlisten.

Den ringede én gang, og hun holdt vejret.

Så ringede den igen, og hun mærkede sine hænder begynde at ryste.

Tredje gang den høje tone lød mærkede hun tårerne presse sig på bag øjenlågene.

Og lige inden fjerde gang tonen ville have lydt blev opkaldet besvaret.

,,Ja?”

Hun åndede lettet ud og sugede luften ned i lungerne, da det umiskendeligt var Sawyers stemme. Den lød ikke videre energisk, men var heller ikke præget af den skarpe kant, den antog når han havde ondt. Blot lød han usandsynligt træt og irriteret. Indtil hun igen pustede ud for at berolige sig selv.

,,Devil?” spurgte han og lød groggy.

,,Ja,” hviskede hun og forlod værelset.

,,Hvad fanden er det for et tidspunkt at ringe til folk på?” Han rumsterede rundt i den anden ende, inden han tilføjede: ,,Klokken er otte.”

,,Det ved jeg,” mumlede hun, men havde det egentlig ikke dårligt med at have ringet til ham - hun var bare uendeligt lettet over at høre, at han havde det godt nok til at skælde hende ud for den fejl, hun nu engang begik.

,,Nå,” sagde han surt og stønnede, inden han tog en dyb indånding, der kunne høres gennem telefonlinjen. ,,Var der noget du ville, siden du vækkede mig?”

,,Jah … Nej, ikke rigtig -” hun afbrød sig selv, inden hun kom til at sige for meget.

Han lod til at holde telefonen væk fra ansigtet, for da hun hørte ham hoste hæst var det ikke så klart og tydeligt som hans stemme ellers havde været. Så lød der en knasende lyd, som stof trukket ned omkring højttalerne. Hun gættede på, at han var i gang med at klæde sig på.

,,Jaså,” sagde han endelig, denne gang blidere. ,,Hvis det var det, du ville tjekke, kan jeg fortælle dig, at jeg har det helt fint. Der er ikke sket noget i nattens løb.”

Så havde han altså regnet ud, hvorfor hun ringede. Hun smilede for sig selv, idet hun satte sig ved køkkenbordet i det tomme køkken. Så hørte hun vand løbe i den anden ende og en lavmælt kombination af eder og forbandelser, hun aldrig havde hørt magen til, gled ud mellem Sawyers læber og nåede hende gennem telefonforbindelsen.

,,Hvad laver du?” spurgte hun med et grin i stemmen.

Vandet stoppede med at løbe.

,,Jeg kom lige til at vælte en flaske vand,” forklarede han, ikke uden et smil i stemmen denne gang.

,,Dumt,” kommenterede hun.

,,Virkelig?” spurgte han tørt.

Hun lo stille, for ikke at vække sine forældre.

,,Hvad er dine planer for i dag, Sawyer?” spurgte hun og mærkede varmen stige op i sine kinder.

Han var stille lidt, mens hun hørte skabslåger smække.

,,Jeg havde planlagt at tage Julie med til Universal Studios og fri til hende,” svarede han endelig.

En underlig kulde fik Angel til at lægge den frie arm omkring sig selv.

,,Nåh, okay,” sagde hun stille.

,,Hvorfor da?”

,,Ikke for noget,” løj hun og så ned i gulvet. ,,Hav en god dag med Julie i Uni -”

,,Devil,” afbrød han hende hurtigt og lød helt chokeret. ,,Du troede vel ikke på det?”

,,Øh -”

,,Det var en joke,” sagde han, og chokket i hans stemme blev erstattet af en ufejlbarlig morskab, som hun ikke kunne lade være med at smile ved lyden af.

Også selv om hendes kinder var røde, og den kolde følelse langsomt begyndte at slippe sit tag i hende.

,,En joke?”

,,Ja.”

,,Så håber jeg, at du har det sjovt,” mumlede hun irriteret.

Han lo i den anden ende.

,,Bare rolig. Det har jeg.”

,,Det var da godt.”

,,Jeg ville have det endnu sjovere, hvis du holdt op med at være sur over at blive lavet sjov med.”

Hendes læber pressede sig sammen.

,,Hvorfor må du lave jokes med den slags, når jeg ikke må kysse med Noah?” udbrød hun pludselig, da erindringen skød op i hende som ild fra en nyantændt flammekaster.

,,Det er ikke det samme,” påstod han, pludselig alvorlig.

,,Hvad er forskellen?”

,,At jeg ikke kysser med Julie.”

,,Så det gør du ikke?”

,,Nej, det gør jeg ikke,” sagde han seriøst, og hun kunne ligefrem se for sig, hvordan hans øjenbryn skød i vejret. ,,Hvorfor skulle jeg dog det?”

,,Fordi du er vild med hende!”

Der var stille lidt, og først troede hun, at der var knas på linjen. Så opdagede hun, at den knasende lyd kunne forbindes med den latter, hun pludselig hørte mere udtalt og klart i øret. En smittende latter, der dog hurtigt fortog sig. Hun forholdt sig tavs og ventede, til han var færdig. Og ventede så lidt længere endnu på at han skulle sige noget.

,,Du mener det ikke seriøst, vel?” spurgte han og lød ærligt overrasket.

,,Selvfølgelig mener jeg det seriøst,” snerrede hun. ,,Ellers ville jeg da ikke sige det på den måde.”

Han sukkede i den anden ende.

,,Okay,” opgav han. ,,Overbeviser det dig, at jeg ikke er vild med Julie, når jeg fortæller dig, at jeg ikke skal være sammen med hende på den sidste dag, hun er i Californien i det næste lange stykke tid.”

,,Nej.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Hvordan kan jeg vide, at du ikke er sammen med hende alligevel?” spurgte hun, men efterhånden var alvoren gået af hendes tone, fordi han tydeligvis ikke var vild med Julie - ellers havde han aldrig kunnet finde på at benægte det.

Pludselig var han stille, indtil der lød et metallisk ”bang”.

,,Hvad laver du nu?” spurgte hun, overrasket over den høje lyd.

,,Jeg smed bare den våde klud ned i vasken,” fortalte han, igen muntert.

,,Nåh.”

Igen opstod der tavshed, inden han sagde:

,,Har du lyst til at se, hvor jeg bor?”

 

Netop som han var kommet i tøjet og havde fundet et rimelig sølle halvt franskbrød frem fra en af skufferne i det lille ufunktionelle køkken, bankede det på døren. Han drejede sig skarpt - ikke den smidige bevægelse han havde foretaget foran dem ved bordet aftenen før -, humpede et par skridt, inden han fandt tilbage i sin normale gangart. Morgener var de værste. På det punkt hvor stivheden ikke helt havde forladt kroppen på ham, og han egentlig gerne bare ville være i stand til at bevæge sig frit. Men det skulle gås væk.

Da han åbnede døren fik han sig lidt en overraskelse. Han var jo godt klar over, at det ikke kunne være Angel, som stod derude allerede. Ikke engang hvis hun var i bil. Men han blev alligevel overrasket ved synet af en helt anden, højest uventet gæst, som stod ude i solskinnet og passede meget dårligt ind ide slidte omgivelser med de lerbrune vægge og mursten bag sig og den ødelagte cement inde i gyden, hvortil både hans og hans bedstemors, naboernes, genboernes og et par andre døre vendte ud.

,,Så du bor her stadig?” sagde manden, som var iført et nyvasket jakkesæt og blankpolerede sko.

Sawyer skævede ned for enden af vejen og håbede virkelig ikke, at manden havde tænkt sig at blive hængende længe, for det ville ikke vare mange minutter, før gadens unger - også ballademagerne - vågnede, og han var sikker på, at de ikke kunne stå for den skinnende mørkeblå Lamborghini.

,,Det gør jeg,” svarede han og greb fat om dørkarmen.

,,Du ser ud til at have fået det nogenlunde.”

,,Jah,” brummede han. ,,Jo, det kan man vel godt sige.”

,,Og det er kommet mig for øre, at ikke alene er du i stand til at gå igen. Du kan også danse igen,” sagde manden insisterende.

Sawyer sank en klump.

,,Det ved jeg nu ikke…”

,,Jeg så dig i går aftes.”

Langsomt nikkede Sawyer og forsøgte at finde ordene i sin mund.

,,I går aftes var en engangsforestilling,” sagde han langsomt. ,,Og jeg er stadig ikke helt på toppen.”

,,Hvad med hende, du dansede sammen med?”

,,Det var for hendes skyld, at jeg gjorde det. Ikke for min egen.”

,,Kunne jeg måske få et navn på hende? Jeg har et tilbud til hende.”

Sawyer rystede på hovedet med et ironisk smil, men trådte så tilbage fra døråbningen og gjorde en gestus ind mod huset.

,,Hun kommer her om lidt. Du skal være velkommen til at komme ind og vente, sir,” tilbød han halvhjertet.

 

Hun havde haft hans adresse et godt stykke tid. Men fået brug for den havde hun nu ikke, så hun havde ikke kigget. Nu stod hun ude foran den gyde, hvor hun engang havde hørt en samtale mellem en forpint mand og en kvinde. Og langsomt - ganske langsomt - begyndte der at danne sig et billede i hovedet på hende, som hun meget gerne ville fortrænge.

Hun gøs og gik forsigtigt gennem gyden med de slidte døre på hver side. Forsigtigheden skyldtes ikke i samme grad stedet, hun befandt sig, som erindringen fra tidligere. Havde man spurgt hende, ville hun ærligt have svaret, at hun sagtens kunne bo et sted som dette. Måske kun lige indtil hun indså, hvor godt hun egentlig havde det, men hun fandt det underligt romantisk med det fattige miljø. Der var noget gammeldags over det, som den moderne verden og de rige mennesker ikke havde.

Før i tiden ville hun måske have sagt, at det var Sawyers appel til hende - hvis han da havde en sådan ud over sit gode udseende. Men hun vidste godt, at det ikke var retfærdigt. At han ikke havde penge, og at han mindede hende om en overnaturlig skabning, der var flere århundreder gammel, når han skældte hende ud, var ikke det eneste, der karakteriserede ham. På trods af de manglende midler til det var han i sin ret ganske moderne.

Adressen var nede for enden af gyden, der endte i en høj, gulbrun mur. Døren til adressen så ud til at være i nogenlunde stand i forhold til de andre omkring den. Der var i det mindste ikke huller i denne, og skiltet med de to navne stod tydeligt frem på et hvidt skilt. Angel smilede for sig selv ved tanken om Betty, som havde virket varm og imødekommende og omsorgsfuld overfor sit barnebarn. Og hun tænkte på Sawyers fortælling om sin barndom og holdt op med at smile igen. Hvad han havde været igennem var ikke retfærdigt.

Men så igen. Verden var ikke retfærdig, og han lod til at have affundet sig med det. Han vidste om nogen hvad det ville sige at have det hårdt, forestillede hun sig, og måske var det netop det, der gav ham evnen til at berolige hende, når hun var ved at gå i panik. Der var intet at gå i panik over, fordi hendes problemer kun var overfladiske. Han lod til at kunne forholde sig i ro og have overblik selv hvis han befandt sig i en brændende bygning. Dermed ikke sagt at hun forestillede sig, at han var frygtløs. Der var bare mere i det end frygtløshed. Men hun havde aldrig set ham været rigtig bange, og hun håbede aldrig, at det kom til at ske. Hvad end der kunne skræmme Sawyer Rivers var helt sikkert værd at gå i panik over.

,,Devil,” sagde en stemme foran hende, og hun blinkede tilbage til virkeligheden for at opdage en langfingret hånd foran sit ansigt. ,,Hvorfor står du og stirrer på min dør?”

Hendes øjne gled til hans ansigt, der var blegt - som udskåret i marmor - og med dybe mørke linjer omkring de skarpe brune øjne.

,,Jeg faldt lige lidt i staver,” undskyldte hun sig og greb fat omkring hans hånd for at sænke den.

Han vendte øjne, men et smil spillede over hans læber.

,,Piger.”

,,Hvad skal det betyde?” spurgte hun i et forsøg på at lyde streng.

,,Ikke noget, ikke noget,” sagde han bare og holdt hænderne op foran sig, afværgende i sjov, mens han trådte tilbage med halvstive skridt.

Hun fulgte ind i bygningen efter ham, undersøgende ladende sit blik glide rundt omkring. Der var ikke på nogen måde beskidt eller snusket. Kun sparsomt møbleret med intet mindre end det mest nødvendige.

,,Sawyer, er du sikker på, at du har det fint?” spurgte hun forsigtigt og mærkede, hvordan hendes hånd langsomt gled fra hans håndled og ned til hans håndflade.

Til hendes overraskelse lukkede hans hånd sig bare omkring hendes, idet hun egentlig havde tænkt sig at trække den væk.

,,Jeg har det ikke dårligt,” sagde han henkastet.

,,Det var heller ikke det, jeg spurgte om.”

Hun så hans hoved drejet mod sig et splitsekund, inden han så fremad og bøjede hovedet.

,,Jeg er bare træt,” forsikrede han, og hun troede på ham.

Pludselig forsvandt hans hånd fra hendes, og hun skyndte sig at få styr på sit ansigtsudtryk, idet hun inde i den lille stue - og køkken - sad en mand ved et bord. En mand hun havde set før, og som hun bestemt ikke havde ventet at finde her, selv om det måske i grunden ikke var så underligt. En sær kulde bredte sig i kroppen på hende, idet hun så spørgende rundt i lokalet som for at finde et svar, hun ellers kun ville få ved at nogen ytrede sig.

Det lod ikke til, at Betty var hjemme. Hvis det havde gået Sawyer det mindste på, havde han nok sagt det, hvis ikke til hende, så til Duncan. Og det havde hun ikke hørt noget om. Egentlig var der jo heller ingen grund til, at den tyveårige Sawyer skulle være generet af sin bedstemors fravær en enkelt dag eller to. Eller måske var hun bare ude for at købe ind. Uanset hvad var det jo ikke noget, Angel skulle blande sig i. Hvis hun behøvede at vide noget, skulle hun nok få det at vide, det var hun sikker på.

Hovedpersonen i hendes tanker rømmede sig nu en smule akavet og stillede sig med en skulder lænet mod et køkkenskab.

,,Du har allerede mødt - og talt med - José Miller,” introducerede han med en flydende gestus mod manden ved bordet, som var i færd med at rejse sig fra sin siddende position.

Selv om hun gerne ville, kunne Angel ikke trække blikket fra Sawyer, på trods af at han tydeligvis forsøgte at holde sit ansigtsudtryk neutralt. Det fungerede ikke for ham. Situationen gik ham helt sikkert på. Spøgelset af et smil spillede på hans læber, samtidig med at hans øjenbryn var trukket sammen i bekymring.

,,Angelique Porter, ikke?” spurgte manden og rakte en hånd frem mod hende, hvilket tvang hende til at vende sin opmærksomhed væk fra analysen af den langt mere interessante unge mand med det lyse hår og de mørke øjne.

,,Jo,” svarede hun endelig og trykkede hurtigt den fremstrakte hånd.

,,Vi skal køre en tur,” erklærede Sawyer pludselig i stilheden der fulgte hendes tilbageholdne bekræftelse af José Millers antagelse.

En lyd af klirrende nøgler lød fra det sted Sawyer stod.

,,Hvis I altså ikke har noget imod det,” tilføjede Miller med et indsmigrende smil, der havde noget nær modsatte effekt.

Angel kunne ikke forestille sig, hvad han kom der for. Måske var han og Sawyer gode venner og kom fint ud af det med hinanden. Eller også var dette et af Sawyers små tricks, som han var god til at få ført ud i livet uden at hun nåede at fatte mistanke først. Han endte altid med at få sin vilje.

Dog syntes han ikke selv at være alt for bekvem ved situationen, idet han fulgte Miller ud gennem huset igen med en halv liter vand i den ene hånd og et bundt nøgler i den anden. Angel fulgte nølende efter ham uden rigtig at vide, hvad hun skulle sige eller gøre. Hun havde ikke rigtig lyst til at ”køre en tur” med nogen af dem lige nu. Alt hvad hun havde lyst til var at være alene med Sawyer og vende hele verdenssituationen med ham - at finde ud af, hvordan han havde det med, at Synthetic Supernova vandt konkurrencen.

Selvfølgelig havde han fortalt hende aftenen før - allerede inden de vandt - at han var stolt af hende, og han havde kort lykønsket hende, inden han var forsvundet fra festlighederne. Men det havde ikke virket særligt overbevisende. Ikke at han ikke havde virket oprigtig da han sagde det, men hun havde kunnet fornemme noget andet hos ham også. Noget, der kom til udtryk i den forsigtige måde, han bevægede sig på. Dansen havde været fejlfri fra hans side. Smidig og let. Det var de øvrige bevægelser, der bekymrede hende.

,,Hvad har du nu -?” begyndte hun, men blev afbrudt, da han skarpt og træt sagde:

,,For en gangs skyld er det her ikke min idé.”

,,Sikkert,” mumlede hun sarkastisk og krydsede armene over brystet, mens han låste døren og stak nøglerne i lommen på sine bukser.

,,Du behøver ikke at tro på mig,” sagde han ligegyldigt og begyndte at gå ud af gyden mod vejen, hvor den mørkeblå Lamborghini holdt foran hendes Mini.

,,Godt, for det gør jeg ikke,” knurrede hun for sig selv og fulgte efter med lange skridt, der føltes mere fjedrende og behagelige end hans.

Hun kunne fornemme hans himmelvendte øjne, selv om han ikke engang havde front halvt mod hende. Og så besluttede hun sig for at lade emnet falde og være lidt medgørlig for en gangs skyld. De satte sig ind i den mørke bil, og Miller satte den i gear og kørte gennem byen mod centrum og - til Angels overraskelse - stoppede på parkeringspladsen ved Akademiet. Det var ikke så længe siden, hun havde været der, men det så helt anderledes ud nu.

Hvor det før havde været storslået og fantastisk i sin simplicitet var det nu ganske enkelt kedeligt. Hun fandt intet charmerende ved de firkantede bygninger, og selv om lokalerne der uden tvivl var i høj kvalitet, så var de bare lokaler. Der var ingen karakter over dem, men de var fantastiske med deres teknik og udstyr samt gulvbelægningen og de store spejle. Miller førte dem ind i et lokale, hvor der stod en del musikinstrumenter i enden og et anlæg op mod spejlene i det ene hjørne.

Miller hentede tre stole i hvad Angel regnede med var et depot ved siden af, for der var ikke blevet rumsteret rundt med noget før manden vendte tilbage med de tre stole pænt stablet oven på hinanden. Det var søndag, og som et resultat af dette - og måske også tidspunktet - var skolen affolket. Totalt øde. Skolens ejer, derimod, var meget tilstede i alt, hvad han gjorde, og det var ikke uden en vis autoritet, at han satte sig ned på en af stolene og så afventende på hende som hun stod foran ham, uforberedt på hvad det end var, han forventede af hende.

,,Undskyld,” nærmest hviskede hun. ,,Men hvad skal jeg?”

,,Er det ikke indlysende?”

Det var Sawyer, der spurgte, men hans stemme bar ingen snert af overlegenhed. Kun noget nær anspændt tilbageholdt vrede.

,,Nej, ikke rigtig,” indrømmede hun.

Miller så kort frem og tilbage mellem dem, inden han nikkede.

,,Jeg vil gerne se dig danse, Miss Porter,” erklærede han alvorligt, men stadig med det selvsikre, indsmigrende smil på læben.

,,Men det har De jo allerede, sir,” påpegede hun og forsøgte virkelig at være høflig, mens hun huskede skuffelsen over at få et afslag.

Også i det havde Sawyer haft ret.

,,Lad os bare sige, at jeg gerne vil lade tvivlen komme dig til gode,” sagde manden og rejste sig for at krydse gulvet i lange skridt med hælen først.

Han tændte for anlægget, men bandede så lavmælt, da der kun kom en høj snurrende summen ud i lokalet. Denne lyd fortog sig ikke, selv om han prøvede adskillige ting, og til sidst stod han og så opgivende fra den ene til den anden. Angel skævede over til Sawyer, som, som sædvanlig, var et skridt foran sit selskab.

Hvis han da vel at mærke kunne spille et instrument. Med store øjne betragtede hun, hvordan han satte sig på klaverbænken og skubbede det sorte stof der dækkede tangenterne væk. Et øjeblik sad han bare og stirrede på sine hænder foran sig, så prøvede han tangenterne af, skar en grimasse, da et af h’erne lød en smule falskt i forhold til de andre rene toner. Så rystede han på hovedet og lod sine fingre lege med tangenterne.

Musikken, han frembragte, var blid og rolig, og den ville have været let at danse til, hvis Angel havde været i humør til at danse. Hvilket hun ikke var. Så hun blev stående og gloede bare på den lyshårede mand ved det sorte klaver. Hun fangede hans blik, da han så op fra sine hænder, og det fik hans fingre til at stivne og afbryde musikken uden videre, som om han havde læst hendes tanker: stop.

,,Hvad er problemet?” spurgte José Miller og gik ind mellem dem.

,,Jeg kan ikke,” sagde Angel og følte lettelsen i brystet ved at sige ordene højt.

,,Kan ikke?”

,,Vil ikke. Har ikke lyst.”

,,Hvorfor ikke?”

Hun tænkte sig om, inden hun roligt og afmålt svarede:

,,Fordi jeg har levet med skuffelsen over ikke at komme ind efter optagelsesprøven. Og det her virker på mig, som om du har fundet ud af, hvad der skete i går aftes.”

Manden så alvorligt på hende og rettede på sin sorte jakke.

,,Jeg så jer to danse sammen i går aftes,” afslørede han og så på ingen måde skyldig ud.

,,Det virker bare, som om det er lidt for -” hun afbrød sig selv og forsøgte at omformulere det: ,,Bare fordi jeg med min gruppe vandt konkurrencen og optrådte med Rising Fake Stars gør det mig ikke til en anden end den, du så til optagelsesprøven. Måske er jeg dygtigere nu, men det siger vel bare noget om, hvor meget jeg har kunnet rykke mig. Desuden har jeg ikke lyst til at være et trofæ, og det føles sådan, når du kommer med dette tilbud.”

,,Hvilket tilbud?”

,,Du havde ikke tænkt dig at tilbyde mig en plads her?”

Hun kendte allerede svaret - kunne læse det i Sawyers øjne, da han rejste sig fra klaverbænken.

,,Jo,” svarede José Miller. ,,Og jeg synes, at du skal tage imod tilbuddet.”

,,Men det gør jeg ikke. Beklager. Jeg passer slet ikke ind her.”

Miller så over på Sawyer, som slog let ud med armene. Kold overfor den pludselige bedende appel i dansemesterens øjne stod den lyshårede unge mand og så hverken tilfreds eller utilfreds ud. Hans ansigt var en maske af ingenting, hvilket Angel ikke var sikker på var noget helt skidt, men sikkert heller ikke helt godt.

,,Rivers, du må da gøre noget.”

,,Beklager, sir. Du hørte hende. Hun har ikke lyst, og det står ikke i min magt at tvinge hende til noget, hun ikke vil. Selv ikke hvis jeg havde ønsket det.”

Angel skulle til at skule til ham, men hun opfattede i sidste øjeblik det medsammensvorne smil, han sendte hende. Så han var altså klar over, at det var præcis hvad han havde gjort et par gange før. Selv om hun jo i sidste ende var gået med til det, uden at han havde tvunget hende til noget som helst. Så han løj teknisk set ikke, men vidste at han drejede sandheden lige lovlig meget.

,,Men skolen går glip af endnu et kæmpe talent. Du sagde jo selv, at havde du været i stand til det, havde du kompenseret for din egen afgang.”

,,Hvis jeg havde været i stand til det,” bekræftede Sawyer roligt. ,,Men det er jeg ikke.”

,,Verden går glip af -”

,,Der må jeg desværre afbryde dig, sir. Verden går sandsynligvis ikke glip af hendes talent. Ikke eftersom hun skal på turné med Rising Fake Stars som danser. Og jeg tror på, at hun kun forbedrer sig i selskab med sine venner - tvang og lektioner synes ikke at gøre det store indtryk på hende, hvis hun ikke har det sjovt.”

Angel gjorde store øjne, men sagde ingenting.

,,Betyder det så, at jeg kan forvente kun at se dig til begyndelsen af det nye semester?” spurgte Miller, henvendt til Sawyer, hvilket overraskede Angel, men samtidig var det vel egentlig forventeligt.

Sawyer var stille lidt, mens han gik hen over gulvet og stillede sig ved siden af Angel.

,,Sir, jeg planlægger ikke at starte til det nye semester. Da jeg startede her var jeg så meget solist, som man som danser kan blive. Men det har ændret sig på det seneste, og jeg har fundet et sted, hvor jeg så godt som føler, at jeg hører til, og hvor jeg rent faktisk er til nytte for andre.”

,,Og hvor er det så?”

,,I Synthetic Supernova,” svarede Angel for Sawyer, hurtigt og uden tøven.

,,Din trup, gætter jeg på,” antog Miller.

,,Korrekt.”

,,Men hvis han ikke vil danse -”

,,Så er der ingen, der tvinger ham. Bare det at han har været der de sidste måneder har været nok for os alle sammen.”

,,Desuden,” indskød Sawyer stilfærdigt, ,,er der nogle situationer, hvor jeg stadig gerne vil danse. Hvis jeg kan komme til det?”

,,Hvornår er det så?” krævede José Miller at få at vide.

,,I går aftes,” svarede den lyshårede unge mand og så Angel dybt i øjnene med sit brændende og intense blik. ,,Og lige nu.”

Og derpå greb han hendes ene hånd, vendte hende mod sig og svang sin anden arm omkring livet på hende, mens hun overrasket stirrede på ham. Så fandt hendes arm naturligt op mod hans brystkasse og skulder, og før hun vidste af det hvirvlede de rundt i lokalet, indtil han svang hende ud fra sig i en piruet og derpå halede hende med sig ud af døren og videre ned ad gangen mod dørene med sollys faldende ind udefra.

De gik ved siden af hinanden i tavshed i et godt stykke tid, og Angel overvejede, hvad der gjorde dem stille. Samtidig kunne hun mærke hjertet slå hårdt i sit bryst, og varmen bredte sig i hende fra den hånd, Sawyer endnu ikke havde sluppet. Ikke at hun ville have ladet ham gøre det: hendes egne fingre var ligeså stramt lukkede omkring hans.

Angel betragtede ham ud af øjenkrogen. Solen kastede sit lys på ham skråt fra oven og fik hans lysebrune hår til at skinne og glimte varmt og blødt. Men hans ansigt lå delvist i skygge, fordi han gik med ryggen mod solen og hovedet bøjet en anelse nedad. Først da bemærkede hun, at han lavede samme nummer som hende og betragtede hende med de der kloge, brune øjne, som hun efterhånden havde vænnet sig til. Der var intet skræmmende ved de mange udtryk, de kunne frembringe længere. Måske fordi der for hende intet skræmmende var ved ham længere.

,,Hvad tænker du på?” spurgte hun endelig, da han rettede blikket langsomt fremad og gik uden tilsyneladende at tænke over hvor han skulle hen.

,,Jeg tænker på,” sagde han og rømmede sig - hans stemme var hæs, ,,at der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig. Før eller senere.”

,,Og hvad er det?” ville hun vide.

De stoppede ved et lyskryds, hvor der netop var blevet grønt for bilerne.

,,Er du virkelig sikker på, at du har lyst til at høre det?”

Hun sukkede.

,,Du har ikke rigtig lyst til at fortælle mig det, vel?” gættede hun.

Han smilede en anelse bittert.

,,Ikke rigtig. Og så alligevel.”

,,Du synes ikke, at du skylder mig det efter at have slæbt mig med helt herind i stedet for bare at spørge mig, om jeg havde lyst til at gå til en ny audition på Akademiet?”

Et sært udtryk krydsede hans ansigt. Smerte, men af en helt anden slags end den, han måske var vant til.

,,Det var ikke min idé,” forsvarede han sig stilfærdigt. ,,Og jeg var ærligt talt ikke helt sikker på, at du ville sige nej.”

,,Men du håbede det?”

,,Ja,” mumlede han og begyndte at gå over fodgængerfeltet. ,,Jeg håbede det.”

Hun fulgte efter ham.

,,Hvorfor?”

,,Jeg vil gerne have mulighed for at se dig, og Akademiet er hårdt arbejde. Desuden,” han himlede med øjnene af sig selv og slap hendes hånd, ,,har du andet at tage dig til end at gå i skole. Du skal på turné og du har din gruppe, som du ikke får tid til mere.”

,,Ville du have forsøgt at overtale mig?”

Der gik lidt tid, hvor den eneste lyd mellem dem var den fjerne summen af biler på Pico Boulevard bag dem og vindens rislen i træernes blade. Han trak vejret dybt og skubbede skuldrene tilbage.

,,Nej, det ville jeg nok ikke.”

,,Ville du ikke?”

,,Nej.”

,,Hvorfor ikke?”

Han pustede luften ud igen, og hun følte trang til at fortælle ham, at det var lige meget. At de kunne droppe emnet, hvis han ikke havde lyst til at tale om det. Men det ville ikke være retfærdigt overfor hendes egen utilfredse nysgerrighed, der boblede rundt i kroppen på hende.

,,For det første er det jo dit valg. Og jeg ved, at jeg måske har… manipuleret lidt med dine valg tidligere, men det er jeg ikke interesseret i længere.”

Hun havde aldrig hørt Sawyer være usikker i sin tale før. Men det klædte ham. Tvivlen klædte ham om muligt endnu bedre end roen.

,,Hvorfor ikke?”

,,Fordi,” han lukkede øjnene, men fortsatte med at gå, ,,jeg er blevet glad for dig. Og du fortjener ikke, at folk træffer beslutninger på dine vegne, hvis du selv er imod.”

,,Glad for …?”

Som paralyseret stirrede hun på ham. Det var ikke mangel på ord, der fik hende til at tie stille, men det faktum at hun ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle have det med det hele. Ikke at hun ikke var glad for, at han ikke hadede hende, men det kom bare som et chok for hende. At han var stolt var måske forståeligt, som han havde sagt. Men at han var glad for hende var ikke til at fatte. I hvert fald ikke den form for glad, han uden tvivl mente. Som hendes ven ville han aldrig have sagt noget sådant, det var hun helt sikker på.

,,Devil,” mumlede han stille og gjorde afstanden mellem dem større, ,,jeg afskyr at blive betragtet af alle som din manager. Endnu mere end jeg afskyr at stå og sige det her på åben gade.”

,,Wow,” sagde hun sarkastisk og strammede den hestehale, hun havde kastet sit hår op i. ,,Det lyder sørme som om du er glad for mig.”

,,Hold nu op,” bad han, men hun havde ligesom allerede besluttet sig for at lukke af.

,,Ved du hvad, Sawyer?” spurgte hun retorisk. ,,Jeg afskyr dig for lige at have sagt det.”

,,Sagt hvad?!”

 Det var ikke første gang hun hørte ham hæve stemmen, men det havde aldrig været helt på denne måde, og det forvirrede hende en smule. Der var en snert af desperation i hans stemme, idet han udtalte de to ord.

,,Bare glem det, Sawyer.”

,,Glemme hvad, helt præcist?”

Denne gang var han mere rolig, hans stemme helt under kontrol igen. Men der var en isnende kulde i den, som desperationen var blevet erstattet af.

Angel rakte ned i sin skuldertaske og fandt sin pung med nogle penge, som hun rakte frem mod ham.

,,Her,” sagde hun og forsøgte at få sin stemme til ikke at dirre, ,,tag en taxi hjem.”

På alle andre tidspunkter ville det have været komisk sådan som han stirrede på hendes hånd med sedlerne: vred, irriteret, skuffet, overrasket. Så rakte han sin egen frem, men til hendes overraskelse var det ikke for at tage imod pengene. Derimod skubbede han hendes hånd væk fra sig og vendte om på hælen uden et ord.

Hans gang var stadig stiv, idet han krydsede gaden, men det var blevet bedre, og der var ingen stivhed tilbage i hans skridt, da han slog over i løb frem for gang. Og så stod hun alene og så efter ham indtil han drejede om et hjørne længere fremme.

 

Bare hold hovedet koldt, tænkte han for sig selv og tvang tankerne tilbage, mens han stod ude i den snuskede gyde og strakte sine ben ud. Han var ikke vant til at løbe og havde ikke lyst til at døje med den mulige ømhed, der kunne indfinde sig senere, hvis ikke han fik blødgjort sine muskler. Det var ikke helt gået som planlagt mellem ham og Angel i dag. Slet ikke, faktisk. Og han var tilbøjelig til at give José Miller skylden, selv om han godt vidste, at det var fuldstændig urimeligt, idet forstanderen ikke engang havde været i nærheden, da det ligesom gik galt.

Han stak nøglen i nøglehullet i døren og drejede og hørte den klikke, men i den forkerte retning. Så var hans bedstemor altså kommet hjem. Med et dybt, inderligt suk drejede han nøglen den anden vej og smækkede døren op for at gå indenfor i det lidt dunkle mørke. I stedet for at sætte sig ved køkkenbordet som han plejede gik han ind og lagde sig på ryggen på sin seng, med lukkede øjne og hænderne foldet bag hovedet. Hvorfor han ikke havde lyst til at se noget kunne han ikke forklare, men han havde bare lyst til at lægge sig til at sove, selv om han var lysvågen og selv om det var højlys dag.

Det bankede let på døren ind til det lille værelse, og han stønnede, idet han åbnede øjnene igen og skubbede sig op i siddende stilling.

,,Ja?”

Trædøren blev åbnet, og hans bedstemor trådte ind med et forklæde over sit tøj og et tørklæde bundet om de grå lokker.

,,Jeg syntes nok, at jeg hørte nogen komme,” sagde hun muntert og gik hen til sengen for at sætte sig ved siden af ham.

Han rykkede sig mere, end hvad der egentlig havde været nødvendigt.

,,Du ser godt nok ud til at være i dårligt humør,” observerede den gamle dame blidt og så på ham med et par chokoladebrune øjne.

Han nøjedes med at nikke.

,,Er der sket noget?”

,,Nej,” nærmest hvæsede han, men så da det forskrækkede udtryk i det gamle ansigt og fortrød sin hårde tone. ,,Eller… måske.”

,,Hvad er der sket?” ville hun vide, og hendes tone var mild og indbydende.

Han følte sig altid som en femårig igen når hun på den her måde tog sig af ham. Ikke som når han havde smerter - så var det sidste, han kunne tænke på, at være fem år igen. Men når det var almindelige hverdagsproblemer som for almindelige mennesker.

,,Det er jeg ikke sikker på, at jeg helt kan forklare,” tilstod han og trak det ene ben op for at lægge sine arme omkring knæet.

,,Prøv alligevel.”

Han så ind i de varme, brune øjne og følte en underligt barnlig trang til at lægge sig ned med hovedet i sin bedstemors skød som da han var seks år gammel og var nervøs for at gå i skole, fordi ingen andre drenge på hans årgang dansede, og han følte sig udenfor.

,,Jeg prøvede…”

,,Prøvede?”

,,At fortælle hende, hvordan jeg -” han brød af endnu inden resten af ordene var kommet ud over tungen på ham, fordi han ikke kunne se pointen i at sige det højt, og da slet ikke i at indvie sin bedstemor i det.

Der rullede en besked ind på hans telefon næsten samtidig med, at han lod sin fod glide ned på gulvet igen, og han hev det lille apparat op af lommen for at tjekke, hvem der ville ham noget. Hans bedstemor betragtede ham bare med sine varme, forstående øjne uden at sige noget. Hvad kunne hun også have sagt? Sandsynligvis vidste hun godt, hvad han havde forsøgt at sige, men der var jo intet, hun kunne gøre ved det.

Beskeden havde nær fået ham til at smide telefonen fra sig, hvis ikke det var fordi hans hånd knugede så hårdt omkring den, at den lavede nogle usunde lyde hvor siderne var samlet. Langsomt løsnede han sit greb om apparatet, løftede blikket og talte til ti, inden han igen skævede ned, i håbet om at han bare havde læst forkert. Men beskeden stod helt klar på displayet, der desuden viste et for hans telefon ukendt nummer.

Tror du at solnedgangen set fra Hollywood-skiltet er anderledes end set fra byen? Har du interesse i at skåne Angel? Hvis svaret på bare ét af spørgsmålene er ja, så mød op ved skiltet ved solnedgang.

 

Hendes far var på arbejde, så Sarah og hun besluttede at gå i biografen over middag. Hendes mors nyfundne interesse var danseverden, som hun fortalte Angel at Sawyers mor engang havde været meget engageret i, mens Sarah ikke havde set den store pointe i det lange løb. Med den direkte tv-udsendelse fra alle runderne med Rising Fake Stars - Angel havde dårligt bemærket tv-holdene i det lange løb - havde Sarah dog fundet det ganske interessant og været meget støttende, specielt hen mod slutningen. Nu nød Angel at kunne gå i biografen og se dansefilmen Step Up Revolution med sin mor som enhver anden teenagepige, selv om hun blev genkendt på gaden - det var slet ikke så slemt, at hun behøvede beskyttelse i form af livvagter, men blot at hun skulle være forsigtig med hvor hun gik.

Filmen var af den typiske slags dansefilm med sammenhold og kærlighed og konflikt og kaos. Og hun måtte tilstå, at hun elskede det. Specielt fordi hun kunne spejle sig selv lidt i filmen. Det gav hende en lidt underlig fornemmelse i maven at vide, at hun og Sawyer havde været igennem noget lignende. Idet de forlod biografen overvejede hun virkelig at ringe til Sawyer og sige undskyld, fordi hun var gået over stregen og var i stand til at se det selv.

Der var dog noget, der ikke helt stemte. Normalt ville han have kontaktet hende, hvis han følte, at noget var uretfærdigt. Det havde han jo gjort før. Og selv om han var løbet væk og sikkert ville såre sin egen stolthed ved at ringe, så ville han nok have gjort det alligevel. Det var hendes gæt. Hvorfor han ikke havde gjort det kunne hun kun gætte sig til, men måske handlede det om, at han i virkeligheden ikke var interesseret i at høre fra hende mere. Ikke engang hvis det var sandheden, han fik ud af det.

Samtidig vidste hun, at hun ikke var retfærdig overfor sig selv heller. Hun vidste præcis, hvor stor betydning, det han havde fortalt hende havde for hende selv. Og alligevel havde hun sagt noget så væmmeligt som at hun afskyede ham for at sige noget. Ganske vidst var det nok forstået lidt ud af kontekst, men essensen var det samme. Hun skulle undskylde. Det var nærmest en pligt, hun havde at opfylde.

,,Hvad tænker du på, Angie?” spurgte hendes mor, idet de satte sig ind i bilen og drejede ud på vejen. ,,Du er så stille.”

,,Jeg tænker på Sawyer,” indrømmede hun. ,,Vi havde et skænd… Jeg behandlede ham ikke retfærdigt, og jeg er ked af det. Men jeg ved ikke, om jeg tør ringe til ham.”

,,Blev han vred?”

Hun nikkede langsomt, men tænkte så nærmere over det og sagde forsigtigt:

,,Jeg ved ikke om han blev vred, men han blev i hvert fald såret.”

,,Hvad sagde du til ham?” ville Sarah vide, men der var en underlig objektivitet i hendes stemme, som Angel ikke havde regnet med at høre fra sin mor.

,,Først sagde jeg, at jeg afskyede ham for at sige, at han afskyede at stå på gaden og fortælle mig, at han var glad for mig. Og derefter rakte jeg nogle penge frem mod ham og sagde, at han skulle tage en taxi hjem,” fortalte hun og mærkede, hvordan hun blev mindre og mindre for hvert eneste ord, i takt med at hendes skyldfølelse blev styrket.

,,Hvorfor sagde du dog det?”

,,Det første fordi jeg blev ked af, at han sagde, at han ikke brød sig om at stå og sige det. Som om han ikke ønskede det. Og det andet fordi… jah, fordi han ikke gik super godt i dag, og fordi jeg var irriteret og havde lyst til at få ham lidt af vejen,” afslørede hun, mens små tårer pressede sig frem i hendes øjne; hun tvang dem tilbage ved tanken om hvor egoistisk det var at græde over sin egen ulykke, når hun selv var skyld i det.

,,Du er måske ikke glad for ham?” gættede Sarah stille og rakte over for at stryge hende over håret med en varm, moderlig hånd, som Angel lænede sit hoved mod.

,,Jo,” snøftede hun ynkeligt. ,,Jeg er bare bange for, at jeg lægger mere i det, end han mente. Jeg er bange for, at jeg er endnu gladere for ham, end han er for mig, og at jeg gør mig selv til grin ved at fortælle ham det, eller vise ham det.”

,,Du ved ikke, om han er forelsket i dig, eller om han bare mente det som venskab?”

,,Nej. Jeg mener, jeg gik ud fra, at det var som mere end venskab, men jeg er alligevel i tvivl.”

,,Uanset hvad er jeg sikker på, at han nok skal blive god igen, hvis du giver ham en undskyldning og fortæller ham sandheden. Måske får han lige brug for lidt tid, men det skal nok gå, det er jeg helt sikker på,” sagde hendes mor trøstende og lagde sin udstrakte arm omkring skuldrene på Angel så godt som det nu lod sig gøre i bilen.

Angel lænede sig over mod sin mor og blinkede de sidste rester af tårer væk fra øjenkrogene, mens hun overvejede, hvad hun skulle gøre. Måske havde hendes mor ret. Måske skulle Sawyer lige have lidt tid til at tænke over, hvad der var blevet sagt. Måske ville han så også forstå, at hun ikke afskyede ham for at have sagt, at han var glad for hende, men for indirekte at have sagt, at han ikke havde lyst til at have det på den måde. Og måske, kun måske, ville han forstå hende og tilgive hende, når hun så endelig fik taget sig sammen til at ringe til ham eller besøge ham.

I mellemtiden kunne hun kun finde noget at fordrive tiden med, selv om det pludselig syntes meget svært. Lige indtil Sarah foreslog, at de lavede mad sammen og så de tre andre Step Up-film sammen den aften. Det var nok til at distrahere hendes tanker en lille smule, selv om filmene uden tvivl ville minde hende om Sawyer igen. Ikke desto mindre var det godt nok til hende, og hun nød at have noget at give sig til, specielt når det betød at hun kunne slappe af og tilbringe tid med sin mor, som hun ikke havde talt så meget med på det seneste.

 

Han hoppede ud af bilen og begyndte gåturen ad den lange sti i god tid for at være sikker på, at han kom i rette tid. Det tog lang tid at gå op til skiltet, og solen sænkedes hele tiden mod horisonten, indtil den var faretruende tæt på, da han endelig nåede hen over afspærringen og helt hen til de hvide bogstaver et stykke fra stien.

Han blev ikke overrasket over at se Ashton stå på jernstængerne, der holdt O’et oprejst på bjergsiden, ej heller over at kunne konstatere, at de to var alene. Helt alene. Det gav ham et indtryk af, at Ashton var alene i sin sag, og at resten af Tornados ikke havde tænkt sig at hjælpe deres ”leder” med at udføre det arbejde, han åbenbart mente skulle udføres. Ej heller var Angel til stede, hvilket var lidt af en lettelse.

Uden at tænke over det blev han grebet af en pludselig trang, en voldsom impuls, der fik ham til at fiske sin telefon op af lommen og finde frem til nummeret, han ellers efterhånden kunne i hovedet efter at have ringet det op så mange gange. Imens blev Ashton stående, hvor han var, med et bredt smil på læberne og en underlig glød i de mørke øjne. Sawyer trak vejret dybt og skyndede på telefonen i tankerne. Den ringede to gange, tre gange...

 

 

,,Hallo?” sagde hun og smilede så for sig selv, idet en velkendt mandestemme sagde:

,,Hej, Angie. Er din mor hjemme?”

Det var hendes far.

,,Ja, far. Du får hende lige.”

,,Tak, skat. Vi ses nok senere.”

,,Ja, vi ses far.”

,,Jeg elsker dig.”

,,Jeg elsker også dig.”

Hun gav telefonen til Sarah, som satte dvd-afspilleren på pause og besvarede opkaldet. I det samme vibrerede telefonen i Angels lomme, og hun drog den frem for at indlede endnu en samtale uden at kigge på displayet.

,,Hallo?”

,,Devil!” det var Sawyer, og af en eller anden grund lød han lettet. ,,Er du okay?”

Hun hævede begge øjenbryn og mærkede sin mund blive tør ved den mærkelige tone i hans stemme. Han var ikke bare lettet, men også tydeligt desperat.

,,Ja,” svarede hun hurtigt. ,,Hvorfor?”

,,Hvad laver du?” spurgte han bare.

,,Jeg sidder og ser film med min mor,” fortalte hun ærligt og mærkede sin puls stige. ,,Sawyer, hvad -”

,,Hvis jeg ringer til din mor, får jeg så samme svar?” afbrød han.

,,Øh, ja.”

Han trak vejret dybt og lod så til at falde lidt til ro igen.

,,Godt. Bliv hvor du er og lad være med at lukke nogen ind, som ikke har en nøgle.”

,,Sawyer, hvad -?”

Han havde lagt på, og hun sad tilbage med en tom følelse i kroppen af angst.

 

,,Der var ingen grund til at advare hende,” sagde Ashton med drævende stemme, idet Sawyer sænkede sin hånd med en uafklaret følelse i hele kroppen af, at han skulle have sagt noget mere. ,,Der sker hende ikke noget, nu hvor du rent faktisk er her.”

,,Hvad er det helt præcist, du har tænkt dig at gøre?”

Sawyer mærkede kulden fylde sig, og den lukkede af for alle andre tanker end de helt logiske og rationelle. Alle følelser forsvandt ligesom, nu hvor han var sikker på, at der ikke skete Angel noget. At hun ikke var en del af det her og blev et uskyldigt offer for noget, hun ikke havde del i på nogen som helst måde. Så kunne det næsten være lige meget, hvad der skete fra dette punkt.

Selvfølgelig ville han gerne kunne gå derfra, men at dømme ud fra Ashtons beslutsomhed og tidligere handlinger var det nok ikke så sandsynligt. Ikke at han kunne gå. Måske trille ned af bjergskråningen eller noget lignende. Tanken var mærkeligt beroligende. Skræmmende beroligende, for han kunne jo ikke rigtig gøre andet end at affinde sig med hvad der nu end kom ud af det hele i sidste ende.

Dermed ikke sagt, at han havde tænkt sig at kaste håndklædet i ringen. Men han ville ikke forsøge at få overtaget fra begyndelsen, alene af den grund, at han vidste, der ikke var stor sandsynlighed for, at han ville vinde. Ashton havde erfaring med denne slags situationer. De to havde været i dem flere gange, selv om det ikke var så alvorligt i fortiden som det lod til at være nu. Sawyer burde være i stand til at gennemskue Ashtons motiver, men denne gang var der et nyt aspekt, han skulle forholde sig til. Der måtte ikke ske Angel noget.

Ikke hende og ikke nogen anden, som stod ham nær. Ikke Duncan, ikke hans bedstemor, ikke Noah. Heller ikke folk, som ikke stod ham nær. Ingen skulle pines med det argument, at det var hans skyld. Så hellere tage straffen selv.

,,Jeg har tænkt mig at underholde mig selv, indtil jeg synes, at jeg er færdig med dig,” svarede Ashton med det samme grumme smil, som han havde smilet ved tidligere lejligheder.

Sawyer pillede lidt ved sin telefon og trykkede så definitivt på et ikon, inden han lod den ligge løst i hånden.

,,Hvorfor?” ville han vide, mest for at trække tiden.

,,Fordi jeg lavede en aftale med Angel i går. Enten begik hun en fejl og afstod sejren, eller også ville det gå ud over dig. Og hun begik ikke en fejl - trådte ikke engang ved siden af.”

,,Er det ikke lidt voldsomt? Jeg mener, hvis du gerne ville vinde, skulle du måske have satset på at blænde dommerne med din charme frem for at komme med trusler om vold til dine modstandere. Specielt forstår jeg ikke, hvorfor du valgte at true hende med mig i første omgang. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er de bedste venner. Og du burde have vidst, at jeg aldrig ville have tilladt hende at begå en fejl for min skyld.”

,,Men du var der ikke… Fortalte hun dig det?” snerrede Ashton, og Sawyer vidste, at han skulle træde varsomt nu.

,,Jeg var der. Jeg overhørte jeres samtale.”

,,Men hun sagde, at -”

,,Jeg ved, hvad hun sagde. Og det er rigtigt. Hun vidste ikke, hvor jeg var,” løj han, men han vidste, at han var en overbevisende løgner, når det virkelig gjaldt - ingen var jo perfekte.

,,Drop dit forsøg på at komme udenom,” snerrede Ashton pludselig. ,,Jeg gider ikke høre på dig, og du kan ikke sno dig ud af denne knude. Hun gjorde ikke, som jeg bad hende om, og nu må hun så tage konsekvensen af det - dit blod vil være på hendes hænder, for hun fik valget.”

,,Er det ikke lidt primitivt?”

,,Jeg vil skide på om det er primitivt. Det er effektivt, hvis man gerne vil have folk til at makke ret.”

,,Jeg synes ellers ikke, at det har fungeret så fantastisk godt for dig indtil videre. Måske skulle du droppe alle de krimier, du ser. De påvirker dig negativt.”

,,Hold så din kæft, Lightning, eller jeg slår dig ihjel.”

,,Mit gæt er, at det vil du garanteret forsøge på alligevel,” sagde han og stak den frie hånd i lommen. ,,Og mit fornavn er Sawyer. Hvis du absolut vil tiltale mig ved navn, synes jeg, at du skal gøre det ordentligt.”

,,Og mit navn er Ashton, men det bliver din situation ikke bedre af,” hvæsede den anden med slangeagtige s’er.

,,Det har du nok ret i.”

Ashton var ved at have fået nok af de provokerende bemærkninger, kunne Sawyer mærke, men han kunne af en eller anden grund ikke stoppe sig selv. Den mærkelige ro og accept, der havde taget grobund i ham var lidt for overvældende, og han kunne ikke gøre andet end at give efter for sine impulser.

,,Synes du ikke, at det er en lidt uretfærdig kamp, det her? Jeg mener, hvilken glæde er der for dig i at forsøge at slås med én, som du i forvejen har smadret så grundigt, at jeg nok aldrig kommer til at leve gennem én eneste dag uden smerter, medmindre jeg tager smertestillende?”

,,Taler du om dit knæ, eller om straffen for at forråde din gruppe?”

,,Mit knæ?” Sawyer tænkte sig om og huskede med væmmelse, hvordan bilen syntes pludseligt at rutsje til siden, ud af det blå, og hvordan det havde givet et ryk i bilens bagende, der ikke havde været i forenden. ,,Så det var altså også dig? Præcis hvad gjorde du egentlig?”

,,Ikke ret meget. Jeg tog tilløb og satsede på, at jeg ramte bilen med høj nok fart til at skubbe til den, uden at jeg selv ville komme i farezonen.”

Sawyer måtte indrømme, at det var smart af Ashton at have fået det til at se ud som en ulykke der var så virkelighedstro, at han ærligt talt selv havde troet på det indtil dette øjeblik. Bare ærgerligt at mordforsøget ikke havde virket.

,,Men det er ikke din plan at få det til at se ud som en ulykke denne gang?” gættede han.

,,Måske,” svarede Ashton med et nærmest muntert, hemmelighedsfuldt smil. ,,Naturen er et ganske godt redskab til den slags, ved du nok. Specielt oppe i bjergene.”

,,Og du tror ikke, at jeg kan finde ud af at udnytte naturen omkring mig? I selvforsvar, mener jeg.”

,,Sawyer, Sawyer, Sawyer,” sagde Ashton og kom nærmere med lange, svingende skridt. ,,Du har for stor sans for retfærdighed til at kunne slå nogen ihjel, selv hvis det er i selvforsvar. Og du ved det udmærket godt selv.”

Selv om Ashton havde ret havde Sawyer ikke tænkt sig at lade sig påvirke synligt af det, men nøjedes med at holde det for sig selv, hvad han mente om den sag. I stedet fokuserede han på at bekæmpe impulsen, der tudede for ørerne på ham, at han skulle flygte, mens han måske stadig havde den mindste chance med et forspring på et par meter. Han var dog ikke i stand til at løbe længe som følge af dagens løbetur og sin krops træthed, og det ville gøre hele forsøget nytteløst.

Ashton var den første til at slå ud, og Sawyer måtte vige til siden for at undgå slaget, der kun nåede at snitte hans skulder. I bevægelsen tabte han sin telefon, som faldt ned i en lille tot vegetation et par meter til venstre for ham. Dette gav ham imidlertid begge hænder fri til at afværge det næste slag, og til at finde balancen. Endnu engang kom Ashton mod ham, denne gang hurtigere og med hævet knytnæve, som kolliderede med Sawyers underarm, idet han løftede denne for at blokere slaget. Den nu frie hånd havde han knyttet og sendte af sted mod Ashton, som blev rasende, idet slaget ramte hans nære og fik blodet til at flyde.

Sawyer stirrede frastødt på sine knoer i brøkdelen af et sekund, inden han fik andet at tænke på. Hvor han manglede en fordel var nemlig med benene. Hans overkrop var nogenlunde medgørlig som følge af at hans ryg mest påvirkede benene og hofterne, og at hans knæ stadig ikke var helt fantastisk godt. Hvis ikke han havde været udsat for lidt af hvert på det sidste, så ville det måske have været mere fair. Men nu endte han så med brystet presset mod jorden, idet Ashton med et spark fjernede hans fodfæste.

At ligge med fronten mod jorden var ingen fordel, og han nåede lige at trille om på ryggen i tide til at placere et spark med højre fod i maven på Ashton, som kom nærmere. Den mørke mand tumlede tilbage og greb fat i skiltet for at finde balancen, imens Sawyer skubbede sig op i siddende stilling og gjorde klar til at rejse sig, hvilket var en langsommelig proces. Han havde ikke tid til at være langsom, men det venstre ben drillede med at adlyde ordrer som følge af sparket.

I mellemtiden var Ashton blevet klar igen og kom nærmere med en stor, tungt udseende stenklump fra bjerget mellem hænderne. Fra sin siddende position så Sawyer den komme og sprang på benene, ignorerende den smerte, der jog gennem ham fra venstre ben ved den hurtige bevægelse. Alt hvad han kunne tænke på, var, at han i det mindste lige så godt kunne blive ved med at kæmpe så længe han fysisk var i stand til dette på et nogenlunde plan.

Mødet med klippestykket sendte end splintrende smerte gennem hans højre arm, og han kunne høre knoglen brække, en høj, ubehagelig lyd, der overdøvede Ashtons knurren af raseri over, at det ikke fik Sawyer tvunget i jorden igen. I stedet måtte den mørke tage et par ekstra skridt for selv at finde ligevægt, og så angreb han igen.

Sawyer havde ikke engang tid til at binde ærmet på sin hættetrøje fast til snoren til hætten og dermed får den højre arm til at hænge som i en slynge. Han bukkede sin instinktivt og undgik på denne måde endnu et sammenstød med stenen og manden bag det. Han kunne høre den højlydte stønnen af forpustelse og raseri, der fik Ashton til at pruste som en hest, men det var af en eller anden grund en lyd, der vækkede hans tankers opmærksomhed. Hvis Ashton gispede efter vejret måtte det betyde, at han var til at køre træt, på trods af sin træning som danser. Hvis bare Sawyer kunne holde den gående indtil det punkt, hvor den mørke unge mand - ikke meget andet end en stor dreng endnu - blev for træt til at kæmpe, så var der måske en mulighed i det.

Denne gang veg han til siden og undgik kollision med klippestykket, men kunne ikke undgå den langfingerede hånd, der greb fat i hans trøje og dermed trak ham med. Han var nødt til at hoppe på ét ben med, fordi det venstre ben ikke ville støtte ordentligt, og smerten skreg fra hans arm, fordi den bumpede ukontrolleret mod hans side. Dette sendte ham først i knæ og så videre ned med front mod jorden, og denne gang var Ashton over ham hurtigere end tidligere. Hurtigt nok til, at han ikke nåede at vende sig om på ryggen.

Et råb af pinsel undslap ham, idet klippestykket blev sluppet ned mod hans ryg og skulderblade uden at knuse knoglerne helt, da farten ikke helt var til det. Men det gjorde afsindigt ondt, og han kunne dårligt trække vejret, fordi smerten sugede luften ud af hans lunger, samtidig med at han var på maven, trykket ned mod jorden, tynget af Ashtons vægt og det hele tiden faldende klippestykke.

Da Ashton omsider rejste sig var Sawyers krop så mørbanket som et kilo hakket kød, og blod løb fra hullerne i hans tøj der afslørede bar hud. Hans arm gav ham en svimlende hovedpine og kvalme, og blodet susede for hans ører. Det blev ikke bedre af at Ashton med en fod forpustet sparkede ham om på ryggen, så han lå på alle de steder, hvor klippestykket havde forvoldt yderligere skade. Mellem glimt af mørke og de sejlende omgivelser så han Ashtons brede, tilfredse grin og udmattelsen i det unge ansigt, inden den mørke mand lod en mindre sten falde ned mod hans hals. Stenens skarpe kant skabte et sår, der begyndte at bløde, og lugten var nu endnu nærmere end før.

Sawyer mærkede, at bevidsthed ville han ikke være ved meget længere, men han forsøgte at holde fast, at sætte sig op og at rejse sig. Men intet af det virkede. Hans krop føltes som et stort, smertefuldt tæppe af bly, der tyngede ham ned mod den sparsomt bevoksede bjerggrund. Gennem tågerne så han Ashton forsvinde ud af synsfeltet og mærkede så en gennemborende smerte, der vækkede ham til live, idet endnu et klippestykke ramte ham, denne gang lige på kanten af bukserne, ved hofteskålens bule udad. Knoglen knasede underligt, og han gispede efter vejret, inden han begyndte at hyperventilere.

Efter hvad der føltes som en evighed, hvor han skiftevis så mørke og sløret himmel med bjerg i øjenkrogen rakte han sin venstre hånd ud og forsøgte at få fat i klippen under sig, så han kunne skubbe sig op, selv om det ikke var et realistisk ønske. Og i stedet lukkede hans fingre sig om en lille, elektronisk genstand, som havde overlevet kampen. Mobiltelefonen.

Uden at se på skærmen tastede han det eneste nummer, der faldt ham ind og løftede med en smertefuld bevægelse det lille apparat til sit øre.

 

,,Hallo?”

,,Devil… Hollywood-skiltet… Ring efter -” et dybt, forpint støn, ”ambulance.”

,,Sawyer, hvad er der sket? Hvad laver du?”

Hun fik ikke andet svar end en blanding af et åndedrag og et suk og mærkede panikken brede sig i kroppen, idet hun greb ud efter Sarahs telefon og gjorde, som hun havde fået besked på.

 

Det tog hende ikke lang tid at finde vejen mod skiltet, og endnu kortere at komme frem, fordi der var blevet åbnet op for kørsel af redningsholdet. Så da hun nåede frem til stedet, hun selv havde anvist redningsfolkene til, så hun blodet og den slappe krop og mærkede lige så stille sit indre bryde sammen, mens skyldfølelsen overtog hende fuldstændigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...