Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3398Visninger
AA

15. Et stykke sandhed

 

,,Behøver du virkelig gøre det?” ville Ashton vide. ,,Ville det ikke være sjovere at tage ind til Hollywood eller Sunset Boulevard?”

Hun skævede til ham.

,,Egentlig ikke,” svarede hun og steg ud af bilen. ,,Du ved, at min gruppe holder til ude ved vandet.”

,,Det er der vidst ikke nogen, der ikke ved. Men har du aldrig overvejet at opmærksomheden er større inde i hjertet, hvor der er mange tusind turister hver eneste dag? Vi nyder det i hvert fald i min gruppe.”

,,Som jeg ikke er medlem af,” pointerede hun og begyndte at gå, da han havde fået fyldt nogle penge i tælleren ved parkeringspladen.

,,Det kunne du jo blive,” drillede han og prikkede lidt til hende.

Hun vendte øjne ad ham og tjattede til ham med armen, inden hun rettede blikket fremad. Lige fremme kunne hun se det hvide sand og broen, der gik ud i det brusende Stillehav lige foran den nedgående sol. Oppe på broen var der en masse mennesker forsamlet, og Angel mindede dengang Sawyer havde kidnappet hende og taget hende med for at vise hende, hvor godt hendes gruppe havde det, og desuden fortælle hende, at hun var egoistisk.

Den slags ville Ashton aldrig gøre mod hende. Dertil mindede han alt for lidt om Sawyer, og desuden så havde han jo forstand på det med at danse i en gruppe og være en del af fællesskabet. Ingen forventede af Sawyer Rivers, at han kunne sætte sig ind i den ånd, der var. Om man fremstod egoistisk eller ej så var man med, og dermed basta. Det kunne ikke betvivles så længe alle var enige om det.

Musikken fra broen blev højere og højere for hvert skridt hun tog i det tunge sand. Hun var glad for at varmen nu var på flugt, ellers var hun sikkert begyndt at svede. Ashton gik bare stille og roligt ved siden af hende, som om sandets tyngde ikke generede ham det fjerneste. Hun skulede ondt til ham, og han grinede. Så greb han hende om livet og løftede hende, hvorpå han bar hende over til trappen op til molens jævne overflade.

Da de kom op satte han hende ned, og hun så tilbage over sin skulder ind mod bygningerne lange stranden.

,,Nu er du varmet op,” grinede Ashton.

,,Og det er du også.”

,,Det har jeg hele tiden været. Din tilstedeværelse gør bare det der ved mig.”

,,Morsomt,” kommenterede hun tørt, men kunne ikke lade være med at smile. ,,Men gem det lige, ikke? Du skulle nødig sætte mig i forlegenhed overfor mine venner, vel?”

,,Hvis du absolut skal være forlegen over nogen, burde du da være det over dem,” mente han, og selv om det var i en useriøs tone, kunne hun godt fornemme, at han måske ikke kun mente det i sjov, sådan som tonen ellers antydede.

Dog fik hun ikke mulighed for at spørge ind til det, for i næste øjeblik bemærkede hun Duncan, som trak sig ud af menneskemængden og bevægede sig hen mod dem. Hans blik var rettet mod hende, men der var ingen glæde i de øjne, hun ellers kendte og tydede så godt efterhånden. Der var en underlig dyster følelse, som plagede hende.

,,Vi skal tale sammen,” erklærede han, endnu før han var så tæt på, at det kunne tages for almindelig samtale.

Angel skævede til Ashton, som så både overrasket og underholdt ud. Men ordene var ikke henvendt til ham. Det var hende selv, de var møntet på, og det vidste hun udmærket godt.

,,Hvad er der galt, Duncan?” spurgte hun forsigtigt.

,,Det kunne jeg spørge dig om,” mumlede han og lød vred. ,,Spyt så ud.”

,,Duncan, vent,” brød en anden stemme ind, og Angel drejede skarpt hovedet ved lyden af Sawyers stemme. ,,Vent. Vi tager den senere, det lover jeg, men lige nu skal I koncentrere jer. Det nytter ikke noget at spilde tiden med at komme op at skændes. Desuden har jeg lige fundet en manglende brik.”

,,En manglende brik?” spurgte Angel og så overrasket på den lyshårede unge mand, hvis træk glødede i den røde aftensol.

,,Ja,” svarede han afvisende og så hende dybt i øjnene, inden han drejede ansigtet mod Duncan og udtrykkeligt sagde: ,,Jeg mener det. Vent med at spørge hende ud.”

,,Men -”

Sawyer stønnede, greb Angel hårdt i armen og halede hende med sig, selv om hun gjorde modstand. Hun fornemmede klart, at efter det, der var sket tidligere på dagen, kunne hun ikke rigtig komme udenom hans vrede. Ikke at hun nogensinde havde forsøgt at komme uden om, men der var tidspunkter, hvor han havde ladet hende slippe og havde været rar i stedet.

Hans fingres stramme greb omkring hendes arm gjorde ondt, men hun turde ikke beklage sig. Hans skuldermuskler var spændte og ligeså var hans armmuskler. Han gik fremad med en skræmmende sikkerhed og sørgede omhyggeligt for at undgå kollision med nogen. Bag sig kunne hun fornemme Duncan, som gik med ludende skuldre i stor kontrast til Sawyers ranke ryg og lange, fejende skridt.

,,Giv slip.”

Han slap hende omgående og stak hænderne i sine lommer, mens han gik videre ud ad molen mod havet for enden. Selv blev hun stående midt på molen lige uden for flokken af mennesker, mens Duncan passerede hende og fulgte efter Sawyer.

,,Angel!” udbrød Claire overstrømmende og lagde sine arme omkring hende.

,,Claire!” svarede hun og gengældt omfavnelsen, men ude af stand til at lægge samme glæde og entusiasme i ordene.

,,Jeg var bange for, du ville droppe os til fordel for Ashton,” kvidrede Claire.

,,Nej. Det kunne jeg da aldrig finde på,” forsikrede hun og mente hvert eneste ord udtrykkeligt.

Godt nok var Ashton sød, men hun elskede ham ikke på samme måde som hun elskede sine bedste venner fra dansetruppen. Derfor var hun også blevet lidt forarget over hans ytring: at hun kunne komme og være med i hans gruppe frem for sin egen. Det virkede helt malplaceret, og ordene kværnede pludselig rundt i hovedet på hende, blandet med Sawyers og Duncans underlige ordveksling. Eller nærmere Sawyers dominans.

Men hun var klar over, at hun skulle være ham taknemmelig lidt endnu. For han havde - om end midlertidigt - reddet hende fra Duncans vrede, der var blevet hende helt tydelig. Også Sawyer havde været vred, men i det mindste havde han da en grund til at foragte hende, selv om det var en latterlig grund og hun burde foragte ham. Det gjorde hun også.

,,Det var godt,” kommenterede Claire og lød pludselig tænksom, som om det ikke helt stemmede overens med den opfattelse, hun havde i forvejen.

,,Claire,” sagde Angel langsomt, ,,hvad er det, der sker?”

Veninden så forskrækket på hende.

,,Ikke noget! Ikke noget!” sagde hun hastigt og grinede. ,,Jeg er bare lidt træt i dag.”

,,Det er ikke kun dig. Duncan opfører sig underligt. Og det gør Sawyer også.”

,,Sawyer opfører sig altid underligt.”

,,Men ikke på den måde.”

,,Gør han ikke? Jeg synes altid, at jeg ser ham gå omkring som en skygge af et menneske og trække i trådene fra sidelinjen. Og jeg tror ærligt talt, at han foretrækker det på den måde.”

Angel havde sine tvivl angående det. Hun vidste at Sawyer ikke var egoistisk nok til at ville have hele rampelyset for sig selv, men hun tvivlede også på, at han ikke var uegoistisk nok til faktisk at opføre sig som en skygge og nøjes med at have indflydelse på tingene uden at høste æren. Han måtte have fundet en gylden middelvej, der mildest talt gjorde ham til lidt af en særling i mange menneskers øjne. Og deriblandt åbenbart Claire, som Angel lige havde erfaret. Hun selv var lidt i tvivl. Han havde sine særheder, men at kalde ham direkte mærkelig var måske lige i overkanten. Trods alt kunne han jo sagtens opføre sig normalt, og han begik sig civiliseret omkring alle mennesker - selv hende.

Aldrig nogensinde havde hun overværet, at han slog hende eller brugte uretfærdige svagheder mod hende, mens hun havde været ivrig efter at udnytte de få punkter, hvor han ikke syntes helt perfekt.

,,Kom nu, folkens!” råbte Evan pludselig og greb fat i Claires arm.

Øjeblikket efter var Duncan ved Angels side, og hun lod sig føre ind i mængdens centrum, hvor en cirkel var blottet for mennesker, tomt ventende på at blive betrådt af andre fødder end de foregående. Og så indtog Synthetic Supernova dansegulvet. Angel anede ikke, hvordan der blev tændt for musikken, men pludselig var de bare i gang, og hun kendte rutinen ud og ind som sin egen bukselomme efterhånden.

Ikke fordi de havde brugt netop den rutine før, men elementerne var ikke anderledes end mange af dem, de allerede havde brugt, og hun vidste, at hun skulle kastes op i luften af Duncan igen, hvilket bragte minderne fra Fort Myers frem for hendes indre. Vreden mod Sawyer og forvirringen over hans pludselig venlighed, der så blev erstattet af vrede igen, fik hende til at give den hele armen og ikke holde noget tilbage, og hun vidste, at publikummet blev påvirket af det, for flere gispede, da hun i en kort solo snoede sin krop som en slanges og sendte et farligt blik rundt i cirklen, inden de andre faldt i med hende igen.

De skiftede ud med en anden gruppe et par gange, inden den anden gruppe bestående af nye talenter bakkede respektfuldt ud og overlod det til den noget mere erfarne gruppe at afslutte med manér. Og det gjorde de så, hvorpå de forføjede sig fra dansegulvet under hysterisk jubel og skulderklap fra de omkringstående tilskuere. Angel pressede sig gennem mængden og ud på den anden side, hvor hun kunne trække vejret ordentligt uden at frygte, at hvis hun lukkede luften ud, ville nogen mase hende så meget, at hun ikke kunne suge mere luft ind.

Langsomt gik hun hen til gelænderet ud mod vandet og stod og kiggede ned på de kraftfulde bølger, som kastede sig ind mod strandbredden uden at skænke det den mindste bekymring, at deres liv som bølger så ville være ovre. Det var efterhånden blevet mørkt, og antydningen af stjerner kunne ses på himlen allerede. Omkring på molen var der tændt lanterner, som oplyste mængderne af mennesker og klarede deres udsyn en anelse. Det var dog ikke at sammenligne med det hyggelige lys oppe fra hotellerne langs stranden, og Angel tog sig selv i at betragte disse længe og indgående.

Så mærkede hun pludselig en hånd på sin arm og veg forskrækket til siden, kun for at vende sig om og se Ashton stående med sit tiltrækkende smil på læben og i en velskabt kontrapost-stilling.

,,Det klarede I jo vældig godt,” erklærede han uden at skjule hvor imponeret han egentlig var.

Det var der for så vidt heller ikke rigtig nogen grund til. Hun vidste jo godt, at han beundrede det, hendes gruppe gjorde, selv om hans ikke var dårlig. Slet ikke, faktisk. Hun havde set klip med dem efter at være vendt tilbage fra Fort Myers, og hun måtte indrømme, at af en flok mennesker, der ikke var helt så seriøse omkring dansen som Synthetic Supernova, så var de overraskende gode. Og de var da også gået videre, hvilket sagde lidt om dem.

At de var gået videre burde ikke være mærkeligt, taget deres niveau i betragtning, men det nagede hende hele tiden, at Sawyer uden videre havde sendt dem videre - han havde ingenting kommenteret. Ikke engang Brenda. Det mærkværdige var ikke hans kræsenhed, der ikke helt blev overholdt, men det faktum at han ikke virkede ovenud lykkelig for Ashton. Det var først i løbet af eftermiddagen, at hun var begyndt at spekulere over dette. For Sawyer var tydeligvis noget indebrændt på Ashton, som gengældt disse følelser af en meget simpel årsag: forræderi. Sawyer havde trods alt stjålet Brenda fra hendes gruppe.

,,Tak,” mumlede hun og fugtede sine læber med spidsen af sin tunge. ,,Vi gør også vores bedste for at være gode.”

,,Man kan roligt sige, at jeres anstrengelser bærer frugt.”

,,Hvem siger, at vi anstrenger os?” grinede hun.

,,Alt det kan umuligt komme helt smertefrit.”

,,Med smertefrit mener du så en uge uden mindst en times udstrækning og smidighedstræning, hård konditionstræning og den slags?”

,,Ja, det er netop det, jeg mener.”

,,Så har du ret. Det kommer ikke smertefrit. Men så er det godt, man kan lære at blive venner med smerten. Du burde virkelig overveje at prøve det - det hjælper faktisk fra tid til anden.”

,,Nå, så det gør det?”

,,Jep.”

De lo begge to. Så lænede hun sig ud over gelænderet og så ned i vandet, og ganske kort efter kunne hun se ud af øjenkrogen, at han kopierede bevægelsen. Først sagde de ingenting, men efter et par minutter følte hun alligevel, at hun var nødt til at sige et eller andet. Hvad som helst. Så de begyndte at sludre tilfældigt om løst og fast, ikke nødvendigvis med dybdegående spørgsmål, for de kendte efterhånden hinanden ret godt alligevel. Hun vidste en del om ham, og han lod til at vide mere eller mindre alt om hende. De havde med andre ord intet at skjule for hinanden, hvilket var mere end bare rart. Det var fantastisk.

Efterhånden som aftenen skred frem blev musikken mere og mere stille, og da Angel et kort øjeblik så sig over skulderen kunne hun se, at der var blevet lagt op til tæt dans til en sjæler. En brændende misundelse greb hende, da hun fik øje på Claire og Evan tæt omslyngede af hinandens arme og med hovederne hvilende mod hinandens skuldre. Netop da ønskede hun, at hun havde haft en kæreste, som hun kunne danse tæt med.

Efter en kort stund indtog Ashton hendes synsfelt med en udstrakt hånd. Hun så overrasket på ham, men mærkede så varmen stige op i sine kinder, da hun naturligt lagde sin hånd i hans og lod sig snurre ind mod hans varme, muskuløse krop. Han lagde armene omkring hendes krop og placerede sine hænder på hendes lænd, og hun svang sine omkring nakken på ham og lukkede øjnene, mens hun lyttede til musikken og bevægede sig langsomt i takt med musikken.

Ashton var ikke den bedste til pardans. Bedre end gennemsnittet, men ikke noget naturtalent og slet ikke lige så god som Duncan. Duncan var god til at danse tæt, selv på trods af hans størrelse og med alle odds mod sig. Han var mere til hiphop, men hvis han ville, kunne han sagtens danse lige så blidt som det blev gjort i England i det nittende århundrede. Hun vidste det, fordi hun havde prøvet det enkelte gange. Men kemien havde ikke rigtig været der.

Hun lavede et par stående piruetter da Ashton greb hendes ene hånd og lagde op til netop den handling. Så tog han hende i sine arme, og de fortsatte dansen endnu tættere end før. Hun kunne godt mærke, hvordan hans hænder sænkede sig langsomt fra lænden og nedefter, men det var jo ikke noget, hun ikke havde prøvet før, så det tog hun ikke så tungt. Dog, havde det været enhver anden, havde hun nok stukket ham en syngende lussing og var gået sin vej efterfølgende uden at se sig tilbage.

Faktisk havde en mikroskopisk del af hende lyst til at gøre netop dette, men hun var klar over, at det sandsynligvis var den nervøse teenager i hende, der talte via den lille bekymring for handlingen. Den skulle hun bare lægge fra sig. Hun vidste jo, hvor dejligt det var at kysse med ham og på anden måde være i hans nærhed - så hvorfor ikke bare lade ham rage lidt, hvis det gjorde ham glad? Hun åbnede kort øjnene og så på hans ansigt, men lukkede dem hurtigt igen, da han gav mine til at ville åbne øjnene. Øjenkontakt i det øjeblik virkede ikke som det allerbedste træk, og hun havde ikke rigtig lyst til at give anledning til at han skulle begynde at folde sit hjerte ud så hurtigt. Det ville måske ske senere. Men ikke nu.

,,Jeg er ked af at afbryde,” sagde en uhyggeligt velkendt stemme nær Angels øre, og hun slog øjeblikkeligt øjnene op for at se på Sawyer med dræberøjne.

Han lød ikke den mindste smule ked af det, men hans ansigt sagde noget andet, og det forvirrede hende lidt. Så besluttede hun sig imidlertid for at lade det være og træde et skridt væk fra Ashton, pludselig forlegen over sine handlinger, selv om Sawyer af alle vidst skulle være den sidste til at stille hende til regnskab for noget.

,,Men sagen er den, at vi lige skal have et lille møde,” fortsatte den lyshårede unge mand med de brune øjne, der glødede i en intens orange farve i lyset fra lanternerne.

,,Pas dig selv, Sawyer,” mumlede hun.

,,Det ville jeg meget gerne,” sagde han alvorligt, ,,men denne gang er det ikke på vegne af mig selv, at jeg har tænkt mig at forhøre dig.”

,,Forhøre mig? Tror du jeg er kriminel eller sådan noget?”

,,Hold nu op med at gøre det besværligt for mig. De andre venter på dig.”

Hans stemme var hård og kontant på en helt anden måde, end hun nogensinde før havde hørt den. Den fortalte hende, at denne gang var det virkelig alvorligt. Det var ikke bare for at skændes eller fremhæve en egen pointe. Denne gang var det større end bare de to.

,,Gå nu med dig, Sawyer,” snerrede Ashton pludselig. ,,Kan du ikke se, at du er uønsket?”

,,Jo,” svarede Sawyer koldt. ,,Det kan jeg godt se.”

,,Så accepter et nej og gå din vej.”

,,Det havde jeg gjort, hvis jeg kunne.”

,,Kom, Angel. Lad os gå. Jeg kender et sted, du skal se, hvor vi kan få nogle drinks.”

,,Jeg ved ikke rigtig…”

,,Kom nu,” pressede han, og hun spærrede øjnene op.

Den måde han bed tænderne sammen og udstedte ordrer på var helt ny og kom fuldstændig bag på hende.

,,Jeg vil gerne lige høre, hvad det er, Sawyer har at sige,” sagde hun forsigtigt.

,,Er du seriøs?”

,,Ja, selvfølgelig.”

,,Efter alt hvad han har gjort imod dig?”

,,Han har jo også gjort nogle gode ting for mig.”

,,Men han manipulerer jo med dig.”

Hun så kort over på Sawyer, som bare nikkede og trak let på skuldrene - en tilkendegivelse af at det vidste han da udmærket godt, hun kunne finde på at fortælle til andre, og at han godt selv vidste det.

,,Ashton, jeg har ikke lyst til at drikke. Og jeg vil gerne løse det problem, min gruppe tydeligvis er stødt ind i,” sagde hun stille.

,,Vælger du ham over mig?”

,,Det tror jeg ikke, at hun gør, Ashton,” indskød Sawyer køligt. ,,Hun vælger sin trup frem for dig.”

Forskrækket for hun sammen, da Ashton slog en uhyggelig og hul latter op, der kom helt nede fra mellemgulvet. Der var noget næsten vanvittigt over den, som hun slet ikke forstod, som om han var transformeret for øjnene af hende. Væk var den smukke unge adonis som alle kvinder havde sukket efter, og foran hende stod en ordinær og forskruet mand med en rasende latter.

,,Ja,” sukkede Ashton mellem sine latter udbrud, ,,det kan du i hvert fald ikke have lært hende. På det punkt var du aldrig nogen helt, var du vel?”

,,Nej,” sagde Sawyer bare. ,,Det har jeg ikke lært hende. Og nej, på det punkt har jeg aldrig været nogen -”

,,Det passer ikke,” brød hun ind, meget mod sin vilje.

Det virkede bare ikke retfærdigt at Sawyer skulle æde den kommentar, når han netop havde en stor del af skylden for, at hun nu kunne stå ved sin beslutning. Hun hadede at skulle forsvare ham overfor Ashton, men når han kunne behandle hende på den måde, han gjorde, når han følte, at hun blev behandlet uretfærdigt - selv hvis han selv måtte tage skylden for det - så skulle hun gøre det samme for ham. Det skyldte hun ham. Sammen med en masse andet.

Alligevel så han chokeret ud, da hun lod sine øjne søge hans.

,,Du har lært mig det. Noget af det. Og du ved godt, hvad jeg snakker om,” uddybede hun sit svar.

Langsomt nikkede han og sendte hende et blegt smil, der kom helt bag på hende. Hvis hun havde forventet noget overhovedet, så var det ikke dette. Normalt når Sawyer smilede var det skævt, enten provokerende eller bare et helt almindeligt smil. Men dette lille, blege smil var helt anderledes. Det var taknemmeligt og endda personligt.

,,Og du har ret. Jeg vælger ikke dig over Ashton. Jeg vælger min gruppe over alle andre.”

,,Er du sikker på, du virkelig har lyst til det?” ville Ashton vide.

,,Hvorfor skulle jeg ikke have lyst til det?”

,,Det ved jeg ikke,” indrømmede han. ,,Men det er også helt i orden.”

Der var stille lidt. Så greb den mørkhårede af de to unge mænd hende om skulderen, vendte hende mod sig og bøjede sig ned for at kysse hende på munden. Egentlig havde hun ikke lyst til at kysse ham overhovedet. Noget ved ham havde ændret sig i hendes øjne, og hun var meget bevidst om, at det havde noget med Sawyer at gøre.

,,Er du sikker på det?” spurgte hun langsomt.

,,Ja da,” mumlede han og spilede øjnene en smule op. ,,Helt sikker. Så længe du er glad.”

,,Det… jeg -”

,,Bliv nu bare her, og så kan vi tales ved i morgen, hvis du stadig har lyst til at ses med mig.”

,,Selvfølgelig har jeg lyst til at ses med dig.”

,,Det er jeg glad for. Vi ses, Angel,” sagde han og løftede en hånd, før han kastede sigende med hovedet i en anden retning. ,,Sawyer.”

,,Ashton,” mumlede Sawyer afmålt og vendte ryggen til.

Angel så knapt hvad der skete, men i næste øjeblik stod Ashton med en arm udstrakt, og der kom et højt metallisk ”klonk”. Sawyers ene hånd skød bagud og greb fat om håndleddet på Ashtons udstrakte hånd. Derpå vendte den lyshårede af de to sig hurtigt rundt og trådte et skridt frem.

,,Forsøger du at gentage succesen?” spurgte han og lød så rolig, at raseriet skinnede klar igennem som solstråler fra en klar vinterhimmel.

Angel blev helt bange for ham et kort øjeblik, inden hun indså, at det virkelig måtte være noget, der gik ham på, siden han reagerede uden at tage højde for den mængde af følelser, han eksponerede så pludseligt. Faktisk fik hun helt ondt af ham, frem for Ashton som egentlig lod til at være i den største fare i øjeblikket. Hvem vidste hvad Sawyer kunne finde på, når han først var rigtig gal?

Men der var noget, der ikke helt passede sammen. Den metalliske lyd. Sawyers udtalelse. Vreden de to imellem, der lod til at ligge dybere i dem begge end det først havde været antaget. Hun kunne starte med at kæde de ting sammen, hun vidste - eller i det mindste havde en nogenlunde rationel antagelse af.

Den metalliske lyd fik hende til at tænke på oplevelsen derhjemme. Hvor hun ved et uheld var kommet til at røre ved hans ryg og havde fornemmet noget, der ikke helt var knogle. Han havde nægtet at fortælle hende, hvad det egentlig var, men noget tydede på, at Ashton allerede vidste, hvad det var, og at han havde en del af skylden for det på den ene eller den anden måde. Og at det var metal var nu langt fra en afkræftet teori. Tvært imod havde hun en klar fornemmelse af, at det netop var metal. Og at det var mere alvorligt end som så.

Sawyers udtalelse styrkede det, Ashton havde fortalt hende. At de kendte hinanden fra før i tiden, og at de havde god grund til ikke at nyde hinandens selskab specielt. Men det var også hvor sandheden i udsagnet ophørte, for det kunne umuligt være rigtigt, at Brenda hundrede procent var den eneste grund til, de to ikke var venner. Specielt ikke med det Sawyer havde nævnt om at gentage succesen. Det kunne forklare vreden, hvis altså hun vidste, hvad der præcist var gået for sig.

Ashton måtte på en eller anden led have langet ud efter Sawyers ryg på samme måde som få øjeblikke forinden. Og det måtte have gjort et eller andet. Men hvad?

,,Ses vi i morgen, Angel?” spurgte Ashton forhåbningsfuldt.

,,Vent lige,” sagde Sawyer gennemtrængende, og Angel så kort bag ham for at bekræfte sin mistanke - nemlig den at resten af gruppen var kommet til. ,,Vi kunne godt bruge dig lidt endnu.”

,,Til hvad dog?” ville Ashton vide, og Angel tog sig selv i at tænke det samme.

Der var stille lidt, og Duncan drejede hende en smule og puffede til hende. Resten af de forsamlede fulgte med, til de var kommet ned i det hvide sand neden for molen. Vandet brølede, når bølgerne knækkede og væltede ind over sandet, og det gjorde det besværligt at høre musikken oppe fra molen. Dette generede imidlertid ikke Angel, som på den måde vidste, at Sawyer havde tænkt over placeringen.

For hvis de ikke kunne høre folk omkring dem, ville folk med sandsynligvis heller ikke kunne høre dem. På den måde blev tingene mere suspekte, og hun hadede at stå nede ved vandkanten i mørket og skulle tale alvorligt med sin gruppe, Sawyer og Ashton. Det var ikke ligefrem en situation, hun havde drømt lykkeligt om i flere år.

Faktisk handlede hendes drømme kun om Lightning lige for tiden. Hvis hun da drømte. Han plagede hende konstant, når hun dvælede ved underbevidstheden. Hans lange krop, hans afslappede bevægelser og den intense snurren hørte efterhånden hjemme i drømmene, lige inden han udviklede sig til Sawyer og lod hende falde tilbage i virkelighedens verden.

,,Godt,” lagde netop denne ud og foldede hænderne bag ryggen. ,,Tidligere i dag fik jeg besøg af en gammel kending, som alle her har stiftet kendskab til. Noah fra Rising Fake Stars. Han fortalte mig noget meget interessant angående konkurrencen, nærmere bestemt deltagerne i den.”

Hans blik mødte Angels, da hun så undersøgende på hans ansigt, der var hårdt og kontrolleret.

,,Faktisk fortalte han mig, at du har valgt at skifte hold i næste omgang,” sagde han.

Hun var for chokeret til egentlig at føle eller tænke noget som helst, men stod bare og gloede vantro på ham med store øjne. Hendes hjerne havde svært ved at opfatte det, der var blevet sagt, og det lod han til at forstå, for hans ansigt blødte en smule mere op, og han løsnede sine hænders greb om hinanden for at lade armene hænge ned langs siderne og dermed ser mere menneskelig og tilstedeværende ud.

,,Min første tanke var, at jeg skulle fortælle det til de andre og høre, om de var med på den idé. Og det gjorde jeg så. Duncan - da jeg talte med ham - blev lige så chokeret som du ser ud nu, og det var den generelle reaktion. Noah ringede tilbage til James, som havde taget imod ændringen personligt, og forhørte sig om hvem der havde sagt det. Og det blev et meget interessant svar, jeg fik ud af det, da Noah var færdig.”

Hun gøs og lagde langsomt armene omkring sig selv - på trods af sommeren i Californien blev nætterne kolde, og vinden ude ved havet var kraftig nok til at gå gennem marv og ben.

,,Tør jeg næsten spørge?” ville hun vide, og det blik hun modtog fra Duncan var svar nok.

Hun havde altså ikke lyst til at vide det. Som hendes bedste ven havde Duncan altid været seriøs omkring at holde hende så meget ude af problemer som muligt, og han gjorde et fremragende stykke arbejde på det punkt. Men hun kunne altid stole på at han var ærlig overfor hende, også selv om han ikke havde lyst til det.

Normalt sagde han ikke så meget i ubehagelige situationer, men det var heller ikke nødvendigt længere. Et blik var som regel nok. Specielt i pressede stunder som denne, hvor hun egentlig havde brug for et verbalt svar men ikke rigtig vidste, om hun havde lyst til at kende sandheden. Han kendte den uden tvivl efter sin samtale med Sawyer ude på molen, hvis ikke han havde kendt til den før det. Og han bakkede uden tvivl Sawyer op i det, han var i gang med at gøre, men samtidig tænkte han altså på hende, og hun sendte ham et varmt, taknemmeligt smil.

,,Du har altså ikke selv et ønske om at skifte?” fastslog Sawyer og gav dermed alle et overblik.

,,Nej, selvfølgelig ikke,” svarede hun prompte og så rundt på sine venner, hvor der bredte sig lettede og lykkelige smil over hele striben - indtil hun nåede Ashton og mærkede det vende sig indeni.

Efterhånden havde hun en fornemmelse af hvor Sawyer ville hen.

,,Ashton, jeg -” sagde hun stille, men afbrød sig selv med en dyb vejrtrækning og anstrengelsen for at holde en svag hulken tilbage.

,,Hvordan kan du bare tro, at jeg ville gøre sådan noget?” spurgte han og lød mildest talt forarget over bedømmelsen.

,,Men hun har jo ret, har hun ikke?” brød Sawyer ind, og samtidig med at han talte mærkede hun en hånd på sin ene arm.

Håndens lange, slanke fingre rørte blidt ved hende med en underligt naturlig varme, som fik hende til at løsne sin omfavnelse af sig selv øjeblikkeligt.

,,Du har ingen beviser på, at jeg har gjort det. Så jeg forbeholder mig retten til at kalde mig uskyldig indtil det mod -”

,,Indtil det modsatte er bevist?” afbrød Sawyer og fjernede sin hånd igen for at trække sin telefon op af lommen på de slidte jeans, der bar præg af hans sociale status. ,,Sjovt, at du bruger den igen. Men denne gang er jeg forberedt. Og jeg kan godt bevise det.”

Derpå trykkede han lidt rundt på telefonen. Efterfølgende var det som om bølgerne tav, da en telefonsamtale begyndte. Angel genkendte den alvorlige men alligevel rare stemme der tilhørte James, guitaristen i Rising Fake Stars. Han præsenterede sig. Dernæst lød Ashtons stemme. På vegne af ”Angelique Porter” ville han lige berette om en ændring i grupperne. Hun havde nemlig tænkt sig at forlade Synthetic Supernova og slutte sig til hans egen gruppe. James stillede et par enkelte spørgsmål, takkede så for informationen og lagde på. Så sluttede lydklippet og Sawyer lod sin telefon falde ned i bukselommen igen.

,,Det er et held, at Rising Fake Stars er tvunget til at optage alle telefonsamtaler på grund af deres berømmelse,” kommenterede Evan tørt. ,,Ellers havde vi ikke haft noget belæg for vores påstand. For det er jo helt tydeligt, at det er din stemme.”

Ashton sagde ingenting men gjorde sit bedste for at nidstirre Sawyer, som stod rank som en statue og ikke værdigede andre end Angel et eneste blik. Hun følte sig egentlig ikke ilde tilpas under hans vagtsomme øjne, men derimod beskyttet, og endnu engang indså hun, hvor meget det var til hjælp for hende, at hun havde stiftet bekendtskab med ham. Hvordan skulle hun ellers nogensinde være kommet ud af dette problem?

Selvfølgelig var det også delvist hans skyld, at hun var havnet i en situation, hvor hun var kommet til dette punkt, men hun kunne umuligt dadle ham for det nu. Det var alligevel for uretfærdigt, og hun var for glad for at han havde åbnet hendes øjne overfor Ashton. Hvis ikke det havde været for Sawyer havde hun ikke haft den fjerneste anelse om, at hun tilsyneladende havde skiftet gruppe, og hun havde aldrig været i stand til at rette op på det, når hun så engang fandt ud af det - Synthetic Supernova ville hade hende og Rising Fake Stars ville dømme hende som ubeslutsom. Nu var der måske håb forude.

Hun var klar over, hvad hun måtte gøre, og det stod helt klart at hun blev nødt til at vælge aldrig at ses med Ashton igen. Han havde ikke været så fantastisk denne aften alligevel, for der havde hele tiden været noget på færde. Noget lusket og noget manipulerende. Pludselig indså hun, at hvis hun kaldte Sawyer manipulerende, så skulle hun finde et langt værre ord for det, Ashton havde gjort. Nærmest frihedsberøvet hende. Og hvis Sawyer manipulerede med folk ved hjælp af ord og logik, så var hun ganske klar til at sætte pris på den evne nu, hvor han rent faktisk tog hendes parti, selv om det naturligvis var for at hjælpe hele gruppen.

,,Hvorfor lod du ikke bare hendes trup tro, at hun havde skiftet gruppe og lod hende hade mig? Så ville du have de helt optimale forhold for din plan. Du ville have hende for dig selv, og du ville kunne gøre med hende hvad du havde lyst til,” kommenterede Ashton. ,,Præcis ligesom tidligere.”

Sawyer så først forvirret ud. Så lod der til at gå noget op for ham.

,,Du ved lige så godt som jeg, at jeg ikke har gjort det mod din gruppe og Brenda, som du har bildt folk udefra ind,” sagde han stille og roligt.

,,Men du er jo ikke til grupper, Sawyer,” erklærede Ashton bidende. ,,Det sagde du selv.”

,,Ja,” medgav Sawyer. ,,Det sagde jeg selv. Men det var før jeg vidste bedre. Nu mere end før ville jeg ønske, at jeg kunne være en del af en gruppe. Hvilket du ved er umuligt.”

Angel så rundt på Duncan, Evan, Phil, Jonas, Claire og Aisha, og hun så bred enighed i deres ansigter, når de på skift opfangede hendes blik. Duncan nikkede bekræftende og smilede en anelse, inden han trådte et lille skridt frem.

,,Det passer ikke,” erklærede den høje, muskuløse unge mand.

,,Sawyer,” tilføjede Angel og så ned i sandet et øjeblik, mens hun mærkede varmen stige til sine kinder. ,,Du er lige så meget en del af gruppen som enhver af os dansere.”

Hun kunne se overraskelsen i hans ansigt, og det var ikke drænet for glæde. Men hun vidste, at han gerne ville beholde fokus på Ashton, som stod og skiftede vægten fra fod til fod i det løse, kølige sand, der løb ind i alles sko.

,,Angel,” sagde Ashton langsomt og så på hende med store, forfærdede øjne, da hun langsomt lod sine øjne finde fokus på hans ansigt.

Og hadet brændte i hende så stærkt som kun Sawyer tidligere havde formået at fremkalde det. Hun væmmedes ved synet af den mørklødede unge mand med det skæve, forræderiske smil og de varme, milde øjne, der kunne lokke enhver i fordærv. Det ligefrem gav hende en sur smag i munden og trang til opkast at se på ham med den nyligt erhvervede viden, hun havde. Beviset var sikkert og med garanti umanipuleret fra Sawyers  side. Der var intet at tage fejl af. Og hun havde ikke den mindste lyst til nogensinde at komme så tæt på Ashton igen, som hun lige nu var.

,,Gå din vej,” sagde hun mekanisk. ,,Og lad være med nogensinde at komme i nærheden af mig igen. Du af alle var klar til at kritisere Sawyer sammen med mig på grund af manipulation. Men hvad fanden kalder du så det her? Det er en direkte krænkelse af mine rettigheder, som jeg ville hade selv mine forældre for at udføre.”

,,Det er for dit eget bedste. Du kan da ikke udvikle dig sammen med den flok, specielt ikke når I har kosteskaftet der med på slæb altid,” snerrede han. ,,Åbn øjnene, Angel, og se verden omkring dig. Du befinder dig på en strand sammen med en flok sociale udskud, der hverken har råd til vådt eller tørt, mens du kunne befinde dig på store luksushoteller i Las Vegas og arbejde som danser på diverse steder i selskab med de rette mennesker.”

,,Ved du hvad? Jeg har slet ikke lyst til at arbejde på hoteller og opføre mig som en lille luder iført alt for kort tøj og med brysterne siddende oppe omkring halsen, hvis det er det, du mener med at danse i Las Vegas. Og jeg foretrækker mine ”sociale udskud” frem for ”de rette mennesker”, hvis du indgår under den sidste betegnelse.

Min grund? Jeg ved, at de vil tilgive mig når jeg begår fejl, og at de vil støtte mig i de beslutninger, jeg nu engang tager. Det har de jo allerede vist, at de gør. Og jeg ved på den anden side, at du ikke ville gøre det samme. Du har jo netop forsøgt at ændre på min beslutning. Desuden nævner du, at Sawyer ikke er til grupper. Men er du i virkeligheden ikke lige så slem, når du ikke kan sætte dig ind i det faktum, at jeg vælger dem frem for alle andre?”

Hun høstede et bifaldende blik fra alle på nær Ashton, hvis ansigt var fortrukket i vrede, og hvis øjne skød lyn. Og ærligt talt morede synet hende lidt. Det var sjældent at hun havde gjort nogen så vrede som ham, selv ikke Sawyer, som ellers havde en rimelig kort lunte overfor hende fra tid til anden. Der var noget helt barnligt over den måde, Ashton viste sine følelser på. Lidt ligesom når Duncan var glad, bare uden det tiltrækkende og smittende ved udstrålingen.

,,Det må du selv om,” sagde Ashton endelig og trådte et par skridt bagud. ,,Hvis du vil udvikle dig til at blive ligesom dem, så værsgo. Men du har haft et bedre tilbud, bare så du ved det. Og det står ved magt.”

Hun lagde armene over kors.

,,Træk det bare tilbage,” sagde hun koldt og mærkede sin stemme blive hul. ,,Jeg har ikke brug for andre tilbud end det, jeg havde fra starten.”

At se ham forsvinde i mørket var enormt tilfredsstillende, og selv om hun et sted inderst inde havde lyst til at græde, så var hun ovenud lykkelig for at have fået kendskab til det, der var sket. Som det første efter en længere pause hvor ingen sagde noget omfavnede hun dem alle på skift.

Pigerne kvidrede og sludrede om hvor glade de var for, at hun var blevet i truppen, og om hvor sejt det var at hun havde afvist Ashton så koldblodigt. Drengene var mere analyserende i deres omgang af hende og påpegede, at havde de vidst, hun kunne være sådan, så ville de aldrig have tvivlet på, bølgerne kunne gå højt mellem hende og Sawyer engang imellem. Særligt Duncan var begejstret over den måde, hun havde ophøjet fællesskabet i truppen frem for kun sig selv. Og hun var stolt af sig selv.

Så hun var glad, da hun hvirvlede ud af Duncans varme favn og ud i sandet mod vandet. Da bemærkede hun Sawyer, som stod et stykke derfra og lænede sig op ad en af de lange træbjælker, der holdt molen oven vande. Der var intet for ham unaturligt over at stå på den måde, og hun var overbevist om, at han ikke var i smerte som den anden dag. Alligevel var der noget ved hans holdning, der drog hende nærmere uden tøven, indtil hun til sidst stod ved siden af ham med front ud mod Stillehavet.

,,Tak,” sagde hun stille, men uden at se på ham. ,,For det du gjorde.”

,,Det var så lidt,” mumlede han som svar, og hun vidste, at han heller ikke så på hende.

Så var der stille mellem dem lidt, uden at det var en ubehagelig stilhed. Hun følte absolut ingen trang til at bryde den og nød bare at stå fredeligt ved siden af ham frem for når de stod front mod front og så hinanden an - som modstandere i kamp.

,,Kom med,” bad han pludselig og greb ud efter hendes arm, men fik i stedet fat omkring hendes hånd.

Hun gjorde, som han bad hende om og fulgte med hen ad det fugtige, hårde sand nær vankanten. Først da de var kommet et stykke slap han hende og stillede sig med ryggen til hende.

,,Der er noget, jeg gerne vil vise dig,” erklærede han tøvende.

,,Hvad er det?” ville hun vide.

Hans skuldre hævede og sænkede sig, inden hun så hans fingre gribe fat omkring sømmen på den skjorte, han var iført, og trække opad, indtil hele hans ryg var blotlagt for hende. Eller rettere, dele af hans ryg. For langs rygsøjlen og flere af ribbenene var der metalinstallationer, som så både voldsomme og smertefulde ud at gå rundt med. Samtidig bekræftede det hendes teori om, at hans rygsøjle ikke var det, hun havde mærket, da hun kom til at mærke efter den dag.

Som om han havde forventet det blev han stående uden at sige noget, indtil hun kom helt tæt på og lod sine fingre løbe langs det kølige metal og derefter ud på hans hud. I mørket havde hun svært ved at se, men månens stråler gjorde det lidt bedre, og hun kunne tydeligt se de mørke plamager under metallet midt på ryggen.

,,Så… er det derfor du altid har ret ryg?” spurgte hun undrende og vidste med det samme, at hun kun delvist havde ret.

,,Lad mig lige -” han tav midt i et ord og trak skjorten ned igen, så metallet og den bare hud blev dækket af stof.

Angel stod lidt bag ham og lyttede til omgivelserne, inden hun greb fat i hans arm og langsomt fik ham til at vende sig. Han gjorde ikke modstand, men blev stående med samme afstand til hende og så alvorligt på hende med ansigtet oplyst af månens blege stråler.

,,Det er ikke altid, jeg bruger stativet,” sagde han, ,,men det er en fordel, fordi jeg ellers glemmer at rette mig op.”

,,Men hvorfor er det nødvendigt?” ville hun vide, men hun mærkede bekymringen stige op i sig med det samme hun udtalte ordene.

Som sådan forventede hun ikke, at han ville svare hende, men hun håbede på det. Hun havde en del spørgsmål, hun gerne ville have besvaret, men det skulle komme stille og roligt, og hun havde ikke tænkt sig at bombardere ham med dem med det samme.

,,Devil,” mumlede han og lod et par fingre lege med en tot af hendes hår, ,,der er en grund til, at Ashton og jeg ikke er på talefod. At vi hader hinanden for at sige det mildt. Noget af det, han har fortalt dig, er uden tvivl sandt, men jeg ved jo ikke præcis, hvad han har sagt, så jeg vil fortælle dig det fra min synsvinkel.

For et par år siden var jeg meget sammen med Ashton og hans gruppe. Men så besluttede de sig for at dansen skulle være deres samlingspunkt, og det havde jeg ikke lyst til. Så jeg bakkede ud og sagde, at jeg ikke havde lyst til at ses med dem længere, hvis de skulle danse. Ja, det var måske forkert af mig, men tro mig når jeg siger, at jeg havde mine grunde - som jeg helst ikke vil fortælle dig endnu.

Ligesom de fleste andre forstod Ashton ikke, hvorfor jeg ikke ville være med, og han blev både skuffet og vred over det. Og når først han bliver vred, er han ikke så god til at styre sine handlinger. Måske kan du ikke forestille dig det, men det er ikke videre behageligt at blive banket løs på med et brækjern. Værst gik det ud over min ryg, som ikke rigtig har været den samme siden. Hvis ikke jeg retter mig op, kan jeg ikke holde ud at være til, men samtidig er det utroligt hæmmende ikke at kunne bøje ryggen.

Det tog flere operationer før jeg kom nogenlunde til hægterne igen. Dyre operationer, som jeg af den ene eller den anden grund ikke kunne få tilskud til, på trods af hvad der var årsag til skaderne. Uanset hvor lidt jeg har lyst til at indrømme det, så har jeg stadig smerter, og jeg har ikke ligefrem råd til noget så luksuriøst som smertestillende medicin. Ej heller har jeg råd til at få foretaget den sidste operation, man foreslog mig da jeg kørte galt. Og jeg behøver vel ikke fortælle dig, at ulykken ikke ligefrem gjorde det hele bedre,” fortalte han helt roligt og uden at lyde forhastet.

Hun vidste, at han ikke ville have hendes medlidenhed, og at det var grunden til det rolige, men ikke selvmedlidende tonefald. Så hun forsøgte at skjule den fra ham og i stedet fokusere på den historie, han havde fortalt hende. Hun kunne godt forestille sig, at Ashton ikke var god til at kontrollere sin vrede, men samtidig ville det også ligne Sawyer at være lidt for provokerende til sit eget bedste i en sådan situation, hvor han i forvejen ikke var populær. Samtidig kunne der godt være en parallel mellem Sawyers fremstilling og hans eget temperament, der var noget mere kontrolleret og mindre impulsivt end Ashtons.

,,Så… du har ikke råd til smertestillende…”

,,Nej.”

,,Og du kunne slippe for smerterne, hvis du blev opereret.”

,,Sandsynligvis.”

Angel mærkede en plan tage form i sit hoved, men allerede inden hun fik delt sin brillante idé med ham, lod det til at han havde opfattet, hvad det var, hun ville sige. I hvert fald så han kort helt forbløffet ud, men trådte så et skridt baglæns og stak hænderne i sine lommer.

,,Men jeg har ikke lyst til at blive opereret. Og på et eller andet tidspunkt skulle smerterne jo gerne gå over,” sagde han fast.

,,Hvordan klarer du overhovedet hverdagen? At sætte dig ned? At samle ting op fra gulvet?”

,,Jeg har gode knæ og veltrænede benmuskler,” forklarede han med et smil. ,,Så tænk ikke på det.”

,,Men…”

,,Devil,” sagde han bestemt, men smilet spillede stadig i hans stemme, ,,lad nu være.”

Hun så undersøgende på ham og forsøgte at greje, hvad der pludselig fremkaldte denne milde stemmeføring og det slet skjulte smil, som reflekteredes i hans øjne. Men der var intet, der tydede på, at han havde bagtanker med at tale om hvad der var sket, eller med at bede hende lade være med at køre i det. Så til sidst opgav hun og greb i stedet ud efter hans hånd for at hale ham med sig tilbage mod de andre, som var blevet stående et stykke derfra - sandsynligvis for at give dem lidt tid alene til lige at tale sammen.

,,For resten, Sawyer,” hviskede hun tæt på ham, da de side om side gik tilbage mod resten af gruppen. ,,Tak for at have gjort mig opmærksom på det. Men… øh…”

,,Men hvad?”

,,Kan jeg måske bede dig om én ting mere?”

,,Ja, hvad?”

,,Giv mig et telefonnummer til et af bandmedlemmerne, så jeg kan få rettet op på problemet.”

Han smilede til hende, og månen kastede et hvidt skær i hans tænder.

,,Det er ordnet,” erklærede han.

,,Hvordan kunne du vide, at -”

,,Hør nu lige på mig denne ene gang. Jeg tror slet ikke så mange slemme ting om dig, som du måske holder mig mistænkt for. Og at du aldrig kunne finde på at skifte gruppe på dette tidspunkt kunne jeg aldrig finde på at tro om dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...