Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3402Visninger
AA

20. En ny partner

 

,,Du hvad?”

,,Ja, undskyld, men jeg vidste jo ikke, hvornår det var.”

,,Hvorfor fortalte du ikke det for tre dage siden?”

,,Jeg skulle jo lige tjekke efter.”

,,Så du er hundrede procent sikker på, at det ikke går?”

,,Ja. Beklager.”

,,Det håber jeg virkelig. Det er under al kritik.”

,,Jeg ved det. Beklager.”

,,Bare glem det. Jeg finder på noget andet.”

,,Lightning, jeg er virkelig ked af det, men jeg kan ikke rigtig stille noget op nu. Det hele er klart, og jeg havde fuldstændig glemt at tænke på tidspunktet.”

,,Ja, det forstår jeg. Glem det nu bare,” sagde han og forsøgte at tøjle sin irritation.

,,Skal jeg få en anden til at tage min plads?”

,,Ellers tak. Det skal du slet ikke tænke på.”

,,Okay. Men lad mig vide, hvis jeg kan hjælpe til på et andet tidspunkt.”

,,Det skal jeg nok.”

Han stønnede irriteret og lagde sin telefon fra sig på bordet. Ved det lille gasblus stod hans bedstemor og var i gang med at lave havregrød, dagens morgen-, middags- og sandsynligvis også aftensmad. Hun så på ham, da han lænede sig tilbage mod stoleryggen og kneb øjnene i.

,,Har du problemer, Sawyer?” spurgte hun.

,,Ja, det har jeg.”

,,Hvad handler det om?”

Han rejste sig rastløst fra sin plads og gik lidt frem og tilbage med hænderne først i sit hår, så i bukselommerne og så rundt omkring hvor han lige fandt på at placere dem.

,,Jeg bliver nødt til at få fat i Devil,” sagde han højt for sig selv, af behov for at foretage sig noget nyttigt og give sine tanker lyd.

,,Du mener Angel, gør du ikke?”

,,Jo.”

,,Altså, Sawyer, det er da ikke et særligt charmerende kælenavn, du har givet hende.”

,,Nej, det ved jeg.”

Hun lo, og han greb sin telefon igen for at finde en af de kontakter, han brugte sjældnest. Normalt fandt han det bedre at tale ansigt til ansigt med hende, men lige nu anede han ikke, hvad han skulle gøre. Og det var lige oppe over…

 

Hun havde aldrig hørt Sawyer tale på den måde før. Han havde ikke direkte lydt panisk, men der var noget i høj grad hektisk over den kortfattede måder, han satte hende ind i tingene på. Dog havde han på en eller anden måde formået at tale hende til ro, da hun nærmest var flippet ud i telefonen. Hvordan han kunne holde sig så meget i ro, at hans ro rent faktisk var smittet af på hende, anede hun ikke, og hvordan han kunne fortælle hende med så meget ærlighed i stemmen, at hun næsten troede på ham, at dette var hans ansvar, og at han havde en nødplan, var slet ikke til at fatte.

Det var på ingen måde alene hans ansvar, hvis han overhovedet havde ansvar. James havde bedt ham hjælpe, ikke tvunget ham, og det havde som sådan intet med Sawyer at gøre. Det var alene hendes problem, for selv om hun ikke direkte havde sagt ja til at gå med til ideen, så virkede det idiotisk at sige nej. Ikke så langt henne i forløbet, hvor det kun kunne gavne hendes gruppe, at hun gjorde en ekstra indsats.

Men hvis Sawyer virkelig insisterede på at løse hendes problemer, ville hun ikke direkte bede ham om at lade være. For det kunne hun ikke. Hun havde ikke den fjerneste idé om hvad hun ville gøre, hvis ikke han havde indvilliget i at hjælpe. Han havde kontakterne, der havde hjulpet dem til at finde frem til Josh, og han havde kontakterne til Rising Fake Stars. Alle lod til at kende Sawyer, når de havde noget at gøre med dansen, hvad hun aldrig rigtig havde oplevet, før hun den ene dag havde fulgtes med ham et stykke af vejen hjem efter træningen med Josh. Flere havde adresseret dem og spurgt ind til Sawyers grund til at stoppe med at danse.

Han svarede alle tålmodigt og forsøgte at pille sig selv ned af den piedestal, folk havde en tendens til at sætte ham op på. Det var en helt ny side af ham, hun i de seneste dage havde set. Underlig og underligt rar at forholde sig til. Afslappende og komfortabel, selv om de stadig havde deres små diskussioner.

Det eneste, hvor hun virkelig måtte undre sig over situationen, havde været dagen før, hvor hun, Josh og selvfølgelig Sawyer havde mødtes for at øve. Josh havde i sjov foreslået, at de kunne slutte dansen af med et kys, og selv om det ikke var ment i alvor, havde hun bakket ham op, alene for morskabens skyld. De havde lavet et falsk kys, og hun havde ikke haft betænkeligheder ved at føre det ud i livet i virkeligheden, da Sawyer spurgte ind til det. Hans reaktion havde været meget mystisk og svær at greje. Først havde han bare betragtet dem med et udtryk, der bedst kunne beskrives som afsky eller foragt. Derefter havde han forklaret dem, at han var usikker på, om folk ville synes om at de tog så meget fokus fra sangen, og efterfølgende lod han til at ræsonnere med sig selv og afgjorde - med en vis tilbageholden mangel på egentlig accept - at det måtte de i sidste ende selv styre. Alt sammen inden for fem minutter. Da hun spurgte ham - i deres følgende diskussion varende cirka en halv time, efter at Josh var gået - hvad problemet egentlig var, havde han snerret, at det havde han jo allerede fortalt hende, og at det jo ikke som sådan alligevel var noget, han skulle blande sig i.

Nu stod hun overfor at skulle sætte en helt ny ind i hele koreografien, og hun vidste allerede, at de ikke havde meget tid. Det havde Sawyer gjort klart for hende, hvorfor han også havde udtryk sit behov for, at hun holdt hovedet koldt. Sandheden var bare den, at det var utroligt svært at holde hovedet koldt, når selv han virkede usikker på resultatet, og trods den rolige samtale, han havde forsøgt at føre med hende, så havde hun ikke kunnet undgå at bemærke tvivlen hans dybe stemme. I sidste ende havde de aftalt at mødes i øvelokalet inden for to timer. Hvilket gav hende tid til at gøre sig klar og blive endnu mere nervøs.

,,Angie!” kaldte hendes mor nede fra køkkenet.

Hun småløb nedenunder og trak en T-shirt over hovedet undervejs, mere eller mindre allerede klar til at sprinte ud af døren og løbe sin nervøsitet væk, men vidende at hun ikke skulle gøre dette: hun skulle have energi til at træne det meste af dagen, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at tilfredsstille Sawyer.

,,Ja, mor?” svarede hun og hoppede lidt op og ned på stedet for at beskæftige sig selv.

,,Hvad laver du?” grinede Sarah og lagde sit modemagasin fra sig på køkkenbordet.

,,Fordriver tiden.”

Hun var så småt begyndt at blive forpustet, eftersom hun havde trippet siden samtalen med Sawyer for godt en halv time siden.

,,Har du snakket med Sawyer?” gættede Sarah, og Angel mærkede varmen brede sig over kinderne.

,,Hvorfor spørger du?” spurgte hun og opgav at blive ved med at hoppe.

,,Det har du, har du ikke?” drillede moren.

,,Hvorfor, mor?” lo Angel.

,,Det har du!”

,,Mor!”

,,Du har det bare over dig. Jeg kender ikke nogen, der kan få dig til at opføre dig på den der måde.”

,,Hvilken måde?”

,,Røde kinder og hektisk behov for at handle.”

,,Det passer ikke!”

,,Jo, det gør.”

,,Nej, mor.”

,,Jo, Angel.”

,,Det er da kun lige nu. Du ser mig aldrig opføre mig underligt, når jeg er sammen med Sawyer.”

,,Hold da op. Hvad med den dag han faldt i søvn på sofaen? Var du måske ikke beskyttende overfor ham der?”

,,Hvad har det med noget at gøre?”

,,Ikke noget, ikke noget.”

Angel rystede smilende på hovedet, flettede sit hår og gik ud på underetagens badeværelse for at få fat i en elastik, som hun viklede omkring spidserne for at holde på frisuren. Da hun så sig selv i spejlet, kunne hun godt se, hvad hendes mor så. Røde kinder, et nervøst smil og dirrende lemmer, der bare var ivrige efter at komme ud ad døren så hurtigt som hun syntes, at hun kunne tillade sig det.

Opgivende trak hun på skuldrene, vaskede sine hænder og gik ud i køkkenet igen for at finde en vandflaske, som hun stoppede i sin skuldertaske. Derpå stod hun bare og kiggede ud i forhaven et par minutter, mens Sarah gik rundt og nynnede drillende bag hende. Efter ti minutters tid besluttede hun at komme ud af vagten, fordi hendes mor gik hende på nerverne, og fordi hun efterhånden mærkede sin lunte blive kortere og kortere jo mere hun ventede.

,,Vi ses mor!” råbte hun, da Sarah netop var gået ind i stuen.

,,Hils Sawyer!” kvidrede Sarah leende.

,,Det kan du selv gøre,” mumlede Angel og lukkede døren efter sig.

Udenfor var det varmt, og luften smøg sig omkring kroppen på hende. Hun skyndte sig at krydse forhaven til indkørslen og satte sig ind i sin bil. Bag rettet blev hun mindet om hvordan det havde været at køre med Sawyer i den, fordi hun stort set ikke havde kørt de sidste par dage. De havde gået til og fra Akademiet, hvor de havde trænet sammen med Josh de sidste tre dage. Nu skulle hun ikke helt så kort, og hun følte ikke for at gå alene. Når de havde fulgtes var Sawyer nemlig kommet forbi om morgenen og havde nærmest revet hende ud af sengen for at få hende med af sted.

Det tog hende ikke lang tid at køre ud til øvelokalet, og at koncentrere sig om at overholde fartgrænserne fik hendes tanker væk fra det emne, de ellers havde sværmet om siden Sawyer ringede. I stedet tjekkede hun sine spejle, kiggede på speedometeret, løsnede speederen, holdt øje med lyskurvene, de andre bilister og de mange fodgængere, som langsomt forsvandt jo længere ud af de pæne kvarterer, hun kom. Indtil hun holdt på den affolkede gade ude foran hotellet. Døren dertil stod åben og gennem vinduerne kunne hun se to figurer inde i øvelokalet, men grundet det skarpe sollys reflekteret i vinduerne kunne hun ikke se hvem. Sandsynligvis var den ene Sawyer.

Ivrigt løb hun ind i receptionen og stoppede så ude foran glasruderne til receptionen, fordi hun fik et overblik over lokalets besøgende. Den ene var Sawyer. Utvivlsomt. Han var iført en sort hættetrøje og et par løse grå sweatpants, som hun aldrig havde set ham gå i før. Under trøjen kunne hun dog se, at han bar en skjorte, fordi stoffet stak ud under det sorte. Overfor stod så en anden velkendt figur, som hun ville ønske, at hun ikke var rendt ind i. Ashton. Hans hænder var knyttede, og selv om Sawyer og han var lige høje, så var det tydeligt, at han følte behov for at puste sig op, hvilket fik alle hans muskler til at spænde gennem basketballtrøjen.

,,De har stået sådan længe. Og råbt af og til. Jeg blev nødt til at bede dem dæmpe sig, da der kom gæster,” informerede den mandlige receptionist og trak sine lange, tynde fingre gennem sit voksbefængte hår. ,,Først kom den lyshårede, og den mørke havde nær smadret glasruderne, da han brasede ind lige efter.”

Angel fordøjede ordene et øjeblik. Det betød at Sawyer sandsynligvis ikke var forberedt på dette, og at Ashton med fuldt overlæg var kommet til stedet, sandsynligvis kendende til situationen, selv om hun ikke kunne være sikker.

,,Den mørke havde det her med,” sagde receptionisten, og Angel følte sig tvunget til at dreje hovedet, hvilket hun delvist fortrød, da hun fik øje på det lange metalredskab i mandens hænder.

Et brækjern.

,,Jeg var nødt til at få nogle vagter til at komme og fjerne det. Ellers skræmmer det bare gæsterne.”

Hendes hals var tør og hendes tunge føltes lam. Så tog hun en hurtig beslutning og gik hurtigt hen til døren for at komme ind i selve øvelokalet. I det øjeblik hendes hænder kolliderede med glasset drejede begge mænd hovederne og så direkte på hende; Sawyers overraskelse afspejledes tydeligt i hans ansigt; Ashton smilede sit grumme, triumferende smil. Hun skubbede til og trådte ind for at lade døren svinge i bag sig.

,,Hvor sødt,” bemærkede Ashton. ,,Skal I to ikke snart giftes? I er jo alligevel altid sammen.”

,,Hold kæft,” sagde Angel og forsøgte at holde sit temperament i skak.

,,Det var faktisk lige dig, jeg ville tale med,” erklærede han og lød henrykt.

,,Så er du kommet forgæves. Jeg har ikke tænkt mig at tale med dig.”

,,Det gør du jo allerede.”

Hun himlede med øjnene men vidste allerede, at hun ikke havde den skarphed og sarkasme i sig, der gjorde dette træk så effektivt for Sawyer. Han stod for resten bare og så alvorligt på hende uden at sige noget.

,,Jeg er ked af, at det ikke gik med Josh,” erklærede Ashton, men lød overhovedet ikke ked af det, og hans smil gik op til begge ører. ,,Hvad vil I nu gøre? Eller rettere, hvad kan I nu gøre? Der kan umuligt være lang tid igen, og I har jo allerede frasorteret en masse dansere, som ikke var gode nok.”

,,Det var dig!” udbrød hun og følte sig både dum og overvældet på samme tid. ,,Du kender Josh, gør du ikke? Du bad ham om at bakke ud nu, gjorde du ikke?”

,,Du er godt nok skarp, Angel,” sagde han sarkastisk.

,,Fuck dig,” mumlede hun og trådte et skridt nærmere. ,,Hvad fanden er dit problem? Kan du ikke håndtere, at du bliver valgt fra? At folk tager sig af andre end dig? Går din verden virkelig ikke længere end din egen egoistiske næsetip? Prøv dog at se ud over dig selv og overvej, hvor meget du ødelægger.”

,,Jeg kan sagtens ødelægge endnu mere,” sagde han overbevisende og i et farligt tonefald. ,,Og jeg vil ikke tøve med at gøre det, hvis ikke du sørger for, at din gruppe ikke klarer finalen. Du vil gerne have, at din højt elskede Sawyer ikke kommer mere til skade, vil du ikke? Så anbefaler jeg, at du gør, som jeg siger.”

,,Du skal ikke lytte til ham,” indskød Sawyer alvorligt.

,,Hvor heroisk, Sawyer. Lad nu være med at spille helt og tænk rationelt. Du ved, at jeg kan slå dig ihjel og gøre det overbevisende. Og jeg vil måske overveje det, hvis ikke du dropper dit pjat,” erklærede Ashton og forlod lokalet uden et ord mere.

Der var stille i kølvandet af Ashtons ord. Angels hoved var ét stort kaos af tanker og følelser. Hvorfor det betød så meget for hende at stå med den beslutning kunne hun ikke afgøre. Synthetic Supernova og deres succes betød alt for hende, og det ville være underligt, hvis hun lod Sawyer komme i vejen for det, når han nu var så fast besluttet på at hjælpe hende med netop det. Men hun kunne heller ikke tillade, at han kom mere til skade, end han allerede var. Om det så var hans egen skyld eller hendes var underordnet. Hvis ikke hun gjorde, som Ashton forlangte, ville det helt sikkert være hendes skyld, hvis der skete noget. Og det ville der helt sikkert, når nu hun kendte til de ting, Ashton allerede havde udrettet.

Han var så meget psykopat at han sikkert ikke ville tøve med at føre sine mest grusomme planer ud i livet, og det var hun rædselsslagen for. På trods af hendes egen angst på hans vegne virkede Sawyer dog helt rolig, da han med lange, afslappede skridt krydsede lokalet, satte sig i hug ved ghettoblasteren og gav sig til at pille ved knapperne. Hun fulgte ham opmærksomt med blikket, som for at sikre sig, at han ikke lige pludselig forsvandt.

Idet han rejste sig begyndte sangen at spille fra maskinen, og hun blev opmærksom på hans rytmiske bevægelser, i takt til musikken. Den måde hans fødder ramte gulvet var helt anderledes end ellers, og hun kunne se tilfredsstillelsen i hans ansigt, da han kom nærmere hende. Der var intet spor af hverken vrede eller frygt i hans brune øjne, som glødede imod hende, idet han stoppede med et lille mellemrum mellem dem. Et kort øjeblik overvejede hun at sige noget, men besluttede så at lade være.

Musikken nærmede sig det punkt, hvor hun skulle til at i gang med at danse, og hun var i tvivl om hvorvidt han forventede, at hun gik det hele igennem uden en partner, inden de diskuterede, hvad der skulle gøres. I så fald ville hun forsøge at gøre sit bedste og endda udfylde hullerne, hvis hun kunne. Hullerne, som Ashton havde efterladt, nu hvor det var helt klart, at han havde involveret sig selv i hendes situation.

Pludselig holdt Sawyer en hånd ud, præcis som Josh skulle have gjort det, og hun stirrede på ham i brøkdelen af et sekund, før hun tog hånden og lod sig hvirvle ind i hans favn, nøjagtigt som hun skulle. Hvad hun dog ikke havde ventet, var, at han ville følge med hende i den næste del, hvor de egentlig skulle være to, og derfor var hun kortvarigt et taktslag bag ham, men han førte så overbevisende, at hun hurtigt kom efter det. At danse med ham var legende let. Lettere end med Josh, sandsynligvis fordi Sawyer havde været med til selv at lave koreografien, og fordi hans stil var mere afslappet og ikke nær så kantet og voldsom som Joshs.

Når han svang hende ud fra sig var det roligt, ikke så hun kom til at overrotere helt vildt, men bare så hun havde præcis kraft nok bag trinnet til at komme helt ud. Men da de kom til løftene fik hun sine tvivl, med tankerne på hvad der skete sidst. Det første løft var ikke svært. Han kunne sagtens have rank ryg i det, mens hun nærmest hang rundt om ham og lignede en slags skørt. Dernæst kom så løftet, hun frygtede, og hendes frygt fik hende til at stoppe op og træde væk.

,,Hvad laver du?” spurgte han, halvhøjt for at overdøve musikken.

,,Undgår at det samme sker som sidst, du gjorde det.”

,,Jeg kan godt gøre det,” sagde han og lød selv meget overbevist.

Så overbevist at hun næsten troede på ham.

,,Sawyer, jeg synes ikke, at -”

,,Kom nu. Jeg er varm denne gang. Jeg har prøvet det før, og det værste der kan ske er vel, at jeg lige skal bruge et øjeblik til at komme over det.”

,,Men du -”

,,Devil,” sagde han indtrængende og gik frem mod hende. ,,Gør nu som jeg siger.”

,,Det kommer til at gøre ondt på dig.”

,,Og hvad så? Kan du ikke være ligeglad med det? Jeg gør det af egen fri vilje. Ingen tvinger mig, og jeg gør det lidt for min egen skyld.”

,,Hvad mener du med det?”

,,At jeg har lyst til at danse. Det føles rart, når nu jeg ikke har gjort det så længe. Så stol nu lige på mig.”

,,Jeg stoler da på dig! Jeg vil bare ikke have, at du kommer til skade.”

,,Jeg kommer ikke til skade! Den skade jeg har er der jo i forvejen, ikke?”

,,Sawyer -”

,,Angelique,” afbrød han, denne gang ikke stædigt, kun bedende.

Hun kunne ikke stå for hans bøn, specielt fordi det var så sjældent, at hun så Sawyer bede om noget på den måde.

,,Fint,” sukkede hun. ,,Men hvis du taber mig ringer jeg selv til James.”

Han stønnede og vendte øjne af hende, og hun kunne ikke lade være med at smile, både fordi hun faktisk kom til at føle sig dum, og fordi hun efterhånden havde vænnet sig til, at han gjorde netop det. Derpå stillede hun sig med ryggen til ham, tæt ved hans krop og med let bøjede knæ. Hans hænder greb fat omkring hendes hofter, og hun satte af med gulvet samtidig med at han begyndte at løfte.

Det føltes sjovt på en helt ny måde, at hans arme løftede hende rundt på den måde, og at hun kunne mærke hans ryg mod sin egen, idet hun vendte med hovedet nedad, inden han satte hende ned over modsatte skulder. Og blev stående uden at fortrække en mine. Hun så forbløffet på ham. Han stod med hænderne nede langs siderne og så bare på hende, som om han ikke rigtig selv kunne tro det. Så blev hans øjne underligt fjerne, mens der pressede sig et smil på hvor hans læber før bare havde været afslappede. Af en eller anden grund følte hun sig dog ikke overbevist af smilet og overvejede, om hun burde spørge ind til det.

,,Giv mig tre sekunder, så er jeg klar,” lovede han, strakte armene i vejret og lænede sig til modsatte side af før.

Lige på det punkt så han langt fra smidig ud, men det kunne man vel ikke bebrejde ham. Efter tredive sekunder rettede han sig op og rullede lidt med skuldrene, og så var smilet mere ægte.

,,Sådan,” erklærede han.

,,Sådan hvad?”

Han stod lidt og så på hende, delvist himmelfaldent, og delvist tvivlende, som om han ikke helt kunne beslutte sig for, hvilken følelse han skulle vise hende. Eller fordi hans følelser var blandede. Så trak han let på skuldrene, vendte ryggen til og gik hen til ghettoblasteren for at slukke musikken og derefter blive siddende i hug. Da bemærkede hun noget specielt. At han ikke havde rank ryg, men sad foroverbøjet med den ene hånd støttende fra gulvet for at holde balancen.

,,Jeg må hellere se at komme i gang,” erklærede han og lød ikke særligt villig til netop det.

,,I gang?”

,,Ja. Jeg gætter på, at jeg ikke er den, du har lyst til at danse med.”

,,Danse…?”

,,Ja, du ved, der hvor man bevæger kroppen i takt til musikken og -”

,,Jeg ved godt, hvad dans er!” afbrød hun ham irriteret og gik hen mod ham med lange skridt for med et ryk at gribe fat i hans skulder. ,,Hvad mener du med, at du ikke er den, jeg har lyst til at danse med?”

,,Det jeg siger,” svarede han bare, køligt ved hendes krævende tone.

,,Siden hvornår har det overhovedet været en mulighed?”

,,Jeg havde tænkt mig at tilbyde dig den mulighed. Men det er ret tydeligt, at det var en fejl fra min side overhovedet at overveje det,” sagde han monotont og uden at se på hende. ,,Det beklager jeg.”

Hun trådte et skridt væk fra ham, og han kom ubesværet på fødderne og stillede sig i en afslappet kontrapost, der fik hende til at føle sig dum og uelegant ved siden af ham. Hans gyldenbrune øjne borede sig ind i hendes, da hun så indgående på hans ansigt. Der var ingen tøven i hans træk, og blikket var stålsat og ikke til at komme udenom.

,,Sawyer, det er jo ikke realistisk, at vi -”

,,Hvorfor ikke?”

Hans stemme var gennemtrængende, og hun kunne ikke lade være med at føle, at hun havde gjort et eller andet forkert. Hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, at han havde den effekt på hende hver gang hun såede tvivl ved det, han sagde, anede hun ikke, men det lod til, at han gjorde det med vilje. Og at han trivedes med det, selv om der ikke var så meget som skyggen af et smil at spore på hans ansigt. Det var hårdt og koldt som sten at se på. Uden en synlig mulighed for opblødning eller formildelse.

Om hun i det mindste kunne få ham til ikke at hade hende var så et spørgsmål. Lige i det øjeblik virkede det nemlig udpræget, som om det var den følelse, han havde i forhold til hende. Had. Vrede. Raseri. Afmagt. Hun så ham ind i øjnene og blev overrasket over det sidste, inden hun bemærkede endnu en følelse, hun ikke tidligere havde lagt mærke til hos ham. Skuffelse. Når han tidligere havde sagt, at han var skuffet over hendes beslutninger, så havde det ikke været på denne måde. Så meget var hun sikker på. Men skuffelsen var tydeligt aftegnet i hans ansigt, og det fik hende til at have ondt af ham, selv om hun vidste, at det var det sidste, han ville ønske fra hende.

Brat vendte han sig fra hende, satte sig ned overfor ghettoblasteren igen og rodede lidt med den, indtil de første toner til sangen strømmede ud i lokalet igen. Men denne gang tilbød han hende ikke at danse. I stedet rejste han sig hurtigt og gik hen mod døren ud til receptionen med lange skridt, ordløst. På trods af musikken syntes der helt stille, idet hun så ham gribe dørhåndtaget og fortsætte ud i receptionen, hvor hun kunne se receptionisten sige et eller andet. Sawyer svarede ikke, men fortsatte med at gå.

Med ludende skuldre og lange skridt.

Angel sukkede og vidste, hvad hun blev nødt til at gøre. Og hvad hun havde lyst til at gøre, hvilket hun aldrig havde ventet. Hurtigt greb hun sin taske og sprintede af sted i samme retning som den lyshårede unge mand var gået. Han var ikke nået helt vildt langt, men hendes hjerte hamrede alligevel voldsomt i brystet på hende, da hun så ham stå med ryggen lænet mod en lygtepæl og hænderne i lommerne, mens han tilsyneladende beskæftigede sit blik ved at stirre på murværket ud mod fortovet på modsatte side af gaden.

Et par meter derfra slog hun over i gang og forsøgte at få sit hjerte til at slå mindre hurtigt, men uden det store held.

,,Sawyer, jeg -”

,,Jeg har forstået det,” sagde han lige så monotont som før. ,,Og jeg skal nok finde på noget. Det har jeg jo lovet dig.”

,,Men jeg -”

,,Og jeg skal nok skynde mig.”

,,Du -”

,,Har tænkt mig at holde, hvad jeg lover. Alt andet ville være uretfærdigt overfor dig og -”

,,Sawyer Rivers, nu holder du din kæft og hører efter!” råbte hun og mærkede desperationen stige op i halsen på sig.

Han gloede rasende på hende, men igen var der en underlig sårbarhed i hans blik, som hun aldrig før havde bidt mærke i. Ikke i samme omfang, i hvert fald.

,,Godt,” sukkede han og rettede sig op. ,,Men gør det hurtigt.”

,,Helt kort?” spurgte hun retorisk og svarede så: ,,Jeg vil ikke have, at du kommer til skade.”

Han så aldeles forbløffet ud over denne erklæring, men det var ikke noget, der ikke klædte hans maskuline ansigt og de brune øjne. Efterhånden lod han dog til at tage sig sammen, og hun ville have givet hvad som helst for at kunne læse hans tanker i det øjeblik. Der var mange aspekter af Sawyer, som hun ikke forstod det mindste af, og hans overraskelse i dette øjeblik var et af dem.

,,Du skal ikke engang tænke på at sætte alting på spil på grund af Ashton,” sagde han alvorligt.

Hun stirrede på ham længe. Så dæmrede det for hende.

,,Det var ikke lige det, jeg mente,” tilstod hun og undlod at sige, at hun faktisk alligevel kraftigt havde Ashtons trussel i baghovedet alligevel.

,,Hvad så?”

,,Dansen, Sawyer,” sukkede hun og forsøgte at se indgående på ham, usikker på om det virkede.

,,Jeg kommer ikke til skade,” sagde han skråsikkert.

,,Hvad var så det derinde?”

,,Udstrækning. Tænk på at jeg ikke har danset længe.”

,,Hvad med den anden dag? Det var ikke bare udstrækning.”

,,Nej,” indrømmede han. ,,Det var det ikke. Men det gik hurtigt over. Og det var slet ikke slemt.”

,,Men jeg -”

,,Det kan også være lige meget. Hvis du ikke har lyst, kan du bare sige det i stedet for. Det sparer både din og min tid.”

,,Men det er jo netop mit problem!” sukkede hun og slog ud med armene. ,,Jeg har lyst! Meget.”

,,Så lad være med at forsøge at tænke på mig.”

,,Du er vel ikke interesseret i at være øm og skadet,” gættede hun og forsøgte at være stædig.

,,Du har ingen anelse om hvad jeg er interesseret i,” påstod han.

,,Hvorfor skulle jeg ikke have det?”

,,Fordi jeg aldrig har fortalt det til nogen.”

,,Men vil du danse?”

,,Selvfølgelig vil jeg det.”

,,Så kom. Dans med mig, Sawyer.”

Der så ud til at trænge sig et smil på, idet han trådte væk fra lygtepælen.

,,Meget vel.”

Han greb fat omkring hendes håndled og trak hende med sig, og hun løb for at følge med, idet han med hurtige skridt gik tilbage mod hotellet. Hektiske røde pletter bredte sig på hendes kinder og hals ved den nære kontakt, hun pludselig fik med ham på den korte, smalle trappe op mod receptionen. Men han gav ikke slip på hendes håndled og fortsatte fremad med lange skridt, så hun måtte lunte for at følge med, indtil de nærmest brasede ind i receptionen, hvor receptionisten så undrende på dem.

Sawyer nikkede bare til hilsen og slap endelig hendes håndled, men hun følte på ingen måde grund til at tage afstand fra ham. Heller ikke da de kom ind i øvelokalet igen, hvor musikken spillede, netop startet på ny efter at have endt sandsynligvis et par gange. Hun havde ikke skænket det en tanke, at hun burde have stoppet musikken, inden hun fulgte efter ham udenfor, men var bare hovedløst styrtet af sted med kun én ting i tankerne: nemlig at blive forsonet med Sawyer, at undgå hans modvilje og vrede hvis hun kunne.

Så snart hun havde lagt sin taske fra sig, vendte hun sig mod den høje, slanke unge mand med det lyse hår og de klare, brune øjne. Hans skikkelse stod mørkt frem mod de lyse vinduer, men det gjorde ham ikke mindre fremtrædende eller tiltrækkende at se på. Tiltrækkende? Sådan havde hun ikke rigtig tænkt på ham før. Han så godt ud, ja, men hun havde aldrig overvejet, hvad han egentlig var fra egen synsvinkel. Klart, i andre pigers og kvinders øjne var han netop det. Tiltrækkende. Men for hende var det noget lidt andet, som hun ikke engang ville have været i stand til at forklare, hvis hun fik det påbudt. Hvilket hun heldigvis ikke gjorde.

I stedet tog hun bare indtrykket af ham ind, mens han krængede sin hættetrøje af og stod i skjorte og sweatpants, endnu inden han sparkede sine sko af og stod i strømper. Hans bevægelser var afslappede og så ud, som om han følte sig godt tilpas i situationen, og som om han hvilede i sig selv. Først da han rakte en hånd ud, bemærkede hun et tegn på, at han måske ikke var så rolig, som han først fremstod. Hans fingre sitrede ganske svagt, så tæt på ingenting at hun netop bed mærke i det. Ikke desto mindre tog hun bare hans hånd og kastede sig ud i dansen uden forbehold, vel vidende at han ville sige til, hvis han virkelig mente, at det blev slemt.

Da de kom til løftene blev hun positivt overrasket over at opdage, at han ikke hverken ømmede sig eller på nogen måde gav udtryk for det jag af smerte, han alligevel måtte føle. Selv hun mærkede en skarp smerte hvor han greb om hendes hofter, indtil hun huskede, at Joshs hårde hænder havde givet hende små blå mærker på hofteskålen grundet de mange ganges repetition i løbet af de sidste tre dage.

Alligevel formåede Sawyer at gøre det blidt uden totalt at tage styringen. Hun følte sig helt varm over hele kroppen, da de først var færdige med første gennemgang, og forskellen fra Josh var tydelig. At Sawyer havde været med til at skabe koreografien hjalp helt sikkert, samtidig med at han bevægede sig næsten helt frit og luftigt i alle lemmer, og hun havde en fornemmelse af, at jo flere gange de gik det igennem, jo mere af hans storslåede kendskab til teknik og praksis ville komme til udtryk.

Pludselig, da han spontant hvirvlede hende ud fra sig og greb hende, da hun nærmest snublede ind igen, blev hun mindet om sine drømme. Drømmene om at danse med Lightning. Som i virkeligheden var Sawyer. Og hun følte sig på ingen måde skuffet. Det var på enhver tænkelig led lige så godt og behageligt, som hun havde forestillet sig det - eller rettere drømt om det. Med den forskel at hun ikke frygtede at det var Sawyer, hun dansede med, og at hun stolede blindt på, at han ikke lod hende falde, som han ellers havde gjort det i et par af drømmene efterhånden. Han holdt hende blidt, men bestemt. Og hun var glad for, at han gjorde det. Det gav hende en følelse af tryghed. Og en underlig varm lykke indeni.

 

,,Må du egentlig godt det her?” spurgte hun, da de sad overfor hinanden og strakte ud hen mod solnedgang.

,,Må hvad?”

,,Danse med mig. Til konkurrencen.”

,,Ingen har forbudt mig det, vel? Desuden vil I ikke som gruppe blive bedømt på det. Jeg ved, at Rising Fake Stars er meget ivrige efter at få dig som danser, uanset hvad. Så det her er vel deres forsøg på at binde dig til dem, uanset hvad der sker.”

,,Vil du fortsætte med at danse for dem - nu hvor de finder ud af, at du kan, vil de sikkert hellere have dig end mig - hvis vi ikke vinder? Altså Synthetic Supernova…” Hun tænkte sig om og tilføjede så: ,,Selv om det jo officielt ikke har noget med dig at gøre. Du kan jo gøre, som du vil, hvis du ikke betragter dig selv som en del af gruppen. Hvis du foretrækker at arbejde alene.”

Han lo underligt nok, og det virkede på en eller anden måde bekræftende og beroligende på hende.

,,Selvfølgelig ikke,” sagde han og lød helt ærlig. ,,Jeg betragter mig i høj grad som en del af jeres gruppe, selv om jeg ikke har nogen egentlig grund til det. I er mine venner, og jeg kunne aldrig finde på at fortsætte, hvis I ikke gør. Det ville være for strengt.”

,,Er jeg også din ven, Sawyer?” ville hun vide.

Han løftede en hånd og kløede sig i nakken, og hun fik en underlig klump i halsen, nervøs for at svaret måske ikke ville falde i hendes svar. Selvfølgelig ville hun gerne kaldes hans ven, men af en eller anden grund virkede det bare stadig ufærdigt.

,,Selvfølgelig,” sagde han bare og strakte sig med armene mod loftet. ,,Hvorfor skulle du ikke være det?”

,,Fordi jeg har været sådan en kælling overfor dig.”

,,Jeg har jo heller ikke ligefrem været nogen engel, vel?”

,,Apropos engel,” tænkte hun højt, ,,hvorfor bliver du så ved med at kalde mig Devil, hvis du betragter mig som din veninde?”

Et kort øjeblik syntes hun, at hun så hans øjne glimte underligt, og hans ansigt antog en sjov varm farve, nærmest som rødme, bortset fra at det ikke var helt så udtalt.

,,Du kalder jo heller ikke mig ”Lightning” eller ”Light” som de fleste andre, når jeg er alene med dem, vel?” argumenterede han, men det lod ikke til, at han virkelig søgte at overbevise hende.

,,Fordi folk altid kalder dig ved dit fornavn når jeg hører på det. Og fordi jeg synes, Sawyer passer bedre til dig.”

Han lo dæmpet, men tog sig så i det og skærmede for sin mund med en hånd et øjeblik.

,,”Angel” virker som det, alle kalder dig. Og det virker ikke så fyldestgørende,” forklarede han en smule svævende og bøjede benene for at lægge sine lange, slanke - men muskuløse - arme omkring sine knæ. ,,Hvorfor? Generer det dig?”

Dette behøvede hun ikke engang tænke over, selv om svaret oprigtigt kom bag på hende.

,,Nej,” tilstod hun med et lille smil. ,,Det gør det ikke.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...