Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3359Visninger
AA

6. Devil

 

Han sad på kantstenen og så ned på kameraets display, hvor en video afspilledes. Men den fangede ikke rigtig hans opmærksomhed. Han havde set den så mange gange, at det virkede ulogisk at gøre mere ud af det. Faktum var jo, at den ikke blev bedre af, at han sad og gloede på den uden noget egentligt formål. Med et suk lagde han kameraet ved siden af sig lænede sig en anelse tilbage og støttede fra fortovet med hænderne, uden at bøje i ryggen.

Vinden piskede hans hår rundt og rodede det rundt, men han var egentlig ligeglad. Dette var ikke Akademiet. Han kunne se ud præcis som han ønskede, uden at nogen sendte misbilligende blikke. Ikke at han nogensinde havde taget sig af disse blikke, for der ville jo altid være nogen, der var uenige i den måde, andre gjorde tingene på. Det kunne han virkelig ikke tage sig af. For at få et par lokker af pandehåret ud af øjnene drejede han hovedet til den ene side og blev siddende sådan, da bevægelse fangede hans opmærksomhed.

Længere nede ad gaden fik han øje på pigen, Duncan havde præsenteret ham for. Hende, han havde set på Akademiet den dag for et stykke tid siden. Hun steg ud af en bil, låste den efter sig og gik ind i den faldefærdige bygning, hvor han vidste, hendes gruppe lejede et øvelseslokale. Så hun skulle altså ind og træne? Interessant.

Den måde, hun bevægede sig på, antydede, at hun var ivrig efter at komme i gang, og han undredes over dette. Sådan havde han ikke set hende før. Den dag på Akademiet havde hun virket nervøs og undskyldende. De andre gange havde hun virket fuldstændig selvsikker, lige på grænsen til det arrogante, og det havde fået ham til at tage sine tidligere antagelser til genovervejelse. Indtil han så hende danse.

For det utrænede øje så det fantastisk ud. Og fejlfrit. Han bemærkede dog flere fejl i de trin, hun foretog. Ufuldendte bevægelser, et splitsekund ude af takt. Den slags ting, man normalt ikke lagde mærke til, og som også foregik på Akademiet. Havde hun set sådan ud til sin optagelsesprøve, var han næsten sikker på, hun havde fået en plads, men med den præstation, han havde set den dag, var han mindre sikker. Hun havde gjort det godt. Jævnt godt. Men om det var nok tvivlede han faktisk lidt på.

Ikke desto mindre var det tydeligt, at hun var stolt af sig selv, og det tøvede hun ikke med at vise alle andre i sin omgangskreds. Det kunne være farligt at gøre den slags, for til sidst blev folk trætte af det, og i sidste ende ville hun behøve at begå sig med forsigtighed. Helt fantastisk var hun nemlig ikke. Men ikke desto mindre en talentfuld danser, som kunne arbejdes med, hvis man altså orkede det.

Han så sig omkring, skubbede sig op i stående stilling. Normalt ville dette have været en lang, smidig bevægelse, men det turde han ikke nu.

 

Hun tændte for musikken og begyndte at strække ud, mens hun forsøgte at lade være med at tænke på den drøm, hun havde haft. Den var surrealistisk og mærkelig, og hun ønskede at holde Sawyer og Lightning adskilt som erindringer, hvilket var svært, når de i hendes drømme viste sig som én og samme person, der muligvis led af personlighedsspaltning.

Det, der havde afholdt hende fra at blive sindssyg af den absurde tanke, at der i det hele taget var en forbindelse mellem de to, var aftalen med gruppen senere på dagen. De ville tage til Venice Beach, danse lidt oppe på molen og derefter forsøge sig med lidt surfing, sådan som de gjorde det sidste sommer. Følelsen af at have et bånd med gruppen endnu var det, der fik hele den forrige aften til at forsvinde i en dis af glæde i hovedet på hende.

Da hun var færdig med at strække ud, skiftede hun sang og stillede sig midt på gulvet, mens hun så på sig selv i spejlet. Hun så ikke så anderledes ud end så mange andre. Faktisk skilte hun sig ikke ud fra mængden, hvilket hun af og til havde været ked af. Men eftersom hun ikke gad forsøge at score fyrene eller gå på dates, så kunne det i sidste ende være lige meget. Dansen var det, der betød noget for hende, og kun hvis den på en eller anden måde stoppede, ville hun begynde at gøre en bevidst indsats på markedet. Ikke før.

Så begyndte sangen. Beyoncés hit ”Halo” lød fra ghettoblasteren, og hun satte sig langsomt i bevægelse. Langsomme glidende bevægelser med arme og ben og krop i takt til musikken. Hun elskede den sang. Der var noget rørende ved den, og selv om hun ikke direkte havde været så forelsket i nogen, at hun ligefrem så på vedkommende som en engel, så kunne hun sagtens sætte sig ind i følelsen. Dette gjorde hun via dansen, og hun sprang impulsivt rundt på gulvet, kastede sig ned på gulvet og bevægede sig næsten lydløst.

Hun svajede og mimede med på sangen. Synge kunne hun godt, men ikke så godt som at danse. Hun foretog piruetter og spagatspring og smidige stillinger så let som ingenting til lyden af den smukke sang. Det var det, hun elskede ved dansen. At være ét med musikken og kunne udrette noget smukt uden at sige noget, uden at konkretisere alting som i billedkunsten. Og at alting omkring hende forsvandt. Den verden, der måske ikke i øjeblikket elskede hende, kunne hun lukke ude, når hun havde et stykke musik og sin krops velkendte smidighed og styrke.

Ved den kraftfulde gentagelse af omkvædet til sidst gav hun alt, hvad hun havde, hvilket betød, at hun lukkede øjnene og stolede hundrede procent på sin krop. Det gik hurtigt, men var samtidig ment som værende yndefuldt, og hun vidste med sikkerhed, at det skulle det også nok blive, bare fordi hun ville det. Hun endte nede på gulvet foran de store spejle, med ryggen til spejlet og armene over hovedet. Stadig med lukkede øjne trak hun vejret dybt og lyttede til stilheden, der lå mellem sangene på Cd’en.

Hun nynnede lidt for sig selv, mens hun fik vejret. Så strøg hun håret væk fra ansigtet, samlede det i en hestehale i nakken og åbnede øjnene. I sollyset, der spillede ind gennem vinduerne, stod en person med ansigtet i skygge og det gyldenbrune hår oplyst, nærmest som en glorie. Hun mærkede sin mave trække sig sammen i nervøsitet, indtil det gik op for hende, hvem det var. Hans holdning afslørede ham nemlig i næste sekund. Han stod og så ned på ghettoblasteren, men på grund af skyggerne kunne hun ikke bedømme, om han syntes om hvad han så eller ej.

Den tanke fik vreden til at flamme op i hende, og hun rejste sig hurtigt fra sin siddende stilling på gulvet.

,,Hvad laver du her?” spurgte hun og håbede, at hun lød kold og ikke nervøs.

Han drejede hovedet skarpt mod hende, og der var noget latterligt musikalsk ved netop den ene bevægelse. Som om hendes ord havde været et taktslag, der skulle markeres med en bevægelse.

,,Kigger,” svarede han bare, satte sig så i hug og slukkede for ghettoblasteren, netop som Rising Fake Stars’ hittende ballade ”If I were a Ship” begyndte at fylde rummet med toner igen.

,,Kan du ikke gøre det et andet sted?”

,,Nej.”

,,Det kan du blive nødt til.”

,,Kan jeg?”

Han rejste sig fra gulvet, stadig med lige så rank ryg som før, hvilket irriterede hende. Og hun kunne se på ham, at han nød hendes irritation. Et triumferende grin spillede i hans ene mundvig, men hans gyldne øjne var mere døde end smilet antydede.

,,Ja. Det her er et øvelokale.”

,,Så øv dig,” foreslog han. ,,Det kunne du godt bruge.”

Hun stirrede på ham.

,,Og hvad mener du med det?”

,,Din timing er forkert flere steder. Hvis du absolut skal improvisere, så sørg i det mindste for at følge takten præcist.”

At høre ham sige den slags så hurtigt og rutineret overbeviste hende om den dygtighed, der prægede eleverne på Akademiet. Men det fik hende også til at hade ham endnu mere.

,,Og du har styr på timingen.”

,,Ja.”

,,Hvorfor viser du mig det så ikke, hvis du er så god?”

,,Mig?” spurgte han og lod til at more sig, men der var en vis bitterhed i hans stemme, som en hæs, uhyggelig latter dækkede dårligt over. ,,Jeg kan ikke danse.”

,,Så lad være med at belære andre om, hvordan de skal gøre tingene.”

Hun marcherede hen til ham, trykkede bestemt på knappen, der satte musikken i gang igen, og gik så tilbage til midten af lokalet, hvor hun begyndte at danse igen. Det frustrerede hende at kunne mærke hans blik på sig og se det i spejlene, så hun lukkede øjnene og lod sin krop tage kontrollen og følge musikken. I hovedet talte hun takter, blot for at være sikker på, timingen var helt rigtig.

I samme øjeblik som Nathan Storm udfoldede sit talent i en slående, smuk gentagelse af sangens omkvæd, igangsatte hun en række piruetter, der gik rundt i en cirkel. Men hen mod slutningen kunne hun mærke, at hun mistede kraft bag springene, og hun stoppede brat. Det var aldrig sket før. Hun kunne have sat sig til at græde, fordi dette skete lige præcis nu, hvor den irriterende Sawyer stod og så på hende på afstand.

Hun turde dårligt åbne øjnene og se på ham, men for ikke at virke som en taber gjorde hun det alligevel. Hans ansigt afslørede ingenting, hvis han følte noget. Mens hun dansede, havde han sat sig ned med benene trukket op og ryggen flugtende med murværket bag sig.

,,Ved du, hvad der er dit problem?” spurgte han ligeud.

,,Hvis jeg gjorde, ville jeg nok ikke fortælle dig det.”

Han hævede et øjenbryn, sukkede og rejste sig.

,,Dit problem er, at du tror for meget på dig selv, når du er blandt folk, du betragter som mindre talentfulde, og for lidt på dig selv når du er blandt dem, du ser som dine ligemænd.”

Hun fnøs.

,,Du ved ikke en skid om mig.”

,,Forkert. Jeg ved en hel del om dig.”

,,Og hvordan det?”

,,Din krop afslører mere om dig, end du tror. Specielt når du danser. Og så er jeg venner med Duncan. Det hjælper.”

Hun skar tænder. Hvad havde Duncan fortalt?

,,Siger det ikke lidt om dig, at du på den måde holder øje med mig?” forsøgte hun at give igen.

,,Se, det er det, jeg mener.”

,,Hvad?”

,,Du nægter at lytte til andre, så længe du betragter dem som dårligere end dig selv.”

,,Det ved du ikke noget om!”

,,Gør jeg ikke?”

,,Nej.”

,,Jeg hørte ellers, du nægtede at tage med til Florida, selv om din gruppe gerne vil dertil. Og nu er det bare et gæt, men jeg tror, det er fordi du ikke vil involvere dig for meget, hvis nu du kommer ind på Akademiet.”

,,Det kommer ikke dig ved, hvorfor jeg ikke vil med.”

,,Nej, det gør det ikke. Du har ret.”

,,Og lad være med at give andre gode råd, hvis du ikke selv ved, hvordan det er!”

Han havde været på vej hen over gulvet, da hun sagde det, men ordene fik ham til at dreje sig skarpt mod hende.

,,Lad være med at dømme folk, før du kender dem.”

,,Har du måske ikke gjort det?”

,,Nej.”

,,Hvad kalder du det så? Har du måske ikke hadet mig siden vi mødtes første gang?”

,,Har jeg måske ikke lige forsøgt at hjælpe dig?”

,,Nej, det har du ikke.”

,,Jo, jeg har. Du er bare for storsnudet til at tage imod hjælpen.”

,,Storsnudet? Prøv at høre dig selv. Det er ikke mig, der går, som om jeg ejer det hele.”

,,Nej, til gengæld opfører du dig sådan overfor dem, der holder af dig.”

,,Hold din kæft! Du ved ingenting om mig!”

,,Og du ved ingenting om mig! Så vi står lige.”

Hun havde ikke ventet, at han ville hæve stemmen, men lyden fik hende til at mærke øjnene svide en anelse, og hun vendte sig væk fra ham for at forsøge at skjule sine tårer.

,,Det hjælper dig ikke at græde. Måske får Duncan ondt af dig, men det gør jeg ikke. Tag dig sammen og se dig omkring. Pris dig lykkelig for, du har en gruppe at danse med, nogen at dele glæden med. Luk andre ind i din lille, egocentrerede verden og lad være med at tro, du er den bedste i hele verden. Lad være med at undervurdere andre.”

,,Du…!” Hun undertrykte sin gråd og vendte sig mod ham. ,,Lad Duncan være i fred! Lad være med at lægge ord i munden på ham!”

Han grinede, men det var glædesløst.

,,Lade Duncan være i fred? Hvad har han da sagt?”

Hun sagde ingenting og stirrede bare indædt på ham, mens han stod der med hænderne i lommerne og et temmelig overlegent udtryk i ansigtet.

,,Jeg er ikke ude på at splitte jer. Det har du allerede sørget for, lader det til. Jeg forsøger at hjælpe jer.”

,,Ih ja, og sikken en hjælp du er. Bare hold dig langt væk.”

,,Bare fordi du ikke kan lide mig? Egoistisk igen, hm? Måske har de andre rent faktisk nytte af det, jeg siger. Fordi de ikke undervurderer folk. Fordi de ikke kun tænker på sig selv, men på hele truppen.”

 

,,Hey! Angel!” udbrød han. ,,Sikken en overraskelse. Kom og sæt dig.”

Hun vinkede og trak på smilebåndet, da hun fik øje på Ashton, som sad ved et bord for sig selv med en kop kaffe foran sig og en avis bredt ud over bordet. Tøvende gik hun gennem cafeen og satte sig overfor ham. Han pakkede avisen sammen og skubbede sin kaffe lidt til siden.

,,Hvad har du lavet?” spurgte han. ,,Dine øjne… de er helt røde.”

Hun rystede på hovedet.

,,Ikke noget.”

Det var selvfølgelig løgn. Efter at Sawyer var gået, havde hun råbt og skreget ad sig selv for ikke at have givet ham igen verbalt, hvad hun var sikker på, hun sagtens kunne have gjort. Irritationen var blevet afløst af vrede og raseri, der til sidst havde fået hende til at sætte sig tudende i et hjørne. Hun forstod det bare ikke. Alle antydede, at hun var egoistisk, og hun anede ikke, hvad hun havde gjort dem.

Og Sawyer af alle mennesker skulle slet ikke komme og sige noget som helst om nogen. Han bevægede sig med så rank ryg at det lignede, han var bundet fast til et kosteskaft, og han havde altid næsen i sky. Desuden, hvilken position var han i til at rette på folk og belære dem, hvis han ikke engang selv kunne danse? Han havde sikkert ikke engang været elev på Akademiet, men derimod til optagelsesprøve, selv om han måske var sikker på, han ikke ville få en plads. Hvad bildte han sig egentlig ind.

Og hvad skulle det til for, at han begyndte at blande sig i Synthetic Supernovas sager? De havde ikke brug for ham til at hjælpe, for de klarede sig glimrende selv og havde hele tiden gjort det. Hun kunne virkelig ikke se, hvad hans tilstedeværelse skulle hjælpe. Hvis nu han havde været en ny danser til truppen, ville hun måske have overvejet det, men når nu han bare kom med mundtlige råd og rettelser og desuden vendte Duncan mod hende, kunne hun ikke se, hvorfor hun skulle forsøge at acceptere ham. Hun måtte tale med Duncan om det, når de sås denne aften. Indtil da ville hun genvinde sin glæde. Og at møde Ashton virkede som lige det, der skulle til, før hun kom i bedre humør.

,,Hvad har du lavet i dag?” spurgte han.

,,Trænet lidt for mig selv,” svarede hun. ,,Hvad med dig?”

,,Egentlig ikke rigtig noget. Jeg skal mødes med de andre senere. Vi har besluttet os for at tage til den der konkurrence i Florida, så vi har brug for al den træning, vi kan få.”

,,Måske nogle af jer,” medgav hun. ,,Men du er da en god danser.”

,,Ja, men det er en holdpræstation, og vi gør det som et team. Jeg kunne aldrig drømme om at skippe en træning, for jeg kan også sagtens blive bedre.”

Det lød underligt nok lidt ligesom noget af det, Sawyer havde sagt. Og det fik hende til at se ned et øjeblik.

,,Hvorfor tager I ikke med, Angel?”

,,Fordi jeg regner med at blive optaget på Akademiet. Hvis jeg gør det, har jeg brug for at forberede mig meget mere på skoleåret, end jeg nogensinde har haft.”

,,Men hvad hvis du ikke kommer ind?”

,,Det kan jeg slet ikke tænke på.”

,,Du skal også nok komme ind,” erklærede han venligt og klappede hende på hovedet. ,,Jeg skulle bare se, om du var i tvivl.”

,,Hvor dumt af dig.”

,,Dumt af mig?” grinede han.

,,Ja.”

,,Hvorfor?”

,,Har du aldrig hørt, man skal støtte andre i deres beslutninger?”

,,Du siger noget.”

Hun var sikker på, at hvis hun havde sagt det til Sawyer, ville hun have fået smidt i hovedet, at hun jo ikke støttede op om sin egen gruppes beslutning, men i sidste ende havde de jo besluttet at blive hjemme frem for at smide hende ud. Så det kunne hun bruge som argument senere hen, hvis nu diskussionen kom ud på det. For hun var sikker på, at som tingene så ud nu, ville Sawyer ikke forsvinde ud af hendes liv lige så pludseligt, som han var kommet. Desværre.

,,Du, Ashton?”

,,Ja?”

,,Synes du, jeg er egoistisk?”

Han grinede, men i modsætning til Sawyers grin var dette af overraskelse og munterhed, ikke for at understrege den ondskab, der lå bag svaret.

,,Nej, det synes jeg ikke. Ikke udover normalen.”

,,Hvad mener du med det?”

,,At alle er lidt egoistiske engang imellem. Også dig.”

,,Men hvad synes du så om det?”

,,Det er helt fint med mig. Uden egoisme ville der ikke være noget specielt ved at gøre noget godt for andre, vel?”

,,Det har du nok ret i.”

,,Selvfølgelig har jeg det.”

Hun hævede et øjenbryn og daskede til hans skulder, hvilket fik ham til at le.

 

,,Duncan her.”

Der var stille lidt, mens alle ventede i spænding på, hvem der ringede, selv om de alle vidste det. Selv han vidste det. Og det fik ham til at sukke dybt. Det var ikke lige dette, han havde håbet på som resultat. Men det lod til at være det, han fik at arbejde på.

,,Hvorfor?” spurgte Duncan overrasket. ,,Angel, du kan da ikke bare…”

Hun afbrød ham åbenbart i den anden ende, for han sagde ikke mere, og en summen fortalte de omkringstående, at der blev talt fra en anden telefon et andet sted.

,,Okay. Vi ses. Jeg håber, du får styr på det.”

,,Vi ses, Angel!” råbte resten af gruppen ind i hovedet på Duncan, som grinede og lagde på.

Sawyer sukkede dybt og foldede armene ud. Det var åbenbart tid til at tage ansvar for sine handlinger, og det havde han så tænkt sig.

,,Jeg går nu,” erklærede han.

,,Hvorfor?” ville Duncan vide.

,,Jeg der er noget, jeg skal.”

,,Er det fordi Angel ikke er her?” spurgte Evan irriteret.

Han svarede ikke, men fortsatte med at gå.

 

Hun blev overrasket over at høre latter og sin mors glade stemme, da hun åbnede døren derhjemme. Eftermiddagen med Ashton var gået hurtigt, og hun havde ikke haft den mindste smule lyst til at ødelægge sit eget gode humør ved at mødes med gruppen og danse. Hun havde lige brug for lidt tid for sig selv, og de kunne desuden godt klare sig uden hende. Det blev de i hvert fald nødt til.

Latteren kom ude fra køkkenet, og hun smed hurtigt sine sko og sin taske ind på sit værelse, inden hun gik ud i det store, moderne køkken-alrum. Det var ikke så tit, hendes mor sad og grinede, når hun kom hjem, og hun vidste, at hendes far ikke var hjemme. Måske havde moren en veninde på besøg, eller også talte hun i telefon. I hvert fald kunne Angel ikke høre den andens stemme, der tydeligvis fik hendes mor til at grine. Det var ikke en mulighed at Sarah grinede af ting, hun så i TV. Det var hun slet ikke typen til.

Solen faldt ind ad køkkenvinduerne, og hun så sin mor sidde ved spisebordet med en kop kaffe foran sig og en tallerken med udskåret honningmelon placeret midt på bordpladen. Overfor stod et glas med vand, hvorom et par langfingrede hænder var vinklet. Angel så på hænderne og lod blikket glide op ad armene, der var lange og forholdsvis muskuløse, men med slanke muskler, der ikke klumpede og bulede på samme måde som Duncans. Hagen var typisk mandigt formet, læberne formet som på en græsk statue, næsen lige. Og så gik helheden langsomt op for hende, da hun så det brune højre øje med de fire modermærker og det mørkblonde pjuskede hår.

En gysen gik gennem hende, og hun måtte lægge armene omkring sig selv for ikke at lade den komme fysisk til udtryk. Langsomt gik hun længere ind i det lyse, åbne rum.

,,Hej skat,” sagde Sarah pludselig og drejede hovedet.

Et stort smil spillede på hendes mors ansigt, og Angel måtte tage sig sammen for ikke at udbryde, hvorfor fanden Sarah havde lukket ham af alle mennesker ind i huset.

,,Hej mor,” sagde hun og fremtvang et smil, inden hendes blik veg over mod Sawyer, som drejede sig i sædet.

,,Hey,” sagde han og nikkede, hvorpå han rejste sig. ,,Jeg fortalte lige din mor om hvordan jeg væltede bagover sidst jeg dansede.”

Sarah grinede ved erindringen om hvad der end var blevet sagt, og Angel fik bange anelser. Hvis Sawyer fik hendes mor til at grine, måtte det betyde, at Sarah faktisk kunne lide ham som person, hvilket var lidt bizart.

,,Hvorfor har du ikke fortalt mig, du har så charmerende, morsomme venner, Angie?” spurgte Sarah nærmest anklagende. ,,Jeg troede kun, du rendte rundt sammen med ham Duncan.”

,,Jeg… det…”

,,Vi har vores små hemmeligheder,” indskød Sawyer hurtigt, og Angel måtte modstræbende beundre hans hurtige tankevirksomhed.

,,Uha,” grinede Sarah. ,,Det lyder slemt.”

,,Faktisk er det meget uskyldigt,” forsikrede hun sin mor med et irettesættende blik i retning af Sawyer, som trak på smilebåndet til ære for Sarah.

,,Meget uskyldigt,” medgav han, men det lå i tonen at han tvivlede, hvilket fik hendes mor til at grine igen.

,,Mor altså,” mumlede Angel opgivende.

,,Undskyld, skat,” grinede Sarah.

Angel så over på Sawyer, som stod med ret ryg og den ene hånd stukket i bukselommen, mens den anden hang lidt for afslappet ned langs siden.

,,Så hvad laver du egentlig her, Sawyer?” spurgte hun en anelse udfordrende, samtidig med at hun forsøgte at lyde mindre fjendtlig end hun egentlig følte sig.

,,Nåh ja,” sagde han hurtigt og lød faktisk, som om han havde glemt sin grund til at komme forbi. ,,Jeg kom, fordi jeg gerne vil indfri den middag, du har lovet mig,” erklærede han. ,,I aften.”

,,Middag?” spurgte hun overrasket og så op på ham.

Hans blik skiftede et kort øjeblik fra muntert til hadefuldt, og der gled noget mørkt over ham, der tvang hende til at revurdere situationen.

,,Nåh, den middag.”

,,Ja, den.”

,,Mor, er det i orden, hvis jeg…?”

,,Ja, selvfølgelig,” udbrød Sarah og kom på fødderne fra sin plads. ,,Hellere end gerne. Bliv væk så længe, du vil.”

,,Tak, Mrs. Porter. Jeg skal nok sørge for, hun kommer godt hjem igen.”

,,Kald mig bare Sarah, Sawyer. Nu ikke så formel.”

Angel blev overrasket, da han med den frie hånd greb hendes, hvirvlede hende rundt med præcision og vinkede efter sig, inden han trak hende med sig ud af køkkenet og videre ud ad hoveddøren. De gik gennem forhaven ved siden af hinanden, og Angel legede med tanken om at løbe indenfor og låse døren efter sig, så han ikke kunne følge efter. Men tanken var så latterlig, at hun ikke ville udsætte sig selv for hans spydige kommentarer efterfølgende. Så hellere udholde ham én aften og få ham til at holde sig væk for evigt.

Det lod ikke til, han var i bil. Ikke ved første øjekast, i hvert fald. Det var dog kun indtil hun opdagede en sort BMW længere nede ad vejen, parkeret langs fortovet. Indtil videre havde han ikke sagt noget, men gik bare med lange, faste skridt og næsten ingen bounce i sine skridt, hvilket var med til at bevirke, at hans gang så stiv og påtaget ud. Så snart de var kommet ud af forhaven lagde hun en smule mere afstand mellem dem og gik dermed så tæt på kantstenen, som det var fysisk muligt uden rigtigt at gå ude på den.

Hvad lavede han der? Hvad ville han med hende? Hvordan havde han fundet ud af, hvor hun boede? Okay, det sidste var nok i virkeligheden ikke så svært at finde et svar på. Dels var han venner med Duncan, og dels var hendes navn og eksistens ikke ligefrem nogen hemmelighed. Det ville næppe tage meget mere end en halvhjertet søgning på Google at finde frem til, hvor hun boede eller hvad hendes telefonnummer var. Det krævede kun hendes fulde navn, og det kunne Duncan have afsløret så let som ingenting.

,,Okay,” sagde hun skarpt. ,,Jeg ved ikke hvad der er galt med dig, men hvis du tror, jeg har tænkt mig at lade dig dominere mit liv, tager du fejl. Lad mig dog være i fred.”

Han tog en dyb vejrtrækning.

,,Det ville jeg også meget gerne,” sagde han iskoldt. ,,Men du giver mig ikke så meget andet valg end at udsætte mig selv for dit selskab, indtil du fanger budskabet.”

,,Hvilket budskab?”

Han himlede med øjnene ad hende og åbnede døren til passagersædet.

,,Ind med dig,” beordrede han stenhårdt.

,,Nej.”

,,Hør, jeg ved ikke hvad der er galt med folk omkring dig. Og jeg fatter ikke dit kælenavn. Angel? Nærmere Devil, hvis du spørger mig, så meget lort som du udsætter andre for. Inklusive mig. Ind med dig.”

Der var noget farligt over tonen, der gjorde, at hun ikke turde gøre andet end at føje ham, selv om det ikke var med hendes gode vilje. Langsomt krøb hun ind i den sorte bil og lukkede døren efter sig. Han steg ind i den anden side, men syntes at have lidt besvær med dette uden at ødelægge sin holdning. Der løb en grimasse over hans ansigt i brøkdelen af et sekund, der fik hende til at overveje, om han mon havde vænnet sig så meget til den stilling, han syntes at foretage alting i, at det var fysisk ubehageligt for ham at befinde sig i en anden.

,,Hvorfor er du ikke bare ligeglad?” spurgte hun.

,,Med hvad?” ville han vide, mens han så frem for sig og tændte for bilen.

,,Hvordan jeg behandler folk. Jeg ved godt, du og Duncan er venner, men at gå så langt som at tage hjem til mig…”

Han pustede ud, drejede ud på vejen og satte kursen mod sydvest.

,,Det er ikke Duncan, jeg prøver at hjælpe. Det er dig.”

,,Hjælpe mig med hvad?”

,,Det finder du ud af.”

,,Og hvad hvis jeg nægter?”

,,Så bliver jeg nødt til at tvinge dig.”

,,Det kan du ikke.”

,,Kan jeg ikke?”

,,Nej.”

,,Det gik ellers meget godt med at få dig væk hjemmefra. Du vil opleve, at jeg er god til at få min vilje.”

,,Det er jeg også.”

,,Tydeligvis ikke god nok.”

Hun skar ansigt af ham og vendte ryggen til, så hun sad med fronten drejet mod vinduet, hvor gaden sejlede forbi. Han overtrådte helt sikkert fartgrænsen.

,,Sæt mig af her.”

,,Nej.”

,,Ellers melder jeg dig for kidnapning.”

Denne gang lo han sin ondskabsfulde latter.

,,Jeg har vidner på, vi er ude på en aftalt middag. Det plejer ikke at være kidnapning.”

,,Fuck dig.”

,,Havde enhver anden sagt det, havde jeg nok taget dem på ordet. Men dig? Ellers tak, snuske. Det er ellers pænt af dig.”

,,Hold din kæft.”

Han kluklo for sig selv, men der var noget mere ægte over denne latter end den anden. Og det irriterede hende grænseløst. Men i protest sagde hun ikke mere, før han parkerede bilen ikke så langt fra molen i Venice Beach. Han steg ud af bilen, betalte for parkeringen og så derefter på hende gennem forruden. Hun havde ikke tænkt sig at stige ud og følges rundt med ham, og da slet ikke følges med ham ned til de andre, som hun vidste befandt sig på stranden på dette tidspunkt.

Det var umådelig tilfredsstillende at se utålmodigheden krydse hans ansigt, idet han opgivende rystede på hovedet og gik hen mod bilen igen. Hun smilede for sig selv. Så kunne han få lov til at køre hende hjem igen med det samme, og hun havde ikke engang behøvet diskutere med ham om det.

Så heldig var hun desværre ikke, for det var ikke sin egen dør han gik efter. Det var hendes. Han trak den op og holdt den åben, selv om hun greb ud efter håndtaget og forsøgte at lukke den igen.  Men i stedet for at holde fast i døren med hænderne stillede han sig ind mellem åbningen ind til bilen og døren, så hun umuligt kunne trække den i igen. Og så vidste hun, at spillet var ude, at hun blev nødt til at føje ham.

Alligevel blev hun siddende med foldede arme.

,,Måske kan dine venner ikke lide at være uvenner med dig, men jeg har intet problem med at være et røvhul overfor dig, hvis du beder om det,” advarede han monotont, utålmodigt. ,,Jeg venter bare her, indtil du kommer ud derfra. Hvilket du gør før eller senere, af den ene eller den anden grund.”

,,Kan du virkelig blive en større idiot, end du er i forvejen?”

,,Tro mig, du har ikke set halvdelen.”

Hun så ud på ham og fyldtes med irritation. Hvorfor hun i det hele taget havde forsøgt at være venlig overfor ham i starten begreb hun ikke. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være i fred? Om hun så skulle tage en bus hjem var lige meget, så længe hun slap for hans selskab.

,,Jeg kommer ud, hvis du danser med mig,” sagde hun, blot for at se, om det havde effekt på ham ligesom sidst.

Det fejlede ikke. Der skete en kort transformation i hans ansigt, og det var tydeligt, at han gerne ville sige ja. Men så forsvandt det igen, og den usikkerhed, hun havde kunnet spore sig frem til, var væk igen. Tilbage var kølig tilfredsstillelse og overlegenhed.

,,Tror du virkelig, det bliver på dine præmisser? Du bliver skuffet,” erklærede han.

,,Hvis du så gerne vil have mig ud, hvorfor så ikke bare yde denne lille indsats?” pressede hun.

Han lagde armene over kors.

,,Jeg kan sagtens få dig ud uden at gøre mig selv til grin,” svarede han iskoldt nu, og faren var tilbage i hans stemme, akkurat som da han beordrede hende ind i bilen.

Hun grinede.

,,Du er allerede til grin.”

,,Siger hende, der sidder og surmuler i en bil som en femårig, der ikke får sin vilje.”

Det var dråben. Hun løsnede sikkerhedsselen, skubbede til ham og trådte udenfor i den kølige aftenluft, mens hun nidstirrede ham med al sin magt. Om det påvirkede ham, anede hun ikke, men hun var også ligeglad. Han havde sagt det tilstrækkeligt højt til at folk omkring dem ville være i stand til at overhøre dem uden større besvær, og hun skulle ikke være til grin.

Hvad der var mest irriterende var den rødme, der bredte sig over hendes kinder, da hun bemærkede hans blik. Det var nærmest orange i lyset fra den nedgående sol på stranden, og han betragtede hendes bevægelser indgående. Havde det bare været hendes ansigt, var hun sikkert kommet med en eller anden skarp kommentar, men fordi der var noget analyserende og vurderende - næsten nysgerrigt - i hans udtryk, da han iagttog hende, mens hun steg ud, afholdt hun sig fra det og lukkede i stedet døren efter sig.

Lyden fik ham til at blinke, og så var blikket afbrudt. Han fandt bilnøglerne i sin lomme og trykkede på en knap. Der lød et højt klik, og lygterne blinkede en enkelt gang. Så var de klar til at gå. Hun vidste allerede, hvad han ville med hende, så hun begyndte at gå i forvejen hen ad fortovet mod stranden for enden af vejen. Han havde tænkt sig at tvinge hende til at danse med de andre og have det sjovt, nøjagtigt som han havde tvunget hende med herud i første omgang.

Han ville fortælle Duncan og de andre det hele, og så ville hendes liv som danser i gruppen være ovre. Derudover ville de andre hade hende, og det ville skaffe Sawyer hvad hun regnede med var uendelig tilfredsstillelse, selv om han fastholdt, at han gjorde det for at hjælpe. Hvem han hjalp tvivlede hun virkelig på. Måske regnede han med at kunne overtage hendes plads i gruppen, hvis han fik skaffet hende af vejen. Selv hvis han ikke kunne danse, ville det være typisk Duncan at give alle en chance, selv dem, der ikke gik så meget op i det, at de ville dø for at få lov til at danse.

,,Hvor skal du hen?” lød det bag hende, idet hun skulle til at træde ud i det bløde, varme sand mellem palmerne, der stod hele vejen hen langs stranden.

Hun snurrede rundt på spidsen af foden og så på ham. Han stod et par meter bagude, ikke så mange meter fra en lille restaurant med udsigt over stranden og havet og broen, hvorpå der var en flok unge mennesker forsamlet, hvide, røde, olivenfarvede og sorte. Lyden af musik gled med vinden ind over det hvide sand, og kroppene bevægede sig rytmisk i takt til bassen.

,,Altså, hvis du har tænkt dig at gå ud og skulle finde på undskyldninger overfor dine venner, så er det selvfølgelig fint med mig,” sagde han og slog ud med hænderne.

,,Det var altså ikke din plan?”

Han himlede med øjnene.

,,Jeg kan jo ikke fylde dit hoved med tanker, hvis vi er omgivet af alle de mennesker.”

Hun rakte tunge ad ham og slentrede efter ham hen til restauranten. Hvis ikke lige det havde været for Sawyer, ville hun nok have nydt dette: at sidde på en restaurant ud mod vandet med udsyn til folk der hyggede sig, mens hun spiste sammen med en fyr. Men nu var det jo lige Sawyer, og han missede ikke et øjeblik til at fortælle hende, hvor meget hun svigtede sine venner, og hvor lavt det var af hende, at hun på den måde havde aflyst deres aftale denne aften.

Da hun gav igen med, at han jo netop havde afholdt hende fra det ved at give middag, forklarede han, at han ikke ville udsætte de andre for, at hun også løj for dem, for sandheden kunne hun ikke fortælle dem, det stod klart for dem begge. Han var irriterende og selvsikker, og hans ord ramte plet hver eneste gang han åbnede munden, hvilket begyndte at påvirke hende. Flere gange var hun ved at græde, da han fortalte hende - helt roligt og nede på jorden - at sådan behandlede man ikke andre mennesker, og hun følte sig som et lille barn i hans nærhed, hvilket bare forstærkede hendes hadefulde syn på ham.

På et tidspunkt lod han til at køre træt, for han begyndte at skifte stilling og så ud til at befinde sig særligt ukomfortabelt. Kort efter betalte han for maden og kørte hende hjem, med endnu en formaning undervejs om, at hun skulle behandle sine venner ordentligt, for det ville ikke gavne hende at være egoistisk.

Da hun kom ind blev hun konfronteret med sin mors nysgerrighed, og hun orkede ikke at fortælle sandheden om Sawyer. Ikke i aften. Ikke når han i flere timer havde kørt psykisk terror på hende, uden at han egentlig havde ret til det. Hun skulle nok klare sig, og hun behøvede ikke hjælp fra en, der var uerfaren og ikke vidste, hvordan det var at være med i en dansetrup og have drømme om at blive professionel danser. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...