Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3297Visninger
AA

8. Depressionen

 

,,Vil du ikke med ud til mormor og morfar og spise i aften, skat?” spurgte Sarah forsigtigt henne fra døren.

Angel rystede tavst på hovedet.

,,Kom nu, Angie.”

,,Nej.”

,,Du kan ikke blive siddende herinde for evigt.”

,,Det gør jeg heller ikke.”

,,Gør du ikke?”

,,Nej. Jeg går udenfor om lidt.”

Sarah var stille lidt, og Angel overvejede, om ikke hendes mor havde tænkt sig at gå.

,,Hvorfor ringer du ikke til Sawyer? Han var sådan en sød fyr. Måske kan han få dig i bedre humør.”

,,Nej!” sagde hun bestemt. ,,Alle andre end Sawyer.”

,,Hold nu op, Angelique.”

,,Hvorfor, mor?”

,,Det er jo ikke jordens undergang.”

,,Nej, måske ikke for dig.”

,,Heller ikke for dig.”

,,Jo.”

,,Angie, du har så mange gode ting i dit liv. Koncentrer dig dog om dem i stedet for.”

,,Hvilke gode ting, mor?” spurgte hun frustreret og rejste sig endelig. ,,Du dyrker dig selv og far og ikke så forfærdelig meget andet. Far er aldrig hjemme, og jeg kender ham dårligt nok mere. Duncan har ikke tid, fordi han hænger ud med Sawyer, og de andre fra truppen kan jeg ikke hænge ud med, fordi de har jobs. Jeg har lige fået afslag fra skolen, der var mit drømmested og jeg har en irriterende, arrogant, moraliserende fyr rendende i hælene på mig så snart jeg begår det mindste fejltrin! Og nåh ja, så har jeg da også lige sagt nej til at deltage i en konkurrence, der kunne gøre Synthetic Supernova berømte andre steder end i gaderne, fordi jeg er egoistisk og kun tænker på mig selv! Jeg har intet sted at begynde på en uddannelse efter sommerferien, og jeg har intet job og udsigterne til at få et er små. Hvad er det lige, jeg har af gode ting i mit liv?”

,,Hvem kalder dig egoistisk?” spurgte Sarah hurtigt, som en mor nu engang skal gøre det.

Angel sukkede, lagde armene over kors og vendte ryggen helt til igen, efter ellers at have vendt fronten mod sin mor i sit raserianfald. Der var ikke nogen, der havde noget begreb om, hvor meget hendes verden egentlig var brudt sammen. Hun kunne ikke gå på Akademiet, fordi hun ikke var god nok, hun kunne ikke være en så stor del af Synthetic Supernova fordi hun havde følt sig for god til dem. Hun kunne ikke finde et job på grund af finanskrisen. Hun kunne ikke komme ind på et godt college på grund af tidspunktet. Alting var ødelagt.

Og det værste var, at hun havde isoleret sig selv så meget fra sin dansetrup i den tro, at hun var den bedste danser af dem alle, når hun nok langt fra var det. Hun ville vædde med, Duncan eller Evan havde talentet til at komme ind på Akademiet, hvis de altså gad tage til optagelsesprøve eller kunne betale, hvad det nu end måtte koste. Men det  kunne de ikke. Og det deprimerede hende, at hun havde behandlet de andre på den måde, når hun virkelig ikke selv var bedre. Tvært imod var hun nok den værste af dem alle. Måske ikke når det kom til dansen, men som menneske var hun forfærdelig.

Sawyer havde haft ret. Og hun hadede ham inderligt for det. Af en eller anden grund syntes hun, at det hele var hans skyld. Han havde fyldt hende med negative tanker, og når man havde en virkelig negativ indstilling til noget, smittede det som regel af på omgivelserne. Det var karma. En slags, i hvert fald. Hun havde været negativ overfor ham, og nu var verden så negativ overfor hende, som om den havde sympati med ham. På den måde havde han været med til at ødelægge hendes liv, og hun skammede sig over nogensinde at være faldet ned på hans niveau - at have ladet sig opildne af én, der ikke engang selv kunne danse.

,,Angie…”

,,GÅ MOR!” råbte hun og mærkede panikken stige op i halsen. ,,Lad mig være i fred!”

Sarah lod til endelig at fatte budskabet, for hun sagde ikke mere, men lukkede døren til værelset efter sig, da hun gik. Og så var Angel alene på værelset med sine tanker og følelser, der fik frit løb for en god stund. Hun græd og skreg sin vrede ud så det kunne høres i hele nabolaget, og derefter satte hun sig selv i gang.

Det var små skridt i starten. Hun bad sig selv om at rydde op, støve værelset af, tage ordentligt tøj på, rede håret, børste tænder, sminke sig… Så forlod hun huset ud på eftermiddagen og satte sig ind i sin elskede bil. Et kort øjeblik legede hun faktisk med tanken om at trykke speederen i bund og lade sig styre direkte imod noget meget solidt. På den måde ville alting komme til en ende på en meget simpel måde. Men det kunne hun alligevel ikke få sig selv til.

I stedet overholdt hun fartgrænsen hele tiden indtil hun nåede ud i bydelen, hvor øvelseslokalet befandt sig. Der var noget roligt og fredfyldt over stedet, som appellerede til hende, og hun hilste på receptionisten på det klamme hotel, inden hun gik ind i øvelseslokalet, der var tomt og fugtigt. Så åbnede hun vinduerne og lod luften blandes med den ude fra gaden. Det var straks bedre, og hun mærkede sit hoved blive lettere med det samme. Henne i hjørnet af lokalet kunne hun se, at Jonas havde efterladt en stak af sine kopierede Cd’er, og hun krøb hen til dem for at bladre dem igennem.

Der var ikke noget, der umiddelbart faldt i hendes smag, før hun kom til den allersidste CD i bunken. Med tusch var der skrevet på coveret, at det var Rising Fake Stars’ første album, der indeholdt coverversioner af bandet All Time Lows sange fra albummet ”So Wrong, It’s Right”. Hun havde hørt nogle af sangene før, vidste hun, spørgsmålet var bare hvilke.

I sin iver efter at beskæftige sig selv satte hun disken i ghettoblasteren og sad og lyttede hele Cd’en igennem med lukkede øjne og benene trukket op til sig. Så rejste hun sig langsomt fra sin plads, da den sidste sang var slut og lokalet fyldtes af stilhed. Nathan Storms hæse stemme tonede ud efter den rørende sang ”Remembering Sunday”, som han havde indspillet coveret af i selskab med sin kæreste, Kaitlyn. Alle misundte det medieomtalte par, der havde været lidt af hvert igennem, og mange teenagepiger misundte Kaitlyn på trods af mediedækningen.

Angel var også lidt misundelig på den smukke pige fra Florida, som var kærester med forsangeren i et verdenskendt boyband.  Ikke fordi Kaitlyn Hamilton var nogen specielt god danser, men hun sang forrygende, og så virkede hun altid lykkelig, når hun stod ved siden af Nathan til et interview eller lignende. Hun ville også gerne selv have det sådan med nogen, men siden hun havde koncentreret sig så meget om dansen, havde hun slet ikke haft tid til at kigge på fyre. Det var først begyndt at gå op for hende efter skolens afslutning.

Mange piger på hendes alder havde alt, hvad deres hjerte kunne begære: talent, godt udseende, en god vennekreds, kundskab og en sød kæreste af den ene eller den anden slags. Hun var ikke så sikker på, hun besad så mange af disse egenskaber længere. Jo, hun var klog. Det vidste hun. Men det var bare nørdet, når hun tilsyneladende ikke kunne andet. Og så havde hun talent for at skyde andre mennesker fra sig. Hvordan kunne det ellers lade sig gøre, at Duncan og de andre ikke sås med hende længere?

Det varede ikke længe, før hun fandt en måde at give afløb for sine følelser på. Hun genstartede Cd’en og gik så i gang med at bevæge sig til musikken. Den var ikke destruktiv, men nogle sange var mere hårdtslående end andre, og dem hvirvlede hun omkring til, mens hun gjorde sig selv udmattet og forpustet. Da ”Remembering Sunday” igen spillede satte hun sig ned på gulvet med ryggen mod de store spejle, gemte ansigtet i hænderne og begravede sine fingre i sit hår. Og så kom tårerne for fuld styrke.

Hun havde aldrig grædt så meget før i hele sit liv. Gulvet var fugtigt i en bue omkring hende, fordi hun havde forsøgt at tørre sine hænder af i det flere gange, da hun først var færdig. Men nye tårer piblede frem i hendes øjenkroge hele tiden, og hun havde svært ved at kontrollere sine bevægelser. Alt hvad hun kunne gøre var at sidde på gulvet og tude som et pattebarn, mens alle andres liv gled som i olie. Det var virkelig uretfærdigt, at hun skulle sidde dér på gulvet i et fugtigt øvelseslokale helt alene og give udtryk for sin sorg uden at nogen kunne trøste hende. Men hun ville heller ikke trøstes.

Ingen havde noget begreb om, hvordan hun havde det. Ingen som helst i denne verden. Hun var helt alene om skuffelsen, ærgrelsen, selvbebrejdelsen, vreden, tristheden, ensomheden. Der var ingen til at trække hende op af det bundløse hul, hun var faldet i, og det var måske i virkeligheden bedst sådan. Tænk nu hvis nogen havde modet til at række ud til hende og forsøge at overbevise hende om, at det hele nok skulle gå. Tænk hvis hun genvandt sin tidligere holdning og bare rodede sig selv ud i noget endnu større rod og blev trukket endnu længere ned i mørket.

Udmattet af at græde så meget lagde hun sig ned på det hårde gulv og så frem for sig. Gulvet var støvet og plettet af væde der, hvor hun havde trukket sine våde hænder hen over det. Det var beskidt i hjørnerne, og i luften dansede støvpartiklerne i lyset fra solnedgangen, der faldt ind gennem vinduerne. Det svindende lys gjorde hende søvnig, og hun lukkede øjnene for at slippe for at tage stilling til virkeligheden mere i denne omgang.

Med det samme blev hun suget ind i sig selv, i en dyb drøm, der viste en stjerneklar aften ude ved havet. Månen genspejledes klart og hvidt i det salte vand, der rullede ind mod stranden, der var typisk for området ud for Los Angeles. Det lyse sand blev også mere hvidt, så vidt at det næsten lignede sne. Hun vandrede gennem sandmængderne, der føltes tunge og møjsommelige at bevæge sig igennem.

En mørkklædt skikkelse kom hen mod hende, og hun gik denne i møde med stigende puls og bankende hjerte midt i brystet. Personens ansigt lå i skygge, men hun havde en klar fornemmelse af, at det var Lightning. Dette fik hende til at blive overvældet af glæde. Hvis nogen forstod hende måtte det da være ham, selv om hun ikke havde den fjerneste anelse om hvorfor det skulle forholde sig sådan. Det var bare en sikker fornemmelse, hun havde, som ikke ville slippe sit tag i hende. Selv helt tæt på kunne hun ikke se andet af hans hoved og ansigt end det mørke, skyggen på hætten skabte ved hjælp af månens stråler fra oven.

Med et par meters mellemrum snublede hun pludselig og hang fast i det tunge sand, og hun var ikke i stand til at rejse sig igen, fordi det hev og sled i hende og rutsjede så hun ikke havde noget fast grundlag. Hun ville råbe, men hun kunne ikke, fordi tårerne trillede fra hendes øjne og oversvømmede hendes mund. Alt, hun kunne gøre, var at række en hånd ud mod ham. I et usandsynligt øjeblik greb han hånden og trak hende fri af det tunge sand, og så hev han hende på benene og indledte en dans. Trinnene kunne hun udenad, og hun gled let og føjeligt med ham over toppene på sandet, idet de bevægede sig ned mod vandkanten og det faste, våde sand.

De hvirvlede rundt i mørket uden at kunne se hinandens ansigter, indtil de begge stod i vand til livet. Så slap han hende, og hun mærkede ulykken vende tilbage til sig, da han løftede hænderne mod ansigtet og skubbede hætten tilbage. Inden hun nåede at se hans ansigt, slog hun øjnene op og satte sig op i øvelseslokalet, der stadig ikke var helt mørklagt. Ghettoblasteren summede i modsatte ende af lokalet, og hun rystede kort på hovedet, før hun rejste sig og gik hen for at slukke den helt. Det havde været en mærkelig, men også fantastisk drøm, som hun forsøgte at vende tilbage til, da hun igen satte sig ned. Men hun kunne ikke. Den var forsvundet, og hun kunne ikke længere huske alle detaljerne. Kun at den havde været fantastisk og givet hende en følelse af lykke.

Denne følelse var helt og aldeles forduftet igen da hun slog øjnene op. Det var usandsynligt, at hun nogensinde skulle møde Lightning, og at han i så fald ville forstå hende lå hende endnu fjernere. Hvis han var så fantastisk en danser, ville han aldrig have fået et afslag fra Akademiet, og alle ville beundre ham og ønske sig hans venskab. Og på den måde ville han være vellidt og afholdt. Ikke ligesom hende, der ikke rigtig havde betydning for nogen.

Efter at have lukket vinduerne efter sig forlod hun øvelseslokalet og gik ud på gaden, hvor det omsider var blevet mørkt. I gadelygternes flakkende, matte lys kunne hun se flere mennesker sidde i rendestenen og enten tigge eller tale sammen. Det var det triste ved dette kvarter. Om dagen så det ud til at være i forfald. Om natten var det allerede faldet fra hinanden. Det var gamle såvel som unge, der søgte tilflugt i gaderne, indtil de ikke mente, det var sikkert at være ude længere. Denne bydel var ikke fredelig. Der var en høj kriminalitetsfaktor at tage højde for, og hun vidste, at hendes bil ville tiltrække sig opmærksomhed, hvis hun lod den stå parkeret om natten i området.

Primært derfor havde hun altid kørt med Duncan, hvis de skulle overnatte sammen. Nu var hun ude på egen hånd, og tanken skræmte hende fra vid og sans. Længere nede ad gaden kunne hun se det sted, Duncan og Evan boede med deres forældre, og et par skikkelser stod ude foran døren. Hun kunne ikke se, hvem det var på afstand, men hun gættede på, det var nogle venner af familien. Det var en anden ting. I denne del af byen var der gensidigt venskab og afhængighed af hinanden, som de rigere bydele kunne lære noget af.

Da hun gik en smule længere ned ad fortovet for at komme hen til sin bil, passerede hun en gyde, hvorfra hun kunne høre stemmer. Der var noget uhyggeligt og dragende over stemmerne på samme tid, som hun ikke brød sig om men ikke kunne slippe for. Så snart hun var forbi passagen ind til gyden stillede hun sig op ad muren og lyttede, selv om det var risikabelt og dumt af hende at overhøre andres mulige private samtaler. Hvad kom det hende ved?

,,Du kan ikke blive ved på den her måde,” sagde en kvindestemme, sandsynligvis tilhørende én, der var godt oppe i alderen.

,,Har jeg andet valg?” mumlede en mandestemme, der var betydeligt yngre og mere mørk og forvrænget i det, som om han havde smerter.

,,Ikke rigtig,” tilstod kvinden.

Manden sagde intet, og der var stille i gyden igen. Angel forberedte sig på at gå videre, da kvinden så sagde:

,,Jeg ville hjælpe, hvis jeg kunne.”

,,Det ved jeg.”

,,Det er bare ikke godt nok.”

,,Selvfølgelig er det godt nok. At ønske andre det godt er altid godt nok, hvis man ikke selv er i stand til at gøre noget.”

Angel sukkede. Det lød så uselvisk og rent, at hun næsten fik tårer i øjnene igen.

,,Du varer ikke længe sådan her.”

,,Jo, det gør jeg.”

,,Nej, du gør ikke.”

,,Jo. Faktum er, at vi ikke har råd til at købe andet end det allermest nødvendige: mad. Det ved jeg. Og så må jeg klare mig så godt jeg kan uden alt det andet. Vand har vi trods alt i hanen.”

,,Men gør det ikke ondt?”

Manden var stille lidt, mens kvindens spørgsmål hang i luften og gjorde Angel utilpas.

,,Gør det ikke ondt?” sagde manden for sig selv, men stemmen lød som et ekko i gyden. ,,Jo. Nogle dage. Og andre ikke.”

,,Hvis bare det ikke gjorde ondt.”

,,Så ville der slet ikke være noget problem.”

Dermed sluttede dialogen definitivt, og Angel småløb de sidste meter hen til sin bil, som hun satte sig ind i og tændte. Motoren brummede et øjeblik, inden hun fik maskinen i bevægelse, og netop som hun foretog en U-vending så hun en gammel kone med rynker i ansigtet komme ud af gyden fra før. Det var altså ikke et øjeblik for tidligt, hun havde forladt stedet. Men hvem var manden, hvis stemme hun havde overhørt?

 

Da hun kom hjem var hendes forældre stadig ude, og det gav hende tid til at være sig selv og fordøje oplevelsen. Hun havde tit hørt folk tale sammen, når hun havde været sammen med Duncan, men aldrig så alvorligt, og aldrig omsorgsfuldt på den måde. Det var ikke noget, hendes ører kunne vænne sig til, og erindringen kostede hende megen koncentration. At fortolke på det hele gav bare ikke rigtig mening, fordi hun manglede nogle essentielle dele af situationen for at kunne finde frem til problemets kerne.

Hvorfor det rørte hende så meget, anede hun ikke, men måske var det fornemmelsen af, at nogen havde det værre end hende. Nogen måtte kæmpe for at overleve med de mindste ting. De måtte spinke og spare for at få råd til noget så basalt som et måltid om dagen, hvis det da blev til så meget. Det var forfærdeligt at tænke på.

Hun var et forfærdeligt menneske. Her havde hun brugt hele dagen på at have ondt af sig selv og danse sine sorger væk, og så var der folk der sultede og havde smerter, de intet kunne gøre ved lige i nærheden. Det var om nogen egoistisk. Igen måtte hun give Sawyer ret. Han havde jo ret. Og det måtte hun give ham, han havde været god til at tolke hendes personlighed, selv om det ikke var sket på nogen pæn måde.

Måske kunne han ikke danse, men han kunne helt sikkert læse mennesker bedre end nogen, hun nogensinde havde mødt. Det havde taget ham cirka tre sekunder at danne sig et indtryk af, hvordan hun var som person - skønnede hun - og han havde ramt fuldstændigt plet. Men det betød ikke, at hun tilgav ham for alt det, han havde gjort. For han havde stadig vendt Duncan mod hende, og han havde stadig været et røvhul, der kun gik op i at få sin egen mening gennemtrumfet. Så han var på lige fod med hende egoistisk. Det gik bare ud over nogle andre.

Netop som hun færdiggjorde den tankerække satte hun sig ned ved spisebordet og stak i pastaen på den tallerken, der stod fremme til hende med en seddel fra hendes mor om, at forældrene ville være tilbage inden klokken et om natten. Angel tvivlede virkelig på, dette holdt stik, men hun havde alligevel ikke tænkt sig at blive oppe og se, om det forholdt sig sådan.

Så vibrerede mobiltelefonen i hendes lomme, og hun fiskede den hurtigt op i hånden.

,,Hallo?”

,,Hey Angel!” hilste Duncan og lød glad og opmuntrende.

Hun havde ikke fortalt nogen, at hun ikke var kommet ind på Akademiet. Ud over Duncan, som havde været der, da telefonen ringede den morgen. Sawyer og Evan havde intet hørt, og hun holdt det hemmeligt af den simple grund, at Sawyer ikke skulle have den tilfredsstillelse at se hende græde egoistiske tårer. Duncan havde heller ikke nævnt det på turen tilbage fra Santa Barbara, hvilket var rart, fordi hun så vidste, hun kunne stole på ham med den slags ting.

Den morgen havde hun ikke grædt. Han havde sagt til hende, at det nok skulle gå, at det var helt fint, og hun havde nikket og sagt, at det ikke var jordens undergang, hvad hun dog senere fik opfattelsen af, det netop var.

,,Hej Duncan,” svarede hun mismodigt og stak igen til en pasta på tallerkenen.

,,Hvad laver du?”

,,Ikke rigtig noget.”

,,Så kom ud til Santa Monica og dans med os!”

,,Ellers tak,” mumlede hun og mærkede tårerne presse på. ,,Det er jeg slet ikke god nok til.”

,,Hold nu op, Angel. Selvfølgelig er du god nok til det.”

,,Vel er jeg ej. Spørg bare Sawyer.”

,,Handler det her om Sawyer?” grinede Duncan, som om han havde indset noget meget vigtigt og meget åbenlyst. ,,Han er her ikke.”

,,Er han ikke?”

,,Nej.”

,,Hvor er I henne?” spurgte hun og mærkede sit indre blive varmt og forventningsfuldt.

,,Ved Sears,” svarede han muntert.

,,Okay. Jeg kommer så hurtigt, jeg kan.”

,,Genialt. Vi ses senere.”

,,Ja.”

 

Santa Monicas gågade vrimlede med turister i alle aldre. Og det bedste ved dette var, at mange af dem ikke havde travlt, selv da butikkerne havde lukket og det var bælgmørkt ud over lygtepælene, der oplyste byen. De mange nytilkomne fra andre nationer stoppede glædeligt op og bidrog med mønter eller sedler til gruppens arbejde, mens de betagede betragtede, hvordan kroppene demonstrerede deres evner i forskellige bevægelser. Angel og Duncan gentog succesen med pardansen endnu engang, og folk var ellevilde.

Længere oppe ad gaden var en danseskole i gang med at fremvise trin, de havde lært, men de blev totalt udmanøvreret af Synthetic Supernova, som fremviste et program varende næsten en hel time. Jonas tjekkede af og til med musikken for at sikre sig, alting var helt i orden til det næste nummer. Angel havde en fest.

Næsten, i hvert fald. I det mindste havde hun ikke lyst til at tage hjem i sin seng og lægge sig til at sove. Hun nød at danse, nød at mærke sin krops velsmurte bevægelser, nød at høre musikken og tilråbene og nød at føle sig som en del af sit crew. Det var det bedste ved at være danser, havde hun i løbet af dagen indset. At være en del af et hold. Specielt når holdt var uden irriterende påhæng i form af Sawyer Rivers.

Efter forestillingen slæbte Duncan dem alle med på McDonald’s. Her drak de milkshakes og sad og sludrede tilfældigt som gruppe ved det høje bord i midten af lokalet. Folk sendte den mærkelige blikke, men det var efterhånden blevet en vane, når de på den måde højlydt morede sig. Ingen syntes at tage det særligt tungt. Men én ting bemærkede Angel var anderledes, og det var den måde, gruppen tog sig ud på.

Claire og Evan sad og holdt hinanden i hånden, og Aisha flirtede åbenlyst med Duncan, som gav igen af samme mønt. Det var underholdende, specielt med Jonas’ og Phils umodne kommentarer fra sidelinjen af og til. Men det gjorde hende også lidt underligt til mode. De fleste havde kærester. Selv Jonas og Phil havde begge gang i piger. Kun hun havde ingen sociale tilhørsforhold ud over sine forældre og gruppen og måske Ashton, men han havde jo også en kæreste.

Så var der selvfølgelig Sawyer, men ham kendte hun jo ikke specielt godt, og i øvrigt havde han slet ikke potentialet til at blive hendes kæreste. Hun opdagede ret hurtigt i løbet af aftenen, at hun faktisk var ret kræsen, mens hun sad og så sig omkring og vurderede alle fyre, der så ud til at være i nogenlunde hendes aldersgruppe. Enten var de for ranglede, ellers var de for brede. Nogle var for meget ”det nordlige Europa”, andre for ”street”.

,,Det er godt at have dig ordentligt tilbage i gruppen igen,” bemærkede Phil, mens han sad og fingererede ved sit bøjede sugerør.

,,Ordentligt?” gentog hun undrende, men stadig smilende.

,,Ja,” sagde han og slog kort blikket ned i bordpladen. ,,Du har virket ret fjern på det seneste. Men i aften var du virkelig til stede.”

,,Virkelig?”

,,Ja,” medgav Jonas begejstret. ,,Du strålede.”

,,Har det noget med Sawyer at gøre? At han ikke er her i aften? Er det det?” gættede Phil nysgerrigt.

,,Nej. Det har ikke noget med ham at gøre,” forsikrede hun, men hun tvivlede kort på, det rent faktisk var sandt, for han spillede en uhyggeligt stor rolle i hendes liv i forhold til at hun ikke selv havde lukket ham ind.

,,Er du sikker?”

Jonas puffede til hende med et indforstået smil, der fik hende til at le for første gang hele dagen.

,,I to virkede ellers ret… opmærksomme på hinanden, da vi var i Santa Barbara,” kommenterede Claire og blinkede drillende.

,,Gjorde vi?” spurgte hun og forsøgte virkelig at lyde dum og uskyldig, fordi ingen skulle vide, hvordan hun og Sawyer faktisk kom ud af det med hinanden, eller hvordan han havde fået det drevet så vidt.

,,Hold nu op, skatter,” sagde Aisha og lænede sig ind over bordet med et glimt i de mørke øjne. ,,Jeg tror ikke, der ikke var nogen, der så, hvordan du endte med at være alene med ham meget af tiden. Han greb dig, da du crowdsurfede, I kom sammen rundt for at finde os, I delte seng…”

,,Jeg har fanget pointen,” lo Angel. ,,Men der er intet mellem ham og mig.”

,,Det var dig, der overtalte ham til at tage med i byen,” vedblev Aisha stædigt og grinende.

,,Hold nu op. Det var langt fra kun min fortjeneste,” forsøgte hun.

,,Det var dig, han gav efter for,” argumenterede Phil leende.

,,Men Angel påstår, hun ikke kan lide Sawyer,” indskød Duncan fra sidelinjen, og det fik alle til at se på ham.

Angel med mere bange anelser end nogensinde før. Havde Sawyer fortalt ham, hvordan alting hang sammen? Og i så fald havde han tænkt sig at fortælle det videre til de andre uden at tale det igennem med hende først?

,,Det er rigtigt,” grinede Duncan.

,,Jeg har aldrig sagt, jeg ikke kan lide ham,” protesterede hun godmodigt.

,,Men du har sagt, han ikke er sød.”

,,Kom nu, Duncan,” sagde Aisha overbærende. ,,Det har hun sgu da ret i. Han er ikke sød.”

,,Nemlig!” understregede Angel, glad for opbakningen.

,,Og alligevel forsøgte du at score ham, Aisha,” kommenterede Jonas med let sammenknebne øjne og et smørret smil hvilende på læberne.

,,Vel gjorde jeg ej!”

,,Jo, du gjorde.”

,,Gjorde jeg vel, Angel?”

Angel lo.

,,Måske lidt.”

,,Hvor er du streng. Her bakker jeg dig op, og så holder du bare med ham.”

Latteren steg til vejrs fra alle i deres lille gruppe, da Aisha sagde dette, og Angel var glad for ikke at være droppet ud af truppen. Det ville hun virkelig have fortrudt bitterligt, alene på grund af disse øjeblikke, men som tilføjelser kom så dansen og det gode selskab i andre situationer samt små udflugter lignende den til Santa Barbara.

,,Okay,” opgav hun. ,,Du lagde ikke an på Sawyer.”

,,Se selv! Angel giver mig ret - så må det være rigtigt!” påstod Aisha triumferende og prikkede Jonas på næsen.

,,Siden hvornår har Angel haft det eneste sande svar?” drillede Evan.

,,Siden jeg sagde det,” sagde Aisha bestemt.

,,Det har du aldrig sagt.”

,,Det har jeg nu.”

,,Og i øvrigt, Evan,” indskød Angel, ,,så har jeg det eneste sande svar og har altid haft det. Ikke sandt?”

Igen grinede alle.

,,Fint,” opgav han. ,,Dronning Angelique har sandheden i sin magt.”

Og så gled samtalen videre over i en plat diskussion om hvorvidt Evan burde kalde nogen dronning, når de boede i USA, der jo ikke var et monarki. Altså kunne der ikke være en dronning. Evan måtte opgive at argumentere for, Los Angeles var Angels eget lille land, som hun regerede fuldt ud over med jernnæve. Alle morede sig over hans fremstilling og den måde, Aisha så let som ingenting skød den i stykker med små verbale stykker, der til sidst dannede en fuld mening.

Derefter blev der diskuteret politik, eftersom præsidentvalget snart stod for døren. Det var interessant at høre om de forskelliges holdninger, men Angel var faktisk lidt ligeglad. Hun lo når noget var sjovt og undrede sig, hvis det lød mærkeligt, men hun dannede sig ikke som sådan en holdning til emnerne ud fra diskussionerne. Dertil var hun blevet påvirket for meget af sin skolegang.

Hendes aften gik blot ud på at være glad og nyde, at hun ikke længere lå på gulvet i øvelokalet og sov og drømte underlige drømme om fiktive personer og hav og sand, der holdt hende fastbundet til ét bestemt sted, hun ikke rykkede sig ud fra. Ikke før en anden trak hende væk fra det, i hvert fald. Og denne anden var så indtil videre en fiktiv person, som hun med garanti aldrig havde mødt. Hvis en danser med det rygte, Lightning havde, nogensinde viste sig for hende, ville hun huske det til evig tid, og hun ville kræve at se personen udfolde sig fysisk, fordi det var det, hendes liv var bygget op omkring.

Hvad så hvis hun ikke kunne komme ind på Akademiet? Så kunne hun i stedet tilbringe sin tid med at være sammen med sine venner og træne og dygtiggøre sig og leve den livsstil, hun inderst inde ønskede sig. Det var faktisk det perfekte liv, hvis ikke lige det betød, hun mistede alle chancer for at blive kendt og komme til virkelig at leve af dansen. Hun ville aldrig blive berømt nok til det så længe hun dansede i gaderne og ikke havde andre alternativer. Men hvad gjorde det, når hun havde det sjovt og trods alt tjente lidt på de imponerede turister, der konstant kom til byen.

Apropos byen besluttede de at tage til en lille privatfest holdt af en af Duncans bekendte fra de højere sociale lag. Da de ankom i samlet flok var festen godt i gang og musikken dunkede ud fra højttalere overalt i den store baghave, hvor unge mennesker dansede og snakkede rundt omkring. Folk var tydeligvis også ret fulde, for et par stykker væltede sanseløst rundt blandt alle de andre og var ligeglade med om de kendte personerne, de stødte ind i, eller ej. En af fyrene spurgte uden den mindste antydning af hæmninger efter Angels nummer, og hun fortalte ham uden tøven nummeret til det pizzeria, hvor hendes fætter - der var en rigtig spasmager - arbejdede. Han ville uden tvivl kunne se det sjove i det, hvis det var ham, der tog telefonen. Hvis fyren nogensinde fik taget sig sammen til at ringe.

Evan sendte hende et anerkendende blik, inden han forsvandt ud til højre sammen med Claire. Duncan og Aisha forsvandt også hurtigt, og så var Angel alene med Phil og Jonas, der underholdt hende på bedste vis. Hun havde aldrig været så tæt på disse to som på de andre, men det viste sig at være en enorm fejltagelse. Aldrig i livet havde hun hygget sig så meget til en fest, hvor folk var stinkende fulde. Jonas forklarede hende langt ude teorier om, hvordan man kunne udføre umulige dansetrin, og Phil kommenterede sjofelt på nogle af dem, så de endte med at sidde og grine i græsset i en trekant.

På et tidspunkt forlod Phil dog trekanten, fordi han havde fået øje på den pige, han var vild med, og så var Angel og Jonas alene tilbage. Han gav sig da til at fortælle hende, hvor ulideligt det var at se på Duncan og Aisha sammen, og hun fik en fornemmelse af, at han i virkeligheden var lidt bitter over ikke selv at hav fået den smukke Aisha. Men det var godt for Duncan, at han på den måde havde givet slip på sit håb om hende - Angel. Det var de heldigvis begge to enige om, og det gjorde det lidt lettere at udholde emnet.

,,Er du sikker på, du ikke er vild med Sawyer?” spurgte han drillende.

,,Ad! Stop nu! Jeg er ikke vild med ham!” forsikrede hun ham.

,,Det er ellers synd. I virker som et godt par.”

,,Et godt par? Vi taler ikke engang sammen!”

,,Nej. Men der er noget ved din imødekommende måde at være på og hans modsætning til det, der gør, at I virker som et godt par,” erklærede han.

,,Det tror jeg så ikke.”

,,Man skal heller ikke tro, man skal vide.”

,,Okay. Så ved jeg det.”

Han grinede.

,,Det er en skam, han ikke kan danse. Han kunne måske være til mere nytte på den måde.”

,,Du har nok ret,” medgav hun.

,,Ved du egentlig, hvorfor han går så underligt? Og står og sidder, for den sags skyld?”

Hun sukkede og vendte øjne ad ham.

,,Jeg har ingen anelse. Og ved du hvorfor? Fordi jeg ikke kender ham bedre end jer. Måske kender jeg ham endda mindre end jer. Vi taler ikke engang sammen. Det gør I trods alt.”

,,Men hans blik hviler hele tiden på dig - og omvendt. Du skal ikke tro, jeg ikke har lagt mærke til, hvordan du hele tiden holdt øje med ham, da vi var i Santa Barbara.”

,,Hold dog op,” stønnede hun.

,,Nej, jeg mener det. Du så hele tiden på ham.”

,,Vel gjorde jeg ej.”

,,Jo, du gjorde så.”

,,Nej.”

,,Jo.”

,,Jeg giver ikke op, bare så du ved det,” advarede hun.

,,Det har du jo allerede gjort, lille ven,” drillede han.

,,Hvorfor skulle jeg give op?”

,,Fordi beviserne er alt for overvældende for dit lille, skrøbelige hjerte og din endnu mindre hjerne,” lo han.

,,Hov, hov du!”

Men heller ikke hun kunne lade være med at le oprigtigt.

,,Hvilke beviser har du?” spurgte hun så og skubbede til ham med den ene hånd mod hans skulder.

,,Hvis ikke han havde holdt øje med dig, hvordan kunne han så vide, hvor han skulle gribe dig, da du crowdsurfede?”

,,Jeg troede, vi snakkede om, at jeg ikke så på ham. Om han så på mig aner jeg ikke, for det forudsætter, at jeg kiggede på ham - hvad jeg jo ikke gjorde,” argumenterede hun.

Faktum var dog at Jonas havde fat i noget af det rigtige. Sawyer måtte nødvendigvis have holdt øje med hende både for at få hende ud af kløerne på den udenlandske turist med drinken og for at gribe hende, inden hun faldt på gulvet efter at have redet på en bølge af andre menneskers hænder. Da havde hun bare ikke tænkt over det, men nu hvor hu fik det skåret ud i pap gav det uhyggeligt god mening. Og det fik hende til at genopbygge endnu mere modvilje med Sawyer end nogensinde før.

Men hendes aften skulle ikke handle om ham, så i stedet for at blive siddende og fundere over hvor meget hun hadede ham på en skala fra et til ti rejste hun sig. Jonas forsvandt fra hende, da en gruppe af blandet køn trak ham med sig ned bagerst i haven. Hun selv satte kursen mod dansegulvet, hvor hun slog sig løs og mærkede lykken og velværet sprede sig i kroppen, inden hun indså, at hun nok ikke skulle blive ude alt for længe igen.

Så klokken tre om morgenen tog hun hjem og listede i seng. I soveværelset kunne hun høre sine forældre hviske til hinanden, mens sengens fjedre klagede lavmælt gennem den lukkede dør og afslørede, hvad de to voksne mennesker, der havde bragt hende til verden, var i færd med at udrette. Tanken fik hende til at smile, fordi det måtte siges at være en god ting, at hendes forældre havde overskud til den slags. At de elskede hinanden nok til det selv efter mange år. Det ville hun også gerne opleve med en anden, men det var allerede nu helt sikkert for hende, at den særlige person ikke skulle være Sawyer, sådan som alle andre spåede. Han var for uhyggelig og for irriterende og næsvis og arrogant til at komme i betragtning. Men før eller senere blev hun nødt til at forhøre sig hos ham om hvorfor han gik og overvågede hende, hvad han jo tydeligvis gjorde.

Var det for at se alle de fejl, hun besad? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...