Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3389Visninger
AA

2. Den mystiske tilskuer

 

Selv i Hollywood kan folk betages af gadekunstnere - så gør det ikke nogen forskel, at de fleste er turister.

Det var den tanke, der blev vakt til live i Angel, da hun stod pladsen ved Chinese Theater på Hollywood Boulevard. Hun var iført et par tætsiddende lange, sorte bukser og en løs kjole, der gav en fed effekt, når hun drejede rundt. Hendes hår var løst, men en fletning i pandehåret holdt det ude af hendes øjne så godt som muligt.

Duncan stod sammen med Jonas og diskuterede musikken. Jonas’ hudfarve fik ham til at passe godt ind i tusmørket. Den mørke oliventone var der mange, der komplimenterede ham for. Duncan var - i modsætning til Jonas - hvid, høj og bred med meget kraftige, maskuline træk omkring ansigt og hals. Hans mørkebrune hår var karseklippet og stod godt til hans højde og massive kropsbygning.

Hun selv stod bare i en klump med de andre medlemmer af gruppen og diskuterede eventuelle små justeringer, som hun så skulle sætte Duncan og Jonas ind i efterfølgende. Overfor gruppen stod en anden gruppe, bestående næsten udelukkende af sorte mennesker. De var kendt for at være de ultimative dansere, og hun havde før set dem i aktion. De var virkelig gode. Så at de skulle til at battle nu var ikke ligefrem med hendes gode vilje.

Til gengæld glædede Duncan sig som et lille barn. Han havde fortalt til gruppen, at han havde spillet basketball med Sean, lederen af den anden gruppe, tidligere på dagen, og at de var kommet til at diskutere dans. Så det var endt på denne måde. Men det var venskabeligt, selv om det var en konkurrence. Af en slags. Der var ingen dommere, men dem, der kunne blive ved, når de andres musik stoppede, vandt kampen. Deri lå hendes egen gruppes styrke. De var ekstremt udholdende.

Der lød et højt brag, og de forvirrede og forventningsfulde mennesker, der havde samlet sig omkring de to grupper og gjort plads til at danse på, så sig omkring. Hun vidste, hvad det var. Den anden gruppes kendetegn: de brugte altid lyden af et kanonskud til at sætte gang i sagerne. Og så bragede deres musik ud over det hele. Deres stilart var klassisk hiphop, og de bevægede sig som én krop med synkroniserede bevægelser hele vejen igennem. Det var svære trin, som deres slanke kroppe udførte med største lethed. Hun misundte dem for at være så gennemførte i den måde, de dansede på. Men hun vidste, at hun ikke kunne fortabe sig i deres dans, fordi hun selv skulle i gang inden for ganske kort tid.

Og så skiftede musikken og Synthetic Supernova indtog dansegulvet. De gennemførte en del synkroniseret, indtil der var et break i musikken, hvor alle kunne improvisere og vise deres særlige talenter. Jonas lavede ”robotten”, Aminah blev slynget tre meter op i luften af Duncan og Evan, og i luften lavede hun  en dobbelt baglæns salto. Drengene greb hende igen og gik i gang med selv at danse. Duncan var mester i standard hiphop, og Evan gjorde ham kunsten efter. Claire og Phil dansede en form for pardans, der involverede en masse løft. Hun selv brugte nogle af de smidige bevægelser, hun havde benyttet til optagelsesprøven på Akademiet.

Folk klappede, da de i næste nu faldt tilbage i den synkroniserede dans, bevægede sig over dansegulvet i de samme bevægelser og hamrede hænderne mod en fremskudt brystkasse ind mod den anden gruppe, som derefter overtog dansegulvet. Tilskuerne hujede og hvinede og klappede og grinede.

Hun havde aldrig set nogen udføre en bølge af baglæns saltoer i zigzag, og slet ikke så perfekt timet. Folk skreg deres begejstring ud over pladsen. For første gang følte hun virkelig, at hun var en del af noget større. Dette var det største publikum, hun nogensinde havde danset for, og selv om det bidrog til nerverne, så gjorde det også oplevelsen så meget federe. Hun så Evan og Phil løbe rundt med en hat, hvori turisterne smed penge, som de senere ville dele ligeligt mellem de to grupper, så der kunne blive råd til at finansiere kostumer og den slags.

Hun så forskrækket, hvordan en fedladen mand iført en åbentstående jakke, hvid skjorte og butterfly smed halvtreds dollars i hatten, og hvordan flere fulgte hans gavmildhed med ti-dollar-sedler. Det ville blive en indbringende aften, men den føltes også en anelse degraderende, da hun ikke behøvede tigge eller danse på gaden for at have penge til sine ting. Det behov tilkom Jonas, Aisha, Duncan og Evan specielt, fordi de var fra mindre velstående familier. Hun selv boede i et hus i et af de pænere kvarterer nær Beverly Hills.

Hatten skiftede hænder og Synthetic Supernova overtog dansegulvet igen. Denne gang mere synkroniseret end tidligere, hvor fyrene svang rundt med pigerne, mens de bevægede kroppene. Da Hun først kom ned på jorden igen, vidste hun præcis, hvad hun skulle gøre, da hun indtog sin plads forrest sammen med Duncan. Deres fødder bevægede sig hurtigt, mens overkroppen og armene fulgte med, og hendes hår piskede mod ryggen, halvvejs gennemblødt af sved.

Et langsomt stykke i musikken fik dem alle til at smide sig ned på ryggen og ligge og hæve og sænke overkroppene i takt med en stortrommes buldren i musikken. Denne blev hurtigere og hurtigere, indtil de lå og dirrede nærmest elektrisk på jorden. Så lød der et brag fra trommen - højere end de andre - og de sprang alle på benene for at glide ud i endnu en del med hurtigt fodarbejde, som de afsluttede i samlet flok med en bølge, hvor hun, Aisha og Claire blev svunget op i luften i baglæns saltomortaler af fyrene, som gjorde dem kunsten efter stående. Alle landede velkoordineret på maven på det bløde underlag, der var spændt ud.

Med den afslutning bestemte den anden gruppe sig åbenbart for at træde tilbage, for musikken stoppede, og hun kom på benene sammen med sine venner. De samledes i det modsatte hjørne af dansegulvet af den anden gruppe, inden Duncan trådte ud på midten. De andres leder trådte også frem, og de to udførte i fællesskab en kompliceret serie af blandet gymnastik og hiphop, og publikummet gik amok. Så stoppede musikken og folk forsvandt langsomt, da det gik op for dem, underholdningen ikke var vedvarende.

Tilbage stod de to dansetrupper og en lille ring af beundrere, der kom med tilråb og ros. Først da de sidste af disse var gået, bemærkede Angel, hvordan én skikkelse stod og betragtede dem på afstand, med et videokamera hængende løst omkring håndleddet på den ene hånd. Han stod ude på fortovet med de mange stjerner, hvor turisterne gik dag og nat og læste navnene op med store, uskyldige øjne og manglende begreber om, hvad mange af de mennesker, de beundrede, havde foretaget sig bag de pæne facader.

Hvis hun havde ventet at se ham noget sted, var det ikke her. Hollywood Boulevard var ikke for de lokale - ikke i turistsæsonen, i hvert fald, hvilket praktisk talt var hele året - og slet ikke for de rige dansestuderende på José Millers akademi. Souvenirbutikkerne på boulevarden var for billige og ”smagløse” til deres smag. Det havde hun i hvert fald hørt til udtagelserne.

Havde der ikke været stærk belysning på ham i form af en lygtepæl, ville hun have svoret, at hun så forkert. Men lyset var skarpt of fremhævede hans træk - de markerede kindben, den lige, slanke næse, de store øjne, der glødede gyldent i lyset. Hans stilling så en smule akavet ud, som om hans ryg var lidt for rank i det og hans ben alt for afslappede til at de ikke var anstrengende. Men han ikke lod selv til at bemærke det. Så hun tvang sit blik væk og gik i stedet hen mod Duncan.

,,Angel! Hey! Fed aften i aften!” sagde han glad med sin høje, blide stemme.

Hun lod ham lægge en arm omkring hendes skuldre og grinede, da hans fingre rodede i hendes hår.

,,Det var godt sammensat. Og fed serie til sidst!” svarede hun og blev så en smule mere alvorlig, da han bøjede sig ned for at kysse hende på kinden og derefter halsen, ekstatisk af endorfinerne, der var udløst i hans blod. ,,Duncan, der er en eller anden fyr, der har filmet os,” sagde hun stille.

Hun pegede i retning af lygtepælen. Duncan kneb øjnene sammen, grinede så og satte i løb, mens han trak hende efter sig. Hun snublede efter ham og følte sig unødvendigt klodset, selv om hun ikke var den type. Tydeligvis var Duncan glad for at se den fremmede fyr, hun havde set på akademiet.

,,Hey Light.”

,,Duncan,” sagde den anden og trådte ud af lyset fra lygtepælen.

Angel opdagede, at han havde en mørk, blød stemme, hun ville være i stand til at lytte til i timevis, da han fortsatte: ,,Lad være med at kalde mig det.”

Duncan virkede ikke påvirket af irettesættelsen, men slog bare ud med armene.

,,Fint, fint,” sagde han uaffekteret. ,,Sawyer, må jeg præsentere Angel.”

Sawyer, gentog hun i tankerne, for ikke at glemme navnet på denne fyr, selv om hun langt fra var sikker på, hun nogensinde ville få ham at se igen. Hvordan kendte Duncan den slags menneske? Det var ikke usandsynligt, at de havde været på dansekurser sammen, hvis Sawyer også dansede - hvad alt tydede på - men de virkede ikke som fjerne bekendte.

,,Angel, hm?” brummede Sawyer og rakte en hånd frem, men stadig med helt rank ryg.

,,Har vi ikke mødt hinanden før?” spurgte hun og smilede, idet hun trykkede hans hånd.

,,På en måde,” svarede han uden at smile og trak hånden til sig.

,,Hvor har I to mødt hinanden før?” spurgte Duncan og så på hende.

Hun trak lidt på skuldrene og rystede på hovedet.

,,Hun er danser i LA. Dem ser man ofte,” undveg Sawyer. ,,For resten var det en rigtig fed koreografi, Duncan. Jeg fik det på film, hvis du vil studere den nærmere til senere brug. I kunne godt bruge lidt mere ynde og nogle mere komplicerede bevægelser.”

Den ligefremme måde, han sagde det på, fik emneskiftet til at virke helt naturligt, men Angel bemærkede det alligevel. Hvorfor var hun ikke helt sikker på, men det virkede underligt. Dog besluttede hun sig for at være ligeglad og ikke tænke mere over det.

,,Måske kan vi finde en dag, hvor vi kan tale om det sammen?” foreslog Duncan muntert.

,,Helt sikkert. Jeg har masser af tid.”

,,Det har vi vel alle sammen. Sommerferien er på vej.”

,,Sandt,” mumlede Sawyer, hvilket gav Angel det indtryk, at han ikke helt havde hentydet til ferien, da han nævnte, at han havde masser af tid.

Derpå hostede han hentydende, dækkende for sin mund med den hånd, der ikke holdt kameraet, og stak kameraet ind i hånden på Duncan, som så overrasket og en smule uforstående ud. En svag antydning af et smil spillede over hans læber, da han løftede hætten på sin trøje og stak kameraet i lommen. Sawyer stod på en underligt stiv måde med ansigtet bøjet nedad for at se på hende, og hun følte sig underligt vurderet på grund af hans knejsende holdning og det højt holdte hoved.

Hun kunne ikke lide følelsen af hans øjne hvilende på sig, fordi hun følte, at han iagttog hendes inderste uden nogen form for hindring. Som om hun hverken havde kød, knogler eller hud til at beskytte sine tanker og sit hjerte fra hans gennemborende gullige øjne. De havde ikke virket så skræmmende i dagslys, men i lyset fra lygtepælen var de næsten overnaturlige. De små mønstre i hans iris lignede glimtende lyn, der blev omkranset af mørkblonde vipper.

,,Vi ses,” sagde han pludselig og brød stilheden, idet han blinkede og brød kontakten mellem dem uden videre tøven.

Med store øjne så hun efter ham, da han marcherede ned ad gaden med skridt, der virkede underligt stive for en danser. I hvert fald en gadedanser. Hvad han tydeligvis ikke var. Faktisk tydede hans holdning på, han var standarddanser, siden hans ryg konstant var rank og hans skridt ikke ulig trinnene i en vals. Lidt stive, men alligevel underligt flydende. Der var også en vis elegance over ham, noget der ikke havde med udseendet eller gangarten at gøre, men som havde med udstrålingen at gøre.

Duncan lagde armene omkring hende bagfra, og hun lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene i nydelse, da hans læber strejfede hendes hals. Insisterende og vedholdende, selv om hun halvhjertet forsøgte at skubbe ham fra sig. Hun vidste, hvor det bar hen, allerede inden han havde lokket hende med ind i sin bil og taget hende med sig hjem til sin klamme lille lejlighed i et af de mindre pæne, mindre rene kvarterer.

Hvordan hun endte i hans seng, huskede hun ikke, før hun lå der varm og svedig med en sovende Duncan ved siden af sig. Det var ikke første gang, det var endt på denne måde, og garanteret heller ikke sidste. Men hun begyndte at have det dårligt med det, fordi hun ikke havde følelser for Duncan. Hun ville gerne elske ham, og havde forsøgt at overbevise sig selv om, at sådan lå landet, men det gik bare ikke. Uanset hvor meget hun tvang sig selv til at forsøge at elske ham, så kunne hun ikke. Faktisk var det netop det omvendte, der skete. Jo mere hun prøvede, jo mindre virkede det for hende. Og det var ikke retfærdigt.

Hun faldt i søvn ved tretiden, da det langsomt begyndte at lysne udenfor, selv om der ville gå timer før solen nåede op over horisonten. Da hun vågnede, var hun viklet ind i Duncans lagener, og han var ikke længere i den smalle dobbeltseng. Hun kunne dog høre ham rumstere rundt et sted ovre ved væggen, hvor han havde en skænk med en kaffemaskine på. Lugten af den stærke, koffeinholdige drik fik hende til at rynke på næsen, som den altid gjorde. Hun brød sig ikke om kaffe. Slet ikke. Men Duncan, vidste hun, behøvede det om morgenen for at komme ud af fjerene.

Et støn undslap hende, da hun skubbede sig op i siddende stilling. Hun kunne høre stemmerne fra underetagen til lejligheden og vidste derfor, at Evan var vågnet op. Eller måske endda de to fyres forældre, der boede allernederst i det faldefærdige treplans hus med de smalle lejligheder. Duncan havde købt den øverste af sine forældre for den minimale sum penge, han tjente ved at danse i gaderne og desuden arbejde i ferierne og nu fuldtids efter sommerferien. På den måde bidrog han til familiens økonomi, og Angel beundrede ham for dette, fordi hun aldrig selv havde været nødt til at skænke noget sådant en tanke.

,,Godmorgen!” udbrød Duncan og lød lige så begejstret som altid, idet han forlod skænken med sin kaffekop og satte sig på sengen ved siden af hende.

Han kyssede hende, og hun gengældt det på samme måde som altid.

,,Er du klar til noget mere dans i dag?” spurgte han så og rejste sig hurtigt, nu da kaffen var begyndt at virke.

Hun så op på ham med et grin bredt over hele ansigtet.

,,Har jeg noget valg?”

,,Nej.”

Og derpå trak han hende op fra sengen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...