Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3400Visninger
AA

1. Danseakademiet

Han havde været nede for at tømme sit skab for ejendele og slæbte på det hele i en sportstaske, der hang hen over den ene skulder, idet de nye, der skulle til optagelsesprøve på Akademiet kom væltende ind ad dobbeltdørene for enden af gangen. Med et suk trådte han til siden og så, hvordan mange af dem bar sig selv med værdighed, hvordan deres stilart afspejledes tydeligt i den måde, de gik på og bevægede sig på. Og han hæftede sig specielt ved en enkelt piges bevægelser.

I modsætning til alle andre var hendes stil svær at bedømme, men hun lignede ikke den typiske klasse, der kom på Akademiet. Dertil var hun for simpel og alligevel for kompleks. Hendes tøj bestod udelukkende af et par sorte, tætsiddende bukser og en løs, lyseblå bluse. Håret var sat op i en løs, tilfældig hestehale, der stak ud gennem en kasket. Stilen tydede på de dansestile, man så i gadebilledet, mens hendes yndefulde, glidende bevægelser hældede mere over i standarddansene og måske endda ballet.

Hun mødte hans undersøgende blik med et par almindelige blå øjne, og han vidste allerede fra usikkerheden i blikket, der flakkede en anelse, at hun ville have svært ved at måle sig med de andre, der skulle til optagelsesprøve. Ikke fordi hun virkede som en dårligere danser, men fordi hendes usikkerhed afskar hende fra resten af flokken. Dem, der tog til optagelsesprøve normalt, var fulde af selvtillid og lod ingen stå i vejen for sig, uanset hvem eller hvad det var. Denne pige virkede anderledes, som om hun undskyldte sin tilstedeværelse.

Da hun virrede med hovedet brød deres øjne kontakten, og han bemærkede hvordan hendes mahognifarvede, glatte hår piskede mellem hendes skulderblade, inden hun forsvandt gennem endnu et sæt døre. Det mindede ham om, at han ikke kunne blive stående hele dagen og vente. Pointen i at gå mod strømmen kunne han ikke se, så i stedet lod han sig glide med den, indtil han nåede ned til hallen, hvor udtagelserne foregik. Modsat deltagerne drejede han til højre og gik direkte ind i hallen - uregistreret - og satte sig på en tribune, hvor flere andre ældre elever sad og ventede på underholdningen i form af de fremtidige elever og dem, hvis drømme blev knust, når de ikke kom ind på Akademiet.

 

,,Angelique Porter!”

Hendes hænder rystede, da hun trådte frem fra gruppen af deltagere og smed sin kasket på sin taske. Derpå gik hun hen og placerede sin CD med musik foran dommerne, der var lærere på Akademiet, stillede sig på gulvet og ventede på det første taktslag.

Hun kunne se dommernes ansigter fra hvor hun stod, men blev ikke mindre nervøs af den grund. I stedet lod hun blikket glide ud over tribunerne og tog en dyb indånding. På de bænkede rækker sad flere og kiggede på hende, som de havde gjort det ved de andre deltagere, og hun gættede på, de var studerende i forvejen. Det tydede alt på.

Musikken gik i gang, og hun faldt ind i sin rutine, som hun havde lært udenad. Det var mest hiphop, men der var nogle enkelte tekniske elementer fra ballet blandet ind i rutinen for at gøre den mere unik. Hun kunne det hele udenad forfra og bagfra og glemte ikke én eneste ting. Faktisk sørgede hun for at udføre alle bevægelser så tydeligt og bestemt som muligt, men da hun et kort øjeblik lukkede af for sin egen verden og så på dommerne, var hun usikker på, om det bare var hende, eller om hun var en takt bagud. I så fald ville det være katastrofalt.

For at være på den sikre side fravalgte hun et mindre vigtigt element i sin rutine, hvilket gav hende kort tid til at lytte til musikken. Og hun faldt ind på præcis det rette tidspunkt igen. Da hun gik direkte ned i spagat og tvang sig selv op igen i et hop, der gled over i en flydende bevægelse, kunne hun høre salen summe og enkelte, der klappede.

Det mindede hende om grunden til, hun var kommet. Hun ville så gerne ind på Akademiet. Enhver, der virkelig ønskede sig at blive noget inden for dans, i Los Angeles, tog til netop denne optagelsesprøve på José Millers danseakademi, en prestigefyldt skole, hvor de fleste graduerende elever fik stillinger som professionelle dansere. Skolen var ikke gammel, men havde fået et fantastisk ry, og danserne derfra var vildt gode, selv efter kun et enkelt år.

Angel - som hun blev kaldt af alle - havde danset så længe, hun kunne huske. Det havde mest været på amatørniveau, indtil for et par år siden, hvor hun havde besluttet sig for at komme videre med sin drøm, nemlig at blive noget inden for dans. Så hun havde trænet helt vildt, både alene og sammen med sin dansetrup, Synthetic Supernova, de sidste to år og var nu kommet til det tidspunkt, hvor hun efter high school ville ind på Akademiet. Eller i hvert fald forsøge at komme ind. Hun vidste, hun var en god danser, men havde ingen idé om sit talent i forhold til dem, hun var iblandt.

I Synthetic Supernova var de alle sammen sig selv og havde udviklet deres egne stilarter, der af en eller anden grund begik sig rigtig godt, specielt i de forskellige amatørbattles rundt omkring i gaderne. Duncan, hendes bedste ven siden barndommen, hans bror Evan, Claire, Aisha, Jonas, Phil og hun selv fungerede rigtig godt sammen, selv om de måske ikke var den mest seriøse gruppe i området. De var alligevel blandt de bedste, og det vidste alle. Men der var bestemt plads til forbedring.

Hvis folk ville møde dem, vidste de som regel, hvor det skulle ske. Synthetic Supernova var kendt for at holde til på parkeringspladsen ved Sears, ganske kort fra Santa Monica Pier. Om aftenen trak de dog helst ind på det lille strøg, der strakte sig i en gade parallelt med stranden, hvor turisterne kom forbi for at shoppe og nyde bylivet. Der var alle mulige former for gadekunstnere om aftenen i Santa Monica, men turisterne elskede dansene. De flokkedes, hvis nogen opfordrede til battle. Og Synthetic Supernova sagde aldrig nej.

Den sidste tanke, inden hun endte sin rutine ved at lave en flikflak og en baglæns salto på gulvet, var om den erfaring, hun havde fra truppen, hvor flere gik til dans hver dag i ugen forskellige steder, var nok til at få hende ind på Akademiet. Selveste Akademiet. Duncan havde kaldt hende snobbet, fordi hun gik op i at komme ind og derfor havde undladt at træne med truppen frem for at øve sin solo til optagelsesprøven. Han forstod det bare ikke. Han var en fantastisk danser, men han ville aldrig blive professionel nok til at udrette noget stort med dansen. Det ville hun gerne. Og det var det, der adskilte dem.

Forpustet gik hun hen til dommernes bord, tog imod sin CD og forsøgte at tolke de ansigtsudtryk, hun så. Men der var intet at se. Ingen hints overhovedet. Så hun takkede for muligheden, greb sin taske og forlod hallen uden at sige meget mere. Hun ville blive ringet op om noget tid med svar fra optagelsesprøven, så indtil da var det ude af hendes hænder.

Gangene var langt fra øde nu, men vrimlede med forhåbningsfulde potentielle nye elever og gamle elever, der udvekslede fif med hinanden. Der lod til at være en lidt formel stemning, og et tydeligt hierarki viste sig hurtigt, da hun forsigtigt klemte sig forbi en tredjeårsstuderende og fik smidt i nakken, at hun ikke skulle tro, hun var noget, bare fordi hun nu kunne betragte sig selv som en mulig ny elev.

Hun bemærkede, hvordan alle var klædt i stort set det samme tøj. Fyrene var i rene, hvide T-shirts og sorte sweatpants, så de kunne træne hele tiden, hvis de skulle praktisere noget fra undervisningen. Pigerne var i høje, sylespidse stiletter, nederdele og stramtsiddende toppe, der viste lidt for meget hud efter hendes smag. Og alle var stylet til den helt store guldmedalje. Hun kunne nu alligevel godt se sig selv sammen med dem. Desuden måtte der da være nogen, der skilte sig ud fra mængden.

Da kom hun i tanke om den fyr, som havde fanget hendes blik på gangen med skabene, hun i øjeblikket gik hen ad. Han havde været iført jeans og en sort T-shirt, og hans mørkblonde hår havde været mindre karseklippet og mere tilfældigt i frisuren end det var normen her. Han så desuden mere brugt ud i ansigtet end nogen anden, hun havde set på Akademiet, og det var tydeligt, at han ikke ville falde i ét med mængden, selv hvis han havde været iført det samme tøj.

Men det kunne være lige meget. Hun anede ikke, hvem han var eller hvor han kom fra. Hun havde aldrig set ham før, selv om han måtte bo i byen - hvilket ikke gav hende meget at gå efter, da Los Angeles var ret stor - og han gav ikke indtryk af at kende hende heller. Så hvad betød det egentlig? Hvis hun så ham igen, ville hun dog være i stand til at genkende ham på de fire modermærker, der var placeret under hans højre øje. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...