Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3399Visninger
AA

13. Besøgenes dag

 

Det var rart at være hjemme igen. Ikke mindst fordi hun så slap for presset fra alle de andre dansere. Men også fordi hun slap for at se på Sawyer. Egentlig havde hun sat sig for at ville overtale Duncan til at holde ham væk, når de trænede, men indtil videre havde meddelelsen fra Duncans side været, at Sawyer af den ene eller den anden grund ikke kunne komme. Og han blev da væk, hvilket var rart. Så talte han i det mindste sandt om den ene ting.

Det var efterhånden en uges tid siden de var kommet tilbage fra Fort Myers, og Synthetic Supernova havde knoklet som gale med nye koreografier og opvisninger hver aften i Santa Monica for at øve sig. Som følge af dette tjente de gode penge på at danse - nok til at de andre kunne tage mindre vagter på arbejdet og bruge tiden på at træne og opvise i stedet. Men ingen af dem sagde op, i tilfælde af at de blev slået ud af konkurrencen i næste runde. Målet med al træningen var at forberede sig mentalt og fysisk på en mulig prøvelse til den næste sortering, som Nathan hurtigt havde nævnt inden alle brød op den sidste aften.

Duncans koreografier var dog blevet en smule ensformige, som om han ikke rigtig havde inspirationen til at lave de vilde koreografier, han ellers havde fundet på i sommerferiens start. Dog var alle optimistiske, og sammen fik de skabt noget enestående, som ingen af dem var i tvivl om var det bedste, de kunne præstere. Publikummet i Santa Monica var tilsyneladende enige, for de klappede og hujede som aldrig før, når gruppen gik i gang på det sorte underlag, iført deres nye tøj og med eksplosionen malet med makeup i hovedet.

De fik endda et job en enkelt aften på en natklub, hvor man manglede underholdning for nogle gæster først på aftenen, så folk blev inspirerede til at danse. Det blev en kæmpe succes, selv om de fleste af medlemmerne i gruppen var for unge til reelt at komme ind på natklubben. De fleste var nemlig under enogtyve.

Ashton havde også været på spil i den seneste uges tid. Han havde flere gange spurgt hende, om hun ikke kom og drak en kop te med ham, og så var hun taget ned på Sunset Boulevard med ham, men hun havde nægtet at kalde det en rigtig date. De drak jo bare te. Det var der intet stort og flot i, og så var hun desuden ikke interesseret i ham på den måde, selv om hun måtte indrømme, at han da både var flot, charmerende og rar at være sammen med, men det var jo ikke ting, hun ikke vidste i forvejen.

Han havde flere gange i sjov foreslået hende at skifte dansetrup, men det nægtede hun aldeles hårdnakket og var faktisk blevet lidt vred på ham over, at han kunne tillade sig at foreslå det. Hendes loyalitet lå hos Synthetic Supernova, som hun i øjeblikket mere eller mindre levede og åndede for. Så meget, at hun helt glemte, der skulle ske et eller andet med hendes liv efter sommerferien.

Hendes forældre kom med forskellige forslag, men ingen af dem syntes at falde i hendes smag. Ikke engang tilbuddet om at lade hende rejse til New York og søge ind på en skole for kunst og performance der. Det faldt slet ikke i hendes smag efter oplevelsen med Akademiet at gå ind til sådan noget. Og så havde hun ikke lyst til at forlade sine venner i LA bare sådan uden videre, fordi hendes forældre mente, hun skulle gå i skole, koste hvad det end måtte. Så ville hun næsten hellere arbejde på en klam, snusket café dagen lang og servere øl i spandevis til de lokale fulderikker i den mindre rige bydel.

Dog nåede hun aldrig så langt som til at føre den tanke om jobbet ud i livet, før hum revurderede sine motiver og besluttede, at hvis det endelig var, kunne hun holde et sabbatår og så søge ind på college den næste sommer. Så havde hun i hvert fald haft tid til at tænke over tingene og ikke draget nogle forhastede konklusioner. Desuden ville hun så have lidt mere erfaring på bagen, og hun ville have haft al den tid, det krævede at forbedre sine evner inden for dansen. Og så måtte hun jo se, hvad tiden havde at bringe.

Det var stegende varmt, og hendes mor havde inviteret hende med på stranden til picnic og mor-datter-hygge den formiddag, så hun var godt sløv da de vendte tilbage til det kølige hus hen ad middag. Sarah havde været rigtig sød efter at hun var kommet tilbage fra Fort Myers, og efter et enkelt spørgsmål om Sawyer - som Angel havde besvaret med en irriteret knurren om, at hun aldrig ville høre hans navn i huset igen - lod forældrene til at have forstået, at hun ikke gad tale om ham. For det gjorde hun ikke, og de stillede ikke flere spørgsmål. Ikke så meget som ét eneste, hvilket var besynderligt for dem.

Men hun var glad for den støtte og opbakning, de viste hende, når hun fremlagde sine beslutninger for dem, og hun var glad for, at specielt hendes far ikke havde det mindste problem med at betale for at have hende boende hjemme. Han var glad så længe hun var det, og så længe hendes glæde ikke hang sammen med kriminalitet.

,,Angie!” kaldte Sarah ude fra køkkenet.

,,Ja?” svarede hun og satte sig i bevægelse ned ad trappen, som hun netop var kommet op ad.

,,Får du besøg af Sawyer i dag?”

Hun stønnede. Alle de dage, og så netop lige denne?

,,Nej, hvorfor?”

,,Jeg tror at det er ham, der er på vej gennem forhaven nu,” forklarede Sarah, og Angel overvejede kort sine muligheder.

Ved at se gennem køkkenvinduet kunne hun vurdere, om det virkelig var ham, men samtidig risikerede hun at blive set. Men ved at blive væk fra døren og sige, at hun ikke var hjemme, risikerede hun at sende en anden, som ikke var Sawyer væk, og dermed sikre en dag uden selskab før aftenens træning med Synthetic Supernova. Hun havde heller ikke lyst til at gemme sig for ham, for hun vidste, at sagde hun, hun ikke var hjemme, ville han vide, at var hun andre steder ville det være øvelokalet, og så ville han måske tage derhen, hvis han ville hende noget. Altså var hendes konklusion, at hun hellere måtte se gennem vinduet og efterfølgende åbne døren, hvis det viste sig at være ham.

,,Mor,” sagde hun langsomt, da hun kastede et blik ud ad køkkenvinduet og kunne bekræfte sine bange anelser, selv om noget virkede forkert. ,,Gider du ikke gå ind i stuen? Jeg vil gerne tale med ham alene.”

Tale var nok så meget sagt. Nærmere forklare ham, at hun ikke gad være en del af hans spil, ligesom Brenda havde været det. Hun ville ikke være hans projekt, som han så kunne droppe, hvis han fandt det for irriterende eller langsommeligt. Det var ikke den slags mennesker, hun omgav sig med, og det kunne han lige så godt få at vide. De venskabelige øjeblikke, hun havde følt i hans nærhed, havde hun nu kun foragt og skam tilovers for.

,,Jo,” svarede Sarah og forlod omgående køkkenet.

Få sekunder senere lukkede døren ind til stuen, og Angel stod lidt med armene omkring sig selv og forsøgte at finde ordene, så hun ikke lod ham få noget at skulle have sagt, inden han for alvor var blevet smidt på porten. Så forlod hun køkkenet og gik ud i entreen, da det ringede på døren. Hun tog en dyb indånding og bed sig i underlæben, mens hendes fingre lagde sig omkring dørhåndtaget. Og så lod hun ham vente et stykke tid, inden hun langsomt lod døren glide op.

Hun stillede sig med rank ryg og let sammenknebne øjne og så på ham i det kraftige sollys. Og så mærkede hun hjertet synke ned i livet. Han så om muligt endnu værre ud, end hun nogensinde havde set ham. Blodet på hospitalet havde været slemt, men dette var værre, og hendes første indskydelse var, at han måtte have været oppe at slås med en bjørn for at have tilegnet sig et forsvindende blåt øje og lange ridser ned over den modsatte kind. Hans ryg var heller ikke rank længere, men han benyttede sig ikke af stokken - i stedet knugede hans ene hånd omkring en kæp af en art, mens den anden så ud til at hvile bag hans ryg, det lænede lidt til den ene side.

Kun hans øjne havde præcis samme karakter som altid. De var stålsatte og skarpe og gav hende en fornemmelse af at blive set lige igennem, og han blinkede dårligt. Intensiteten i blikket var så voldsom, at den et øjeblik gjorde hende mundlam og fik hende til at glemme alle de ord, hun ville have sagt, så snart hun åbnede døren. Så længe han stod derude og så ynkelig ud, hvordan skulle hun så nogensinde kunne få sig selv til at smide skældsord, eder og forbandelser efter ham? Det virkede lidt for grusomt, selv overfor ham. For hun var jo netop ikke som ham.

,,Lad mig gætte. Denne gang forsøgte du at omfavne et træ med bilens kølerhjelm?”

Han skar en grimasse.

,,Ikke just.”

Underligt nok mindede hans stemme hende om noget, hun havde hørt tidligere, men det var ikke hans normale dybe, klare, fattede stemme. I stedet sendte den hendes tanker tilbage til den samtale, hun havde hørt fra den mørke gyde, hvor en mand og en kvinde havde ført en samtale om smerte og om at klare den med de få penge, de havde til rådighed. Men det kunne umuligt være Sawyer.

,,Hvad har du lavet?” spurgte hun.

Han rystede på hovedet.

,,Jeg befandt mig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,” forklarede han en smule undvigende, og hun kunne ikke lade være med at smile en anelse.

Men så forsvandt al medlidenhed og medfølelse også fra hende, da hun huskede, at hun ikke skulle vise den slags følelser overfor ham. Aldrig nogensinde igen. De få gange, det var sket, ville hun skamme sig over i al evighed, fordi han havde forsøgt at lege med hende, og hun brød sig ikke om at blive manipuleret rundt i manegen. Dette vidste hun jo godt, han havde gjort i forvejen, men det havde ikke generet hende i en sådan grad som da hun fandt ud af det med Brenda. Det havde gjort hende direkte rasende.

,,Det her er også det forkerte sted for dig at befinde dig,” sagde hun koldt. ,,Og lige nu er også det forkerte tidspunkt - ligesom alle andre tidspunkter.”

Han hævede et øjenbryn.

,,Med andre ord: hold dig væk og lad mig være i fred?”

,,Ja.”

,,Den har jeg hørt før,” sagde han bare uden følelse og så hende i øjnene.

Hun skyndte sig at slå blikket væk.

,,Men denne gang mener jeg det. Jeg vil ikke have mere med dig at gøre, og du kan ikke tvinge mig til det.”

Hun mærkede panikken og hysteriet skære sig vej op gennem halsen på hende, og det gjorde hende helt apatisk. Han havde før påtvunget hende sit selskab, og i sidste ende havde hun accepteret hans tilstedeværelse i sin hverdag. Aldrig mere skulle dette ske.

,,Nej,” sagde han roligt. ,,Du har ret, det kan jeg ikke. Ikke hvis du ikke lader mig gøre det.”

,,Og det har jeg ikke i sinde.”

Det lod til, at han udmærket forstod, hvad hun mente, for han nikkede bare og tog et lille skridt baglæns, hvilket så ud til at være smertefuldt, men samtidig var det meget passende symbolsk, at han lagde afstand mellem dem. Den afstand, der oprindeligt skulle have været der fra starten, hvis hun havde været i stand til at holde fast i sine meninger.

,,Svar mig på én ting,” bad han.

,,Måske.”

,,Hvad er det, jeg har gjort?”

,,Er det ikke næsten lettere at spørge, hvad du ikke har gjort?” bed hun ham af.

,,Måske.”

,,Jeg vil gerne have, at du går nu,” sagde hun alvorligt og gjorde mine til at ville lukke døren.

Han fjernede hånden fra sin ryg og lod den presse mod døren med så megen kraft, at hun opgav at lukke den i hovedet på ham og i stedet åbnede den det lille stykke, den var gledet i.

,,Hvad er det, du vil?” spurgte hun en anelse desperat, ivrig efter at få ham ud af sit liv så hurtigt som overhovedet muligt.

,,Jeg er kommet for at fortælle dig noget. Hvis du ellers gider at lytte.”

,,Egentlig ikke.”

,,Nej, det tænkte jeg nok.”

Der var en lang pause, hvor ingen af dem sagde noget, og det blev ret hurtigt tydeligt for hende, at han ikke havde tænkt sig at være den, der brød tavsheden. Af stædighed forsøgte hun at holde den gående i stilhed så længe som muligt, men da han langsomt rankede ryggen og igen stod i sin foretrukne stilling, som hun kendte så godt, kunne hun ikke holde inde længere.

,,Sawyer, vil du ikke godt bare gå og lade mig være i fred?”

,,Er det virkelig det, du gerne vil have? Efter det, jeg har gjort for dig?”

,,Ja. For det du har gjort for mig har i få tilfælde været noget godt.”

,,Angelique,” sagde han fast, og et kort øjeblik mistede hans stemme den forpinte klang, den ellers var præget af. ,,Jeg vil gerne vide, hvad jeg har gjort.”

Hun så frustreret på ham og var klar over, at hun ikke kunne nægte ham det helt ærlige svar, da tårerne fra den dag nærmest genspejlede sig i hendes øjne nu, hvor han stod overfor hende med et lidt magtesløst udtryk og så mildest talt ynkelig ud i forhold til den dag.

,,Du løj for mig.”

,,Løj?”

,,Ja. Det du sagde foran de andre dommere.”

Først prægedes hans ansigt af forvirring. Så blev hans øjne store, og hans udtryk mere chokeret.

,,Det er din spøg, ikke?”

,,Hvad er min spøg?”

,,Tror du virkelig, at jeg løj om noget af det?”

,,Jeg er ret sikker på det.”

,,Så tager du fejl.”

,,Hold dog op.”

Hans brune øjne blev kolde som is at se ind i, og hun var tvunget til at se væk.

,,Jeg mente hvert et ord. Måske kan du ikke gøre det, men jeg kan sagtens adskille privatlivet og den opgave, jeg får stillet af andre. Og i dette tilfælde krævede min opgave, at jeg forholdt mig objektivt til tingene. Havde jeg haft lov til at inddrage min subjektive holdning til dig som person, havde du da ikke fået den sidste kommentar med. Men jeg kunne jo lige så godt være ærlig. Jeg regnede ikke med, du ville dadle mig for at jeg for én gangs skyld roste dig. Du må meget undskylde, hvis det går dig på, at jeg rent faktisk nød at se dig danse,” sagde han, og denne gang lød han direkte vred.

,,Du må da have vidst, at du gjorde noget forkert, siden du har holdt dig på afstand indtil nu og ved, at jeg er vred,” argumenterede hun og ignorerede så godt som muligt hans udtalelse, selv om hun måtte indrømme, at hun i det øjeblik drog sin egen hypotese i tvivl.

,,For det første har jeg ikke holdt mig på afstand. Jeg har ikke kunnet rykke mig en centimeter før i går aftes, efter noget der skete i tirsdags. For det andet så var det ikke så svært at gætte mig frem til, du ikke ligefrem var begejstret for mig der tidligt mandag morgen,” forklarede han køligt og trådte endnu et skridt baglæns. ,,Men det er helt fint. Jeg har fået det at vide, jeg gerne ville vide. Jeg går nu, og så lover jeg, at du aldrig får mig at se igen, hvis det står til mig.”

Angel bandede for sig selv, for hun vidste udmærket, at hun ikke bare kunne lade ham gå på den måde. Hans tonefald var ikke direkte såret, men det grænsede i den retning, og det gjorde hende magtesløs overfor egen fornuft. Medlidenheden med ham - baseret på hans fysiske situation - og empatien gjorde hende blind for al den vrede, hun ellers ville have sluppet løs over hovedet på ham, når hun så ham igen. Hvis hun da vel at mærke så ham igen.

,,Sawyer, vent,” sukkede hun. ,,Vi bliver nødt til at tale sammen. Der er noget, jeg gerne vil gøre din vinkel på.”

Hvis han var overrasket viste han det ikke, men så bare nøje på hende et langt øjeblik, inden han nikkede.

,,Det tror jeg, at du har ret i.”

,,Kom med indenfor,” foreslog hun tøvende.

Han så ned ad sig selv.

,,Det er okay,” sagde han langsomt. ,,Vi kan sagtens tale herude.”

Hun vendte øjne.

,,Kom nu. Du kan ikke blive stående der hele dagen. Det kan selv jeg se.”

Han afslørede et bittert smil.

,,Fint,” mumlede han og tog de få skridt frem, han var rykket baglæns.

Hans skridt var slæbende og forsigtige, og han så ud til at have smerter. Derfor trådte hun ud og tog ham under armen, selv om hun egentlig ikke havde specielt meget lyst til at være tæt på ham. Det var ren forpligtelse, eftersom hun jo ikke bare kunne efterlade ham ude i forhaven.

Da de var kommet ind lukkede hun døren efter sig og trak ham med hen mod indgangen til stuen, hvor hun vidste, at Sarah befandt sig. Idet hun åbnede døren så Sarah op på dem og smilede en anelse prøvende. Angel, som egentlig ikke var i humør til at fremstå glad, gengældt smilet og vendte sigende øjne.

Og med det samme kom skammen og skyldfølelsen. Hun kunne faktisk ikke være bekendt at vise den mangel på respekt for Sawyer når han på den måde var kommet og rent faktisk havde forsøgt at udrede knuderne mellem dem. Han havde tilmed fortalt hende, at selv om hun ikke havde tolket det sådan, så havde han ment det, da han sagde, at hun var en god danser uanset hvad. Det var pænt af ham, selv om han måske stadig ikke fortalte hende sandheden. Netop det fik hende til at se lidt mildere på ham.

Derudover havde hun faktisk lidt ondt af ham. Ved den tanke lod hun hånden glide forsigtigt op langs ryggen på ham, og han veg utroligt hurtigt fra hende, da hendes fingre kom i kontakt med noget, der umuligt kunne være kød eller hud, og det kunne ikke være hans knogler, der stod så tydeligt og glat frem.

Sarah rejste sig fra sofaen og gik hen mod dem.

,,Vil I være alene lidt?” foreslog hun muntert.

,,Ja, tak,” svarede Sawyer med et venligt smil og samme lidt hæse, brugte stemme som før. ,,Hvis det ikke gør noget.”

,,Er I sultne eller tørstige?”

Angel så op på Sawyer, som rettede sig op langsomt.

,,Er det for meget at spørge, om I har nogle smertestillende piller, som jeg må få en af?”

,,Selvfølgelig ikke!” udbrød Angel hurtigt, lidt forfærdet over at han overhovedet turde spørge. ,,Sæt dig ned, så skal jeg hente -”

,,Bliv I bare herinde, så skal jeg nok komme med det,” lovede Sarah og forsvandt ud gennem døren.

En anelse lamslået blev Angel stående ved siden af Sawyer, som stadig holdt den afstand til hende, han havde lagt mellem dem, da han veg til siden. Han så lige så overrasket ud, som hun følte sig. Ikke fordi Sarah ikke sædvanligvis var gæstfri og hjælpsom, men det virkede en smule forjaget og unaturligt, samtidig med at morens bedste intentioner tydeligt kom til udtryk i den hastige måde, spørgsmålene blev stillet på.

Imidlertid blev Angel mindet om noget andet og så alvorligt op på den mørkblonde unge mand ved siden af sig.

,,Hvad var det?” spurgte hun en anelse hviskende.

Han så ikke videre overrasket ud, men lignede ikke desto mindre et lig i ansigtet.

,,Hvad var hvad?”

Spørgsmålet virkede som et noget halvhjertet forsøg på at lede opmærksomheden væk fra det emne, han uden tvivl var opmærksom på, hun bevægede sig ind på. Nemlig ham. Det halvhjertede forsøg på at distrahere hende eller få hende på andre tanker slog hende som værende ret underligt, eftersom han uden tvivl ville være i stand til at gøre det fuldt og helt - og netop dette fik hende til at være en smule på vagt overfor ham.

,,Du ved udmærket godt, hvad jeg taler om,” sagde hun strengt og halede ham med sig hen til sofagruppen, dog med et vidst forsøg på at gøre det blidere, end det måtte føles for ham.

Uden protester satte han sig på sofaen og fulgte føjeligt - mistænksomt føjeligt - hendes mindste befalinger, om end de ikke var særligt udtrykte på noget tidspunkt. Det lykkedes hende derfor uden problemer at få ham til at lægge sig ned, og hun bed mærke i hvordan han lå på siden frem for på ryggen. Selv tog hun plads på en fodskammel placeret ved sofabordets ende.

,,Jeg kan altså sagtens sidde op,” sagde han og skubbede sig op i noget, der ville have udviklet sig til en siddestilling, hvis ikke hun havde skubbet ham ned at ligge igen med det samme. ”Jeg kan heller ikke blive.”

,,Du bliver lige dér,” beordrede hun. ,,Og så svarer du på mit spørgsmål.”

Han stønnede og vendte øjne ad hende, hvilket hun misundte ham evnen til en lille smule. Alle kunne himle med øjnene, men kun han havde for alvor formået at vise hende, hvor dum han syntes hun var, når hun gjorde forskellige ting, med bare denne lille gestus.

,,Det rager ikke dig, hvad det var.”

Hun gloede ondt på ham, men eftersom han var i stand til at gengælde blikket - dog uden helt samme intensitet og irritation som ellers - slog hun langsomt blikket ned.

,,Jo, det rager mig. For hvor irrationelt det end lyder er jeg faktisk bekymret for dig.”

Hans øjne blev iskolde at se ind i.

,,Har du ondt af mig?” spurgte han knurrende.

Hun så overrasket på ham og spærrede øjnene op.

,,Jah, det har jeg måske nok,” mumlede hun langsomt.

Denne gang smilede han, men der var den samme grusomhed bag smilet som hun før havde observeret hos ham. For en tid havde hun helt glemt, at den rent faktisk eksisterede, men nu hvor de var alene i stuen føltes det uundgåeligt at bemærke giften, der rullede ud over tungen med ordene:

,,Ser man det. Så rager det dig helt sikkert ikke.”

Naturligvis blev hun irriteret over netop dette og lænede sig fremover.

,,Klap i.”

,,Hvorfor? Det er ret åbenlyst, at du impulsivt reagerer på din medfølelse med mig. I virkeligheden er du fløjtende ligeglad med mit velbefindende.”

,,Jeg er ikke ligeglad.”

,,Vel er du da så.”

,,Det ved du intet om! Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad!” hvæsede hun en anelse desperat.

Selv om det fremstod som værende direkte absurd, at hun ikke skulle være ligeglad, så var hun sikker i sin sag. Det virkede totalt irrelevant at tænke på det, han havde udsat hende for, når han på denne måde kom forbi. Mængden af kræfter, han havde brugt på at komme dertil, måtte være ret stor, og han virkede ikke som typen til at spilde sin tid. Derfor måtte han mene, at det var vigtigt at få talt med hende.

Medmindre selvfølgelig at besøget tjente et helt andet formål.

,,Okay,” sagde han som en anden politiker, parat til at indgå diplomatiske forhandlinger. ,,Du får et valg. Enten kan du vælge at jeg accepterer påstanden om, at du ikke er ligeglad. Eller du kan få svar på dit spørgsmål,” tilføjede han helt roligt, og det gik op for hende, at selv om han så svag ud, så havde han overskuddet til at komme i besiddelse af en vis magt og kontrol over situationen - en rar evne at have.

Til gengæld gav det hende mindre disponering over det hele, og dette kvalte hurtigt hendes beundring af ham og hans evner til at tænke sig om og vinde magten - han var stadig voldsomt manipulerende, og han havde endnu engang indirekte truffet et valg for hende.

Et valg havde hun i virkeligheden slet ikke. Ville hun have et svar på sit spørgsmål frem for at vinde hans tiltro ville han have fuld ret til at kalde hende egoistisk og på den måde diskutere sig væk fra emnet - selv om han med sandsynlighed ville holde ord. Valgte hun derimod den anden mulighed, sørgede hun for at gøre sig fortjent til hans tillid, og på den måde kunne hun sikre sig, at han ikke på nogen måde kunne bruge den ”usande” udtalelse mod hende senere.

Desuden virkede det lige i det øjeblik langt vigtigere, at han vidste, at hans velbefindende ikke var ligegyldigt for hende, trods deres mærkelige forhold til hinanden.

,,Jeg er ikke ligeglad,” gentog hun fast og bestemt.

Et smil krusede hans læber et kort øjeblik, og sarkasmen forlod hans ansigt sammen med det giftige i smilet.

,,Jeg tror på dig,” erklærede han en anelse drillende, og hun spærrede forbløffet øjnene op.

I det samme kunne hun høre Sarah komme ind i stuen, og kort efter kom hendes mor til syne med en bakke med to glas, en karaffel med vand, to tallerkener med hver sit stykke kage og desuden en lille beholder, sandsynligvis indeholdende pillerne, Sawyer havde spurgt efter.

,,Værsgo,” sagde Sarah og satte bakken fra sig på stuebordet. ,,Sig til hvis I mangler noget.”

,,Tak, Mrs. Porter,” sagde Sawyer høfligt og skubbede sig igen op at sidde, uden at Angel denne gang turde række ud og skubbe ham ned at ligge.

,,Jeg har sagt, at du bare skal kalde mig Sarah,” formanede hendes mor.

,,Jeg ved det,” svarede han. ,,Men det virker upassende.”

,,Hvad er dit efternavn, Sawyer?”

,,Rivers.”

Der så ud til at danse et eller andet over Sarahs ansigt i det øjeblik, og Angel blev et kort øjeblik helt bange for sin mors reaktion. Det var langt fra hver dag, hendes ansigt bar præg af overraskelse. En slags resigneret forståelse blandet med ubehag. Og efterfølgende den strålende glæde, der var kendetegnende for Sarah Porter.

,,Din mors navn?”

Denne gang var det Sawyers ansigtsudtryk, der skiftede, men dette var fra høfligt underholdt til rædsel og derefter til kølig kontrol.

,,Dianne,” svarede han med underligt rusten stemme. ,,Jeg ved, at I kendte hinanden.”

Angel stirrede. Kendte?

,,Det er også rigtigt. Jeg syntes godt nok, du mindede mig om nogen, jeg kendte.”

,,Jaså?”

Der var en vis tilbageholdenhed i Sawyers stemme i dette øjeblik, som Angel aldrig nogensinde havde hørt. Ikke engang overfor hende selv. Han virkede på ingen måde svag, men heller ikke stærk. Bare magtesløs, og det var måske i virkeligheden det værste. Var der noget han hadede - bortset fra hende, selv om han benægtede det - så måtte det da være magtesløshed. For en person med hang til at skaffe sig selv magten måtte han have et godt temperament i forbindelse med midlertidigt at miste den, for hans reaktion udeblev efter chokket og den indelukkede tone.

,,Du ligner bare slet ikke din mor. Du har din fars lyse hår og brune øjne.”

,,Det ved jeg.”

,,Hvordan har din bedstemor det?”

,,Hun har haft det bedre,” svarede han og blev blødere i trækkene igen. ,,Men forhåbentlig har hun det godt.”

,,For hun lever vel endnu?”

,,Ja, det gør hun.”

,,Hvor gammel er du efterhånden, Sawyer? Vent, lad mig tænke! Angel var ikke meget mere end lige født, og du må være et par år ældre… Hvor gammel er du? Tyve?”

Han nikkede med et lille smil.

,,Så bor du vel ikke sammen med Betty endnu, gør du?”

Han så ned på sine hænder.

,,Faktisk,” sagde han langsomt, ,,så bor jeg sammen med hende endnu.”

,,Gør du?”

,,Ja. Det er nok det bedste for os begge to. Hun har ikke ret meget at gøre godt med finansielt, og jeg tjener ikke helt nok til at bo alene her i byen.”

,,Dine forældre havde ellers allerede en god opsparing til dig dengang.”

,,Det ved jeg godt. Men det er mange år siden, og jeg har jo skullet leve. Min bedstemor tjente aldrig ret meget, selv da hun arbejdede. Og jeg har ikke ligefrem været billig at have boende, selv om der var et tidspunkt, hvor jeg tjente ret godt.”

,,Du har ikke ligefrem været billig?”

,,Nej. Jeg har jo gået i skole, og det var vigtigt for mig ikke at ligne en lus når jeg kom i skole,” forklarede han, og igen brød der et lille smil frem på hans læber.

,,Hvad laver du så nu?” ville Sarah vide.

Den skulle han åbenbart lige opfange, for Sawyer var stille i adskillige sekunder, mens Angel betragtede ham diskutere med sig selv et sted inde bag øjnene. Hun fandt det en smule underholdende at betragte ham være i tvivl om sine svar, hvad han virkede på dette tidspunkt i højere grad end hun ellers havde bemærket det.

,,Forsøger at gøre din datter til en bedre danser, Mrs. Porter,” sagde han seriøst og lænede sig en smule fremover. ,,Hvor mærkeligt det end lyder. Og jeg tjener ingen penge på det.”

,,Hvorfor så gøre det? Angel er da en glimrende danser i forvejen,” ville Sarah vide, og der var en vis usikkerhed i stemmen, på trods af det varme, imødekommende smil, der prægede de fyldige læber.

Angel sad lidt og så fra den ene til den anden. Var det det, Sawyer prøvede på? Og hvorfor? Var det ikke smartere af ham at tage et job, så han kunne gøre andet end bare at ”overleve”, som han selv havde udtrykt det? Kunne han overhovedet gøre noget som helst godt for hende som danser, ud over at have de rigtige kontakter og trække i trådene? Han havde jo selv sagt, at han ikke kunne danse, og der var kun én gang, hvor han havde rettet på hende, af alle de gange han havde set hende danse. Udover under konkurrencen.

,,Det er hun,” medgav han uden at lyde hverken klemt eller forsigtig. ,,Men tro mig når jeg siger, at hun kan blive meget bedre. Og det skal hun være, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at leve af dansen. Det rå, uslebne talent er ikke helt nok længere, og eftersom hun ikke går til ret meget danseundervisning udvikler hendes teknik sig ikke så meget mere.”

,,Mener du, at vi skal betale for dansetimer til hende?” spurgte Sarah og lød overrasket.

Han rystede smilende på hovedet.

,,Hvis jeg gjorde, havde jeg sagt det direkte. Jeg mener, at jeg kan hjælpe hende -” han drejede hovedet skarpt og Angel direkte i øjnene, ”- dig med at finpudse de rå grundsten.”

,,Sawyer, vi har snakket om det her,” sagde Angel langsomt.

,,Ja,” sagde han langsomt. ,,Det ved jeg.”

,,Hvorfor bliver du så ved?”

,,Det har vi også snakket om.”

Hun sukkede dybt og lænede sig fremover for at tage beholderen med piller.

,,Her,” sagde hun opgivende og rakte den over mod ham. ,,Tag for dig, nu hvor du har bedt om dem.”

Han så lidt forbløffet ud, men nikkede så og tog imod den lille plasticbeholder uden at lade sine fingre så meget som strejfe hendes. Der var en pludselig korrekthed i det, han gjorde, da han tog beholderen og nikkede til hende som tak med et plaget smil, der fik hende til at bide mærke i det faktum, at han ikke havde rørt hende. Måske skyldtes det at da hun rørte ham sidst ved et tilfælde havde hun bemærket noget, han ikke brød sig om, og at han ikke ønskede at henlede hendes tanker på det igen var helt åbenlyst. Men det havde han netop gjort ved ikke at røre hende.

,,Tak,” mumlede han, men så ikke ud til at nyde tilbuddet synderligt.

Ikke desto mindre lod han to af de små, hvide piller trille ud i sin håndflade, betragtede dem kritisk et øjeblik og slugte dem så, hvorpå han skyllede efter med en tår vand. Hans ansigt blev ikke mindre anspændt at se på, og Angel var jo i forvejen godt klar over, at virkningen ikke ville være øjeblikkelig. Men hun havde en idé om, at han ville være lettere at tale med, når han ikke var i smerte. For det måtte han jo være, siden han bad om pillerne.

Dette sendte hendes tanker tilbage til en episode i øvelokalet, hvor hun havde givet ham et par også. Underligt nok faldt det hende ikke ind som værende mærkeligt på daværende tidspunkt, at han bad om det og ikke bare havde taget piller med hjemmefra. Og nu havde hun fået svar på det spørgsmål, der slet ikke var begyndt at plage hende. Hvis de havde økonomiske problemer - ham og hans bedstemor, Betty - så havde de med garanti kun råd til det allermest nødvendige - og smertestillende syntes ikke at være noget sådant.

Igen flød hendes tanker videre til en anden episode. Den med de to i gyden. Det var pludselig den slags samtaler, hun forestillede sig, at Sawyer førte med Betty. Selv om Sawyer virkede langt mindre ynkelig end den mand, hun havde hørt tale. I hendes øjne fremstod han stadig som værende stærk og ekstremt magtfuld i den måde, han foretog sig ting på. Det virkede slet ikke som en egentlig mulighed, at hans fysiske tilstand skulle komme til at præge den opfattelse.

,,Du ser træt ud, Sawyer,” kommenterede Sarah pludselig og brød dermed tavsheden og Angels tankerække.

Hans blik flakkede et øjeblik, og Angel måtte give sin mor ret, med det forbehold at træthed nok ikke var nok til at beskrive den tilstand, han så ud til at befinde sig i. Udmattelse virkede mere præcist.

,,Jeg har ikke sovet så meget på det seneste,” svarede han.

,,Du skal være velkommen til at tage en lille lur.”

For en stund forlod al farve hans ansigt til Angels uretfærdige skadefryd.

,,Det kan jeg ikke, Mrs. Porter, jeg skal -”

,,Hvad skal du?” afbrød Angel.

,,Hjem,” svarede han langsomt. ,,Min bedstemor er taget til Utah for at besøge sin søster.”

,,Så bliv dog her og spar dig selv for at bruge penge,” foreslog Sarah venligt.

I modsætning til sin mor var Angel ikke så overbevist om genialiteten i det forslag, men ikke desto mindre havde hun ikke lyst til at sende ham ud på gaden lige nu. Det ville være en smule barskt. Men han kunne jo sagtens gå. Hans knæ burde have det nogenlunde igen. Alligevel havde hun bidt mærke i hans besvær med at gå, og hun kom til den konklusion, at hvad det end var, der havde bragt ham i så slem forfatning, så gjorde det ondt nok til, at han ikke gik ordentligt.

Men hvis han blev, hvordan skulle hun så kunne få sig selv til at forlade huset? Tænk nu hvis han foregav at sove og i stedet gav sig til at snuse omkring og finde ting, han kunne bruge imod hende? Og hun behøvede at træne. Uanset hvordan hun havde det med ham på det personlige plan, så ville hun ikke endnu engang tillade, at han fik lov at kritisere hendes teknik. Så hun skulle øve sig. Og det kunne stort set kun gå for langsomt. Med ham i huset blev dette gjort væsentligt mere vanskeligt.

,,Det er pænt af dig,” sagde han tøvende og så over på Sarah uden at værdige Angel et blik. ,,Men ganske unødvendigt.”

,,Vær nu ikke så utaknemmelig, Sawyer,” lo Sarah. ,,Diannes søn er altid velkommen her.”

,,Tak, men -” han tog en dyb indånding og lænede til en anelse tilbage, ,,- du skal ikke føle dig forpligtet til at lukke mig ind i dit hjem, bare fordi du var veninder med min mor engang for mange år siden.”

,,Du er jo også Angels ven,” påpegede den muntre mor.

Angel drejede skarpt hovedet mod sin mor og nåede kun lige at tage sig selv i at skule, før Sarahs blik mødte hendes.

,,For I er da venner, er I ikke?”

Denne gang skævede Angel over til Sawyer, som blev siddende ubevægeligt i sofaen og så frem for sig, som om han ikke rigtig kunne fokusere på et bestemt ansigt og dermed fandt det bedre at undgå at se på nogen af dem.

,,Jo,” mumlede Angel endelig. ,,Det er vi vel.”

,,Så er der da ikke noget problem i, at Sawyer bliver her og hviler ud, er der?”

,,Nej, det er der vel ikke.”

,,Se selv!” udbrød Sarah triumferende til Sawyer, som nikkede med antydningen af et smil på læben.

,,Fint,” opgav han. ,,Hvis det absolut ikke kan være anderledes -”

Han blev afbrudt af dørklokken, og Angel rejste sig omgående for at åbne for hvem der end måtte have besluttet sig for at lægge vejen forbi. Hun havde brug for at komme lidt væk fra den underlige situation i stuen, og hun havde brug for en pause fra Sawyer. For hendes tanker drejede sig hele tiden om ham, når hun sad på skamlen ved siden af sofaen og var inden for en meters afstand fra ham.

I dag var der noget anderledes over ham. Han virkede meget mere normal, end han normalt gjorde. Knapt så dominerende og knapt så irriterende, selv om det stadig lå under overfladen og ulmede. Og så var han endda på tidspunkter direkte venlig. Og havde ladet hende få noget at vide om sig selv og sin baggrund, selv om det måske ikke havde været hans intention. Havde han ikke ønsket at hun skulle vide, hvordan hans familieforhold var, havde han vel løjet overfor hendes mor, havde han ikke?

Ganske med vilje afbrød hun sine tanker med en streng irettesættelse, idet hun nåede ud til hoveddøren. Det nyttede intet at fundere over den slags ting, for hun ville aldrig få svar på sine indre spørgsmål alligevel - hun og Sawyer var jo ikke rigtig venner. Med et suk skubbede hun håndtaget ned og trak i døren, som gled op med et funktionelt klik og frisk lyd. Varmen fra luften udenfor ramte hendes hud og fik hendes sanser til at reagere. Personen, som stod ved døren, fremkaldt imidlertid nogle helt andre mekanismer hos hende.

Dér stod Ashton iført en basketballtrøje, et par shorts og en Lakers kasket. Hans ansigt var præget af et smil, der ville få de fleste piger til at smelte, og hans stærke arm- og brystmuskler trådte tydeligt frem. Hans øjne strålede mod hende, og hun mærkede en svag rødme dannes i kinderne.

,,Hey,” sagde hun en smule dumt og lænede sig mod dørkarmen. ,,Hvad vil du her?”

,,Det har jeg glemt,” drillede han og lod til at tænke sig om, inden han knipsede med fingrene og lod pegefingeren pege opad. ,,Der var den! Jeg kom for at kidnappe dig og tage dig med til fest.”

,,Fest?” spurgte hun og kneb øjnene en anelse sammen.

,,Ja, fest, Angel! Venice Beach. Det bliver sjovt, det lover jeg. Alle er virkelig ivrige efter at møde dig,” erklærede han energisk.

Hun så sig kort over skulderen.

,,Jeg ved ikke rigtig…”

,,Du kan ikke sige nej til mig,” påstod han med et skævt smil.

,,Kan jeg ikke?” spurgte hun og forsøgte at lyde oprigtigt skeptisk, men forsøget faldt hurtigt til jorden.

,,Nej. Jeg er det rareste, sødeste, sjoveste, flotteste menneske du kender, så selvfølgelig kan du ikke sige nej til mig. I dine øjne er jeg uimodståelig. Og fik jeg nævnt overdrevet sexet og tiltrækkende?”

Hun lo.

,,Fint,” overgav hun sig. ,,Giv mig et øjeblik til at komme i tøjet og sige det til min mor.”

,,Helt i orden. Jeg venter bare herude,” lovede han.

Hun så overvejende på ham, inden hun besluttede, at det nok ikke ville være nogen god idé at invitere ham ind med Sawyer liggende i stuen. Ikke efter det, han havde fortalt hende om aftenen, da de begge var færdige med at danse til konkurrencens første vurderingsrunde. I stedet lod hun døren stå åben og skyndte sig ovenpå for at trække i et par shorts og en løstsiddende top, der afslørede hendes brune maveskind. Derpå satte hun sit hår op i en høj, tilfældig hestehale, tog lidt mascara på og strøg nedenunder igen.

,,Jeg kommer om to sekunder,” forkyndte hun og vinkede til Ashton gennem døråbningen.

,,Klart,” svarede han bare.

Hun småløb ind i stuen, men stoppede kort før hun nåede hen til sofagruppen. Hun havde ikke vært specielt lang tid om at klæde om, men synet der mødte hende var et helt andet. Sawyer lå på siden på sofaen med lukkede øjne og armene liggende tilfældigt. Alt tydede på, at han sov, og det faktum at han ikke reagerede på hendes indtrængen bekræftede mistanken. Sarah var ikke længere at finde i stuen.

Derfor gik hun ud i køkkenet, hvor hun fandt sin mor siddende med en kop kaffe og et mode-magasin.

,,Mor... Sawyer, han…”

,,Han sover,” svarede den voksne kvinde med et lille smil og så op på hende.

,,Men jeg…”

,,Du må gerne gå. Jeg nænner bare ikke at vække ham allerede.”

,,Nej, det er også i orden. Men sig til ham, at jeg…”

,,At du hvad?”

Angel tænkte sig om. Hvad skulle hendes mor egentlig fortælle ham, når det kom til stykket? Der var intet at føle sig skyldig over, og han havde ikke krav på noget som helst fra hendes side. Så hvorfor var hun gået i gang med sætningen?

,,Sig til ham, at hvis han vil overnatte, kan han sove i min seng.”

Hendes mor brød ud i en varm latter, som fik hende til at krympe sig en anelse og æde sine ord. Det var egentlig ment som hensyntagen til Sawyers tydeligvis forslåede krop, men det kom selvfølgelig til at lyde anderledes, hvilket - hvis hun skulle være helt ærlig - slet ikke kom det fjerneste bag på Angel. Af og til opstod der bare den slags øjeblikke. Og når de gjorde var hendes mor tilstrækkeligt pervers til at opfange dem.

,,Det skal jeg nok,” klukkede Sarah og rejste sig, og Angel trådte ud mod entreen.

,,Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem.”

,,Det er i orden, skat.”

,,Vi ses, mor.”

,,Vi ses, Angie.”

Hun drejede rundt på hælen og vendte sig mod Ashton, som stod udenfor i solskinnet med hud, der glinsede ganske svagt af sved. Og han havde ret i én ting, som han tidligere havde nævnt. Nemlig at han var flot. Og i visse stunder også uimodståelig, selv for Angel, som ellers ikke rigtig havde beskæftiget sig med fyre indtil det punkt. Ikke udover Duncan, i hvert fald, og det havde jo kun været for at gøre ham glad. Ikke fordi hun havde følelser for ham. Naturligvis havde hun ikke udviklet følelser for Ashton endnu, men hun ville ikke udelukke, at de måske kom snigende på et tidspunkt. Han var i hvert fald tiltrækkende nok til at det skulle kunne lade sig gøre, og han havde en rar, forudsigelig personlighed, der drog hende nærmere. På det punkt var han nærmest Sawyer Rivers’ modsætning.

Ham vidste hun nemlig aldrig, hvor hun havde, og det generede hende grænseløst, fordi han ikke gav hende nogen konkret viden, sådan som hun ellers godt kunne lide det. Ashton var mere hendes type i den forstand. Hans ansigt kunne læses som en åben bog. Hans ord var for det meste ikke den mindste smule tvetydige, han havde en positiv indstilling til tingene og var ikke bange for at prøve noget nyt og lade folk begå deres egne fejltagelser. Det var i hvert fald hendes indtryk af ham indtil videre, og de havde jo sådan set gået på samme skole de sidste fire år.

Der så ikke ud til at være nogen grund til påpasselighed overfor ham, og hun nedlagde sine barrierer overfor ham forbeholdsløst. Hvad skulle der kunne ske ved at stole på Ashton - det rareste, mest forudsigelige, flotteste menneske, hun i øjeblikket havde muligheden for at befinde sig i nærheden af?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...