Drømmen om berømmelse: Synthetic Supernova

Det er svært at nå langt med det, man drømmer om - og konkurrencen er ikke mindre, når man bor i Los Angeles. Angelique "Angel" Porter drømmer om at blive professionel danser og tager derfor til optagelsesprøve på et danseakademi i Los Angeles. Hun er overbevist om, at da hun kom i betragtning til at studere der, må hun være en ret god danser, men dette vælter den mystiske fyr - som hænger ud med hendes egen dansetrup "Synthetic Supernova" - Sawyer Rivers godt og grundigt op og ned på, da hun beslutter at slutte sig til sin gruppe i en konkurrence om at tage på turné med boybandet "Rising Fake Stars".

13Likes
68Kommentarer
3454Visninger
AA

16. Andenvurderingen

 

Det viste sig lynhurtigt, at Noah ikke var efterladt i Californien ret længe. Inden for ganske få dage blev der igen vendt rundt på danseverden i Los Angeles, hvor det rygtedes, at de konkurrerende grupper ville få besøg af Rising Fake Stars. Og ganske rigtigt. En morgen før fanden fik sko på blev Angel ringet op af en ekstatisk Duncan, som lød, som om han netop var trillet ud af sengen og stadig i gang med at klæde sig på, mens han holdt mobilen mellem skulderen og kinden, sådan som hun ofte havde set ham gøre det, når han var sent på den.

Han havde meddelt hende, at de skulle mødes inde på Hollywood Boulevard klædt lidt anderledes end de plejede og helst uden at tiltrække sig alt for megen opmærksomhed. Hun havde ikke anet, hvad hun skulle gøre, men var endt med at børste sit hår, lade det hænge løst og så krybe i en løs sommerkjole og et par sandaler, hvilket hun ellers aldrig gik i. Så trak hun et par solbriller ned over øjnene og var ude af døren endnu inden klokken var ti om formiddagen.

På Walk of Fame havde de mødtes med Rising Fake Stars’ medlemmer, som var klædt på til ukendelighed og med en masse vagter i civil rundt omkring. Turisterne var ikke så tidligt oppe, at det vrimlede med genkendende blikke, og det var godt, for ellers havde mødet sikkert været mere problematisk. På det tidspunkt havde Nathan Storm meddelt, at de boede på hotellet Crowne Plaza Beverly Hills, ikke så langt fra bymidten, men heller ikke lige inde hvor tingene skete, og et godt stykke fra både den bydel, Duncan og de andre kom fra, Santa Monica og sågar det eksklusive område omkring Beverly Hills og Bel Air.

Begrundelsen havde været at ingen ville mistænke dem for det valg af hotel, og det gav dem frihed til at diskutere og votere når de havde brug for dette. Kaitlyn Hamilton havde da meddelt, at det var at foretrække frem for de store, dyre hotelkæder rundt omkring, som man forventede husede velhavende gæster. Og Crowne Plaza var ingen lille, lurvet kæde i sig selv. Angel havde studset kort over den kommentar, men havde derefter besluttet, at det kunne være lige meget. Ingen af de andre havde kommenteret noget.

Kun Sawyer tilkendegav et øjeblik senere sin mening med hensyn til placeringen og kaldte den ulogisk, hvis deres formål var at have et centralt placeret værested. Ingen havde da lagt ham på is, men tvært imod havde James - guitaristen - erklæret, at det ville de tage til genovervejelse.

På netop det punkt blev Synthetic Supernovas’ tilværelse ændret meget radikalt igen. Sawyers tilstedeværelse var de alle både vant til og fortrolige med, og det virkede underligt, hvis han ikke var der. Det var lykkedes Angel at overtale ham til at møde op i øvelokalet når de trænede igen, for han nægtede at lytte til de andre. Og de havde skændtes om det et stykke tid, før han endelig havde indvilliget i at være fast inventar i lokalet, når Duncan ringede og bad om det. Unødvendigt var det at nævne, at han selvfølgelig holdt ord.

Men det blev fjernet lidt fra dem, da Rising Fake Stars kom til Californien i fuldt medlemstal og med følge. For den smukke blondine, Julie, som var et års tid yngre end Angel, var åbenbart en stor fan af Sawyer og holdt sig tæt til ham, hvis hun kunne komme til det. Han lod ikke til at være irriteret over det, men svarede med smil og i en venlig tone hver eneste gang hun spurgte om noget - uanset spørgsmålet.

Det gjorde ærligt talt Angel rasende. Her havde hun forsøgt at få ham til at besvare en masse spørgsmål i den tid, hun havde kendt ham, og hende skændtes han stadig bare med og kaldte ”Devil”, mens han fortalte og fortalte til den slanke blondine, som hang ud med hans venner som en anden groupie. Det var til at kaste op over, selv om Angel ikke helt var klar over, hvad hun havde imod Julie. Noget havde hun bare imod hende.

Den ene aften havde Angel dog fået sig en overraskelse. James havde insisteret på at invitere Synthetic Supernova med ud at spise efter at Rising Fake Stars havde overværet den sædvanlige opvisning i Santa Monica i det skjulte. Uheldigvis var Angel endt i samme ende som Aisha, Duncan, Evan, Claire, Julie og Sawyer. De to kærestepar inden for gruppen sad ivrigt og sendte hinanden varme blikke, og Angel var egentlig så vant til det, at hun ikke skænkede det så meget som en tanke mere. Det var først da Julie henvendte sig til Sawyer med spørgsmålet: ”Har du egentlig en kæreste?” at hun blev opmærksom.

Indtil da havde hun slået hans kærlighedsliv hen som værende ikke-eksisterende, fordi han aldrig fortalte om det, og han havde jo benægtet det med Brenda, så hun regnede ikke med, at der var noget. Men spørgsmålet fik hende til at lytte med på samtalen uden at blande sig, også selv om hun vidste, at det var ubehøvlet.

Hun fik ret. Han havde ikke en kæreste. Julie var imidlertid ikke villig til at give op og fik ham til at indrømme, at der trods alt var én, han holdt lidt øje med. Hvem nægtede han dog at fortælle, hvilket selvfølgelig gjorde begge piger nysgerrige og fik Angel til at blande sig. Men da hun gentog Julies ivrige spørgsmål sagde han bare, at det skulle de slet ikke bryde deres hoveder med, og at han ikke selv regnede med, at det ville føre til noget.

Siden da undgik Angel ham resten af aftenen. Hun havde ikke lyst til at høre mere om hans forelskelse i en pige, som sikkert var Julie. Alligevel vidste hun, at hvis hun kom til at tale med ham igen, ville hun forsøge at finde ud af, hvem hovedpersonen i hans tanker havde været i det øjeblik, han havde fortalt dem det. Og det ville uden tvivl få ham til at blive både grov og irriteret som så mange gange før. Det ville være utroligt pinligt at skændes med ham foran Rising Fake Stars, deres venner og selvfølgelig Julie.

Men det lå helt tydeligt i Julies fnisende væremåde og den måde, hun spurgte ind til Sawyer på, at blondinen gerne ville mere end venskab med den høje, lyshårede mand med de intense brune øjne, som vagtsomt holdt øje med den mindste indikator på at nogen havde opdaget selskabets særlige karakter. Det var der som regel ingen, der gjorde, men mistænkte Sawyer nogen, delte han sine tanker med de andre ved at antyde, at de måske hellere måtte se at komme af sted. Så blev alle færdige med deres og var på vej væk i løbet af ganske få sekunder, og før og efter dem kom et bælte af livvagter til bandet.

Sådan gik det for sig et par dage. Og så blev alle vant til rutinen og Rising Fake Stars med påhæng fik sovet deres formodede milde grad af jetlag ud. Da de alle mødtes en morgen ude foran Angels hus - de havde skiftet mødesteder et par gange, og man mente, at hendes var det mest sikre. Eller rettere, Sawyer mente det, men begrundede ikke sit valg særligt - skinnede solen fra en skyfri himmel, og vinden susede i træerne langs vejen.

,,Ikke mere pjat,” sagde Noah drillende og skubbede til Angel, som særligt nød den energiske, men også en smule sky unge mands personlighed.

Hun fattede simpelthen ikke, hvordan Nathan Storm havde så mange fans frem for resten af gruppen, når han var den, der var mest asocial af dem alle sammen. Og den mest alvorlige. Det var sjældent, at hun hørte ham ytre sig i sjov, og han og Kaitlyn holdt sig hele tiden tæt op ad hinanden og sendte hinanden varme blikke.

,,Vi har snakket lidt om jeres opvisninger, og vi er blevet enige om, at vi måske gerne vil se jer fra en anden vinkel,” fremlagede Noah som en fortsættelse af sin tidligere udtalelse. ,,Vi vil gerne se, hvordan I kommer frem til det resultat, der er jeres opvisninger.”

,,Så det bliver øvelokalet i dag?” gættede Evan, som stod sammen med Claire og Daniel - bandmedlemmet med en smøg mellem læberne og ludende skuldre på en afslappet måde.

,,Hvis det er okay med jer,” svarede James.

,,Mit gæt er, at I ikke har ret meget valg,” sagde Sawyer og foldede sine hænder bag ryggen på en måde, der ikke antydede, at det var for at minde sig selv om at rette sig op.

Angel var blevet opmærksom på de små indikatorer, men han havde været god til at skjule det, hvis han var i smerte. Og selv hvis hun havde spottet noget sådant, havde hun ikke anet, hvad hun skulle gøre ved det. Hun kunne tilbyde ham smertestillende, som hun havde i sin taske som fast inventar efterhånden, men det var også alt.

,,I?” spurgte Claire, overrasket over Sawyers valg af flertalspronomen.

,,Ja,” mumlede han uden at lyde særlig begejstret. ,,Jeg er dommer, Claire. Jeg må ikke tælle som en del af gruppen i denne sammenhæng.”

,,Gør det det ikke til en lidt uretfærdig konkurrence for de andre?” spurgte Claire.

,,Jeg kan godt lide at tro, jeg er i stand til at forholde mig objektivt til tingene.”

,,Men kan du det? Jeg mener, bliver dit perspektiv ikke farvet af det forhold, du har til os?”

,,Jeg synes, at du klarer det usædvanlig godt, Sawyer,” sagde Julie muntert.

,,Tak,” svarede han og smilede.

Angel tvang sig selv til at undlade at himle med øjnene.

,,Øvelokalet,” sagde hun og slog hænderne sammen med et klask. ,,Lad os se at komme af sted, så folk ikke lige pludselig tror, jeg holder fest.”

,,God idé,” medgav Noah og lagde en arm omkring skuldrene på hende, bare for sjovs skyld.

De satte sig alle ind i de forskellige biler og kørte længere ud af det pæne, vedligeholdte område, hvor hun selv boede med sine forældre. Bydelen, de kom til, fik Noah til at se sig omkring med en næsten hjemmevant accept, som hun gik ud fra havde noget at gøre med det faktum, at han et par dage havde haft slået sig ned hos Sawyer for at vente på sine venner.

Den smalle gade med de faldefærdige bygninger fik derimod Julie til at rynke lidt på næsen, og det frydede Angel at se, at Sawyer tydeligvis bemærkede det.

,,Det er i den her del af byen, de fleste af gruppens medlemmer bor,” informerede han kortfattet sin lyshårede veninde.

,,Og Sawyer,” tilføjede Angel, som havde overtalt ham til at fortælle så meget.

,,Og mig,” medgav han.

,,Nåh,” mumlede Julie og så sig omkring. ,,Det er da et charmerende kvarter. Garanteret med mere personlighed end hvor vi lige kommer fra.”

Sawyer lo, og Angel så forbløffet på ham, inden hun opdagede, at Julie gjorde præcis det samme.

,,Det her sted er et hul,” sagde han muntert. ,,Der er intet charmerende over det. Hvis det har personlighed så er det kun for at understrege, at det er samfundets laveste med en minimal slat penge i behold, som bor herude.”

,,Det kan da umuligt være et hul når du bor her,” mente Julie.

,,Tro mig, det er et hul.”

,,Hul eller ej,” brød Duncan ind, ,,så er det her, vi holder til og sammensætter alle koreografier som gruppe.”

De stod ude foran det slidte hotel med de knapt så velholdte vinduer og døre, hvor malingen skallede af flere stedet og taget truede med at synke et par etager hvert øjeblik. Angel morede sig med at betragte de mange forskellige reaktioner på stedet. Nathan Storms ansigt var afslappet og uden væmmelse, men hans kæreste havde svært ved at skjule, at hun ikke helt fandt stedet en passende location af deres øvelokale.

Men det kunne lige så godt være på grund af medlidenhed. For Kaitlyn Hamilton var ikke kendt for at være kynisk eller snobbet, men derimod for at føle med folk, selv om de ikke brød sig om det. Angel vidste dog, at der ikke var noget at være medfølende over. De havde det godt som gruppe, selv med det grimme, slidte hotels ledige lokale som base. De, der boede i området, klagede aldrig over at leve under fattigdomsgrænsen, selv ikke Sawyer, som aldrig gjorde opmærksom på hvis han havde smerter, selv om det var tydeligt fra tid til anden.

De øjeblikke hvor han udtrykte smerte blev heldigvis færre og færre, og hun følte ikke trang til at holde øje med ham, selv om hun dårligt kunne lade være. Specielt ikke nu, hvor han havde Julie så tæt på sig hele tiden, at han måtte føle hende som et ekstra stykke tøj efterhånden. Og til trods for dette smilede han og var venlig overfor den - i forhold til ham - tre år yngre pige med det yderst insisterende væsen. Julie var ikke lige sådan til at slippe af med.

,,Lad os gå ind,” sagde Angel og gik frem mod døren ind til hotellet.

Sammen masede de sig ind gennem receptionen og ind i øvelokalet, hvor Duncan satte stole op til de besøgende. Derpå gik danserne i gruppen i gang med at varme op og viste så et par af deres mere geniale numre til dommerne - deriblandt Sawyer, som blev siddende helt stille og uden at fortrække en mine.

Mens hun snurrede rundt og hoppede og sprang holdt Angel nemlig særligt øje med hans blik og sikrede sig, at han bemærkede hvordan hun forsøgte at strække sine led endnu mere end sædvanligt, sådan som han havde bedt hende om det. Han skulle ikke have noget at klage over. Samtidig satsede hun på, at når hun nu havde øjenkontakt med ham flere gange, måtte hun virke nærværende i dommernes øjne, sådan som han også havde efterlyst det.

Et godt stykke inde i dansestykke nummer tre trak hun sig i baggrunden sammen med sine to meddanserinder og lod Duncan, Evan, Jonas og Phil brillere. Og det gjorde de. Drengenes stærke side var den mere rå dans, der typisk blev fundet i gaderne, og hvad pigerne kunne tilføre den var lidt finesse og mindre hårde kanter. Det var, regnede Angel med, hvad der fik gruppen til at fungere så godt niveaumæssigt. Alle var gode til hver deres ting, men ingen var dårlige til alt det andet.

De fortsatte med endnu et par numre bare for at vise udholdenhed. Så sluttede de af med at bevæge sig robotagtigt og kantet i takt til den intro, Jonas havde lavet til dem, og endte på jorden med et højt brag i musikken, der var klippet ind for at passe med deres gruppes navn. Derpå rejste de sig og stillede sig side om side med armene omkring hinanden, både nervøse men unægtelig påvirkede af de endorfiner, der bredte sig i deres kroppe med hvert åndedrag.

,,Hvem lægger ud?” spurgte Kaitlyn Hamilton ivrigt og så sig omkring.

Angel trak vejret dybt ned i lungerne og fik sin vejrtrækning nogenlunde under kontrol. Egentlig var hun ikke presset til det yderste, men det forhindrede hende ikke i at være blevet forpustet. Det var kun naturligt at blive det efter at have bevæget sig i høj hastighed. Og hun var langt fra den eneste. Duncan ligefrem stønnede, og hun kunne ikke bebrejde ham det med den størrelse, han nu engang havde at flytte rundt på.

,,Jeg tror ikke, at jeg behøver at sige noget, de ikke allerede ved,” sagde Sawyer og rullede med skuldrene, og Angel sendte ham et undrende blik, som han besvarede med et af sine skæve, drillende smil.

,,Okay,” sukkede James og rettede sig op i stolen. ,,Det kommer bare til at lyde som en kliché, men hold kæft hvor gør I det formidabelt. Jeg har aldrig set en amatørgruppe - for det er vel det, I egentlig er endnu - med så koordinerede bevægelser, at det ser ud, som om I ånder som én.”

De andre mumlede samtykkende, og efterfølgende kom der et par kommentarer lignende noget af det, der var blevet sagt i forvejen. Nogle sammenlignede deres danse nu med dem de havde set et kort stykke tid tidligere, da det hele havde foregået i Fort Myers.

Skulle Angel selv bedømme deres præstationer hidtil måtte de på en skala fra et til ti ligge omkring otte. Der var plads til forbedring, men det var allerede i den høje ende. Og det lod til, at Rising Fake Stars’ medlemmer var enige med hende. Den eneste, som holdt ord og dermed ikke sagde noget, var Sawyer. Han var garanteret ikke enig med hende, men hun havde lidt svært ved at bedømme, hvor hans standard lå, og hvordan den var blevet så skyhøj, at det nærmest var umuligt at opnå den. Hun kunne i hvert fald ikke gøre det, så hvorfor anstrenge sig sindssygt meget?

At han holdt bøtte kunne også være et godt tegn. Det kunne tyde på, han ikke havde så voldsomt meget kritik at komme med, siden han ikke udtrykte den overfor sine venner, der jo trods alt ville drage fordel af hans tilsyneladende ekspertise. Netop den havde Angel godt nok stadig sine tvivl om. Men hvis han havde hængt ud med Ashton før i tiden kunne hans viden meget vel være kommet derfra. Stadig syntes hun, at der manglede et par brikker i det store puslespil. Og hun ville gerne have dem på plads, hvilket lod til at blive et besværligt stykke arbejde, eftersom hun ikke ligefrem havde meget tid sammen med Sawyer alene. Ikke længere.

Før i tiden havde hun måske været lykkelig over dette, men nu var hun ikke så sikker på, at den mærkelige følelse indeni var et resultat af glæde. Faktisk føltes det lige omvendt. Hun følte sig en smule glemt og tilsidesat, og hun mente med god sikkerhed at kunne sige, hvordan det føltes at blive vraget til fordel for de populære. Hvad der mest af alt irriterede hende var ikke som sådan hans fravær, men den måde hun alligevel tog ham i at se på sig, når hun af og til skævede derover. Og der var intet tilfældigt at spore i de blikke. De var bevidste.

Så han var opmærksom på hende, men valgte med vilje at ignorere hendes tilstedeværelse? Sådan set var det forståeligt nok. Han var dommer og skulle dømme objektivt, og han skulle diskutere strategien og rejserne med sine meddommere. De kunne ikke have hende på slæb, og hun yndede ikke at blande sig i hvad de havde for. Af samme grund holdt hun sig på afstand og påkrævede sig ikke hans opmærksomhed, selv om hun af og til havde lyst til det - enten for at gøre opmærksom på, at han ikke bare kunne svigte gruppen nu, eller for at have nogen at skændes med, som var villig til at skændes med hende, og som kunne give hende lidt modstand.

,,Angel,” kaldte Noah, da hun lidt senere var på vej hjem efter dagens træning.

,,Ja?”

Hun vendte sig og så på ham i den smalle, lurvede gade.

,,Vi har snakket om noget i dommerpanelet,” sagde han i en forretningsmæssig tone.

,,Og hvad er det?”

,,Vi kunne godt tænke os at se noget mere til dig. I fronten. Eller måske som solodanser, vi kan påvirke lidt efter vores eget forgodtbefindende.”

Ud over formuleringen af det syntes hun, at det lød fantastisk, og hun havde nær takket ja uden videre eftertanke, da hun kom i tanke om sin gruppe. Hun kunne ikke svigte dem. Men hun var jo stadig sammen med dem i det her, så det kunne vel ikke skade… Men hvad ville Sawyer ikke tænke? Godt nok var han en del af dommerpanelet, men alligevel. Det kom selvfølgelig på den anden side heller ikke ham ved, hvilke beslutninger hun traf. Og alligevel syntes hun, at hun skyldte ham at være bare en smule den person, han ønskede, at hun skulle være. Uselvisk, med tanke på andre end sig selv.

,,Det kan jeg ikke. Beklager,” svarede hun nedtrykt Noah og så ned på fortovet under sine fødder.

,,Hvad? Hvorfor ikke?” udbrød han og lød oprigtigt chokeret.

Det var tydeligt, at han ikke var vant til, at folk afslog hans tilbud, og da slet ikke de gode af slagsen. Samtidig måtte det komme bag på ham, hvis han kunne se, hvor meget hun brændte for at danse på et højere plan end bare i gaderne.

,,Har I vendt det her med Sawyer?” ville hun vide. ,,Jeg tror ikke, at han vil blive ovenud lykkelig for at jeg tager imod det tilbud.”

,,Nej,” tilstod han, ,,vi har lige snakket om det. Han var allerede væk, da James greb fat i os andre.”

,,Okay,” sagde hun bare, uden at vide hvad hun mere skulle sige.

Hvad mere kunne hun egentlig sige? Det her var endnu en chance, hun ikke kunne misse, hvis hun ville være sikker på at blive til noget inden for dansen, og her stod hun og takkede nej. Hvorfor? Hvorfor var hun så stupid, at hun ikke denne ene gang tænkte på sig selv, sådan som enhver anden ville have gjort det?

Hun vidste selvfølgelig udmærket godt hvorfor. Igen følte hun, at hun skyldte Sawyer det. Han havde reddet hende ud af problemer mere end én gang og var endda kommet til skade mens han gjorde det. Desuden, selv om han var streng og røvirriterende til daglig, så var han en del af gruppen, og som et gyldigt medlem havde han lige så meget at skulle have sagt som alle andre medlemmer. Desværre. Også selv om han ikke dansede.

,,Kom,” sagde Noah og greb fat omkring hendes håndled, ,,så finder vi ham lige.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi det tydeligvis betyder noget for dig, at han ved det.”

Mens han sagde dette, halede han hende med sig hen ad fortovet med målrettede skridt, og hun havde en mistanke om at han satte kursen mod det sted, hvor Sawyer boede. De var dog ikke nået ret langt, da Sawyer drejede om hjørnet ved en gyde og trådte ud på fortovet.

Noah satte hælene i så hurtigt, at hun nær var gået ind i ham. Og så stod de der overfor Sawyer med armene nede langs siderne. Han betragtede dem tydeligvis med en vis uforstående interesse, som hun havde lært at genkende som noget helt særligt hos ham. Så krydsede ham armene over brystet og lænede skulderen mod det faldefærdige murværk af en væg ved siden af sig.

,,Hvad har I to for?” spurgte han og hævede et øjenbryn.

,,Vi tilbød hende at blive fast solodanser hos os, så vi selv kan sætte hende sammen med andre også,” afslørede Noah uden forbehold og så ret tilfreds ud.

Angel var knapt så tilfreds. Men Sawyers ansigtsudtryk ændredes slet ikke.

,,Det var da et storsindet tilbud -”

,,Hun vil ikke,” afbrød Noah.

,,Hvad?”

Angel smilede en anelse og mærkede rødmen brede sig i kinderne, da hun mødte Sawyers glødende orange blik i eftermiddagssolen.

,,Jeg er en del af et team,” mindede hun ham om og trak let på skuldrene.

,,Det ved jeg.”

,,Du har jo selv sagt, at jeg ikke skal være egoistisk.”

,,Jeg ved godt, hvad jeg har sagt.”

,,Hvorfor virker du så overrasket over mit valg? Forventer du virkelig, at jeg trods dine mange forsøg på psykisk terror stadig ikke overvejer andres syn på mine beslutninger?”

,,Nej,” sagde han bare. ,,Jeg synes bare, at du skulle tage imod tilbuddet.”

,,Men du -”

,,Så længe du stadig deltager i konkurrencen er du stadig bundet til din gruppe. Det ene udelukker ikke det andet.”

,,Men de andre vil hade mig for det.”

,,Nej, de vil ikke.”

Hun så stædigt op på ham, men vendte sig derefter mod Noah.

,,Beklager, men som jeg sagde er jeg ikke interesseret. Hvis jeg skal være jeres danser, skal det være sammen med min gruppe. Falder valget på os er jeg til jeres rådighed, både som solodanser og gruppemedlem,” sagde hun bestemt, men alligevel smilende.

,,Det forstår jeg godt,” svarede Noah mildt og klappede hende drillende på hovedet.

,,Gør du?”

,,Ja, selvfølgelig. Fik jeg tilbuddet om at spille keyboard alene havde jeg da også nægtet at gøre det, hvis ikke Nath, Oliver, Dan og James var med hele vejen.”

,,Det var da altid noget.”

,,Ja, ikke?”

,,Jo.”

,,Men du skal vide, at hvis du vil gøre noget ekstra for at få din gruppe med, må du hellere se at komme lidt mere op i front. I Fort Myers var der fokus på dig og Duncan især. Her i dag har vi ikke set så meget til dig. Kommer vi til det, kan det være, at det gavner jer alle sammen.”

Angel skævede op til Sawyer, som bare trak intetsigende på den ene skulder og rettede sig op fra sin ellers noget mere afslappede stilling end hun længe havde set ham befinde sig i.

,,Jeg tror det rækker med afpresningen for i dag, Noah,” sagde han med et smil i stemmen. ,,Måske kunne jeg lige få lov til at tale med hende under fire øjne?”

,,Ja,” sagde Noah hurtigt. ,,Selvfølgelig.”

Og så var han væk.

Angel kunne mærke sine håndflader blive svedige, da hun stod alene foran Sawyer, som lod til at være i et exceptionelt godt humør. Men hun var ikke skræmt.

,,Er du sikker på, at du ikke vil danse solo?” spurgte han og begyndte at gå baglæns, inden han i et par skridt vendte sig med ryggen til hende og gik videre.

Hun fulgte med.

,,Helt sikker.”

Han var tavs lidt, mens de gik ved siden af hinanden på det smalle fortov, med præcis så meget mellemrum at de ikke tilfældigt ville komme til at strejfe hinanden.

,,Hvad fik dig til at sige nej?” ville han vide, og hun vidste med det samme, at han havde set lige igennem hendes første svar, nemlig at hun var et gruppemedlem.

Han vidste lige så vel som hende, at der lå noget mere bag, men han kunne næsten umuligt vide hvad. Og det var lidt flovt at indrømme overfor netop denne person. Hvad andet var der imidlertid at gøre? Hun kunne ikke bare vende om og løbe sin vej uden at svare ham.

,,Jeg ved, at du et eller andet sted ville synes, det var egoistisk. Og jeg føler, at jeg skylder dig at lade være med at være egoistisk, hvis jeg kan,” sagde hun ærligt og undgik bevidst at se på ham, fordi det var alt for pinligt.

,,Skylder mig?” spurgte han og stoppede op. ,,Hvorfor?”

,,En masse ting. Konkurrencen. Det med Ashton. At have vist mig din ryg,” remsede hun op.

Igen var der stille lidt.

,,Du skylder mig ingenting. De ting gjorde jeg af egen fri vilje. Ingen tvang mig.”

,,Men hvorfor gjorde du det så? Du kan jo ikke engang lide mig.”

Han sukkede bare, men sagde ikke noget, og hun tog det som et tegn på, at hun ikke skulle spørge mere. Denne del privatliv havde han vel lov at have tilbage, nu hvor hun havde frarøvet ham den viden, der hang sammen med at han havde vist hende metalstiverne, han af og til bar under tøjet.

,,Gør mig en tjeneste,” bad han.

,,Hvad?”

,,Sørg for at min bedstemor får noget at spise mens jeg er væk.”

,,Væk?”

Hans stemme var præget af latter, da han sagde:

,,Ja. Du regnede vel ikke med, at jeg kun skulle agere dommer for jer, vel? Jeg tager med de andre videre, når de rejser i morgen.”

,,Nåh ja,” mumlede hun og mærkede en knude strammes i maven. ,,Jeg skal nok sørge for, at din bedstemor får noget at spise.”

,,Tak.”

,,Det var så lidt.”

,,Ja, måske for dig. Men ikke for mig.”

 

Han havde ikke ligefrem set frem til at være væk fra Californien og Los Angeles så længe, men det var selvfølgelig nødvendigt. På knap to uger besøgte de alle grupperne rundt omkring i staterne og sluttede i Californien, hvor han fik sin sag for med at undertrykke vreden mod Ashton, som hele tiden kom med spydige kommentarer. Han var dog stadig opsat på at forholde sig objektivt til tingene og ikke dele sin subjektive holdning til den insisterende danser med sine venner.

Alligevel var hans tanker et lidt andet sted, da de den sidste eftermiddag på turen rundt til grupperne sad og så på danserne, som varmede op. Julie sad ved siden af ham, og han havde ikke det mindste besvær med at bemærke hendes blik, der borede sig ind i huden på ham, hvor det ramte lige ved kindbenet.

Sådan havde hun været alle dagene, og hvis han skulle være ærlig, så var det begyndt at gå ham på nerverne. Specielt når hun så gik i gang med at tale. For hun snakkede som så mange andre på sin alder ikke om meget andet end fyre. Og så sladrede hun og forsøgte at spørge ind til hans forhold til Angel. Der var flere grunde til, at han ikke svarede hende på spørgsmålene. For det første vedkom det overhovedet ikke Julie, hvad hans forhold til den unge kvinde var. For det andet var han træt af at blive spurgt om det samme hver eneste dag. Og for det tredje anede han ikke, hvad hans forhold til Angel egentlig var.

Om de var venner, sådan som de vistnok var blevet enige om det en enkelt gang, da Mrs. Porter havde spurgt dem. Eller om de var fjender, sådan som det oftest så ud til at være tilfældet. De skændtes i hvert fald altid. Og han kunne ikke sige, at det virkelig gik ham på, og at han ønskede sig tingene anderledes. Han havde intet imod at skændes med hende, for han var ret sikker på, at det var hendes måde at komme af med ubehagelig viden og frustrationer. Desuden lod det ofte til, at hun bare gerne ville skændes med ham.

På trods af deres mærkelige forhold blev han ikke hverken glædeligt eller negativt overrasket over den besked, han sidst på eftermiddagen modtog fra hende. Den var simpel, og han regnede ikke med, at hun forventede et svar. Beskedens indhold overraskede ham måske en smule, fordi det beviste overfor ham, at han kunne stole på, at hun holdt ord.

Din bedstemor overnatter på gæsteværelset, så hvis hun ikke er hjemme i morgen, ved du hvor hun er.

 

,,Lad mig gøre det,” kvidrede Claire og påtog sig den opgave det var at flette Angels hår, som drillede bagpå.

Angel lod hende uden videre gøre det og sad selv helt stille, mens hun nød fornemmelsen af fingre i sit hår. Gruppen var samlet i øvelokalet, hvor de mere eller mindre bare havde diskuteret, hvad de kunne vente sig af dagens annoncering. De var ret sikre på at være med videre, men på den anden side kunne de andre grupper jo have imponeret.

Hvad Angel sådan set var mest bekymret for var faktisk Sawyer og hans forhold til Ashton og resten af den gruppe. Hvis valget faldt på dem, kunne det umuligt være godt for Sawyer. Og det gav anledning til et spørgsmål, som hun meget gerne ville have svar på, hvis hun kunne få ham på tomandshånd på et tidspunkt i nær fremtid. Hvorfor havde han ikke bare meldt det til politiet? Det var da klart, at han var begavet nok til det, og at han kunne se det fornuftige i at indberette en kriminel gerning.

Claire vred en elastik omkring spidserne af hendes hår og klappede hende på skulderen, hvilket Angel tog som et tegn til, at hun hellere måtte rejse sig og se at komme videre i teksten. Henne ved spejlene stod Evan og Phil og grinede, mens Duncan, Jonas og Aisha rodede med ghettoblasteren og musikken. Ikke fordi de skulle danse denne eftermiddag, men om aftenen havde de snakket om at tage ud til Santa Monica, ligesom de havde været det hver dag i løbet af det stykke tid, Sawyer havde været væk.

Det var helt mærkeligt at gøre tingene sådan som de havde gjort det før han kom med i deres inderkreds. Men om det var mærkeligt på en god eller en dårlig måde var hun ikke helt klar over. De andre klagede over, at der virkede tomt uden Sawyer, selv om han strengt taget aldrig rigtig sagde noget til dem, når de dansede. Hun kunne godt følge dem. Det var bare den viden, at der plejede at være én mere, som var et gyldigt medlem af gruppen, der gjorde dem urolige. Som en slags flokinstinkt.

Duncan var, udover Angel selv, den eneste, der var mere fortrøstningsfuld. Han insisterede på, at de skulle arbejde hårdt, så de forbedrede sig, selv om de lige havde fået ros af dommerne. Deri syntes alle at være enige, og så gav de sig i kast med at danse for alvor. Det havde ledt dem til opvisninger hver eneste dag. Og de elskede det. Alle som én.

,,Vi skal til at af sted,” bemærkede Angel og skævede til uret ude i receptionen, hvor den trætte receptionist sad og kværnede sin femte doughnut.

,,Du har ret,” medgav Duncan og rejste sig op, børstede støvet af sine bukser og gik  hen mod hende.

Hun tog imod hans omfavnelse og lod ham svinge sig rundt. På det sidste havde han været ret opmærksom på hende, og han havde fortalt hende, at han var ked af, at de aldrig rigtig var sammen efter træningerne og den slags længere. Men han havde jo Aisha, og selv om hun aldrig kunne tage Angels plads, så krævede et parforhold en vis tid. Dette forstod hun udmærket, og hun havde fortalt ham, at det ikke generede hende, når hun vidste, at det var Aisha, han tilbragte tiden med.

Ovenpå rundturen i luften var hun en smule rundtosset og greb ud efter ham igen, da han satte hende ned på gulvet. Han lagde da en arm omkring skuldrene på hende, og hun lagde en omkring livet på ham. Og så forlod de øvelokalet efterfulgt af Evan, Claire, Aisha, Jonas og Phil.

Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel, men det var ikke overdrevet varmt. En kølig brise snoede sig gennem gaden, og på modsatte fortov så Angel en kvinde gå rundt iført en striktrøje, hvilket i hendes øjne virkede lige i overkanten. Det var jo stadig varmt, selv om det ikke var tredive grader.

De fordelte sig så de kørte i to biler, og så var de på vej gennem byen til hotel Crowne Plaza Beverly Hills. Den flotte facade med det smukke udhæng over holdepladserne for transport var bevogtet af vagter. Guldbogstaverne på udhænget med hotellets navn skinnede i solens klare stråler. Grundet deres valg af transport blev de vist ind i parkeringshuset, hvor de stillede bilerne.

Angel var først blevet overrasket over, at Rising Fake Stars havde valgt at afholde den endelige udnævnelse af de videregående grupper i Los Angeles, men det virkede mere logisk når nu flere af grupperne var fra Californien.

,,Sawyer!” udbrød Aisha muntert. ,,Hey.”

Angel fulgte venindens blikretning, da de var kommet ind i den pæne, velholdte aula med den mørke check-in skranke til højre og indgang til restauranten på venstre lige inden for døren. Længere henne var et par unge mennesker på vej hen ad en gang, som Angel gættede på gav adgang til hotelværelserne.

Sawyer stod ved et glasbord midt i lobbyen og nikkede og smilede til folk, når de gik forbi. Han var iført sit sædvanlige tøj, bestående af en kortærmet skjorte og et par slidte cowboybukser. Det lyse hår flød omkring hans hoved lige så tilfældigt som altid, og hans brune øjne viste den mystiske glød, der unægtelig tiltrak mange pigers blikke. Ved lyden af Aishas stemme drejede han dog hovedet direkte mod dem og løftede en hånd til hilsen.

Derpå skubbede han sig væk fra bordet og gik hen mod dem med præcise skridt og en holdning, der - hvis ikke Angel havde kendt til årsagen til den - var misundelsesværdig.

,,Hvordan var New York?” ville Aisha vide.

,,Som der nu engang er i New York,” svarede han og lod en hånds fingre løbe gennem sit hår.

,,Mange mennesker?”

,,Som Walk of Fame midt på dagen.”

,,Hele tiden?”

,,Det kommer jo lidt an på hvor du er henne og hvad tid på døgnet det er.”

,,Du lyder, som om du har været der før,” bemærkede Angel og så op på ham.

,,Det har jeg også.”

,,Hvornår?”

,,Det er et par år siden.”

,,På ferie?”

Hans blik veg fra hendes et øjeblik.

,,Ikke ligefrem,” svarede han så undvigende. ,,For resten, Devil, tak for hjælpen med min bedstemor.”

,,Hvorfor det øgenavn?” spurgte en energisk pigestemme tæt ved Angels højre side, og hun drejede sig langsomt for se på Julie, som stod med sit blonde hår hængende ned over skuldrene, iført en lidt for nedringet bluse.

,,Det er det, han kalder mig,” svarede Angel bare og lagde armene over kors. ,,Charmerende, ikke?”

Sawyer himlede med øjnene.

,,Det er ikke ment som et øgenavn,” protesterede han afslappet.

,,Ikke det? Sådan lød det ellers ret meget, da du sagde det første gang,” bemærkede Angel bidende.

,,Måske var det ment som et øgenavn først. Men ikke mere.”

,,Hvad så?”

,,Et kælenavn, måske?”

,,Hvorfor kan du ikke bare bruge det kælenavn, jeg har i forvejen?”

,,Som jeg vistnok sagde, så synes jeg at Devil passer bedre til dig.”

Angel vendte sig mod Julie, som stod med et smørret smil på læberne og hænderne stoppet i baglommerne på sine shorts, sådan så hun skød sin barm frem.

,,Der kan man bare se. Og jeg som troede, at du var en rival,” grinede Julie og bøjede sig frem for at kysse Sawyer på kinden.

Af en eller anden grund irriterede den udtalelse Angel, som bare vendte ryggen til og begyndte at gå. Duncan greb hende om skuldrene og fik hende drejet i den rigtige retning, og så bevægede de sig ind i restauranten, hvor der var en masse mennesker forsamlet. De mange stemmer, der talte i munden på hinanden, fik hele stedet til at larme ret meget, og det var rart nok, for så kunne Angel i det mindste koncentrere sig om noget andet end den selvanalyse, hun ellers ville have påbegyndt.

Hun ville gerne vide, hvorfor det irriterede hende, at Julie første havde betragtet hende som en rival. Eller rettere, hvorfor det irriterede hende at høre det for øjnene af Sawyer. Han havde uden tvivl også hørt det. Men hvis han spurgte ind til det ville hun feje ham af, uanset hvor mange sandheder han havde fortalt hende i tidens løb. Desuden kendte hun jo ikke svaret på spørgsmålet, så hvad kunne hun egentlig sige?

Sige noget behøvede hun ikke at gøre lige med det samme. Præcis klokken to blev dørene ud til lobbyen lukket, og Nathaniel Storm trådte frem med en mikrofon i den ene hånd, mens han med den anden rettede på sine tungt indbefattede briller.

,,Der er femten grupper her,” indledte forsangeren. ,,Femten meget talentfulde og interessante grupper. Femten meget forskellige grupper. Men sagen er den, at der skal sorteres hele tolv fra. Nogle af jer synes måske, at det er strengt at sortere så mange fra nu. Men det er nødvendigt for ikke at trække det hele ud. Dette er ikke en konkurrence om udvikling. Det er en konkurrence om at have det eller ikke have det. Og I har alle noget specielt, men tre af de grupper herinde har noget helt fantastisk, som vi tror på kan gavne os som band, når vi tager på turné.

Så uden videre omsvøb vil jeg nævne grupperne i tilfældig rækkefølge. Den første er…” Han tav et øjeblik og lod sine ord blive sunket.

Angel mærkede sine håndflader blive svedige, og at hendes hænder dirrede en anelse, da hun kort sænkede blikket mod gulvet.

,,… Tornados fra Los Angeles, Californien.”

Med det samme skød hendes blik op til Sawyer, hvis ansigt var en maske af ingenting, som han stod der ved siden af Noah. Dog var hun overbevist om, at han ikke var lykkelig for hvad der var blevet valgt, selv om han jo selv havde haft indflydelse på beslutningen. Hvordan kunne han være tilfreds med den beslutning?

Ashton, Brenda og resten af deres gruppe på seks personer rejste sig fra deres sæder og gik op for at give dommerne hånden. Nathan udtalte sine lykønskninger i mikrofonen og gik derefter videre til at bekendtgøre den næste gruppe, som var videre. Denne gang kunne Angel mærke sit hjerte banke hurtigere i brystet, og hun havde svært ved at sidde stille.

,,The New Jersey Ladies fra Edison, New Jersey.”

En gruppe på måske ti piger rejste sig fra et sted forrest i lokalet og gik op for at takke dommerne. Angel bemærkede, hvordan hver eneste af de ti hvide piger kindkyssede med samtlige dommere, og hvordan de bevægede sig rytmisk og forførende. Dette var helt klart konkurrence. Og måske var disse piger i virkeligheden bedre end hende og hendes egen gruppe. De var jo ikke blevet nævnt endnu, og med så mange grupper til deltagelse var det langt fra sikkert, at de kom med. Alle var jo gode.

Desuden var de den første gruppe, dommerne havde gang i, og hvad de havde sagt dengang kunne have ændret sig utroligt meget i løbet af de to uger, hvor de havde besøgt de andre grupper. Men der var noget, der ikke gav mening. Hvis de havde været af sted i to uger og der var fjorten grupper tilbage efter Synthetic Supernova, så måtte det betyde, at dommerne havde haft en dag til hver af de andre grupper, hvor de havde brugt utroligt meget tid på Synthetic Supernova.

Og det gjorde hende ærligt talt nervøs, fordi det kunne antyde, at de havde brug for meget mere hjælp end andre grupper. Men hvis Ashtons var videre? Havde de så været bedre til at tage imod kritik og bruge den konstruktivt efter første udskillelse?

,,Og sidst, men ikke mindst…”

Noah havde jo sagt, at hun kunne gøre noget for sin gruppe. Men det regnede hun med var efterfølgende, hvis de da kom med videre. Nu kom hun i tvivl om hun måske skulle have takket ja til tilbuddet om at komme med dem som solodanser også.

,,…Synthetic Supernova fra Los Angeles, Californien,” råbte Nathan Storm ud i lokalet med sin behagelige stemme.

Der var musestille lidt, så gik det langsomt op for Angel, at de var med endnu.

,,Selvfølgelig,” hørte hun nogen hviske bag sig. ,,Jeg så dem stå og tale med Sawyer og Julie ude i aulaen.”

Hun skævede bag sig og så et par piger på omkring femten sidde og surmule med armene over kors. Så rejste hun sig og fulgte med de andre op til dommerne, som de gav hånd og krammede som tak. Underligt nok kunne hun ikke få sig selv til at kramme Sawyer efter den kommentar, hun lige havde hørt, og hun nøjedes derfor med bare at give ham hånden, som han trykkede uden at sige noget.

Efter sig så hun Duncan omfavne Sawyer, og Sawyer klappede ham mellem skulderbladene og sagde et eller andet, som fik Duncan til at grine og se over på Angel. Hun smilede bare undrende til ham og gik så tilbage til sin plads, hvorfra hun hørte på at Nathan Storm på vegne af alle dommerne beklagede overfor dem, som ikke var videre.

Det virkede bare underordnet. De var videre. Synthetic Supernova var videre. Og det betød for hendes vedkommende, at hun kunne efterleve det, Noah havde sagt.

Der var pludselig pres på hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...