Who killed Naddie?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2012
  • Opdateret: 16 maj 2014
  • Status: Igang
Patricia arbejder som journalist i det centrale London, og er sammen med printerdrengen Andy på jagt. En pige blev for nogle år siden fundet parteret i et gammelt sommerhus. Ingen har nogensinde ville røre sagen, men da Patricia får ansvaret for avisens næste sensation søger hun hjælp hos sin grandonkel, politimester Johnson som rækker hende en sag med overskriften; Who killed Naddie?

3Likes
0Kommentarer
739Visninger
AA

2. Printerdrengen

"Patricia sukkede dybt, og smed sine papirer fra sig på sit skrivebord. Aldrig havde hun arbejdet så hårdt, i så lang tid, for sådan en lille spalte. "Ingen vil alligevel læse den." Havde hun sagt til hendes chef, men hun fik kun et truende blik, og et vift med hånden til at gå ud på. Nu havde hun fået en måned til at skrive 3 midtersider. Chefen, Tjabe, kaldte de ham, havde bestemt sig for at de 3 midtersider i uge 49 skulle være årets sentation. Patricia kunne næppe tro på det, når det var hende der skulle skrive det. Efter det sidste hun havde skrevet, var hun helt vildt smadret, selvom det blot var en lille spalte. Men Tjabe mente altid hvad han sagde, hun skulle igang, og det kunne kun gå for hurtigt.

"Emnet, Patricia," Sagde Tjabe og sænkede sine briller. "Har du tænkt over det?" Patricia så rundt i det lille, lyse, og lukkede kontor og så ned på Tjabe. "Ja, en smule." Svarede hun.
"Hvad bliver det så til?" Tjabe lænede sig ind over bordet. "Gamle, vragede sager." Sagde Patricia. "Der står tre skabe nede på politigården med lukkede sager, som aldrig er blevet opklaret."
"Vil du nu til at lege kriminalforsker, og rende rundt med dit journalistpas nede hos politiet?" Vrissede Tjabe. "Gud fri mig vel."
"Nej," sukkede Patricia og lagde sit ben til at hvile over det andet. "Hvilken af vores sider er den mest læste? Udover dødsannocerne." Hun væmmedes ved tanken om alle de mennesker der hver uge købte avisen, bare for at læse dødsannonce efter dødsannonce. "Det er vores kriminovelle, selvfølgelig." Tjabe kiggede på Patricia, som om han ikke forstod hvor hun ville hen med det.
"Ja, præcis. Kan du se mønsteret?" Spurgte Patricia. Tjabe trak øjnene sammen. En stilhed bredte sig hastigt ud i rummet og snoede sig rundt om deres fødder. Patricia så bare på hendes chef. En høj og tynd fyr, med tykt komunefarvet hår og skæve briller. Hans jakkesæt var altid i to forskellige farver. "Er den godkendt eller hvad?" Brød Patricia ind. Hun var lige ved at fugte sine læber, men kom i tanke om at hun havde taget en rød læbestift på idag. "Du får én chance. Du har dine rettigheder, men jeg ligger intet ud til dig. Det er dig, som forhandler med politiet, og vi er hverken wingman eller assistent for de ting du laver. Det eneste jeg vil have er en sensation. En artikel. Leveret af dig. Men vi har intet med det at gøre." Sagde Tjabe så. Patricia åndede lettet op efter hans ord. "Kan jeg få en med på artiklen?" Spurgte Patricia ham hurtigt, trods det han lige havde sagt. Han sukkede tungt. "Den eneste jeg vil byde dig, er Andy."
"Printerdrengen?"
"Hov, hov, hov. Han er 21 år."
"Ja," sukkede hun. "Men hvad har han med det her arbejde at gøre?"
"Intet. Jeg kan bare ikke stille mine fuldtuddannede journalister til rådighed i dine politilege." Sagde Tjabe med et tungt, veltilfreds smil. Patricia nikkede kort og rejste sig fra stolen. Hun følte sig pludselig endnu højere end ham, end hun allerede var. Hun nikkede igen, og gik hurtigt hen til døren, og tog i håndtaget. "Men det er jo bare et tilbud," sagde Tjabe henne fra stolen. "Du behøves ikke tage Andy med på sagen. Men hvad end du gør, så hvil i din journalistik." Patricia bed sig i læben og gik ud af døren, i ét stort skridt. 'Hvil i din journalistik,' tænkte hun. 'Min bare.'

                                                                                      
★★★
Døren til politigården var en gammel, 2-3 meter høj egeport. Hvis du ikke kendte stedet, ville du tro at det var den du skulle ind af, men faktisk er der en lille, almindelig dør gemt ude i siden. Den blev lavet, da politigården blev renoveret - politimester, Patricias grandonkel, Johnson nænnede ikke at lade dem rive den store port ned. Så derfor blev den stående, og den lille, grimme dør ude i siden blev løsningen. Patricia smuttede ind ad den lille dør, og kiggede hurtigt på receptionisten i den reception hun endte i. Ikke fordi hun ikke havde været her før, men for at tjekke hvem der sad ved skranken idag. Der var tre damer som skiftedes til at sidde der, hver dag. Men Patricia havde ikke regnet deres mønster ud endnu, så derfor kunne hun ikke vide hvem der sad der. "Kan jeg hjælpe dig?" Lød det bag skranken. Patricia gik op og mødte en lille tyk dames ansigt. Hm, hende havde hun ikke set før. "Jeg kommer fra.."
"Ja, du er journalist kan jeg se. Hvad vil du?" Afbrød den tykke dame snerpende, men hun nikkede mod Patricias journalistskilt.
"Øh, ja." Sagde Patricia. "Kan jeg tale med mr. Johnson?"
"Du kan tale med hans sekretær. Han taler ikke med fremmede."
"Jeg er ikke en fremmede, han er min grandonkel."
"Bevis, tak." Snerrede damen. Hun trak ikke en mine. Patricia rodede i sin taske efter et pas, et buskort, et eller andet. Men efter hvad hun husker fra imorges, har hun ikke nået at pakke nogen form for legitimation. "Se på mit skilt." Sagde Patricia så, som en løsning. "Patricia J. J står for Johnson." 
"Javel, så. Ser man det. Nånå, ser man det. Gå hellere op til hans sekretær og få den afklaret. Mine instinkter.." Den tykke dame nåede ikke længere, før Patricia satte i hastig tempo hen mod en dør hvorpå der stod Mr. Johnson. "Hvad i alverden," udbrød damen, "der kan du ikke gå ind! Hører du!" Patricia så kort tilbage på den tykke dame. Hendes ansigt var rødt og fjendtligt, mens hun råbte og skreg om ulydige unge og uhøflige journalister. Patricia pressede ned i håndtaget og trådte ind på kontoret bag døren. En lugt af kaffe og dyr mandeparfume bredte sig i hendes næse. Hun genkendte parfumen, og med det samme hørte hun den tilhørendes stemme: "Patricia? Dejligt at se dig!" Hendes grandonkel, hvis kropbygning egentlig kunne måle sig med den tykke dames, sprang frem fra skrivebordet. "Er det dig der har bragt Ingrid i kog?" Hans store, mørke latter brød løs og Patricia kunne regne ud at Ingrid måtte være den sure receptionist. "Hun mente jeg var en uhøflig journalist." Lo Patricia og blev budt på en kop kaffe.  "Jo, tak." Smilede hun. 
"Hvad bringer dig herind?" Spurgte mr. Johnson, mens han pustede på hans kaffe. "Jo, ser du. Jeg er igang med en artikel. Den skulle gerne handle om en af jeres vragede sager. Hvis jeg kunne få adgang til en."
"Åh, Pattie. Altid så nysgerrig. Selvføglelig, kan du det. Men problemet er at vi ikke har så mange uopklarede sager mere."
"Hvad med de tre skabe med den slags? De stod da fyldt for nogle år siden."
"Ja, det gjorde de. Men dengang var der også en del flere mord end nu. Vores dna-teknologi er blevet større. Vi er gået ned fra 3 drab om dagen til 1 hver anden dag, det vil sige vi har fået mere tid til at opklare de gamle sager." Patricia sukkede og nikkede. 
"Men hvis jeg husker rigtigt har vi en tilbage. Jeg ville ellers sætte en af vores assistenter på sagen i denne uge, men hvis du vil arbejde på den kan det vente?" 
"Jeg vil virkelig gerne arbejde på den! Åh, tusind tak." Udbrød hun, med en lidt for lykkelig stemme end hvad hun havde regnet med. "Okay. Bliv her, jeg går ned og ser om jeg kan finde den." Sagde hendes grandonkel, mens han rejste sig og forsvandt ud af døren. Nogle minutter senere kom han tilbage med en bunke papirer, som han gav Patricia Øverst på bunken, lå en seddel med teksten: Who killed Naddie?


 


 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...