Hope

Da Imogens elskede storesøster, Hope, bliver indlagt med den dødelige sygdom kræft smuldrer Imogens verden.Sygdommen gør det umuligt for hende at foretage sig normale ting, normale piger gør. Under tiden med sygdommen forsvandt alt det, Hope havde kært. Hendes lange, mørke krøller, hendes bedste venner forlod hende, da de aldrig så hende mere. Men mest af alt... Mistede hun håbet...


Dette er Imogens historie, som den tapre lillesøster, der aldrig tabte modet.

2Likes
1Kommentarer
522Visninger
AA

2. Smil

Hope havde senere fået konstateret lungekræft. Imogen huskede tydeligt da de sad i det kridhvide venteværelse. Hendes mor lå begravet i vådservietter med hendes fars arm omkring sig. Da sygeplejersken kom og informerede dem begravede hendes mor ansigtet i sine hænder, imens hendes far bare sad med et tomt blik. Hun forstod ikke selv præcist, hvad det skulle betyde.

"Det var godt at i handlede hurtigt. Hope har det fint, men vi tager nogle blodprøver," sagde sygeplejersken. Imogen viftede rastløst med benene og foldede hænderne i skødet. Sygeplejersken så på hende med et blik, der fik hende til at føle, som om hendes hjerte visnede. 

"Er du Hopes lillesøster? Der er en ufattelig lighed." Hun forsøgte sig med et smil.

Imogen nikkede kort som svar på hendes spørgsmål, men hun kunne ikke tvinge et smil frem. Det føltes helt forkert at forsøge at vende mundvigen opad i denne situation. Det prikkede i hendes kind som små nåle da hun alligevel forsøgte. Hendes øje fyldtes med tårer. Sygeplejersken satte sig på stolen ved siden af hende og trak hende ind til sig.

"Du skal ikke være bange, Hope klarer sig utroligt flot, du skal ikke være bange." Hun strøg sin hånd igennem hendes hår og pressede sine læber imod hendes hovedbund. "Du er så tapper." Imogen lukkede øjnene og mærkede en tårer glide ned af hendes kind.

"Det er ikke mig, der skal trøstes," hviskede hun med skælvende stemme og så op på hende med et sløret blik. "Jeg græder ikke fordi jeg er bange, jeg ved godt at Hope klarer den. Men mig og Hope ligner ikke hinanden. For Hope har lært mig, at alle er unikke." Og så kunne hun smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...