Hope

Da Imogens elskede storesøster, Hope, bliver indlagt med den dødelige sygdom kræft smuldrer Imogens verden.Sygdommen gør det umuligt for hende at foretage sig normale ting, normale piger gør. Under tiden med sygdommen forsvandt alt det, Hope havde kært. Hendes lange, mørke krøller, hendes bedste venner forlod hende, da de aldrig så hende mere. Men mest af alt... Mistede hun håbet...


Dette er Imogens historie, som den tapre lillesøster, der aldrig tabte modet.

2Likes
1Kommentarer
519Visninger
AA

3. Blomsten

Hope så træt ud, da Imogen endeligt fik lov at se hende. Hendes forældre var gået ned i cafeteriet og havde efterladt hende på det grålige, kedelige værelse, med sin søster foran sig. Hendes smukke søster, som pludseligt virkede så fremmed. Hun havde købt en blomst nede i shoppen på første etage. Hun gemte den bag ryggen imens hun tog langsomme skridt imod sin søster. Hope rakte armen ud imod hende, og hun førte blomsten over i den anden hånd, rakte armen frem og lod sine fingre glide ind i sin søsters. Blomsten holdt hun stadig skjult bag ryggen. Hope sendte hende et træt smil, og hun så ud som en der havde svært ved noget så enkelt som at holde øjnene åbne.

"Hvis jeg falder i søvn skal du ikke blive bange," sagde hun med et udmattet smil.

"Hvorfor skulle du falde i søvn?" spurgte Imogen med et forvirret blik. Hope trak på skulderen.

"Det ved jeg ikke. Hvorfor falder du i søvn om aftenen?" Hun lo og Imogen smilede. Hendes latter fik hende til at slappe af, og hun mærkede hvordan hun langsomt blev roligere.

"Sæt dig her," sagde hun og klappede på lagnet ved siden af hende. Det var tydeligt at hun prøvede at lyde glad, men der var en saglig skælven i hendes stemme, som man ikke kunne overse. 

"Jeg har faktisk noget til dig," smilede Imogen og rakte stolt rosen frem imod hende.

"Ej, er den til mig? Hvor er du sød, smukke." Hun rakte armene ud imod hende, og Imogen lagde sig forsigtigt ned i hendes favn. Hun var så kold og hård imod hendes hud, at det føltes som at kramme en sten. Men hun vidste, at kærligheden lå i det. Hun krøb ind under dynen og lukkede lykkeligt øjnene, da Hope lagde armen omkring hende.

"Imogen, hvor gammel er det, du er?"

"Jeg er elleve."

"Og hvor er gammel er jeg?"

"Du er seksten, er du ikke."

"Jo. Hvor mange år er jeg så ældre end dig?"

"Det ved jeg ikke."

"Prøv at gæt."

"Fem år?"

Hope smilede, lukkede øjnene og lagde hovedet imod Imogens ryg. Hun duftede af blomsten, og hendes hår duftede af den kirsebærshampoo deres mor altid købte. 

"Ved du godt, at jeg elsker dig?"

Imogen satte sig op i sangen. Hopes arm faldt slapt ned på sengen. Hun så forvirret på Imogen. Imogen lagde sin hånd i hendes.

"Hope, skal du dø?"

Spørgsmålet hang i luften i et stykke tid, men så kiggede Hope bare på hende med et roligt blik.

"Søde Imogen. Alle skal dø på et tidspunkt. Alt har sin tid, alt har sin død. Ligesom din blomst. Den startede som et frø, nu er den en smuk blomst. Men på et tidspunkt vil den også dø. Ligesom mig."

"Min blomst er af plastic. Den vil aldrig dø. Det er ligesom dig, Hope. Du vil heller aldrig dø for mig," smilede hun og førte hånden ind foran sit hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...