If we ever meet again (1D)

Riley Carter er en seksten årig pige med en drøm, som syntes at være håbløs; der er denne dreng, hun aner ikke hvordan han ser ud nu og hvor han bor, hun ved bare, at drengen hun mødte i Irland for elleve år siden var hendes livs oplevelse. Én uge havde hun kendt ham, og dog føltes det som en evighed. Det havde knust hende, da hun var rejst tilbage til London og måtte sige farvel til sin nye bedste ven. Det er også grunden til, at hun nu vil finde ham.. Men hvor pokker starter man med at lede efter en, man ikke har set i elleve år og ikke kender navnet på?

25Likes
18Kommentarer
2120Visninger
AA

10. You never really wanted me

Klokken er vel lige omkring midnat. Niall og jeg er stadig i drengenes fælleslejlighed. Og selvom klokken efterhånden er blevet mange, har vi ingen idé om at tage hjem endnu. Festaber, som vi er..

Siden vi kom har det hele været så fantatisk! Jeg føler virkelig allerede, at jeg er en del af den kreds, der er mellem drengene og deres kærester. Desuden er jeg faktisk blevet ret gode venner med Eleanor, Danielle og Perrie - især Perrie! Faktisk havde jeg troet, at Perrie ville begynde at kede sig hurtigt, fordi jeg jo er endnu en fan for hende, men jeg tog dybt fejl. Perrie snakkede hele tiden med mig og virkede interesseret i at vide noget om mig.

Hele aftenen har jeg lært en masse forskellige ting om alle dem, som er her i lejligheden. For eksempel ved jeg nu, at Louis er 21 år, Zayn er 20, Liam er 19 og Harry er 19 - og Niall er så 19, hvilket jeg godt vidste i forvejen.

Jeg har også fået at vide, at drengene var med i X-Factor i 2010 og at de hver især stillede op som solister, men senere blev dannet til en gruppe. De vandt desværre ikke, men kom på en tredje plads i stedet for - og de har fået mere succes end nogle af de andre X-Factor deltagere!

Desuden har de en verdensturné liggende lige rundt om hjørnet, hvor de bla. skal til Danmark - hvor mine bedsteforældre og min far kommer fra.

Jeg har faktisk bare lært en helt masse om dem alle sammen i aften, også om pigerne. Danielle er danser, Eleanor er model - hvilket jeg egentligt godt vidste - og Perrie, ja hun er sangerinde. Og jeg elsker hende mega meget!

Uh - jeg fandt også ud af, at alle drengene har et kælenavn! Louis' var jo BooBear, som jeg jo havde fundet ud af, Zayns var Bradford Boi, Harrys var Hazza, Liam blev ikke kaldt noget vildt specielt, men han var Daddy Direction og Niall - han var Nialler. 

Til at starte med havde jeg grinet helt vildt af det, fordi deres kælenavne var så latterlige, men jo mere jeg tænkte over dem, desto søderes blev de. Især Nialls kælenavn. Nialler, heh. Jeg elsker det!

Jeg bliver hevet brat ud af mine tanker, der Danielle begynder at snakke med mig.

"Så, Riley - hvor bor du egentlig henne?" spørger hun venligt.

"Jeg bor egentlig i London hos mine forældre, men jeg har flere gange overvejet at finde mit eget," svarer jeg og kigger på hende. Hun smiler forstående til mig.

"Forståeligt. Mine forældre var heller ikke meget hjemme, da jeg var på din alder," siger hun oprigtigt. Og jeg bliver pludseligt forvirret. 

"Hvorfra vidste du, at mine forældre ikke er så meget hjemme?" spørger jeg og kigger undrende på hende. Hun smiler til mig igen.

"Man kan se det på dig," svarer hun og griner let.

Pludselig er jeg vildt taknemmelig for, at Danielle er her, for hun er så forstående. Jeg tør vædde med, at Danielle og jeg vil blive gode venner. Det håber jeg i hvert fald inderligt.

Jeg smiler til hende og prøver at fokusere på drengenes samtale, der lyder meget ivrig. De hvisker halvt ophidsede til hinanden, men de henvender sig mest til Niall.

Jeg fornemmer, at jeg ikke skal blande mig i det, men min nysgerrighed overvinder mig, så jeg ender med at lytte koncentreret til deres samtale, samtidig med at jeg prøver at skjule, at jeg smuglytter.

I starten er det meget svært, fordi jeg også er nød til at holde pigernes snak ude, men jeg vænner mig efterhånden til det. Jeg opfanger som ord som "duer ikke," "må ikke," og "du ved det jo godt."

Min nysgerrighed bliver værre og værre, og jeg kan snart ikke blive siddende i sofaen længere. Jeg vil vide, hvad der sker nu!

Pludselig opfanger jeg en hel sætning, som kommer fra Louis.

"Niall, du ved jo godt, at det ikke vil gå! Du kan ikke være sammen med Riley, management vil ikke tillade det! Jeg ved godt, at det er hårdt, og at du vil kæmpe alt det, du kan, men den går ligesom bare ikke længere. De har advaret dig."

Liam stemmer i.

Niall sukker og siger så: "Jeg ved det godt, Louis. Og jeg prøver, det gør jeg virkelig. For jeg vil ikke smides ud af bandet på grund af et forhold."

Min krop stivner og jeg begynder langsomt at skælve. Nialls ord gik direkte ind i mig, og mine øjne er faretruende tæt på at løbe i vand. Jeg skal væl herfra, og det skal være lige nu.

Jeg puffer Eleanor i siden, for at spørge, hvor toilettet ligger. Jeg prøver så hvidt muligt at holde min krop i ro, og min stemme lyder forholdsvis normal taget i betragtning af, at jeg er ved at græde.

"Anden dør til venstre nede ad gangen," svarer hun med et smil.

Jeg tvinger et smil tilbage til hende, og går så ud ad stuen. Med hastige skridt går jeg ned mod døren til venstre i gangen, men jeg stopper op lige foran den. Jeg kigger mig over skulderen for at sikre mig, at ingen er i nærheden. Så åbner jeg døren for blot at lukke den igen, så de andre tror, at jeg lige er gået ind på badeværelset.

Hvilket jeg jo overhovedet ikke er, eftersom jeg meget stille er på vej ud ad døren til drengenes lejlighed. Jeg lukker døren forsigtigt efter mig, og haster så ellers hen til elevatoren for at komme væk hurtigst muligt, før de finder ud af, at jeg ikke er på toilettet, som jeg påstod.

 

Den bidende kulde rammer mig hårdt, og jeg kan godt mærke, at når først mørket er faldet på, at det ikke så varmt længere.

Jeg vinker en taxa ind til siden og beder chaufføren om at køre mig tilbage til hotellet, jeg lige nu bor på. Desværre tror jeg ikke, at jeg kommer til at være her ret meget længere. Jeg tog fejl dengang jeg sagde, at jeg ikke kom tilbage til London igen. For det gør jeg. Og jeg gør det snart.

Chaufføren stopper udenfor hotellets hovedindgang, og jeg giver ham en sum penge, før jeg stiger ud af den varme bil og skynder mig ind gennem de dobbelte døre til hotellet..

Jeg fumler med nøglen da jeg endelig når op til mit værelse, for tårerne er begyndt at løbe ned ad mine kinder, og det gør det svært at se.

Jeg får låst døren op, og jeg vælter bogstaveligt talt ind ad den.

Jeg kigger hurtigt ned ad mig selv og ser, at min kjole er blevet våd af de mange tårer fra mine dryppende kinder. Jeg flår kjolen over hovedet og smider den på gulvet sammen med halskæden, som Niall købte til mig. Ad helvede til med det!

Jeg snubler ind i sengen, hvor jeg falder omkuld mens jeg lader tårerne få fuldstændig frit løb. Og sådan ligger jeg i noget, der føles som en evighed, indtil yderdøren smækker op i væggen med et brag. Hastige skridt løber overalt i hotelværelset, og jeg trækker dynen langt op over mit hoved, for jeg ved jo godt, hvem det er.

Der går ikke mere end ti sekunder, før jeg får det bekræftet. De før så desperate skridt holder op og bliver i stedet til en rolig gang. Jeg kan mærke, at madrassen synker lidt sammen, da en person sætter sig bag mig. Dynen over mit hoved bliver hevet lidt ned, og en varm hånd stryger mig over håret.

Jeg knuger dynens ene hjørne hårdt i min hånd og presser øjnene endnu mere sammen, mens jeg stille snøfter.

"Riley.." begynder Niall med en bekymret tone.

Jeg ryster på hovedet ad ham og flere tårer løber ned ad mine kinder.

"Hvad er der sket, Riley?" begynder han igen. Hans hånd bliver ved med at stryge mig blidt over håret, og selvom det beroliger mig, lægger jeg det bag mig, for jeg vil ikke have ham her nu.

"Hvad sker der?" gentager han desperat.

Min gråd er så småt holdt op, men jeg snøfter stadig.

Jeg vil så gerne høre, hvad han har at sige, men på den anden side, så har jeg allerede hørt det.

"Jeg hørte godt, hvad du sagde om dit management, bandet og mig," starter jeg ud.

Han er tavs et stykke tid, før han svarer.

"Riley, jeg.."

Jeg afbryder ham, for jeg vil ikke engang vide det.

"Skrid ad helvede til, Niall."

Min stemme ryster, men jeg siger det hårdt.

Nialls berolige strøg over mit hår stopper og jeg kan mærke, at han trækker sig tilbage et kort sekund, før han læner sig ind over mig og kysser min kind. Og så går han.

Selvom det var det, jeg ønskede allermest siden han trådte herind, så gør det mig så utrolig ked af det, og jeg har lyst til at råbe efter ham, at han skal komme tilbage. Men jeg gør det ikke, for så vil jeg fortryde det i morgen. Det har jeg erfaring med.

Så jeg trækker dynen helt op til mit ansigt og glider ind i en drømmeløs søvn.

 

***

Jeg vågner op næste dag. Klokken er mange. Halv fire. Har jeg sovet så længe?

Det er en regnvejrsdag. Himlen er grå, skyerne er grå, mit humør er gråt. Alt er gråt! Det er da klart, at jeg har sovet så længe. Hvem gider at vågne op til en morgen med det her vejr?

Jeg sukker og rejser mig fra den ellers så tomme seng. Jeg går hen mod spejlet og kigger på mig selv et øjeblik. Sørgelige mascara rester sidder under og over mine øjne, og jeg ser forfærdelig ud! Jeg trækker opgivende på skuldrene og går i gang med at fjerne de grimme mascara rester.

Jeg tillader mig at gøre mig lidt repræsentabel, selvom jeg intet skal i dag. Jeg frisker mit ansigt lidt op med noget pudder her og der, og jeg hopper endda i et nogenlunde fornuftigt sæt tøj.

Mit hår fletter jeg i en fransk fletning, som ligger pænt ned ad min ryg.

Som jeg står og betragter mine stadig hævede, røde øjne, begynder min mave at rumle. Jeg er sulten.

Jeg går ud gennem badeværelsesdøren og ind mod køkkenet. Jeg stopper brat op ved kjolen, som i hvert fald ikke ligger, hvor jeg ved, at jeg smed den i går. Ligeledes gør halskæden, jeg fik af Niall.

Niall.

Mine øjne begynder at løbe i vand bare ved tanken om ham. Jeg savner ham sådan. Allerede. Én nat uden ham ved min side får mig allerede til næsten at tudbrøle. Hvad ville en uge så ikke gøre?

Jeg blinker hastigt tårerne væk og går tættere hen til bordet, hvor min kjole og halskæde nu ligger. Jeg bøjer mig ind over den, skal til at omfavne den, da jeg ser en seddel ligge henover.

Papiret er krøllet, fordi det har været vådt. Muligvis af tårer. Nialls tårer. For ingen andre end ham kunne have skrevet den seddel.

Jeg læser den højt.

Kære Riley.

Jeg ved, hvad du tænker. Det håber jeg i hvert fald. For ellers giver denne seddel ikke meget mening.

Måske tænker du.. Hvorfor sagde han det? Hvad er meningen med, at han skulle sige det, og stadig være sammen med mig? Ved han overhovedet, hvad han sagde?

Jeg ved, hvad jeg sagde, Riley. Jeg har prøvet at finde ud af, hvordan jeg kunne forlade dig på en ordentlig måde, så management ikke skulle smide mig ud af bandet. For det har jeg ikke lyst til, at de gør. Men jeg har prøvet og prøvet på at finde en løsning. For jeg vil ikke smides ud af bandet på grund af et forhold. Det er derfor, jeg har prøvet at finde en løsning. En anden slags end den, management foreslog. At forlade dig - det kan jeg ikke, Riley. Og hvornår har jeg nogensinde sagt, at jeg faktisk ville gøre det? Jeg ved godt, at du må tro, at det ville være den eneste løsning. Men hvis jeg ikke adlyder management, vil de smide mig ud. Men hvad er One Direction, hvis jeg ikke er der? Nul og niks. Der må være en anden løsning. Og jeg prøver at finde den. Jeg arbejder virkelig, så hårdt jeg kan, Riley.

Hvis du ikke forstår mig eller accepterer min.. undskyldning, forklaring, så forstår jeg dig godt. Du kan bede mig om, at holde mig væk. Du sagde, at jeg skulle skride ad helvede til. Jeg har lovet mig selv at gøre alt for dig. Men at skride af helvede til kan jeg ikke, for det betyder, at jeg skal forlade dig. Og det kan jeg ikke.

Jeg savner dig. Jeg er her, hvis du beslutter at tro mig. Og jeg vil gå, hvis du beder om det. Men jeg vil altid elske dig, Riley. Det er det, jeg gør. Jeg kan ikke andet. Som sagt; du har nøglen til mit hjerte.

- Niall

Jeg falder hårdt mod det kolde gulv, mens jeg knuger Nialls seddel ind til mit bryst. Tårer strømmer ned ad mine kinder mens jeg hulkende prøver at finde ud af, hvad der egentlig er sket.

Jeg troede, at Niall ikke ville have mig. Jeg troede, at det hele bare var skuespil fra hans side. I hvert fald fra i går af. Jeg troede, at han ville forlade mig, fordi..

Hvor tog jeg dog bare fucking fejl. Det var da også noget dumt noget at gøre. Jeg kunne ikke engang vide mig sikker på, om han faktisk ville gå fra mig. Hvilket han jo aldrig havde en hensigt om at gøre.

Jeg smiler gennem tårerne, flov over min dumhed. Jeg rejser mig og putter Nialls seddel i min lomme, tæt på mig. For lige nu vil jeg bare have ham tæt på.

Det er nu eller aldrig. Niall skal findes, for jeg vil ikke have ham til at tro, at han skal gå. For det skal han absolut ikke, og hvis han allerede er gået - så dør jeg.

Hurtigt smutter jeg ind på badeværelset igen, for at plaske lidt koldt vand i ansigtet, så striberne efterladt af mine tårer kan gå væk. Jeg kan ligesom ikke rigtig være bekendt at komme sjuskende med rødt ansigt, når jeg skal tilgive Niall. Faktisk burde det være omvendt. Jeg dømte ham for hårdt og for hurtigt, mens han derimod bare gjorde, som jeg ønskede. Han gjorde jo alt for, at der skulle findes en løsning.

Det er ham, der burde tilgive mig, fordi jeg har været så sindssygt dum.

Jeg går ud fra badeværelset og sætter mig i sengen med min mobil i ti minutter eller deromkring. Jeg vil lige lade mit ansigt blive pænt igen. Selvom jeg er ret sikker på, at Niall er ligeglad.

Min mobil har tusinder af ubesvarede opkald, sms'er, telenfonsvarermeddelelser.. alt.

Jeg sletter det hele, og propper mobilen i min baglomme. Jeg har ikke tid til at kigge mere på den nu.

 

Ude i gangen skal jeg til at snuppe min jakke, da jeg ser, at Nialls jakke stadig hænger på knagen. Han må have glemt den, da han gik.

Derfor tager jeg den over mig i stedet for min egen. Duften er Niall sidder overalt i den og jeg snuser heftigt ind. Jeg savner ham sådan allerede.

Selvom hans jakke er ret så stor til mig, beholder jeg den på, for den er langt vigtigere end min egen jakke.

Jeg hopper hurtigt i mine vans og trækker ned i det fint udskårede træhåndtag. Håndtagsstuderer, ha!

Minderne om den første gang, jeg snakkede med Niall, vælter op i mig og jeg fniser hurtigt for mig selv. Så trækker jeg døren ind ad og skal til at tage et skridt ud, da jeg får et chok.

En sovende Niall med røde pletter i hele ansigtet ligger foran min dør med benene trukket op under sig som et lille barn. Jeg betragter ham et øjeblik, før det går op for mig, at han faktisk mente det, da han skrev, at han ville være her. Jeg troede egentlig bare, at det var det klassiske "jeg er her altid for dig"-ting.

Jeg troede da ikke for alvor, at han ville ligge foran min dør for at vente på, hvornår jeg kom ud til ham og tilgav eller ikke tilgav ham.

Det faktum, at han har sovet på et koldt stengulv udenfor min dør, for at vente på mig, får mig blot til at elske ham endnu mere. Tænk at han vil finde sig i det.

Jeg tager et lille skridt frem og sætter mig på hug foran Niall. I hånden holder en simpel rød rose med et enkelt lille kort, hvorpå der med hans egen smukke skrift står skrevet: "Jeg elsker dig."

Jeg lader min finger stryge over hans kind, før jeg læner mig forsigtigt ned og kysser ham. I starten mærker jeg kun mine egne læber bevæge sig mod Nialls, men pludselig bevæger både mine og Nialls læber i en vidunderlig, perfekt takt.

Jeg får næsten et chok, da han trækker mig ned til sig og smiler gennem kysset. Han trækker sig lidt væk for at rette sig op, og jeg gør det samme. I stedet for at læne mig ind mod døren, som Niall gør, læner jeg mig i stedet ind mod hans bryst og tager rosen ud af hans hånd.

Han kigger ned på mig, da jeg kigger op på ham, og jeg beslutter, at jeg hellere må komme med en undskyldning.

"Undskyld, Niall. Jeg tog så stor fejl af det, du sagde. Jeg er så ked af det. Og hvorfor ligger du overhovedet herude? Hvorfor finder du dig overhovedet i, når jeg smider dig ud og beder dig om at skride ad helvede til? Hvorfor bliver du så stadig hos mig? Du fortjener ikke, at jeg behandler dig på den måde. Du fortjener ikke, at blive ved med at være sammen med mig, og jeg fortjener i hvert fald ikke at være sammen med dig, der er her selv når jeg er pisse sur, når jeg selv skrider ved den mindste tvivl fra dig. Niall, jeg fatter ikke, hvo.."

Han afbryder mig ved at presse sin bløde læber mod mine, mens han løfter min hage op med en enkelt finger. Da han igen trækker sig tilbage og siger: "Ved du, hvorfor jeg gør det?" ryster jeg på hovedet mens han mumler mod mine læber:

"Det er fordi, jeg elsker dig."

Denne gang er det min tur til at presse mine læber mod hans, og andet føler jeg ikke, før han løfter mig op og smider mig i sengen på værelset, jeg næsten lige kom ud fra. Vi flår tøjet af hinanden, og inden han trænger op i mig spørger han, om det er okay.

"Niall, alt hvad du gør, er okay," svarer jeg kærligt og lukker øjnene, mens en velkendt smerte skyder op i mig, før den bliver forvandlet til nydelse.

Men han kan ikke lade være med hele tiden at spørge, om det er okay, og om han skal stoppe. Til sidst griber jeg fat i hans ansigt og kigger ham alvorligt i øjnene.

"Ved du hvorfor, jeg gør det her, Niall? Det er fordi, jeg elsker dig," gentager jeg ham og smiler.

 

_____________________________________________________________________________________________

Færdig med kapitel 9. Jeg har ikke skrevet i 2-3 uger, har jeg ret? Ja, det er vist passende.

Det beklager jeg. Og jeg beklager hele tiden at sige, at jeg vil udgive et kapitel hver uge, når det jo overhovedet ikke passer. Men der er altid tusinde andre ting, jeg skal nå.

Jeg vil muligvis publicere ét eller to kapitler i næste uge, da jeg ingen lektier får for, fordi vi har emneuge, yeees. Jeg skal gøre mit bedste for at bruge så meget tid på min movella i næste uge, som overhovedet muligt. Og hvis vi får snestorm, som der er blevet lovet hos mig, kan det jo være så (u)heldigt, at jeg sneer inde! Så er der jo masser af tid. Men det med at sne inde - det ved jeg desværre ikke, om der bliver til virkelighed, lol.

Hvad synes I om kapitlet? Der kom lige lidt drama, hvad? Jeg skal love jer for, at der kommer mere og langt værre drama senere, men først skal vi jo lige finde ud af, hvad management har tænkt sig at gøre mig Niall og Riley *spænding* !!!

xx Julie

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...